The Solar Eclipse Marathon 2012

Skrevet 1. juni 2016

Solformørkelse

 

En total solformørkelse er et fænomen, der opstår i månens nymånefase. Altså når månen befinder sig mellem jorden og solen. I denne fase vil månen dække for lyset fra solen, hvilket vil resultere i, at månen kaster skygge et sted på jordens overflade. På jorden opleves månens skygge som en formørkelse af det normale dagslys.

 

Ved hjælp af astrologiske beregninger kan solformørkelser med sikker præcision bestemmes mange år ud i fremtiden. Man ved nøjagtigt, hvor og med sekunders nøjagtighed, hvornår en solformørkelse finder sted.

 

Tre års varsel

 

I december 2009 kunne Adventure Marathon præsentere det næste spektakulære løb, der først skulle foregå næste tre år senere.

 

Om morgenen lokal tid den 14. november 2012 ville der være total solformørkelse over feriebyen Port Douglas, nord for Cairns i staten Queensland. Albatros Travel havde sikret sig ret til, at deltagerne i The Solar Eclipse Marathon fik billet på første række til dette fantastiske sol– og måne– show, eftersom starten på maratonløbet skulle gå fra Four Mile Beach. Herfra ville der være frit udsyn over Koralhavet. Det ville være muligt at opleve både solopgangen og solformørkelsen, og straks efter solformørkelsen ville løbet starte. På den måde ville The Solar Eclipse Marathon blive den første idrætsbegivenhed i verden med en intergalaktisk startpistol.

 

At arrangørerne havde valgt at annoncere det nye løb med tre års varsel skyldtes formentligt, at det i prisniveau langt ville overstige, hvad deltagerne tidligere havde måttet betale for løbsrejser. Med det lange varsel ville løberne have mulighed for at lægge penge til side. Samtidig med annonceringen var det også muligt at tilmelde sig en nyhedsmail om den fremtidige udvikling for arrangementet.

 

Dilemma

 

Jeg var fyr og flamme fra dag et og ville rigtigt gerne deltage i dette løb, men samtidig var der noget, der trak i en anden retning. The Solar Eclipse Marathon skulle løbes to dage før Emils 18−års fødselsdag. Jeg har altid været sammen med Emil på hans fødselsdag og kunne slet ikke forestille mig ikke at være sammen med ham den dag, han ville blive juridisk myndig. Jeg overvejede naturligvis at tage ham med. Men på det tidspunkt gik han jo ikke længere i 1. klasse, men var i gang med sin egentlige uddannelse. Det var ikke sikkert, at det ville være lige så let at springe undervisningen over mere. Samtidig var der det økonomiske aspekt. Rejsen ville blive dyr for mig og at skulle betale for flere ville blive en enorm udskrivning.

 

Begrænset pladser

 

Som tiden gik kom der nyhedsbreve om løbet. Som ved så mange andre arrangementer ville der blive udbudt forskellige rejsepakker i forhold til, hvad man gerne ville opleve, og hvor lang tid man ville være væk. For mig lå det fast, at en eventuel deltagelse ville blive den kortest mulige tur. Arbejdet og privatlivet hjemme skulle passe, og økonomien ville også være en væsentlig faktor. Det lå klart, at kun et begrænset antal deltagere ville kunne tage turen til Port Douglas. Antallet af hotelværelser og flysæder satte begrænsninger. I netop den periode ville det ikke kun være maratonløbere, der ønskede at opsøge denne strand, men en bred vifte af mennesker der gerne ville opleve naturfænomenet. Albatros forventede dog, at man vil kunne få plads til 2.000 deltagere.

 

Som tiden gik, blev mit dilemma om Emils fødselsdag ikke mindre. Jeg talte med Emil om det, og han kunne ikke se noget problem, jeg kunne da bare rejse. Jeg havde jo mange gange været ude og rejse. Om jeg var hjemme på hans fødselsdag var ikke altafgørende for ham. Men det hjalp ikke, at det ikke betød det store for ham. For det betød stadig meget for mig.

 

Endnu en familietur

 

Da vi nærmede os afgørelsens time, sagde Emil, at han gerne ville med mig, men der var to forbehold. Med sin teenagemagelighed ville han under ingen omstændighed løbe. Han syntes heller ikke, at det var specielt interessant at være alene af sted med sin far. Så hvis Steffen ville med, ville han også.

