Igen bonuspoint på spil

 

Under The Great Cruise Marathon i 2004 mødte vi Maria og Robert fra Tórshavn. De fortalte mig om Tórshavn Marathon, og det vakte allerede dengang min interesse.

 

I marts 2006 gik det op for mig, at jeg havde en del SAS bonuspoint, der var ved at udløbe. Jeg fandt ud af, at jeg kunne dele dem med Karin, og at vi kunne vælge et frit rejsemål i Nordeuropa. Vi valgte Færøerne, som vi fandt spændende, og hvor vi ikke før havde været. Vi mente også, at vi her ville få mest valuta for vores point.

 

Lidt om Færøerne

 

Færøerne ligger nordvest for Skotland og midt imellem Island og Norge i hjertet af Golfstrømmen i Nordatlanten. Landets samlede areal er på 1.399 kvadratkilometer fordelt på 18 øer. Ingen steder i øriget er der mere end fem kilometer til havet. Det højeste fjeld er 882 meter, mens landets gennemsnitshøjde er omkring 300 meter over havets overflade.

 

Færøerne har tempereret øklima, og vejret er meget omskifteligt. Det ene øjeblik skinner solen fra en næsten skyfri himmel, det andet skifter det til dis og regnbyger. Men luften er altid ren og frisk uanset årstiden.

 

Landet er ikke medlem af EU, men er en del af det danske rigsfællesskab og har delvist selvstyre. Færøerne har egen mønt med kurs som den danske krone, der også er gangbar i øriget. Befolkningstallet er på mindre end 50.000, hvoraf knapt 20.000 bor i hovedstadskommunen Tórshavn. Langt den største del af befolkningen lever af fiskeri.

 

Et dilemma

 

Jeg bestilte en forlænget weekend med SAS, og samtidig mailede jeg til Robert for at få fif om overnatningsmuligheder og turistmål.

 

Til min store overraskelse skrev Robert tilbage, at vi var deroppe netop i weekenden for Tórshavn Marathon, og jeg kom nu i et dilemma. For første gang skulle jeg rejse med Karin uden et indlagt maratonløb, hvilket hun glædede sig til. Jeg havde netop også selv lagt vægt på, at dette skulle være en tur for os – og uden løbesko. Nu fik jeg bare meget svært ved at se mig selv gå rundt i Tórshavns gader og kigge på løbere med numre på ryggen uden selv at være en af dem. Karin vil til evig tid mistænke, at jeg vidste dette i forvejen, og at jeg havde haft en skjult dagsorden. Men kærlig som hun er, sagde hun, at jeg selvfølgelig bare skulle melde mig til løbet.

 

Overnatningsproblemer

 

Da vi skulle bestille overnatning, fik vi problemer. Der var ikke meget at vælge mellem midt i juli måned, og måske var maratonløbet en del af årsagen. Vi havde fat i hoteller, vandrehjem, privat indkvartering og turistbureau, men mulighederne var ikke optimale, og vi bookede om flere gange, før vi fandt en løsning med det lokale turistbureau.

 

Føj for en stank

 

Vi ankom til Tórshavn om aftenen torsdag den 13. juli, hvor vi tog til turistbureauet for at hente nøglen til den lejlighed, vi havde bestilt. Vi fik oplyst, at der havde været problemer med kloakken, men at problemet vist var løst. Da vi kom op til vores lejlighed midt i byen og åbnede døren, lukkede vi den straks igen. Stanken var uudholdelig. Vi måtte tilbage til turistbureauet og meddele, at vi ikke kunne bo der. Med møje og besvær lykkedes det dem at skaffe os en privat indkvartering, der dog ikke lå helt så centralt. Det var ikke vild luksus, men på det tidspunkt skulle vi bare have et sted at bo.

 

 

Vi endte i et lille børneværelse i en kælder og med to elendige senge. Vi havde en fin opholdsstue med fjernsyn og et tilhørende ikke alt for hygiejnisk køkken. Alle vores aftensmåltider valgte vi dog alligevel at spise hjemme og tilberedte selv den mad, vi havde købt i et supermarked.

