Efter at have gennemført maratonløb på alle verdens syv kontinenter var det naturligt for mig at søge medlemskab af klubben for løbere med samme præstation på deres CV. Til min undren kunne jeg nu konstatere, at der var to klubber af den slags, og at begge klubber havde to danske medlemmer, men at der var tale om fire forskellige løbere. Jeg undrede mig over, at der ikke var en samlet klub, men måtte sidenhen konstatere, at der er forskel på, hvem der kan blive godkendt til hvad. For mig virkede det som i bokseverdenen, hvor forskellige organisationer anerkender hver deres mester.

 

Jeg skrev først til en af klubberne for de syv kontinenter, men her fik jeg hurtigt læst og påskrevet med en melding om, at jeg ikke var velkommen. Grundlæggende set kunne jeg konstatere, at klubbens stifter, der tillige selv var rejse– og løbsarrangør, ikke kunne lide Steve og derfor ikke ville anerkende Steves løbere. Denne arrangør stod blandt andet for et maratonløb længere mod syd på Antarktis’ fastland. Det var tilsyneladende en torn i øjet på ham, at en anden også arrangerede maratonløb på det hvide kontinent. I vrede toner blev Steve anklaget for alverdens forbrydelser lige fra tyveri af navn til omgåelse af regler. Han rasede over, at nogen havde færdiggjort et løb i Punta Arenas, og over at et barn havde deltaget i Steves løb. Ikke mindst meddelte han, at jeg slet ikke havde løbet maraton på Antarktis, eftersom det var hans opfattelse, at King George Island ikke var en del af dette kontinent.

 

Det er naturligvis korrekt, at nogle løbere den dag på grund af uheldige omstændigheder måtte opdele et løb mellem King George Island og Punta Arenas. Men jeg er ikke vidende om, at nogen på den baggrund har hævdet at have gennemført et officielt maratonløb på Antarktis. At gennemføre den sidste del af løbet i Chile var blot et plaster på såret i en situation, ingen kunne være ansvarlig for.

 

Det er også korrekt, at en dreng deltog i begge løb på denne tur. Men han var under løbene i konstant følgeskab med sin far. De gik en del og var i det hele taget gode til at passe på sig selv. Der var endvidere tilknyttet en læge til løbet, så der var til stadighed opmærksomhed på både drengen og os andre løbere. For os på rejsen var der intet dramatisk eller uforsvarligt i dette, der efterfølgende dog gav en konkurrent et helt andet sted i verden skyts til sin beskidte krig.

 

Jeg havde på ingen måde lyst til at være en del af hans klub, hvilket jeg også skrev til ham. Men jeg måtte dog anføre, at jeg rent faktisk havde løbet den fulde distance på King George Island, ligesom jeg også gjorde opmærksom på, at øen, i henhold til Antarktistraktaten af 23. juni 1961, er en del af det af det hvide kontinent. Hans næste argument var så, at King George Island ikke kunne accepteres, fordi det er en ø og ikke en del af fastlandet. Jeg havde ikke behov for at ændre hans opfattelse, men jeg måtte afprøve hans moral og oprigtighed. Derfor skrev jeg til ham og spurgte, om han ville acceptere London Marathon som et europæisk løb og Tokyo Marathon som et asiatisk løb. Det ville han naturligvis godt.

 

Det hele gav slet ikke mening for mig. Jeg måtte blot konstatere, at der her var tale om jalousi og brødnid konkurrenterne imellem. Jeg var som nævnt slet ikke interesseret i hans klub og blev siden optaget i Steves helt nye “The Official 7 Continents Marathon Club”. Nu eksisterer der så tre klubber. Gad vide, hvad det ender med!

