”Official”

 

Jeg skulle slet ikke have deltaget i dette løb. Ganske vist havde jeg hidtil været med på samtlige ture arrangeret af Adventure Marathon. Men der kom efterhånden så mange nye tiltag, og de fleste blev gentaget år efter år. Det var uden for diskussion, at jeg hvert år skulle til Kina, men at deltage i op til fire Adventure Marathon−løb hvert år var helt urealistisk. Under en mailkorrespondance med Søren Rasmussen i maj havde jeg fortalt, at arrangørerne for første gang måtte klare sig uden mig. Men dette tog Søren ikke for gode varer. Han udnævnte mig kort og godt til “official”, så jeg for anden gang på halvandet år blev inviteret på en rejse.

 

Comeback

 

Efter at havde deltaget på de to første ture til The Polar Circle Marathon havde jeg også tilmeldt mig i 2003. Men denne var imidlertid blevet aflyst. Da løbet heller ikke blev arrangeret i 2004, troede jeg, at det nu var en saga blot. Men sådan skulle det ikke være.

 

Denne rejse startede torsdag den 6. oktober. Det var en måneds tid senere end de tidligere år, og det kom jeg til at mærke på egen krop, eftersom temperaturen denne gang var køligere end de tidligere gange.

 

Flyversjus

 

På udrejsen fik jeg en ganske særpræget oplevelse. Da vi nærmede os Kangerlussuaq, hørte jeg tumult lidt længere fremme i flyveren. Der blev råbt, og noget af flyets personale stod i midt noget, der lignede en konflikt. Dette var også tilfældet. På flysædet sad en fuld mand, der under hele turen havde været noget urolig. Personalet havde haft ham under observation, og han havde ikke fået alkohol på turen. Han havde altså selv medbragt branderten. Da vi skulle lande, ville han ikke sætte sig og spænde sikkerhedsselen, og da personalet prøvede at få ham til at sidde, spyttede han en af dem i ansigtet. De måtte være fire mand om at holde ham og binde ham til sædet. I lufthavnen blev vi derfor bedt om at blive siddende, da en enkelt passager skulle af før alle andre. Det var vores “ven”, der blev afhentet af politiet. Da han af to betjente blev ført op ad gangen, begyndte de øvrige rejsende at klappe.

 

En kold fornøjelse

 

Efter i 2001 at have boet på hotellet i lufthavnsbygningen og året efter på Hotel Umimmak, skulle jeg denne gang på vandrehjemmet Old Camp. Så havde jeg været alle steder.

 

Old Camp er Grønlands største og bedste vandrehjem og ligger mindre end to kilometer fra Kangerlussuaq lufthavn. Indkvarteringen i Old Camp foregår i de traditionelle, rødmalede langhuse, der blev bygget af amerikanerne under 2. verdenskrig.

 

 

Jeg skulle bo i en lille hytte bag vandrehjemmet sammen med en mand, der hed Gustav. Her var to værelser, en hems og en stue. Der var kun lys i stuen, men elektriciteten var ikke tilsluttet, og dermed heller ikke elradiatorerne. Der var hundekoldt, og jeg gik derfor til receptionen, hvor det blev lovet, at strømmen ville blive tilsluttet. Men efter informationsmødet ved middagstid var hytten stadig kold. Jeg måtte pakke mig ind i to dyner og gik senere op i vandrehjemmets fjernsynsstue for at få varmen.

 

Under aftensmaden i roklubbens restaurant fik vi informationer om løbet, og da jeg senere kom tilbage til hytten, var den opvarmet, så jeg kunne krybe i seng i godt humør.

 

Længere tur på indlandsisen

 

Dagen før løbet var vi på den traditionelle inspektionstur. Jeg kunne nu tydeligt se, at løbet var placeret fire uger senere end tidligere. Der var sne på ruten, mens der ved de tidligere løb kun havde været sne på selve indlandsisen.

Også ruten på indlandsisen var anderledes end før. Den var blevet dobbelt så lang og gik rundt i nogle sløjfer, hvor den tidligere var gået ligeud og samme vej tilbage. På informationsaftenen havde jeg købt nogle overtrækspigsko. Det var vist en god investering.

 

Rent helvede

 

Lørdag den 8. oktober gik startskuddet til tredje udgave af The Polar Circle Marathon, der samtidig havde status som verden første uofficielle verdensmesterskab i Adventure Marathon. Det var rigtigt godt og grundigt koldt, så det var godt, at vi var rigeligt påklædt.

 

De første to kilometer var et rent helvede. Der var stærk frost og strid modvind, og det gik primært op ad bakke. Det kunne mærkes i lungerne. Efter denne indledende hurdle kom vi til indlandsisen, og her var det meget bedre. Her var læ og ingen blæst, så det var faktisk en fornøjelse at løbe der. På et tidspunkt løb jeg forkert omkring en afmærkning, så jeg var på vej ud over isen i utide, men jeg blev gjort opmærksom på det og måtte en tur tilbage, så jeg ikke snød.

 

En anderledes strategi

 

Jeg var i følgeskab med tre kvinder, der alle oprindeligt havde tilmeldt sig halvmaraton. Men da de ville løbe på selve indlandsisen, havde de ændret tilmeldingen til maraton og havde planlagt at udgå på halvvejen. På den måde ville de med sig selv vide, at de havde løbet halvmaraton på indlandsisen, selvom det ikke ville være godkendt officielt.

En af disse kvinder hed Camilla, og hun og jeg lå sidst, da vi forlod indlandsisen. Jeg sagde til hende, at det så ud til, at vi havde samme tempo og foreslog hende at tage den fulde distance. Jeg ville så følge hende i mål. Det skulle senere vise sig at være en stor fordel for os begge.

