Tid til revanche

 

Jeg var for længst kommet over min skadede fod fra Swiss Alpine Marathon 2002. Til gengæld var jeg ikke kommet mig over ikke at have gennemført de planlagte 78 kilometer og være nået over alpen. Ved præmieoverrækkelsen i 2002 havde jeg sagt til drengene: “Vi kommer igen til næste år”. Sådan blev det.

 

Fra vest til øst

 

Turen i 2002 havde givet nogle dejlige oplevelser til os alle tre, og en form for gentagelse lå lige for, selvom vi nu ville se noget nyt. I 2002 var vi rejst rundt i Vesteuropa og havde besøgt tre store fodboldstadioner, men dette år besluttede vi os for at besøge Østeuropa. Dog uden fodboldstadioner, eftersom der ikke var de samme oplagte muligheder.

 

Polen – en anden verden

 

Mandag den 21. juli kørte vi så af sted på årets campingferie. Med morgenfærgen fra Gedser kom vi til Rostock, herfra gennem Tyskland, forbi Berlin og Cottbus og til Polen. Så snart vi passerede grænsen, var det slut med GPS-anlægget. Østeuropa var ikke optegnet på digitalkort, så vi måtte herfra ty til gammeldags vejkort.

 

Vi blev hurtigt mindet op, at vi var kommet til en helt anden verden, end vi var vant til.  Ved vejene stod tiggerbørn med bønfaldende øjne for at få os til at standse, og ligeledes stod der en del prostituerede og ventede på kørende kunder.

 

Det var oprindeligt vores mening at køre til Warszawa, men vi fandt ud af, at vi ikke ville kunne nå Schweiz rettidigt, hvis vi skulle bruge hele dage på storbybesøg. Vi kørte derfor mod Wroclaw og videre mod den tjekkiske grænse, hvor vi kørte forbi en campingplads ved byen Lewin. Eftersom vi ikke vidste, hvornår muligheden opstod igen, valgte vi at overnatte der. Det var en lille hyggelig campingplads, men uden de store faciliteter. Efter at have slået teltet op fik vi noget kedelig mad på pladsens cafeteria og gik herefter til ro.

 

 

På gennemrejse

 

Tirsdag morgen vågnede jeg ved regnens trommen på vores teltdug. Æv, men okay, sådan var det. Vi var jo på campingferie med alt, hvad det indebærer. Vi fik pakket sammen og kørte derefter de få kilometer til grænsen, hvorefter vi var i Tjekkiet.

 

Denne dag blev tilbragt i bilen, og vi passerede storbyen Brno og kørte videre til Slovakiet, hvor vi passerede hovedstaden Bratislava og fortsatte til Ungarn. Her havde vi planlagt at have den næste overnatning. Vi kørte nogle timer mod Budapest, og godt ti kilometer før byen fandt vi en campingplads og slog os ned.

 

Sightseeing med forhindringer i Budapest

 

Det skulle vise sig at være en dejlig campingplads med virkeligt gode faciliteter. Vi fik slået teltet op og tog bussen ind til selve byen. Steffen var vores guide i Budapest, og vi fik set de gader og butikker, han havde besøgt med sin klasse under en rejse det foregående efterår. Vi kiggede også forbi deres hotel og fik et godt måltid på deres “stamrestaurant”. Efter maden ville vi tage bussen hjem, men det gik grueligt galt. Vi fik ikke stået af i tide og måtte gå flere runder og spørge om vej, før vi til sidst tog en taxa hjem til campingpladsen.

 

En uvejrsdag

 

Onsdag stod vi tidligt op, spiste morgenmad og pakkede sammen, så vi kunne komme videre på turen. Vi var heldige med tidspunktet, da det begyndte at regne kort tid efter, vi var kørt. Vi var nu på vej ud af Ungarn mod Kroatien, og da vi nåede dertil, begyndte det at regne temmeligt voldsomt. Ved middagstid passerede vi Zagreb og fortsatte ind i Slovenien mod hovedstaden Ljubljana, hvor vi oplevede nogle voldsomme regnbyger.

