Rejsen til Riget i Midten
Det var med megen spænding og “sommerfugle” i maven, at vi mødte op i Københavns Lufthavn fredag den 21. maj, 1999. Vi skulle mødes klokken 13.25, men var der i god tid for at være helt sikre og for at få alle de dejlige indtryk med.
I lufthavnen kunne jeg se, at der var mange, der skulle med på samme rejse. Der var i alt 25 forskellige grupper med på rejsen til The Great Wall Marathon, og vores var absolut ikke den eneste med afrejse den dag. Men der var skiltet godt for de forskellige grupper, og vi fandt snart vores egen gruppe nr. 14.
Rejseleder var Søren Dehn, der på alle måder var en både dygtig og meget behagelig guide. Søren havde boet nogen tid i Kina og havde derfor et bredt kendskab til landet, dets historie og dets kultur. Samtidig beherskede han sproget godt.
Gruppen bestod af 22 rejsende. De fleste har jeg ikke set siden, mens jeg tilfældigt efterfølgende er stødt på andre. Men det skulle vise sig, at et af bekendtskaberne blev både langvarigt og varmt. Ægteparret Bodil og Thomas Thomsen fra Tåstrup var ikke almindelige rejsende på denne tur. Thomas var på det tidspunkt, som før nævnt, formand for Dansk Atletik Forbund og en af idémændene bag løbet. Han var med sin position den øverste ansvarlige for dette løb. Det må være skæbnens spil, der gjorde, at vi allerede på den første rejse indledte et varmt venskab.
Alle mennesker er på hver deres måde særprægede og har hver især deres egen lille, sjove historie. En mand i gruppen gjorde et ekstra indtryk på mig, selvom han var den, vi så mindst til. Han sad på et sæde nær os i flyveren, og straks han satte sig, “begravede” han sig under et tæppe. Vi så ikke mere til ham på den flyvetur. Jeg havde nok ikke set ham som maratonløber, men der tog jeg fejl. Det viste sig, at han hed Bent og ejede et værtshus i Helsingør. På værtshuset havde han – måske i overmod eller kådhed væddet med en gæst om sin præstation ved det kommende The Great Wall Marathon. Der var 5.000 kroner på højkant, og løbet skulle klares inden for fire timer og tre kvarter. Bent var “usynlig” på hele rejsen, men han havde vennen Søren med, og han var ligeså udadvendt, som Bent var indadvendt. Rejsen var spækket med mange udflugtsmål, som Søren deltog i med os andre, mens vi ikke så meget til Bent. Søren kunne berette, at Bent lå og sov eller – gud hjælpe mig – sad på værelset og læste i en turistbog om Kina! Moralen er klar: Hvorfor besøge Den forbudte by, når man kan læse om den på et hotelværelse i Beijing!
DR havde et TV–hold med på rejsen og var også sammen med os i gruppe 14. De skabte fokus på Bents væddemål og løb, og han havde åbenbart samlet godt med kræfter i sit selvvalgte “hotel–hi”, for han løb i tiden 4:39:53 og vandt dermed sine 5.000 kroner.
Flyturen København til Beijing varer omkring ni timer, når man rejser den direkte vej. I 1999 var der flere alternative muligheder afhængigt af, hvilken gruppe man var tilmeldt. Man kunne vælge både Air China og British Airways. Jeg har dog gennem alle årene rejst non–stop med SAS. På trods af den lange tur og ofte begrænsede plads, har jeg som regel følt mig vel tilpas på mine flyrejser. Det bliver sjældent til megen søvn, men læsning og film er med til at få tiden til at gå på en god måde. På de lange rejser bliver der serveret flere måltider, der er med til at give en god afveksling. Med årene er jeg desuden kommet til at kende løbets faste officials, så der er altid nogen med i flyet, jeg kender – og dermed mulighed for gode samtaler.
Den første dag i Beijing
Det er naturligvis ganske specielt at lande i Beijing den første gang. Alt er nyt og spændende. Det er en ting at have hørt og læst om landet, men de helt rigtige indtryk får man først, når man selv oplever kulturen, befolkningen, traditionerne, maden og alt det andet.
Når man rejser i gruppe, er det helt almindeligt at have gruppevisum. Det indebærer fælles indtjekning i København, men i Beijing kræver det endnu mere. Her skal man gå igennem paskontrollen i præcis den rækkefølge, der står på visummet. Den første på listen afleverer dokumentet til betjenten, mens den sidste får det udleveret igen. Den samme procedure gælder ved hjemrejsen. Jeg har dog hverken oplevet ind– eller udrejse i Kina som specielt omstændelig. Man skal naturligvis igennem kontrol, og papirerne skal være i orden, men så går det ganske let. Der er andre steder i verden, hvor den del af rejsen kan være noget belastende.
Da vi var kommet godt igennem lufthavnskontrollen og havde fået vores bagage, samledes vi alle med Søren Dehn fra Albatros Travel, og nu stødte også en lokal guide til gruppen. Der er altid tilknyttet en lokal guide til grupperne i Kina. For mit vedkommende har det altid været unge kvinder, så det er nok sådan, det er. Lokalguiderne magter det engelske sprog, og de har et bredt kendskab til deres lands kultur og traditioner. De fungerer dels som guider for de rejsende, dels som gruppens “praktiske gris”, der sikrer, at tingene kommer til at fungere. Jeg har kun de bedste erindringer om lokalguiderne. Det kan være noget af en prøvelse for vesterlændinge som os at skulle udtale kinesiske navne, men det er ikke noget problem, da guiderne altid tillægger sig et vestligt navn, som sprogligt er håndterbart for os.
Den første rejse til Kina gav utroligt mange nye indtryk, og der skete noget hele tiden. Man kan roligt sige, at det ikke var en badeferie, og at vi fik fuld valuta for vores turistpenge.
Allerede direkte fra lufthavnen kørte vi til Beijing Zoo, hvor vi var lidt over klokken otte om morgenen. Det var ikke en heldagsoplevelse, men vi skulle se pandabjørnene. I Beijing Zoo har kineserne skabt et fristed for de godmodige pandabjørne, der ellers er truet på livet de fleste andre steder i Kina. Da pandabjørnene normalt er mest aktive om morgenen, når det stadig er køligt, var dette det helt rigtige tidspunkt at besøge stedet, og vi fik rig lejlighed til at se de kære dyr, før vi skulle videre med dagens program.
Efter besøget i zoo gik turen til Sommerpaladset i den nordvestlige del af Beijing. I disse smukke og rolige omgivelser søgte kejserne tilflugt fra sommerens varme og støv. Et par gamle ovne og et blik ned i de underjordiske varmekanaler mindede os om, at man også kunne finde på at opholde sig der om vinteren. Et af højdepunkterne var at vandre ad den berømte “Lange Korridor”, der er udsmykket med tusindvis af vidt forskellige malerier.
Vores første måltid i Kina indtog vi i Sommerpaladsets gamle restaurant. Som jeg i årene efter skulle opleve mange gange, fik vi anvist plads ved runde borde med plads til en halv snes spisende. I midten af bordet sad en rund plade, der kunne dreje rundt. Herpå satte serveringspersonalet så den ene lækre ret efter den anden. Der manglede intet af kød og grøntsager, men til gengæld var vi flere, der savnede ris. Vi bad om det, men det tog noget tid at få på bordet, og det har jeg oplevet mange gange siden. Her har vi så en af de mange kulturelle forskelle, der er mellem kineserne og os fra den vestlige verden. I vores del af verden er det en naturlig ting, at der er ris eller kartofler på bordet fra starten. Men en guide har siden fortalt mig, at kineserne anser risen for fyldkost, som de ikke ønsker at spise deres gæster af med. De sørger i stedet for rigeligt med kød til at starte med.
Det blev noget af en udfordring for mig at skulle spise med pinde. Jeg havde tidligere forsøgt mig på kinesiske restauranter i Danmark og i London, men det var ikke gået særlig godt. Jeg valgte at studere Thomas Thomsen, der sad lige over for mig. Han klarede det fint, og jeg fik luret ham kunsten af. Det lykkedes mig at modulere Thomas’ teknik, så jeg også blev mæt. Bagefter fortalte jeg det til ham, og han sagde, at hans metode var helt og fuldt “hjemmestrikket”. Men hjemmestrikket eller ej, jeg har siden spist kinesisk på “Thomsensk”, og det virker fortrinligt for mig.
