Punta Arenas Marathon og White Continent Marathon 2013

Skrevet 15. juni 2016

Endnu en rejse med Elisabeth

 

De sidste to uger af februar 2013 blev i sandhed nogle af de mest dramatiske i mit liv, hvor jeg flere gange kom hele følelsesregistret igennem.

 

Det frø, der blev sået en varm novemberdag året før, var spiret og havde vokset sig frem til hele to maratonløb på en uge. Ikke længe efter min hjemkomst fra The Solar Eclipse Marathon skrev jeg til Kathy Loper og bestilte billet, ikke blot til mig selv, men også til Elisabeth, der endnu engang drog med mig ud i verden til løbsoplevelser.

 

Nøje forberedelser

 

Forberedelserne til denne tur havde været i gang, lige siden jeg bestilte den. Jeg havde sat mig grundigt ind i, hvilken type fodtøj jeg burde løbe med og i mange andre forhold omkring løbet på Antarktis. Blandt andet havde jeg læst jeg mig til, at vi under løbet på Antarktis måtte forvente at komme til at løbe i temperaturer omkring frysepunktet eller måske nogle få graders varme. Nogle steder ville vi skulle løbe på is og sne og andre steder på stenet underlag og bakkede jordveje. Karin forærede mig et par track−løbesko med Gore-Tex® i julegave. De blev flittigt brugt i de efterfølgende måneder, hvor jeg hver weekend løb omkring to timer i Boserup Skov nær min hjemby. Her fik jeg netop lejlighed til at løbe i ujævnt terræn og vådt føre. Vinteren var helt perfekt for mig, da der i årets to første måneder lå en del is og sne i skoven.

 

Ligeledes af Karin fik jeg i julegave et GoPro−kamera til at løbe med. De tekniske finurligheder gav en del udfordringer, men heldigvis var der god tid til at prøve udstyret af, så jeg her følte mig godt klædt godt.

Den sidste tid inden rejsen fik jeg først ondt i højre knæ og siden i ryggen. Det skulle senere vise sig at være små problemer i forhold til, hvad jeg ellers kom ud for.

 

Flystrejke

 

Netop som vi troede, at alt var på plads, og at vi var klar til rejsen den kommende fredag, fik vi den første forskrækkelse om mandagen. På tekst–TV og internettet læste jeg, at det spanske flyselskab, Iberia, var strejkeramt i fem dage. Selskabet skulle afskedige nogle medarbejdere, mens andre skulle gå ned i løn. Dette havde udløst krisen. Jeg må erkende, at jeg blev noget panisk. Alt var klargjort, udstyret afprøvet, og formen hvor den skulle være. Nu kunne det hele stå og falde med, at vi ikke kunne komme til Sydamerika. Med så kort varsel ville det være vanskeligt at finde andre flybilletter, der i givet fald også ville være meget bekostelige.

 

Elisabeth og jeg ringede til flyselskabet og bureauet, hvor vi havde købt vores billetter. Begge steder oplyste de, at kun udvalgte afgange var ramt, og at lige netop vores fly ville afgå planmæssigt. Det var godt at høre, men jeg følte mig ikke tryg. I konflikter ved man ikke, hvad der kan ske, så jeg frygtede en udvikling, hvor også andre flyafgange blev ramt af strejken.

 

Fredag eftermiddag den 22. februar afgik vores første fly dog planmæssigt til Madrid. Det var en god fornemmelse at komme af sted, men stadig var jeg ikke helt rolig. Jeg så for mig, at vi strandede i næste lufthavn, hvorfra det måske ville være helt umuligt at komme videre.

 

Men gudskelov gik det ikke galt. Efter nogle timer i den spanske hovedstad satte vi os ombord på flyet mod Chile, og da flyet var i luften, drog jeg endelig et lettelsens suk. Nu kunne det da ikke gå galt. Samtidig med at vi kom i luften, rundede klokken midnat og dermed var det blevet min 54 års fødselsdag.

 

???????????????????????????????

