Den 16. maj 2020 skulle The Great Wall Marathon være afviklet i Huangyaguan i Kina. Årets løb skulle have været det 21. i rækken siden starten i 1999. Jeg har deltaget og gennemført hver gang, og havde set frem til endnu en oplevelse.

 

I 2003 blev løbet aflyst grundet SARS epidemien. Situationen i 2020 skulle vise sig at være langt alvorligere med coronavirussens hærgen i hele verden. Dermed en aflysning mere.

I det hel taget ser det ud til, at der vil være langt mellem maratonløbene i 2020. Dette har fået mig til selv at arrangere et maratonløb. Dette netop den 16. maj, hvor jeg skulle have løbet i Kina.
De danske forsamlingsregler har gjort, at der har skullet tænkes alternativt. Løbet er arrangeret med respekt for myndighedernes anvisninger og deltagernes helbred.

 

Den 7. marts 2010 blev Roskildes første maratonløb afviklet. Det var arrangeret af løbeklubben “Løb for Livet”. Løbets navn var netop “Løb for Livets Marathon”. Læs om dette her.
Løbets rute blev på selve dagen ændret af hensyn til deltagernes sikkerhed. Der var sne og frost på ruten, så det blev skønnet, at ruten ikke var forsvarlig for løberne. Derfor en ændring, der gjorde, at alle kom sikkert gennem dagen.

 

Folkeparkens Maraton 2020 bliver den oprindelige rute, der skulle være løbet 10 år tidligere. Løbet bliver en strækning i og omkring Folkeparken i Roskilde. Ruten skal gennemføres 10 gange, hvorefter løberne har gennemført et maratonløb på  42,195 kilometer.

 

Folkeparkens Maraton 2020 bliver et såkaldt cannonball maraton, der er kendetegnende ved at have få deltagere, der selv medbringer hver sin forplejning. Der vil ikke være væske- og frugtstationer, ligesom der ikke er afmærkninger på ruten.

 

 

 

Ruteplanen er således:

 

Folkeparkens Marathon starter lørdag den 16. maj klokken 8:00 og afslutter når sidste løber er kommet i mål. Der er således ingen tidsgrænse.

 

Løbet starter ved foden af Louisevej i Roskilde ved Folkeparken. Ruten vil være en rundtur i Folkeparken, hvorefter deltagerne løber ud på Kong Valdemarsvej ved rundkørslen med frøspringvandet. Herfra løbes til venstre ned til rundkørslen ved Frederiksborg. Herfra til venstre op af Frederiksborg. Der løbes til venstre af Dronning Margrethes Vej, forbi Sct. Maria Park, herefter til venstre ind i Folkeparken, hvor der løbes en rute i parken og op til Louisevej. Herfra startes ruten forfra. Samme rute gennemføres 10 gange, i alt 42,195 kilometer.

Hele løbet vil forgå i Folkeparken og på fortov. Således skal der ikke krydses veje. Dog vil der være enkelte små lukkede veje med udkørsel til Kong Valdemarsvej og Frederiksborgvej. Det indskærpes, at deltagerne er agtpågivende ved disse steder.

 

 

Rutebeskrivelse:

 

Løbets rute er kan læses og udskrives her. Deltagerne anbefales at medbringe beskrivelsen under løbets første omgange.

 

Prologen på 560 meter, der skal gennemføres to gange er optaget under gennemførelse på cykel. Ruten kan ses her.

 

Hovedrunden på 4108 meter, der skal gennemføres 10 gange er optaget under gennemførelse på cykel. Ruten kan ses her.

 

 

Om løbet kan følgende angives:

 

• Løbet vil maksimalt have 10 deltagere.
• Skulle de nuværende forsamlingsregler på maksimalt 10 personer blive ændret inden løbets afvikling, vil deltagerantallet kunne blive reguleret herefter.
• Løbet bliver sat i gang med en løber af gangen. Der vil være 30 sekunder mellem hver løber. Således vil der fra starten være op mod 50 meter mellem hver løber. Spredningen forventes senere at bliver større.
• Det indskærpes, at deltagerne SKAL løbe enkeltvis og ikke gruppere sig.
• Overhalinger skal foregå uden nærkontakt med andre løbere.
• Der vil ikke blive kåret en vinder. Hermed er der ikke noget konkurrencemoment.
• En dommer/banetæller vil sidde på en stol i Folkeparken, i behørig afstand for løberne. Denne vil være udstyret med en desinficeret megafon, så han vil kunne kommunikere med løberne i start/målområdet.
• Løberne deltager på eget ansvar. Det indskærpes, at deres helbredstilstand er i orden.
• Det indskærpes for løberne, at affald afleveres i skraldespande og ikke henkastes i parken eller på offentlig vej.
• Tilskuere vil være velkomne på dagen. Det indskærpes, at tilskuere holder behørig afstand ifølge myndighedernes anvisninger.
• Der vil ikke være socialt samvær hverken før eller efter løbet.

 

 

Tilmelding:

 

Tilmelding foregår efter “først til mølle” princippet. De første 10 der sender en mail til henrik@brandt-dk.com vil deltage i løbet. Disse vil inden for tre dage modtage en mail med bekræftelse og betalingsanvisning. Startgebyret udgør 100 kr. Med bekræftelsen følger en rutebeskrivelse. Deltagerne opfordres til at gennemgå denne nøje. Det anbefales at printe den og medbringe den på løbsdagen.

 

 

Anmeldt og godkendt:

 

Folkeparkens Maraton 2020 er ansøgt til Roskilde Kommune og har fået tilladelse til afvikling. Tilladelsen kan ses her. Tillige er løbet anmeldt til  Midt- og Vestsjællands Politi der ingen indvendinger har til afviklingen. Dette fremgår at mail fra Beredskabsplan her.

 

 

Persondata:

 

Når deltagerlisten ligger klar, vil den blive slået op her på hjemmesiden. Det samme vil resultatlisten efter løbet. Det er alene navne og derfor ikke problematisk i forhold til GDPR lovgivning. Skulle man som deltager ikke ønske at fremgå på listerne, bedes dette anført ved tilmeldingen til løbet. Det samme gælder, hvis man ikke ønsker at figurere på billeder, der slås op her på hjemmesiden eller på Facebook.

 

 

Deltagerliste maraton:

 

1. Henrik Elsing Andersen
2. Vibeke Strube
3. Lars Magnussen
4. Lars Brøgger
5. Per Hviid
6. Henrik Brandt

 

Deltagerliste halvmaraton:

 

1. Katrine Torndyb
2. Claus Carlsen
3. Karin Haagen Smidt
4. Rune Nortoft

 

 

 

Løbere der gennemfører Folkeparkens Maraton, vil modtage en medalje og en pose med bogen “Hvad du ikke har i benene, må du have i hovedet…” af Henrik Brandt, et gavekort fra Nyt Syn Søren Frid Optique i Roskilde, kaffe fra Frellsen samt forplejning fra Meny i Himmelev.

 

Inden for en uge efter løbet, vil deltagere, der har gennemført løbet, modtage et diplom pr. e-mail eller til download her på hjemmesiden.

 

Vel mødt til Folkeparkens Maraton 2020.

 

Henrik Brandt

 

               

 

Den 17. februar 2017 anerkendte “The Official 7 Continents Marathon Club” Zelandia som verdens 8. kontinent og oprettede dermed “The Official 8 Continent Marathon Club.
Den 15. juli 2017 løb jeg “WUU-2K Wellington Marathon” og blev dermed første medlem af “The Official 8 Continent Marathon Club.

http://www.official8continentsmarathonclub.com/member_list/finisher_list

 

Mine løb i almindelighed og The Great Wall Marathon i særdeleshed er kommet til at fylde meget i mit liv. Mine jævnlige træningsture, mine indkøb af udstyr, sportens præg på min ønskeseddel og ikke mindst mine rejser til verdens afkroge for at deltage i løb, giver mig til stadighed beviser for sportens betydning for mig.

 

 

I et skab har jeg 30 ringbind med billeder, billetter, startnumre og souvenirs af alle slags. Karin griner af mig og siger, jeg bare kan kopiere billederne fra året før. Hun har næsten ret, men jeg skal alligevel have en ny mappe for hver rejse. Også videofilm laver jeg hver gang. På mange måder er også de ens. Men tingene er nu slet ikke så ligetil alligevel. Hvert eneste løb og hver rejse har sine egne historier og anekdoter. Det er jeg for alvor blevet bevidst om ved tilblivelsen af denne bog. Uden mine scrapbøger og uden mine film ville det slet ikke have kunnet lade sig gøre.

