Under rejser rundt i verden kommer man i kontakt med mange mennesker, og gode kontakter opstår. Indimellem aftaler man at mødes igen, men ofte bliver det ikke til noget efterfølgende. Blandt løberne i Karen Blixen Safari Marathon i 2000 var Rolf Bücking fra Viborg. Rolf talte varmt om 24 timers løbet, der lidt tidligere på året var afviklet af Viborg Atletik– og Motionsforening Løbet skulle gentages i årene fremover. Under det gode kammeratskab i Afrika bredte sig snart en stemning for, at vi skulle til Jylland og løbe hos Rolf.

 

 

I foråret 2001 modtog jeg et brev fra Albatros Travel. Der var taget initiativ til, at løbere fra Karen Blixen Safari Marathon skulle stille med stafethold i 24–timer Viborg. Holdet fik navnet “Kenya Safari Team”. Albatros Travel ville sponsorere holdets tilmeldingsgebyr og en T–shirt til deltagerne.

 

Jeg kunne godt se, at det kunne være sjovt at mødes med gruppen igen. Jeg syntes også, det kunne være hyggeligt at deltage i en stafet, hvor der ville være masser af tid til at slappe af og hygge med de andre, når jeg ikke selv skulle løbe. Men samtidig syntes jeg også, det var lidt for tyndt at løbe stafet. Måske var jeg blevet lidt kæphøj efter flere ekstremmaratonløb og et 100 kilometerløb. Jeg meddelte de andre, at jeg gerne ville med, men at jeg ville stille op som sololøber. Jeg købte et godt lille telt og tre soveposer. Dette skulle igen være en tur for både drengene og mig.

 

Lørdag den 11. august modtog vi Kim Tang Veje og hans kæreste til morgenkaffe. Vi stod for kaffen, mens de havde brødet med, og efter måltidet kørte vi sammen til Jylland. Kim og Steffen skulle deltage i stafetløbet, mens Kims kæreste og Emil ikke skulle løbe.

Løbet blev afholdt ved Sønæs, der er et afvandet, grønt område placeret ved den sydvestlige bred af Søndersø. Området har en størrelse på cirka 7,5 hektar. Før man i slutningen af 1800–tallet langsomt startede en afvanding af området, var Sønæs en sø kun adskilt fra Søndersø ved en tange, hvor Sønæsvej er beliggende.

Ved ankomsten fik vi slået teltet op, hilst på de andre og i det hele taget ladet op til det, der nu skulle foregå, og vi fik besigtiget forholdene på stedet. Søndersø er den sydlige af Viborgsøerne og ligger øst for selve byen. Vandet løber fra søen via Søndermølle Å til Nørreåen og derfra videre til Gudenå, der er Danmarks længste vandløb.

 

Løbet foregår på en 5,72 kilometer lang rute rundt om Viborg Søndersø. Der var således ikke den store afveksling på ruten, og vi fik rig lejlighed til et betragte både byens hospital og tårnene på den berømte domkirke.

 

 

Klokken 12 blev løbet skudt i gang af viceborgmester Klaus Keller. Der var mange aktiviteter og underholdning i løbet af døgnet. Det fik jeg nu ikke glæde af, men det var godt for Emil og for deltagerne i stafetholdet. Der var både beachvolley, udstilling af svævefly og robåde, samt romaskiner og andet udstyr, spejderaktiviteter, opvisning i sportsdans, linedance, squaredance, aerobic, karate, faldskærmsudspring, og agility.  Ingen fik tid til at kede sig. Lørdag aften var der diskotek, og søndag formiddag stod jazzorkestret “3 på spil” for den musikalske underholdning.

 

 

Det var op til hver enkelt løber og stafethold, hvor meget man ville eller kunne løbe. I starten fulgtes jeg med Rolf, men på et tidspunkt blev det et sololøb for mig.

 

Et sted på ruten stod der 42,195, malet med kridt på vejen. Det var jo maratondistancen, men hvorfor stod det her? Jeg fandt ud af, at det var skrevet til brug for Tage Johansen, der er en gæv jyde fra Frederiks, der netop det år havde sat sig for at løbe 130 maratonløb. To af disse skulle løbes i Viborg i denne weekend. Han skulle løbe et om lørdagen og et om søndagen. Tage skulle altså løbe syv runder og så hen til stedet, der var markeret med kridt. Men desværre ville Guinness Book of Records i London efterfølgende ikke ville anerkende hans rekord, fordi der ikke var tale om officielle maratonløb, Alle Tages løb var på officielt opmålte ruter, og han havde kontrollanter med til alle løbene, men de blev altså ikke accepteret af den kendte rekordbog.

 

Lørdag eftermiddag var det godt vejr, og jeg nød det hele. Jeg kom jo ofte forbi målområdet og vores telt. Her blev jeg heppet godt på af mine drenge og de andre fra Kenya Safari Team. Det samme skete også ude på ruten, når jeg blev overhalet af gruppens løbere, hvilket naturligvis skete mange gange. Ved aftenstid fik jeg mad og massage i et opstillet telt, og herefter var det i gang igen. Efterhånden som mørket sænkede sig, blev det knapt så hyggeligt, men jeg var stadig ved godt mod. Det var nu begyndt at regne, og publikum var efterhånden helt væk. Men et stykke tid endnu stod der en ved chipmåtten, der målte vores omgange, og her var der også vand og øvrig forplejning. På et tidspunkt, hvor jeg var godt gennemblødt fik jeg varm bouillon. Det var lige, hvad jeg trængte til.

 

Over midnat var der ingen bemanding i målområdet, men fra tid til anden blev jeg overhalet af andre. Her blev måske udvekslet et lille “hej”, men ellers var det et temmeligt ensomt løb i mørket. Og mørkt var det flere steder på ruten. Arrangørerne havde i et område sat havefakler, der oplyste stien, men uden disse havde det været umuligt at se den.

 

Midt på natten fik jeg store problemer. Jeg var godt og grundigt gennemblødt af regnen, og jeg var efterhånden temmelig træt og udmattet. Det bevirkede, at jeg mistede orienteringssansen og flere gange kom uden for ruten. Pludselig stod jeg i mørket på en græsplane foran et buskads og kunne ikke komme videre. Jeg måtte så søge rundt for at finde tilbage til stien, og det bekymrede mig noget. De gange, det skete, var jeg kommet til højre for stien, men hvis jeg var røget til venstre, kunne jeg risikere at falde i søen. Jeg var bevidst om, at det kunne være katastrofalt for mig på det tidspunkt af døgnet og i min fysiske tilstand.

 

Så oplevede jeg pludselig, at der var blevet opsat lygtepæle på stien, hvor der tidligere havde været mørke. Først undrede det mig, at man havde opsat lygtepæle natten til en søndag, men det skulle nu også vise sig at være noget andet. Når jeg kom tæt på en “lygtepæl”, viste det sig nemlig, at det var en af havefaklerne fra tidligere. Men så fik jeg øje på flere “lygtepæle” i horisonten, og de viste sig også efterfølgende at være havefakler. Jeg var nu klar over, at jeg var langt ude, men jeg var dog ikke længere ude, end at jeg vidste, der var noget galt, og at det ikke ville være forsvarligt at fortsætte på denne måde. Næste gang jeg kom til målområdet, gik jeg ind i vores telt og krøb i min sovepose. Jeg satte mobiltelefonen til at vække mig to timer senere og skubbede til Steffen og bad ham sørge for, at jeg kom op.

 

Da de to timer var gået, begyndte min telefon med sin irriterende ringetone. Jeg vendte mig om og krøb dybere ned i soveposen. Steffen skubbede til mig og sagde, jeg skulle op. Det ville jeg ikke. Jeg kunne høre, regnen tromme på teltets tag og havde slet ikke lyst til at løbe på dette tidspunkt. Men Steffen var meget vedholdende, og til sidst nærmest sparkede han til mig og råbte: “Du skal op far”. Det blev et valg mellem pest eller kolera. Skulle jeg finde mig i Steffens grove behandling, eller skulle jeg ud i regnvejret? Det endte med det sidste. Jeg har siden prist mig lykkelig for Steffens vedholdenhed. Tænk, hvis jeg havde snorket en hel formiddag der i et telt ved Søndersø, hvor jeg skulle have deltaget i et ultraløb.

 

 

Da jeg først kom ud, var regnen ikke så slem, som det havde lydt inde i teltet. Ganske vist regnede det, men det havde jeg prøvet så ofte før. Jeg tog tørt regntøj på, og så gik det faktisk fint. Efter nogle omgange gik jeg i forplejningsteltet og fik morgenmad, inden jeg fortsatte mit løb hele formiddagen.

 

 

Jeg havde ikke i forvejen nogen som helst mulighed for at vurdere, hvor langt jeg kunne løbe på 24 timer. Jeg havde tænkt, at 24 omgange ville være rigtig fint. Det ville have svaret til en omgang i timen i gennemsnit, men efter 23:45:47 kom jeg i mål for 23. gang og var dermed færdig med mit løb. Min tilbagelagte distance var på 131,56 kilometer, svarende til lidt over tre maratonløb. Jeg var himmelhenrykt for denne præstation, der i øvrigt var den samme, som Rolf præsterede. Kenya Safari Team løb med 49 omgange mere end det dobbelte af mig. Men med omkring 16 deltagere i gruppen havde de også kunne starte hver omgang med friske ben.

 

Jeg var fuldstændig tappet for kræfter og meget træt, så det var ikke mig, der skulle køre bilen hjem. Heldigvis var vi i følgeskab med Kim og hans kæreste, og som stafetløber var Kim ikke så brugt som mig, så den rutinerede taxachauffør kørte, mens jeg sov min søde og velfortjente søvn.

Køb bogen her.

Mit første egentlige maratonløb i Danmark skulle vise sig at blive et anderledes løb. Det var sådan set ikke så mærkeligt, eftersom jeg indtil da kun havde løbet ekstremløb, lige bortset fra Berlin Marathon. Det fortoner sig i fortidens tåger, hvordan det kom sig, at min danske debut blev et løb netop på den jyske vestkyst.

 

 

North Sea Beach Marathon blev første gang afviklet i 2000, og jeg var således med i løbets anden udgave. Løbet er formentligt den eneste løbebegivenhed i verden, hvor man udelukkende løber på sand. Udover den klassiske maratondistance på 42,195 kilometer er der også en halvmaraton, samt distancer på ti og fem kilometer. Det år, jeg deltog, startede løbet i Vejers og sluttede i Hvide Sande. Sådan havde det også været i debutåret. Gennem årene har start og målområde skiftet mellem de to steder. Altså løber man nogle år mod nord og andre år mod syd. Hvert år starter halvmaratonløbet i Nymindegab og har samme slutsted som maratonløbet. De kortere løb har nu start og mål samme sted, hvor man så skal ud og vende ved et punkt, men sådan var det ikke i 2001. Dengang startede 10-kilometerløbet på Skodbjerge Strand og 5-kilometerløbet på Hvide Sande Sydstrand.

 

Løbet afvikles typisk omkring månedsskiftet juni/juli. I 2001 var det søndag den 1. juli. Efter datidens kommuneinddeling krydsede vi to amtsgrænser og tre kommunegrænser.

 

Som det efterhånden var ved at blive en tradition, var drengene med. Løbet blev skudt i gang klokken 11, så vi skulle tidligt hjemmefra for at nå rettidigt til vestkysten. Vejers ligger i Sydvestjylland i Varde Kommune mellem Blåvand og Grærup. Startstedet var midt på stranden, og der var normalt ikke større aktiviteter udover dagens arrangement. Men til gengæld var man ikke i tvivl om, at der skete noget den dag. Flag, toiletvogne, biler og mennesker i løbetøj satte deres præg på stranden.

 

Ligesom de andre løb, jeg havde deltaget i, var også dette ganske specielt og havde sin helt egen charme. Indtil da havde jeg løbet maraton i meget kuperet terræn med både bjerge og trapper, ligesom jeg havde forceret kurver og sving, hvor skilte og vejvisere havde været af vital betydning for løbet. Her var løbet fladt som en pandekage og gik absolut kun ligeud. Der var ikke rigtig noget at tage fejl af.

 

 

Det var også noget helt nyt at løbe i sand. Nogle steder var det ikke den store udfordring. Det var på områder med fugtig og hård sandbund, der var let at løbe på. Andre steder løb vi ved vandkanten på sten, og her kunne det visse steder svare sig at løbe helt nede ved vandkanten om end med risiko for våde fødder. De værste steder var områderne med tørt og blødt sand. Her føltes det nærmest, som om man løb i slowmotion. Foruden bundforholdene måtte vi også kæmpe med en strid modvind fra nordvest, og blandt de uforudsigelige faktorer var, at man aldrig vidste, hvornår man sank i. Man kunne ikke se, om der var luft under sandet. Ved løbets start var himlen præget af tunge skyer, men vi blev dog forskånet for regnvejr.

 

Det er ikke enhver maratonløber forundt at måtte springe over en død torsk midt på ruten, og det hører også til sjældenhederne, at samaritterne ved et maratonløb kører rundt i militære bæltekøretøjer. Men sådan er vilkårene, når man har sat sig for at besejre naturen og løbe maratonløb på en uendelig sandstrand med våde sokker og pibende vind i det ene øre det meste af tiden.

 

Som ved de fleste maratonløb var der skilteafmærkning for hver kilometer, men her var det dog en lidt usædvanlig nedtælling, eftersom skiltene hele vejen igennem skulle passe til løbere med fire forskellige distancer.