 

Tychobrahesdag

 

Kort tid efter at vi havde forladt indlandsisen, efter cirka fem kilometer, skulle en bil forbi os. Jeg trak ud i rabatten og vrikkede derved om på den venstre fod. Det gjorde ondt, men jeg kunne fortsætte. Efter 13 kilometer faldt jeg så lang, jeg var, over en sten. Jeg slog hul på alle tre par bukser og slog mit venstre knæ hårdt. Men igen kom jeg i gang. Da vi havde løbet 20 kilometer, vrikkede jeg så igen om på venstre fod. Denne gang var det ikke godt, kunne jeg mærke. Men jeg kom dog i gang igen. Så vrikkede jeg en tredje gang om på samme fod, da der manglede 13 kilometer, og så var jeg færdig som løber og begyndte at gå. Jeg var fast besluttet på at gennemføre dette løb. Jeg var 102 dage tidligere udgået af løbet i Sydafrika. Dette måtte under ingen omstændigheder ske igen.

 

Sammenhold

 

Jeg sagde til Camilla, at hun bare skulle løbe, men det ville hun ikke. Hun mente ikke, at det ville ændre det store på hendes sluttid. Hun mente også, at vores fællesskab var en styrke for os begge, og hun ville ikke forlade mig, når jeg havde hjulpet med at få hende så langt.

 

Vi fortsatte sammen i rask trav, og jeg tog tid ved hver kilometermærke. I starten var vi ti minutter om en kilometer, mens vi til sidst var oppe på 13 minutter. Der var dog aldrig panik og stress, for vi kunne se, at vi ville kunne nå det. Den eneste bekymring var min fod. Jeg vrikkede om tre gange, mens jeg gik, men heldigvis gik det ikke helt galt. Indimellem måtte Camilla sætte sig på en sten og massere sin fod. Så gik jeg bare videre, og hun indhentede mig så ved at lunte op til mig.

 

 

Sygeplejersken Karin Rishøj var flere gange forbi os i bil, men jeg turde ikke fortælle om min fod af frygt for at blive udtaget. Fem kilometer før mål fik vi varm hyldebærsaft, og det var dagens skønneste “måltid”.

 

Flot velkomst

 

I mål stod en flot velkomstkomité og ventede os. Som de sidste i løbet gik vi over målstregen hånd i hånd i tiden 6:39:32. Der var afsat syv timer, så vi var i god tid. Det var anden gang, jeg gennemførte et helt maraton i selskab med en anden løber, og pudsigt nok var det begge gange under løb i Grønland. Thomas omfavnede mig og sagde med fugtige våde øjne, at han var stolt af mig. Det øjeblik var det hele værd. Også Søren var der med en varm krammer, der sagde alt.

 

Jeg gik til badekabinen, hvor Mogens Rishøj tilså mig og konstaterede, at jeg havde en “tennisbold” på siden af foden, så jeg blev sendt i bad, hvorefter Mogens kom og forbandt min fod.

 

Småskadet

 

Bagefter kunne jeg dårligt gå ned ad trappen, og måtte hjælpes ud i en bil. Jeg frøs så ubeskriveligt, at det var den rene ynk. Sammen med Camilla blev jeg kørt til vandrehjemmet, og igen måtte jeg hjælpes ned i hytten, mens jeg bare frøs.

 

Jeg lagde mig på sengen og så film og intet andet i halvanden time, hvorefter Camilla og en guide kom forbi og så til mig. Det føltes godt med den omsorg, og efter noget tid begyndte jeg at føle mig bedre tilpas.

 

Camilla til bords

 

Da vi nåede aften, kunne jeg støtte på foden og var jeg klar til gallafesten i roklubbens restaurant. Jeg spurgte Camilla, om hun ville have mig til bords. Efter syv timers kamp syntes jeg, at vi skulle have det lidt rart sammen om aftenen.

 

Jeg var ikke glubende sulten, men havde dog overraskende god appetit efter løbet. Vi fik fiskeforret og rensdyr, efterfulgt af kage og kaffe.

 

Senere på aftenen var vi ude og se nordlys. Det var interessant, men jeg var helt udkørt efter en hård dag, så jeg sprang over den efterfølgende fest og tog den første bus tilbage til vandrehjemmet.

 

En dasedag og grønlandsk kaffe

 

Dagen efter løbet var i den grad en af de få dage, hvor jeg bare dasede rundt for mig selv. Jeg brugte tid på computeren, lappede ødelagt sportstøj og pakkede kuffert.

 

Om aftenen var jeg til grønlandsk kaffe med tilhørende æbleskiver rundt om bålet i tipien på vandrehjemmet. Grønlandsk kaffe består af kaffe, whisky, Kahlua og flamberet Grand Marnier. Det var som at drikke irsk kaffe.  Som alt andet i Grønland var det dyrt, men jeg betalte med glæde for oplevelsen mere end for smagen.

 

Tid til pause og restitution

 

Mandag den 10. oktober blev brugt på hjemrejsen. En kold, forlænget weekend og et fysisk anstrengende maratonløb var lagt bag mig. Det var nu tid til restitution efter et hårdt år, så jeg kunne være klar til maratonåret 2006.

 

The Polar Circle Marathon 2005 gav mig meget. Det var værdifuldt og styrkende for mig at komme tilbage efter at være udgået i Sydafrika. Samtidig var det også af stor værdi, at jeg gennemførte på trods af alle de uheld, jeg var udsat for under løbet. Og Sørens gestus ved at invitere mig med og senere byde mig velkommen ved målstregen var ubeskrivelig. Indtil dette løb havde jeg været med på alle Adventure Marathon rejser. Men jeg vidste, at jeg ikke mere skulle løbe dette specielle løb. Tre gange var godt. Men mere skulle det ikke være.

 

Køb bogen her.