 

Også en hel væg på mit kontor bærer præg af min sport. I en stålwire udspændt under loftet hænger i rækkefølge samtlige de medaljer, jeg har erhvervet gennem årene. Jeg har faktisk gjort det til et princip ikke at deltage i maratonløb, hvor der ikke uddeles medalger. På samme væg hænger også de store billeder i rammer, som jeg har fået foræret og de to blomsterkranse, jeg fik af Thomas på målstregen i Kina i 2007 og 2009.

 

 

Den famøse T–shirt, der startede det hele, findes ikke mere. Det gør til gengæld så mange andre. Ved de fleste løb er en T–shirt inkluderet, så det er ikke noget, jeg køber særskilt. Til gengæld har jeg jakker og bukser med påtrykte løbsnavne og logoer. Som revisor for et firma, der trykker sportstøj, har jeg haft let tilgang dertil.

 

Gennem årene har jeg lært mange mennesker at kende, og endnu flere har stiftet bekendtskab med mig. Jeg er blevet interviewet til aviser, ugeblade, radio og fjernsyn, ligesom jeg er blevet omtalt i bøger. Selv har jeg brugt oplevelserne til eksamensopgaver, ligesom jeg også har skrevet artikler og holdt mange foredrag i foreninger. Nu er det så også blevet til en bog fra min egen hånd.

 

 

Hvis jeg ikke selv havde rodet mig ind i en provokation en martsdag i 1999, ville jeg i de efterfølgende år have sparet mange penge. Men de oplevelser, jeg her har fået, er ubeskrivelige og uvurderlige. Ikke mindst de mange rejser med mine drenge giver mig minder for livet, der fylder mig med taknemmelighed.

 

Jeg er slet ikke færdig med at være rejsende i maratonløb. Det er mit erklærede mål at bestige Den Kinesiske Mur mindst 25 gange. Men jeg er realist, og jeg er fuld bevidst om, at ikke mindst mit helbred kan stikke en kæp i hjulet. Jeg ved ikke, hvad der vil ske, hvis jeg mister et enkelt af disse løb, men jeg har på fornemmelsen, at magien vil forsvinde.

 

The Great Wall Marathon vil for mig altid stå som det ultimativt største. Men fremtiden vil også byde på andre udfordringer. “If you can dream it, you can do it.” Drømme har jeg stadig. Men det er ikke alle drømme, man skal dele med andre.

 

 

Køb bogen her.

Tvivlsom deltager

 

Denne niende destination fra Adventure Marathon bragte mig for første gang i tvivl om min deltagelse. Løbet blev annonceret i efteråret 2012, før afviklingen af The Solar Eclipse Marathon. Der nu således ikke blot et debutløb i kikkerten, men hele to.

 

Min tvivl skyldtes flere forhold. Kombinationen af maratonløb og templer havde jeg prøvet før. The Great Tibetan Marathon havde været en oplevelse, men for mig ville en helt anden nyskabelse have været mere attraktiv.

 

Mine overvejelser gik også på, hvor meget jeg egoistisk kunne rejse alene fra familien og bruge af den fælles husholdning. Tidligere på året havde jeg været på en forlænget rejse til Kina, hvor Karin ganske vist var med. Men nu stod jeg over for en meget lang rejse til Australien, hvor begge drenge var inviteret med, og herefter ville der kun gå et halvt år, før jeg atter skulle til Kina. Min tvivl blev ikke mindre, da jeg snart efter besluttede at rejse til Chile og Antarktis for at løbe maraton.

 

Havde jeg været i tvivl før, blev den endnu mere skærpet, da jeg mindre end fem måneder før løbet blev syg og fik indopereret pacemaker. I en hel måned havde jeg slet ingen kræfter, og det var nødvendigt med genoptræning. På det tidspunkt var der lang vej til et maratonløb.

 

Men midt i tvivlen om rejsen var der også en overbevisning, der sagde mig, at jeg da ikke kunne springe et af Adventure Marathon debutløb over. Denne bog var også stærkt med til min endelige beslutning om at rejse. Uden denne rejse ville der mangle et naturligt kapitel.

 

Myanmar

 

Bagan Temple Marathon blev afviklet i Myanmar, der tidligere hed Burma, og som ligger i Sydøstasien med grænser mod Bangladesh og Indien i vest, Kina i nordøst, Laos i øst og Thailand i sydøst. Landet er ikke særligt kendt i vores dele af verden. Mest omtale har landet nok fået på grund af frihedskæmperen Aung San og hans datter, vinder af Nobels fredspris, Aung San Suu Kyi, som i en årrække sad i husarrest. Rejsen skulle vise, at dette fantastiske land har meget mere at byde på end to kendisser.

 

 

For første gang alene

 

For første gang tog jeg afsted til et af disse debutløb løb uden at være i selskab med nogle af mine kære. Som ved så mange andre ture var der flere rejsepakker. Mit valg faldt på den korte pakke, hvor jeg kun skulle være hjemmefra i en lille uge.

 

Ved afrejsen den 30. oktober var min træningstilstand ikke optimal, men dog god nok til at mine altafgørende indre overbevisninger sagde mig, at jeg ville kunne klare dette løb. Genoptræningen efter operationen var gået godt, men jeg var dog ikke på toppen. Med fare for at lyde overlegen tænkte jeg faktisk: “Et snoldet maratonløb kan jeg vel godt løbe”. Måske nok lidt krukket, men samtidig af uvurderlig betydning for et menneske i min situation.

 

Fætter− og kusinefester en saga blot

 

Jeg havde tidligere fornemmet, at “fætter− og kusinefester” var en saga blot. Det skulle også vise sig at være tilfældet. Jeg opdagede straks i lufthavnen, at jeg var “den sidste mohikaner”. Vel var der faktisk ikke så få rejsende, jeg kendte fra tidligere rejsemål med Adventure Marathon. Men der var ikke en eneste af pionererne fra de første år omkring årtusindeskiftet.

 

Upåagtet det gamle slæng var borte, var jeg ikke i tvivl om, at jeg var kommet i en god og homogen gruppe med gode mennesker, der brændte for at løbe spektakulære maratonløb. Vi var i alt 26 rejsende inklusive en rejseleder. Nogle skulle, som jeg, hjem efter seks dage, mens andre skulle på en tillægstur efter løbet og nogle herefter yderligere på nogle dages badeferie.

 

 

Fordomme der blev bekræftet og afkræftet

 

Jeg havde forventet, at landet var noget tilbagestående og knapt så civiliseret, og i lufthavnen i Yangon erfarede jeg, at landet var helt uden mobiltelefondækning for andre nationaliteter, eftersom man ikke havde roaming-aftaler med udenlandske telefonselskaber. Det var langsommeligt og bureaukratisk at komme ind i landet med kontrol af pas og visum. Men herefter blev jeg dog kun positivt overrasket over forholdene i landet.

 

 

Udflugt i Yangon

 

Yangon er Myanmars største by og var landets hovedstad fra 1885, hvor englænderne erobrede den nordlige del af landet, frem til 2005, hvor hele statsadministrationen blev flyttet 320 kilometer nordpå til byen Pyinmana.

 

 

På vores eneste nat i Yangon boede vi på det ganske udmærkede Traders Hotel. Hotellet var få uger før vores ankomst blevet angrebet af terrorister. Der havde boet udenlandske forretningsfolk på stedet, hvilket ikke faldt i god jord hos alle. Nogle bomber var faldet, men det var ikke noget, vi mærkede til.

 

 

På ankomstdagen besøgte vi flere af byens seværdigheder. Først besøgte vi midtbyen. Her blev vi omringet af gadesælgere, der ville sælge os alverdens ting – ikke mindst postkort. Det mest specielle var, at man kunne købe en fugl for fem dollar. Når turister købte en lille fugl, blev den sluppet løs, så den kunne flyve op i det fri, og den nu fem dollar fattigere turist havde gjort dagens gode gerning. Om det så også betød noget religiøst, ved jeg ikke.

