Tilbagesyn og fremsyn

Skrevet 3. august 2016

Mine løb i almindelighed og The Great Wall Marathon i særdeleshed er kommet til at fylde meget i mit liv. Mine jævnlige træningsture, mine indkøb af udstyr, sportens præg på min ønskeseddel og ikke mindst mine rejser til verdens afkroge for at deltage i løb, giver mig til stadighed beviser for sportens betydning for mig.

 

 

I et skab har jeg 30 ringbind med billeder, billetter, startnumre og souvenirs af alle slags. Karin griner af mig og siger, jeg bare kan kopiere billederne fra året før. Hun har næsten ret, men jeg skal alligevel have en ny mappe for hver rejse. Også videofilm laver jeg hver gang. På mange måder er også de ens. Men tingene er nu slet ikke så ligetil alligevel. Hvert eneste løb og hver rejse har sine egne historier og anekdoter. Det er jeg for alvor blevet bevidst om ved tilblivelsen af denne bog. Uden mine scrapbøger og uden mine film ville det slet ikke have kunnet lade sig gøre.

 

OLYMPUS DIGITAL CAMERA

Også en hel væg på mit kontor bærer præg af min sport. I en stålwire udspændt under loftet hænger i rækkefølge samtlige de medaljer, jeg har erhvervet gennem årene. Jeg har faktisk gjort det til et princip ikke at deltage i maratonløb, hvor der ikke uddeles medalger. På samme væg hænger også de store billeder i rammer, som jeg har fået foræret og de to blomsterkranse, jeg fik af Thomas på målstregen i Kina i 2007 og 2009.

 

OLYMPUS DIGITAL CAMERA

 

Den famøse T–shirt, der startede det hele, findes ikke mere. Det gør til gengæld så mange andre. Ved de fleste løb er en T–shirt inkluderet, så det er ikke noget, jeg køber særskilt. Til gengæld har jeg jakker og bukser med påtrykte løbsnavne og logoer. Som revisor for et firma, der trykker sportstøj, har jeg haft let tilgang dertil.

 

Gennem årene har jeg lært mange mennesker at kende, og endnu flere har stiftet bekendtskab med mig. Jeg er blevet interviewet til aviser, ugeblade, radio og fjernsyn, ligesom jeg er blevet omtalt i bøger. Selv har jeg brugt oplevelserne til eksamensopgaver, ligesom jeg også har skrevet artikler og holdt mange foredrag i foreninger. Nu er det så også blevet til en bog fra min egen hånd.

 

OLYMPUS DIGITAL CAMERA

 

Hvis jeg ikke selv havde rodet mig ind i en provokation en martsdag i 1999, ville jeg i de efterfølgende år have sparet mange penge. Men de oplevelser, jeg her har fået, er ubeskrivelige og uvurderlige. Ikke mindst de mange rejser med mine drenge giver mig minder for livet, der fylder mig med taknemmelighed.

 

Jeg er slet ikke færdig med at være rejsende i maratonløb. Det er mit erklærede mål at bestige Den Kinesiske Mur mindst 25 gange. Men jeg er realist, og jeg er fuld bevidst om, at ikke mindst mit helbred kan stikke en kæp i hjulet. Jeg ved ikke, hvad der vil ske, hvis jeg mister et enkelt af disse løb, men jeg har på fornemmelsen, at magien vil forsvinde.

 

The Great Wall Marathon vil for mig altid stå som det ultimativt største. Men fremtiden vil også byde på andre udfordringer. “If you can dream it, you can do it.” Drømme har jeg stadig. Men det er ikke alle drømme, man skal dele med andre.

 

RIU fest 2014a

 

Køb bogen her.

Dansk forside