Det var efterhånden blevet midt på dagen, og det var nu muligt at tjekke ind på vores hotel, så busser satte kurs mod Overseas Prime Hotel. Jeg ved ikke helt, hvad jeg havde forventet af hotellet, men jeg blev i hvert fald glædeligt overrasket. Familiemedlemmer havde året før været på rejse i Kina og var kommet hjem med beretninger om ganske uhygiejniske forhold. Forskellen var nok, at vi var i en storby, i selve hovedstaden. Hotellet ligger på Beijings hovedstrøg, Wangfujing. Ikke midt i det værste mylder, men alligevel bekvemt nær Den Forbudte By og Den Himmelske Freds Plads. Standarden var på alle måder tilfredsstillende, og der var alt, hvad hjertet begærede med indendørs swimmingpool, helsecenter, businesscenter og barer. Men alt sammen til ingen nytte for os, da vi slet ikke fik tid til at gøre brug af de mange faciliteter.
Efter at have tjekket ind var vi rundt at se lidt på forholdene på hotellet og i de nærmeste omgivelser. Det var fristende at tage en lur, men vi var klar over, at det ikke ville være klogt, hvis vi skulle omstille os til den lokale tidszone.
Ved aftenstid mødtes hele gruppen i hotellets reception og gik sammen til en nærliggende restaurant, hvor vi indtog endnu et traditionelt måltid ved de runde borde. Herefter gik vi tilbage til hotellet, hvor vi straks gik i seng og faldt i søvn.
En dag fuld af nye indtryk
Denne rejse blev, som før nævnt, ikke “badeferie” med søvn til op af formiddagen og kølige drinks ved en swimmingpool. Der var aktiviteter hele tiden. Kina står tidligt op, så det gjorde vi også.
Efter et solidt morgenmåltid startede en dag, der bragte os tilbage til kejsertiden – til dengang kineserne kaldte kejseren for Himlens Søn og anså ham for at være hele verdens hersker. Vi startede med at køre til Den Himmelske Freds Plads. Her var indtrykkene dog begrænsede på grund af renoveringsarbejde, men der var nok af andre nye indtryk denne dag. Tæt på pladsen talte et kæmpestort digitalur ned i dage, timer, minutter og sekunder. Søren fortalte, at det var nedtælling til det øjeblik, Macao skulle overtages af Kina. Nogle år forinden var uret blev brugt til samme formål, da Hong Kong skulle overtages i 1997. Og nogle år senere kom uret i brug igen til nedtælling til De Olympiske Lege i 2008.
Når man er i Beijing for første gang, er der oplevelser, man ikke bør gå glip af. En af dem er Formand Maos mausoleum på Den Himmelske Freds Plads, hvor den balsamerede formand ligger til skue i sin glaskiste. Selvom det naturligvis var et tilløbsstykke for turister, var det faktisk i overvejende grad kinesere, der ville se formanden. Folk fra hele det store land strømmer således stadig til hovedstaden for at få et glimt af den store befrier, der smed det sidste kejserdynasti på porten og grundlagde Den Kinesiske Folkerepublik. At han så selv endte med at få status som en kejser, synes kineserne at have fortrængt eller i bedste fald have tilgivet.
Men dette besøg krævede tålmodighed, og de lange køer sneglede sig kun langsomt frem. Efterhånden nærmede vi os dog indgangen, hvor man kunne købe blomster til formanden, hvilket de lokale gjorde i rigt mål. Blomsterne blev lagt lidt længere inde i bygningen, og vi kunne så se, hvordan vagtfolk kom og fjernede blomsterne, efterhånden som bunken voksede. De blev naturligvis båret tilbage, hvor de kom fra, så de kunne sælges igen. Det må siges at være en god forretningsmodel.
Synet af formanden var i sig selv ikke den store oplevelse, men det er en interessant oplevelse samlet set, og jeg ville ikke have undværet den. Vi gik langsomt forbi glaskisten, hvor man hverken må standse op eller fotografere, og snart var vi ude på pladsen igen.
Der findes jo altid masser af skrøner om fortidens store personligheder, og således også om Maos balsamerede lig. Historier fortæller, at det slet ikke er Mao i glaskisten, fordi balsameringen af hans lig ikke gik godt. Ifølge historien skulle man så have fundet en bonde, der lignede, og tildelt ham den specielle opgave. Det er ikke til at vide, hvad der er op og ned, men historier er som før nævnt altid gode, hvad enten de er sande eller ej.
Efter dette var det tid til at besøge selve symbolet på kejsermagten: Den Forbudte By, der har været bopæl for i alt 24 kejsere. Det var et imponerede syn at stå foran hovedindgangen, hvor der hænger et enormt stort billede af Formand Mao. Jeg har ladet mig fortælle, at der findes to eksemplarer af dette billede, og et af dem er altid til afrensning og restaurering. Når det er nødvendigt, ombyttes billederne, så formandens billede altid er pænt og sirligt.
Paladset virker både frygtindgydende og uindtageligt, men vi fik god tid til at se os omkring, og Søren fra Albatros var en både dygtig og inspirerende fortæller. Vi fik også indblik i forskellene mellem danske og kinesiske arbejdsforhold, da vi et sted kom forbi et arbejdsstillads, bundet sammen af bambusstammer. Det danske arbejdstilsyn ville få travlt på disse kanter!
Efter frokost oplevede vi det store fuglemarked nord for Long Tan–parken, hvor kinesere fra nær og fjern kommer for at bytte, købe eller blot udveksle gode råd om deres elskede husdyr. Heller ikke dyrevelfærden var af dansk standard. Blandt andet så vi ganske små fuglebure proppet med fugle og sågar nogle med katte. Vi så også en handelsdrivende, der kom kørende på knallert med et stort antal levende høns hængende i et bundt på nakken. Som vi i Danmark går tur med hunden, går man i Kina tur med fuglen, og vi så flere lokale, der spadserede med et fuglebur i hånden, så “piphans” kunne få sin daglige “motion”.
Eftermiddagen blev rundet af med et besøg i Himlens Tempel, der er et enestående eksempel på Ming–dynastiets arkitektur og bygget samtidig med Den Forbudte By. Det er den eneste bevarede helligdom fra kejsertiden. Her ofrede kejserne både til deres forfædre og til himlen for at sikre deres magt.
Ved indgangen til Himlens Tempel oplevede jeg et optrin, der gjorde indtryk. Jeg forstod naturligvis ikke, hvad der blev sagt, men der var ingen tvivl om, at her var tale om en ikke ubetydelig konflikt. En lokal kvinde med et meget stort professionelt videokamera var i heftig dialog med to politibetjente, der ville inddrage kameraet. Men det faldt ikke i god jord hos kvinden. Først blev der talt meget højt, og siden forsøgte betjentene at fravriste kvinden hendes kamera. Men hun holdt krampagtigt fast, hvilket blot betød, at betjentene begyndte at tæve hende. Det var temmelig voldsomt at overvære, men vi skulle videre med gruppen og forlod derfor stedet. Da vi senere skulle tilbage til bussen, var de tre stadigvæk på stedet, og gemytterne var faldet lidt ned. Kvinden havde stadig sit kamera, og det er ikke til at vide, hvad det hele gik ud på.
Da vi kom tilbage på hotellet, fik alle udleveret en pose med startnummer, chip, T-shirt og diverse reklamer. Der var også en pose til ledsagerne, der gud hjælpe mig også fik en T-shirt. Havde jeg vidst det, havde jeg ikke selv stået med et startnummer og en chip den dag. Jeg ville også i månederne forinden og ikke mindst årene efter have sparet både mange kræfter og mange penge. Til gengæld ville jeg være gået glip af megen motion og ikke mindst mange fantastiske oplevelser, som jeg ikke ville have været foruden.
Men T-shirtene var ikke ens. På begge var påtrykt logoet for The Great Wall Marathon, men på løbernes stod ovenover: “Jeg gennemførte”. Jeg syntes måske nok, at det var lige frimodigt nok at udlevere T-shirts med denne tekst, før løbet reelt var gennemført. De efterfølgende dage så jeg løbere iført deres nye T-shirt. Men dertil var jeg alt for ærefrygtig.
Jeg har aldrig fundet ud af, hvorfor der pludselig var T-shirt til alle rejsedeltagere. Måske havde min telefonsamtale sat noget i gang på Albatros Travels kontor.