 

 

Jeg har siden erfaret, at mine oplevelser ikke er noget enestående tilfælde og har set flere eksempler på, at maratonarrangører er i splid med hinanden. Der er uvenskab om navne, rettigheder og slogans, når den ene arrangør markedsfører sig på baggrund af en andens arrangement. Blandt andet har jeg oplevet, at en arrangør uddelte brochurer for egne løb i målområdet for en anden arrangørs løb, og i den situation faldt der mange knubbede ord!

 

Jeg finder, det er synd og skam, at det skal være sådan. Det er min overbevisning, at der er plads til alle, og at synergieffekten ville gøre alle stærkere, hvis de på sportslig vis kunne finde ud af at stå sammen frem for at bekrige hinanden.

 

Køb bogen her.

Endnu en rejse med Elisabeth

 

De sidste to uger af februar 2013 blev i sandhed nogle af de mest dramatiske i mit liv, hvor jeg flere gange kom hele følelsesregistret igennem.

 

Det frø, der blev sået en varm novemberdag året før, var spiret og havde vokset sig frem til hele to maratonløb på en uge. Ikke længe efter min hjemkomst fra The Solar Eclipse Marathon skrev jeg til Kathy Loper og bestilte billet, ikke blot til mig selv, men også til Elisabeth, der endnu engang drog med mig ud i verden til løbsoplevelser.

 

Nøje forberedelser

 

Forberedelserne til denne tur havde været i gang, lige siden jeg bestilte den. Jeg havde sat mig grundigt ind i, hvilken type fodtøj jeg burde løbe med og i mange andre forhold omkring løbet på Antarktis. Blandt andet havde jeg læst jeg mig til, at vi under løbet på Antarktis måtte forvente at komme til at løbe i temperaturer omkring frysepunktet eller måske nogle få graders varme. Nogle steder ville vi skulle løbe på is og sne og andre steder på stenet underlag og bakkede jordveje. Karin forærede mig et par track−løbesko med Gore-Tex® i julegave. De blev flittigt brugt i de efterfølgende måneder, hvor jeg hver weekend løb omkring to timer i Boserup Skov nær min hjemby. Her fik jeg netop lejlighed til at løbe i ujævnt terræn og vådt føre. Vinteren var helt perfekt for mig, da der i årets to første måneder lå en del is og sne i skoven.

 

Ligeledes af Karin fik jeg i julegave et GoPro−kamera til at løbe med. De tekniske finurligheder gav en del udfordringer, men heldigvis var der god tid til at prøve udstyret af, så jeg her følte mig godt klædt godt.

Den sidste tid inden rejsen fik jeg først ondt i højre knæ og siden i ryggen. Det skulle senere vise sig at være små problemer i forhold til, hvad jeg ellers kom ud for.

 

Flystrejke

 

Netop som vi troede, at alt var på plads, og at vi var klar til rejsen den kommende fredag, fik vi den første forskrækkelse om mandagen. På tekst–TV og internettet læste jeg, at det spanske flyselskab, Iberia, var strejkeramt i fem dage. Selskabet skulle afskedige nogle medarbejdere, mens andre skulle gå ned i løn. Dette havde udløst krisen. Jeg må erkende, at jeg blev noget panisk. Alt var klargjort, udstyret afprøvet, og formen hvor den skulle være. Nu kunne det hele stå og falde med, at vi ikke kunne komme til Sydamerika. Med så kort varsel ville det være vanskeligt at finde andre flybilletter, der i givet fald også ville være meget bekostelige.

 

Elisabeth og jeg ringede til flyselskabet og bureauet, hvor vi havde købt vores billetter. Begge steder oplyste de, at kun udvalgte afgange var ramt, og at lige netop vores fly ville afgå planmæssigt. Det var godt at høre, men jeg følte mig ikke tryg. I konflikter ved man ikke, hvad der kan ske, så jeg frygtede en udvikling, hvor også andre flyafgange blev ramt af strejken.