 

Både Kroatien og Slovenien blev blot til gennemkørselssteder, før vi midt på eftermiddagen kørte ind i Italien. Også her blev vi mødt af periodisk regnvejr, der gjorde det ganske ubehageligt at køre.

 

Trafikuheld

 

En meget ubehagelig oplevelse fik vi dog omkring Venedig, hvor vi kom frem til et betalingssted på motorvejen. Her var vel omkring seks til otte båse, hvor man kunne betale, og vi holdt ved en af de inderste båse fra venstre. Vi skulle betale med kontanter og stoppede derfor helt op. Efter betaling gik bommen op, og vi kørte lige frem, da vi befandt os i en bås, der førte direkte frem til den tresporede motorvej. Men efter blot få meter blev vi fra ramt fra højre af en lastbil med anhænger, der kom fra en af båsene til højre fra os. Eftersom han skulle ind på den tresporede motorvej, måtte han flette ind og havde ikke orienteret sig tilstrækkeligt i den øvrige trafik. Tilsyneladende havde han dog hverken set eller hørt, at han havde påkørt os, for han kørte blot videre.

 

Vi kørte op på siden af ham og gjorde tegn, men hans eneste reaktion var en hånlig gestus. Han gjorde ikke tegn til at ville stoppe, og jeg kørte ind foran ham og forsøgte at få ham ind til siden ved at blinke med blinklyset og række hånden ud ad vinduet og pege ind mod højre. Men chaufføren i lastvognen virkede ikke interesseret i at standse. Tværtimod satte han farten ned, så der blev afstand mellem os. Det var min opfattelse, at han ønskede, vi skulle komme væk fra hinanden, så sagen kunne blive afsluttet således. Men jeg satte også farten ned og holdt mig lige foran ham, hvorefter jeg ringede til det italienske politi, hvilket gav nogle udfordringer, eftersom der kun blev talt italiensk.

 

Efter et kvarters tid lykkedes det mig endelig at få lastbilen til at køre ind ved en tankstation. Her fik jeg syn for skaderne på min bil. Sidespejlet var smadret, fordør og kofanger var ridset, lyset var ødelagt, og forskærmen var bulet. Chaufføren kunne kun italiensk, så jeg måtte forklare mig med fagter og tegnsprog. Med mange italienske ord og gestikulationer beskrev han et helt andet forløb.

 

Heldigvis måtte mit telefonopkald have givet mening, for efter lidt tid kom politiet, der dog desværre også kun kunne tale italiensk. En mandlig betjent stod for papirarbejdet, mens en kvindelig kollega besigtigede skaden og talte med chaufføren og mig. Som nævnt kunne betjentene kun italiensk, men kvinden kunne dog et par engelske og et par tyske ord. Med hendes sparsomme fremmedsprog og med fagter og tegninger lykkedes det mig at føre en rimelig “samtale” med hende. Hun fik min forklaring, og selvfølgelig fik hun også modpartens forklaring. Man behøvede ikke at være sprogkyndig for at forstå, at han mente, han var den store uskyldighed.

 

Jeg var dog ikke i tvivl om, at den kvindelige betjent havde fat i den lange ende til min fordel. Hun kunne konstatere, at jeg havde holdt helt stille for at betale kontant, mens lastbilen med en “brobizz” var kørt hurtigt igennem og trukket ind i anden vognbane uden at orientere sig tilstrækkeligt.

 

Hele seancen tog vel en times tid, hvorefter vi kunne køre videre. Senere fik jeg en forsikringskamp, der dog endte ud til min fordel.

 

Nye forhindringer

 

Ved aftenstid nåede vi frem til Verona, men her fik vi nye problemer, da det på grund af vejarbejde var svært at finde rundt. Da det endelig langt om længe lykkedes os at finde en campingplads, var alt udsolgt, og vi måtte køre videre. Vi fandt først en anden campingplads, da klokken var over 21, så vi slog teltet op i mørke, fik hver en god pizza i campingpladsens restaurant, og så lagde vi os til at sove i et telt, der var varmt som en bageovn.