Om aftenen gik turen i teatret for at opleve Peking Operaen. Kinesisk opera har intet at gøre med det, vi i Vesten anser for opera. Den kinesiske opera er en besynderlig, men fascinerende, blanding af sang, dans, akrobatik og pantomime. Vores vestlige øre skal vænne sig til sangernes høje toneleje og de traditionelle og ret besynderlige musikinstrumenter. Det var ganske fascinerende at betragte de overdådige kostumer og farverigt sminkede ansigter på scenen. Kinesisk opera er en ganske speciel oplevelse, som jeg senere har gentaget, men som jeg næppe bliver helt forfalden til.
Det første besøg ved Den Store Mur
Mandag den 24. maj var det tid til inspektionsturen ved løbsområdet. De mange busser afgik omkring klokken syv om morgenen fra Beijing mod Huangyaguan, så der var ikke noget med at sove længe. Turen til løbsområdet er på 125 kilometer nordøst mod bjergene og tager omkring tre timer inklusive en pause. Vi var fremme sidst på formiddagen, og jeg oplevede nu for første gang området og Yin og Yang–pladsen, som jeg skulle vende tilbage til så mange gange senere.
Stedet var dengang relativt ukendt, og kun få turister havde fundet vej til denne fjerne del af det berømte bygningsværk, selvom der faktisk på netop dette sted var talrige muligheder for at boltre sig og gå på opdagelse.
Der er sket meget siden den majdag i 1999. Takket være de årligt tilbagevendende maratonløb har byen øget sin velstand, hvilket afspejles i forholdene. Det er dejligt for byen, men dengang som nu var vi jo netop tiltrukket af at skulle opleve et adventure maraton, og med årene er forholdene blevet mere bekvemme, end det var tænkt ved løbets start. I de første år var der frie adgangsforhold i området, mens der med årene er kommet afspærringer og billetkontrol. Der var ikke sæder på Yin og Yang–pladsen, så vi måtte sidde direkte på en betonafsats. Der er også med årene sat afskærmning op for solens varme stråler på pladsen, mens vi i de tidlige år sad direkte i den bagende sol.
Da alle var ankommet til pladsen, startede det tekniske informationsmøde under ledelse af Thomas Thomsen. Det kommende løb blev grundigt beskrevet, og igen blev det gjort klart, at vi ikke stod over for et tilfældigt løb. Vi blev indskærpet forsigtighed, løbets farefulde områder blev beskrevet, og diverse regler og forordninger blev klargjort. Ingen kunne være i tvivl om, at vi stod over for et meget hårdt løb, og at det ikke ville være en skam at melde fra, udgå under løbet eller blive taget ud af officials.
Løbet blev faktisk betragtet som værende så ekstremt, at det direkte blev frarådet debutanter at deltage. Selv holdt jeg lidt lav profil, da jeg ikke ville risikere, at nogen fandt mig uegnet til at stille op. Jeg fandt senere ud af, at der ikke var så få endda, der havde valgt netop dette som deres første maratonløb.
Efter informationsmødet blev vi kørt op til startstedet på toppen af et bjerg lige ved Den Kinesiske Mur. Her var det obligatorisk, at alle skulle gå over muren, så ingen kunne blive overrasket, når det virkelig gik løs to dage senere.
Den Kinesiske Mur består af spredte og meget lange fæstningsværker af både jord og sten. Det meste ligger i Folkerepublikken Kina og blev bygget fra slutningen af det 13. århundrede til begyndelsen af det 16. århundrede som beskyttelse med mongolske og tyrkiske stammer. Der var i samme periode, under Ming Dynastiet, også borgerkrig i Kina. Men der var blevet bygget mure her allerede tilbage i det 3. årh. f.Kr. som beskyttelse mod nomadestammer fra det nuværende Mongoliet og Manchuriet. Murens samlede længde er 8.851,8 kilometer, men dele af muren er væk, idet lokale har genbrugt materialerne til diverse byggerier. I dag er særlige dele af muren dog fredet. Det krævede mere end 300.000 mand at bygge den, og det siges, at muren er bygget både af og på kinesere. Det var nemlig ikke frivillig arbejdskraft, der sled med byggeriet, og mange mistede livet undervejs. Men de døde kroppe blev brugt som fyld i murens bund, og legenden vil vide, at der ligger et lig per meter.
Et hårdnakket, men misforstået, rygte siger, at man kan se muren fra månen. Månen befinder sig cirka 384.000 kilometer fra jorden, og selvom Den Kinesiske Mur er lang, er den på sit bredeste sted kun cirka ti meter. Det ville svare til, at man skulle kunne se noget, der er en millimeter tykt på 38,4 kilometers afstand – og det kan man ikke.
The Great Wall Marathon løbes på en del af Den Kinesiske Mur, der ligger i 300–600 meters højde. Bredden på muren varierer fra en til fire meter, og nogle steder løbes der på en smal sti, hvor man af sikkerhedsmæssige årsager ikke bør passere hinanden.
Det var en helt speciel følelse, da jeg tog de første skridt på muren. Allerede på det tidspunkt hvor jeg endnu ikke havde løbet mit første maratonløb, havde jeg en fornemmelse af, at jeg skulle løbe her flere gange – også selvom jeg på det tidspunkt aldrig havde løbet et maraton før. Jeg blev virkelig begejstret og grebet af spænding. Der var noget helt særligt over det her sted, og hårene rejste sig på armene adskillige gange i disse dage. Det er en helt speciel oplevelse at løbe sit første maratonløb i så fantastiske omgivelser, og selvom jeg senere har løbet maraton på syv kontinenter og har haft mange store oplevelser, har intet endnu kunnet overgå The Great Wall Marathon – og det vil næppe nogensinde ske.
Igennem en årrække var det virkelig med fare for liv og lemmer at løbe på muren. Flere steder kunne man risikere at falde temmelig langt ned, hvis man ikke var forsigtig. Nogle steder skulle man tidligere klamre sig til murstykker eller udspændt tov, men med årene er der flere steder opsat et metalgelænder. For mig er The Great Wall Marathon til stadighed ganske speciel og unik, men jeg savner charmen ved de første års udfordringer.
Denne første tur over muren var betagende, selvom det kun var en turisttur, der skulle vise, hvad der ventede os. Vi gav os god tid til at nyde det betagende syn og få de gode fotos i fotografiapparaterne, der dengang indeholdt celluloidfilm. Selvom vi endnu kun var på sightseeing, var ingen i tvivl om, at dette ville blive ganske hårdt. Overalt stod lokale hjælpere med grønne flag og viste os vejen, selvom det var ret overflødigt, eftersom der ikke var mulighed for afstikkere. Men de havde nu også en mere betydningsfuld opgave. De skulle sikre, at vi ikke faldt ned på de steder, hvor der ikke var sikkerhedsafspærring.
Med årene har The Great Wall Marathon taget sloganet “5,164 Steps Into History”. På dette første løb var det officielle tal 3.700 trin. Godt nok var vi i de første år ikke rundt om et fort for enden af muren ved Yin og Yang–pladsen. Men der kan umuligt være hele 1.464 trin på fortet. Årsagen til differencen må fortone sig blandt uløste gåder …
Selvom vi “kun” var gået over muren til fods, var det ikke uden fysisk påvirkning, vi kom tilbage til Yin og Yang–pladsen. Vores lægge begyndte at syre til, og jeg frygtede, hvordan det skulle gå på løbsdagen. Med årene har jeg dog erfaret, at det er det pludselige stop fra muren til pladsen, der giver den ubehagelige syre. Det er aldrig sket efter løbet og ej heller på inspektionsdagene, efter at turen rundt på fortet er blevet en del af løbet.
Da vi var kommet over muren, fik vi noget mad, før det var tid til yderligere inspektionstur. Vi blev nu kørt ud på ruten til områder med jord– og stenvej og marker, og vi kom gennem små landsbyer, hvor den lokale befolkning videbegærligt fulgte med i alt det postyr, udlændingene skabte.
Det blev en meget lang dag, og vi indtog aftensmaden i en restaurant på hjemvejen. Det var tæt på midnat, før vi trætte og mætte af indtryk var tilbage på hotellet i Beijing.
Dagen før dagen
Dagen før det store løb var endnu en dag fuld af aktiviteter og nye indtryk. Efter morgenmaden besøgte vi det lokale madmarked, hvor den almindelige kineser køber ind. Inden for kinesisk kogekunst er det en hævdvunden tradition, at man bruger så friske råvarer som muligt. Hvilket vi senere måtte sande, da vi samme aften blev præsenteret for et noget specielt måltid.