 

Fredag eftermiddag den 22. februar afgik vores første fly dog planmæssigt til Madrid. Det var en god fornemmelse at komme af sted, men stadig var jeg ikke helt rolig. Jeg så for mig, at vi strandede i næste lufthavn, hvorfra det måske ville være helt umuligt at komme videre.

 

Men gudskelov gik det ikke galt. Efter nogle timer i den spanske hovedstad satte vi os ombord på flyet mod Chile, og da flyet var i luften, drog jeg endelig et lettelsens suk. Nu kunne det da ikke gå galt. Samtidig med at vi kom i luften, rundede klokken midnat og dermed var det blevet min 54 års fødselsdag.

 

 

Forsvunden kuffert

 

I Santiago var der ikke så god tid, hvilket gav os nogle problemer. Vi landede kl. 9.40 og skulle flyve videre kl. 11.20, og derfor måtte vi have hurtigt fat i vores kufferter. Elisabeths kuffert dukkede da også op med det samme, men vi ventede længe på min. Efterfølgende viste det sig, at den var kommet hurtigt ud, men at nogen havde taget den af bagagebåndet og sat den et sted. Der gik lang tid, før jeg fandt kufferten, og tiden var nu så fremskredet, at vi blev booket om til et senere indenrigsfly.

 

Endelig Punta Arenas

 

Efter en mellemlanding i Puerto Montt ankom vi til Punta Arenas sidst på eftermiddagen. Vi var undervejs kommet i kontakt med fire amerikanere og deltes nu om to taxaer til hotellet. Der var ikke meget plads med alt vores bagage, og Elisabeth og jeg kom sammen med to store kufferter om på bagsædet. Chaufføren måtte smække døren hårdt i for at få den lukket.

 

 

Hotel Diego De Almagro var et ganske godt eksemplar af slagsens, og vi fik et dejligt værelse med havudsigt på syvende etage.

 

Allerede ved ankomsten fik vi udleveret vores løbsposer, og samtidig aftalte vi med nogle andre, at vi sammen ville gå ud at spise. De andre ønskede at gå til fods, mens vi måtte tage en taxa af hensyn til Elisabeth. Da vi kom frem til stedet, kunne vi ikke finde de andre, og senere viste det sig, at de havde troet, vi ikke ville komme alligevel og derfor var gået ind et andet sted på vejen.

 

Fødselsdagsmiddag

 

Det viste sig imidlertid, at restauranterne først åbnede lidt senere, så vi fandt et sted, hvor vi i mellemtiden kunne nyde en aperitif. Senere fandt vi hen til Restaurant Detalle De Cuenta, der var et virkeligt udsøgt spisested. Her fik vi nogle velsmagende bøffer med tilhørende god vin.

 

 

Mens vi sad og spiste, bankede det på vinduet. Det var Kathy og omkring ti andre gæster, jeg ikke kendte. Jeg løb ud og krammede Kathy, og alle begyndte at synge “Happy birthday”. Det var dejligt.

 

Kendis

 

Søndagen havde vi på egen hånd i byen, mens vi ved aftenstid mødtes til den obligatoriske pasta med kødsovs. Da jeg trådte ind i restauranten, kom en amerikansk kvinde over til mig og spurgte: “Are you mr. Great Wall of China”. Jeg blev temmelig overrasket, men måtte jo bekræfte hendes antagelse. I de efterfølgende dage viste det sig, at mange vidste, hvem jeg var, mens jeg ikke kendte dem. De havde hver især deres lille historie om, hvordan de kunne huske mig fra deres rejse til Kina.