 

 

Ved de hellige steder var det naturligvis vores pligt at vise respekt. Når vi kom til dem, skulle vi gå barfodede og med tildækkede skuldre og underben. Først besøgte vi Chaukhtatkyi−templet, hvor vi så en imponerende 67 meter lang, liggende Buddhastatue – en længde, der har kvalificeret den til titlen som Sydøstasiens største liggende Buddha.

 

 

Shwedagon-pagoden

 

Herefter fortsatte vi til Yangons ubetinget mest berømte bygningsværk: Den betagende smukke, guld− og juvelbesatte Shwedagon−pagode, der troner majestætisk på den hellige bakke Singuttara lige midt i byen. Uanset hvor man befinder sig, kan man altid orientere sig i forhold til den 98 meter høje, forgyldte pagode, der som et fyrtårn leder byens besøgende på rette kurs. Ifølge legenden er Shwedagon−pagoden 2.500 år gammel, mens arkæologer anslår, den er bygget mellem vor tids sjette og tiende århundrede. Pagoden er landets vigtigste buddhistiske helligdom og får besøg af mange tusinde pilgrimme hvert år. Det siges, at den blev bygget for at beskytte otte hår fra selveste Buddha.

 

 

Det var ganske betagende at gå rundt i Shwedagon−pagoden og se alle de forgyldte bygningsværker. Det virkede næsten, som var vi i en del af Disneyland. Men desværre havde man helt smagløst flere steder valgt at skæmme de gamle charmerende omgivelser med moderne LED−pærer, der på skrækkelig vis blinkede fælt i farver i de gamle, smukke og historiske omgivelser.

 

 

Bagan

 

Besøget i storbyen blev kortvarigt, da vi tidligt næste morgen med indenrigsfly tog den korte tur til vores egentlige bestemmelsessted: Bagan. Vores hotel, Myanmar Treasure Resorts var smukt og charmerende.

 

 

Bagan er et 42 kvadratkilometer stort sletteområde hjemsted for mere end 3.000 historiske templer. Så langt øjet rækker, popper de store karakteristiske, spidse, gyldne tempeltårne op i det flade slettelandskab, og det hele har et mystisk og uvirkeligt skær over sig.

 

 

 

Det første tempel på Bagan−sletten blev bygget i 1057. Konge efter konge føjede flere og flere templer til, indtil Kublai Klans mongolske tropper 230 år senere erobrede området. I alt 4.400 templer nåede man op på, og på trods af naturmæssige udfordringer som jordskælv, oversvømmelser og erosion består langt de fleste templer den dag i dag. Området kandiderer til at komme på UNESCO´s liste over verdenskulturarv, men en verserende tvist mellem myndighederne og UNESCO om renoveringsmetoder har sat processen på stand by.

 

 

Solnedgang og pastaparty

 

Sidst på eftermiddagen besøgte vi et af de mange templer på sletten. Her oplevede jeg, at trapperne på Den Kinesiske Mur er det rene barnemad i forhold til, hvad vi her så og ikke mindst mærkede. Under vores opstigning til pagodens top skulle vi forcere en meget stejl trappe med smalle trin, der vel var omkring 35 centimeter høje. Det var helt betagende at stå der og betragte det ene tempel efter det andet i umiddelbar nærhed og længere ude i horisonten, så langt øjet rakte. Vi blev så længe på stedet, at vi nåede at opleve det smukke øjeblik, hvor solen gik ned.

 

 

Dagens sidste arrangement var pasta og informationsmøde om løbet for alle deltagerne.

 

 

Bagan Temple Marathon

 

Det er ikke usædvanligt at blive vækket klokken fire om morgenen på en maratondag, så opvågningen den 2. november var helt efter bogen. Da vi havde gjort os klar og spist morgenmad, var det tid til at køre til startstedet ved Htilominio−templet, hvortil vi ankom tidligt. For mig er det rart at være i startområdet i god tid. Det er en del af atmosfæren at få alle indtryk med. Alt skal ses, mærkes og snuses. Der skal også være tid til at snakke med andre løbere og få det hele ind under huden inden dagens løb.

 

 

I startområdet oplevede vi morgensolen, mens seks luftballoner langsomt gled op i det blå, så vi fik det mest fantastiske syn mellem pagodernes tårne.

 

 

Kort før løbets start var der officiel tale af H.E. U Htay Aung, unionsminister for Ministry of Hotels & Tourism, der ønskede os et godt løb. Som planlagt gik startskuddet klokken syv, og den helt specielle stemning bredte sig i feltet. Selv bliver jeg helt høj og forventningsfuld, når de første skridt tages, samtidig med at min indre computer konstaterer, at der er en lang vej til målstregen.

 

 

Da starten var gået, og vi kom i gang, blev jeg noget overrasket. Jeg blev nemlig temmelig hurtigt forpustet, hvilket jeg ikke havde forventet. Det var ikke, fordi jeg lagde for hårdt ud, så jeg har ingen forklaring på det skete. Men efter nogen tid følte jeg mig ikke længere stakåndet.

 

 

I løbets start kom vi forbi det ene tempel efter det andet. Det var virkeligt ganske specielt at løbe i omgivelser som disse. Over alt blev vi mødt af en meget glad, varm og imødekommende lokalbefolkning, der gav os en flot opbakning. Børnene var meget interesserede i det hele, men i modsætning til i Kina oplevede jeg ikke at klaske high five i små hænder.

 

Flashback til The Great Wall Marathon 2000

 

Nogle dage før løbet havde det regnet voldsomt, hvilket havde givet arrangørerne grå hår i hovedet. Mange steder var ruten helt oversvømmet og mudret. Det havde ganske enkelt været umuligt at komme forbi, og alternative ruter lå ikke lige for. Den kraftige varme havde dog betydet, at vandstanden var faldet synligt dag for dag. Det var så blot at håbe på, at der ikke kom en ny skylle.

 

 

På trods af at de værste mudderpøle var udtørret, var der på første del af løbet flere steder, hvor vi skulle springe i zigzag for at komme over. Selvom jeg gjorde mig umage, lykkedes missionen ikke hver gang. Der var et par gange, hvor jeg røg direkte i og fik våde fødder og mudrede sko. Ikke mærkeligt fik jeg et flashback til The Great Wall Marathon 2000, hvor jeg skødesløst havde hældt vand over kroppen, så skoene blev våde, og jeg fik store vabler. Jeg frygtede naturligvis, at dette skulle gentage sig. Men hvor det i 2000 havde været selvforskyldt på grund af min uvidenhed, var jeg her i en situation, jeg ikke kunne styre.

 

 

En meget varm dag

 

Det blev en meget varm dag, hvilket også var forventet. Temperaturen kom op på 36 grader, så det var lidt af en prøvelse. Det var ganske vist ikke fremmed for mig at løbe i heden, men den slags bliver nok aldrig ren rutine.

 

På trods af strabadserne blev løbet dog generelt mere en nydelse end en prøvelse. Det meste af ruten gik på støvede jordveje og stier. Den første del og afslutningen var i tempelområdet, mens den øvrige del foregik i de omkringliggende landsbysamfund. Flere gange måtte jeg stoppe op for at give plads til en hyrde og hans får, der skulle passere vejen, ligesom jeg nogle gange måtte gå midt i en flok kvæg. Landsbyernes hunde var ikke vant til særlinge som os, så jeg blev flere gange mødt af gøen. De var dog ikke aggressive, men holdt sig på afstand for egen sikkerheds skyld.

 

 

De frygtede vabler

 

Min pacemakeroperation nogle måneder forinden og det fysiske dyk kunne mærkes på så langt et løb under ekstreme forhold. Jeg var dog til stadighed ved godt mod og helt sikker på, at løbet ville blive gennemført. Efterhånden som jeg kom frem, var det min overbevisning, at jeg ville komme i mål på under seks timer. Men sådan skulle det imidlertid ikke gå.

 

Efter omkring 35 kilometer kunne jeg mærke, at fødderne ikke havde det godt, og at der måtte være vabler. Hvad jeg havde frygtet var sket. Dog havde skæbnen været mig nådig og sparet mig for kvalerne indtil den sidste del af løbet. Jeg måtte skrinlægge min ambition om en sluttid på under seks timer. Nu var det blot at komme i mål, hvilket aldrig blev noget problem.

 

 

Den sidste del af ruten gik meget på asfaltveje, men efterhånden som vi nærmede os målområdet kom vi igen til jordveje og forbi de karakteristiske templer.

