En kombinationsrejse

 

Da jeg i starten af 24 timers løbet i Viborg i 2001 løb sammen med Rolf Bücking, talte han varmt om Swiss Alpine Marathon, som han tidligere havde løbet. Det var det eneste løb i verden, han kunne finde på at rejse tilbage til, fortalte han. Også fra anden side havde jeg hørt om løbet, så det vakte efterhånden min interesse.

 

Jeg besluttede derfor at bestige alpen i 2002, og at kombinere løbet med drengenes og min sommerferie. Vi havde jo et dejligt telt og gode soveposer fra weekenden i Viborg, så med minder fra min barndom i tankerne besluttede jeg, at vi skulle tage på telttur. Jeg spurgte drengene, hvad de havde lyst til at se, og det blev til, at vi skulle besøge mange lande. Steffen spillede selv fodbold og var meget interesseret i den sport, så han ville gerne se nogle store og kendte fodboldstadions. Vi besluttede således, at dette skulle være kombinationen.

 

Fagre nye verden

 

Europaturnéen startede om morgenen den 15. juli 2002. Vi havde ingen nøjagtig plan for turen, men havde reserveret hotel i Davos i Schweiz den 26. juli. Så måtte vi se, hvor meget vi inden da kunne nå. Når vi havde bestilt hotel i Davos skyldtes det ønsket om at få en bekvem nat før og efter løbet. Men mere afgørende var det, at jeg havde konstateret, at der ikke var campingmulighed i byens umiddelbare nærhed.

 

 

Det forår havde jeg investeret i et fornemt og dyrt GPS−anlæg til bilen. Det skulle nu på sin første store tur og bestå sin eksamen. Dengang var det jo fagre, nye verden. Det var ikke en lille enhed, der lige kunne puttes i lommen, men et stort anlæg med fastmonteret skærm og en boks til DVD med landekort. Således havde jeg kort over forskellige lande, og vi skulle skifte DVD, efterhånden som vi kom frem. Med til anlægget fulgte også en skærm på bagsædet. Her kunne drengene følge med i ruten, men der kunne også tilkobles video og spil.

 

Ankomst til Amsterdam

 

Via Rødby Havn kom vi til Tyskland, som vi uden større problemer kørte igennem. GPS-anlægget snød os lidt, men vi fandt så ud af at indstille det, så det ledte os ad den mest hensigtsmæssige rute.

 

Sidst på eftermiddagen ankom vi til Amsterdam i det smukkeste sommervejr, man kan forestille sig, og vi fandt frem til Gaasper Camping. Vi slog teltet op og tilbragte resten af dagen på campingområdet med de gode faciliteter.

 

Amsterdam

 

 

Efter morgenmaden tirsdag tog vi den nærliggende Metro, hvorfra vi med et enkelt skift kunne nå ud til den store Amsterdam Arena, der er hjemmebane for mægtige Ajax Amsterdam.

 

 

Ajax Amsterdam blev grundlagt i 1900 og er den mest vindende klub i Holland gennem tiderne. Ikke mindst i starten af 1970´erne havde klubben sin storhedstid og vandt da den europæiske mesterholdsturnering tre år i træk.

 

På stadion handlede vi lidt i souvenirshoppen og fik herefter lejlighed til at se førsteholdet starte formiddagstræningen. Det blev dog kortvarigt, da vi skulle på rundvisning og se hele arenaen.

 

 

Vi så vel stort set det hele. Kontrolrum, presseloge, presserum og selve grønsværen. Men det var nu ikke helt korrekt at kalde det for en grønsvær netop den dag. Der var nemlig lagt et midlertidigt betonlag over græsset, og en masse håndværkere gik og arbejdede, ligesom der var gang i en større rengøring. Der havde været en stor fest om lørdagen med dans og musik for 35.000 gæster. Til sådanne arrangementer dækkes græsset, og taget bliver rullet hen over arenaen. Vi fik at vide, at dette skulle gøres i små bidder over en halv time, da det kræver så meget strøm, at hele nabolaget ellers ville blive kvalt for strøm. Rundvisningen tog små to timer og var meget interessant.

