Lys i tunnellen

Tiden var nu kommet til omkring Sct. Hans og alt begyndt at se lyst ud. Jeg havde gjort alt hvad der stod i min magt for at komme mig over skaden. Det gik den rigtige vej. Jeg mærkede stort set ikke nogen ømhed, men passede fortsat på mig selv.

Behandlinger og træningsprogrammer blev fulgt. Jeg kunne gøre min fulde træning i fysioterapeutcentrer, men afholdt mig fra at løbe. Til gengæld kunne jeg fint gå rask til på løbebåndet.

Meget var gjort for at komme hertil. Hvad der havde virket var ikke til at vide. Det kan være en kombination af flere ting. Årsagen til bedringer var nu også mindre betydende. Det vigtigste var resultatet.

Optimismen blomstrede. Samtidig var corona pandemien aftagende og jeg blev på samme tidspunkt færdig vaccineret. Jeg var kommet igennem årets travleste regnskabsperiode, og kunne nyde det gode vejr i den danske midsommer. Karin og jeg tog på afslappende kroophold, som vi kombinerede henholdsvis med en god koncert og i nærmeste fremtid, naturskønne cykelture på mountainbikes.

I skrivende stund, den 7. juli 2021 ser alt fantastisk ud. For få uger siden var jeg parat til at

• Plan A – løbe det fulde maraton.
• Plan B – gå et halvmaraton med Karin og nyde oplevelsen.
• Plan C – være tilskuer til løbet og få en god ferie.

Til gengæld har såvel Plan A som Plan Å for The Great Wall Marathon hele tiden været at gennemføre det fulde maraton.

Jeg har netop afsluttet mit forløb hos akupunktøren, ligesom tilsvarende er sket med fysioterapibehandlingen i dag. Hjemmetræning og salver har jeg også kunne lægge fra mig. På halvanden uge er jeg trappet op fra ingenting til nu 16 kilometers løbeinterval. Jeg mærker ikke at jeg har ligget stille i næsten to måneder. Jeg er nu inde i et ganske almindeligt træningsforløb og holder mig nu til Plan A i Island om 17 dage.

Livet er skønt. Men nogen gange skal der kæmpes for det.

Løbesko

I forløbet gjorde min kone, Karin, mig opmærksom på, at jeg gik skævt på venstre fod. Ganske rigtigt, skoene blev straks udskiftet med nogle nye jeg havde liggende. For at udvise rettidigt omhu, måtte jeg straks bestille nye sko. Jeg har en bred fod og skal have et størrelse der ikke forhandles i Skandinavien. Nogen gange har det været svært at finde de rigtige sko, men denne gang fandt jeg dem hurtigt på internettet. Jeg bestilte tre par, der blev leveret blot tre dage senere.

Indlæg

Selv med ny sko, kunne Karin påpege, at jeg gik skævt. Straks sendte jeg en SMS til Jørgen “Pedal” fra Sålespecialisten. Jørgen er Danmarks største kapacitet inde for speciellavet såleindlæg. Jeg har brugt ham siden 2011.

Jørgen ringede tilbage søndag formiddag og fortalte, at han var booket to måneder frem. Han havde dog et ærinde på klinikken klokken 12, så hvis jeg var frisk kunne komme kunne vi finde en hurtig løsning. Dagens planlægning blev straks lavet om, så jeg kunne mødt op i Ballerup ved middagstid.

En meget grundig skanning af mine fødder blev foretaget, ligesom jeg blev filmet under gang. Jørgen var af den klare overbevisning, at den aktuelle skade hang sammen med den indad voksende fodvorte jeg havde fået opereret væk. På en model af skelettet af en fod beskrev han, hvordan tingene hænger samme og påvirker hinanden.

Jørgen er autodidakt og har ikke nogen stor lægelig uddannelse. Alligevel finder jeg, at han havde ret i sin teori. Det hele lød meget overbevisende.

Ud fra skanningen gik Jørgen i gang med opgaven. Hælekappen blev forhøjet i forhold til tidligere, så det forhåbentlige perfekte indlæg lå klar i computeren. Tre kvarter senere gik jeg hjem med tre formstøbte indlæg, specielt lavet til mine fødder. At jeg købte tre indlæg skyldes, at jeg ville sikre, at der kom optimale indlæg i mine mest brugte sko.