 

 

En flot gestus

 

Strategien lå fast. Jeg skulle gå så langt tid ad gangen som muligt. De gange, hvor jeg forsøgte at løbe, måtte jeg betale prisen med mine fødder. Dog var det hele tiden min helt klare intention, at jeg skulle løbe i mål.

 

 

En halv kilometer før mål, mens jeg var på den sidste del af asfaltvejen, blev jeg mødt af Jan Petersen, der gav mig flot opbakning og løb side om side med mig i mål.

Jan var selv kommet i mål nøjagtigt tre timer før mig som en flot nummer fem, kun overgået af fire lokale eliteløbere. Herefter havde han en efter en taget imod løbere fra vores gruppe, og han nåede således at tage opløbsstrækningen mindst ti gange.

 

 

Jan er en sportens gentleman, hvilket han viste den eftermiddag. Men det er nu altid den attitude, han udviser. Han er glad, positiv og social. På ingen måde er han krukket, og jeg har aldrig følt mig underlegen på grund af min fysiske formåen kontra Jans.

 

En dejlig velkomst

 

Da vi nærmede os målstregen ved Htilominio−templet, blev vi mødt af flere deltagere fra vores gruppe, der gav os en varm velkomst med jubel og klapsalver. Det er øjeblikke som disse, der gør det skønt at være maratonløber.

 

 

Også i mål fik jeg en flot velkomst af Thomas. Det var der ikke noget usædvanligt i som sådan, men det bliver aldrig ligegyldig rutine. Det er stort hver eneste gang.

 

Min sluttid blev 6:18:01, hvilket var fuldt godkendt. Min glæde var stor over at have gennemført mit første maratonløb, efter at jeg havde været helt nede. Det samme var min taknemmelighed.

 

Travlhed i lægeteltet

 

Karin og Karin havde nok at se til i lægeteltet. Varmen havde sat sine spor på mange løbere, og flere lå med drop, da jeg kom i mål. En løber havde siddet fast i mudderet og havde brækket benet. Det var en ærgerlig og bitter måde at afslutte sit Bagan Temple Marathon på.

 

Udflugt på Bagansletten

 

Dagen efter løbet var der ikke tid til at hvile på laurbærrene. Straks efter morgenmaden kørte vi på tur. Vi startede morgenen med at besøge en lille landsby, hvor kvinder og børn var i gang med vævning og pasning af dyrene. Flere af kvinderne røg pibe og cigarer. Det lykkedes dem da også at sælge nogle cigarer til nordiske turister. Mændene så vi ikke noget til. Officielt var de i marken, men visse tunger sagde, at de sad på café og så fodbold. Det er altid godt, når man kan deles om opgaverne.

 

 

Næste stop var besøg på et marked, hvor boderne bugnede af frisk frugt, grøntsager, kunsthåndværk og tekstiler i alle farver. Selvfølgelig ville de handlende gerne gøre forretninger med os, men de var ikke alt for aggressive.

 

 

Nu var det så tid til de sidste tempelbesøg på denne rejse. Her besøgte vi nogle af områdets mest betydningsfulde pagoder. Blandt andet besøgte vi Shwezigon−pagoden, der siges at indeholde en tand og et stykke knogle fra selveste Buddha. Næste stop blev Ananda−templet, et hvidkalket mesterværk, som kombinerer Mon−arkitektur med indisk arkitektur. Ifølge legenden fik kong Kyanzittha dræbt de otte munke, der byggede templet, så de ikke kunne bygge noget lignende andetsteds.

 

 

På det sidste tempelbesøg besøgte vi også det største af alle templerne på Bagan−sletten: Dhammayangyi-templet, der er bygget af Kong Narathu. Han slog sin far og sin bror ihjel for selv at komme til magten, og det siges, at han byggede templet for at sone sine synder.

 

 

Det var sin sag for mig at gå rundt i templerne på bare fødder med vabler. Jeg skulle dog have det hele med, så jeg valgte at tage det sure med det søde.

 

Efter frokost var der yderligere et par punkter på dagens program. Vi var dog flere, der valgte at stå af ved vores hotel for at pakke og lade op til aftenens gallafest.

 

Bagan Temple Marathon gallafest

 

Søndagen blev afsluttet med den obligatoriske gallamiddag, der blev afholdt udendørs på vores hotel. Helt som traditionen byder, blev vi flot beværtet med lækker tag selv−buffet og blev samtidig underholdt med lokal musik og artister. En repræsentant fra den lokale turistorganisation bød os velkommen. Han var glad, stolt og rørt over, at dette arrangement var kommet til hans sted i verden.

 

 

Ved præmieoverrækkelsen kunne vi konstatere, at de lokale løbere næsten gjorde rent bord. Der var præmie til de tre hurtigste i hver af de fire kategorier. Lang de fleste, der modtog den hæder, var fra Myanmar, der således så ud til at være godt rustet til de kommende Asian Games. I alt havde deltaget 194 løbere fra 27 lande.

 

 

Dagstur i Yangon

 

På afrejsedagen fløj vi om formiddagen til Yangon og fik de sidste oplevelser på denne fantastiske tur.

 

Vi så her den sydlige del af byen, og under en bustur fortalte en lokal guide om forholdene i landet. Tingene har ændret sig siden diktaturets tider. Men det er sådan, at en elefant skal spises i små bidder, og sådan kunne vi forstå, at det også er med borgerrettighederne i landet. Som guiden udtrykte, havde de nu delvist demokrati.

 

 

Vi kørte også til havnen, hvor vi som så mange andre steder tidligere blev mødt af børn, der ville sælge postkort. De havde svært ved at modtage et afslag, men var utroligt søde og charmerende. Ombord på en færge over Yangon−floden fik vi mange sælsomme oplevelser. Der var sælgere overalt og blev solgt alverdens ting, aviser, slik, tobak og legetøj. Kvinder gik med æg i store fade, som de bar på hovedet uden at holde med hænderne. Mænd trak cykler ombord med hundredvis af levende høns, bundet fast i bundter til cykelstyr og bagagebærer, mens andre kom slæbende med store kornsække. På en bænk lå en officer og sov den sødeste søvn. Livet omkring os var en oplevelse i sig selv.

 

 

I Dala Township havneområde var der en larm og et leben, der virkede helt surrealistisk, men som dog stilnede noget af, da vi kom længere op ad vejen. Vi blev kørt i cykeltaxaer ad støvede og hullede veje gennem landsbyer og plantager. Her besøgte vi et børnehjem for forældreløse børn, og vi overværede, hvordan flere klasser blev undervist af frivillige lærerinder. Hver klasse havde en lærerinde og bestod af helt op til 65 elever. Statsadministrationen var ikke til den store hjælp, så børnehjemmet og skolen blev finansieret af donationer og ledet af buddhistiske munke. Vi oplevede undervisning, hvor glade og velnærede børn terpede nogle sætninger i kor. Det kunne måske være alfabetet, men vi forstod ikke noget. Forholdene virkede fattige, men børnene vare rene og pæne og iført ordentligt tøj. De så ud til at trives og have det rigtigt godt.

 

 

Efter børnehjemmet gik turen retur med cykeltaxa og færge og herefter til lufthavnen og den afsluttende flyrejse hjem til Danmark.

 

 

Den tvivlsomme rejse, der blev en personlig sejr

 

Min tvivl om rejsen til Myanmar havde været stor. Til gengæld blev min glæde over at have været med på den stor. Det var en personlig sejr igen at komme over de 42 kilometer. Det gav mig troen tilbage på fremtidige løb. Landet var smukt og inspirerende, befolkningen varm og imødekommende. Jeg ved ikke helt, hvad jeg havde forventet, men det blev på alle måde en positiv oplevelse med gode minder for livet.

Køb bogen her.

Vi kan lægge træningsprogrammer, lave kostplaner og styre vores liv optimalt mod de mål, vi sætter os. Vi kan dog aldrig gardere os mod det uforudsete. Blandt de uforudsete faktorer er vores helbred. Her kan ting komme som et lyn fra en klar himmel, når vi mindst venter det. Det har jeg flere gange oplevet i mit liv.