Efter markedet besøgte vi først et af Beijings lokale tehuse og herefter det noget anderledes Lama–Tempel, der ligger i det nordøstlige Beijing. Dette var oprindeligt residens for en prins (senere kejser), og eftersom ingen måtte bo i et palads, der havde været beboet af en kejser, blev det i 1744 omdannet til tempel for lamaismen. Det lykkedes, takket være en speciel indsats, at redde bygningerne fra rødgardisternes hærgen under kulturrevolutionen, og i dag kan man glæde sig over mange velbevarede statuer, herunder en 18 meter høj Maitreya Buddha, skåret ud af et enkelt stykke sandeltræ.
Senere samme dag besøgte vi Silkemarked nær ambassadekvarteret. På det tidspunkt lå Silkemarked i det fri i et større område med forskellige boder. Her solgtes alt mellem himmel og jord, og ikke alt var af god kvalitet. Men det var noget af en oplevelse at komme her første gang. Her var en leben og en råben, og man kunne ikke gå to skridt, før man blev overfaldet af en anmassende handlende, der ikke ville tage et nej for et nej. De syntes pinedød, man skulle købe hvad som helst. Det blev da også til noget handel, og jeg lærte straks, at man ikke bare betaler den forlangte pris. Hjemme i Danmark er jeg ikke typen, der “prutter” om prisen. Jeg kan godt i nogle tilfælde forsigtigt høre om en rabatmulighed, men som udgangspunkt betaler jeg, hvad der bliver forlangt. Til gengæld har jeg i Kina, allerede fra første år, været en sand mester i at “prutte”, og jeg har i nogle tilfælde kunne få en vare ned på en tiendedel af den oprindeligt forlangte pris. Det hele er i bund og grund et skuespil, og jeg ved på forhånd, hvad de handlende siger, så jeg er godt forberedt. De vil rigtigt gerne handle med mig, fordi jeg er dansker, og de er vilde med Danmark. Jeg er deres første kunde på dagen, så det betyder meget at gøre en handel med mig, da det betyder lykke for dem. Når jeg vil tinge om prisen, fortæller de, at de mister penge på at handle med mig. Hvis jeg fortæller, at jeg kan købe varen billigere på et andet marked, fremhæver de deres vares helt specielle kvalitet. En ting er dog helt sikker. Når jeg med et smørret grin har lavet en god handel, så griner kineseren også. Der tjenes penge ved hver handel.
Trods mine mange rejser til Kina har jeg ikke tillagt mig sproget, men “nihau” kom ind under huden her på den første rejse. Det ord kender de fleste turister sikkert. Det betyder “goddag”, “hej”, “møjn”. Men jeg lærte også ordet “buyao” af Søren Dehn her på den første tur. Buyao betyder ganske kontant, at man ikke er interesseret i at købe noget. Nogen gange virker det, men andre gange griner de bare og siger buyao, buyao.
Vi kom dog også til en forretning med mere ordnede forhold, den statsejede Venskabsbutik. Her tingede man ikke om priserne, og det vrimlede ikke med mennesker. Når man fandt noget, man ønskede at købe, skulle man gå over til en disk og bestille varen. Man fik så en håndskrevet bon i to eksemplarer, der skulle afleveres ved kassen, hvor man betalte for sin vare, fik den ene bon stemplet og derefter kunne gå tilbage og hente varen, der i mellemtiden var pakket ind. Hanne besluttede at købe en traditionel, kinesisk kjole i rød. Den skulle bæres ved en stor nytårsfest i Guldaldersalen på Hotel Prindsen i Roskilde ved det kommende årtusindeskifte. Sammen gik vi ind i et lille værelse med almindelig dør med håndtag, indrettet til prøverum, men da vi skulle ud, duede håndtaget ikke, så vi måtte banke og råbe efter personalet. Mens vi ventede, kunne vi ikke lave være med at grine ved tanken om at have rejst mere end 7000 kilometer for at løbe maraton for blot at strande i et prøverum, mens løbet blev afviklet. Så galt kom det dog ikke til at gå. En kvinde kom og åbnede døren for os ved at kile et postkort ind i sprækken ved låsen, og Hanne
fik sin kjole. Om den blev brugt nytårsaften ved jeg dog ikke. Hun var ikke med i Guldaldersalen, men det er en helt anden historie.
Denne dag var aftensmaden helt speciel. Vi fik nu at mærke, hvor vigtigt det er for kineserne med friske råvarer, idet vi skulle have levende fisk, hvilket var en temmelig spøjs, men også bizar oplevelse. På restauranten blev vi bord for bord kaldt ud i køkkenet for at se “vores” fisk blive tilberedt. Her så vi, hvordan kokken tog en spillevende fisk op af et vandbad og skar bugen op. Indvoldene blev taget ud, og der blev skåret snit ved hovedet og flere steder ned af fisken, så skindet kunne løftes. Fisken blev skyllet, vendt i mel og herefter stegt i kort tid på en pande. Efterfølgende blev den overhældt med noget sovs og båret ind til bordet til fortæring. Her lå fisken så med åben mund og “trak vejret”. Givetvis var den død, og det var de sidste reflekser, men vi skulle nu med vores spisepinde nappe stykker af kødet under skindet. Ingen af os havde dog særlig lyst til at sætte tænderne i fisken efter den forestilling. Heldigvis var der meget anden mad at vælge mellem.
Efter maden blev vi kørt hen for at se traditionel, kinesisk akrobatik, og vi var tilbage på hotellet klokken 21. Senere skulle det heller ikke være med det program, der lå foran os dagen efter.
Den helt store dag
Endelig oprandt dagen vi alle havde set frem til. Onsdag den 26. maj 1999 – dagen for The Great Wall Marathon. Man kan ikke sige, at det var morgenvækning, da telefonen ringede og en stemme sagde “nihau” samt noget mere. Det var faktisk midt om natten. Vi havde forberedt, hvad vi kunne dagen før. Tøjet lå klar med startnummeret hæftet fast på trøjerne med sikkerhedsnåle, og vi havde købt personlige tidtagningschips, der var påsat vores løbesko i snørebåndet. Intet var overladt til tilfældighederne.
Jeg var helt bevidst om, at jeg skulle løbe, og at jeg ville ud og fuldføre. Jeg var virkelig sitrende i kroppen af spænding, og der var ikke på noget tidspunkt tvivl i mit sind om, at jeg skulle fuldføre – heller ikke selvom jeg var debutant som maratonløber.
Efter morgenmaden var det tid til busafgang, og alle busser, både med løbere og tilskuere, skulle køre samlet fra hotellet senest klokken seks mod Huangyaguan. På en opsamlingsplads 38 kilometer nordøst for Beijing ventede vi, til alle busserne var samlet, og herefter kørte vi i samlet konvoj til Den Kinesiske Mur med løbernes busser som de forreste. Det var et betagende syn at se 19 busser i en lang række sno sig gennem landsbyer og ad bjergveje mod dagens store mål. Der var ikke meget trafik så tidligt om morgenen, men det ville ikke havde sinket os, for foran, bagved og på siden af busserne kørte motorcykelbetjente med blå blink og sikrede os vores vej frem til bestemmelsesstedet. Det var en euforisk fornemmelse at se hele kortegen af busser og motorcykler. Jeg sad med en fornemmelse af at være betydningsfuld, og det var vi jo også alle sammen.
Vi var fremme ved bestemmelsesstedet klokken ni.
Der var ingen tvivl om, at dette var en ganske speciel dag for os alle. Vi var 306 løbere og vel omkring et tilsvarende antal ledsagere, officials, læger og pressefolk. For at skabe fokus på løbet havde arrangørerne inviteret tre kendisser med. Skuespilleren Lars Bom, der på det tidspunkt netop var blevet landskendt som “Stridser på Samsø”, skulle, ligesom jeg, løbe sit livs første maraton. Også Bettina Aller var blandt deltagerne. Hun havde kort forinden været på ekspedition til Nordpolen. Henrik Ørum var netop blevet landskendt i Robinsonekspeditionen på TV3, og også han skulle her løbe sit livs første maraton. I det hele taget hang fribilletterne vist lidt løst i disse år, før finanskrisen vendte op og ned på meget. Dagbladet BT havde foruden journalist og fotograf også nogle turister med, der havde fået et skulderklap af bladets ledelse. Og der var også andre med på turen som gæster.