 

Umiddelbart kan løbet lyde kedeligt, men det var nu på ingen måde tilfældet. Ruten var helt unik på denne yderste kant af det vestlige Danmark, og den sine steder ret barske blæst var med til at give en sanselig oplevelse, hvor man virkelig fik smagt på både salt og hav.

 

Steffen skulle denne gang løbe ti kilometer og startede derfor på det sted, hvor jeg havde løbet 32,195 kilometer. Denne distance skulle have haft sit afsæt fra strandkanten, men fordi havet åd sig ind på flagstængerne, måtte man i hast flytte startområdet lidt tilbage. Han skulle først starte klokken 14.30, så da jeg nærmede mig Skodbjerge Strand, fik jeg den idé, at jeg ville nå op og give ham et klem og ønske ham god tur. Jeg var helt på det rene med, at jeg ikke ville have kræfter til at følge hans unge og friske ben på den sidste strækning. Men mit påfund skulle vise sig at være temmelig dumt. Jeg knoklede af sted for at nå op til Steffen og brugte derved flere kræfter, end jeg reelt havde. Resultatet var, at starten på 10−kilometerløbet gik mindre end 100 meter, før jeg nåede derop. Jeg så starten, men kunne ikke se Steffen i mylderet af mennesker, der sprintede af sted. Herefter var jeg både fysisk og moralsk fuldstændigt flad og måtte gå hovedparten af de sidste ti kilometer, der således tog mig mere end halvanden time.

 

 

Men jeg kunne dog ikke få mig selv til at gå i mål, selvom det ikke var så ligetil at løbe. Ved målområdet havde både de tre kortere distancer, samt mange maratonløbere før mig, løbet, og sandet var nu så blødt, at det var ligesom at løbe i dyb sne. Det var en prøvelse at komme gennem de sidste meter.

 

Selvom jeg var træt og udmattet, var det dejligt at komme i mål i den hyggelige lille fiskerby i Holmsland Klit Sogn. Her var der den rene byfeststemning. Bageren i gågaden solgte strandløberkager, og et par lokale kvinder stod bekymret i blæsten på stranden og talte om, at de der løbere da havde alt for lidt tøj på. Det var også utroligt dejligt at blive modtaget af mine to sønner i målområdet. Steffen havde klaret sine ti kilometer på 1:16:10, mens jeg brugte 5:01:37 på mit maratonløb. Efter et svalende brusebad gik den lange biltur hjem til Sjælland.

 

Der var tilmeldt i alt 1.821 deltagere fra 11 nationer på forhånd til de fire distancer. Heraf fuldførte 1.623 løbet, og blandt disse var vi 426 maratonløbere. Den mandlige vinder blev Torben Nielsen i tiden 3:10:30, mens polakken Janina Malaska vandt hos kvinderne i tiden 3:29:44.

Køb bogen her.

Sammen med Søren Rasmussen og jeg var Peter Fredberg i de første år en del af “den evige” trio på The Great Wall Marathon. I modsætning til os andre er Peter en rigtig sportsmand, der har holdt sig i gang siden de unge dage.

 

Den engang ”evige” trio: Søren Rasmussen med startnummer 39 og Peter Fredberg med startnummer 40

 

Peter er født i 1945 og har været journalist, siden han som ung elev startede på Faaborg Avis. Efterfølgende har han været ansat på andre fynske dagblade, før turen gik til København og Dagbladet BT Peter har siden 1972 været medarrangører af Eremitageløbet, ligesom også BT´s Halvmarathon er en del af hans hjerteblod.

 

Siden de unge dage har Peter været bordtennisspiller og har også vundet en lang række danske veteranmesterskaber. Også som maratonløber er han en garvet ræv. Ved The Great Wall Marathon i 2004 bar Peter løbsnummer 100 som symbol på, at han efter gennemførelsen af netop dette løb blev medlem af den eksklusive Klub 100 Marathon, der ikke så meget er en klub som en liste over de danske maratonløbere, der har rundet 100 officielle maratonløb. Året efter løb han med nr. 60 for at markere sin runde fødselsdag tre dage forinden.

 

Som journalist er Peter ekspert inden for ishockey, men han er i det hele taget en dygtig allround sportsjournalist. Bøger om bordtennis er det også blevet til fra hans hånd, lige som han i mange år har været tilknyttet rejsemagasinet Take Off, for hvilket han har været en flittig skribent.

 

I 1987 blev Peter blev kåret til årets Sportsjournalist, og i 2003 modtog han Dansk Atletik Forbunds belønningsmedalje for sit store arbejde med motionsløb i almindelighed og Eremitageløbet i særdeleshed. I 2010 blev Peter kåret som “Årets busrejsejournalist” i forbindelse med Rejsemessen i Bella Centret.

Peter har gennem alle årene været Adventure Marathons pressemand og har siddet i organisationskomiteen siden den spæde begyndelse i 1998. Peter har flittigt promoveret nye og kommende løb i BT, ligesom han under og efter rejser har bidraget til, at avisens læsere har kunnet få indblik i den fantastiske oplevelse, det er at rejse ud i verden og løbe godt 42 kilometer. Under de første år i Kina og ved andre løb med næsten rent dansk islæt, har Peter vittigt og belevent uddelt ure, avisabonnementer og andet til deltagere, der måske ikke har løbet stærkt, men i hvert fald har gjort eller oplevet noget bemærkelsesværdigt i forbindelse med løbet.

 

På mange af maratonrejserne rundt i verden har Peter fulgtes med Mie, hans kone gennem mange år. Det første år i Kina blev Peter omtalt som “den løbende rapporter”, og der er ingen tvivl om, at den bedste stemningsrapport gives af den journalist, der har mærket løbet på egne ben. Til gengæld var det ikke muligt for ham at være på pletten, når vinderen kom i mål. Peter løb The Great Wall Marathon syv gange og efterfølgende i nogle år den halve distance.

Peter var i de første ti år sikker deltager ved The Great Wall Marathon. Efterfølgende har pligterne dog ofte holdt Peter væk, da løbet nu tidsmæssigt falder sammen med verdensmesterskaberne i ishockey.

Køb bogen her.

 

Mændene bag The Great Wall Marathon og de efterfølgende løb, der siden kom til at hedde Adventure Marathon, er trioen Thomas Thomsen, Søren Rasmussen og Peter Fredberg. Som repræsentant for Dansk Atletik Forbund har Thomas gennem årene været teknisk ansvarlig for løbenes afvikling, og han har stået ved målstregen og belønnet deltagerne med medaljer. De to øvrige i den dynamiske trio har begge mærket strabadserne på egne ben.

 

 

Søren Rasmussen 39 og Peter Fredberg 38

 

Søren er født i 1952 og oprindeligt uddannet cand. scient. i molekylærbiologi. Søren var i 1986 medstifter af Albatros, men blev snart efter eneindehaver af selskabet, der med årene er vokset støt og i dag har mere end 100 medarbejdere. Albatros er specialister i fjerne og ofte eksotiske rejsemål, samt, hvad der her er relevant, maratonrejser. Med stor viden og kærlighed til den næststørste verdensdel skrev Søren i 2011 bogen “I begyndelsen var Afrika…”. Søren har selv rejst verden rundt og guidet på mere end 100 safarier, især i Østafrika. Med sin baggrund som biolog er Søren meget vidende. Han kan virke fanden i voldsk på den gode måde, men er altid hyggelig og behagelig at være i selskab med.

 

Ligesom jeg er Søren ikke “rigtig” maratonløber, og han fik også den skrupskøre idé at debutere på denne klassiske distance på muren i 1999. Siden blev det til en række løb for ham, og ikke mindst de fire første udgaver af The Great Wall Marathon. Men helbredet satte desværre en stopper for Sørens løb på de lange distancer, idet en knæprotese og lungeproblemer satte en kæp i løbehjulet. Den ukuelige Søren har dog til stadighed holdt sig i gang med løb på kortere distancer og ture i kajak. Efter mange år i direktørstolen for Albatros Travel tiltrådte Søren i 2011 som selskabets bestyrelsesformand.

Køb bogen her.

Alle gode gange tre

 

For mig var der ingen tvivl om, at jeg skulle med på tredje tur til muren. Jeg følte, at jeg havde grund til revanche efter turen med vabler, og desuden var mit løfte til Søren Rasmussen også mejslet i mine tanker. Det er mere uklart for mig nu, hvorfor jeg valgte at tage begge drenge med igen. Det var den tredje lange tur, de skulle med på sammen med mig inden for et år, og hvor de første to gange kunne begrundes i den gode lærdom og nye oplevelser, var denne gentagelse knapt så logisk. I bund og grund var det måske min egen egoisme, der fik mig til at tage dem ud af skolen igen, men når jeg nu, mange år senere, ser tilbage, kan rejsen nok alligevel forsvares på trods af de manglende skoletimer.

 

Rejsen, der var lige ved ikke at blive til noget

 

Dette år var afrejsedatoen den 21. maj, hvilket skulle vise sig at gøre mig så forvirret, at det næsten kostede os turen. Vi ankom til lufthavnen i rigtig god tid – troede jeg, og efter indtjekning handlede vi lidt. Herefter satte vi os på en bistro, hvor vi fik et måltid mad og noget at drikke. Drengene drønede lidt rundt og så på ting, mens jeg gav mig tid til en telefonsamtale.

 

Men lidt før kl. 20 hørte jeg i højtaleren, at familien Brandt øjeblikkeligt skulle komme til udgang C 33. Jeg fik sved på panden, og vi fik rygende travlt. Ved gaten fik vi at vide, at vi kom i allersidste øjeblik, og at de havde kaldt os fire gange i højtalerne. Faktisk var det kun, fordi man havde været nødsaget til at skifte fly, at det ikke var lettet endnu. Da vi kom ombord tjekkede jeg vores rejsebevis. Det viste sig, at vi ikke skulle flyve klokken 21.05, men derimod kl. 19.45. Tallene 21.05 var datoen for afrejsen! Hvor dum har man lov at være?

 

Dette år ankom vi til Beijing et godt stykke op ad formiddagen, og vi begav os straks til vores opholdssted, Olympic Hotel, der ud fra de angivne stjerner skulle være af samme standard som tidligere. Hotellet var også acceptabelt, men standarden levede ikke op til vores tidligere oplevelser. Den største ulempe var, at det lå et stykke uden for centrum, hvilket betød, at vi måtte køre tre kvarter i taxa, når vi ville kigge på byens markeder. Desuden var hotellet slet ikke gearet til internationale gæster. De var vældig gode til at tale kinesisk, men det var vi ikke.

 

Men når man så sig omkring på hotellet, var det svært at forestille sig, at der kunne være arbejdsløshed i Kina. Ved indgangen til hotellets restaurant stod to kvinder og hilste på ankommende gæster. Inde i restauranten stod også folk og ventede, og ude på gaden stod betjente, der tilsyneladende blot betragtede livets gang. Sådan er det mange steder. Et af landets lavest rangerende job er således at stå ved busstoppesteder og vinke bussen ind til ventende passagerer.

 

Der var udbudt 21 danske grupper, men tilmeldingen var ikke tilstrækkelig, så en del blev annulleret. Vi var oprindeligt tilmeldt gruppe 14, men endte således med at rejse med gruppe 21 med i alt 17 rejsende. Eftersom vi ikke følte behov for at gense turistattraktionerne, valgte vi en gruppe uden guidede ture. Det gav os masser af tid til at udforske på egen hånd, og det var nu også rart.

 

Sproglige udfordringer

 

Kommunikation kan være en svær øvelse. Det vidste jeg godt i forvejen. Men dette år fik jeg flere eksempler på, hvor problematisk det kan være, når mennesker fra hver sin del af verden, med hver sin kultur og hvert sit sprog, skal kommunikere med hinanden.

 

Man siger, at det talte ord kun har 7 % betydning i kommunikationen, mens tonefaldet vægter 38 % og kropssproget hele 55 %. Derfor kan jeg som dansker komme langt i en dialog med en polak, selvom vi hver især kun taler vores eget sprog. Eftersom vi lever i samme del af verden og har nogenlunde samme kulturelle baggrund, har vi andre veje til at forstå hinanden. Men jeg har oplevet det helt anderledes i Kina, hvor både tonefald og kropssprog ligger meget, meget fjernt fra hinanden. Dette skete flere gange i 2001.

 

Torsdag brugte vi på bytur, og ikke mindst kopimarkederne blev udforsket grundigt. Året før havde tiden været knap, da vi jo skulle følge programmet for vores gruppe, men nu havde drengene god tid til at kigge på T-shirts, mobiltelefonudstyr, CD’er og meget andet. På Perlemarked fik Emil imidlertid brug for et toilet, og vi blev nødt til at spørge om vej. Det blev ikke let. Eftersom jeg hurtigt konstaterede, at vi ikke kunne klare os verbalt, måtte jeg forsøge med andre ting. Det blev til et mindre pantomimeteater, hvor jeg stod med spredte ben og en finger ved gylpen for at anskueliggøre vores ærinde. Men ingen forstod, hvad jeg mente. Gudskelov kom en svensk turist forbi og kunne så fortælle os vejen til herretoilettet på anden sal.