 

Forsvunden kuffert

 

I Santiago var der ikke så god tid, hvilket gav os nogle problemer. Vi landede kl. 9.40 og skulle flyve videre kl. 11.20, og derfor måtte vi have hurtigt fat i vores kufferter. Elisabeths kuffert dukkede da også op med det samme, men vi ventede længe på min. Efterfølgende viste det sig, at den var kommet hurtigt ud, men at nogen havde taget den af bagagebåndet og sat den et sted. Der gik lang tid, før jeg fandt kufferten, og tiden var nu så fremskredet, at vi blev booket om til et senere indenrigsfly.

 

Endelig Punta Arenas

 

Efter en mellemlanding i Puerto Montt ankom vi til Punta Arenas sidst på eftermiddagen. Vi var undervejs kommet i kontakt med fire amerikanere og deltes nu om to taxaer til hotellet. Der var ikke meget plads med alt vores bagage, og Elisabeth og jeg kom sammen med to store kufferter om på bagsædet. Chaufføren måtte smække døren hårdt i for at få den lukket.

 

OLYMPUS DIGITAL CAMERA

 

Hotel Diego De Almagro var et ganske godt eksemplar af slagsens, og vi fik et dejligt værelse med havudsigt på syvende etage.

 

Allerede ved ankomsten fik vi udleveret vores løbsposer, og samtidig aftalte vi med nogle andre, at vi sammen ville gå ud at spise. De andre ønskede at gå til fods, mens vi måtte tage en taxa af hensyn til Elisabeth. Da vi kom frem til stedet, kunne vi ikke finde de andre, og senere viste det sig, at de havde troet, vi ikke ville komme alligevel og derfor var gået ind et andet sted på vejen.

 

Fødselsdagsmiddag

 

Det viste sig imidlertid, at restauranterne først åbnede lidt senere, så vi fandt et sted, hvor vi i mellemtiden kunne nyde en aperitif. Senere fandt vi hen til Restaurant Detalle De Cuenta, der var et virkeligt udsøgt spisested. Her fik vi nogle velsmagende bøffer med tilhørende god vin.

 

OLYMPUS DIGITAL CAMERA

 

Mens vi sad og spiste, bankede det på vinduet. Det var Kathy og omkring ti andre gæster, jeg ikke kendte. Jeg løb ud og krammede Kathy, og alle begyndte at synge “Happy birthday”. Det var dejligt.

 

Kendis

 

Søndagen havde vi på egen hånd i byen, mens vi ved aftenstid mødtes til den obligatoriske pasta med kødsovs. Da jeg trådte ind i restauranten, kom en amerikansk kvinde over til mig og spurgte: “Are you mr. Great Wall of China”. Jeg blev temmelig overrasket, men måtte jo bekræfte hendes antagelse. I de efterfølgende dage viste det sig, at mange vidste, hvem jeg var, mens jeg ikke kendte dem. De havde hver især deres lille historie om, hvordan de kunne huske mig fra deres rejse til Kina.

 

OLYMPUS DIGITAL CAMERA

 

Marathon Adventures

 

Efter maden skulle vi alle samles til informationsmøde i et tilstødende lokale. De to løb var arrangeret af Marathon Adventures, ikke at forveksle med Albatros’ selskab med samme to ord i omvendt rækkefølge. Marathon Adventures ejes af Steve Hibbs. Kathy og Steve mødte hinanden ved The Great Wall Marathon 2012, hvor de begge var rejsearrangører. Steve havde der fortalt om sine planer for de to maratonløb, og Kathy var gået ind i et samarbejde med ham. Dette samarbejde var blevet altafgørende for arrangementets gennemførelse. Vi var vel omkring 70 rejsende med en nogenlunde lige fordeling mellem Kathy Loper Event og Marathon Adventures. Omkring to tredjedele af deltagerne skulle løbe maraton, mens den sidste tredjedel skulle løbe halvmaraton. Bortset fra dem med pligter som officials, var det kun Elisabeth, der ikke skulle løbe.

 

Planen var, at vi den efterfølgende dag skulle løbe White Continent Marathon og tre dage senere Punta Arenas Marathon. Det kan være forbundet med store problemer at løbe maraton på Antarktis. Jeg havde hørt historien om den gruppe, der endte med at måtte løbe ombord på et lille russisk isklasseskib for at få netop dette kontinent med i samlingen. Det skulle vise sig, at disse løbere ikke var alene om at få udfordringer i forbindelse med maratonløb på det sydligste kontinent.