Alt skulle prøves

Det var ikke kun lægevidenskaben der blev konsulteret i bestræbelserne på at komme mig over skaden. Jeg gik til konsultation hos min fysioterapeut. Han fandt også svangsenebetændelse som sandsynlig. Jeg fik behandling og anvist et genoptræningsprogram. I den efterfølgende tid var jeg flere gange hos for at få min fod bundet ind i sportstape.

Min kinesiske akupunktør blev nu kontaktet igen. Her blev aftalt en fem ugers periode hvor jeg skulle komme to gang om ugen.

I nogle uger oplevede jeg ingen bedring og blev efterhånden trøstesløs. Det var lidt deprimerende, men jeg fortsatte med genoptræning og behandlinger.

Jeg ringede til privathospitalet for at høre om det var muligt at foretage skanning eller røntgenundersøgelse for med sikkerhed, at stille min diagnose. Mit indtryk var, at han fandt det unødvendig og han havde stillet en sikker diagnose. Jeg kunne dog godt få en ultralydsskanning hvis jeg ville betale for det. Igen lod han mig forstå, at jeg bare kunne lade være med et løbe. Jeg mistede lysten til at konsultere ham. Han havde været brugbar til operationen, men nu ikke mere.

Et gennembrud Hos fysioterapeuten luftede jeg min frustration over ikke med sikkerhed at havde fået en diagnose. Han var langt mere lydhør. Det blev aftalt, at jeg skulle have en konsultation både med ham og en anden i klinikken. Her ville man lave ultralydsskanning.

Dagen efter blev skanningen foretaget og for første gang i perioden fik jeg noget positivt at klynge mit håb op på.

Svandsenebetændelse blev bekræftet, men jeg fik sat i udsigt, at det var noget jeg sagtens kunne komme over. Måske ville det slet ikke tage så lang tid. Træningsprogrammet skulle intensiveres.

Jeg kunne nu se lyset i mørket og gik glad hjem.

Nu skulle der handles

I den triste situation var jeg ikke ked af at turen til Icefjord Midnight Marathon i Grønland var aflyst. Samtidig var der en stærk frygt for om jeg kunne blive klar til årets øvrige to maratonløb. Godt to måneder til Island så jeg som problematiske, og de fire måneder til Kina var jeg heller ikke tryg ved.

Jeg var klar over, at jeg ikke kunne sidde med hænderne i skødet og håbe. Der skulle handles straks. Jeg gik på nettet og bestilte en tid til min praktiserende læge og om. Den efterfølgende mandag ringede jeg og bestilte tid til privathospitalet hos den læge der havde opereret min hæl.

Den efterfølgende fredag var jeg hos min egen læge. Han mente, at problemet var, at min sårskorpe ikke var faldet af. Det sørgede han for. Han anbefalede mig at bruge vabelplaster over den næste tid. Jeg kunne efterfølgende konstatere, at dette ikke var svaret på problemet.

Tre dage senere var jeg på privathospitalet. Lægen gave mig diagnosen svangsenebetændelse. Han tilbød en blokade som jeg straks tog imod, men minde om godt resultat ti år tidligere.

Lægen forslog øvelser, smertestillende medicin, behandling med fodfil af den hårde hud, hvor jeg var blevet opereret, creme og hvile. Mit udtrykte ønske om maratonløb i løbet af året, var han ikke specielt lydhør for. Han gav udtryk for, at jeg bare kunne holde en pause.

Lægen er ikke den eneste der har forslået mig at holde pause. Velmenende mennesker mener, at jeg bare kan komme tilbage til Kina året efter. De har bare slet ikke forstået hvad det drejer sig om. For mig vil der ikke være noget der hedder pause. Kommer det dertil vil det efter alt at dømme hedde karrierestop.

En betydningsfuld status

Min status som Mr. Great Wall, der har gennemført samtlige maratonløb på muren er speciel og noget jeg værner om. Det vil ikke være det samme hvis jeg kommer til at være ham der har løbet alle The Great Wall Marathon på nær en. I 22 år har jeg arbejdet for at holde fast i min status.

Uden The Great Wall Marathon havde jeg formegentligt slet ikke dyrket sport og ville nok have set stort på min livsførelse og min vægt. Jeg har gennem årene kæmpet når jeg har været i skadesproblemer og har to gange gået på effektiv slankekur når det har været absolut påkrævende.

Det hele har kostet mig meget tid og store økonomiske summer på udstyr, behandling og rejser til familien og mig selv. Derudover har jeg brugt rigtig meget tid, der kunne være udnyttet til andre formål. Det har været det hele værd.

Mennesker der i misforstået omsorg mener, at jeg “bare” kan springe et år over, har ikke været i min hjerne, i mit sind, i mit hjerte.