 

Senere skulle vi hæve penge og måtte finde en bank. Det gav også komplikationer. Efter flere forsøg på at spørge om vej, måtte vi vandre rundt på lykke og fromme og lede efter en bank, og det lykkedes da også efter nogen tid. Banken havde både logo for Visa og Master Card, og jeg åndede lettet op. Efter lang ventetid i kø blev det min tur, men jeg kunne ikke hæve på mine kort. Jeg pegede på skiltene, men ingen forstod mig. Udover de to internationale logoer var der også et kinesisk logo på skiltet. Dette kort kunne sikkert bruges i banken, men det hjalp ikke os.

Vi brugte nu en rum tid på at finde et sted at hæve penge, og vi kom til flere banker, hvor vi heller ikke kunne veksle. Efter lang tid søgen stødte vi endelig ind i en bankansat, der kunne lidt engelsk. Hun fortalte, at vi måtte til en særlig afdeling af Bank of China for at hæve penge, og hun skrev adressen på en seddel, vi kunne vise taxachaufføren. Vi kom frem til Bank of China, men hermed var problemerne ikke løst. Vi kunne ikke hæve i banken og blev henvist til en automat udenfor. Her skulle vi benytte et tastatur, og svarene viste sig på en skærm – men med kinesiske tegn. Panikken bredte sig lidt, for jeg havde puttet kortet i automaten og anede ikke, hvad jeg skulle trykke på. Så jeg måtte ind i banken igen, og en ansat gik nu med ud og hjalp mig. Til sidst lykkedes det hele.

 

Internationalt tilsnit

 

Fredag morgen skulle vi tidligt op, da der var inspektionsdag for løbet, og i modsætning til de første år skulle vi ikke tilbage samme dag. Vi skulle overnatte i nærheden af muren og derfor tjekke ud fra Olympic Hotel. Der var igen sproglige problemer, da jeg over telefonen skulle bestille vækning, men det lykkedes til sidst.

 

Bussen kørte fra Beijing klokken fem, så det blev ikke til morgenmad. Vi fik udleveret en pose med mad i bussen. Men der var vist ikke mange, der spiste det.

 

I modsætning til de første år skulle vi ikke køre i kortege. Allerede dagen før havde tyve busser taget turen, og en del deltagere boede allerede i løbsområdet.

 

I 2000 havde der været et begrænset deltagerantal, men år 2001 blev det hidtil største. Hidtil havde danskerne været dominerende blandt deltagerne, men den tid var forbi. I alt 511 løbere stillede op, og der var nu også mulighed for at løbe et halvmaraton. I alt 16 nationer var repræsenteret, og danskerne fyldte stadig godt, men USA stillede med det største antal, og sådan har det været siden.

 

 

Ikke mindst Kathy Loper var med til at skabe interesse om løbet i USA. Med sit rejseselskab Kathy Loper Events medbragte hun en gruppe amerikanske løbere og har gjort det til stadighed år efter år. Kathy er kvinden, der i 2000 kollapsede ved målstregen og efterfølgende måtte indlægges på hospitalet. Men dette skræmte ikke Kathy, og i 2001 blev det til en flot syvendeplads blandt de kvindelige halvmaratonløbere.

 

Da løbet nu havde international karakter, blev informationsmødet afholdt på engelsk. Det blev ledet af Rod Dixon, der tidligere havde vundet New York Marathon samt bronzemedalje i 1500 meter ved De Olympiske Lege i 1972, og dagen efter blev han da også en overbevisende vinder af halvmaratonløbet Men ellers adskilte inspektionsdagen sig ikke nævneværdigt i forhold til de to første år.

 

Nyt starttidspunkt

 

Løbsruten var blevet ændret radikalt fra det første til det andet år, og dette år var ruten den samme som året før. Selve starttidspunktet var dog rykket 2½ time frem i forhold til tidligere. Dermed ville en del løbere undgå den værste hede om eftermiddagen, og alt kunne blive afsluttet inden aften.

 

Som i debutåret var datoen denne gang den 26. maj. Vi ankom tidligt og overværede åbningsceremonien med repræsentanter for både det kinesiske og det danske atletikforbund, samt den lokale borgmester og andre honoratiores.

 

Løbet blev skudt i gang klokken 7.30, mens halvmaratonløberne startede klokken otte. Blandt disse var Steffen, der nu fik sin debut på The Great Wall. Løbet gik fint for mig, selvom jeg faldt på asfaltvejen godt en fjerdedel inde i løbet. Det gav mig en hudafskrabning på højre knæ, men det var ikke alvorligt. Da jeg kom til Yin og Yang–pladsen fik jeg at vide, at Steffen var kommet flot i mål. Så nu var halvdelen af dagen allerede reddet for mig.

 

 

På den flade del af ruten løb jeg og glædede mig til at komme til muren, hvor jeg ikke skulle løbe, men med god samvittighed kunne gå. Glæden forsvandt dog hurtigt, da virkeligheden indhentede mig. Jeg havde åbenbart brugt flere kræfter på denne første del, hvor jeg året før havde gået en stor del af tiden. Men nu var jeg ganske enkelt tappet for kræfter, og dermed blev forceringen af muren langt værre end tidligere. Det var en kamp uden sidestykke. Gang på gang måtte jeg sætte mig på trapperne og hvile, mens jeg sad og så ud over den fantastiske og storslåede natur og det enorme bygningsværk, som muren er. Men lige på det tidspunkt havde jeg ikke overskud til at nyde noget. Jeg ved ikke, hvor længe jeg var om at komme over de 3½ kilometer mur. Men mit bud er omkring en time og tre kvarter, svarende til to kilometer i timen.

 

 

Da jeg startede på muren anden gang, havde jeg en forestilling om en ganske bestemt sluttid, men den gik hurtigt fløjten, og det var nu “tortur” og en ren overlevelseskamp. Efter at være kommet over muren, var jeg egentligt parat til at løbe ned ad bjerget. Men jeg faldt i snak med en langsom amerikansk kvinde, der løb halvmaraton og ikke var nået længere. Hun ville gå resten af vejen. Da vi snakkede godt sammen, og da jeg ikke havde nogen fantomtid i sigte, besluttede jeg at fortsætte et stykke med hende.

 

Men for enden af bjerget var der knapt en kilometer til mål, og jeg måtte sige til hende, at jeg ikke ville gå i mål. Eftersom hun ikke kunne andet, løb jeg nu videre og var rimeligt udhvilet.

 

 

Som altid er det en fantastisk dejlig oplevelse at løbe over målstregen og få medaljen om halsen. Min tid blev omkring 6:50:03. Det var ikke verdens bedste tid, men eftersom jeg havde givet stort set alt, hvad jeg havde, betragtede jeg også dette løb som en stor personlig sejr.

 

Steffen løb sit halvmaraton på 3:19:10, og jeg var dybt imponeret over, at en 13–årig dreng kunne gennemføre verdens hårdeste halvmaraton i sådan en flot tid. Ligesom i Kenya var han eneste barn blandt deltagerne.

 

 

Søren Rasmussen i krise

 

Ud af de oprindeligt flere end 300 maratonløbere, der stod ved startsnoren nøjagtigt to år tidligere, var vi nu kun tre tilbage. En af dem var Søren Rasmussen, der var direktør for Albatros Travel og en af initiativtagerne til løbet, men det var lige før, at Søren ikke var kommet med tredje gang.

 

På Kristi Himmelfartsdag, blot to dage før løbet, skulle Sørens datter konfirmeres, og dette havde bragt Søren i et dilemma. Han havde forsøgt at overbevise pigen om at blive konfirmeret en anden dag. Men den selvstændige unge dame havde holdt fast i at blive konfirmeret sammen med sin klasse. Resultatet blev så, at Søren først fløj fra København dagen før løbet og ankom til Beijing på selve løbsdagen lidt efter klokken 6, og der havde ikke været megen appetit under flyveturen. Det var naturligvis ikke muligt for ham at nå frem til den officielle start for maratonløberne, men i lufthavnen ventede en chauffør, og Søren blev i lyntempo kørt til startstedet. Undervejs måtte bilen dog standse, så Søren kunne komme ud og kaste op i vejkanten. Bilen nåede frem lidt før klokken otte, og han startede samtidig med halvmaratonløberne.

 

Det var absolut ikke optimale forhold for så hårdt et løb, og det havde da også sat sine spor. Da han kom til muren for anden gang, havde han måttet lægge sig ned i en halv time og havde ikke vidst sine levende råd. Til sidst havde han stukket en finger i halsen og knækket sig, hvorefter han havde kæmpet sig hjem. Efter sigende var Søren blevet mandsopdækket af en løbslæge på det allersidste stykke. Men hans udholdenhed blev belønnet, og han kom helt fortjent i mål i sidste øjeblik inden deadline.

 

 

Sejr på hjemmebane

 

For første gang blev det ikke en dansker, der løb af med sejren i The Great Wall Marathon. Det kinesiske avisbud Zi Jixiang kom først i mål i tiden 3:50:24. Året før havde han også deltaget, men var kommet i mål som nummer 42 i en tid, der havde været mere end to en halv time langsommere. Til sit første maraton havde han kun trænet i en uge og vidste intet om maraton, og han havde forceret sit løb så meget, at han var gået helt ned og faktisk havde betragtet sig selv som udgået. Men efter et meget langt hvil var han dog kommet i gang igen og havde gennemført løbet.

 

På maratondistancen gennemførte 184 mandlige og 86 kvindelige løbere, mens 73 mænd og 101 kvinder kom i mål til halvmaraton. Denne gang måtte 67 løbere udgå, mens 11 dehydrerede og måtte have drop.

 

Lars Bom fik sagt tak for sidst efter at være udgået i 2000, for han kom ind på en flot 14. plads.

Endnu en kendis var med dette år, og den tidligere Tour de France cykelrytter, Brian Holm, kom ind på en 22. plads. Efter løbet udtalte han, at han syv gange havde gennemført verdens hårdeste etapeløb på cykel, og at han ti gange havde kørt forårsklassikeren Paris–Roubaix, men aldrig havde han været så slidt som på muren.

 

Kim Tang Veje, der var udgået i de to første udgaver at The Great Wall Marathon, gjorde forsøget igen, og tredje gang var lykkens gang.

 

Stædighed og udholdenhed bliver belønnet. Det er hovedet, ikke benene, der afgør slagets gang.

 

Overraskende frisk

 

Dagen efter løbet kunne jeg til min store overraskelse konstatere, at jeg på alle måder var ganske frisk efter gårsdagens udfoldelser. Det havde jeg ikke forventet, da jeg dagen før kæmpede mig over muren i anden omgang. Såvel fødder som ben og resten af kroppen var helt klar til at løbe en tur mere. Men jeg valgte dog at undlade at gøre forsøget.

 

Kampen for at finde et slips

 

Traditionen tro skulle vi til gallafest dagen efter løbet. Ganske vist er der ingen dresscode til disse fester, men jeg ville gerne være klædt pænt på. Til min ærgrelse viste det sig nu, at jeg ikke havde fået slips med hjemmefra. Vi havde alt muligt andet med, også ting vi slet ikke havde fået brugt, men et lille slips, der intet fylder i kufferten, havde jeg altså glemt. Nu havde jeg taget skjorte, jakke, bukser, sko, slipsenål og strygejern med, så det ville være ret kikset at gå til gallafest uden slips. Jeg besluttede derfor at prøve at finde et.

 

Emil og jeg gik ned på en markedsplads ved siden af hotellet. Her var alt muligt mellem himmel og jord, men jeg kunne ikke få øje på slips. Jeg fandt så en forretning med herretøj, men endnu engang var sproget en barriere. Den unge ekspedient havde skjorte på, men ikke slips. Med en omgang gæt og grimasser prøvede jeg nu at forklare ham, at jeg søgte et slips ved at tage fat i hans skjortekrave og “tegne” et slips rundt om halsen og ned af brystkassen. Se det mente han nok, han forstod – hvorefter han forsøgte at sælge mig en skjorte. Jeg forsøgte igen – og en dame kom til, men de forstod intet. Uanset hvad jeg gjorde, ville de blot sælge mig en skjorte. Jeg tog så et stykke papir og forsøgte at tegne det for dem, men intet nyttede. De var overbevist om, at jeg skulle bruge en skjorte, og først efter flere forsøg forstod de, at jeg søgte et slips. Men det havde de ikke i butikken.

 

Vi gik så videre til noget, der kunne minde om et dansk varehus, og ved indgangen stod en vagtmand med slips. Jeg tog fat i slipset og satte spejdende en hånd op over øjnene. Han forstod og pegede os i den rigtige retning, og her var der så mange slips, at det ikke var svært at finde noget passende.

 

Gallafest

 

Bornholmske Ingvor, der året før havde givet mig folderen om 100 kilometerløbet Bornholm rundt, var med i Kina igen, og da vi om aftenen skulle til gallafesten, kom han med begge sine kinesiske medaljer om halsen. Han spurgte, hvorfor jeg ikke havde mine tre på, for som han sagde: “Hvis ikke de skal luftes sådan en dag, hvornår skal de så?”. Det skabte grobund for en idé hos mig, der skulle vise sig ad åre at gå lidt over gevind.

 

Gallafesten blev afholdt i et stort kongrescenter med plads til op mod 1000 mennesker. Vi blev beværtet med et dejligt tag selv−bord og drikke ad libitum. Under middagen blev vinderne kåret, ligesom andre blev hædret for deres præstationer. Indimellem blev vi underholdt af lokale entertainere. Efter middagen spillede et orkester op til dans og senere var der diskotek. Nogle af os fortsatte festen med øl, vin, chips og chokolade på et af hotellets værelser.