 

Bagefter besøgte vi klubbens museum i samme bygning. Også det var meget interessant. Der var billeder, film, trøjer og meget mere fra hele klubbens historie, men det mest imponerende var en lukket panserglasmontre med betydningsfulde pokaler. Her var blandt andet fire kæmpe pokaler for sejren i Europa Cup for mesterhold, samt to for verdensmesterskabet for mesterhold.

 

 

Resten af dagen tilbragte vi i byen, hvor vi blandt andet var på rundfart i byens imponerede kanaler.

 

 

Smuttur gennem Benelux

 

Onsdagen tilbragte vi primært på vejene, men med diverse ophold for at spise og se os lidt omkring. Før vi fik set os om, var vi igennem først Belgien og herefter Luxemburg og ankommet til Frankrig. Her fik vi lidt problemer med at finde en campingplads, men det lykkedes i byen Santenay. Her var gode forhold og en dejlig restaurant. Endnu en dag med gode og rare oplevelser var tilendebragt.

 

En omvej til Andorra

 

 

Torsdag den 18. juli blev langt længere, end vi på forhånd havde forestillet os. Vi havde pakket telt og bagage og spist morgenmad, så vi var klar til at køre fra Santenay klokken 8.15, så vi regnede med at være i Barcelona sidst på eftermiddagen. Undervejs besluttede vi dog at besøge et nyt land og tage til det lille fyrstedømme Andorra, der ligger i Pyrenæerne mellem Spanien og Frankrig. Så vidt vi kunne se på kortet, ville et besøg i Andorra ikke blive den helt store omvej. Men vi tog grundigt fejl.

 

Vi kørte nu mod Andorra ad snørklede bjergveje med mange sving og dårlig oversigt. Bedre blev det ikke af, at vi flere gange lå i lang tid bag traktorer og biler med campingvogn. Men det var en smuk tur og en dejlig oplevelse. Endelig kom vi dog til Andorra og kørte ind i den hyggelige grænseby, Pas de la Casa, hvor vi gjorde holdt for at tage billeder og købe postkort.

 

Vejen videre mod byen Andorra var, om ikke helt så slem, så dog også meget langsom, og det gik helt galt, da vi kom tættere på byen. Trafikken gik nu helt i stå, og vi snørklede os langsomt frem. Politiet stod og dirigerede trafikken, så den skiftevis fik lov at køre fra hver sin retning, og det tog en “evighed”: Klokken var blevet mange, og vi valgte derfor at undlade at stoppe i byen Andorra. Herfra viste der sig også at være hele 200 kilometer til Barcelona, hvor vi havde regnet med højst en fjerdedel.

 

Overnatningsproblemer

 

Næste problem var, at der ikke stod nogen campingplads i Barcelona i vores campingbog, og vi havde ingen destination at køre efter. Klokken var over 21.30, før vi nåede til Barcelona, og eftersom vi ikke forventede at finde åbne campingpladser efter 22, fik vi travlt.

 

Det lykkedes os ikke straks at finde en campingplads, så vi kørte ind til det inderste centrum for at finde et hotel, men det var heller ikke nemt. De fleste hoteller havde udsolgt, så det tog nogen tid, før vi endelig fandt et hotel, der kunne have os for natten. Vi endte med at overnatte på Hotel Reding, hvilket var dyrt, men vi havde intet alternativ.

 

Camp Nou

 

Fredag morgen kørte vi ud til FC Barcelonas hjemmebane, Camp Nou. Sammen med Real Madrid er FC Barcelona den altdominerende klub i Spanien. Klubben blev stiftet i 1899, og det første spanske mesterskab kom i hus i 1928/29. Det er næsten en sensation, når det en sjælden gang ikke er en af de to storklubber, der vinder det nationale mesterskab. Også på internationalt plan er begge klubber blandt de førende.