 

 

Marathon Adventures

 

Efter maden skulle vi alle samles til informationsmøde i et tilstødende lokale. De to løb var arrangeret af Marathon Adventures, ikke at forveksle med Albatros’ selskab med samme to ord i omvendt rækkefølge. Marathon Adventures ejes af Steve Hibbs. Kathy og Steve mødte hinanden ved The Great Wall Marathon 2012, hvor de begge var rejsearrangører. Steve havde der fortalt om sine planer for de to maratonløb, og Kathy var gået ind i et samarbejde med ham. Dette samarbejde var blevet altafgørende for arrangementets gennemførelse. Vi var vel omkring 70 rejsende med en nogenlunde lige fordeling mellem Kathy Loper Event og Marathon Adventures. Omkring to tredjedele af deltagerne skulle løbe maraton, mens den sidste tredjedel skulle løbe halvmaraton. Bortset fra dem med pligter som officials, var det kun Elisabeth, der ikke skulle løbe.

 

Planen var, at vi den efterfølgende dag skulle løbe White Continent Marathon og tre dage senere Punta Arenas Marathon. Det kan være forbundet med store problemer at løbe maraton på Antarktis. Jeg havde hørt historien om den gruppe, der endte med at måtte løbe ombord på et lille russisk isklasseskib for at få netop dette kontinent med i samlingen. Det skulle vise sig, at disse løbere ikke var alene om at få udfordringer i forbindelse med maratonløb på det sydligste kontinent.

 

Lamslået

 

Steves første ord til os var: “Vi flyver ikke til Antarktis i morgen”. Man ville have kunnet høre en knappenål falde til jorden. Alle var som lammede, og ingen sagde et ord. Selv var jeg faktisk af den overbevisning, at jeg som udlænding blandt et flertal af amerikanere ikke havde forstået ordene rigtigt. Men det skulle vise sig, at jeg havde forstået budskabet helt rigtigt.

 

 

Der var tåge over King George Island, hvor løbet skulle afvikles, og naturligvis måtte sikkerheden gå frem for alt, så flyselskabet havde meddelt, at vi ikke ville kunne flyve til øen den 25. februar.

 

Vi var alle chokerede, men dog fattede. Arrangørerne var heller ikke handlingslammede, men havde rokeret om på de efterfølgende dages program. Vi blev dog bedt om alligevel at møde op mandag morgen, da der trods alt var en minimal chance for at kunne gennemføre løbet.

 

Isle Magdelena

 

Mandag stod vi op til den dag, hvor et ganske specielt maratonløb skulle have fundet sted, men ikke gjorde det. Den papirtynde chance for at kunne løbe havde ikke båret frugt.

 

Sidst på eftermiddagen blev vi afhentet i bus og kørt til havnen. Herfra sejlede vi til Isle Magdelena, der er en 1.575 kvadratkilometer stor ø med status som nationalpark. Det var en lang tur. Vi ærgrede os over, at vi ikke havde taget raflebæger eller kortspil med, men det viste sig, at den lange sejltur var det hele værd. Øen var fuld af pingviner, men også en del måger. Det var et fantastisk og betagende syn. Vi gik rundt og så det hele. Elisabeth måtte blive i nærheden af båden, men fik også en god tur.

 

 

Håb forude

 

På vej tilbage var flere på nettet og kunne konstatere, at vejrforholdene over King George Island var gode. Såvel vejrudsigter som webcam gav kun gode udsigter. Vi var alle glade og forventningsfulde i vores tro på at skulle løbe The White Continent Marathon dagen efter.

 

Endnu en skuffende udsættelse

 

Ved midnatstid samledes vi alle til informationsmøde. Vi havde måttet vente nogen tid, for tidspunktet for mødet var gang på gang blevet udsat. Man kunne have set det som et dårligt varsel, men flere af os sprudlede vist alligevel af optimisme. Men denne blev dog snart spulet væk igen. Løbet på King George Island var udsat endnu engang, og denne gang var der ikke nogen umiddelbar fornuftig forklaring, som vi kunne forstå. Steve havde diskuteret længe med flyselskabet, men uden held. Vi var alle kede af det, frustrerede og måske en smule vrede. Når jeg efterfølgende tænker på begivenhederne og har følelserne på afstand, må jeg nok erkende, at flyselskaber helt sikkert er bedre til at vurdere flyvejr og landingsforhold end maratonløbere. Vi gik nu i stedet i seng med vished om, at vi næste morgen skulle løbe Punta Arenas Marathon.