 

Steffen var fyr og flamme og havde været det hele tiden. Som led i sin uddannelse havde Steffen to gange været i Perth. Sagen var nu blot den, at Steffen fra august 2012 og et halvt år frem skulle gå på skole i San Diego, Californien. Det blev til, at både Steffen og Emil fik mulighed for at tage skolefri for at deltage i rejsen til Australien. Steffen skulle rejse af sted fra USA, så familien ville blive samlet “down under”.

 

Halvandet døgns rejse

 

Emil og jeg kom til Københavns Lufthavn i rigtigt god tid, da jeg ville sikre, at vi fik gangplads på flyveturen. Da vi kom, fik vi oplyst, at vores fly til Heathrow klokken 18 var overbooket. Vi kunne derfor komme med et klokken 15.50. Det var jeg ikke specielt interesseret i, men jeg fik at vide, at alternativet kunne være, at vi ikke fik plads klokken 18, og dermed ville hele vores videre færd til Australien være i fare. Vi valgte så den stressede udgave med indtjekning i fuld fart, lidt hurtig handel og så til gaten.

 

Den tidlige afgang gav os ikke en hurtigere rejse, men blot en længere ventetid i London, men vi fandt en lounge og fordrev tiden der.

 

Vores næste fly afgik klokken 21.55. Det var den lange tur til Singapore, en rejse på knapt 13 timer. Om morgenen lokal tid landede vi i Singapore. Her skulle vi dog ikke være længe, men skulle snart efter videre med det samme fly, der blot var på mellemlanding. Også den næste tur var lang. Syv timer og tre kvarter gik der, før vi landede i Sydney. Hov, så var det døgn væk. Pludselig var klokken syv om morgenen i Sydney, men rejsen var slet ikke overstået endnu. Næste fly gik klokken 9.20. Her skulle vi blot flyve i tre timer, inden vi ankom til Cairns. Vi var nu ni timer foran Danmark og havde været på rejse i halvanden døgn. Klokken var 11.20.

 

I lufthavnen blev vi mødt af Rune fra Albatros. Vi fik vores kufferter og fandt vores bus. En god time senere var vi på Hotel Sheraton Mirage i Port Douglas. Her sad Lars, ligeledes fra Albatros, og tog imod os i receptionen. Vi blev tjekket ind og kom op på vores dejlige værelse, hvor vi fandt os til rette. Snart overmandede søvnen os begge, og vi faldt i søvn.

 

Vi vågnede ved, at Steffen trådte ind i værelset. Han havde prøvet at banke hårdt på døren, men vi havde slet ikke hørt noget, hvorfor han havde måttet gå til receptionen og få en nøgle selv.

 

Fårene blev skilt fra bukkene

 

Hver gang Adventure Marathon laver et nyt løb, møder man gengangere fra tidligere rejser. Nogle mennesker mødes fra tid til anden, mens den hårde kerne møder op, hver gang der sker noget nyt. I Australien blev fårene virkelig skilt fra bukkene. Der var flere, jeg kendte fra andre rejser, men foruden mig var det kun ægteparret Anita og Flemming, der havde deltaget i alle de syv tidligere arrangementer.

 

I anden udgave af The Great Wall Marathon i 2000 havde jeg fornøjelse af at være i gruppe med Anita og Flemming. Siden var de med hver eneste gang, der var debut på et nyt løb hos Adventure Marathon, ligesom de også med andre arrangører har været verden rundt til løb. Også uden for løbets verden har Karin og jeg nydt godt af Anita og Flemmings selskab, da vi en dejlig sommeraften i 2004 grillede i vores have for efterfølgende at køre til en festlig koncert med Lars Lilholt ved Gisselfeld Slot i Haslev.

 

Det er aldrig for sent at lægge sit liv om

 

Flemming er et dejligt bevis på, at det aldrig er for sent at lægge sit liv om, og at vi har de ressourcer, der skal til for at nå vores mål.

 

Flemming er udlært klejnsmed og var i ungdomsårene en talentfuld cykelrytter, der tillige dyrkede atletik. Sporten har imidlertid ikke fulgt Flemming hele livet igennem. I en femårig periode var han langt ude i tovene på grund af et vanvittigt drikkeri. I sanseløst beruset tilstand var han totalt ligeglad med alt og alle. Det drejede sig kun om alkohol. Om det så var Anitas parfumer, blev de indtaget for at spæde den konstante brandert op. Flemming var på vej mod den sikre død. Hans ben var så tynde og vaklende, at de dårligt kunne bære hans oppustede krop. Fast føde indtog han stort set ikke, og Anita måtte made ham for at sikre den mest basale føde. Ikke mærkeligt tog såvel nyrer som lever skade af den voldsomme behandling, Flemming bød sin krop.