 

 

Parken i København og Amsterdam Arena har tilsammen mindre tilskuerkapacitet end Camp Nou, hvilket siger noget om, hvor mægtigt et stadion der her er tale om. Og mægtigt det var det. På den anden side af gaden lå et andet stadion, der så ud til at være større end Brøndbys, og vi fik at vide, at det var stadion for FC Barcelonas andethold. Dette siger vel også noget om, hvilken gigant vi besøgte. Der var flere idrætsanlæg rundt om Camp Nou, og på alle stod der FC Barcelona. FC Barcelona er mest kendt for sit fodboldhold, men klubben har et utalt af andre sportsgrene. Også i håndbold og basketball tilhører FC Barcelona verdenseliten.

 

 

Der var lang kø for at komme på rundvisning, hvilket ikke havde været nødvendigt i Amsterdam, men det var spændende og fascinerende at se det mægtige stadion med plads til 100.000 tilskuere. Som i Amsterdam var vi rundt og se diverse faciliteter. Her fik vi også lov at se et omklædningsrum, omend ikke det mest “hellige”. Vi fik lov at se det omklædningsrum, der var forbeholdt gæstehold.

 

Også FC Barcelonas museum var mange gange større, end det vi havde set i Amsterdam. Her var også afdelinger for andre sportsgrene, men alene fodboldklubbens afdelinger var enorme. Det kan simpelthen ikke beskrives, hvor mange pokaler klubben havde udstillet.

 

Skuffende spisemuligheder

 

Som i Frankrig blev det en udfordring at finde en campingplads, men det lykkedes dog til sidst. Vi fik slået teltet op og tog derefter tilbage til bymidten, hvor vi gik på sightseeing, handlede og fik noget at spise. Det sidste var dog lidt af en skuffelse. Vi kunne bare ikke finde en hyggelig restaurant med et godt spisekort. Det endte med at blive spaghetti og pizza, men måske var vi bare i det forkerte område af byen.

 

Vi var efterhånden godt trætte efter flere dage fyldt med aktiviteter, så vi fandt tilbage til campingpladsen og fik os en rigtig lang nattesøvn.

 

 

Endnu en skuffelse i byen

 

Vores campingplads havde alle tænkelige faciliteter, og vi valgte at bruge lørdagen til at slappe af og gøre brug af pladsens muligheder. Men om aftenen ville vi igen ind til byen, og denne gang ville vi på en rigtig god restaurant. Vi spurgte i campingpladsens reception, om de kunne foreslå et andet kvarter i byen med restauranter og butikker og blev foreslået en bydel, der lød til at leve op til vores forventninger. Men igen blev vi slemt skuffede og gik rundt i gader, hvor der ikke var meget at se på. Vi endte med at få os lidt koldt til ganen i en bar, før vi igen tog helt ind til centrum, hvor vi havde været dagen før.

 

Vi spiste aftensmad på en kinesisk restaurant. Ganske vist smager kinesisk mad altså bedst i Kina, men vi blev ikke tiltrukket af noget andet. Efter nogle timer med shopping tog vi tilbage til vores campingplads, hvor vi blev hele den efterfølgende dag.

 

Afsked med storbyen

 

Søndag morgen forlod vi Barcelona. Absolut en oplevelse rigere. Vi havde haft nogle dejlige og afslappende dage på campingpladsen, og Camp Nou og museet havde været ganske imponerende. Til gengæld levede byen ikke rigtigt op til mine forventninger. Jeg savnede et rigtigt strøg med gågade, og jeg savnede de gode restauranter med hygge og dejlig mad. I mine øjne manglede byen atmosfære. Jeg ville gerne have fundet noget, der havde sjæl som Nyhavn eller et latinerkvarter. Måske var det der, men vi fandt det ikke.

 

Marseille

 

Vores tur gik nu videre mod Marseille, hvortil vi ankom først på eftermiddagen. Vi kørte direkte ind mod centrum og havnen og fandt et turistkontor. Her fik vi et kort over byen og en fortegnelse over campingpladser, men der var ingen campingpladser i selve Marseille. Noget af det nærmeste lå i byen La Ciotat, der ligger cirka 30 kilometer uden for byen.