 

Tirsdag stod vi op for at løbe maraton to dage tidligere end oprindeligt planlagt. Aldrig før er jeg stået op til et maratonløb og har oplevet det som et antiklimaks. Men sådan var det den dag. Jeg havde set frem til at løbe maraton i Sydamerika med stor forventning. Men at løbet på Antarktis til gengæld måske ikke skulle blive til noget var ganske ubærligt.

 

Jublen brød løs

 

Da vi tirsdag morgen klokken 8.20 startede på Punta Arenas Marathon, spurgte Steve, om vi var klar til at tage til Antarktis. Alle brød ud i vild jubel. Vejrudsigterne så gode ud over King George Island, og vi måtte være forberedt på at skulle afsted når som helst. Dette betød, at vi kunne blive nødt til at afbryde dagens maratonløb i utide for at rejse til et andet kontinent for at påbegynde et andet maratonløb. Det var virkelig en mærkelig måde at starte et maratonløb på.

 

 

Kedeligt, men specielt maratonløb

 

Punta Arenas Marathon var isoleret set det kedeligste maratonløb, jeg nogensinde har deltaget i. Vi skulle løbe godt fem kilometer ud ad et fortov, hvor vi på den ene side havde havet og på den anden side den kørende trafik. For enden af fortovet skulle vi vende om en kegle for at løbe den samme vej tilbage igen. Dette skulle vi så gøre fire gange. Jeg beskriver løbet som kedeligt, men det var det jo i virkeligheden ikke. Det var naturligvis helt specielt at løbe på et nyt kontinent, hvor jeg ikke før havde været, og hvor jeg måske aldrig sidenhen ville komme til. Det i sig selv var en stor gulerod for at komme igennem og gennemføre distancen. Før løbet havde jeg besluttet, at jeg ville give mig selv rigtigt god tid. Jeg ville ikke have betænkeligheder ved at komme ind som nummer sidst, et minut før løbet skulle lukkes. Men sådan blev det ikke.

 

Med en udmelding fra arrangørerne om, at løbet kunne blive afbrudt i utide for at flyve til King George Island, lagde jeg ude i et højere tempo end oprindeligt planlagt. Nu var det om at gennemføre dette løb, inden det eventuelt blev afbrudt. Da jeg manglede en halv omgang, fortalte en af vores medrejsende mig, at arrangørerne skulle holde møde med flyselskabet klokken 16, så vi ville have god tid. Jeg begyndte så at slappe af og gå indimellem.

 

Efter 39 kilometers løb var min tid 4:41. Jeg besluttede mig nu for at sætte tempoet op og løbe stærkt i håbet om at komme igennem på under fem timer. Det lykkedes at komme ind i tiden 4:58:54. Jeg var meget glad over at have klaret dette sjette kontinent og håbede nu blot, at det sidste også ville komme i hus.

 

 

En fantastisk forløsning

 

Hen under aften skulle vi alle mødes i hotellets restaurant for at høre om arrangørernes planer. Steve mødte op og bad mærkeligt nok alle gå med ud på hotelgangen, hvor vi blev dirigeret til at stille op i to rækker med ryggen op mod væggen og en åbning ned mellem os. Her stod vi så, mens Steve uden at sige noget stod for enden af den korridor, der var opstået imellem os. Efter lidt tid rakte Steve begge arme i vejret og gjorde tegn til, at vi skulle gøre det samme. Med tanke på min barndoms danseskole, tænkte jeg: “Skal vi nu lege Bro, bro, brille?” Men det skulle vi ikke. Lidt efter begyndte Steve at gå ned ad den smalle gang imellem os. Den højre håndflade slog han mod håndfladen på den deltager, der stod først til venstre for ham. Derfor gjorde han tilsvarende med venstre hånd mod den deltager, der stod først til højre, og sådan fortsatte han med at give “high five” til samtlige forventningsfulde rejsende, der overraskede stod og undrede sig over dette spil. Men så lyste Steves ansigt op i et smil, og vi brød alle ud i vild jubel. Den var hjemme!

