Efter at have gennemført et maratonløb og to ekstremmaratonløb inden for et år, skulle man måske tro, at der ikke var mere at komme efter. Jeg husker ikke, hvad jeg tænkte om det i år 2000. I dag ved jeg, at der ikke er nogen øvre grænse for, hvad mennesker kan præstere inden for maraton og triatlon. Mine præstationer gennem livet er småting i forhold til så mange andres, om end intet kan omtales som småting, når man taler om løb. Vi har hver især vores fysiske og mentale grænser. Vores individuelle præstationer inden for vores idræt er unikke og skal ikke stå til sammenligning med andre. Mit næste løb skulle vise sig at blive af en kaliber, jeg slet ikke havde forventet.
Til gallafesten i Kina havde jeg fået lokket en folder fra bornholmske Ingvor, og da jeg senere fik lejlighed til at nærlæse den, viste det sig, at den omhandlede Ultra Marathon Bornholm. Det selvsamme løb Peter Fredberg havde fortalt mig om under en tissetur på en kinesisk mark. Min første indskydelse var at ryste på hovedet, men der var sået et frø, og folderen lå til stadighed fremme på mit skrivebord.
Nu behøvede man ikke nødvendigvis løbe 100 kilometer, eftersom maratondistancen også var et alternativ. Men jeg blev efterhånden mere og mere tændt og kunne da ikke “nøjes” med et maratonløb. Skulle jeg af sted, skulle det være for at “gå” hele vejen.
Jeg fortalte min søster om løbet og mine tanker om at deltage. Hun havde i en årrække boet på Bornholm, men var flyttet tilbage til Sjælland 14 år tidligere. Hun syntes, det lød som et spændende løb, selvom hun ikke selv var løber, men hun ville gerne gense klippeøen og tilbød at rejse med. Dermed kunne vi gøre det til en familietur med mine drenge og min niece. Min søster havde været konstabel i flyvevåbnet og havde stadig kollegaer på Bornholm. Gennem hendes gode kontakter fik vi for et symbolsk beløb stillet to af flyvestationens værelser til rådighed i den weekend, løbet skulle afvikles.
Fredag den 1. september tog vi til Bornholm. Vi skulle for første gang over Øresundsforbindelsen, der to måneder tidligere var blevet indviet. Via tunnel og bro kom vi fra Amager til Skåne og kørte derfra til Ystad, hvor vi tog færgen til Bornholm. Det var jo fagre nye verden at komme til Bornholm så hurtigt. Færgeoverfarten tog blot en time og tyve minutter, mens vi hidtil havde skullet sejle en hel nat fra København til Rønne.
Lørdagen havde vi for os selv, så den brugte vi som turister på øen, som ingen af os havde besøgt i årevis. Vi genså mange af de steder, vi kendte fra tidligere, men det var underligt at køre rundt på solskinsøen uden for sæsonen. Der var næsten ingen mennesker, og vi havde stort set vejene for os selv. Frokosten bestod naturligvis af røget sild fra et af de mange røgerier, mens aftensmaden blev indtaget på en restaurant på torvet i Rønne. Her blev det endnu mere tydeligt, hvor mennesketom øen var på denne årstid. Torvet lå øde hen, og selv kiosken havde lukket, selvom klokken kun var 21. Men vi kunne nu ikke tilføre liv og glade dage på øen den aften, da vi snart tog ud til flyvestationen i Årsballe og gik til køjs på belægningsstuerne.
Løbet lå om søndagen den 3. september og var arrangeret af SÅN–løberne, en sammenslutning fra byerne Svaneke, Årsdale og Nexø. Jeg vil tro, at det var årets vådeste dag på Bornholm. Jeg vågnede midt om natten ved et tordenskrald så højt, at det virkede helt umuligt. Gennem vinduet kunne jeg se, at horisonten næsten var helt oplyst af lyn, der i en lind strøm slog gnister derude. Jeg håbede bare, at det ville stilne af inden morgen. Det lykkedes mig at sove lidt igen, men tordenvejret mindede mig til stadighed om vejrforholdene.