 

 

Tag to og betal for en

 

Vi var nu tre løbere, der havde gennemført de første tre udgaver af The Great Wall Marathon. Søren Rasmussen fra Albatros Travel og Peter Fredberg fra BT var begge i organisationen bag løbet, så jeg var den eneste turist, der havde løbet de tre gange. Under festen kom Søren hen og sludrede med mig. Han sagde, at vi nu var en lille eksklusiv klub på tre, der havde gennemført muren tre gange. “Hvis du tager den fjerde, vil jeg forære dig den femte.” Jeg kiggede målløs på Thomas Thomsen, der stod sammen med os. “Vil du være mit vidne?” spurgte jeg. Thomas svarede: “Du behøver ikke noget vidne. Søren er en hædersmand – du kan regne med hans ord.”

 

Det var en meget flot gestus. Indtil det tidspunkt havde jeg ikke gjort op med mig selv, om jeg skulle med igen, men nu vidste jeg, at jeg skulle af sted igen mindst to gange.

 

Frisør på tilbud

 

Den sidste dag gik med at slappe af og handle de sidste fornødenheder. En af vores medrejsende kom nyklippet ind på hotellet og anbefalede os en frisør i nærheden. Det skulle vi da lige prøve. Også der stødte vi på sprogvanskeligheder, men vi fandt ud af det hele. Alle tre blev klippet, jeg fik studset skæg, og både Steffen og jeg fik hovedbundsmassage. Den samlede pris var 50 kroner.

 

Køb bogen her.

Med maratonløb i 19 lande er jeg nu optaget i Marathon Globerotters.

 

 

 

Man kunne tænke, det ville kræve meget lang tids restitution at komme sig over et løb Bornholm rundt, men det tillod tiden slet ikke, da jeg allerede havde tilmeldt mig et maratonløb i november, længe før jeg havde hørt om 100 kilometerløbet på Bornholm.

 

Arrangørtrioen Dansk Atletik Forbund, Albatros Travel og BT havde ved gallafesten efter første års The Great Wall Marathon kundgjort, at der ville komme endnu et maratonløb på muren. Men derudover lå de ikke på den lade side og havde straks påbegyndt en afsøgning af nye spektakulære rejsemål med indlagt ekstremmaraton.

 

Den 18. april 2000 fik deltagerne fra første års The Great Wall Marathon et brev med overskriften “Præ–offentliggørelse af The Karen Blixen Marathon”. Vi fik hermed mulighed for at tilmelde os løbet før alle andre, idet den egentlige offentliggørelse ville blive bragt i BT 2. påskedag.

 

Den kendte, danske forfatterinde baronesse Karen Blixen flyttede i 1914 til Britisk Østafrika, hvor hun boede til 1931. I mellemtiden havde landet i 1919 skiftet navn til Kenya. Karen Blixen investerede familiens penge i en kaffeplantage med navnet Karen Coffee Company Ltd. og fik i Afrika mulighed for at leve det frie liv, hun havde drømt om. Karen Blixens farm lå på toppen af Ngong Hills, og stedet blev udødeliggjort i hendes bog “Den Afrikanske Farm”. Den helt store offentlighed lærte farmen at kende i filmsuccessen fra 1985, “Out of Africa”, der på dansk kom til at hedde “Mit Afrika”. Meryl Streep og Robert Redford spillede hovedrollerne. Farmen blev i kølvandet på filmsuccesen indrettet til museum og er en af Nairobis største attraktioner. Netop Karen Blixens farm skulle være målet for dette fantastiske løb.

 

 

Løbet blev beskrevet som en enestående rute med start på toppen af Ngong Hills og fortsættelse ned i den vældige østafrikanske gravsænkning, “The Great Rift Valley”, der er en typisk halvtør savanne med akacietræer, antiloper og farvestrålende, stolte masaifolk. Herefter svingede ruten tilbage over Ngong og gennem den grønne forstad, Karen, for at ende på selve farmen. Rutens gennemsnitshøjde lå på 1600–1800 meter over havets overflade, Der var enkelte relativt hårde stigninger og fald, men ruten var ikke beskrevet til at være af samme kaliber som dens kinesiske “søster”.

 

Jeg var ikke i tvivl om, at jeg skulle deltage i denne rejse og i dette fantastiske løb, og eftersom det gjaldt om at være hurtig, bestilte jeg allerede rejsen i foråret. Min søster blev ligeledes begejstret, da hun hørte om turen, så hun ville gerne med som tilskuer. Det endte dog med, at hun fortrød, så jeg besluttede at tage drengene med også på den tur. Rejsen blev bestilt få dage før vores rejse til Kina i 2000, så der stod vi med udsigt til to store fælles rejser inden for et halvt år.

 

Vaccine, en udfordring i sig selv

 

Det er ikke uden risici for en europæer at rejse til Afrika. Både forskellige sygdomme og ikke mindst stik fra malariamyg kan være fatale og ødelægge såvel rejse som helbred. Arrangørerne anbefalede, at vi sikrede os med de nødvendige vacciner, og vi blev rådet til at søge oplysninger, gode råd og vejledning hos egen læge, men kunne også kontakte løbets læge på Rejseklinikken i Ordrup. Jeg fandt det dog hensigtsmæssigt at spare turen til Ordrup og kontaktede derfor min egen læge. Det skulle vise sig at give problemer.

 

Min læge ville nemlig meget gerne vaccinere os, hvis jeg blot oplyste, hvilken vaccine der skulle bestilles hjem. Så der stod jeg med åben mund. Jeg havde ikke forudsætninger for at afgøre, hvilken vaccine der var nødvendig, og jeg bad derfor lægen om at undersøge det for mig. Men det fik jeg intet ud af. Meddelelsen var, at det ikke var en del af den offentlige sygesikring. Jeg gjorde det klart, jeg naturligvis selv betalte, hvad det måtte koste og at jeg til gengæld forventede, at min praktiserede læge ville tage ansvaret. “Så må du blive skuffet i dine forventninger”, lød svaret.

 

Lægen gav mig et telefonnummer, hvor jeg med et tast selv-system kunne blive guidet frem til, hvilken vaccine vi skulle bruge, og jeg var temmelig rystet og målløs. Jeg prøvede med det oplyste telefonnummer, men følte mig på ingen måde tryg ved situationen. Så ringede jeg til seruminstituttet og blev mødt af en meget vred kvinde. Men hun var ikke vred på mig, hun var vred på min læge.

 

Det endte med, at vi alligevel tog turen til Ordrup og fik udsøgt og professionel lægebehandling. Karin og Mogens Rishøj vidste godt, hvad det drejede sig om. Jeg behøver vel næppe at fortælle, at min praktiserende læge efterfølgende blev skiftet ud.

 

Forberedelser til rejsen

 

Jeg havde ikke behov for særlig træning op til dette løb. Efter løbet i Kina i maj og efterfølgende Bornholm rundt i september var det “blot” at holde formen ved lige. Jeg havde ikke mulighed for at træne i varme, men efter to løb i Kinas hede, gjorde det mig ikke urolig. Det lå dog klart, at vi kunne komme ud på endnu et løb under ekstremt varme forhold. Blot en måneds tid før afrejsen forlød det, at Kenya var plaget af en alvorlig tørke, der i visse områder måtte betegnes som katastrofale. Tørken havde tidligere været koncentreret omkring de fjerne, utilgængelige egne, men havde efterhånden også bidt sig fast i det frugtbare centrale højland. Dette gav naturligvis anledning til nogle ekstra overvejelser af såvel moralsk som praktisk karakter omkring løbets afvikling. Arrangørerne fortsatte imidlertid forberedelserne planmæssigt, da rammerne for selve løbet syntes at være i orden.

 

 

I tiden op til rejsen modtog vi løbende forskelligt værdifuldt skriftligt informationsmateriale om vejr, forsikring, væske, helbred, beklædning, mad og rejseforhold m.v. Vi var helt sikkert godt rustet til at tage på denne rejse.

 

København – Amsterdam – Nairobi

 

Onsdag den 1. november midt på eftermiddagen skulle vi mødes i Københavns Lufthavn, sjovt nok ved Karen Blixens Café. Et par timer senere fløj vi med det hollandske flyselskab KLM til Amsterdam og efter et par timers transit videre til Nairobi, hvor vi ankom torsdag morgen klokken 6.00. Det tog blot en halv times tid, før vi var fremme på hotellet og fik serveret morgenkaffe, samtidig med at der blev holdt informationsmøde.

 

Der havde ikke været mange deltagere til årets The Great Wall Marathon, og her viste der sig at være langt færre. Løbet var kun udbudt til danskere, men det var arrangeret således, at lokale løbere kunne deltage. Man håbede, at der ville komme mange lokale løbere, og vi blev advaret mod at tage kampen op mod de hurtige kenyanere. Det blev nærmest betragtet som halsløs gerning. Det blev forsikret, at der ville blive kåret særskilte vindere blandt de danske løbere.

 

For første gang blev der under disse ture arrangeret halvmaraton, og det fristede Steffen så meget, at vi tilmeldte ham under informationsmødet.

 

Wilson Kipketer

 

Som under de tidligere løb var der kendisser med til at skabe fokus om løbet. Betina Aller var igen med, og så var der ikke mindst Wilson Kipketer. Han var på det tidspunkt verdens hurtigste 800−meter løber med verdensmesterskaber, verdensrekorder og en helt aktuel olympisk sølvmedalje til Danmark. Wilson var således kenyaner, men repræsenterede Danmark. Han var ikke med som løber, men som ambassadør og skulle skyde løbet i gang og uddele medaljer ved målstregen, ligesom han skulle deltage i den store gallafest efter løbet.

 

Wilson Kipketer var netop blevet gift med sin danske kæreste, så rejsen til hans hjemland var det nygifte pars bryllupsrejse. Wilsons popularitet var stor, så hans tilstedeværelse i forbindelse med The Karen Blixen Marathon skabte stor mediebevågenhed omkring løbet, og blandt de kenyanske deltagende løbere var seks topløbere fra Wilsons barndomsby Eldoret.

 

Opladning i Kenya

 

Dagene op til løbet var forholdsvis afslappede og gav mulighed for god opladning til søndagens strabadser.

 

 

Dagen før løbet tog vi på inspektionstur og så ruten. Jeg havde hjemmefra fået det indtryk, at dette løb var et såkaldt “normalt” maraton, men her fandt vi ud af, at det var et “ekstremmaraton”. Måske ikke helt i samme klasse som The Great Wall Marathon, men alligevel. Langt hoveddelen af ruten skulle foregå i kuperede, grusede og støvede områder, hvor solen ville bage direkte ned på os, og det i et område hvor man næppe kommer nærmere solen i denne verden.

Ved målstregen så vi selvfølgelig Karen Blixens farm. Jeg skal love for, at hun har sat sit præg på denne lille by. Veje, kirker, hospitaler og skoler m.v. bærer hendes navn. Jeg tror slet ikke, kenyanerne er klar over, at hun hed Blixen. For dem er hun slet og ret Karen.

Efter frokost kørte vi til en nationalpark og så vilde dyr fra en bil med åbent tag. Det var meget betagende og interessant. Dagen blev afsluttet med teknisk møde omkring løbet og dets afvikling. Herefter var der pastamiddag.

 

The Karen Blixen Marathon

 

Søndag den 5. november 2000 tog vi af sted med bus efter morgenmaden. Som halvmaratonløber skulle Steffen med en anden bus, mens Emil fulgtes med mig. Vi havde aftalt, at Mie Fredberg skulle tage sig af Emil, mens vi andre løb.

 

Vi vidste jo, at der ville komme en del kenyanske løbere. Nogle var allerede tilmeldt og flere ville være velkomne. Men det kom bag på alle, at en meget stor gruppe lokale løbere mødte op til start. Vi danskere var klart i undertal i forhold til de lokale løbere, og der var ikke startnumre nok til alle, så de måtte skrives i hånden på papir.

Løbet blev skudt i gang af Wilson Kipketer, og langt de fleste kenyanske løber var væk på rekordtid, mens de fleste danskere startede i et mere moderat tempo. Jeg mærkede hurtigt, at vi var i tyndere luftlag, end jeg nogensinde havde løbet i før. Jeg blev nemlig forpustet, hvilket jeg ellers ikke havde haft tendens til.

Starten gik fra Corner Baridi på Ngong Hills, hvor vejen var belagt med et pænt lag asfalt, og ruten faldt temmelig kraftigt over de første 6 kilometer mod Rift Valley. Faktisk så kraftigt, at man indimellem var nødsaget til at stemme imod.

 

I starten blev jeg også noget forvirret over, hvor langt jeg havde løbet. Der var som altid opsat kilometerskilte, men det skulle vise sig at de slet ikke var til at regne med. Lokale håndværkere havde lavet skiltene, og de havde ikke brugt metalspyd, men havde monteret skiltene på plastikrør, der var ganske umulige at banke ned i den stenhårde jord. Skiltene var blot blevet lagt på jorden dagen før løbet, og resultatet var, at en del skilte manglede, mens andre lå helt tilfældige steder. Jeg blev glad, men også noget skeptisk, da jeg forholdsvis tidligt passerede firekilometerskiltet. Realiteten gik op for mig, da jeg lidt senere kom til trekilometerskiltet. Jeg gjorde op med mig selv, at jeg ikke kunne regne med noget og løb så blot uden denne pejlesnor.