Men der manglede nu en særlig kendis ved startsnoren på denne specielle dag. Jeg har ladet mig fortælle, at arrangørerne havde inviteret Hans Kongelige Højhed Kronprins Frederik til at deltage i løbet. Kronprinsen er en habil idrætsudøver og havde på det tidspunkt flere maratonløb på sit CV. Blandt andet havde han måneden, før i sin fars hjemland, løbet Paris Marathon. Men hoffet havde desværre takket nej til invitationen til dette løb, der jo lå på prinsens fødselsdag.
Med “sommerfugle” blafrende i maven stod vi alle klar i god tid til dagens store begivenhed. Fra et talerpodie midt på pladsen skulle The Great Wall Marathon startes officielt med taler af højtstående kinesiske embedsmænd, formand Thomas Thomsen fra Dansk Atletik Forbund og den danske ambassadør i Kina, Christopher Bo Bramsen. Sidstnævnte kunne i sin tale berette, at der aldrig før i historien havde været så mange danskere samlet i Kina på en gang. Til gengæld blev rekorden utvivlsomt slået ni år senere under De Olympiske Lege i Beijing. Interessen var stor for denne historiske begivenhed, og hele seks tv–stationer var til stede på dagen.
Efter de officielle taler var det tid til opvarmning, som blev ledet af Bodil Thomsen. Bodil er ægtefælle til Thomas Thomsen og er mangeårig gymnastikinstruktør. Efter opvarmningen var vi alle spændte som flitsbuer for at komme i gang, og dette skete som planlagt klokken ti. For ikke at klumpe sammen på muren blev vi sat i gang i grupper af 30–40 løbere med tidsinterval på to−tre minutter mellem hver gruppestart. Vi startede syv minutter efter de første.
Ved dette første The Great Wall Marathon var flere ting anderledes, end det skulle blive i årene fremover. Løbets start var således ikke på Yin og Yang–pladsen, men på toppen af et bjerg fem kilometer fra pladsen.
Da startskuddet gik, løb vi mod nord og derpå igennem en hvid portal og hen over en åben plads for herefter at møde de første – men absolut ikke sidste – trappetrin. At “møde muren” under et maratonløb er et velkendt begreb, men at møde den efter få hundrede meter er ganske usædvanligt! Nogle har sikkert valgt at løbe på trapperne, men mange af os valgte en anden taktik på dette tidspunkt. Trapperne på muren er nemlig ekstreme. Nogle er høje, andre er lave, nogle er brede, andre er smalle. Ikke alle trin er helt vandrette, så der er nok af udfordringer. Når jeg gennem årene har fortalt om The Great Wall Marathon, har jeg mange gange mødt undrende mennesker, der ikke har kunnet forstå, at ikke HELE løbet foregår på muren, men 2 x 3,5 kilometer er rigeligt. Det skal nok prøves for rigtigt at forstå det.
Murstykket var som nævnt en udfordring, men vi tog den med ro som de fleste andre og betragtede denne del af turen som en turisttur, selvom vi dog var fokuseret på at komme over muren i en rimelig tid.
Det er betagende at løbe på muren. Man løber gennem flere tårne, og mange steder er udsigten fantastisk. Som overalt på ruten er der også på muren godt med væskedepoter. Løbet ville slet ikke kunne gennemføres uden frivillig arbejdskraft fra lokalbefolkningen. Vejvisere og sikkerhedsfolk er der overalt. De mange, mange flasker vand på muren er båret op af kineserne. Man må sige, at de gør noget for deres gæster. Vi får alle hvert år indskærpet vigtigheden af at opføre os ordentligt som gæster, herunder også ved at passe på naturen. Det er så ikke alle de lokale, der tager dette lige så højtideligt. Et år hørte jeg om nogle kinesere, der tømte en sæk med tomme plastikflasker ud over muren for at slippe for at bære dem ned til en anstændig bortskaffelse.
Som tidligere nævnt var ruten i de først år noget mere primitiv, end det senere skulle blive tilfældet. I de første år var der lange strækninger uden rækværk på den venstre side – altså frit fald! Og nogle steder var der så stort fald på muren, at de løbere, hvis sko ikke kunne bide sig fast på stenunderlaget, måtte klamre sig til kraftige reb med knuder på. Her gjaldt det om at holde farten nede, så man ikke brændte hænderne eller mistede fodfæstet. Læger, redningsmandskab og hjælpere stod klar til indsats på stedet, såfremt der skete uheld.
På løbets første del på muren går ruten i princippet nedad. Fra toppen af bjerget skal vi jo ned på Yin og Yang–pladsen. Men virkeligheden er imidlertid en anden. Vi skal op og ned ad trapper fra tårn til tårn, og flere steder både i tårnene og andre steder drejer ruten 90 grader. Det er således ikke muligt at komme i et jævnt løb for dem, der magter at løbe. Dertil er forholdene alt for omskiftelige. Også underlaget er forskelligt. Nogle steder er der natursten, andre steder egentlige mursten. Man kan ikke komme ind i en rytme.
Gedestien er legendarisk, og det var også den, der gav en af udfordringerne det første år. Den er desværre senere blevet belagt med store fliser, men her i 1999 og i de efterfølgende år var gedestiens udfordringer vanskeligere end nu. Selvom stien også på det tidspunkt var blevet udbedret fra det oprindelige, og ruten var blevet renset, kunne der alligevel forekomme løse sten. På dette stykke går stien nedad, og jeg var flere gange nødt til at gribe fat i grene for at kunne stå fast. Halvvejs nede ad stien var der væskepost og et primitivt toilet.
Lidt længere nede var de værste kvaler ved at være ovre – for denne gang. Senere på dagen skulle vi jo løbe samme tur, men i modsat retning. Nu kunne vi se ned på floden og broen, der senere skulle passeres, og fortet ved målområdet og Yin og Yang–pladsen lå også til frit skue. Fra at have fulgt en sti af jord og ler skiftede ruten tilbage til muren, og igen måtte man flere steder holde fast i opsat tovværk for at komme sikkert ned. Lidt længere nede slår muren en stor bue, og i de tidlige år var der også her frit fald i den ene side. Kort tid efter var det tid til at forlade muren ved at dreje 90 grader til højre, tage et par trin ned og så at dreje 90 grader til venstre. På det næste stykke fulgte nu 576 trappetrin NEDAD og uden skærmende murværk.
Helskindet nede ad trappen kom vi til et tårn, hvor vi skulle dreje skarpt til højre for at komme ud på den bro, vi tidligere havde set fra bjerget. For enden af broen kom vi til endnu et tårn, og lidt længere fremme var det ved at være slut med at løbe på trapper for denne gang. Med et skarpt venstresving førte de sidste trappetrin os ned på den store målplads med tribunerne og Yin og Yang–symbolet.
På muren havde vi ikke haft andre tilskuere end de kinesiske vagter og vejvisere, som vi både havde smilet og sagt “nihau” til. På trods af de fysiske strabadser havde vi hidtil nydt løbet og givet os tid til at se den betagende udsigt. Det var før tiden med smartphones og små digitale kameraer, så vi havde ikke kamera med. Men havde der ikke været tilskuere på muren, var der på Yin og Yang–pladsen til gengæld liv og glade dage. Pladsen var og er hjertet i hele løbet og fyldt med diverse officials og medrejsende familiemedlemmer og venner.
Men vi måtte straks forlade “orkanens øje” og bruset fra de mange på pladsen igen. Nu gik ruten gennem portalen i Great Wall Fortets fundament og straks herefter til højre ud ad asfaltlandevejen. Det var langt til næste læge eller toilet, så det var nu, hvis man havde brug for en af delene. Men for en løber – og særligt en mandlig løber er der altid muligheder, så der var ingen grund til panik.
Nu gik det derudad på raske fjed. Eller “gik” er nu nok det forkerte ord, for her kom vi for alvor i gang med at løbe. Det var efterhånden blevet op ad formiddagen, og solens stråler tog til, så vi blev godt gennemstegt. Jeg valgte den strategi at tømme en flaske vand ned over hoved og krop ved mange væskestationer. Det var det kolde gys, men svalede dejligt. På landevejen var der masser af trafik, som vi skulle tage os i agt for. Mange af køretøjerne var primitive landbrugsredskaber med firtaktsmotorer. De både larmede og osede, men var med til at øge stemning af at være med til noget specielt.