Jeg er klar over, at der vil komme en afslutning, men jeg vil gerne udsætte den så længe som muligt.

Mit mål om 25 år med The Great Wall Marathon står ved magt. Jeg tager gerne flere, men erkende at intet varer evigt.

Maratonløbene der forsvandt

Jeg stillede op til Folkeparkens Maraton med et naivt håb om at gennemføre. Det gjorde ond i hælen ved hvert skridt, men jeg var hurtigere end året før. Et vægttab på 25 kilo kunne mærkes på den positive måde. Jeg var faktisk rimeligt fortrøstningsfuld indtil jeg havde løbet 17 kilometer. Det gav et jag i foden og jeg måtte først stoppe og, for derefter at humpe til startstedet. Her fik jeg sundet mig med noget smertestillede, vand og banan. Herefter forsøgte jeg mig på endnu en runde.

Det blev en svær omgang, omend jeg var kommet mig lidt over den pludselige smerte. Da jeg nærmede mig rundens afslutning kunne jeg erkende, at det ikke blev til et maratonløb på denne dag. Jeg skar et hjørne af og sikrede med mit GPS ur, at jeg kom til at stoppe ved målstregen nøjagtig ved halvmaraton. Efter løbets regler blev det godkendt. Jeg fik medalje og diplom, men det var at betragte som trøstepræmie.

Folkeparkens Maraton 2021 blev en ligeså stor succes som debutåret. Alt forløb uden problemer og deltagerne var glade. Det eneste “hår i suppen” var min skade. Jeg kunne dog glæde mig over, at når jeg nu skulle blive skadet den tredje lørdag i maj, var det ikke i et år hvor jeg var i Kina, men på min anden hjemmebane.

Åh nej

Netop som alt så positivt ud gik det galt. Jeg vågnede søndag morgen den 9. maj og havde ondt under venstre hæl. Det var samme fod der var blevet opereret to måneder tidligere, men nu var det under foden og altså ikke ved såret.

Det gjorde rigtig ondt i hælen og der var kun seks dage til Folkeparkens Maraton. Der var ikke tid til at konsultere videnskab, så jeg passede på mig selv og håbede på bedring. Det skete dog ikke. Smerten fortsatte i de efterfølgende dage.

Gang i træningen

Fem uger efter operationen kunne jeg igen snøre løbeskoene. Den første tur var lidt hård, måske mest psykologisk. Den blev derfor kun ganske kort. Allerede to dage senere gik det fremad.

Det var dejligt igen at komme i gang med at løbe, og det gik hurtigt fremad. Inden længe var formen på samme niveau som før operationen.

Klar til Folkeparkens Maraton

Jeg kunne nu fokusere på næste mål. The Great Wall Marathon var udsat til efteråret, så jeg havde igen arrangeret Folkeparkens Maraton til afvikling den 15. maj. Deltagerantallet var større end i 2020. Det skyldes dels lempeligere forsamlingsregler og dels en øget interesse efter den positive oplevelse i debutåret.

Min træning gik fint og alt var godt.

Fire maratonløb i sigte

2021 skulle blive året hvor jeg skulle løbe ikke mindre end fire maratonløb. Blot tre uger efter Folkeparken skulle jeg til Grønland og Løbe Icefjord Midnight Marathon og I juli ville det blive Iceland Volcano Marathon i Island. Som årsafslutning ville det så blive det kinesisk løb i september. Det skulle dog vise sig, at Grønlandsturen blev aflyst, da corona pandemien ikke var helt under kontrol.

Fra god træning til pause

På trods af den ømme hæl var jeg i rimelig god løbetræning, ligesom jeg var meget aktiv i fysioterapeut træningscentret. Det kunne dog ikke nytte noget at tro på, at hælen blev helet af sig selv. Jeg måtte under kniven.

Operationen gik fint. Jeg blev efterfølgende syet og var naturligvis øm. Jeg måtte gå med sandaler, da min fod ikke kunne være i en sko. Når jeg gik i bad var det med foden i en tapet plastikpose, så forbindingen ikke blev våd. Efter en uges tid begyndte jeg igen at gå i træningscenter. Det var naturligvis med begrænsninger, men jeg lavede de øvelser jeg magtede.

Efter tre uger med foden indbundet var det tid til at komme på hospitalet og få fjernet stingene. Alt så fint ud. Jeg skulle dog vente yderligere nogle uger med at løbe.