 

Jeg husker min barndom som en tid med relativt meget sygdom, hvor jeg var sengeliggende i hjemmet. Der var den “årlige” mellemørebetændelse, influenza, mæslinger, røde hunde, skoldkopper og sikkert noget mere. I de perioder lå jeg hjemme i sengen i en uge og måtte ikke stå op. Det var frygteligt, når jeg SKULLE drikke varm mælk med honning, og når temperaturen skulle tages med et termometer i endetarmen. Men det havde naturligvis også sine fordele, når farmor kom med Anders And−blade og lækkerier. Dengang var det også helt almindeligt, at familielægen kom på hjemmebesøg, hvilket i dag næsten er utænkeligt. I mine erindringer er det, som om han kom hver eftermiddag og tog temperatur, tjekkede reflekser, øjne, øre og meget mere. Sandheden er nok en anden. Mange af os husker jo også vores barndoms somre med korte bukser og sol i fire måneder, samt vinteren med høj sne og is på gadekæret fra først i december til et stykke ind i marts. Den statistiske sandhed siger noget andet.

 

Det sværeste øjeblik i mit liv var, da jeg seks år gammel mistede min mor. Også på det tidspunkt lå jeg syg, både da jeg fik det at vide, på begravelsesdagen og de efterfølgende dage, da huset stod på den anden ende i forbindelse med en kaotisk oprydning.

 

Som voksen har jeg på det nærmeste været fuldkommen forskånet for at være sengeliggende derhjemme. Mit arbejdsliv har ikke været præget af sygedage, da jeg faktisk er mødt op stort set hver morgen. Når helbredet en sjælden gang har sat mig ud af spillet, har det været med hospitalsindlæggelse til følge. Jeg har fået opereret en skæv næseskillevæg, fået fjernet drøblen og haft problemer med en smertefuld byld på bagdelen.

 

Men i juni 2013 blev en hospitalsindlæggelse igen aktuel, og jeg nåede at frygte, at min sportskarriere var ovre. Men så galt gik det heldigvis ikke.

 

Som tidligere skrevet, var jeg helt umotiveret faldet på en helt flad asfaltvej under The Great Wall Marathon 2012. I månederne efter havde jeg flere gange samme ubehagelige oplevelse. Jeg lagde ikke andet i det end klodsethed og måske et tegn på, at jeg med min alder var knapt så fokuseret, som det tidligere havde været tilfældet. Men måske var det forstadiet til det, der skulle ske et års tid senere.

 

Den første tirsdag i juni kørte jeg med min gode, gamle ven – Ole − til det årlige lægetjek. Ole er en mand, der aldersmæssigt kunne være min far, men som har været en god ven lige siden mine teenageår. Ole er enkemand efter et barnløst ægteskab, og det har været helt naturligt for mig at besøge ham med jævne mellemrum. Jeg klarer gerne lidt indkøb for Ole, og samtidig får vi så lejlighed til en snak, der altid er hyggelig. En gang om året kører jeg sammen med ham til lægen, og det var det, vi var nået til den pågældende dag.

 

Lige så fast som det ligger, at Ole og jeg kører til læge sammen i juni, lige så fast ligger det, at vi efterfølgende tager en god frokost sammen. Vi henter noget smørrebrød i en delikatesseforretning og skyller det ned med både øl og dram. Således naturligvis også i 2013.
Jeg var velforberedt på den hyggelige tradition med Ole og havde medtaget min almindelige herrecykel, så jeg kunne lade bilen stå og cykle hjem. Cykelhjelm havde jeg ikke taget med, for “herregud – det var jo bare den almindelige cykel”.

 

Men på vejen hjem væltede jeg på cyklen og slog mig temmelig meget. Det blev til hudafskrabninger i panden, på knæet og på min venstre hånd. Mine skuldre og ryg virkede ligeledes temmeligt mørbankede. Men jeg kom op på cyklen og kæmpede mig hjem, hvor jeg straks gik i seng for at få hvilet og komme til mig selv.

 

Dagen efter arbejdede jeg hos en af mine kunder i København. Jeg havde haft det fint hele dagen og havde det også godt, da jeg forlod arbejdspladsen i min bil og kørte ud på Vesterbrogade. Straks her gik noget galt. Jeg husker ikke detaljerne, men jeg husker, at jeg på et splitsekund mistede al energi. Det næste jeg husker, er, at jeg vågnede op med hovedet på rattet midt på Vesterbrogade. Jeg var klar over, at jeg havde haft et blackout. Jeg kørte ind til siden og steg ud af bilen for at få lidt frisk luft. Herefter kørte jeg forsigtigt hjem med en forskrækkelse i ballasten. Der skulle ikke gå mange timer, før næste forskrækkelse kom.

 

Efter aftensmaden sad jeg ved computeren og fik nu igen et blackout. Denne gang skete det uden forudgående varsel. Jeg opdagede det først, efter det var sket. Efter at have siddet lysvågen og arbejdet var min næste oplevelse, at jeg kæmpede for at få løftet hovedet op fra skrivebordet, mens det flimrede for mine øjne. På det tidspunkt vidste jeg ikke, hvor jeg var, hvilken dag det var, eller hvad klokken var. Det føltes, som om mit hoved og min overkrop var låst fast, så jeg ikke kunne komme op. Jeg ved ikke, om jeg græd, råbte eller blot gav ondt af mig. Men det lykkedes mig efterhånden at komme op, og Karin kom ilende til. Hun beordrede mig straks i seng, og jeg adlød.

 

De to oplevelser med blackout den pågældende onsdag kunne jeg kun tilskrive mit fald på cykel dagen inden. Der gik nu tre dage uden tilsvarende problemer, så jeg forlod mig på min konklusion og tænkte, at jeg fremover nok skulle være mere varsom med at kombinere cykel og alkohol. Det skulle dog vise sig, at der var mere i vente.

 

Søndag formiddag efter morgenkaffe med lidt brød satte jeg mig ved computeren. Karin sad ved siden af ved sin computer, og vi snakkede helt almindeligt. Hvad der dernæst skete, oplevede jeg ikke selv, men har fået det fortalt af Karin. Det lyder som en gentagelse af oplevelsen fra onsdag aften. Pludselig, mens vi sad og talte, mistede jeg bevidstheden og knaldede hovedet ned i skrivebordet. Brillerne fløj af, kaffekoppen væltede, og de ellers så afslappede hunde på gulvet for op. For mig var det hele herefter et flashback fra oplevelsen onsdag aften. Jeg kæmpede med at løfte hovedet, det flimrede for øjnene, jeg gav ondt af mig og manglede fuldstændigt fornemmelse af tid og sted, Denne gang var det ikke i seng, Karin beordrede mig, men direkte til lægevagten.

 

Hvad jeg havde troet skulle blive et par timer undersøgelse, viste sig at blive til både indlæggelse og operation. På Roskilde Sygehus blev jeg mødt af et særdeles seriøst og kompetent personale, der tog godt imod mig og undersøgte mig grundigt.

 

Det skulle vise sig, at der ikke var nogen sammenhæng mellem mit fald på cykel og mine efterfølgende blackouts. Tværtimod var man på sygehuset overbevist om, at faldet i højere grad skyldtes et blackout end indtagelsen af alkohol. Under en test på sygehuset fik jeg igen et mindre udfald, og det kunne straks måles, at der på det tidspunkt ikke var normal rytme i mit hjerteslag.
Jeg kom nu hele undersøgelsessystemet igennem. Skanning, røntgen, blodprøver, puls, temperatur – ja, alt blev undersøgt. Midt på eftermiddagen kom jeg på operationsbordet og fik indopereret en pacemaker, der fremover skulle sikre min normale hjerterytme. Det var ikke lige, hvad jeg havde forventet, da jeg tidligere på dagen sad ved morgenkaffen.

 

Jeg blev på sygehuset natten over og blev udskrevet efter stuegang dagen efter. Parolen var tydelig; jeg skulle tage den med ro i en måneds tid og kunne derefter leve mit liv nøjagtigt som før. Det hele var en lettelse. Naturligvis havde jeg været bekymret for min førlighed, min arbejdsevne og min sport. Men sagen var klar. Den moderne teknik og lægevidenskab havde vist sine fortræffeligheder, og jeg kunne fortsætte med uændret livskvalitet.

