Endnu et hæleproblem

I oktober 2020 fik jeg pludselig en ømhed i venstre hæl. Det var ikke på selve trædefladen, men på den indvendige side af hælen. Jeg prøvede at lægge løb fra mig en tid og håbede at det gik over, men det skete ikke, Jeg konstaterede så, at jeg godt kunne løbe, men optimalt var det ikke.

Dårlig livsstil

I samme periode gik jeg til konsultation hos en gammel kinesisk akupunkturlæge i min hjemby. Ved første konsultation målte han mit blodtryk og konstaterede, at det var for højt. Han anvist mig at tale med min praktiserende læge. Her blev det samme konstaterede. Jeg blev anvist, at tage målinger hjemme over tre dage. Alt skulle registreres i et skema.
Øverst på skemaet skulle nogle data skrives, herunder min vægt. Ups tænkte jeg. Jeg havde ikke været på vægten i en årrække. Logikken var, at jeg ikke vejede for meget når jeg ikke så det. Jeg var dog klar over, at sandheden var en anden.

Efter mit forrige vægttab var jeg røget ned i nogle rigtig dårlige vaner. Jeg levede usundt. Det var ikke unormalt, at tage et par lune frikadeller i supermarkedet, med det formål at spise dem på vej ud til bilen. Chokolade og andet godt fandt også ofte vej til min indkøbskurv. En tur i pølsevognen eller to franske hotdogs på tanken gik jeg ikke af vejen for. Det samme galt for nogle stykker wienerbrød. Ved måltiderne sørgede jeg for at spise mig godt mæt. Det afholdte mig dog ikke for natmad med tandsmør eller stort lag leverpostej. En helt stor colaflaske kunne sagtens tømmes på en aften. Det samme galt for op til flere store glas med cacaodrik.

Den dårlige livsførelse kunne både ses og mærkes. Tøj skulle udskiftes til større modeller af flere gange og så jeg mig selv på billeder eller film blev jeg flov. Naturligvis kunne det mærkes når jeg løb. Jeg var godt klar over, at dette kunne blive enden på min løbekarriere.

Det mirakuløse maratonløb

Lørdag morgen den 28. juni var den stadig gal. Det var fuldstædig surrealistisk at tænke på et maratonløb inden for det næste døgn. Da jeg havde købt startnummer, samt bus- og færgebillet til rejsen. Jeg besluttede at tage af sted, men var slet ikke sikker på om jeg kunne noget overhovedet.

Solopgangsmaraton består af en rute der skal gennemføres fire gange. Således er der også halv- og kvartmaraton ved løbet. I mit stille sind tænkte jeg, at jeg kunne tage en kvartmaraton med krykker.

Lørdag aften gik turen fra mit hjem mod den smukke ø i Østersøen. Inden midnat blev jeg hentet ved bussen af min vært for de kommende nattetimer. Hjemme hos ham og familien blev jeg gæstfrit beværtet med kaffe, boller og kager. Jeg skylder dem en stor tak.

Klokken 2 kørte vi til startstedet for gjorde os klar til nattens løb. Klokken 3 gik starten ved Nexø Gamle Røgeri. Jeg lagde mig bagerst og blev der. Overraskende nok kunne jeg løbe. Det gik ikke stærkt og jeg var øm i foden ved hvert skridt.

Solopgangsmaraton er kendt for den smukke solopgang løberne oplever under løbet. Men desværre regnede det ligesom sidst jeg løb på Bornholm. Regnen silede stille ned under hele løbet. Vi fik ikke solen at se, men kunne blot konstatere at det blev lysere og lysere.

Til min store overraskelse kom jeg støt og roligt gennem de første tre runder. Med undtagelse af drikkepauserne var jeg i konstant løb, om end det ikke var hurtigt. På den sidste runde var jeg træt og ikke uden smerter. Her tillod jeg mig at gå hver gang jeg skulle op af bakke.

På forunderlig vis kom jeg i mål i tiden 5:52:43 og modtog en medalje jeg selv syntes var særdeles velfortjent.
Efter bad og morgenmad gik turen hjem igen. Den samlede rejse varede således mindre end et døgn.

Dagen efter vågnede jeg igen med en fod det var svært at støtte på. Foden var stadig hævet og smerterne var der endnu. Intet var blevet hverken værre eller bedre under weekenden maratonløb.
Der gik dog ikke længe før smerten forsvandt lige så pludselig som den var opstået. I september løb jeg atter et maratonløb.

Det skete igen

I 2014 blev den gal igen. Dengang ikke i hælen men i hele min højre fod.
Jeg havde i 2010 forelsket mig i Solopgangsmaraton på det idylliske Bornholm. Løbets navn er sigende, da det starter i mørke og slutter om morgenen. Starten på Solopgangsmaraton er klokken 3. Her oplever man solopgangen og det flotte let kuperede landskab nord for Nexø med udsigt over Østersøen, mens man løber. Efter løbet er der lækkert morgenmad i Nexø Gamle Røgeri. Løbet afvikles i den smukke midsommer hvor dagene er lange og nætterne kun ganske korte.