Løbet skulle starte fra torvet i Nexø klokken otte, og vi kørte dertil i god tid. Det regnede nu kun ganske let, så jeg havde troen på, at det værste nok var overstået. Da vi ankom, var det holdt op med at regne, men det var lidt koldt på grund af blæst. Vindtæt tøj gjorde det dog til at holde ud. men det skulle dog vise sig, at dette var stilhed før stormen, for da vi nærmede os starttidspunktet havde Vor Herre for alvor lukket op for sluserne igen. Løbet blev officielt skudt i gang af byens borgmester, men det var næppe nogen, der kunne høre hans tale for regn, blæst og rusk, der totalt overdøvede højtalerne. Allerede før vi kom i gang med løbet, var vi gennemblødt. Men heldigvis klarede det op indimellem og blev ikke heldagsregn.
Klippeøen er jo temmelig kuperet, så jeg havde lavet den strategi at gå op ad de værste stigninger og forsøge at løbe på andre strækninger. Jeg kunne ikke holde denne taktik hele dagen, men et godt stykke hen ad vejen.
Den første del af løbet fulgtes jeg med Peter Fredberg, men efterhånden var han dog for hurtig for mig. Peter fortalte, at jeg ikke skulle tage tidsgrænsen på 13 timer alt for alvorligt, da han var sikker på, at arrangørerne ville vente på de sidste og anerkende præstationen, også selvom man kom senere end den officielle tid. Men denne oplysning kunne jeg ikke bruge til noget som helst! Min stædighed og retfærdighedssans tillod mig ikke at komme i mål på dispensation og blive godkendt på nåde og fromme. Det eneste, der talte for mig, var at fuldføre dette løb inden for dem officielle tidsgrænse.
Ved middagstid kom der en ordentlig regnskylle, så jeg var igen godt gennemblødt, da jeg kom til Hammershus, der var målet for maratonløberne. Her gik det for alvor op for mig, at Peter havde talt fuldstændigt sandt, da han nogle måneder forinden havde sagt til mig, at det ikke var benene, men hovedet det gjaldt. Det vil være helt forkert at sige, jeg ikke var træt. Men på trods af det bakkede terræn og regnvejret følte jeg mig overraskende frisk. Mit sind var jo kodet til, at jeg skulle løbe 100 kilometer den dag, så for mig var dette et delmål, og jeg var ikke engang nået halvvejs. Derfor kunne jeg jo ikke være rigtigt træt endnu! Jeg har siden været meget bevidst om denne mekanisme. Uanset om det er ti kilometer eller et helt maraton, jeg løber, så er det på det sidste stykke der trækkes “tænder ud”.
Ved Hammershus ventede familien på mig, så jeg fik mig nogle stykker rugbrød og fik også skiftet mit gennemblødte tøj og løbeskoene, så jeg kunne fortsætte i tørt tøj. På det tidspunkt var vejret godt med tørvejr og solskin, så det var rart at få alt skiftet. Men intet varer evigt, og således heller ikke tørvejret den dag. Da jeg senere nåede til Hasle, kom der igen en ordentlig skylle. Det blev dog stort set den sidste omgang på resten af turen.
Da jeg nåede ud over 70 kilometer, var jeg ved at være godt træt og kunne da godt mærke, at det ikke havde været en dag på kontoret. Der var kilometerskilte og væskestation ved hver femte kilometer, og ved de 75 kilometer tog jeg imod at få massage på ben og lægge. På det tidspunkt havde jeg følgeskab af en cyklist fra den arrangerende klub, der havde til opgave at følge bagtroppen. Han gav mig god moralsk opbakning, da han fortalte at jeg ikke var den sidste. Efter mig kom der en kapgænger. Kapgængeren havde mange gange gået de 100 kilometer, fik jeg oplyst, og han kom altid igennem inden for tidsgrænsen. Det gav mig tillid og tro på mig selv. Så længe jeg bare havde ham bag mig, ville jeg klare det. Men på trods af denne overbevisning kørte min indre “computer” hele tiden. Jeg var meget opmærksom på min tid og den resterende tid til deadline. Jeg måtte til stadighed sikre, at jeg var i en position til at kunne opnå mit mål.