 

 

Mit første indtryk af Marseille var umiddelbart mere positivt end min oplevelse af Barcelona. Fra bilen at se virkede byen mere hyggelig og stemningsfyldt.

 

 

Vi begav os nu ud til La Ciotat og fandt campingpladsen Les Oliviers. Selvom campingpladsen var på et lavere niveau end de tre, vi tidligere havde været på, levede Les Oliviers dog fuldt ud op til vores forventninger til en campingplads.

 

 

Mandag den 22. juli om formiddagen kørte vi ind til Marseille. Vi startede med at gå til turistkontoret for at få lidt information om forretningsgader og spisesteder. Derefter gik vi rundt i gaderne og så på butikker, inden vi begav os ned til havnen for at få noget mad. Her fandt vi den hygge, vi havde savnet de foregående dage. Der var mange spisesteder med udsigt over vandet og skibene, og vi fandt et godt sted. Eftermiddagen brugte vi på at se byen, mens aftenen blev tilbragt på campingpladsen.

 

På feltfod

 

Næste morgen var det på tide at komme videre, så vi stod tidligt op, pakkede sammen og kørte. Morgenmaden købte vi på en tankstation og indtog den stående ved bilen. Vi havde nu set, hvordan andre på campingpladserne kom med deres mobilhomes, store campingvogne og villatelte. Mange campister indretter næsten deres plads som små sommerhuse med møbler, køleskab og TV med parabolantenne. Men vi kravlede ind i vores tremandstelt med en lommelygte. Morgenmaden gjorde vi klar på bilens køler og spiste den stående, og vores tøj lå i tasker i bagagerummet. Det kunne være en udfordring, når vi skulle finde tingene, men vi havde det dejligt og hyggeligt. Vi savnede ikke alle de bekvemmeligheder, vi kendte hjemmefra.

 

Et nyt stort land og en ny storby

 

Formiddagen og halvdelen af eftermiddagen tilbragte vi på vejene og kom efterhånden til Italien. Midt på eftermiddagen var vi i centrum af Milano, hvor vi fandt et parkeringshus nær den store plads, hvor byens imponerende domkirke ligger. Desværre var domkirken under renovering, så den kom slet ikke til sin ret i denne tid. Størstedelen af den var pakket ind i stilladser, og det kom til at skæmme de fotos, jeg tog.

 

 

Fra Milano kørte vi ud til vores campingplads, 11 kilometer fra centrum. Campingpladsen levede som de øvrige op til vores ønsker, så vi kunne kun være tilfredse, og bortset fra at vi kørte ud og spiste middag om aftenen, hyggede vi os på campingpladsen resten af dagen.

 

Stadio San Siro/Stadio Giuseppe Meazze

 

Onsdag besøgte vi det sidste fodboldstadion på denne rejse. Af en eller anden årsag har dette stadion to navne. Det hedder både Stadio San Siro og Stadio Giuseppe Meazze. Det lå faktisk i nabolaget af campingpladsen, så vi skulle ikke køre langt.

 

Milano kan bryste sig med at have to af verdens bedste fodboldklubber: AC Milan og F.C. Internazionale Milano, i daglig tale kaldet Inter. Begge klubber har hjemmebane på Stadio San Siro, og det bar det hele også præg af. Det så ud, som om klubberne levede i fred og fordragelighed under samme tag. Om der under overfladen er køligere luft mellem rivalerne, kan man kun gisne om.

 

 

Ligesom de tidligere steder var vi på rundvisning og museum. Det var flot at se det gigantiske stadion med plads til 85.000 tilskuere, og det var sjovt at have været der. Men rundvisningen og museet var en utroligt “tynd kop the” i forhold til, hvad vi havde oplevet i Amsterdam og Barcelona. Rundvisningen var uinspirerende, og det var ganske begrænset, hvad vi fik at se.