 

Den efterfølgende periode blev dog noget turbulent for mig. Fysisk set følte jeg mig meget svag, og jeg kunne dårligt løfte et ringbind. Jeg blev forpustet af næsten ingenting, som for eksempel en fællessang til et sølvbryllup. Jeg følte periodevis, at jeg rystede voldsomt på hænderne. Det var ikke synligt, men en følelse jeg havde. Samtidig var min hukommelse meget svag. Jeg kunne ikke huske, at jeg havde ringet til Steffen og fortalt ham om operationen, og jeg oplevede ikke at kunne huske, hvordan min mobiltelefon skulle sættes på lydløs, og hvordan jeg skulle binde et flagknob. Det var altså færdigheder, jeg tidligere havde kunnet udføre per automatik, der nu gav problemer.

 

Nogle uger efter operationen oplevede jeg på motorvejen, at jeg rystede over hele kroppen, og at det svimlede for mig. Jeg måtte søge ind i nødsporet og ringe til 112. En hospitalsindlæggelse, konsultation hos min egen læge og efterfølgende kontrol på sygehuset viste, at jeg fysisk havde det godt, og at alt virkede, som det skulle. Men der var stadig noget galt. Flere gange oplevede jeg at briste i gråd, når nogen spurgte til mit helbred, og jeg oplevede ligeledes at være bange for at køre bil. Jeg tvang mig selv til at gøre det for ikke totalt at miste modet til kørsel, samt naturligvis også for at komme frem.

 

Jeg valgte igen at søge den alternative vej, hvilket aldrig har været fremmed for mig. Et enkelt besøg hos en kranio−sakralterapeut gjorde en stor forskel. To efterfølgende sessioner og instrukser i afspændingsøvelser fik mig snart på rette spor. Stille og roligt begyndte det at gå frem.

 

Jeg måtte tvinge mig ud på min første løbetur efter operationen. Jeg følte ikke, jeg var klar, men ønskede så inderligt at “komme op på hesten” igen. Jeg var i tvivl om, hvorvidt jeg overhovedet kunne løbe 100 meter. Men det lykkedes mig at løbe de seks kilometer, jeg havde sat mig for, selvom det var hårdt. Her gav ordene “hvad du ikke har i benene, må du have i hovedet” stor mening.

 

Når jeg efterfølgende ser tilbage på det skete, er jeg overbevist om, at jeg i en periode havde budt mig selv for meget, og at kroppen endnu engang sagde stop. Det havde været et travlt halvår med mange årsregnskaber til afslutningen før den 1. juli. Da jeg fik mine blackouts, var jeg næsten færdig med regnskaberne og følte mig ikke stresset. Men sandheden er nok den, at jeg stadig var stresset. Det er ikke ualmindeligt, at reaktionen kommer, når presset er ved at være overstået.

 

Når jeg ser tilbage på de fysiske problemer, jeg har haft i en årrække og som er beskrevet i denne bog, ser jeg en rød tråd, hvor jeg har budt mig selv for meget. Sådan var det, da jeg udgik i Sydafrika, måtte undlade at løbe maraton i Oslo, fik en langvarig hælskade og til sidst altså måtte have en pacemaker. Man lærer noget hver gang. Alligevel er det let at falde i igen. Når man som jeg har svært ved at sidde stille og finder nye mål, der skal nås, kan det være svært at lægge bånd på sig selv. Den dag, jeg havde fået pacemaker, skrev jeg efterfølgende flittigt på denne bog. I de efterfølgende måneder, hvor der ikke var så mange arbejdsopgaver, sad jeg ofte til langt ud på natten for at skrive på bogen. Erfaringer gør os klogere, men det er ikke altid, vi helt tager klogskaben til os.

 

 

Køb bogen her.

Et anderledes skoleprojekt
En aftenstund den 19. februar 2013 sad Karin og jeg og så fjernsyn. På TV2 Lorry bragte de et pudsigt indslag om nogle gule badeænder.

 

Fire friske piger fra 8. og 9. klasse på Vester Skerninge Friskole på Sydfyn stod bag en kampagne mod fordomme. I forbindelse med et tre ugers projekt havde pigerne skullet aflevere en rapport og lave en præsentation under emnet “Original”. Formålet med projektet var at få en idé, der ville være til gavn for andre. Pigerne var under en brainstorm kommet frem til den konklusion, at originale mennesker skiller sig ud fra andre i samfundet og derved nemt bliver underlagt fordomme, og deres efterfølgende interviews gav viden, bekræftelser og overraskelser. Pigerne fandt frem til, at fordomme ikke udelukkende var til ugunst for mennesker, men at de i den rette dosis kan føre til noget konstruktivt. Ligeledes fandt de frem til, at fordomme i stor udstrækning skyldes uvidenhed. De satte sig nu for at få mennesker til at standse op og blive opmærksomme på egne fordomme og dermed bevidste om, hvorvidt noget kunne være anderledes end umiddelbart antaget.

 

 

Pigerne havde hørt om en russisk happening, hvor man havde skrevet kontroversielle og ulovlige budskaber på sedler og derefter bundet disse om halsen på nogle små bamser, der bagefter blev sat fri i det offentlige rum. Dette blev inspirationen til “And mod fordomme”.

 

Den 6. februar slap pigerne 200 badeænder løs i Svendborg, Odense, Århus og København. Ænderne var unikke, idet alle var nummereret fra 1 til 200, og om halsen havde et lamineret budskab på både dansk og engelsk. Det var tanken, at ænderne efterfølgende skulle flytte til nye destinationer ud fra et ønske om, at så mange mennesker som muligt skulle få sat gang i tanker om deres eventuelle fordomme.

 

Facebookgruppe
Pigerne havde også oprettet en Facebookgruppe, og de henstillede til, at mennesker, der fandt eller fik en and, lagde billeder og tekst ud, så alle havde mulighed for at følge ændernes færd rundt i verden.

 

De dygtige skolepiger havde kaldt deres overordnede projekt for “Dem og os”, og emnet var fordomme, hvorfor vi har dem, hvilke konsekvenser de kan have, og hvordan vi kan mindske dem. Ingen kan droppe fordomme helt, men vi kan sammen være med til at udvide normerne og gøre plads til forskellighed og mangfoldighed. De små ænders budskab skulle så være katalysatoren, der fik folk til at stoppe op og tænke sig om en ekstra gang.

 

Fjernsynsindslag
Fjernsynsindslaget satte fokus på and nr. 77, der en tid havde kørt rundt med buslinje 1A, men som chaufføren dernæst havde afleveret til en blomsterhandler på Store Kongensgade i København. Nu ventede blomsterhandleren i spænding på, hvor anden efterfølgende skulle hen.

 

 

Jeg fandt initiativer morsomt, men ikke blot det. Jeg kunne også se en reel mening med det hele. Jeg ved, at menneskers overbevisninger, tanker, handlinger og adfærd i det hele taget kan ændres til noget mere hensigtsmæssigt, hvis de virkelig ønsker det. Dette kan gøres på flere måder, og en lille gul badeand med et godt budskab kan sagtens være det, der giver sindet og tankerne nye handlingsmønstre.

 

Mission
Jeg fik straks den idé, at anden skulle med mig til Chile tre dage senere. Og ikke nok med det, den skulle også udbrede sit gode budskab til hele verden. Jeg påtog mig nu den mission at tage and nr. 77 med til alle verdens syv kontinenter. Senere er dette mål blevet udvidet til også at omfatte Nordpolen. Dermed ville nr. 77 få en Grand Slam, som det kaldes, når en maratonløber har løbet på alle kontinenter og Nordpolen. Jeg kontaktede blomsterhandleren, der straks var med på idéen, og dagen efter hentede jeg nr. 77.

 

 

Vi var således tre, der sammen fløj til Sydamerika den 22. februar. Nr. 77 var med os på hele rejsen og deltog i alle udflugter. Og ikke mindst de dramatiske begivenheder på Antarktis var nr. 77 øjenvidne til.

 

Skiftede overbevisning
Før vi rejste til Chile, var det min overbevisning, at næsten alle sydamerikanere var røvere og banditter. Overdrivelse fremmer forståelse, men jeg mente, det var næsten sikkert, at vi ville blive slået ned og ført som gidsler ud i junglen de efterfølgende fire år. Sandheden var, at de chilenere, jeg mødte, alle var rare, gode og hjælpsomme mennesker. Jeg har eksempelvis aldrig før oplevet, at hver eneste bil stopper ved fodgængerfeltet for at lade de gående komme over gaden. Man skal ikke skære alle over en kam – heller ikke sydamerikanere. Og her slap jeg heldigvis og dejligt nok af med en fordom.