Strækningen på asfalt var på otte kilometer. Her var det muligt at løbe, men vi magtede det ikke konstant. Både varmen og de trætte ben tvang os til periodisk at gå lidt. I venstre vejside kunne vi se floden, og det var også på denne vej, at løbets busser kørte tilskuere ud for at betragte deltagerne, mens udgåede løbere kunne få et lift med tilbage til målstregen. På den sidste del af dette stykke blev vi ledt over en udtørret flod via en bro og ind til den mindre by Xiauing. Det var på dette stykke, vi skulle samle lidt kræfter, for kort tid efter ville der komme nye udfordringer.
Vi forlod nu landevejen for at løbe ud på en fire kilometer lang grusvej. Nu ophørte et af de mest sikre tegn på vor tids civilisation – asfaltvejen – og vi var i den såkaldte “Gobi–Ørken”. Vi løb på en smal jordvej, der støvede en del. Havde vi tidligere måttet undvære tilskuere og opbakning fra lokalbefolkningen, blev forholdene nu anderledes. Ligesom dagen var en oplevelse for os, var den det også for folkene i landsbyen. De havde ikke før set en mængde mennesker fra et så fjernt land som Danmark komme masende med sved på panden igennem netop deres ydmyge landsby. Vi fik mange opmuntrende tilråb, som vi dog ikke forstod et ord af, men meningen var tydelig nok. Glade børn og betuttede børn, der næsten alle var godt beskidte, stod med store smil og klaskede hånden mod vores, når vi løb fordi. Det er ikke altid let at have overskud under sådan et løb, men på dette tidspunkt var optimismen og glæden helt i top. Det er svært at forklare glæden ved sådan en oplevelse. Men omgivelserne, de mange snottede børn og tandløse gamle med store, opmuntrende smil og selve følelsen af løbe her og mærke “suset”, gik op i en højere enhed.
Efter denne strækning skulle vi igen krydse floden over en bro, og derefter skulle vi løbe langs floden mod nord. Nu fulgte halvanden kilometer jord– og grusvej, inden vi igen fik asfaltvej under fødderne. Først fulgte vi flodens løb for siden at løbe i umiddelbar nærhed af en vandingskanal, hvor vi gav os tid til at betragte dette noget sælsomme landbrugsforbedringsmiddel. Herefter kom vi igen på landevejen fra tidligere, men denne gang løb vi i modsat retning og havde floden på højre hånd. Nu var det så “bare” ligeud med 3,5 kilometer tilbage til Yin og Yang–pladsen. Men “bare” var det jo ikke. Det var stegende hedt. Den dag kom temperaturen op på 31 grader i skyggen, men den skygge så vi nu ikke meget til.
Under hele løbet var der rigelig og god forplejning både med vand og nogle steder også med energidrik eller bananer. Det var faktisk også muligt at aflevere sin egen forplejning med navn på ved startstedet. Så kunne det samles op på særlige steder langs ruten efter løberens eget ønske. Vi havde købt noget chokolade, men det har jeg aldrig gjort siden. Det var fuldstændig smeltet og klistret.
Da vi kom tilbage til Yin og Yang–pladsen og skulle på muren igen, havde vi løbet 19 kilometer. I alle senere The Great Wall Marathon er vi kommet til muren anden gang efter 34 kilometer. Der er ingen tvivl om, at første udgave af løbet havde en “lettere” rute end de efterfølgende.
Nu var der mulighed for et kort gensyn med familie og venner, ligesom der både var forplejning, toilet og lægestab, men vi havde ikke tid til at fordybe os i noget og gik straks på muren igen.
Hvis muren første gang havde været en prøvelse, var det endnu værre anden gang. Nu havde vi 19 kilometer i benene, solen stod højt på himlen, og vi skulle kæmpe os fra pladsen til bjergets top. Der var også nedadgående trapper, men det var nu en ringe trøst.
Efter at være kommet de første trin op og ud over den lange brostrækning var vi tilbage ved foden af de mange trapper, der skulle føre os op. På det første stykke kunne man med fordel gribe fat i det udspændte tov for at komme sikkert op, og herefter fulgte den meget smalle gedesti. Selvom der ikke kom løbere imod os, gjaldt det alligevel om at være forsigtig og agtpågivende. Det var ikke stedet for overhaling, men det var nok også de færreste, der var i stand til det. Stien sluttede med en højre–venstre kombination, begge på 90 grader og med 11 trin imellem.
Her på muren oplevede jeg for første, men ikke sidste gang, hvor hjælpsomme og hensynsfulde løbere generelt er over for hinanden. En løber havde således problemer med astma, men fik et sug fra en anden løbers astmaspray, så hun var klar til at fortsætte igen.
Efter at have forladt stien var vi tilbage på et bredt murstykke, hvor det var muligt at give den gas. Men det var vist ikke mange i stand til. Efter nogen tid var vi på vej mod Enketårnet, der nok var det teknisk sværeste stykke under hele løbet, træthedsfaktoren taget i betragtning. Men der var mange udfordringer undervejs. Snart var vi igen ved et af de steder, hvor der var reb at gribe fat i, og det var ingen skam at tage imod de forhåndenværende hjælpemidler.
Nu var der stadig et par tårne tilbage, men de værste kvaler var overstået, og kort efter et væskedepot nåede vi det tårn, hvorfra det nu stort set gik nedad hele vejen til en stenportal på muren. De sidste “lette” trappetrin blev passeret, og vi var snart tilbage på stedet for løbets start. Herefter ventede nedløbsturen på fem kilometer.
Det gjaldt om at være agtpågivende på vej ned ad bjerget. Flere steder var der et fald på ti procent, selvom der dog også var lige strækninger eller strækninger med en svag stigning. Ved bjergets fod passerede vi floden over en bro og løb igennem en flot træportal. Vi havde nu løbet to tredjedele af løbet og var over stigningerne. Og herregud, 15 kilometer er jo ingenting! Men det var nu ikke den fornemmelse, vi havde. Selvom jeg var debuterende maratonløber, var det alligevel mig, der havde de fleste kræfter. Jeg havde måttet lægge beslag på mig selv i løbet af turen, og Hanne havde kæmpet ekstra for, at vi kunne følges ad. Hun havde flere gange opfordret mig til at løbe mit eget løb, og jeg havde afvist, men nu på det flade stykke måtte jeg se realistisk på situationen, så Hanne og jeg sagde på gensyn, hvorefter jeg løb mit eget løb og lod hende bag mig.
Jeg var igen kommet ned på den flade asfaltvej fra tidligere. Nu havde jeg en strækning på 7,2 kilometer foran mig, og ganske vist var strækningen til at have med at gøre, men til gengæld var varmen ekstrem, så der blev ikke ligefrem blev spurtet. Jeg løb så meget som muligt, men måtte også periodevis gå, og jeg sørgede for at få godt med væske ved hver station, ligesom jeg indimellem hældte vand over hoved og krop. Nu mødte jeg også løbere i den anden vejside, der var på vej tilbage til mål, men jeg blev ikke naget af misundelse. Jeg var blot fokuseret på mit eget løb og mit indædte ønske om at komme i mål.
Efterhånden kom jeg igen til Xiaying, som jeg også havde været igennem tidligere på dagen, og der var stadig mange mennesker, men mit overskud var ikke så stort mere, og jeg tror ikke, jeg var helt så smilende. Det blev nok heller ikke til så mange håndklask som under første tur. Men der var dog andre maratonløbere med overskud til socialt samvær, og en deltager havde sågar givet sig tid til at tage et lille pot billard med de lokale.
Omtrent midt i byen skulle vi dreje skarpt til venstre, hvorefter ruten snart skiftede fra asfalt til grusvej. Støvplagen var ikke blevet mindre end tidligere, og heden var ekstrem. Men efter at have passeret floden, løb jeg nu langs med den med visheden om, at det ikke ville vare længe, før det var slut med den støvede grusvej.
Endelig kom jeg tilbage til den sikre asfaltvej. Her var væskestation og stoppested for opsamlingsbussen, men den fristede mig ikke. På trods af ekstrem træthed var jeg “høj” og fuldt fokuseret på at skulle fuldføre mit livs første maratonløb.
Jeg havde tidligere set hurtigere løbere end mig på vej mod mål. Nu var jeg selv på vej mod mit mål og kunne se enkelte løbere i modsat retning på vej ud til “Gobi–Ørkenen”, som den blev kaldt. Vi løb jo nogle gange rundt i samme sløjfe, og en løber præsterede endog det kunststykke at løbe forkert, hvilket gav ham en ekstra sløjfe. Resultatet blev, at han løb sig et The Great Wall Ultra Marathon på 50 kilometer.