 

Lamslået

 

Steves første ord til os var: “Vi flyver ikke til Antarktis i morgen”. Man ville have kunnet høre en knappenål falde til jorden. Alle var som lammede, og ingen sagde et ord. Selv var jeg faktisk af den overbevisning, at jeg som udlænding blandt et flertal af amerikanere ikke havde forstået ordene rigtigt. Men det skulle vise sig, at jeg havde forstået budskabet helt rigtigt.

 

OLYMPUS DIGITAL CAMERA

 

Der var tåge over King George Island, hvor løbet skulle afvikles, og naturligvis måtte sikkerheden gå frem for alt, så flyselskabet havde meddelt, at vi ikke ville kunne flyve til øen den 25. februar.

 

Vi var alle chokerede, men dog fattede. Arrangørerne var heller ikke handlingslammede, men havde rokeret om på de efterfølgende dages program. Vi blev dog bedt om alligevel at møde op mandag morgen, da der trods alt var en minimal chance for at kunne gennemføre løbet.

 

Isle Magdelena

 

Mandag stod vi op til den dag, hvor et ganske specielt maratonløb skulle have fundet sted, men ikke gjorde det. Den papirtynde chance for at kunne løbe havde ikke båret frugt.

 

Sidst på eftermiddagen blev vi afhentet i bus og kørt til havnen. Herfra sejlede vi til Isle Magdelena, der er en 1.575 kvadratkilometer stor ø med status som nationalpark. Det var en lang tur. Vi ærgrede os over, at vi ikke havde taget raflebæger eller kortspil med, men det viste sig, at den lange sejltur var det hele værd. Øen var fuld af pingviner, men også en del måger. Det var et fantastisk og betagende syn. Vi gik rundt og så det hele. Elisabeth måtte blive i nærheden af båden, men fik også en god tur.

 

OLYMPUS DIGITAL CAMERA

 

Håb forude

 

På vej tilbage var flere på nettet og kunne konstatere, at vejrforholdene over King George Island var gode. Såvel vejrudsigter som webcam gav kun gode udsigter. Vi var alle glade og forventningsfulde i vores tro på at skulle løbe The White Continent Marathon dagen efter.

 

Endnu en skuffende udsættelse

 

Ved midnatstid samledes vi alle til informationsmøde. Vi havde måttet vente nogen tid, for tidspunktet for mødet var gang på gang blevet udsat. Man kunne have set det som et dårligt varsel, men flere af os sprudlede vist alligevel af optimisme. Men denne blev dog snart spulet væk igen. Løbet på King George Island var udsat endnu engang, og denne gang var der ikke nogen umiddelbar fornuftig forklaring, som vi kunne forstå. Steve havde diskuteret længe med flyselskabet, men uden held. Vi var alle kede af det, frustrerede og måske en smule vrede. Når jeg efterfølgende tænker på begivenhederne og har følelserne på afstand, må jeg nok erkende, at flyselskaber helt sikkert er bedre til at vurdere flyvejr og landingsforhold end maratonløbere. Vi gik nu i stedet i seng med vished om, at vi næste morgen skulle løbe Punta Arenas Marathon.

 

Tirsdag stod vi op for at løbe maraton to dage tidligere end oprindeligt planlagt. Aldrig før er jeg stået op til et maratonløb og har oplevet det som et antiklimaks. Men sådan var det den dag. Jeg havde set frem til at løbe maraton i Sydamerika med stor forventning. Men at løbet på Antarktis til gengæld måske ikke skulle blive til noget var ganske ubærligt.

 

Jublen brød løs

 

Da vi tirsdag morgen klokken 8.20 startede på Punta Arenas Marathon, spurgte Steve, om vi var klar til at tage til Antarktis. Alle brød ud i vild jubel. Vejrudsigterne så gode ud over King George Island, og vi måtte være forberedt på at skulle afsted når som helst. Dette betød, at vi kunne blive nødt til at afbryde dagens maratonløb i utide for at rejse til et andet kontinent for at påbegynde et andet maratonløb. Det var virkelig en mærkelig måde at starte et maratonløb på.