Da jeg kom til 80 kilometer, blev jeg igen tilbudt massage. Også denne gang tog jeg imod tilbuddet, men da det gentog sig ved de 85 kilometer, sagde jeg nej tak. Ikke på grund af manglende behov, men af respekt for den tidsgrænse jeg skulle overholde.
Ved de 90 kilometer fik jeg en frygtelig nedtur. Mens jeg stod og fik væske, så jeg kapgængeren gå forbi mig i rask gang. Han gik simpelthen uafbrudt, og hans kone fulgte ham på cykel og sikrede, at han fik forplejning undervejs. Det var virkelig en streg i regningen at blive passeret og dermed få overladt sidstepladsen. Min sikkerhed var nu væk, og jeg følte, jeg var helt overladt til mig selv og måtte kæmpe ekstra herefter. Efter at have løbet 90 kilometer på godt et halvt døgn, var der ikke mange mentale ressourcer tilbage. Jeg havde lyst til at tude, da jeg så min “redningsplanke” fortone sig i horisonten.
Men da jeg kom til sidste væskestation, var jeg kommet mig over at være blevet passeret, selvom jeg var meget opmærksom på min tid og bevidst om, at der ikke var meget tid at give af. Mens jeg stod der, følte jeg mig pludselig svimmel og havde det, som om jeg stod og svajede frem og tilbage. Det var en ting, at det ikke var godt, hvis jeg var utilpas. Det var noget helt andet, at jeg ikke ville opdages af de omkringstående. Det ville have været næsten ubærligt at have været i gang i mere end et halvt døgn og nå ud på 95 kilometer for blot at blive taget ud af løbet. Jeg skyndte mig at drikke ud og fortsætte, og da jeg først kom i gang, følte jeg mig ikke længere svimmel.
Efterhånden var jeg nu ved at være tilbage i Nexø, hvor det hele var startet. Det var blevet fuldstændigt mørkt, men havde ikke regnet i et stykke tid. Jeg var fuld af optimisme og var klar over, at min mission ville lykkedes.
Det siger sig selv, at jeg ikke ved, hvordan dagens vinder var blevet modtaget. Men jeg blev modtaget, som havde jeg været dagens vinder. Og sådan føltes det også for mig. Det var virkelig en stor sejr at komme igennem denne ekstreme dag og gennemføre løbet inden for den fastsatte tidsgrænse. Min tid blev 12:51:17, og jeg var således mindre end ni minutter fra tidsgrænsen. Ved målstregen stod min familie samt en gruppe mennesker, der sikkert var fra den arrangerende klub. Alle jublede, klappede og råbte mit navn, da jeg med de sidste kræfter fik kæmpet mig over målstregen.
Der var absolut ingen energi i mig bagefter. Da jeg stoppede op, begyndte jeg at fryse, som var det den koldeste vinterdag i et polarområde, og jeg blev pakket ind i tæpper, Men intet hjalp, og jeg stod der med klaprende tænder.
Før vi fik hentet vores ejendele på flyvestationen var det for sent at komme med den sidste færge til Ystad, så vi valgte i stedet den gode gamle tur mellem Rønne og København med M/F Povl Anker. Da vi sad ved færgelejet og ventede i bilen, trak min søster en flaske whisky frem og spurgte, om jeg skulle have noget at styrke mig på. Jeg syntes ærligt talt, at jeg havde fortjent det og takkede ja. Hun skænkede mig en ganske lille hivert i et bitterbæger. Jeg skyllede de gyldne dråber ned, og efter sigende gjorde de straks deres virkning. Jeg erindrer ikke selv noget derom, men familien har efterfølgende ikke holdt sig tilbage for at berette om det. Efter sigende skulle jeg prompte have mistet talens brug, ligesom min gang på færgens dæk var om muligt endnu mere alternativ, end den havde været på torvet i Nexø.
Nu skulle man måske tro, at jeg kunne få en god og dyb søvn den nat. Det var ikke tilfældet. Jeg var rastløs og øm i kroppen og måtte flere gange op på toilettet, hvilket hver gang var en kamp for min ømme krop.
Køb bogen her.