 

 

Efter det kraftige fald drejede vejen skarpt mod højre, og underlaget gik over i primitiv grusvej. De næste 17½ kilometer var vejen ret jævn, bortset fra en god kilometers fald i begyndelsen. Det var en typisk afrikansk grus– og jordvej hen over et stykke savanne med sten af varierende størrelser. Der forekom mindre stigninger og fald undervejs, men ellers var vejen jævn.

 

Det var efterhånden blevet midt på dagen, og solen bagte ned på vores kroppe, der ikke kunne finde skygge nogen steder. Hertil kom det problem, at vi efterhånden var løbet forbi flere forladte væskedepoter uden vand. Det var noget af en nedtur at se depotet i horisonten og herefter komme frem til et øde og tørlagt sted.

 

Her cirka midtvejs i løbet fulgtes jeg med to kvinder, og vi var efterhånden noget tørlagte. Vi var ikke direkte i panik, men som tiden gik uden vand, blev vi noget bekymrede. Endelig kom en jeep imod os med en dansk guide. Han stak hovedet ud ad vinduet og spurgte, om vi var tørstige. Det var et ganske overflødigt spørgsmål, og vi var lettede, da han rakte os flasker med dejligt mineralvand. Grunden til det manglende vand var de mange lokale løbere. De var hjertens velkomne, men arrangørerne var helt uforberedt på antallet, så det gav nogle komplikationer. Vores guide havde måttet køre rundt til supermarkeder og en tankstation for at skaffe de vitale dråber. Steffen fortalte mig efterfølgende, at han og andre halvmaratonløbere, i Ngong City, var blevet bedt af en guide om at løbe ind i et minimarked og tage lige, hvad de ville have at drikke i kølemontren. Ved kassen noterede købmanden sig, hvad der blev taget og fik så efterfølgende betaling af guiden.

 

Efter at have løbet i en nogenlunde tid indtil de 23½ kilometer, begyndte vejen igen at stige kraftigt op ad Ngong Hills på en strækning over cirka to kilometer. Dette var løbets hårdeste punkt. Jeg og mine to medløbere måtte gå, men forsøgte periodevis at powerwalke. Netop på dette sted fik jeg den bedste saltvandsindsprøjtning, jeg kunne få. På vej op fik jeg et tilråb fra en supporterbil. “Steffen er kommet flot i mål”. Hårene rejste sig – jeg var stolt.

 

Efter den hårde stigning gik vejen igennem landbrugsområder over seks kilometer på ujævn asfalt. På det tidspunkt var jeg alene, men fulgtes dog periodevis med andre. Jeg begyndte at småløbe igen, men det viste sig nu, at jeg fik krampe, når jeg løb. Jeg var det kraftigste blevet advaret mod at løbe med kramper og gik derfor i rask tempo det meste af den resterende tur. Indimellem lavede jeg nogle strækøvelser og kunne så løbe lidt derefter.

 

De sidste 11 kilometer foregik på hovedvejen, med god jævn asfalt og med enkelte stigninger undervejs gennem forstaden Karen. Store dele af asfaltvejen var afspærret i venstre side for at holde løberne fri af trafikken. Da jeg var 500 meter før mål, kom Steffen løbende mig i møde med sin medalje om halsen. Det var dagens absolutte højdepunkt, og jeg havde svært ved at holde tårerne tilbage. Ved opløbssvinget kom også Emil, og jeg løb derefter i mål med en søn i hver hånd – en fantastisk oplevelse.

 

Med tiden 5:28 kunne jeg konstatere, at dette løb ikke var i helt samme sværhedsgrad som The Great Wall Marathon. Steffen løb sin halvmaraton på 2:33.

 

I mål blev vi fotograferet med Wilson Kipketer. Dog ikke Emil, der ikke var tryg ved den sorte mand. Steffen fik hans autograf flere gange, og vi fik den begge på vores startnummer.

 

 

Ganske som forventet var det de kenyanske løbere, der gjorde sig bemærket blandt de første løbere i mål. For dem var det også et udstillingsvindue, en chance for at gøre opmærksom på sig selv over for managere, sponsorer og medier. Selvom der kun var løbesko, T–shirt og en medalje at løbe for, fightede de desperat for at vise sig frem. Vinderen blev Nairobi Suleiman Kihagi, der løb sit livs første maraton i tiden 2:25:01. Lige efter ham kom den mere rutinerede John Miaka i tiden 2:25:42. Han var en af løberne fra Wilson Kipketers barndomsby og havde et halvt års tid forinden vundet Madrid Marathon. Hos kvinderne vandt Ruth Kalunba i tiden 2:58:08.

 

Det var dog ikke alle de lokale, der kom lige ærligt i mål. Nummer to hos de mandlige halvmaratonløbere modtog et par løbesko som præmie. Der var ingen tvivl om, at det var en endog meget fin og bekostelig præmie for ham at modtage. Kort tid efter kom den næste løber i mål, og han klagede over, at løberen før ham havde snydt ved at tage bussen et stykke af ruten. Sagen var dog den, at såvel løber som de dyre sko nu var pist forsvundet. Det samme gentog sig da den kvindelige andenplads i halvmaraton kom i mål. Også hun blev anklaget for at have taget bussen. Hun var dog ikke nået væk og nægtede pure at have forbrudt sig mod reglerne, men eftersom flere kunne bevidne hendes tur med bussen, måtte hun frem for at gå hjem med hæder og præmie luske af sted med vanære og bøjet nakke.

 

 

Vi danske løbere blev placeret i en klasse for os selv. Her havde udspillet sig en drabelig kamp om førstepladsen mellem Lars Bak fra Roskilde og debutanten Jørn Pedersen fra Kalundborg.  Lars trak sig sejrrigt ud af den duel i tiden 3:48:09, blot tre sekunder før sin konkurrent. Lars havde også været med i første udgave af The Great Wall Marathon, og han og jeg havde været legekammerater som børn. Desværre blev det sidste gang, jeg løb med Lars, da han nogle år senere mistede livet i en tragisk og meningsløs trafikulykke. Jørn derimod kom jeg efterfølgende til at møde mange gange. Sejren gav i øvrigt Jørn 1.000 kroner på grund af et væddemål om, hvorvidt han ville gennemføre overhovedet. Løbets tredjeplads var så storsindet at give sin præmie, et par Puma–løbesko, til en kenyansk løber, som han mente havde større behov.

 

Hos kvinderne vandt Susanne Bruun i tiden 4:43:09. Der var kun to danske halvmaratonløbere. De kunne således kåres som vindere hos henholdsvis kvinder og mænd. Det var Rikke Skov Jensen og min egen søn Steffen Brandt.

 

Specielt glædeligt var det, da Kim Tang Veje fra Kastrup kom i mål som den næstsidste. Det var tredje gang han stillede op til et maratonløb og første gang, han fuldførte. De to forgæves forsøg var begge The Great Wall Marathon. I alt 18 mænd og 7 kvinder fra Danmark gennemførte det fulde maratonløb.

 

Gallafest med eksotiske retter

 

Efter en hård dag var det tiltrængt bare at slappe af, men det var der slet ikke tid til. Vi kunne lige nå hjem og bade efter løbet, før vi skulle af sted til en meget fin gallafest på et fornemt hotel og med flot optræden. Desværre havde jeg ikke rigtigt appetit. Der var mange eksotiske retter på bordet, såsom zebra, krokodille og antilope, og derudover også mere almindelige sager som kylling, okse, lam, svin og meget mere. Men jeg var træt og havde hverken lyst til maden eller vinen. Jeg smagte dog en enkelt bid af det meste. Det eneste, jeg rigtig kunne nyde, var en kold øl og en kop kaffe.

 

Ved gallafesten var der naturligvis taler, og forskellige personer blev hyldet for deres præstationer – både store som små. Steffen blev også kaldt op til bifald og blev begavet med et BT−dykkerur. Det blev også meddelt, at The Karen Blixen Marathon ville blive gentaget den 4. november året efter, samt at løbskomitéen nu var udvidet med Wilson Kipketer. Men sådan skulle det ikke gå. Løbet blev efterfølgende annonceret, men på grund af manglende tilslutning måtte det aflyses. The Karen Blixen Marathon blev således aldrig gentaget, hvilket var synd og skam, for løbet og rejsen i det hele taget var fantastisk.

 

Efterfølgende blev også et The Great Safari Marathon i Hells Gate, Kenya, annonceret til afvikling 9. november 2002, men af årsager jeg ikke kender, blev løbet ikke til noget. Sådan er det, når kreative tanker arbejder. Ikke alt bliver til virkelighed, og jeg har gennem årene hørt om flere destinationer, der ikke er blevet til realiteter. Blandt andet har et meget spændende løb omkring Victoriavandfaldet været på tegnebrættet. Her skulle løberne have krydset grænsen mellem Zimbabwe og Zambia i et fantastisk område med fabelagtig natur. Dette løb nåede kun til tankerne. Også løb i Ny Guinea og ved Taj Mahal i Indien har været på tegnebrættet uden at blive til noget. Men The Great Safari Marathon er det eneste nye løb, der først er blevet offentliggjort og efterfølgende droppet igen.

 

Også til dette løb havde DR sendt et reportagehold af sted, og det resulterede i et 3½ minutters indslag i forbindelse med Søndags Sporten. Ligeledes udsendte BT også en flot lille avis om løbet efterfølgende.

Efter gallafesten var vi hjemme ved midnatstid, og jeg måtte så i gang med at pakke kufferter, da vi allerede skulle op den efterfølgende morgen klokken 6.

 

Lake Nakuru National Park

 

Hele mandag formiddag foregik i minibus. Det var dagen efter et maratonløb og med kun lidt nattesøvn, så jeg følte mig godt brugt. Heldigvis fik jeg en lille lur i minibussen, så det hjalp lidt på det. Vi skulle oprindeligt have været til Amboseli National Park. Men den megen tørke havde fået nationalparken til at fremstå som en gold ørken uden vildt. Den sidste del af rejsen blev i stedet for nydt i Lake Nakuru National Park i provinsen Rift Valley 140 kilometer nordvest for Nairobi.

 

 

Da vi ankom til nationalparken, blev vi indkvarteret på kønne Lake Nakuru Lodges. Det ligger i smukke omgivelser med en fantastisk udsigt ud over savannen. Man kan opleve, at bavianerne kommer næsten helt op til stedets gæster, men man skal passe på de bæster, for de kan godt være aggressive. En leopard kan også finde på at nærme sig lodgen om natten, ligesom man vil kunne høre løvebrøl efter mørkets frembrud.

 

 

Vi fik anvist vores værelse og fik en god frokost. Bagefter fik vi pakket lidt ud, inden vi mødtes med vores gruppe midt på eftermiddagen. Her fik vi en orientering om savannen, stedet og dyrene af Søren Rasmussen fra Albatros Travel. Han er uddannet biolog og er et levende leksikon med sin viden.

 

 

Lake Nakuru National Park er ikke en park i den forstand, vi kender fra Danmark. Det er ikke et “friseret” område med gartnere. Her hersker naturen på sine egne præmisser. Parken er på 18.000 hektar og er indhegnet hele vejen rundt. Kun få nationalparker i Kenya er helt indhegnede, men denne er det af forskellige praktiske hensyn, idet parken ligger nær beboede områder. Før den blev indhegnet, var der en evig konflikt mellem dyrene og de nærboende bønder. Indhegningen gør samtidig også livet noget mere besværligt for krybskytter. Blandt andet er næsehornet det mest truede dyr i området, alene på grund af dets horn. Krybskytter dræber dyret, skærer hornene af og lader kadaveret ligge. Hornene fra et næsehorn kan indbringe op imod en million kroner i slutpris. Selvom parken er lukket forhindrer det dog ikke gazeller, aber og leoparder i at forcere hegnet, ligesom fuglene naturligvis har deres frihed. Man har valgt at holde elefanter uden for parken, da den er alt for lille. En elefantbestand kræver meget plads – langt mere, end parken kan rumme. Alene en elefants daglig foderbehov ville gøre kål på parkens vegetation og rasere områdets træer.

 

 

Der er god justits i området, hvor parkbetjente kører rundt og kontrollerer, at ingen er i området uden gyldig billet, og at ingen begiver sig uden for bilerne eller på anden måde forbryder sig mod parkens regler.

 

 

Vi brugte eftermiddagen på safari, og det var utroligt spændende. Vi så bl.a. zebraer, antiloper, næsehorn, aber, giraffer, diverse fugle, løver, leoparder, geparder, strudse, pelikaner, gazeller, gnuer, sjakaler, vortesvin og bøfler. Men mest imponerende var det nok at se ud over søbredden. Her var fuldstændigt lyserødt, så langt øjet rakte. Det viste sig at være flamingoer. Søren fortalte, at der kunne være op til flere millioner eksemplarer.

 

Efter hjemkomsten og et godt aftensmåltid, var der underholdning med dans og sang af lokale artister.

 

Tirsdag stod vi tidligt op. Denne gang for at opleve en morgensafari. Vi så de samme dyr som dagen før, men det var en helt anderledes oplevelse at se dem i morgendiset. Det var også sjovt at opleve, hvordan nætterne og morgenerne var kølige fornøjelser, så vi måtte tage lange bukser og sweatshirts på.

 

 

Senere samme dag tog vi helt op på toppen af parkens højeste bjerg, hvor der var den mest betagende udsigt ud over søen og de grønne områder. På dette tidspunkt var netop denne park måske det grønneste sted i Kenya. Ved bjergets klippekant så vi bjerggrævlinge meget tæt på.