 

OLYMPUS DIGITAL CAMERA

 

Kedeligt, men specielt maratonløb

 

Punta Arenas Marathon var isoleret set det kedeligste maratonløb, jeg nogensinde har deltaget i. Vi skulle løbe godt fem kilometer ud ad et fortov, hvor vi på den ene side havde havet og på den anden side den kørende trafik. For enden af fortovet skulle vi vende om en kegle for at løbe den samme vej tilbage igen. Dette skulle vi så gøre fire gange. Jeg beskriver løbet som kedeligt, men det var det jo i virkeligheden ikke. Det var naturligvis helt specielt at løbe på et nyt kontinent, hvor jeg ikke før havde været, og hvor jeg måske aldrig sidenhen ville komme til. Det i sig selv var en stor gulerod for at komme igennem og gennemføre distancen. Før løbet havde jeg besluttet, at jeg ville give mig selv rigtigt god tid. Jeg ville ikke have betænkeligheder ved at komme ind som nummer sidst, et minut før løbet skulle lukkes. Men sådan blev det ikke.

 

Med en udmelding fra arrangørerne om, at løbet kunne blive afbrudt i utide for at flyve til King George Island, lagde jeg ude i et højere tempo end oprindeligt planlagt. Nu var det om at gennemføre dette løb, inden det eventuelt blev afbrudt. Da jeg manglede en halv omgang, fortalte en af vores medrejsende mig, at arrangørerne skulle holde møde med flyselskabet klokken 16, så vi ville have god tid. Jeg begyndte så at slappe af og gå indimellem.

 

Efter 39 kilometers løb var min tid 4:41. Jeg besluttede mig nu for at sætte tempoet op og løbe stærkt i håbet om at komme igennem på under fem timer. Det lykkedes at komme ind i tiden 4:58:54. Jeg var meget glad over at have klaret dette sjette kontinent og håbede nu blot, at det sidste også ville komme i hus.

 

???????????????????????????????

 

En fantastisk forløsning

 

Hen under aften skulle vi alle mødes i hotellets restaurant for at høre om arrangørernes planer. Steve mødte op og bad mærkeligt nok alle gå med ud på hotelgangen, hvor vi blev dirigeret til at stille op i to rækker med ryggen op mod væggen og en åbning ned mellem os. Her stod vi så, mens Steve uden at sige noget stod for enden af den korridor, der var opstået imellem os. Efter lidt tid rakte Steve begge arme i vejret og gjorde tegn til, at vi skulle gøre det samme. Med tanke på min barndoms danseskole, tænkte jeg: “Skal vi nu lege Bro, bro, brille?” Men det skulle vi ikke. Lidt efter begyndte Steve at gå ned ad den smalle gang imellem os. Den højre håndflade slog han mod håndfladen på den deltager, der stod først til venstre for ham. Derfor gjorde han tilsvarende med venstre hånd mod den deltager, der stod først til højre, og sådan fortsatte han med at give “high five” til samtlige forventningsfulde rejsende, der overraskede stod og undrede sig over dette spil. Men så lyste Steves ansigt op i et smil, og vi brød alle ud i vild jubel. Den var hjemme!

 

Bagefter gik vi ind i restauranten igen for at høre nærmere. Der var nu kun “et skud i bøssen” tilbage. Vi skulle mødes i lobbyen den kommende nat klokken 1.30.

 

Efter diverse informationer om dette, var der præmieuddeling for dagens løb, Punta Arenas Maraton. Der var hæder til første−, anden− og tredjepladsen for damer og herrer i såvel maraton som halvmaratondisciplinerne.

 

Endelig den store dag

 

Onsdag den 27. februar stod vi op ved midnatstid.  Efter ti dramatiske dage troede jeg, at den sitrende spænding nu ville være ovre. Men det skulle vise sig i løbet af dagen, at det ikke var tilfældet.

 

Bussen hentede os præcist klokken 1.30, og halvanden time senere afgik flyet fra Punta Arenas til King George Island, hvortil vi ankom to timer senere. Da jeg satte fødderne på landjorden, lagde jeg mig straks på knæ og kyssede jorden. Gennem halvanden uge havde jeg svævet mellem håb og fortvivlelse, men nu var vi endelig ved det store mål.

 

OLYMPUS DIGITAL CAMERA

 

King George Island er den største af de sydlige Shetlandske øer og ligger 120 kilometer ud fra Antarktis fastlandskyst. Øen er som sådan ubeboet, men er hjemsted for baser for forskellige lande.