En indad voksende fodvorte

På hospitalet fik jeg oplyst årsagen til min dårlige hæl. Det var en indad voksende fodvorte.

En fodvorte opstår når virusset trænger ind i kroppen gennem bittesmå sår og rifter i huden og får hårdt protein til at danne sig på det øverste hudlag. Mens vorter på andre dele af kroppen normalt vokser udad, vokser fodvorter normalt indad, da de bliver presset ind i fodsålerne, når man går. Med den forklaring gav fem måneders skavanker mening.

Tilbage til hæleproblemet

Ømheden i min hæl fortsatte resten af 2020 og ind i det efterfølgende år. Et stykke på størrelse med en 5 krone på siden af hælen var hårdt. Speciel i centrum af arealet var der ekstra hårdt.
Jeg gik ikke til læge. Jeg var sikker på, at blive sendt videre i systemet, og i en tid med coronapandemi, var jeg sikker på, at mit lille problem ikke ville blive prioriteret i det offentlige system.

Fodterapeut

I slutningen af januar besøgte jeg en fodterapeut. Hun konstaterede, at det var en ligtorn, som hun beskar. Det skulle vise sig, at det ikke var diagnosen. Da jeg ikke mærkede forandring besøgte jeg hende igen. Hun måtte denne gang erkende, at det nok ikke var en ligtorn. Hun måtte erkende, at hun ikke vidste hvad vi var oppe imod.

Privathospital

Med erkendelsen fra fodterapeuten tog jeg direkte hjem og ringede til et privathospital. Det var ved middagstid en fredag. Jeg blev tilbudt en forundersøgelse mandag morgen. Hurtigere kunne det ikke gå. Jeg sagde straks ja.

Operation

Lægen kunne ikke med sikkerhed sige hvad der var galt med min hæl. Hvad det end var ville det kunne bortopereres og man ville efterfølgende kunne analysere sig frem til svaret. Jeg sagde straks jeg, og fik en tid 10 dage senere.

Skriften på væggen

Om jeg ville det eller ej, måtte jeg på vægten. Mine værste anelser blev overgået. Jeg vejede 113,4 kg. Jeg traf beslutningen øjeblikkeligt. Jeg skulle tabe mig. Datoen var den 15. november 2020.

Julemåned på slankekur

Det virke næsten naturstridigt at starte en slankekur op til december måned, hvor alle de søde sager frister svage sjæle. Det var det jeg gjorde. Der var fristelser, men jeg kunne nære mig. Der var nogle julefrokoster, juleaften og nytårsaften, hvor jeg tillod lidt godt at spise og drikke. Jeg sørgede blot for ikke at grovæde og at holde mig til mad frem for slik.

Jeg kom igennem jul og nytår med et lille vægttab til følge. Det kunne altså lade sig gøre og jeg følte ingen afsavn. Faktisk viste det sig, at alle de dårlige vaner jeg havde haft i årevis ikke blev noget jeg kom til at savne. Tværtimod begyndte jeg at finde de tidligere lækkerier for frastødende.

Uge for uge

Det blev mig en sport at tabe mig. Hver kilo blev en sejr for mig. Jeg sørgede for at spise det jeg havde behov for og ikke mere. Jeg fik en stor hang til danskvand med brus og citrus. Dem drak jeg mange af de efterfølgende måneder. Vin blev der kun ganske lidt af og kun til særlige lejligheder. Øl og stærkere spiritus rørte jeg slet ikke i mere end fem måneder. Herefter var det også kun ganske sjældent at jeg lod mig friste af disse drikke.

Hvad du ikke har i benene, må du have i hovedet…

Jeg satte mig for at tabe 30 kilo. At sætte sig så stort et mål i udsigt var for mig som at løbe et maraton. Målet er næsten naturstridigt, men min evne til at tro på mig selv, være fokuseret på målet og udvise stædighed, viste sig også at være gangbar her. Uge for uge kunne jeg se, at min vægt stødt gik ned, når jeg gik på vægten søndag formiddag.
Jeg tror at det var samme viljestyrke, der mange år tidligere fik mit til at stoppe som storryger fra de ene øjeblik til det andet.

Målet blev nået

Delmålet var at tabe mig 25 kilo på et halvt år. Det var datoen hvor The Great Wall Marathon skulle være afviklet. Det lykkedes mig. Det samme gjorde slutmålet med at tabe 30 kilo inden Sct. Hans. Den 17. juni kom vægten ned under de magiske 83,3 kilo. Nu er det om at holde stilen i årene fremover. Her må fremtiden vise om det kan lade sig gøre.