Jeg havde ventet i fire år før jeg fik mulighed for at tilmelde mig dette løb. Nu så jeg med stor forventning frem til løbet. Startgebyret og rejsen var betalt. Jeg havde lavet en aftale om, at jeg kunne promovere min nye bog ved løbet. Ligeledes have jeg en opholdsaftale hos løbets formand for den arrangerende klub.
Den store glæde skulle vise sig at være kort. Mandag morgen vågnede jeg med store smerter i min højre fod. Jeg kunne slet ikke støtte på den. Det viste sig, at foden, hælen og akillessenen var blevet overbelastet da jeg dagen før stod på en trappestige og lænede mig ind over hækken der skulle klippes.

Det så sort ud med min tur til Bornholm, og det var nu et kamp mod uret. De næste dage var jeg to gange til fysioterapeut og en gang til massage. Jeg forsøgte med helbredende plastre, brugte sportstape, sad med foden oppe i perioder, mens jeg i andre perioder havde is på foden.

Det blev ikke nævneværdigt bedre. Til tider var smerterne uudholdelige, så jeg måtte tage smertestillende medicin. Værst var det når jeg skulle op om morgenen, mens det til andre tider gik nogenlunde. Periodevis gik jeg med stok og sidst på ugen hentede jeg et par krykker på hospitalet.

Blokade

Jeg brugte også cyklen, da jeg skulle til klinikken på Amager. Det var en lang tur for mig, men det gik fint, og vejret var perfekt. Jeg kom noget for tidligt, men cyklede så lidt rundt i området, så det passede med tidspunktet for min konsultation.

Lægen undersøgte mig og anbefalede mig efterfølgende at få en blokade, hvor et binyrebarkhormon sprøjtes ind i hælen. Jeg var lidt bekymret, eftersom jeg almindeligvis i højere grad er tilhænger af den naturlige behandling og ikke var glad for dette indgreb. Men jeg blev dog overbevist om, at dosis var lille og meget lokal, så risikoen for komplikationer var ganske minimal. Jeg accepterede behandlingen, fik sprøjten og cyklede hjem igen.

Jeg blev advaret om, at blokaden efterfølgende kunne give smerter, men at det var naturligt. Der kom dog ikke nævneværdige gener hos mig. Til gengæld fortog ømheden sig i hælen, og optimismen begyndte at blomstre.

Helbredt

En måned senere var jeg til kontrol, hvor jeg selv insisterede på endnu en blokade for en sikkerheds skyld. Ved den efterfølgende sidste kontrol følte jeg mig helt helbredt, og skanningen gav samme resultat.

Det kan ikke beskrives, hvor glad jeg blev. Snart efter begyndte jeg igen at løbe. Det var nu ti måneder siden, jeg sidst havde løbet uden ømhed i hælen.

Et møde i banken

De 42 kilometer i Kina havde ikke forværret skaden. Det havde jeg forventet og havde også kalkuleret det som en omkostning. Men ømheden var der ufortrødent, da jeg vendte hjem. Jeg var rigtigt ærgerlig og ked af, at der ikke var udsigt til en løsning på dette problem.

Men midt i juli var jeg til et møde i min bank, og jeg havde en jakke på med påtrykt logo for maratonløb. Dette satte en for mig uvurderlig samtale i gang mellem bankrådgiveren og mig. Han havde selv løbet i en periode, men var gået i stå. Hans stop var udløst af en fodskade, som dog var blevet hurtigt kureret på en idrætsklinik på Amager. Det måtte jeg høre mere om, og senere på dagen modtog jeg en mail med data om klinikken. Jeg ringede straks og fik en tid i midten af august.

Vægttab

I sommeren 2011 besluttede jeg mig for at tabe mig. Det havde intet med hælen at gøre, men en erkendelse af, at en mand i 50´erne på 107 kilo, må forvente en snarlig afslutning på sin maratonkarriere. Jeg kørte mange cykelture, og snart begyndte vægttabet at vise sig. Stille og roligt tabte jeg kilo efter kilo. Det motiverede mig til at fortsætte, og det samme gjorde vægttabet.

Det skulle vise sig, at kombinationen dårlig hæl og vægttab skulle komme mig til dels igen senere i livet.

Ingen plan B

Desværre gik skaden ikke bare sådan lige over. Jeg havde ingen plan B, men var blot besat af at gennemføre The Great Wall Marathon for enhver pris.

Den 21. april løb jeg for første gang dette år, og det var hårdt, selvom det kun var en tur på fem kilometer. Inden for den næste halvanden uges tid kom jeg op på 24 kilometer. Det var fortsat hårdt og tog lang tid. Men det hjalp på min selvtillid, at jeg kunne løbe så langt.