Nu var jeg ude på løbets sidste strækning. Jeg havde floden på højre hånd, og overalt mødtes jeg af hjertelige tilråb på såvel dansk som kinesisk. På et tidspunkt råbte en tilskuer, at jeg kun manglede 800 meter, men da jeg så fem minutter fik nøjagtig samme tilråb fra en anden, føltes det som lidt af en nedtur. Denne skulle dog snart efter ændres til triumf. Nu var der kun en ting der talte: MÅL.
Jeg var nået helt ind på opløbsstrækningen, hvilket gav ekstra kræfter, og der var ikke tid til at gå og have ondt af sig selv. Nu skulle det fuldføres. På et tidspunkt i løbet af ruten havde jeg sat mig det mål at skulle klare løbet inden for seks timer. Nu vidste jeg, at det også ville lykkedes. Jeg så folk gå omkring med medaljer om halsen. De så trætte, men også meget glade ud, og det kunne jeg godt forstå.
Endelig, endelig, endelig passerede jeg 42 kilometerskiltet og drejede straks efter til venstre gennem portalen og ind på Yin og Yang–pladsen, der sydede og kogte af stemning. For mig var det et dybt rørende øjeblik. Mens jeg skriver disse ord til min bog, genskaber jeg ganske automatisk alle de følelser og fornemmelser, jeg oplevede hin majdag i 1999. Pladsen var fuld af glade og jublende mennesker, både løbere, tilskuere og officials. Midt i det hele stod Thomas ved målstregen og overrakte medaljer til alle, der kom i mål. Jeg hørte klappen, tilråb og præsentationer i højtaleranlægget. I mit indre havde jeg en selvsnak, der sagde: “Yes, du gjorde det, nu skal det blive godt med en bajer”. Tårerne pressede på, og hårene rejste sig på mine arme. Det var et meget, meget stort øjeblik, da jeg stod der med Thomas foran mig, men ingen af os kunne vide, at dette i årene fremover skulle gentage sig mange gange.
Min tid blev 5:56:54, så jeg kom under de seks timer, jeg havde sat mig for under løbet. Hjemmefra havde jeg ikke gjort mig nogen forestillinger om min tid. Det havde jeg ingen forudsætninger for, og jeg ønskede blot at gennemføre.
Men nu havde jeg virkelig behov for noget at spise og ikke mindst en øl. Efter en hel dag med vand og energidrik måtte der noget andet til. Med årene er kineserne gået meget op i adgangskort og spisebilletter. Sådan var det slet ikke i de tidligere år, så jeg kunne blot hente de sandwicher, jeg havde behov for. Det gjorde godt.
Der kom stadig løbere i mål efter mig, men naturligvis var mange kommet ind før. Løbet blev vundet af Niels Magnus Jensen fra Silkeborg. Med tiden 3:16:55 var han to timer og fyrre minutter hurtigere end mig. Det var helt surrealistisk. Vindertiden var ganske suveræn, da der var mere end 16 minutter ned til nummer to. Lars Bom fik en rigtig flot syvendeplads i sit debutløb. Han var i målområdet, da jeg kom ind, og jeg fik ham til at skrive sin autograf på mit startnummer.
Hos kvinderne vandt Kersti Jacobsen i tiden 3:55:30. Hun var heller ikke en “fru hvem–som–helst”, da hun tidligere havde vundet medaljer ved Danmarksmesterskaber på samtlige distancer mellem 1500 meter og 20 kilometer. Hun havde ligeledes opnået topplaceringer ved internationale maratonløb i hele verden.
Systemet i målområdet var, at man blot gik til busserne, når man var klar. Når en bus var fyldt op, kørte den mod Beijing. Således fulgtes man ikke med sin egen gruppe hjem, men med løbere der var kommet i mål nogenlunde samtidig med en selv.
Hanne kom også flot i mål i tiden 6:23:10. I alt 306 løbere havde stillet op til dette historiske løb. Fem løbere dehydrerede i varmen, men 60 kvinder og 232 mænd gennemførte. I alt 11 løbere udgik, og i tre tilfælde så løbsledelsen sig nødsaget til at tage løbere ud, da sluttiden ville overskride de ti timer. En håndfuld havde allerede før løbet meldt fra. Inspektionsturen to dage tidligere havde sat sig sine spor.
Da også Hanne havde fået noget at spise og suget stemningen fra målområdet til sig, var det tid for os til at finde tilbage til Beijing. Vi gik til parkeringspladsen og satte os ind i den næste bus til afgang. Jeg må sige, at jeg havde trætte ben der i bussen. Skoene røg af. Dem havde jeg fået nok af for den dag. Jeg forsøgte at finde hvile, men det var ikke let. Dertil var der for meget uro i kroppen.
Da vi nåede hovedstaden, var det lidt ud på aftenen, og det var blevet mørkt. Bussen stoppede ved en restaurant, og vi fik et velfortjent aftensmåltid på ægte kinesisk. Herefter kørte bussen i rutefart fra hotel til hotel med løbere og ledsagere.
Det var virkeligt skønt at komme tilbage til værelset med alle de tilhørende bekvemmeligheder. Vi trængte begge til et karbad, så det tog vi på skift. Det blev det længste karbad, jeg havde taget i mange år. Jeg lå bare og slappede af med en kold øl på kanten, og bagefter trængte jeg kun til en ting, og det var søvn. Det tog ikke lang tid at falde i søvn.
En tiltrængt hviledag uden planer
Dagen efter løbet var der ikke planlagt aktiviteter i dagtimerne, og efter morgenmaden tog vi ud i byen på egen hånd med et par fra Hellerup, der hed Susanne og Claus. Vi kendte dem ikke i forvejen, men var i de første dage gået godt i spænd med dem. Vi havde ikke energi til de store aktiviteter, men tog lidt rundt i byen. Vi havde hørt om en antikvitetsgade, som bugnede af malerier, kalligrafiske værker og antikviteter. Vi havde ikke noget ønske om at købe noget, men ville gerne se området. Jeg er ikke sikker på, at vi fandt det rigtige sted, men vi fik nogle hyggelige timer sammen, hvor ikke mindst indlagte drikkepauser gjorde godt. På et tidspunkt skulle vi passere en vej over en gangbro. Det må have været et syn for de lokale at se fire blege europæere i akavet og usikker stil vakle op ad trapperne. Den sidste del af eftermiddagen tilbragte vi med afslapning på vores værelse.
Aften med flot festbanket
Først på aftenen kørte samtlige deltagere, såvel løbere som tilskuere, til den store festbanket for at fejre verdens hårdeste maratonløb; The Great Wall Marathon. Det blev en flot aften med stort tag selv–bord, samt overrækkelse af præmier og taler. Der var præmier til de bedste i løbet, og derudover uddelte Peter Fredberg fra BT merchandisegaver fra sit bladhus til løbere, der på en eller anden måde havde gjort noget specielt eller finurligt. Der blev blandt andet uddelt armbåndsure og avisabonnementer.
Vi sad med vores gruppe og nød, at alle var kommet godt igennem gårsdagens strabadser. Hanne modtog et BT–ur som trøstepræmie, fordi hun var blevet slået af sin debuterende mand.
Thomas Thomsen holdt en tale og indledte den med ordene: “Jeg er i aften verdens lykkeligste atletikformand”. Der var ingen tvivl om, at Thomas havde været nervøs for arrangementet. Det havde været et stort ansvar at stå som løbsansvarlig for dette løb. Thomas havde virkelig været nervøs for, om vi kunne komme fra Kina uden de store uheld. Det var jo en ekstremt hård rute med de mange trapper, hvoraf en del var stejle, samt de farlige stier med afgrunden tæt på. Og disse ekstreme forhold kombineret med en forventet gennemsnitstemperatur på 23 grader! Det gjorde jo ikke hans bekymring mindre, at temperaturen på selve dagen nåede op over 30 grader. Men nu var det hele overstået – og godt overstået, så Thomas var virkelig en lettet mand.
Allerede på denne festaften blev det under stort bifald kundgjort, at The Great Wall Marathon 2000 ville blive en realitet. Så snart evalueringen af løbet i 1999 var bragt til ende, ville man starte forberedelserne til næste års løb, der også skulle ligge i maj. Samtidig ville man undersøge muligheden for at udvide arrangementet til 2000 deltagere, heraf halvdelen løbere. Muren havde sine begrænsninger, og eftersom løbet skulle afvikles med samme høje sikkerhedskrav og kvalitetssikring som i det første år, måtte der nødvendigvis være et loft over deltagerantallet.