 

Alle havde opgivet Flemming, men ikke Anita, der hele vejen igennem stod som en trofast og stærk klippe, der kæmpede for sin kære mand og deres ægteskab med et håb om, at tiderne skulle ændre sig.

 

???????????????????????????????

 

En dag under De Olympiske Lege i Barcelona i 1992, hvor Flemming sad og så fjernsyn, tænkte han, at nu måtte det være nok. Med en jernvilje som siden har bragt ham igennem mange maratonløb, fik han kæmpet sig ud af sit misbrug. Alkoholiker er man for livet. Men Flemming er nu en tørlagt alkoholiker, der i mange år end ikke har rørt et stykke chokolade eller en dessert med alkohol.

 

Løb blev Flemmings nye stimulans. Det startede i det små, og det var en stor sejr første gang en hel kilometer kunne løbes uden stop. Et medlemskab af Kokkedal løbeklub gav et fællesskab af værdifuld betydning, og som 53–årig løb Flemming i 1995 sit første maratonløb i København, i en fornem tid på under tre timer. I årene herefter har løb bragt Anita og Flemming verden rundt til mange maratonløb og store oplevelser. Flemming er ikke blot løber. Han er en særdeles hurtig løber med et Danmarksmesterskab i sin aldersklasse blandt sine trofæer.

 

IMG_1426

 

Great Barrier Reef

 

Søndag morgen mødtes vi med en større gruppe ved havnen i Port Douglas. Vi gik der ombord på et skib for at tage til verdens største koralrev, Great Barrier Reef, der er en fantastisk marinepark og på UNESCO´s verdensarvliste. The Great Barrier Reef strækker sig over mere end 2.600 kilometer og består af over 2.900 individuelle rev og 900 øer, der samlet fylder omkring 244.300 kvadratkilometer. Det giver sig selv, at vi blot oplevede en lille flig af dette mægtige område. Vi snorklede og sejlede med ubåd, hvor vi kunne udforske det fantastiske liv under havets overflade med flotte koraller og tusindvis af særprægede og smukke fisk. Vi fik frokost på havet og midt på eftermiddagen gik turen hjemad til hotellet.

 

???????????????????????????????

 

Mossmann Gorge

 

Mandag morgen kørte vi i samlet flok til regnskovsområdet ved slugten Mossmann Gorge, hvor vi fik lidt forplejning og modtog noget information. Herefter havde vi en times tid til at se lidt på Mossmannfloden, der bugter sig gennem en frodiggrøn jungle.

 

IMG_1444

 

Daintree

 

Vi kørte herefter tilbage til Port Douglas, hvor vi besøgte Daintreeregnskovens dyrepark, der også er på UNESCO´s verdensarvliste. Port Douglas er det eneste sted i verden, der er så heldig at være omgivet af hele to nationalparker på verdensarvlisten. Efter frokost udforskede vi parkens tre områder, bestående af regnskov, vådområde og græsland. Mange dyr fik vi set, blandt andet koalaer, kænguruer og krokodiller.

 

???????????????????????????????

 

En dag på egen hånd

 

Tirsdag havde vi på egen hånd til at lade op til løbet. Ved aftenstid mødtes vi i lobbyen og blev samlet kørt til havnen i Port Douglas, hvor vi var til informationsmøde og pastaparty.

 

OLYMPUS DIGITAL CAMERA

 

Sitrende spænding og champagne

 

Vi var nu nået frem til den store dag, onsdag den 14. november. Klokken 5.15 afgik bussen til startstedet ved stranden. Her kunne vi aflevere personlig væske og energigel. Vi fik morgenmad og var så klar til dagens oplevelse. På stranden var der fuldt af mennesker, så langt øjet rakte. Der var en sitrende spænding blandt forsamlingen. Nogle havde medbragt champagne. Det var dog ikke maratonløbere. Alle havde fået udleveret specielle solbriller med papstel. At se direkte mod solen uden disse ville kunne være dybt skadeligt for synet.

 

???????????????????????????????

 

Da dag blev til nat, og nat blev til dag på to minutter

 

Solen stod flot på himlen. Desværre var der mange skyer, så det var usikkert, hvor flot en solformørkelse vi ville få at se. Snart kunne vi se den begyndende solformørkelse, der startede klokken 5.51. Når skyerne dækkede for solen, sukkede hele stranden, mens der blev jublet, når den kom frem igen. Klokken 6.38.04 var solformørkelsen total. Det var et ganske betagende fænomen at opleve dag og nat så tæt på hinanden. Det var virkelig en oplevelse for livet. Klokken 6.40.09 var den totale solformørkelse forbi, og det blev atter lyst – helt fantastisk.