 

Ankom i nattens mørke

 

Vi ankom på øen omkring klokken 5.20, og eftersom vi maksimalt kunne forvente at være der i seks timer, var tiden knap. I mørket gik vi en kilometer mod det område, hvor startstedet var placeret. Nogle løbere havde medbragt pandelamper, men dem blev der ikke brug for. Snart oplevede vi den mest fantastiske solopgang med det smukkeste røde lys i horisonten.

 

Antarctica 003

 

Da løbet startede, kunne jeg mærke, at jeg var træt. Løbet dagen før sad stadig i benene. Men da jeg først kom i gang, fik jeg efterhånden rystet generne af mig.

 

OLYMPUS DIGITAL CAMERA

 

Rigtige forberedelser

 

Også dette løb var en rute, der skulle gennemføres flere gange. Vi skulle godt 3½ kilometer ud ad en rute og ved vendepunktet tilbage til start. Dette skulle vi gentage seks gange.

 

Antarctica 023

 

I forhold til det, jeg havde læst mig til hjemmefra, blev jeg ikke overrasket. Og således kunne jeg konstatere, at min træning i Boserup Skov havde været helt ideel. Ruten gik op og ned ad jordveje, over et stykke belagt med skærver og flere steder over isflager.

 

Antarctica 004

 

Det havde været mit håb at se et rigt dyreliv under løbet. Men det var dog begrænset, hvad det blev til. Jeg så blot enkelte pingviner og sæler, men uanset dette var jeg på ingen måde skuffet. Det var alt i alt en helt ubeskrivelig oplevelse.

 

HLB paa WCM

 

Som med bly i skoene

 

Da jeg anden gang nærmede mig startstedet, var dagstemperaturen nået op over frysepunktet, og det gav visse gener. Det sidste stykke hen mod området var op ad en jordbakke. Da solen var stået op, var den frosne jord ikke blot tøet op, men var blevet til direkte pløre, der satte sig fast under løbeskoene. Hvor jeg tidligere havde følt mig forholdsvis let til bens, alt taget i betragtning, føltes det nu, som om mine sko var belagt med bly. Fødderne blev meget tunge, og der var ikke noget, jeg kunne gøre ved det. Det viste sig at være umuligt at banke mudderet af. Jeg måtte således acceptere tingenes tilstand. Efter at have rundet starten skulle jeg igen over det mudrede område, før jeg nåede at sted, hvor jeg kunne hoppe lidt i nogle vandpytter og skrabe mudderet af på vejens skærver. Sådan var det efterfølgende, hver gang jeg kom til målområdet.

 

DCIM100GOPRO

 

Optimisme

 

Da jeg var ude på femte og næstsidste omgang, var jeg fuld af glæde og optimisme. Jeg var i god tid i forhold til de seks timer, vi var sat i udsigt, og mine ben havde det fint. Indtil da havde jeg taget såvel foto som video med mit GoPro, som jeg løb med i panden. På sidste runde besluttede jeg at løbe med mit egentlige fotografiapparat og min video. Jeg ville dermed sikre mig nogle endnu bedre optagelser, end jeg havde fået med GoPro.

 

DCIM100GOPRO

 

Katastrofen

 

Da jeg havde fuldført femte omgang i god tid, var jeg kisteglad. Jeg manglede nu kun en omgang, og intet kunne gå galt – troede jeg. Så opstod katastrofen. Ved opløbet til målområdet stod en chilensk official og sagde til mig, at jeg var færdig. Med et smil sagde jeg, at det var jeg da ikke, da jeg stadig manglede en omgang. Men hun holdt fast i, at jeg skulle stoppe, eftersom løbet nu ville blive afbrudt. Jeg var målløs. Men Elisabeth stod ved mål og bekræftede den nedslående nyhed.

 

Snarrådighed

 

Jeg kunne have lagt mig ned på jorden og stortudet, men jeg var dog mere kreativ. Jeg var klar over, at der stadig var løbere ude på ruten, og at der også skulle pakkes sammen. Derfor tog jeg hurtigt min bagage og løb op til flyet og satte den på landingsbanen. Og så begyndte jeg at løbe frem og tilbage ad jordvejen op til målområdet. Jeg havde alt at vinde og intet at tabe.