 

 

Hvilke fordomme nr. 77´s efterfølgende rejsefæller eventuelt kan være sluppet af med, ved jeg ikke. Men jeg er af den tro, at den lille gule ven til stadighed har været med til at flytte nogle sten, om ikke andet så på det ubevidste plan.

 

Til mindeløb for terrorofre
Fra Chile fløj nr. 77 med en anden løber, Kerm Trout, til Texas, og senere kom den til San Diego til Kathy Loper, der blandt andet havde den med til et mindeløb for ofrene ved Boston Marathon. Massachusetts hovedstad havde i 1972 udmærket sig ved at være det første sted i verden, der gav kvinder adgang til at løbe. Nu var det gode løb igen kommet på hele verdens læber, da et grimt terrorangreb nogle uger forinden havde ramt arrangementet.

 

Down under
Kathy bragte efterfølgende anden til Kina i maj, og her løb den sammen med mig The Great Wall Marathon over Den Kinesiske Mur. Herfra gik turen så til Australien via Singapore med Fran og Dave, hvor den blandt andet var på besøg i en nationalpark, før den med post blev sendt til Danmark.

 

 

0 grader
Der blev ikke tid til afslapning for den lille and, for nu gik rejsen til Nordpolen sammen med Elisabeth. Efter mellemlanding i Helsinki og Murmansk gik den videre færd på et russisk fartøj, indtil det endelige mål, 0 grader, var opnået.

 

 

Mission completed
Den sidste del af andens verdensturné foregik med en guide fra Albatros, og Afrika blev rundet i Kenya, hvor nr. 77, som jeg selv år forinden, besøgte Karen Blixens farm. Mindre end et halvt år tog det nr. 77 at gennemføre sin verdensrejse og sin Grand Slam.

 

 

Da missionen var fuldendt, tog den rejselystne and på endnu en turné med Albatros. Denne gang blev det til en rundrejse, der førte den til Thailand, Bali, Komodo, Qatar, Indonesien og Papua.

 

 

Eventyrlyst
And nr. 77 har fået mangfoldige oplevelser. Den har fløjet i luftballon over savannen, været ved at blive spist af en giraf og har redet på en krokodille. I Papua var den til verdens fedeste festival “Sing Sing”, og her deltog den med stor glæde blandt Dani−stammen og deres penisfutteraler, hvor der blev danset og sunget. Ja, jeg kunne blive ved.

 

 

Ukendte skæbner
Hvorfor var det mon lige nr. 77 blandt 200 badeænder, der fik alle disse oplevelser? Det kan man kun gisne om. Den kom til de 7 verdensdele og over de 7 verdenshave. Var det et tilfælde eller???

 

 

Hvad skete der så med de 199 andre ænder? Også det kan man kun gisne op. På Facebook var nr. 77´s billeder og oplevelser altdominerende. Kun ganske få gange hørtes et lille rap fra en af de andre ænder. En stor del kan sagtens være gået til og være væk for tid og evighed.

 

Dyster fremtid
Det var min tanke, at skæbnen måtte lede nr. 77 videre, når min mission var opnået. Derefter måtte anden være blevet voksen, og jeg måtte slippe den fri. Tanken var smuk, men også lidt skræmmende. Måske ville den ugen efter befinde sig i “småt brandbart” på genbrugspladsen.

 

 

Otium

 

Men buschaufføren, der havde bragt anden til blomsterforretningen, kom med et godt forslag til nr. 77´s fremtid. Efter rejser rundt i verden måtte det være på tide, at den lille and fik lov at slappe af og nyde sit otium. Nr. 77 kom derfor tilbage til den hyggelige blomsterforretning i det indre København. Her blev den pensioneret og fik plads på vandoverfladen i et kar af samme type som det, hvor jeg første gang så den i fjernsynet den februar aften 2013.

 

Atter en TV-udsendelse

 

For mig blev ringet sluttet den 25. september 2013, hvor jeg var i TV2 Lorry/Lounge sammen med and nr. 77 for at fortælle om dens forunderlige rejse rundt til klodens fjerneste egne. Det var jo netop på TV2, jeg godt syv måneder forinden havde stiftet bekendtskab med min lille, gule ven.

 

 

Et flot 12−tal

 

De fire kloge piger fra Sydfyn, der havde sat dette originale og gode projekt i verden, blev naturligvis og ganske fortjent belønnet med et flot 12−tal for opgaven.

 

Køb bogen her.

 

 

 

 

 

Køb bogen her.

Travl optakt

 

Med en god mavefornemmelse tog jeg ud til denne 14. udgave at mit eget helt specielle løb. Det var dog ikke helt med samme overbevisninger, som jeg var draget ud med året før. Nogle af de tabte kilo havde sat sig igen, og et arbejdsmæssigt travlt forår havde også sat sine begrænsninger i mit træningsprogram. Rejsen til Chile havde endvidere betydet, at der manglede et par uger i kalenderen.

 

Jamie igen

 

Om formiddagen onsdag den 15. maj ankom vi til Beijing lufthavn. Her var straks gamle kendinge. Vores guide var Jens Peter, som jeg året efter havde stiftet bekendtskab med, og Jakob var der også som guide for en anden gruppe. Men ikke mindst blev det til et gensyn med Jamie efter to år. I 2012 havde arbejdet bragt hende væk fra Beijing, men nu var hun tilbage. Også hotellet var en kær gammel kending. Det var endnu engang Qianmen Hotel, hvilket absolut var tilfredsstillende.

 

Jamie havde på forhånd arrangeret aftenen for hende og mig. Vi kørte ud til hendes tidligere skole, som vi også havde besøgt to år tidligere. Denne gang nød vi et dejligt måltid, afsluttende med Pekingand, i selskab med gamle venner og hendes tidligere lærere.

 

 

Tilbage på Yuyang

 

Efter torsdagens inspektionsdag på muren ankom vi til Jixian, hvor det atter blev til et gensyn, da vi indtog Jixian Yuyang Hotel. Som altid var der problemer med internettet, men de blev dog løst. Om hotellet med årene er blevet bedre, eller om jeg blot har vænnet mig til standarden, kan være svært at afgøre. Men dette år syntes jeg faktisk, det var helt fint at bo der.

 

Dagen før løbet skete der ikke det store. Jamie og jeg løb en tur, men ellers gik dagen mest med afslapning. Efter aftenens pastaparty gik Jamie og jeg med en af hendes veninder en slentretur i byen, hvor det blev til is på en hyggelig restaurant.

 

Fantastisk løbevejr

 

På løbsdagen lørdag den 18. maj blev vi beriget med det mest optimale vejr nogensinde. Det var ikke koldt om morgenen, hvilket måske kunne tyde på en varm dag. Men sådan blev det ikke.

 

 

Også her ville jeg løbe med mit GoPro−kamera i panden under hele løbet ligesom under de to løb i februar. Francis fra www.marathonphoto.com spurgte mig, om han måtte få kopi af mine filer efter løbet. Han skulle lave en video og mente, at mit resultat ville kunne bidrage. Til gengæld ville jeg få fotos af mig selv fra løbet.

 

Forsinket start

 

Starten på løbet blev unødigt hektisk. Jamie havde en veninde med, der skulle tage video af os under starten og passe på vores bagage, så vi ikke skulle indlevere den i depot. Men da starten var ved at gå, var veninden væk. Det viste sig, at hun var på toilettet, så vi var nødt til at vente. Vi skulle starte i gruppe 1, men blev nu et par minutter forsinket i forhold til den officielle start.

 

 

Jamie og jeg med forskellig styrke

 

Som to år tidligere fulgtes jeg med Jamie, men imidlertid var min styrke noget over hendes denne gang. Allerede tidligt i løbet måtte hun gå, og jeg måtte flere gange vente på hende. Da vi kom over muren og havde passeret Yin og Yang–pladsen, mistede jeg snart efter Jamie og så hende ikke, før hun om eftermiddagen kom i mål.

 

Det havde været rart at følges med Jamie, men det var også en befrielse, at jeg kunne løbe mit eget løb. Herfra gik alt over forventning. Vejret var fantastisk. Det var ikke varmt, men lidt overskyet. Helt perfekt. Der er ikke så meget at sige om løbet. Det hele gik som smurt. Jeg havde ingen kriser og var i rigtig godt humør hele vejen hjem.