Det var et ønske at fejre det nye årtusinde ved at arrangere et løb af mere internationalt tilsnit med deltagere fra flere nationer, selvom det fortsat var ambitionen, at danskerne skulle blive den dominerende gruppe. Arrangørerne havde ingen idé om, hvor mange danskere der ville ønske at deltage, men der var en fornemmelse af, at det nok var flere end muligt, hvis der også skulle være plads til deltagere fra andre lande. Her på festaftenen blev det bekendtgjort, at tidligere deltagere, samt deres familie og venner, skulle have første prioritet og mulighed for forhåndstilmelding inden offentliggørelsen.
I løbet af aftenen blev resultatlisterne lagt frem. Det samme gjorde vores diplomer og en masse papirbilleder. Det var jo en tid, hvor internettet ikke var så udbredt, så det var ikke muligt at hente diplomer og bestille billeder online. De mange billeder var til salg efter “først til mølle” princippet. De kostede en dollar eller ti yuan stykket. Jeg husker, at der var rigtigt mange billeder af Lars Bom, men det lykkedes os at finde nogle med os selv, ligesom vi også fandt vores diplomer.
Som aftenen skred frem, blev bordene trukket væk, og det var tid til musik og dans. På det tidspunkt afgik der med jævne mellemrum shuttle–busser til hotellerne. Vi havde ikke travlt og tog hjem som nogle af de sidste. Vi var tilbage på hotellet klokken 1.30.
En sidste dag med endnu et stort program
Selv efter en fugtig aften og en festlig nat skulle vi ikke sove længe om fredagen. Søren havde inviteret til et frivilligt arrangement, men vi skulle da have det hele med. På det tidspunkt vidste vi jo ikke med sikkerhed, om vi nogensinde ville komme tilbage til Kina igen. Allerede klokken halv syv om morgenen var vi ude i en af storbyens parker og oplevede mennesker i alle aldre dyrke motion. Den ældre generation foretrak den langsomme, yndefulde Tai Chi, også kendt som skyggeboksning, mens den yngre generation foretrak Gong Fu. Såvel unge som gamle, alene eller i flok, udførte hver især deres helt specielle øvelser i dyb koncentration. Nogle steder blev der spillet badminton, andre steder blev der danset til musik fra en ghettoblaster. Dansen var også forskellig fra sted til sted. Vi oplevede både lancier, vals og diskodans til musik fra 1970´erne.
Efter morgenmaden på hotellet var det tid til dagens officielle program. Første punkt var besøg i en børnehave. Det var noget anderledes at se, hvor disciplinerede børnene var. Sko stod parvis pænt på rad og række, mens de i en tilsvarende situation ville være spredt for alle vinde i Danmark. Det var meget videbegærlige og høflige børn, der kom over og gav os hånd med et “nihau”. Vi blev underholdt med sanglege og dans, ligesom vi så børn lave papirklip. Vi var rundt og besøge forskellige aldersgrupper. Nogle havde uniformer på, mens andre bar deres eget tøj. Kina er et af de få lande i verden, hvor det er lykkedes at få alle kvinder ud på arbejdsmarkedet. Der er rigeligt med arbejde til børnehavelærerne, der naturligvis alle var kvinder.
Efter besøget i børnehaven besøgte vi et hospital for traditionel kinesisk medicin. Kineserne er med rette berømt for deres lægekunst, der bygger på principperne om Yin og Yang. Eventuel sygdom skyldes, at kroppen er ude af balance. En balance, der kun kan oprettes ved at indtage den rette blanding af medicinske urter i eventuelt følgeskab med en gedigen akupunkturbehandling. Først besøgte vi apoteket, hvor man ved håndkraft blandede naturmedicin af alskens urter, der blev opbevaret i store skuffearrangementer. På det tidspunkt arbejdede jeg hos og var medejer af Wolle´s NatureSystem, og Wolle´s produkter byggede blandt andet på kinesiske principper. Da jeg kom ind på apoteket og fornemmede den ganske specielle duft af de mangfoldige urter, føltes det som at være hjemme på fabrikken.
På hospitalets stuer lå patienter med nåle i kroppen, og fra flere af nålene stod der røg op fra de brændende lægeurter i nålenes top. Patienterne lå som “sild i en tønde” og til frit skue for alle vi turister, der bare gik ind og tog billeder og video. I den vestlige verden ville dette have været ganske grænseoverskridende, men for kineserne virkede det helt naturligt.
Næste stop var et besøg i en af Beijings mange gårdhave–hutonger. Her så vi mange små og nedslidte huse, hvor det hele virkede meget fattigt. Men alt tydede dog på, at der var trivsel, og beboerne havde det godt.
Sidste besøg før frokost var på en cloisonné–fabrik, hvor man fremstillede farvestrålende vaser, smykker og mange andre ting, der forhandles overalt i Kina. Vi så hele den fascinerende proces fra start til produktet lå til salg i fabrikkens butik, og naturligvis blev det ikke ved dette, vi måtte også købe noget med hjem.
Frokosten blev vores sidste måltid for denne gang i selskab med Bodil og Thomas. Thomas skulle senere deltage i et møde med andre arrangører og kunne således ikke være med mere den dag. Han holdt en flot tale med tak både til vores lokalguide og Søren, der begge modtog en gave.
Eftermiddagens program bestod af besøg på en kokkeskole. Den kinesiske kogekunst bygger bl.a. på filosofien om modsætningerne Yin og Yang. Vi kom bag kulisserne og fik indblik i, hvordan den gastronomiske stormagt Kina tilbereder mad til både hverdag og fest. Om aftenen smagte vi endnu en kinesisk specialitet med den nærmest rituelle Pekingand. Det havde krævet mange timers forberedelse, før det sprøde andeskind og velsmagende andekød kunne serveres med små tynde pandekager, hoisinsovs og forårsløg.
Afskedens time
Lørdag den 29. maj var det tid at tage afsked med Riget i Midten efter en helt fortryllende uge, der havde givet os uforglemmelige indtryk med til rejsen hjem. Vi stod tidligt op og spiste morgenmad, før vi kørte den sidste tur i bussen til lufthavnen. Vi måtte endnu engang stille op i korrekt rækkefølge efter vores gruppevisum, men alt gik glat, og vi ankom til Københavns Lufthavn klokken 13.15 dansk tid. En fantastisk rejse havde fundet sin afslutning.
Scrapbog, avisudklip, fotos og videoredigering
Denne første rejse til Kina var nu tilendebragt, men der var stadig ting, der skulle gøres. Hjemme igen skaffede jeg BT for hele ugen. Der skulle laves scrapbog, og alt skulle med. Peter Fredberg havde ikke ligget på den lade side. Foruden at passe sit arbejde havde han også selv løbet maraton. Der var artikler med seks dage. Naturligvis var der fokus på de kendte, Kersti Jacobsen, Lars Bom, Bettina Aller og Henrik Ørum. Men der var også plads til andet, så alle ugens begivenheder blev godt dækket. I lokale aviser kunne vi i de kommende uger også læse om vores store tur.
Hanne stak næsen frem hos hjemmesiden Run4fun, som hun syntes skulle skrive om løbet. Det ramte hende som en boomerang, da de herefter lavede et interview med hende.
Nogle uger efter rejsen modtog vi en flot særudgave af BT på otte sider. Forsidetitlen var “Mødet med muren”. Avisen gav en god dækning af den historiske begivenhed, og bragte en kupon, der kunne udfyldes og indsendes til Albatros Travel. Her kunne man uforpligtende tilmelde sig til løbet i 2000. Deltagerne fra det første år ville få fortrinsret, eftersom det blev vurderet, at der ville blive rift om pladserne næste gang.
Resultatet af DR´s optagelser i Kina blev vist i Søndagssporten nogle uger efter løbet. Udsendelsen varede otte minutter. I et kort klip var jeg med. Mens jeg løb, spurgte Joakim Frøsig, hvordan det gik med benene. Jeg så ned på dem og svarede: “De er der endnu”. Udsendelsen har jeg naturligvis optaget på VHS og gemt. Jeg har også gemt mine egne videooptagelser på i alt 57 minutter.
Køb bogen her.