 

På vej tilbage til lodgen, så vi en fiskeørn snuppe en flamingo i søen. Ørnen begyndte at fortære flamingoen, mens den stadig var i live, og flamingoen lå og vippede med hovedet, mens ørnen holdt den fast med kløerne og hakkede lunser ud med næbet. Efter nogen tid blev øjnene hakket ud, hvorefter ørnen flåede hovedet af flamingoen, mens benene stadig sprællede. Det var en lektion i en både barsk, men også meget spændende, natur.

 

 

Dagen efter var vi igen med på morgensafari. Denne morgen oplevede vi ikke helt så mange dyr som dagen før, men det var betagende alligevel. Morgendisen, vegetationen og de vilde dyr, samt ikke mindst duften fra savannens planter var en oplevelse i sig selv. Ved søen var der lige så mange flamingoer som de tidligere dage, men denne gang lå de ikke alle rundt ved søbredden. I stedet var der flamingoer fordelt over hele søen. Der var også en masse pelikaner, og midt i det hele, ved vandkanten, stod en vandbuk. Efter et par timers safari, var vi tilbage i Lake Nakuru Lodges og spiste morgenmad, før vi pakkede kufferterne for sidste gang og forlod parken efter et par oplevelsesrige dage.

 

Hjemrejsen

 

På turen tilbage mod Nairobi standsede vi ved Lake Elementaita Lodge. Også her var fantastisk smukt og idyllisk med udsigt ud over savanne, sø og bjerge. Vi havde fem timer på lodgen og dermed mulighed for at gå ture i den smukke natur, nyde swimmingpoolen, køre med oksekærre, ride på heste eller se på strudsefarm. Vi fik en rigtig god frokost i det grønne, hvor hele frokostarrangementet var flyttet ud på en græsplæne. Her stod kokken og tilberedte kylling og lam, samt spaghetti og diverse andre lune retter med tilbehør af salater og en mængde desserter.

 

Efter frokosten var der stor interesse for at se CNN, for alle ønskede at se resultatet af det amerikanske præsidentvalg. Men der var ikke noget endeligt resultat. Der var optalt 98 % af stemmerne med 49 % til Al Gore og 48 % til George Bush. Vi måtte således vente med resultatet til senere. Og det skulle vise sig at blive meget senere. Faktisk gik der mere end en måned, før den amerikanske højesteret afgjorde, at kandidaten med færrest stemmer skulle have sejren. Demokrati kan tolkes på flere måder.

 

Hjemrejsen blev lang med ventetid i Nairobis lufthavn og transit i Amsterdam, før vi nåede tilbage til København torsdag formiddag den 9. november. Vi kom hjem til et land i sorg og en forestående begravelse i vores hjemby. Dronning Ingrid var afgået ved døden under vores rejse til Afrika.

 

The Karen Blixen Marathon og turen til Kenya var en fantastisk rejse og i sandhed det, man kalder aktiv ferie. En tur som jeg aldrig vil glemme, men altid vil mindes med stor fornøjelse og glæde. Havde jeg haft lidt dårlig samvittighed på forhånd over at tage børnene ud af skolen i en uge, så var den helt væk efter rejsen. Mine drenge kunne sagtens klare at miste en uges almindelig undervisning. Hvad de lærte om Afrika i den uge, ville de aldrig komme til at lære på ti års skolegang i den danske folkeskole.

 

Køb bogen her.

Efter at have gennemført et maratonløb og to ekstremmaratonløb inden for et år, skulle man måske tro, at der ikke var mere at komme efter. Jeg husker ikke, hvad jeg tænkte om det i år 2000. I dag ved jeg, at der ikke er nogen øvre grænse for, hvad mennesker kan præstere inden for maraton og triatlon. Mine præstationer gennem livet er småting i forhold til så mange andres, om end intet kan omtales som småting, når man taler om løb. Vi har hver især vores fysiske og mentale grænser. Vores individuelle præstationer inden for vores idræt er unikke og skal ikke stå til sammenligning med andre. Mit næste løb skulle vise sig at blive af en kaliber, jeg slet ikke havde forventet.

 

 

Til gallafesten i Kina havde jeg fået lokket en folder fra bornholmske Ingvor, og da jeg senere fik lejlighed til at nærlæse den, viste det sig, at den omhandlede Ultra Marathon Bornholm. Det selvsamme løb Peter Fredberg havde fortalt mig om under en tissetur på en kinesisk mark. Min første indskydelse var at ryste på hovedet, men der var sået et frø, og folderen lå til stadighed fremme på mit skrivebord.

 

Nu behøvede man ikke nødvendigvis løbe 100 kilometer, eftersom maratondistancen også var et alternativ. Men jeg blev efterhånden mere og mere tændt og kunne da ikke “nøjes” med et maratonløb. Skulle jeg af sted, skulle det være for at “gå” hele vejen.

 

Jeg fortalte min søster om løbet og mine tanker om at deltage. Hun havde i en årrække boet på Bornholm, men var flyttet tilbage til Sjælland 14 år tidligere. Hun syntes, det lød som et spændende løb, selvom hun ikke selv var løber, men hun ville gerne gense klippeøen og tilbød at rejse med. Dermed kunne vi gøre det til en familietur med mine drenge og min niece. Min søster havde været konstabel i flyvevåbnet og havde stadig kollegaer på Bornholm. Gennem hendes gode kontakter fik vi for et symbolsk beløb stillet to af flyvestationens værelser til rådighed i den weekend, løbet skulle afvikles.

 

Fredag den 1. september tog vi til Bornholm. Vi skulle for første gang over Øresundsforbindelsen, der to måneder tidligere var blevet indviet. Via tunnel og bro kom vi fra Amager til Skåne og kørte derfra til Ystad, hvor vi tog færgen til Bornholm. Det var jo fagre nye verden at komme til Bornholm så hurtigt. Færgeoverfarten tog blot en time og tyve minutter, mens vi hidtil havde skullet sejle en hel nat fra København til Rønne.

 

Lørdagen havde vi for os selv, så den brugte vi som turister på øen, som ingen af os havde besøgt i årevis. Vi genså mange af de steder, vi kendte fra tidligere, men det var underligt at køre rundt på solskinsøen uden for sæsonen. Der var næsten ingen mennesker, og vi havde stort set vejene for os selv. Frokosten bestod naturligvis af røget sild fra et af de mange røgerier, mens aftensmaden blev indtaget på en restaurant på torvet i Rønne. Her blev det endnu mere tydeligt, hvor mennesketom øen var på denne årstid. Torvet lå øde hen, og selv kiosken havde lukket, selvom klokken kun var 21. Men vi kunne nu ikke tilføre liv og glade dage på øen den aften, da vi snart tog ud til flyvestationen i Årsballe og gik til køjs på belægningsstuerne.

 

Løbet lå om søndagen den 3. september og var arrangeret af SÅN–løberne, en sammenslutning fra byerne Svaneke, Årsdale og Nexø. Jeg vil tro, at det var årets vådeste dag på Bornholm. Jeg vågnede midt om natten ved et tordenskrald så højt, at det virkede helt umuligt. Gennem vinduet kunne jeg se, at horisonten næsten var helt oplyst af lyn, der i en lind strøm slog gnister derude. Jeg håbede bare, at det ville stilne af inden morgen. Det lykkedes mig at sove lidt igen, men tordenvejret mindede mig til stadighed om vejrforholdene.

 

Løbet skulle starte fra torvet i Nexø klokken otte, og vi kørte dertil i god tid. Det regnede nu kun ganske let, så jeg havde troen på, at det værste nok var overstået. Da vi ankom, var det holdt op med at regne, men det var lidt koldt på grund af blæst. Vindtæt tøj gjorde det dog til at holde ud. men det skulle dog vise sig, at dette var stilhed før stormen, for da vi nærmede os starttidspunktet havde Vor Herre for alvor lukket op for sluserne igen. Løbet blev officielt skudt i gang af byens borgmester, men det var næppe nogen, der kunne høre hans tale for regn, blæst og rusk, der totalt overdøvede højtalerne. Allerede før vi kom i gang med løbet, var vi gennemblødt. Men heldigvis klarede det op indimellem og blev ikke heldagsregn.

 

 

Klippeøen er jo temmelig kuperet, så jeg havde lavet den strategi at gå op ad de værste stigninger og forsøge at løbe på andre strækninger. Jeg kunne ikke holde denne taktik hele dagen, men et godt stykke hen ad vejen.

 

Den første del af løbet fulgtes jeg med Peter Fredberg, men efterhånden var han dog for hurtig for mig. Peter fortalte, at jeg ikke skulle tage tidsgrænsen på 13 timer alt for alvorligt, da han var sikker på, at arrangørerne ville vente på de sidste og anerkende præstationen, også selvom man kom senere end den officielle tid. Men denne oplysning kunne jeg ikke bruge til noget som helst! Min stædighed og retfærdighedssans tillod mig ikke at komme i mål på dispensation og blive godkendt på nåde og fromme. Det eneste, der talte for mig, var at fuldføre dette løb inden for dem officielle tidsgrænse.

 

 

Ved middagstid kom der en ordentlig regnskylle, så jeg var igen godt gennemblødt, da jeg kom til Hammershus, der var målet for maratonløberne. Her gik det for alvor op for mig, at Peter havde talt fuldstændigt sandt, da han nogle måneder forinden havde sagt til mig, at det ikke var benene, men hovedet det gjaldt. Det vil være helt forkert at sige, jeg ikke var træt. Men på trods af det bakkede terræn og regnvejret følte jeg mig overraskende frisk. Mit sind var jo kodet til, at jeg skulle løbe 100 kilometer den dag, så for mig var dette et delmål, og jeg var ikke engang nået halvvejs. Derfor kunne jeg jo ikke være rigtigt træt endnu! Jeg har siden været meget bevidst om denne mekanisme. Uanset om det er ti kilometer eller et helt maraton, jeg løber, så er det på det sidste stykke der trækkes “tænder ud”.

 

Ved Hammershus ventede familien på mig, så jeg fik mig nogle stykker rugbrød og fik også skiftet mit gennemblødte tøj og løbeskoene, så jeg kunne fortsætte i tørt tøj. På det tidspunkt var vejret godt med tørvejr og solskin, så det var rart at få alt skiftet. Men intet varer evigt, og således heller ikke tørvejret den dag. Da jeg senere nåede til Hasle, kom der igen en ordentlig skylle. Det blev dog stort set den sidste omgang på resten af turen.

 

Da jeg nåede ud over 70 kilometer, var jeg ved at være godt træt og kunne da godt mærke, at det ikke havde været en dag på kontoret. Der var kilometerskilte og væskestation ved hver femte kilometer, og ved de 75 kilometer tog jeg imod at få massage på ben og lægge. På det tidspunkt havde jeg følgeskab af en cyklist fra den arrangerende klub, der havde til opgave at følge bagtroppen. Han gav mig god moralsk opbakning, da han fortalte at jeg ikke var den sidste. Efter mig kom der en kapgænger. Kapgængeren havde mange gange gået de 100 kilometer, fik jeg oplyst, og han kom altid igennem inden for tidsgrænsen. Det gav mig tillid og tro på mig selv. Så længe jeg bare havde ham bag mig, ville jeg klare det. Men på trods af denne overbevisning kørte min indre “computer” hele tiden. Jeg var meget opmærksom på min tid og den resterende tid til deadline. Jeg måtte til stadighed sikre, at jeg var i en position til at kunne opnå mit mål.

 

 

Da jeg kom til 80 kilometer, blev jeg igen tilbudt massage. Også denne gang tog jeg imod tilbuddet, men da det gentog sig ved de 85 kilometer, sagde jeg nej tak. Ikke på grund af manglende behov, men af respekt for den tidsgrænse jeg skulle overholde.

 

Ved de 90 kilometer fik jeg en frygtelig nedtur. Mens jeg stod og fik væske, så jeg kapgængeren gå forbi mig i rask gang. Han gik simpelthen uafbrudt, og hans kone fulgte ham på cykel og sikrede, at han fik forplejning undervejs. Det var virkelig en streg i regningen at blive passeret og dermed få overladt sidstepladsen. Min sikkerhed var nu væk, og jeg følte, jeg var helt overladt til mig selv og måtte kæmpe ekstra herefter. Efter at have løbet 90 kilometer på godt et halvt døgn, var der ikke mange mentale ressourcer tilbage. Jeg havde lyst til at tude, da jeg så min “redningsplanke” fortone sig i horisonten.

 

Men da jeg kom til sidste væskestation, var jeg kommet mig over at være blevet passeret, selvom jeg var meget opmærksom på min tid og bevidst om, at der ikke var meget tid at give af. Mens jeg stod der, følte jeg mig pludselig svimmel og havde det, som om jeg stod og svajede frem og tilbage. Det var en ting, at det ikke var godt, hvis jeg var utilpas. Det var noget helt andet, at jeg ikke ville opdages af de omkringstående. Det ville have været næsten ubærligt at have været i gang i mere end et halvt døgn og nå ud på 95 kilometer for blot at blive taget ud af løbet. Jeg skyndte mig at drikke ud og fortsætte, og da jeg først kom i gang, følte jeg mig ikke længere svimmel.

 

Efterhånden var jeg nu ved at være tilbage i Nexø, hvor det hele var startet. Det var blevet fuldstændigt mørkt, men havde ikke regnet i et stykke tid. Jeg var fuld af optimisme og var klar over, at min mission ville lykkedes.