 

Bagefter gik vi ind i restauranten igen for at høre nærmere. Der var nu kun “et skud i bøssen” tilbage. Vi skulle mødes i lobbyen den kommende nat klokken 1.30.

 

Efter diverse informationer om dette, var der præmieuddeling for dagens løb, Punta Arenas Maraton. Der var hæder til første−, anden− og tredjepladsen for damer og herrer i såvel maraton som halvmaratondisciplinerne.

 

Endelig den store dag

 

Onsdag den 27. februar stod vi op ved midnatstid.  Efter ti dramatiske dage troede jeg, at den sitrende spænding nu ville være ovre. Men det skulle vise sig i løbet af dagen, at det ikke var tilfældet.

 

Bussen hentede os præcist klokken 1.30, og halvanden time senere afgik flyet fra Punta Arenas til King George Island, hvortil vi ankom to timer senere. Da jeg satte fødderne på landjorden, lagde jeg mig straks på knæ og kyssede jorden. Gennem halvanden uge havde jeg svævet mellem håb og fortvivlelse, men nu var vi endelig ved det store mål.

 

 

King George Island er den største af de sydlige Shetlandske øer og ligger 120 kilometer ud fra Antarktis fastlandskyst. Øen er som sådan ubeboet, men er hjemsted for baser for forskellige lande.

 

Ankom i nattens mørke

 

Vi ankom på øen omkring klokken 5.20, og eftersom vi maksimalt kunne forvente at være der i seks timer, var tiden knap. I mørket gik vi en kilometer mod det område, hvor startstedet var placeret. Nogle løbere havde medbragt pandelamper, men dem blev der ikke brug for. Snart oplevede vi den mest fantastiske solopgang med det smukkeste røde lys i horisonten.

 

 

Da løbet startede, kunne jeg mærke, at jeg var træt. Løbet dagen før sad stadig i benene. Men da jeg først kom i gang, fik jeg efterhånden rystet generne af mig.

 

 

Rigtige forberedelser

 

Også dette løb var en rute, der skulle gennemføres flere gange. Vi skulle godt 3½ kilometer ud ad en rute og ved vendepunktet tilbage til start. Dette skulle vi gentage seks gange.

 

 

I forhold til det, jeg havde læst mig til hjemmefra, blev jeg ikke overrasket. Og således kunne jeg konstatere, at min træning i Boserup Skov havde været helt ideel. Ruten gik op og ned ad jordveje, over et stykke belagt med skærver og flere steder over isflager.

 

 

Det havde været mit håb at se et rigt dyreliv under løbet. Men det var dog begrænset, hvad det blev til. Jeg så blot enkelte pingviner og sæler, men uanset dette var jeg på ingen måde skuffet. Det var alt i alt en helt ubeskrivelig oplevelse.

 

 

Som med bly i skoene

 

Da jeg anden gang nærmede mig startstedet, var dagstemperaturen nået op over frysepunktet, og det gav visse gener. Det sidste stykke hen mod området var op ad en jordbakke. Da solen var stået op, var den frosne jord ikke blot tøet op, men var blevet til direkte pløre, der satte sig fast under løbeskoene. Hvor jeg tidligere havde følt mig forholdsvis let til bens, alt taget i betragtning, føltes det nu, som om mine sko var belagt med bly. Fødderne blev meget tunge, og der var ikke noget, jeg kunne gøre ved det. Det viste sig at være umuligt at banke mudderet af. Jeg måtte således acceptere tingenes tilstand. Efter at have rundet starten skulle jeg igen over det mudrede område, før jeg nåede at sted, hvor jeg kunne hoppe lidt i nogle vandpytter og skrabe mudderet af på vejens skærver. Sådan var det efterfølgende, hver gang jeg kom til målområdet.