 

???????????????????????????????

 

Rejsende i solformørkelse

 

Ligesom vi var rejsende verden rundt for at løbe maraton, mødte vi flere, der tog ud for at se solformørkelser. Vi kunne forstå, at hvad vi oplevede den morgen ikke havde været den mest fantastiske af slagsen, om end den heller ikke havde været i laveste kategori. Men vi havde ikke oplevet noget tilsvarende før, så for os var det ganske specielt.

 

IMG_0606

 

Intergalaktisk startpistol

 

Blot fem minutter efter solformørkelsen startede The Solar Eclipse Marathon. Det var jo morgen, så temperaturen var human. Det blev den ikke ved med at være.

Mit GPS−ur virkede ikke. Det havde ikke fundet satellitterne, efter vi var ankommet til Australien. Jeg måtte slukke det og tænde det igen, og så kom det til at virke, men jeg manglede den første halve kilometer.

 

OLYMPUS DIGITAL CAMERA

 

Fin start trods nylig skade

 

Det gik fint ved starten. Tidligere på efteråret havde jeg løbemæssigt været sat ud af spillet en tid. Under en træningsaften i Roskilde TRI havde jeg fået en fiberskade. Den mærkede jeg ikke noget til, men min form var ikke helt i top. Efterhånden kom varmen, så jeg var godt klar over, at det kunne blive en hård dag.

 

Bump Track

 

Fra Four Mile Beach løb vi ud af Port Douglas og passerede sukkerrørsmarker og bjerge, inden ruten efter omkring 15 kilometer førte os direkte ind i regnskoven, hvor den hårde stigning kaldet Bump Track skulle forceres. Her var vi i skygge, men det betød dog ikke, at det nu var ren badeferie. Vi skulle løbe op ad en stejl og kuperet bjergsti, der bare fortsatte op ad og blev ved. På et tidspunkt mødte jeg løbere på vej ned. Så var jeg godt klar over, hvad der skulle ske. Først efter fire kilometer var vi på det sted, hvor vi fik udleveret et gummiarmbånd og kunne vende om igen. Nu gik det så de samme fire kilometer nedad, hvor jeg i starten mødte løbere på vej op. Dette blev ikke meget lettere, da der skulle stemmes imod og holdes godt øje med terrænets beskaffenhed for ikke at falde. Der var dejlig svalt i skyggen, men jeg glædede mig til at komme til fladt terræn.

 

Australien

 

Ekstremt varmt

 

Da vi kom ned, var solen virkelig taget til. Jeg kom faktisk til at savne bjergstien. Vi oplevede slet ikke skygge efterfølgende. Det var hårdt, og jeg følte mig tappet for kræfter. Jeg kunne ikke løbe særligt langt ad gangen og måtte ofte ned at gå. Efterhånden blev det faktisk kun til rask gang. Underlaget var varieret, og udsigten mod bjergene var imponerende.

 

Maverumlen

 

Jeg havde sørget for at få godt med energidrik og energigel ud på ruten. Faktisk fik jeg for meget, så jeg fik brækfornemmelse og rumlen i maven. Det endte med, at jeg smed de to sidste flasker ud og puttede gelerne i min mavetaske.

 

Australien 2

 

En mulighed for Antarktis

 

De sidste seks kilometer fulgtes jeg med en ældre amerikansk mand ved navn Greg. Han rejste med Kathy Loper Events. Greg havde løbet langt over 300 maratonløb. Jeg spurgte, om han havde løbet i alle USA´s stater. Det havde han ikke endnu, men han havde løbet på alle syv kontinenter. Dertil kunne jeg konstatere, at jeg nok aldrig ville komme til at opleve netop den milepæl. Min opfattelse var, at Antarktis var helt uden for rækkevidde på grund af prisen og mange års ventetid på at komme med. Greg oplyste nu, at Kathy snart havde et løb på Antarktis, der var til at betale, og hvor det var muligt at tilmelde sig.

 

Four Mile Beach

 

De sidste tre kilometer løb vi på vejen langs den smukke Four Mile Beach. Løb er ganske vist næppe dækkende for det, der foregik. Varmen var ekstrem, så det var faktisk i gang, at Greg og jeg forcerede dette stykke.