 

Det siger sig selv, at jeg ikke ved, hvordan dagens vinder var blevet modtaget. Men jeg blev modtaget, som havde jeg været dagens vinder. Og sådan føltes det også for mig. Det var virkelig en stor sejr at komme igennem denne ekstreme dag og gennemføre løbet inden for den fastsatte tidsgrænse. Min tid blev 12:51:17, og jeg var således mindre end ni minutter fra tidsgrænsen. Ved målstregen stod min familie samt en gruppe mennesker, der sikkert var fra den arrangerende klub. Alle jublede, klappede og råbte mit navn, da jeg med de sidste kræfter fik kæmpet mig over målstregen.

 

 

Der var absolut ingen energi i mig bagefter. Da jeg stoppede op, begyndte jeg at fryse, som var det den koldeste vinterdag i et polarområde, og jeg blev pakket ind i tæpper, Men intet hjalp, og jeg stod der med klaprende tænder.

 

Før vi fik hentet vores ejendele på flyvestationen var det for sent at komme med den sidste færge til Ystad, så vi valgte i stedet den gode gamle tur mellem Rønne og København med M/F Povl Anker. Da vi sad ved færgelejet og ventede i bilen, trak min søster en flaske whisky frem og spurgte, om jeg skulle have noget at styrke mig på. Jeg syntes ærligt talt, at jeg havde fortjent det og takkede ja. Hun skænkede mig en ganske lille hivert i et bitterbæger. Jeg skyllede de gyldne dråber ned, og efter sigende gjorde de straks deres virkning. Jeg erindrer ikke selv noget derom, men familien har efterfølgende ikke holdt sig tilbage for at berette om det. Efter sigende skulle jeg prompte have mistet talens brug, ligesom min gang på færgens dæk var om muligt endnu mere alternativ, end den havde været på torvet i Nexø.

 

Nu skulle man måske tro, at jeg kunne få en god og dyb søvn den nat. Det var ikke tilfældet. Jeg var rastløs og øm i kroppen og måtte flere gange op på toilettet, hvilket hver gang var en kamp for min ømme krop.

 

Køb bogen her.

Nyt årtusinde – nye tider

 

I slutningen af januar 2000 kom der et brev fra Oriental Tours – et Albatros Selskab. De var nu klar til at udbyde den anden udgave af The Great Wall Marathon og gentage succesen fra 1999.

Denne gang skulle løbet være større og mere internationalt, og man regnede med at få løbere fra Japan, Tyskland, USA og ikke mindst de øvrige skandinaviske lande. Løbsruten fra 1999 ville blive ændret og tilpasset det øgede deltagerantal.

 

The Great Wall Marathon 1999 havde været hårdt. Det nye årtusinde skulle markeres med en endnu hårdere rute.

 

Det fremsendte rejsemateriale var lige så omfattende som året før, og denne gang var der 27 grupper og fem forskellige flyselskaber at vælge imellem.

 

Med familien til Kina

 

Heller ikke i 2000 skulle jeg alene af sted til det store land. Min stedmor, der kun er ti år ældre end mig, ville meget gerne med, og hun var mere end velkommen. Elisabeth har altid rejst meget og har boet mange år i udlandet. Som barn og ung rejste hun kloden rundt med sine forældre, og hun udforskede også store dele af kloden sammen med min far, indtil hans død i 1997. I årene derefter havde hun rejst både alene og sammen med familie og venner. En mangeårig sklerosesygdom afholdt ikke Elisabeth fra at komme verden rundt, men løbe kunne hun ikke, og hun var også begrænset i andre fysiske aktiviteter. Men nu skulle hun med mig til Kina.

 

 

Begge mine drenge skulle også med far og farmor til det store land, hvor menneskerne havde gule ansigter og skæve øjne. Emil gik i børnehave, men Steffen måtte tages ud af skolen, da rejsen ikke faldt sammen med en ferie.

 

Trappetræning

 

Mens jeg i 1999 ikke havde lavet egentlig trappetræning op til løbet, fik jeg nu den idé at gøre brug af min hjembys amfiteater i Folkeparken. Her kunne jeg zigzagge op og ned ad trapperne, og det gjorde jeg, hver gang jeg trænede. Siden har jeg hvert år benyttet mig af Folkeparkens trapper, når jeg om foråret har trænet op til The Great Wall Marathon. Det kan være en speciel oplevelse at komme der fredag eftermiddag, for der sidder tit unge mennesker fra gymnasiet med øl og anden forplejning. Mine legemsøvelser giver ofte anledning til morskab, og indimellem finder nogle af ungersvendene anledning til at opføre et mindre skuespil.

 

Kina igen

 

Løbet blev ligesom i debutåret afholdt den fjerde onsdag i maj. Dette år faldt dagen på den 24. maj, og ganske som året før, lå afrejsen fredagen før, så vi havde tilstrækkelig tid til at omstille os mellem to vidt forskellige tidszoner.

 

Vi mødte op i Københavns Lufthavn med gruppe 11 klokken 17.35, og flyet skulle lette klokken 19.45. Der var væsentlig færre grupper forsamlet i lufthavnen end året før, og jeg tænkte, at de fleste grupper nok havde afrejse på andre tidspunkter, men det skulle vise sig, at det ikke var årsagen.

 

Vores guide var Katrine Chang, der ligesom jeg var genganger. Jeg kendte hende ikke, men kunne huske, at jeg havde set hende i 1999. Ligesom Søren Dehn var hun en sublim guide, der på alle måder var med til at gøre turen til en god oplevelse for os alle. Foruden Katrine bestod gruppen af 30 rejsende, men i ankomsthallen manglede imidlertid en af deltagerne. Vi stod og ventede på ham en rum tid, før Katrine besluttede, at vi skulle tjekke ind. Hun ville så holde sig i kontakt med indtjekningen for at høre, om den sidste kom.

 

I transithallen faldt jeg i snak med Peter Fredberg fra BT, der sammen med sin kone, Mie, rejste med samme gruppe som os. Jeg fik nu forklaringen på, hvorfor lufthavnen ikke var fyldt med lige så mange løbere som året før. Det var ikke ret mange tilmeldte, og vi ville blive mindre end 70 danske løbere. Det havde heller ikke været det store tilløbsstykke at tage turen for anden gang. Der var kun ni løbere fra sidste år, hvoraf fem havde gennemført året før, mens fire der var udgået nu tog turen igen for at få revanche.

 

Vi forlod Københavns Lufthavn uden den manglende deltager, hvis skæbne på det tidspunkt fortsat var en gåde.

 

Gensyn med Beijing

 

Rejsen blev på mange måder en gentagelse af året før, og det kunne jo næsten ikke være anderledes. Vi havde tilmeldt os en gruppe med arrangerede ture, der i store træk svarede til året før, for Elisabeth havde ikke været på netop denne tur før, og drengene havde slet ikke været i Kina.

 

Blandt deltagerne var også i år Lars Bom og hans kone Birgit. Under frokosten i Sommerpaladset sad Emil på fem år mellem Lars og mig, og jeg fortalte Emil, at hans sidemand havde været inde i Bamse fra fjernsynet. Emil troede ikke på det og spurgte Lars, om det var rigtigt. Det kunne Lars bekræfte, ligesom han fortalte, at han også var en af stemmerne fra Bananer i pyjamas.

 

Hov – var det ikke lørdag vi skulle flyve?

 

Søndag var det tid til gensyn med Den Forbudte By, Den Himmelske Freds Plads og tilsvarende fra året før. Da vi kom tilbage til vores hotel, steg jeg som den første ud af bussen og blev mødt af en dansker, der tilsyneladende troede, at jeg var gruppens guide. Han spurgte mig, om dette var gruppe 11 og fortalte så, at han hed Jens, og at han var den savnede passager ved afrejsen. Historien var, at Jens havde “sovet i timen”. Han havde oprindeligt tilmeldt sig en gruppe, der skulle flyve fra Københavns Lufthavn om lørdagen, men der havde ikke været tilslutning nok til denne gruppe, så Albatros havde spurgt Jens, om han i stedet for ville rejse med gruppe 11. Det havde han accepteret, og Albatros havde sendt rejsepapirerne til ham. Men som Jens helt ærligt fortalte mig, havde han dummet sig. Han havde været lidt stresset og havde derfor ikke sat sig ind i det nye materiale. Derfor troede han, at gruppen skulle rejse samme dag som hans oprindelige gruppe. Da Jens stod i lufthavnen lørdag eftermiddag, var han alene og forstod ingenting. Ved henvendelse til SAS blev det opklaret, at han skulle have været med et døgn tidligere. Nu var Jens på den. Men han var så heldig, at SAS havde ekstra plads på et søndagsfly og at de ydede ham den udstrakte service at lade ham ombooke dertil kvit og frit. Det næste problem var, at Jens var med på et gruppevisum, men også det blev løst med en kontakt til den kinesiske ambassade, der i rekordfart skaffede ham et personligt visum.

 

Forsvundne danskere

 

Mandagens inspektionsdag mindede på mange måder om 1999 udgaven. Den store forskel var, at vi var så få på Yin og Yang–pladsen. Der virkede helt tomt.

 

Da vi var ude og gå i “Gobi–Ørkenen” under inspektionsturen, havde Steffen behov for at brænde noget krudt af, så den 12–årige knægt løb i forvejen, mens jeg gik med Emil og Elisabeth. Da vi kom til samlingsstedet, manglede Steffen, og jeg blev noget nervøs − for ikke at sige lettere panisk. Min søn var væk i det store land, og jeg havde ingen anelse om, hvor han var. Derfor blev jeg lidt lettet, da en kvinde sagde, at hendes mand, Hans, også manglede, og Birgit Bom desuden også savnede Lars. Eftersom tre personer var væk, var der nok en vis sandsynlighed for, at de var sammen, og sådan var det også. En bil blev sendt ud og fandt snart de tre forsvundne, der et sted var løbet til højre, hvor man skulle løbe til venstre. De var løbet så langt i forvejen, at de var kommet frem før dem, der skulle vise vejen.

 

Dagen før var Lars Bom også blevet væk foran Den Forbudte By. Der var der ikke meget strisser over ham!

 

En dag med fuldt program

 

Dagen inden maratonløbet var der igen fuldt program for os. Først på en cloisonné-fabrik og derefter i Ming–kejsernes gravdal, hvor vi lagde ud med en vandretur på den berømte Åndeallé. Dens mange imponerende stenskulpturer skulle hindre onde ånder i at trænge ind og forstyrre gravfreden. Men figurerne kunne intet stille op mod de indtrængende horder af turister. Efter et besøg ved Chang Ling–graven begav vi os ud til den afsidesliggende Qing Ling–grav, og her kunne vi for alvor nyde og opleve historiens berømte vingesus i den stille og naturskønne del af Ming–kejsernes gravdal.

 

 

På vejen tilbage til Beijing besøgte vi en af områdets landsbyer. Størstedelen af Kinas befolkning bor på landet. Selvom de økonomiske reformer i første omgang hjalp bønderne til en højere levestandard, så de økonomiske udsigter for befolkningen på landet dystre ud på dette tidspunkt, og flere millioner mennesker brød hver dag op for at drage til byen på jagt efter arbejde. Vi fik således et levende indblik i de nøjsomme forhold, der herskede på landet i Kina.

 

Maratonruten i en hårdere udgave

 

Onsdag den 24. maj var det så tid til anden udgave af det senere så legendariske maratonløb. Som året før var det tidligt op i Beijing og med bussen til Huangyaguan, hvor løbet også i 2000 skulle startes klokken ti.

 

Omkring halvvejs mod løbsområdet holdt vi den obligatoriske pause, og Peter Fredberg og jeg valgte at forrette vores nødtørft på den samme mark. Mens vi stod der med spredte ben fortalte Peter mig, at han til efteråret skulle løbe et 100 kilometerløb Bornholm rundt. Han havde tidligere løbet samme distance på Sjælland. Jeg var året før blevet maratonløber, og nu stod Peter der i ramme alvor og talte om at løbe 100 kilometer. I mine inderste tanker var diagnosen klar – manden var splitterravende gal i hovedet. Men min nysgerrighed var vakt, og jeg spurgte Peter, om han så løb træningspas på 50–70 kilometer pr. gang. Det gjorde han slet ikke, han trænede blot som til et almindeligt maratonløb.

 

Det sidder i hovedet, sagde han – ikke i benene. Jeg skulle senere erfare, at dette var ganske vist.

 

Da bussen nærmede sig området for The Great Wall Marathon, rejste hårene sig på mine arme, og det har jeg oplevet hvert eneste år lige siden. The Great Wall Marathon er noget helt, helt særligt for mig på mange måder. Måske er det mest afgørende, at det var her, jeg løb mit første maratonløb, og her jeg blev “født” som maratonløber.

 

Som i 1999 blev der holdt flere taler af den danske ambassadør, Thomas fra Dansk Atletikforbund og flere højtstående, kinesiske embedsmænd. Det så umiddelbart ud til, at der ventede flere traditioner, men ikke alt var som året før, og det skulle vi hurtigt erfare.

 

I 2000 startede løbet på selve Yin og Yang–pladsen, og sådan har det været lige siden. Startskuddet lød klokken ti, og vi løb ud gennem portalen i Great Wall Fortets fundament. Ude på vejen løb vi til højre mod syd og var nu ude på en strækning, vi skulle passere i alt fire gange, to gange i hver retning.