 

Museet var da interessant nok, men det blegnede noget i forhold til dem, vi havde set hos Ajax Amsterdam og i særdeleshed hos FC Barcelona. Det var svært at se, at dette var et museum for hele to storklubber med en samlet høst, på dette tidspunkt, på hele syv Europa Cup pokaler for mesterhold og fem pokaler som verdens bedste klubhold.

 

Resten af dagen gik med bytur i Milano. Det foregik meget på drengenes præmisser. Jeg havde et løb i Davos i vente, og i mellemtiden var det drengenes ønsker, der stod øverst, selvom jeg nu nød deres valg lige så meget, som de selv gjorde.

 

En dag med leg

 

Torsdagen tilbragte vi på campingpladsen og i lokalområdet. Vi besøgte blandt andet et vandland med rutsjebaner og andre sjove faciliteter. Senere spillede vi fodbold og hyggede os.

 

 

Forhindringsløb til Schweiz

 

Man kan sige, at vores “europaturné” sluttede fredag morgen. Nu var på tide, at vi begav os til rejsens egentlige mål: Davos i Schweiz. Vi pakkede teltet for sidste gang på denne rejse og begav os af sted.

 

Den første del af turen blev en prøvelse, for på motorvejen sneglede trafikken sig af sted med 40 kilometer i timen. Men der var mere i vente, og vi havde store problemer med at komme fra Milano med kurs mod Schweiz. Om det var vores egen fejl, eller om kortet i det nye navigationsanlæg var unøjagtigt, er svært at vurdere. På en eller anden måde kørte vi i ring om Milano, så vi vendte tilbage til samme udgangspunkt hele fire gange. Det kostede os to timer at komme på rette spor. På det tidspunkt havde vi kørt i 2½ time og havde kun nærmet os Davos med 22 kilometer. Det var dybt frustrerende.

 

 

Men da vi først fandt vejen, var der ingen problemer, og vi kørte nu den slagne vej op imod Schweiz. Da vi kørte væk fra motorvejen og ud ad de små veje, kunne vi se de smukke alper nærme sig i det fjerne. Efterhånden nåede vi frem, og det blev nu ren bjergkørsel. Men vi kørte stille og roligt uden problemer til Davos, hvor vi ankom midt på eftermiddagen.

 

En dejlig by i kølige omgivelser

 

Davos er en utroligt smuk alpeby, der med sine 11.000 indbyggere var lidt større, end jeg umiddelbart havde forestillet mig. Byen ligger i det østlige Schweiz i kantonen Graubünden. Davos ligger 1.560 meter over havets overflade og er dermed den højest beliggende købstad i Europa. Det er en meget langstrakt og smal by, der i realiteten består af to sammenvoksede småbyer.  Davos er bedst kendt som vintersportssted, men kendes også som værtsby for de årlige møder i World Economic Forum hver vinter.

 

 

Vi fandt uden problemer vores hotel midt i byen. Det var absolut en positiv oplevelse, og jeg var utroligt glad for, at jeg valgte hotel på denne sidste del af rejsen. Jeg var også meget glad for, at det lige blev Hotel Beau Sejour, som jeg ved lidt af en tilfældighed havde valgt. Det var et lille hyggeligt og rent hotel med et rart og servicemindet personale. Værelset var helt perfekt. Intet kunne være bedre.

 

Da vi havde fået indrettet os på hotellet, var det tid til at komme i lange bukser og jakker. Vi var jo pludselig kommet væk fra varmen og måtte for første gang iføre os andet end sommertøj. Temperaturen var omkring det halve af det, vi havde forladt samme morgen i Italien. Vi oplevede også regn, mens vi var der, og nogle steder i byen lå der små snedriver, så drengene og jeg kunne kaste med snebolde i juli måned. Det var lidt surrealistisk.

 

Kun få minutters gang fra hotellet lå det store kongrescenter, hvor jeg skulle hente startnummer til løbet, og det gjorde vi straks. Som altid sådanne steder kunne man købe alverdens udstyr til løb, og jeg kom da heller ikke derfra uden at have haft kreditkortet fremme. Herefter spiste vi og gik derefter til hotellet, hvor jeg lagde løbetøjet klar til næste dags store oplevelse.