 

 

Optimisme

 

Da jeg var ude på femte og næstsidste omgang, var jeg fuld af glæde og optimisme. Jeg var i god tid i forhold til de seks timer, vi var sat i udsigt, og mine ben havde det fint. Indtil da havde jeg taget såvel foto som video med mit GoPro, som jeg løb med i panden. På sidste runde besluttede jeg at løbe med mit egentlige fotografiapparat og min video. Jeg ville dermed sikre mig nogle endnu bedre optagelser, end jeg havde fået med GoPro.

 

 

Katastrofen

 

Da jeg havde fuldført femte omgang i god tid, var jeg kisteglad. Jeg manglede nu kun en omgang, og intet kunne gå galt – troede jeg. Så opstod katastrofen. Ved opløbet til målområdet stod en chilensk official og sagde til mig, at jeg var færdig. Med et smil sagde jeg, at det var jeg da ikke, da jeg stadig manglede en omgang. Men hun holdt fast i, at jeg skulle stoppe, eftersom løbet nu ville blive afbrudt. Jeg var målløs. Men Elisabeth stod ved mål og bekræftede den nedslående nyhed.

 

Snarrådighed

 

Jeg kunne have lagt mig ned på jorden og stortudet, men jeg var dog mere kreativ. Jeg var klar over, at der stadig var løbere ude på ruten, og at der også skulle pakkes sammen. Derfor tog jeg hurtigt min bagage og løb op til flyet og satte den på landingsbanen. Og så begyndte jeg at løbe frem og tilbage ad jordvejen op til målområdet. Jeg havde alt at vinde og intet at tabe.

 

Snart havde jeg en hale af løbere efter mig. De havde gennemskuet, hvad jeg var i gang med. Snart spurgte først den ene, så den anden, hvor langt vi havde løbet. I starten svarede jeg, men siden blev det helt umuligt for mig. Jeg kunne ikke holde rede på det hele og slet ikke få min hjerne til at omsætte deres spørgsmål til svar på engelsk, ligesom jeg ikke så mig i stand til at omregne mine kilometer til deres miles. I en måske håbløs kamp mod tiden fortsatte jeg i håb om at nå de 42,195 kilometer, mens vi stadig var på dette kontinent. Jeg var klar over, at min præstation nok ikke ville blive officielt godkendt, men lige nu var det for mig et mål blot at gennemføre et uofficielt maratonløb på det hvide kontinent.

 

Seks løbere fulgte efter mig, der løb i spidsen for flokken. Vi løb ud over en tom landingsbane, hvor det var min plan at vende for enden og løbe tilbage igen. Men nu kom noget lufthavnspersonale kørende i jeep med den besked, at her måtte vi ikke løbe. Vi vendte og løb tilbage mod det område, hvor de øvrige deltagere stod samlet i en større gruppe. Det var min tanke at vende her og løbe tilbage mod flyet, men dette blev også forpurret. En lokal kvindelig official forbød os at løbe videre. Vi skulle blive i området, der vel var på størrelse med en parcelhusgrund. Her begyndte vi så at løbe rundt i en firkant på måske 25 x 25 meter. Jeg blev mere og mere stresset, da jeg kunne fornemme, at tiden var knap, og vi stadig manglede noget distance, før det endelig mål var nået.

 

 

Inden længe blev alle bedt om at gå op til flyet. Vi løb forrest næsten helt op til flyet, hvor vi vendte om for at løbe tilbage til bagtroppen. Det var min plan at gøre det så længe som muligt, men det blev nu også forpurret. Vi blev ganske enkelt beordret op i flyet.