 

Ændring af planen

 

Torsdag morgen vågnede vi op til torden og en regnskylle af dimensioner. Vi blev i teltet til det ophørte og kunne så spise morgenmad i det fri. Luften var renset og frisk, så vi havde det rigtigt behageligt.

 

Men da vi skulle til at pakke sammen, begyndte regnen igen at styrte ned, og denne gang slog den alle rekorder. Vi iførte os regnfrakker og pakkede ned, så godt vi kunne. Teltet var gennemblødt og fyldt med græs og jord, så dette og flere andre ting måtte pakkes ned i plastikposer.

 

Det havde været planen at køre videre til Como. Men vejret fik os til at beslutte at springe en teltdag over og forsøge at køre direkte til Davos. Jeg ringede til hotellet og spurgte, om vi kunne få vores værelse en dag før, og dette var ikke noget problem.

 

Tilbage til civiliserede forhold

 

Turen mod Schweiz gik fint, selvom det periodevis regnede meget. Efterhånden kom vi op i alperne væk fra motorvejen, og det hele gik nu lidt langsommere.

 

Det gav nogle udfordringer at køre i alperne uden højre sidespejl, og det endte med, at vi hos en købmand købte et håndspejl og noget gaffatape. Den nyindkøbte investering blev fastgjort på de sørgelige rester af det, der få dage før havde været et sidespejl.

 

 

Sidst på eftermiddagen kom vi til grænsen, og det begyndte igen at regne voldsomt, hvilket forsinkede os noget. Men vi kom dog endelig til Davos i god behold og til Hotel Beau Sejour, hvor vi blev hilst velkommen tilbage af receptionisten, der kunne huske os fra året før. Hun havde sikret os det samme gode værelse.

 

 

Vi slæbte alt op på værelset, der snart kom til at ligne noget, der var løgn. Teltet blev skyllet under bruseren og hængt op på badeværelset. Underteltet og vores håndklæder blev hængt op over skabslåger. Regnfrakker blev skyllet og hængt op over badeforhængsstangen. Diverse andet vådt tøj blev hængt op andre steder. Liggeunderlag og soveposer blev lagt ud til tørre på gulvet. Det var virkelig en rodebutik, men vi var glade for at være i tørvejr med senge, bad og toiletforhold.

 

En afslappet dag med godt vejr

 

Vi havde jo fået en halv dag ekstra i Davos, hvilket gav os en kærkommen mulighed for at slappe af og blot nyde livet.

 

Teltet hængte vi nu ud over altanen, og det var flot solskinsvejr, så det tørrede fint i løbet af dagen. Sidst på dagen kunne vi ryste det fri for græs og snavs. Efterhånden fik vi også styr på de andre ting, så vores værelse igen så ud, som det var tænkt.

 

I løbet af dagen gik vi hen til kongrescentret og hentede mit startnummer, samt tilmeldte Emil til mini-maraton. Ellers gik dagen bare med at slentre rundt, spise og spille computerspil.

 

 

Klokken 17 gik vi ned til startstedet, hvor Emil skulle løbe mini-maraton for børn. Han klarede det fint og løb 2,1 kilometer på ti minutter.

 

Aftensmaden blev det traditionelle pastaparty i byens isstadion, og kort efter måltidet gik vi hjem for at slappe af og lade op til næste dags store løb.

 

 

En morgenforskrækkelse

 

Lørdag morgen den 26. juli stod vi tidligt op, da løbet skulle starte klokken otte. Vi indtog morgenmaden på hotellet, hvorefter jeg klædte mig på til løbet. Men på vej ned til startstedet fik jeg en meget ubehagelig oplevelse. Pludselig gav det et smæld i min venstre hase, og jeg begyndte at halte. Tankerne gik selvfølgelig tilbage til 2002, hvor jeg forstuvede foden, og jeg tænkte, om jeg overhovedet ville komme til start dette år. Men heldigvis fortog smerten sig, og mens jeg var i startområdet forsvandt den helt. Jeg mærkede intet til den sidenhen.