 

Snart havde jeg en hale af løbere efter mig. De havde gennemskuet, hvad jeg var i gang med. Snart spurgte først den ene, så den anden, hvor langt vi havde løbet. I starten svarede jeg, men siden blev det helt umuligt for mig. Jeg kunne ikke holde rede på det hele og slet ikke få min hjerne til at omsætte deres spørgsmål til svar på engelsk, ligesom jeg ikke så mig i stand til at omregne mine kilometer til deres miles. I en måske håbløs kamp mod tiden fortsatte jeg i håb om at nå de 42,195 kilometer, mens vi stadig var på dette kontinent. Jeg var klar over, at min præstation nok ikke ville blive officielt godkendt, men lige nu var det for mig et mål blot at gennemføre et uofficielt maratonløb på det hvide kontinent.

 

Seks løbere fulgte efter mig, der løb i spidsen for flokken. Vi løb ud over en tom landingsbane, hvor det var min plan at vende for enden og løbe tilbage igen. Men nu kom noget lufthavnspersonale kørende i jeep med den besked, at her måtte vi ikke løbe. Vi vendte og løb tilbage mod det område, hvor de øvrige deltagere stod samlet i en større gruppe. Det var min tanke at vende her og løbe tilbage mod flyet, men dette blev også forpurret. En lokal kvindelig official forbød os at løbe videre. Vi skulle blive i området, der vel var på størrelse med en parcelhusgrund. Her begyndte vi så at løbe rundt i en firkant på måske 25 x 25 meter. Jeg blev mere og mere stresset, da jeg kunne fornemme, at tiden var knap, og vi stadig manglede noget distance, før det endelig mål var nået.

 

Antarctica 025

 

Inden længe blev alle bedt om at gå op til flyet. Vi løb forrest næsten helt op til flyet, hvor vi vendte om for at løbe tilbage til bagtroppen. Det var min plan at gøre det så længe som muligt, men det blev nu også forpurret. Vi blev ganske enkelt beordret op i flyet.

 

Efterhånden var det nærmest civil ulydighed, der greb os. Dette var ren force majeure, hvor alle kneb gjaldt, og vi begyndte at løbe langs med flyvemaskinen. Der var vel næppe mere end 25 meter, før vi måtte vende og tage samme korte strækning tilbage. Vi fortsatte i hektisk kamp mod tiden.

 

I absolut sidste øjeblik

 

De sidste løbere var ved at nå frem flyet, og den kvindelige official var efterhånden ved at være træt af os. Jeg overvejede, om de mon til sidst ville bagbinde os og smide os ombord på flyet. Men så galt gik det nu ikke. Til sidst så jeg den efterhånden opgivende kvinde tage mine to tasker og begynde at gå op ad flyets trappe. Netop da rundede mit GPS−ur den fulde maraton. Jeg stoppede grædende op og konstaterede, at målet var nået. Vi seks, der havde løbet det sidste stykke sammen, omfavnede hinanden, men tiden var knap, og vi måtte gå ombord på flyet.

 

Jeg satte mig på flysædet og forsøgte at komme til mig selv. Min indre tilstand var ganske ubeskrivelig. Jeg vidste slet ikke, om jeg skulle le eller græde.

 

Officielt godkendt

 

En af de andre fra de sidste syv kilometer gik nu op til Steve og forklarede, hvad der var sket. Jeg blev kaldt op, og mit GPS−ur blev fremvist. Dokumentationen var god nok for Steve, så vi seks løbere fik alle godkendt vores White Continent Marathon. Den officielle tid blev 5:33:02, men reelt var vi nok ti minutter hurtigere. Jeg havde ikke fået slukket for uret, da vi stoppede, så det havde tikket videre. Men alt dette var lige nu og for tid og evighed ganske uden betydning. Det afgørende for mig var, at jeg havde gennemført dette ganske spektakulære løb. Om tiden så var ti minutter fra eller til, var helt underordnet.

 

Antarctica 001

 

Da vi nogle timer senere var tilbage på Hotel Diego De Almagro, fik vi seks overrakt vores medaljer i receptionen. Det var virkelig et gribende øjeblik.