Jeg var ude på en længere tur 13 dage før løbet, men efter 13 kilometer begyndte det at gøre ondt i hælen igen. Nu ville jeg ikke udfordre skæbnen mere. Jeg gik hjem og valgte ikke at løbe en meter mere før den store dag. Håbet var der, men jeg var dybt bekymret.

Skæbnedag

Da jeg den 21. maj 2011 stod i startområdet på Yin og Yang–pladsen, føltes det næsten, som stod jeg over for en mulig dødsdom. Var det mon i år, jeg skulle falde og udgå fra det løb, der betød så meget for mig? Hæleskaden var det helt afgørende. Sekundært var, at jeg ikke havde løbetrænet tilstrækkeligt. Dagen ville blive en stor prøvelse.

Min hæl gjorde ondt fra første skridt, og det fortsatte igennem samtlige 42,195 km. Men det var ikke uudholdeligt. I tiden 7:27:52 løb jeg i mål. Det var en meget stor sejr at komme igennem under de forhold, jeg havde haft op til løbet. Årets begivenhed var succesfuldt blevet gennemført, men hælen var stadig ikke i orden.

Fitnesscenter

Efterhånden var vi kommet til 2011, og jeg havde ikke dyrket sport i nogle måneder. Jeg begyndte at blive bekymret for det kommende løb i Kina. Ville jeg mon være fri for skader og ville min fysik kunne klare løbet uden træning? Jeg begyndte at gå i fitness, hvor jeg spinnede og styrketrænede.

Sideløbende med fysioterapi gik jeg til kranio-sakralterapi. Jeg kunne ikke sidde med hænderne i skødet og måtte gøre, hvad der kunne gøres for at blive klar til min forårsklassiker.

Idrætslæge

Mine i øvrigt ganske udmærkede terapeuters behandlinger havde i dette tilfælde ingen virkning, hvorfor jeg søgte alternative muligheder. Jeg fandt en privat idrætsklinik, hvor ejeren var læge for Lyngby Boldklub. Han konstaterede, at jeg havde en senevedhæftningsskade. Jeg fik forklaret, at det ikke var en hælespore, men at det var noget i den familie. Der var absolut håb forude, og jeg blev forsikret, at jeg nok skulle komme ud og løbe igen.

Også idrætslægen gav mig chockwave, men med et andet og kraftigere udstyr, og jeg kunne godt mærke forskel, da denne behandling var forbundet med lidt smerte. Samtidig anbefalede lægen mig at få nye specieldesignede indlæg til løbeskoene, hvilket jeg så fik fremstillet. En tid syntes jeg, det gik bedre, men så røg det tilbage til den tidligere tilstand. Efter syv behandlinger blev lægen og jeg enige om, at det ikke var den korrekte behandling for mig.

Akupunktur

Sideløbende med chockwave havde jeg også konsulteret en kinesisk læge, der behandlede mig med akupunktur og gav mig forslag til en ændret kost. Selvom hælskaden ikke umiddelbart blev helet, gik jeg hos hende i det meste af et år, da jeg fandt, at hendes behandlinger var gunstige for mit generelle velvære.

Som en tyv om natten

I foråret 2021 ramte hælesmerter mig ganske uventet. Det kom som en tyv om natten. Det var netop natten til den 9. april. Jeg var ikke den første i historien der var vågnet op til noget ubehageligt netop på denne dag. Her tænker jeg på noget helt andet og uden øvrig sammenligning, 81 år tidligere.

Sket før

Problemer med en hæl havde jeg oplevet før. I efteråret 2010 fik jeg ømhed i min højre hæl. Det var et år hvor jeg havde løbet en del maratonløb. Min krop havde på anden vis forsøgt at fortælle mig, at den havde fået nok. Da jeg ikke tog første advarsel alvorligt, valgte kroppen så at give mig den ømme hæl.

I starten var det kun når jeg stod op om morgenen og gik rundt inden døre. Det var ikke en egentlig smerte, men en ømhed, som jeg gerne ville af med, og som jeg frygtede ville udvikle sig. Jeg forsøgte at løbe nogle gange. I starten gav det ikke udslag i min ømme hæl, men efter nogle ture kunne jeg mærke, at det nok ikke ville være godt at løbe.

Chockwave

Jeg begyndte nu at gå til fysioterapeut, der efter et par behandlinger gik over til chockwave, der er en radial chokbølgebehandling. I behandlingen benyttes et apparat, som udsender en serie af højenergiske chokbølger mod de området, der skal behandles. En chokbølge er en rent mekanisk bølge og ikke en elektrisk behandlingsform.

Behandlingen fører til en betændelseslignende reaktion i det behandlede væv. Kroppen reagerer ved at øge blodcirkulationen og stofskiftet i området, hvilket stimulerer og accelererer kroppens egne reparationsprocesser. Chokbølgerne nedbryder således det skadede væv, som erstattes af nyt friskt væv.

Billeder fra dagen. Klik på hvert enkelt billede og det åbnes i et større format. Har fra det kan det downloades.