 

 

En lettelse at passere 30 kilometer

 

Det var med store glæde for mig, at løbet blev skudt i gang. Jeg havde en indædt tro på, at denne gang skulle det nok lykkes for mig.

 

 

De første par kilometer gik gennem Davos by. Herefter fortsatte ruten videre i bakket terræn, såvel op som ned, men i den første periode mest ned. Da jeg nåede til skovstrækningen ved omkring 18 kilometer, hvor det var gået galt i 2002, havde jeg mange tanker, og ved førstehjælpsposten, hvor jeg fik den første behandling i 2002, gøs det i mig. Men da jeg passerede de 30 kilometer i Filisur, hvor jeg måtte stoppe året før, var det en stor lettelse. Jeg vinkede ned til førstehjælpsteltet, mens jeg løb videre. Fra nu af ville alt være Swiss Alpine Marathon rekord for mig.

 

 

Optimisme trods prøvelser

 

Nu begyndte det at gå op ad bakke for mig, eller det vil sige, det troede jeg. Senere skulle det vise sig at blive meget værre. Omkring de 32 kilometer fik jeg min første krise. Jeg måtte ned og gå, og jeg havde svært ved at se yderligere 46 kilometer foran mig.

 

 

Omkring 40 kilometer kom jeg til Bergün, hvor maratonløberne skulle stoppe, mens vi 78 kilometerløbere skulle fortsætte næsten lige så langt endnu. Her mødte jeg en flok danskere, der stod og heppede med dannebrogsflag i hånden. Det varmede utrolig meget, og jeg sagde til dem, at det var dejligt at møde dem. Jeg havde nu brugt omkring 4½ time, og havde altså ca. 7½ time til de sidste 38 kilometer. Dette burde jo være rigeligt – altså i teorien. Men jeg skulle blive klogere.

 

 

Bjergbestigning

 

De næste mange timer havde intet med løb at gøre. Det var ren bjergbestigning og var næsten en overlevelseskamp. Nu foregik det op ad snævre stier af jord og løse sten, og det føltes næsten, som om det gik lodret op, selvom det nok næppe var helt så slemt. Bedre blev det ikke af, at det var en meget solrig dag og derfor frygteligt hedt. Ved et af væskedepoterne drak jeg ni papkrus med væske. Jeg fik både vand, energidrik, cola, iste, bouillon og varm te. Derudover blev jeg plejet med druesukker, bananer og energibarer af forskellig slags.

 

 

De næste fem kilometer tog utroligt lang tid. Det føltes som en evighed og virkede, som om det ingen ende ville tage. Ved omkring 53 kilometer havde jeg nået toppen af alpen. Jeg troede, at det nu gik nedad. Det gjorde det også for det meste, men det blev ALDRIG “badeferie”.

 

 

Tidspres

 

Der var skilteafmærkning ved hver femte kilometer, og da jeg havde passeret 50-kilometerskiltet gik der usandsynligt lang tid før det næste kilometermærke. Jeg var efterhånden overbevist om, at jeg måtte have overset et skilt, eller at det var forsvundet. Da jeg endelig i det fjerne kunne spejde et skilt, blev jeg glad og lettet, for jeg var sikker på, at jeg nærmede mig de 60 kilometer. Det var efterfølgende som at få en spand koldt vand over hovedet, da det viste sig, at skiltet markerede 55 kilometer.

 

 

Frem til omkring 64 kilometer skulle jeg nu passere et bjergpas. Jeg måtte gå det meste af stykket, men der var dog også kortere strækninger, hvor jeg kunne småløbe. Efterhånden følte jeg mig småstresset af tidspresset og regnede som en gal hele tiden for at kalkulere, om jeg kunne nå ind til tiden klokken 20. Jeg løb, hvor jeg kunne, og hvor jeg havde kræfter.