 

 

Blind løber

 

På vej ned ad de sidste trapper på muren passerede jeg to helt specielle japanske løbere. Den ene var blind og løb med blindestok, mens den anden var guide. Hele tiden kunne man høre guidens stemme, når han nøjagtigt vejledte sin makker i, hvordan trinene skulle tages.

 

Den letteste mur nogensinde

 

Muren anden gang gik også over al forventning. Aldrig havde The Great Wall Marathon været så “let” at løbe. På turen ned ad bjerget rullede jeg af sted, som var det en leg. Midtvejs forkælede jeg mig selv med lidt gang og væske, men ellers var det hele løb.

 

 

Jeg var således “urimeligt” frisk og meget glad, da jeg kom i mål. Det var skønt, at det igen var Thomas, der gav mig medaljen om halsen efter sit fravær igennem tre år. Min tid var 6:23:35, hvilket var den tredje hurtigste nogensinde for mig. Det var ubegribeligt, eftersom hverken min træningstilstand eller min kropsvægt var optimale.

 

Også Jamie fik et godt løb. Hun kom ind i fin stil en tre kvarters tid efter mig.

 

 

Tre vindere

 

Årets vinder var på alle måder helt speciel. Først og fremmest var det specielt, at der ikke var kun én vinder, men hele tre. Ligeledes var det specielt, at disse tre løbere alle angreb alle tiders rekord fra 1999. En rekord, ingen havde troet, ville kunne slås. Jorge Maravilla fra USA, Dimitris Theodorakakos fra Grækenland og Jonathan Wyatt fra New Zealand kom sammen i mål i tiden 3:09:17. At de fulgtes side om side var ikke et tilfælde, ligesom det ikke var første gang, de løb sammen. Det var en sammentømret trio, der løb i ens løbetøj.

 

Mere end 2.500 løbere fra 54 lande deltog i årets tre distancer.

 

 

Vigtig internetforbindelse

 

Tilbage på Qianmen hotel fik jeg problemer med internetadgangen. Og særligt denne nat ville jeg gerne på nettet. Med teknisk assistance blev problemet dog løst. Efter at have taget bad og lidt at spise gik jeg i seng. Men det var en søvn, der ikke skulle vare hele natten, eftersom jeg havde andre planer.

 

Jeg havde sat mit ur til at vække midt om natten, men vågnede dog af mig selv inden da. Det var en historisk nat, som jeg ikke ville gå glip af.

 

Only Teardrops

 

Der havde flere gange været afholdt europæisk Melodi Grand Prix, mens jeg havde været i Kina. Dette havde ikke tidligere haft nogen betydning for mig, men i 2013 var det noget helt andet. I januar havde den purunge og helt ukendte sangerinde Emmelie de Forest vundet Dansk Melodi Grand Prix med sangen “Only Teardrops”. I de efterfølgende måneder havde sangen taget Europa med storm, og samtlige bookmakere havde den som topfavorit til den endelige sejr.

 

Jeg mindedes med glæde Brdr. Olsens sejr i 2000 og ønskede på ingen måde blot at ligge og sove i en kinesisk seng, mens noget tilsvarende skete. Jeg måtte se det show. Hotellet havde et utal af TV−kanaler, og i håb om at finde det store internationale show gennemgik jeg dem alle. Men som ventet var det lutter kinesiske kanaler. Sideløbende søgte jeg på min computer, og her var der til gengæld gevinst.

 

Klokken tre om natten i Kina, svarende til klokken 21 i mit hjemland, startede Eurovision Song Contest. Jeg havde jo løbet og kunne nu tillade mig at sidde med rødvin og snacks. Jeg fandt, at kvaliteten af årets sange var ret høj, hvilke betød hård konkurrence for vores egen yndling.

 

Som nummer 18 ud af 26 deltagere trådte unge Emmelie nu frem på bare fødder og fremførte sin sang, akkompagneret af fløjte og tromme fra to af de friske mænd fra Copenhagen Drummers. Det var helt fantastisk. Ganske vist var jeg helt inhabil, men jeg syntes dog virkelig, at her hørte vi aftenens bedste sang.

 

Teardrops og jubel

 

Efter nogle timer startede afstemningen. Snart viste det sig, at Danmark fik den ene topplacering efter den anden, og Emmelie lagde sig hurtigt i spidsen og holdt føringen hele vejen til den endelige sejr. Jeg både jublede og græd, da hun igen gik på scenen og blev kåret til årets vinder i Europamesterskabet i popmusik.

 

 

Efter nattens musikshow og gårsdagens maratonløb sov jeg helt til først på eftermiddagen. Før jeg fik set mig om, var det aften, og vi måtte af sted til den helt traditionelle gallafest med efterfølgende nattebesøg på Bar Blue.

 

Cancer! Drove me up the wall

 

Mandag formiddag skulle min gruppe hjem. Richard Lanigan og jeg var de eneste fra gruppen, der skulle blive længere i Kina. Jeg havde allerede i Københavns Lufthavn på afrejsedagen lagt mærke til Richard, eftersom han bar en T–shirt med logoet for The Great Wall Marathon. Men oven over logoet stod teksten: “Cancer! Drove me up the wall.” De efterfølgende dage gik han med tilsvarende T–shirts, blot med forskellig bundfarve. Jeg var blevet interesseret i Richards historie og havde spurgt ind til den.

 

Richard er irer, men bosiddende i London. I 1970´erne boede han i Danmark og kunne derfor godt forstå vores sprog. Dog benyttede han helst selv sit modersmål. Han var en del af vores gruppe, fordi han var rejst ud med danske venner.

 

Et år tidligere var Richard blevet ramt af kræft og var dødstruet. På trods af sygdommen – eller måske netop på grund af sygdommen − besluttede Richard sig for at gennemføre The Great Wall Marathon, og det på et tidspunkt, hvor han dårligt kunne gå 100 meter. Hans omgangskreds rystede på hovedet, men Richard havde viljen og troen, hvilket er det vigtigste – “If you can dream it, you can do it”.

 

 

Richard var blevet inspireret til denne vanvittige idé af cykelrytteren Lance Armstrong, der efter at have været ramt af kræft kom tilbage og præsterede fantastiske resultater som cykelrytter, selvom dopingspøgelset sidenhen tog glansen af amerikaneren.

 

Denne formiddag faldt vi igen i snak, da de andre var kørt. Richard fortalte, at han skrev på en blog og ligeledes var på Facebook med “Cancer! Drove me up the wall”. Richard samler penge ind til “Penny Brohn Cancer Care” til støtte for kræftramte børn. Han talte tillige om at udgive en bog om sin kamp fra dødstruet kræftpatient til atlet med verdens hårdeste maratonløb på sit CV. Det satte noget i gang hos mig.

 

Inspiration til en bog

 

Gennem årene havde jeg igen og igen fortalt anekdoter om The Great Wall Marathon og andre løb, jeg havde deltaget i rundt i verden. Det var blevet til eksamensprojekter, artikler, foredrag samt radio− og TV−interviews. Sagen var bare, at jeg aldrig fik fortalt hele min historie. Altid kunne jeg blot berette om, hvordan jeg var kommet i gang og måske en flig mere af historien. Men jeg brændte efter at fortælle hele historien om, hvordan jeg var kommet fra at være sofaatlet til nu at være “Mr. Great Wall” og maratonløber på de syv kontinenter. Jeg sagde til Richard, at jeg også kunne tænke mig at skrive en bog, hvilket han tilskyndede mig til at gøre. Få dage efter skrev jeg de første ord.

 

De urimelige gratis glæder

 

At være “Mr. Great Wall” kan give gode kontakter, man ellers ikke ville have fået. På årets sidste aften i Beijing gik jeg rundt i sidegaderne for at finde et sted at spise den sidste middag på denne rejse. Jeg faldt der i snak med et ungt par, der genkendte mig. Sammen gik vi på en restaurant, de anbefalede, og spiste kød og grøntsager, der blev tilberedt på en lille bordgrill. Det var lækkert. Da regningen kom, fik jeg ikke lov til at betale min andel. Det var en flot gestus, men slet ikke nødvendigt. Jeg er hverken kongelig eller rock star, men en gang imellem føles det sådan.

 

 

 

Køb bogen her.