 

Sightseeing i hovedstaden

 

Fredag gik vi på sightseeing i Tórshavn. Vi ville leje en bil om lørdagen, med der var ikke en eneste ledig. Havde vi vidst det, ville vi have bestilt bilen i god tid hjemmefra.

 

 

Sidst på dagen hentede vi mit startnummer og var til pastaparty i byens idrætsanlæg. Her mødte vi Robert, der viste sig at være arrangør for maratonløbet. Vi fortalte ham om tilfældigheden mellem rejsen og løbet. Han grinede. Ligesom Karin troede han heller ikke på, at jeg var uvidende om dette sammentræf.

 

 

Udflugt med forhindringer

 

Lørdag var vi på sejltur ved fuglefjeldet, men det var lige før, at vi ikke kom af sted, da turistbureauet havde lavet en fejl. Vi havde købt billetter til bussen og sejladsen, men da vi kom til stationen, kom der ingen bus. Vi ventede en rum tid, og på et tidspunkt kom en mand i bil med et ærinde på stationen. Vi spurgte ham til bussen, men han kunne oplyse, at den ikke gik om lørdagen. Her stod vi så med købte billetter og fletningerne i postkassen. Ved et sammentræf af tilfældigheder og til stort held for os, var manden ansat ved skibsselskabet og skulle med på sejlturen. Han gav os nu et lift i sin bil.

 

 

Fuglefjeldet

 

På denne tur fik vi lejlighed til at se Færøerne fra første parket. Vi sejlede forbi Slættanes, en forladt bygd på øen Vágar, ved de lodrette og enestående fuglefjelde nord for Vestmanna.

 

 

Vi kom helt tæt på fjeldet, og lagde man hovedet tilbage og kiggede op, åbenbaredes hele fuglefjeldets storhed. Det var en meget speciel og storslået oplevelse at se fjeldet tårne sig op i en halv kilometers højde.

 

Turen var fin, men på tilbagevejen var der en del bølgegang, der var knapt så behagelig.

 

Maratonløb i regnvejr

 

 

Søndag den 16. juli var løbsdag med start klokken 12. Vi gik til startstedet i et voldsomt regnvejr, der desværre varede det meste af dagen. Der var en noget begrænset fest og stemning ved starten af det lille øriges nationale maratonløb dette år. Det var vejrguderne, der satte dagsordenen.

 

Tórshavn Marathon afvikles traditionelt i midten af juli måned, hvor vejret er køligt og velegnet til maratonløb. Lige præcis dette år kunne jeg dog godt have ønsket mig bedre vejr.

 

 

De første 5,8 kilometer var en rundtur gennem byens gader. Det var en fælles tur for kategorierne maraton, halvmaraton, Fun Run og 5,8 kilometer. Et mindre Fun Run på tre kilometer bestod af halvanden kilometer i byen og tilbage ad samme rute. Efter rundturen skulle de to lange kategorier fortsætte ud ad Strandvejen og samme vej tilbage igen.

 

 

Halvmaratondistancen var hård, for ruten var kuperet, men til gengæld trafikfri, Der var to lange og seje bakker lige inden vendepunktet, og disse bakker måtte derfor også tages på hjemvejen. Vi maratonløbere måtte også passere bakkerne, men fortsatte derefter på en fuldstændig flad strækning langs Kaldbaksfjorden ud til bygden Kaldbak, hvor vi vendte og tog samme vej tilbage til byen. Ruten var i sin helhed en sand naturoplevelse mellem storslåede og mægtige klipper. Regn og dis på dagen gjorde dog sit til, at den smukke oplevelse blev lidt begrænset.

 

 

Vejret og det bakkede terræn gjorde ikke løbet til en “badeferie”. Jeg kom i mål inden for tidsgrænsen på seks timer, men som den absolut sidste – mere end en time efter den næstsidste.

 

 

Bytur på trætte ben

 

Jeg havde ikke ro i benene den nat og måtte vende og dreje mig i sengen. Trods mine ømme ben gik vi dog byen tynd hele mandagen og fik fuld valuta af vores besøg i denne charmerende og bakkede by.

 

 

Da vi tirsdag formiddag gik til bussen, var det igen regnvejr, hvilket gav en dejlig frisk afslutning på en hyggelig og dejlig rejse til en af Europas nordvestligste afkroge.

 

Køb bogen her.