 

 

Dispensation – nej tak

 

På et tidspunkt mødte jeg en dansk løber og kom i snak. Han tog det helt roligt og forsikrede mig, at arrangørerne ikke gik så meget op i 12 timers tidsgrænsen, og at vi også ville blive godkendt, hvis vi kom ind senere. Men dette var absolut ikke nogen trøst for mig. Som tre år tidligere på Bornholm skulle jeg ikke have noget af at gennemføre på dispensation og nåde og fromme. Hans ord gjorde mig blot mere indædt og stædig, så jeg satte i løb og lod ham bag mig.

 

 

De sidste store prøvelser

 

Efter bjergpasset kom der nu en strækning på tre kilometer ned ad bjerget. Her løb man på farlige rullesten, hvor det gjaldt om at passe på hele tiden. Så det gik heller ikke alt for stærkt. På et tidspunkt skulle vi over et vandløb, og jeg fik dyppet hele venstre fod i vandet, hvilket sendte mine tanker tilbage til Kina i 2000, hvor jeg fik vabler. Men her var dog ikke så gloende varmt, og der skete ikke noget. Da jeg nåede til 64 kilometer, var de værste prøvelser overstået, men eftersom der ikke var mange kræfter tilbage, blev det aldrig til en fornøjelsestur.

 

 

De næste 11 kilometer gik ad små markveje og fortrinsvis ned ad bakke. Jeg følte mig til stadighed stresset af tidspresset på 12 timer, men jeg begyndte at tro på, det ville lykkes, hvis jeg blot holdt mig i gang.

 

Ro på

 

Lykkelig blev jeg derfor, da jeg passerede 75−kilometerskiltet, og der snart efter var asfaltvej. Men glæden skulle vise sig at blive meget kort. Efter få hundrede meter skulle vi nu dreje ind på en skovvej igen, og her fortsatte det både op og ned ad bakker. Eftersom det ikke var helt så lyst længere, skulle der også bruges ressourcer på at orientere sig.

 

 

Da jeg kom væk fra skovvejen, var der vel lidt over en kilometer tilbage, men det var flad asfaltvej det hele. Jeg kunne nu høre højtalerne i målområdet og mødte tilskuere på vejen, der bød mig velkommen med tilråb. Jeg var meget rørt og berørt af situation. Jeg var klar over, at jeg ville kunne gennemføre rettidigt, og de dejlige tilråb gav mig gåsehud. Jeg tror, jeg havde tårer i øjnene hele den sidste kilometer. Jeg løb konstant og sagde højt: “Jeg gjorde det sgu, jeg gjorde det sgu”.

 

En fantastisk følelse

 

Omkring 100 meter før indgangen til stadion stod en dansker med et dannebrogsflag og heppede på mig. “Du er længe ventet”, sagde han og gav mig sit flag. Jeg løb nu de sidste 250 meter ind på stadion med dannebrog i højre hånd, mens jeg med venstre hånd klappede “high five” med alle de børn, der stod i indercirklen og rakte hænderne frem til mig. Det var meget rørende.

 

 

Jeg kom i mål i tiden 11 timer og 49 minutter, altså kun 11 minutter før deadline. Her blev jeg modtaget af Steffen og Emil, der tog foto og video af mig.

 

En oplevelse for livet

 

Det var ganske ubeskriveligt at gennemføre dette løb, som var kikset for mig året før, og som havde givet mig prøvelser af dimensioner. Selvom turen havde været ekstremt hård, var det også en stor oplevelse. Det er næsten umuligt at beskrive de oplevelser, jeg havde og de udsigter, jeg så. Her var både imponerende bjergstrækninger, svævebaner, vandløb, køer med bjælder og meget mere. Det er naturligvis svært at sige, hvilken af mine løbeoplevelser der har været den mest ekstreme og hårde. Men denne hører absolut til en af de allermest barske af dem alle – måske den værste.

 

Medaljen, der manglede

 

Jeg fik en flot “finisher” T–shirt, men ingen medalje. 78 kilometer løberne fik T–shirt, mens alle andre distancer fik medaljer. Dette skuffede mig meget, men det lykkes mig efterfølgende at få en maratonmedalje, der for mig er blevet symbolet på dette fantastiske løb.