 

OLYMPUS DIGITAL CAMERA

 

Plaster på såret

 

Senere på eftermiddagen fik andre løbere lov til at fuldføre deres maratonløb med fire timers afbræk. Dette skete på det samme stykke fortov, hvor vi dagen før havde løbet et officielt maratonløb. Formentligt vil deres præstationer nok ikke kunne godkendes som officielt maratonløb på Antarktis. Det er ikke op til mig at være dommer for det. Men det må have været et plaster på såret for ikke have fået chancen for at gøre arbejdet færdig på øen.

 

Et halvt døgn med sårede fødder

 

Om aftenen mødtes vi til middag og gallafest i hotellets restaurant. Men ikke alle var til stede, eftersom en enkelt løber stadig kæmpede for at gennemføre dagens løb. En amerikansk løber ved navn Eddie havde kastet sig ud i en noget dumdristig handling. Han var stillet op til løbet som barfodsløber, men det var bestemt ikke tilstrækkeligt gennemtænkt. Da Eddie havde løbet et par omgange på bare fødder hen over de skarpe skærver, var hans fødder ilde tilredt og blødte. Eddie måtte derfor fortsætte i løbesko. Ikke så mærkeligt var han blandt dem, der ikke nåede i mål på King George Island, før løbet blev lukket. Han var så ilde tilredt, at han slet ikke kunne løbe, men vaklede langsomt af sted på sine sårede fødder. Eddie var derfor den absolut sidste, der kom i mål den dag. Faktisk var han mere end fire timer efter den næstsidste. En gruppe af os stod og modtog Eddie med jubel og klapsalver, da han sent om aftenen fuldførte sit løb i tiden 11:22:55.

 

Punta Arenas 0125

 

På gæstevisit i Argentina

 

Den 28. februar skulle vi have løbet Punta Arenas Marathon, men nu var der vendt op og ned på alting, og begge løb var allerede overstået. Vi kunne nok godt have brugt en afslappet dag uden de store aktiviteter, men sådan skulle det ikke være. Allerede tidligt på morgenen afgik bussen til en lang, men meget spændende dag.

 

OLYMPUS DIGITAL CAMERA

 

Første stop var efter nogle timers kørsel, hvor vi kunne strække benene og købe lidt at drikke og nogle souvenirs. Eftersom vi holdt lige ved grænsen til Argentina, fik vi også lige lejlighed til at sætte vores fødder i dette land.

 

OLYMPUS DIGITAL CAMERA

 

Torres Del Paine

 

Hele dagen igennem kom vi frem til det ene betagende landskab efter det andet i nationalparken “Torres Del Paine”, der er på UNESCO´s liste over bevaringsværdige steder. Overalt så vi smukke, snebeklædte bjerge og blå søer, samt mange dyr.

 

OLYMPUS DIGITAL CAMERA

 

I en restaurant fik vi en god frokost, og her blev samtidig uddelt præmier til de tre første i hver kategori fra gårdagens løb. Jeg og to andre blev kaldt op til hyldest for vores gennemførelse af maraton på de syv kontinenter. Senere kom vi til et fantastisk vandfald og en gammel bjørnehule i nogle klipper. Det var altsammen meget interessant.

 

Torbens billede redigeret

 

Afslappet afslutning

 

Efter et par særdeles hektiske dage var det tiltrængt med en fridag, hvor vi absolut ikke skulle noget. Mange af deltagerne var allerede rejst hjem, så der var ikke programsatte aktiviteter. Dermed var vi friske og afslappede, da vi lørdag stod op allerede klokken 3.30 for at begive os ud på halvanden døgns rejse hjem til Danmark. Denne afsluttende del af en højdramatisk tur gik stille og roligt, så vi kom hjem til det danske forår, mættet af oplevelser for en tid.

 

Punta Arenas 0101

 

I pressens søgelys

 

At have løbet maraton på alle syv kontinenter er ganske specielt og ikke alle forundt. Thomas Thomsen og den presseansvarlige for Roskilde TRI foreslog begge, at dette skulle i pressen. Jeg skrev selv et oplæg om rejsen, der siden fik omtale i både Roskilde Dagblad og Roskilde Avis, og små to måneder efter løbene var jeg gæst i en direkte udsendelse i TV2 Lorry/Lounge.

 

Dagbladet 16 marts 2013 8 MB

 

Køb bogen her.

Dansk forside