 

Først på aftenen gik vi til byens isstadion, der lå ved siden af både startsted og slutsted for løbet og desuden tæt ved vores hotel. Her fik vi lidt pasta, men vi blev der ikke længe. Efter en lille tur rundt i byen gik vi tilbage til hotellet, så jeg kunne være veludhvilet til næste dags store udfordring.

 

En utroligt smuk morgen

 

Lørdag den 27. juli var dagen for et meget specielt, men også meget vanskeligt løb. Der var nok nogle sommerfugle i maven. Jeg havde haft svært ved at falde i søvn aftenen før og var også vågnet tidligt. Efter morgenmaden gik vi ned til startområdet.

 

 

Løbet startede klokken 8.00, og den første del gik igennem Davos gader. Det var i det hele taget et utroligt smukt landskab, vi løb i. Der var bjerge, små hyggelige schweizerhuse, køer med bjælder, vandløb, skove, svævebaner og meget andet smukt.  Nogle steder var der kraftige stigninger, der “trak tænder ud”. Andre steder gik det stejlt nedad. Der løb jeg til, for jeg fandt ud af, at jeg skulle bruge flere kræfter på at bremse mig selv end på at løbe.

 

I starten af løbet syntes jeg, at det var lidt hårdt, og at der var langt til de 78 kilometer. Men efterhånden kom jeg ind i en rytme, hvor jeg nød turen.

 

Katastrofen

 

På et skovområde efter cirka 18 kilometer skete katastrofen. På det tidspunkt løb jeg side om side med to andre løbere, og foran os gik nogle mennesker, der var på skovtur. Da vi kom op til dem, løb jeg lidt ud i rabatten for at passere, og nu vred jeg om på venstre fod på samme måde som tre måneder forinden. Det virkede dog anderledes end hin nat efter Store Bededag, så jeg bed smerten i mig og fortsatte i nedsat tempo. Jeg håbede, at det var forbigående, og at jeg kunne løbe smerten væk. Det kunne jeg ikke.

 

Jeg halvt løb, halvt gik og så nu frem til at komme til en væskestation med samariterteam. Men der skulle passeres seks kilometer, før det skete. Jeg havde håbet, at de havde isspray og sportstape, men de havde ingen af delene, så jeg fik i stedet kølende creme på den kraftigt hævede ankel og en bandage omkring.

 

Jeg fortsatte nu, men blev snart enig med mig selv om, at jeg ikke ville kunne gennemføre 78 kilometer. Jeg satsede i stedet på at klare mellemdistancen, altså 42,195 kilometer. Men snart skulle det vise sig, at jeg slet ikke var i stand til at løbe. Jeg besluttede så at forsøge at nå frem til næste station, der samtidig var målområde for den korteste distance og lå efter 30,5 kilometer.

 

De sidste kilometer var slet ikke morsomme, og det gjorde faktisk meget ondt i min fod. Men jeg nåede frem og meddelte så, at jeg udgik. Jeg fik nu den besked, at de ville anerkende mig for at have gennemført den “korte” distance. En trøstepræmie tak – men dog lidt bittert. Jeg var aldrig udgået før, selvom en gang vel skulle være den første.

 

Jeg blev nu bragt til et samaritertelt, hvor foden blev kølet, og jeg fik lagt ny bandage. De overvejede at sende mig på hospitalet, men nøjes med at køre mig til løbslægen i målområdet. Han mente ikke, at noget var brækket og sagde, at jeg eventuelt kunne få foden røntgenundersøgt i Danmark. Det ville nok være for omstændeligt med papirer og forsikring at gøre det i Schweiz. Lægen rystede opgivende på hovedet, da han hørte, at jeg var fortsat 12 kilometer med den fod. Jeg blev også frarådet at køre bil hjem dagen efter, men tænkte mit. Vi havde ikke reserveret hotel længere, og jeg havde opgaver, der kaldte derhjemme.