 

Totalt opbrugt

 

Turen tilbage til hotellet gik meget langsomt. Det var næsten umenneskeligt, at jeg skulle bruge mine ben mere den dag. Men det skulle jo til. Planen var senere at gå til fods til isstadionet og overvære præmieoverrækkelsen. Det skulle vise sig, at jeg slet ikke havde ressourcer til det.

 

Et bad, der slet ikke burde skrives om

 

På værelset lagde jeg mig på sengen med en øl og havde slet ikke energi til andet end at ligge. Men jeg var jo nødt til at få et bad og få cremet mine hudløse lår og armhuler, som gjorde afsindigt ondt.  Emil gjorde badet klar og hjalp mig ned i det, da jeg dårligt kunne bevæge lemmerne. Det blev dog kun et nødtørftigt bad, eftersom jeg ikke havde kræfter til det store. Men jeg kom da igennem det, jeg skulle. Da jeg rejste mig og trak proppen op, fik jeg det meget dårligt og kastede op i badevandet. Steffen kom ud og hjalp mig, mens Emil stod og græd. Men jeg fik skyllet mig af, hvorefter drengene hjalp mig i seng, og jeg faldt straks i søvn.

 

En urolig nat

 

Natten blev meget urolig. Jeg drømte meget, vågnede flere gange og talte meget i søvne. Faktisk talte jeg så meget i søvne, at jeg selv kunne registrere det, og der var mange bandeord iblandt.

 

Once in a lifetime

 

Ved ottetiden søndag morgen stod jeg op, og snart efter vågnede også drengene. Vi fik pakket sammen og spiste morgenmad på hotellet. Lidt over klokken ti kørte vi, og jeg sagde til receptionisten, at vi ikke ville komme tilbage til næste år, da dette var “once in a lifetime”.

 

En omvej for en lukket restaurant

 

Steffen ville gerne spise på en særlig indisk restaurant i Luxembourg, hvor vi havde været i 2001, og vi kørte derfor mod Luxembourg og ankom omkring klokken 17.30. På det tidspunkt øsregnede det, og da vi kørte forbi hotellet, hvor vi havde overnattet i 2001, besluttede jeg at overnatte der igen frem for at skulle finde en campingplads, slå telt op i regnvejr og pakke det våde telt sammen igen mandag morgen.

 

Vi fik et dobbeltværelse, hvor vi alle tre skulle ligge i en dobbeltseng. Der var ikke voldsomt meget plads, men det var nu helt i orden.

 

Efter at være blevet indkvarteret og have badet, gik vi op for at spise på den indiske restaurant. Men skæbnen var, at der var lukket om søndagen. Vi fandt dog en anden ganske udmærket restaurant, hvor vi fik et godt måltid, inden vi fandt tilbage til hotellet og til vores delte dobbeltseng.

 

En rolig nat

 

Havde den sidste nat i Davos været urolig, fik jeg nu min skønhedssøvn i Luxembourg, hvor jeg sov som en sten hele natten.

 

Sidste strækning

 

Mandag morgen gjorde vi klar til sidste strækning på årets tur. Hjemvejen gik fint, selvom Steffen et par gange måtte rette på det midlertidige spejl, jeg havde klistret fast i højre side.

 

Midt på eftermiddagen var vi igennem Tyskland og nåede til færgelejet i Puttgarden. Vi kunne først komme med færgen klokken 17.15, men fik fint tiden til at gå. Sejlturen tog tre kvarter, og vi fik handlet lidt og var i Rødby, før vi fik set os om. Her tankede vi bilen op, for ellers var vi ikke kommet helt hjem.

 

Den sidste del af turen i Danmark gik smertefrit, og vi var hjemme før klokken 20. Vi havde haft en dejlig tur, men var også glade for at være hjemme. Vi havde tilbagelagt 3.940 kilometer på en uge. Og vi tre havde i fællesskab fået endnu en fantastisk oplevelse for livet.

 

Køb bogen her.