 

Otte hundrede meter henne ad vejen skulle vi til venstre op ad den meget stejle, asfalterede bjergvej, som jeg året før kun havde prøvet at løbe nedad. Det skal erkendes, at det var en helt anden udfordring at skulle den anden vej. Vi mødte nu turens næststørste udfordring – kun overgået af muren. Det var en rigtig god idé at spare på kræfterne under denne del af løbet, og det gjorde jeg også. Jeg vidste meget vel, hvilken udfordring, der lå lige efter bjergets top.

 

Det er klart, at muren ikke var blevet lettere end året før, eftersom jeg startede med at løbe op ad et bjerg med stigninger på op til ti procent. Men muren blev dog forceret i fin stil.

 

Men det var ikke blot starten på bjerget, der gjorde løbet i 2000 anderledes end året før. Der var flere ændringer, men jeg vil ikke gå i detaljer om ruten. Det var det samme område som året før, og mange af strækningerne var også identiske. Vi løb på landevej, gennem landsbyer og på grus– og jordveje. Igen var der god stemning overalt med glade børn og smilende voksne. Hvor vi året før havde løbet to korte sløjfer, skulle vi denne gang ud på en længere tur, før vi vendte tilbage til udgangspunktet.

 

 

Våde fødder

 

Løbsdagen i 1999 havde været meget varm, og selvom man næsten ikke skulle tro, det var muligt, var det her i år 2000 endnu varmere. Vi kom helt op på 34 grader i skyggen, og jeg har ikke siden oplevet så voldsom varme i Kina. I 1999 havde jeg haft succes med at hælde vand over kroppen i heden. Denne taktik gentog jeg igen, men det fik fatale følger. Jeg var så skødesløs, at jeg på et tidspunkt direkte soppede i begge mine sko. Uerfaren og uvidende som jeg var, tænkte jeg, at solen hurtigt ville tørre mine sko, og det skete da også, men der skete mere endnu. Jeg fik vabler, der med tiden gav mig flere og flere problemer.

 

 

Første møde med Kathy

 

Godt en tredjedel inde i løbet kom jeg til at følges med en midaldrende amerikansk kvinde. Vi passede hver især vores eget løb, men fik dog også talt lidt sammen. Da jeg nåede de 18 kilometer begyndte vablerne på mine fødder for alvor at gøre ondt. Jeg måtte ned og gå, mens min ledsager fortsatte. Hendes navn var Kathy Loper.

 

I vablernes vold

 

Selvom jeg ikke var nået halvvejs gennem løbet, stod det mig snart klart, at jeg ikke ville være i stand til at løbe mere. Jeg forsøgte, men smerterne var for store. Jeg måtte derfor gå, og det gjorde jeg så i et rask tempo. Jeg havde hele tiden en overbevisning om, at jeg ville kunne nå i mål inden for den fastsatte tidsgrænse.

 

En svær situation

 

Hanne havde også valgt at løbe The Great Wall Marathon i 2000, og hun var rejst ud med en ny kæreste. Jeg havde det ikke godt med situationen, men kunne trods alt glæde mig over, at vi ikke var i samme gruppe og ikke boede på samme hotel. Ved de fælles arrangementer mødtes vi dog, og Hanne skulle da også ved de lejligheder se noget til vores børn.

 

Som i det første år var jeg hurtigere end Hanne, og jeg havde det fint med den afstand, jeg havde lagt til hende og den nye kæreste. Så kunne jeg i fred og ro passe mit eget løb. Men vablerne satte en stopper for det, og på et tidspunkt kunne jeg ane dem bagude. Hvor gerne jeg end ville, kunne jeg ikke undgå, at de stille og roligt halede ind på mig, og ved 24 kilometer kom de op på siden af mig. Hanne spurgte, om hun kunne hjælpe med noget, og jeg var vist temmelig studs, da jeg sagde, at jeg nok skulle klare mig selv. Da de forsvandt i horisonten, gik jeg videre med tårerne trillende ned ad kinderne. Jeg tror, det var lige der, jeg besluttede, at jeg ville gennemføre løbet, uanset hvor smertefuldt det skulle blive. Stædighed? Viljestyrke? Eller angst for at tabe ansigt? Jeg ved det ikke, men i sidste ende var denne episode måske også en medvirkende årsag til, at det lykkedes mig at gennemføre dette andet løb med store åbne vabler på begge fødder.

 

Efter knapt 32 kilometer var jeg tilbage på asfaltvejen, og jeg kunne nu smide løbeskoene, hvilket havde været umuligt på de jordede og grusede veje og i “Gobi–Ørkenen”. Jeg bandt snørebåndene på mine løbesko sammen og hægtede skoene om halsen, hvorefter jeg fortsatte min gang mod Yin og Yang–pladsen. Flere tilskuere havde set, hvordan jeg slukøret sjoskede af sted, og inden længe gik der rygter i målområdet om, at jeg var udgået.

 

Sandaler som løbesko

 

Men da jeg nåede tilbage til Yin og Yang–pladsen, smed jeg skoene og fik fat i mine sandaler. Jeg havde heldigvis også nærvær til at tage min chip af skoene og lægge den i min mavetaske. Nu var jeg klar til at forcere muren med særdeles alternativt fodtøj.

 

 

Muren var naturligvis ikke let, men jeg husker den heller ikke som ekstremt svær dette år. Måske fordi jeg havde sparet på de fysiske kræfter under halvdelen af løbet. På vej over muren passerede jeg en del andre løbere, og mange af dem smuttede forbi mig igen på vejen ned ad bjerget.

 

Jeg kom i mål som den sjette sidste i løbet. Men med tiden 7:17:43 havde jeg rigtig god tid ned til den officielle deadline. På målstregen fik jeg bukket mig ned og aktiveret min chip. Endnu engang lod jeg tårerne falde, men denne gang var det hverken på grund af smerter eller vemod. Det var af glæde over, at det var lykkes mig at komme igennem dagens strabadser.

 

 

Lægebehandling og løfte om comeback

 

I målområdet kom jeg straks til lægebehandling hos Mogens Rishøj, der stak hul på mine vabler. Behageligt var det ikke, men det skulle gøres. Mens jeg lå til behandling, kom Søren Rasmussen over og gav mig noget omsorg. Søren, der er direktør for Albatros, havde også netop løbet sit andet The Great Wall Marathon. Som mig var han også debuteret som maratonløber netop her året før. Jeg vidste godt, hvem Søren var, men det var første gang, vi talte sammen. Det sidste, jeg sagde til Søren, var: “Jeg kommer igen til næste år”. Jeg tror, det var netop her, jeg reelt skrev min langtidskontrakt med løbet.

 

En meget speciel gruppe

 

En gruppe gjorde sig særligt bemærket dette år. Skæbnen havde bragt nogle hurtige løbere sammen netop i den gruppe, og de satte deres præg på løbets top ti. Helt specielt var det, at både løbets vinder og nummer to var i samme gruppe. Igen i 2000 havde DR sendt et hold ud for at dække begivenheden, og jeg kunne efterfølgende i Søndags Sporten se den drabelige kamp mellem Martin Steinbach og Steen Habermann. Førstnævnte vandt i tiden 4:11:29, mens Steen kom ind halvandet minut senere. Efter sejren lå Martin i drop i flere timer, da han ikke havde indtaget tilstrækkeligt med væske under løbet.

 

Vindertiderne sat i relief

 

Tiderne viser klart, at løbet var blevet hårdere. Martins personlige maratonrekord lød på 2:45:21. Sammenholdt med vindertiden fra 1999 (55 minutter hurtigere) satte det tingene i relief. Der var ingen tvivl om, at sværhedsgraden var skruet op.

 

Årets kvindelige vinder var fra vores gruppe. Det var Ingelise Jensen. Med tiden 5:22:30 var hun en time og 27 minutter fra Kersti Jacobsens rekord fra 1999.

 

Amour på muren

 

Et rigtigt eventyr knytter sig til gruppen med de hurtige løbere. Gruppens guide var Merete Skov, og amorinerne havde været aktive i de dage i Kina. Merete kom senere til at hedde Habermann, og hun og Steen vendte flere gange senere tilbage til The Great Wall Marathon. I 2005 gennemførte Merete fem kilometerløbet med parrets ni uger gamle datter, Agnete, sovende i en bæresele. Det er helt utroligt, hvad et maratonløb kan føre med sig.

 

Lidt statistik

 

Løbere fra ni forskellige nationer stillede op til årets løb. I alt 10 kvinder og 66 mænd kom igennem, og 56 danskere fik medaljer, så vi var stadig i flertal. Men sådan skulle det ikke blive ved med at være.

 

I alt 92 løbere var mødt op til start, heraf var 16 udgået, mens en halv snes stykker havde meldt fra inden løbets start. Syv løbere måtte lægges i drop, og værst gik det ud over Kathy Loper, som jeg var fulgtes med et stykke af løbet. Hun var kollapset ved målstregen og blev efterfølgende indlagt to døgn på et hospital i Beijing. Også Lars Bom var blandt de udgåede. Han havde fået et ildebefindende på grund af varmen. Da han nåede til muren anden gang, var han svimmel og var klog nok til at stoppe. To udgåede løbere fra 1999 måtte desværre også denne gang give op og vende slukørede hjem.

 

Igen dækkede BT løbet flot, og denne gang blev løbsavisen skrevet både på dansk og engelsk. I avisen stod der et stykke om “Fighteren Henrik”. Det var historien om mine vabler og sandaler. Jeg modtog også et BT−ur ved gallafesten, hvor jeg mødte op iført mine sandaler.

 

 

Igen en flot gallafest

 

Gallafesten var lige så flot som året før. Da vi ikke var lige så mange deltagere, foregik festen et mindre sted, og da arrangementet startede, gik en bornholmer ved navn Ingvor rundt og delte nogle små foldere ud. Da Ingvor kom til os, rakte jeg hånden frem for at få en folder. På klingende bornholmsk sagde han; “Jamen, det er den sidste, jeg har”. Jeg spurgte, hvem han ellers ville give den til, og Ingvor gav mig så den sidste folder. Ingen af os vidste på det tidspunkt, at netop denne folder blev denne eneste uddelte folder, der gav bonus for ham.

 

 

Køb bogen her.

Sko er ikke bare sko

 

Min træning var nu blevet en regelmæssig rutine, og det holdt jeg fast i. Men jeg havde fået problemer med fødderne. De første løbesko havde jeg købt uden nogen indsigt i, hvordan de skulle vælges, og jeg havde heller ikke fået særlig vejledning, hvor jeg havde købt dem. Resultat var, at jeg fik ondt i fødderne, hvilket er meget hæmmende under langdistanceløb! På anbefaling tog jeg derfor til en løbeforretning i København, hvor jeg blev videooptaget under løb på et løbebånd. Men desværre gav disse nye sko mig også problemer. I januar 2000 besøgte jeg så den københavnske forretning igen. Her blev det konstateret, at man tidligere havde solgt mig et par sko, der slet ikke svarede til mit behov. Men man tog dog ikke den konsekvens at give mig et nyt par sko kvit og frit! I stedet solgte de mig et nyt par sko og anbefalede mig at få lavet specielle indlæg, der passede til mine fødder. Jeg fik indlæggene og har ikke siden haft problemer med fødderne på grund af fodtøj.

 

En anden hverdag

 

Det, der i næsten et halvt år havde været lagt op til, blev i januar 2000 en realitet. Hanne flyttede, og skilsmisseprocessen blev sat i gang. Sammen med vores to drenge blev jeg boende i vores hus, mens Hanne flyttede i en lejlighed.

 

Det gav nogle udfordringer at blive alene om det hele. Nu var der kun mig til at bringe og hente i børnehave, klare indkøb, madlavning, havearbejde og alle andre opgaver i husstanden. Samtidig ville jeg jo gerne holde min træning ved lige, så det krævede god planlægning. Eftermiddagene og aftenerne var meget pressede. Efter dagens arbejde skulle Emil hentes i børnehaven, der skulle handles, hunden skulle luftes, og aftensmaden tilberedes. Naturligvis var der fokus på børnene, men samtidig var der også ofte arbejdsopgaver om aftenen. Så det var svært at få tid til at løbe. Jeg måtte lægge en anden strategi. Foruden en lidt længere løbetur i weekenden begyndte jeg nu at løbe tre hverdagsmorgener. Jeg stod op klokken 4.30 og var klar til at løbe en halv time senere. Drengene sov, og det samme gjorde hunden. Så det var med god samvittighed og ro i sjælen, jeg begav mig ud iført løbesko. Drengene vidste godt, at jeg løb om morgenen, og jeg havde altid mobiltelefon med, så de kunne få fat i mig. Men det blev der imidlertid aldrig brug for. De sov altid som små engle, når jeg kom hjem. Efter en god times løb luftede jeg hunden og tog bad. Derefter var tiden kommet til at vække drengene, og en ny dag var i gang.

 

Jeg holdt fast i mine morgenløb igennem syv år, og jeg løb året rundt – uanset vejret. Hverken snestorm, den kraftigste blæst eller styrtregn kunne holde mig hjemme. Ganske få gange stod jeg op, kiggede ud ad vinduet og gik i seng igen. Men når det skete havde jeg dårlig samvittighed flere dage efter, så jeg nærede mig efterhånden for at springe over, hvor gærdet var lavest.

 

Køb bogen her.