 

Jeg var sikker på, at det var forårets skade, der var brudt op igen. Jeg skulle have haft sportstape på foden som i Kina. Men jeg havde været af den overbevisning, at jeg var blevet skaden kvit. Af skade bliver man klog.

 

Beslutning om revanche

 

Efter lægebesøget mødtes jeg med drengene i målområdet. Jeg fik lidt at spise, og vi kiggede på de løbere, der kom i mål. Efter en god times tid humpede vi tilbage til hotellet. Her lå jeg fuldstændig doven i sengen i mere en time, og herefter blev det til et varmt badekar i næsten lige så lang tid.

 

Efter at have pakket lidt sammen til hjemturen kørte vi lidt længere ned i byen og spiste. Bagefter fortsatte vi til målområdet og så de sidste løbere komme i mål, mens jeg tænkte på, at jeg skulle have været en af dem. Vi så på et opslag, at jeg officielt havde gennemført den korte distance, hvor jeg var blevet nummer 548 og tredjesidst af mændene på denne distance. Men dette var ganske uden interesse for mig.

 

 

Så fortsatte vil til isstadionet for at se præmieoverrækkelse. Her så vi også fotos fra løbet på storskærme, og jeg bed mærke i, hvor fantastisk flot det var på løbets top, hvor løberne kommer igennem sneen på toppen af bjerget. Jeg skal ærligt indrømme, at det gjorde lidt ondt at se, velvidende, at jeg kunne have oplevet det selv, men havde måttet opgive. Den aften sagde jeg til drengene: “Vi kommer igen til næste år”.

 

Den sidste nat på rejsen sov jeg uroligt og lå vågen i flere perioder. Det var ikke, fordi jeg havde smerter i foden, men sådan var det altså bare. Det irriterede mig dog, da jeg jo vidste, at jeg skulle køre 1.300 kilometer dagen efter.

 

Et dyrt besøg i Østrig

 

Om søndagen stod vi tidligt op, pakkede bilen og spiste morgenmad. Inden klokken var 8, forlod vi Davos

 

Jeg var spændt på, hvad min fod ville sige til at skulle betjene koblingen, eftersom jeg jo var blevet frarådet hjemkørsel. Men jeg må sige, at det gik helt uden problemer af nogen slags. Jeg var også spændt på, om jeg ville have energi til at køre så langt, eller om jeg vil døse hen. Heller ikke det blev noget problem.

 

Fra Schweiz kørte vi på lynvisit gennem Liechtenstein og en lille smuttur gennem Østrig. Tæt ved den tyske grænse stod politiet og stoppede trafikken. Jeg troede, at der var sket et uheld, men jeg blev snart klogere. Det var en fartkontrol, og det endte med at blive et dyrt besøg i Østrig. Jeg havde nemlig kørt alt for stærkt, og det kostede mig 167 euro. Derudover viste det sig, at man i Østrig skulle betale vejafgift. Jeg var godt klar over, at det var tilfældet i Schweiz, men ikke i Østrig. Det var selvfølgelig min fejl, eftersom det jo var min egen pligt at sætte mig ind i landets regler. Denne fejl kostede mig en strafafgift på yderligere 120 euro. Jeg kom altså i alt af med 287 euro, hvilket var mere end 2.000 kr. Det var en ærgerlig lærestreg.

 

 

Bortset fra optankning af bilen og fortæring kørte vi stort set gennem hele Tyskland i et stræk. Vi var forholdsvis heldige med trafikken og kunne sejle fra Puttgarten klokken 21.15 den aften. Resten af turen gik ligeledes smertefrit, så vi var hjemme i Roskilde inden midnat.

 

En dejlig rejse var nu tilendebragt, hvor vi havde tilbagelagt knapt 5.000 kilometer, besøgt 11 forskellige, fremmede lande og set fire storbyer. Vi havde været på rundvisning på tre af Europas største og mest berømte fodboldstadioner, og jeg havde fået en smag på, hvordan det var at løbe i de schweiziske alper. De kedelige oplevelser kom til sidst. Forstuvning og de to bøder havde jeg gerne været foruden..

Køb bogen her.