 

???????????????????????????????

 

I mål med Steffen

 

Steffen og Emil stod 100 meter før mål og tog imod mig. Emil filmede, og Steffen løb med mig i mål. Dette til trods for at han selv var fuldstændigt smadret efter sit eget løb, som han havde gennemført i 5.47.36. Min tid blev 6:36:39. Til sammenligning blev vindertiden 3:06:22. Det var en lokal løber. Halvmaratondistancen blev ligeledes vundet af en australier i tiden 1:40:05. I alt gennemførte 350 løbere halv– og helmaraton for kvinder og mænd, på en dag med høj luftfugtighed og omkring 30 graders varme i skyggen, som var endog meget svær at finde det meste af dagen.

 

Målområdet lå i den palmeomringede Rex Smeal Park i Port Douglas med udsigt over koralhavet. Parken ligger på en halvø, der smukt stikker ud i vandet. Her blev jeg stort præsenteret over højtalerne som Mr. Great Wall Marathon af Lars Fyhr. Jeg fik noget mad, og både Steffen og jeg fik massage. Bagefter tog vi bussen tilbage til hotellet.

 

De syv kontinenter inden for rækkevidde

 

Torsdag på vej til morgenmåltidet mødte vi Kathy Loper. Jeg spurgte, om hun havde planer om at arrangere maratonrejse til Antarktis. Det havde hun faktisk allerede i februar 2013. Jeg syntes, at det var lige tidligt nok, ikke mindst da der samme år var rejse til både Kina og Myanmar.

 

Men efter morgenmaden læste jeg på nettet om Kathys rejse og blev mere og mere begejstret. Det gik op for mig, at der på rejsen ikke blot var maratonløb på Antarktis, men også et i Sydamerika. Det ville naturligvis blive hårdt. Med det pirrede mig, at jeg faktisk kunne være relativt tæt på at have løbet maraton på alle syv kontinenter.

 

Gallafest

 

Om aftenen var der gallafest, og det var let for os, da den blev holdt på vores hotel. Vi fik fin mad, og der var lidt lokal underholdning og nogle taler fra Albatros. Der var ikke præmieoverrækkelse og fremhævelse af nogen som i Kina, men det var et rigtig flot arrangement.

 

Hjemrejse på 18−års fødselsdag

 

Fredag var hjemrejsedag og samtidig Emils 18−års fødselsdag. Det var ikke den mest festlige fødselsdag, men det var vi jo forberedt på, og vi havde forinden haft nogle fantastiske dage.

 

Jeg havde dagen før fået oplyst, at vi skulle med bussen klokken 9.30. Men da alle andre, vi havde været sammen med, kørte klokken otte, blev vi usikre. Det viste sig, at vi også skulle være kørt ved den tid, men det kunne vi slet ikke nå, da vi endnu ikke havde pakket. Vi fik så at vide, at det ikke var noget problem, men jeg følte mig lidt presset.

 

Klokken 11 ankom vi til Cairns. Nu var der igen problemer, eftersom køen ved indtjekningen var meget lang. Vi måtte panisk have fat i noget personale, der hjalp os hurtigere igennem. Vi skulle også sige farvel til Steffen. Han skulle tilbringe dagen for sig selv i Cairns, eftersom hans fly til USA først ville afgå den efterfølgende nat.

 

Også i Sydney lufthavn havde vi travlt, da der kun var kort tid til vores næste fly. Igen skulle vi mellemlande i Singapore, og her var vi ligeledes i kort tid. Jeg nåede lige at stille uret tilbage til engelsk tid inden midnat. Derved holdt vi liv i Emils 18−års fødselsdag, der ellers var lige ved at forsvinde.

 

Den sidste mellemlanding var i Heathrow, London. Her havde vi lidt bedre tid og fik noget morgenmad. Det var efterhånden ved at være svært ved at holde rede på tidspunktet, men det var altså morgen i Europa. Inden middag var vi hjemme i Danmark, og endnu en fantastisk rejse var afsluttet, og et specielt maratonløb var gennemført.

 

Løbet der aldrig kan gentages

 

Hvornår der næste gang kan ses en solformørkelse fra stranden i Port Douglas, kan kloge mennesker sikkert beregne. Helt sikkert vil der gå rigtigt mange år. Det bliver ikke i min tid og sikkert heller ikke i mine oldebørns tid. The Solar Eclipse Maraton var således et engangsløb, selvom navnet naturligvis vil kunne genbruges et andet sted i verden.

 

Køb bogen her.

Dansk forside