Kærlighedsrejse
Karin og jeg blev kærester i 2003. Det er vi ikke mere, for i dag er vi lykkelige ægtefolk. Selvom Karin ikke er så rejseglad som jeg, er det da blevet til nogle rejser sammen, og jeg har også fået lokket hende med på ture i forbindelse med maratonløb. Vores første rejse sammen blev til Stockholm.
Jeg havde fra flere sider hørt rigtig godt om Stockholm Marathon, så løbet havde stået på ønskelisten i noget tid. Det var endnu et incitament, at jeg heller ikke tidligere havde været i den svenske hovedstad.
En smuk, smuk aften
Fredag eftermiddag den 13. juni kørte vi fra Roskilde og begav os ud på de knapt 700 kilometer mod Sveriges hovedstad. Det var en fin tur, hvor vi skiftedes til at køre og gav os tid til et par pauser undervejs.
Før aftenstid nåede vi frem og kørte straks til Idrottshögskolan bag ved Stockholm Stadion, hvor startnummer og løbspose kunne afhentes frem til klokken 20. Bagefter kørte vi til Ängby Camping ti kilometer vest fra Stockholms centrum, hvor vi hjemmefra havde reserveret teltplads. I disse år brugt vi flittigt det forholdsvis nyindkøbte telt og soveposerne.
Vejret var rigtigt flot, og midsommer var det jo. Vi slog teltet op og satte gang i en medbragt engangsgrill. Jeg har stadig dejlige minder fra netop den aften om at være nyforelsket og sidde under åben himmel i smukt vejr og spise grillmad med et godt glas vin til.
En Gammel Dansk at starte på inden løbet
Lørdag oprandt selve løbsdagen, og lidt usædvanligt skulle vi ikke løbe om formiddagen, da løbet først blev skudt i gang klokken 14. Vi skulle således ikke op til nogen speciel tid, men vågnede dog alligevel friske og veludhvilede i morgenstunden.
Vi hentede morgenbrød og nød også morgenmaden under åben himmel. Eftersom jeg aldrig har været den “helligste” løber, blev det også til en Gammel Dansk til morgenkaffen. Det er dog vist den eneste gang, jeg har startet en løbsdag med en morgenbitter.
Sidst på formiddagen gik vi til den nærliggende station og tog med Stockholms Lokaltrafik til den indre by og startstedet. Det er aldrig svært at finde startstedet ved storbyløb. Man skal blot følge strømmen.
Klokken 14 startede løbet, og jeg kyssede Karin farvel. Hun ville bruge de næste timer på at se nærmere på Stockholm. Det ville jeg også, men vi fik set byen fra to forskellige synsvinkler.
Stockholm Marathon
Stockholm Marathon startede et år før sin københavnske søster og blev afviklet første gang i 1979 med 2.175 tilmeldte løbere. Efterhånden var løbet dog vokset til omkring 15.000 løbere, og det var således Nordens største maratonløb.
Løbet betegnes også som et af verdens flotteste maratonløb, og den noget kuperede rute var en halvmaratonrute, der skulle gennemløbes to gange. Starten gik ved det Olympiske Stadion fra 1912 gennem Djurgårdens grønne områder, ad havnefronten tilbage mod det centrale Stockholm, forbi kongeslottet og Gamla Stan til en frygtet stigning på 34 meter for at komme op på Vestbroen over havnen. På toppen af broen var der en fantastisk udsigt over Stockholm, og herfra gik det igen stejlt ned til vandet og videre ad en lang stigning tilbage mod startområdet. Ruten var spærret fuldstændigt af for øvrig trafik og gik ad brede gader med fin plads til både løbere og tilskuere.
En fantastisk følelse
Ganske som jeg havde fået sat i udsigt, var det et smukt løb, og det gjorde bestemt ikke oplevelsen ringere, at det var dejligt vejr, og at der var mange tilskuere.
Belært af erfaringen fire uger tidligere i København lagde jeg ikke for hurtigt ud, og min samlede tid blev på 4:29:50. Den anden runde løb jeg på 2:10:38. Ganske usædvanligt var jeg denne gang hurtigere på anden del af løbet.
Mostafa Errebbah, der havde vundet i København, var også med her. Man må sige, at han var stabil, eftersom han denne gang løb 27 sekunder hurtigere end måneden før. Han kunne dog ikke hamle op med kenyaneren Josphat Chemjor, der vandt løbet i tiden 2:18:14.
For mig var det ganske specielt at løbe i mål på det historiske stadion. Året forinden havde jeg set store stadioner i Europa, hvor ikke mindst Camp Nou i Barcelona havde imponeret. Stockholms Olympiske Stadion var af en helt anden kaliber. Det var småt, gammelt og umoderne, men til gengæld havde det en glød og en charme, der er helt ubeskrivelig. Da jeg løb over målstregen, måtte jeg tænke på, at her havde før mig løbet en Olympisk vinder i 1912. Dengang vandt sydafrikaneren Ken McArthur i tiden 2:36:54, men der var sket meget siden dengang, og med den tid ville Ken McArthur blot have opnået en 30. plads ved dette maratonløb 91 år senere.
En dejlig oplevelse rigere
Karin tog imod mig i målet, og den aften gik vi på restaurant og spiste et godt måltid, før det blev tid til endnu en god nats søvn i teltet. Søndag kørte Karin os hjem efter morgenmaden, mens jeg sad ved siden af og sov en del af turen. Vores første fælles rejse var tilendebragt med stor succes.
Køb bogen her.