 

Efterhånden var det nærmest civil ulydighed, der greb os. Dette var ren force majeure, hvor alle kneb gjaldt, og vi begyndte at løbe langs med flyvemaskinen. Der var vel næppe mere end 25 meter, før vi måtte vende og tage samme korte strækning tilbage. Vi fortsatte i hektisk kamp mod tiden.

 

I absolut sidste øjeblik

 

De sidste løbere var ved at nå frem flyet, og den kvindelige official var efterhånden ved at være træt af os. Jeg overvejede, om de mon til sidst ville bagbinde os og smide os ombord på flyet. Men så galt gik det nu ikke. Til sidst så jeg den efterhånden opgivende kvinde tage mine to tasker og begynde at gå op ad flyets trappe. Netop da rundede mit GPS−ur den fulde maraton. Jeg stoppede grædende op og konstaterede, at målet var nået. Vi seks, der havde løbet det sidste stykke sammen, omfavnede hinanden, men tiden var knap, og vi måtte gå ombord på flyet.

 

Jeg satte mig på flysædet og forsøgte at komme til mig selv. Min indre tilstand var ganske ubeskrivelig. Jeg vidste slet ikke, om jeg skulle le eller græde.

 

Officielt godkendt

 

En af de andre fra de sidste syv kilometer gik nu op til Steve og forklarede, hvad der var sket. Jeg blev kaldt op, og mit GPS−ur blev fremvist. Dokumentationen var god nok for Steve, så vi seks løbere fik alle godkendt vores White Continent Marathon. Den officielle tid blev 5:33:02, men reelt var vi nok ti minutter hurtigere. Jeg havde ikke fået slukket for uret, da vi stoppede, så det havde tikket videre. Men alt dette var lige nu og for tid og evighed ganske uden betydning. Det afgørende for mig var, at jeg havde gennemført dette ganske spektakulære løb. Om tiden så var ti minutter fra eller til, var helt underordnet.

 

 

Da vi nogle timer senere var tilbage på Hotel Diego De Almagro, fik vi seks overrakt vores medaljer i receptionen. Det var virkelig et gribende øjeblik.

 

 

Plaster på såret

 

Senere på eftermiddagen fik andre løbere lov til at fuldføre deres maratonløb med fire timers afbræk. Dette skete på det samme stykke fortov, hvor vi dagen før havde løbet et officielt maratonløb. Formentligt vil deres præstationer nok ikke kunne godkendes som officielt maratonløb på Antarktis. Det er ikke op til mig at være dommer for det. Men det må have været et plaster på såret for ikke have fået chancen for at gøre arbejdet færdig på øen.

 

Et halvt døgn med sårede fødder

 

Om aftenen mødtes vi til middag og gallafest i hotellets restaurant. Men ikke alle var til stede, eftersom en enkelt løber stadig kæmpede for at gennemføre dagens løb. En amerikansk løber ved navn Eddie havde kastet sig ud i en noget dumdristig handling. Han var stillet op til løbet som barfodsløber, men det var bestemt ikke tilstrækkeligt gennemtænkt. Da Eddie havde løbet et par omgange på bare fødder hen over de skarpe skærver, var hans fødder ilde tilredt og blødte. Eddie måtte derfor fortsætte i løbesko. Ikke så mærkeligt var han blandt dem, der ikke nåede i mål på King George Island, før løbet blev lukket. Han var så ilde tilredt, at han slet ikke kunne løbe, men vaklede langsomt af sted på sine sårede fødder. Eddie var derfor den absolut sidste, der kom i mål den dag. Faktisk var han mere end fire timer efter den næstsidste. En gruppe af os stod og modtog Eddie med jubel og klapsalver, da han sent om aftenen fuldførte sit løb i tiden 11:22:55.

 

 

På gæstevisit i Argentina

 

Den 28. februar skulle vi have løbet Punta Arenas Marathon, men nu var der vendt op og ned på alting, og begge løb var allerede overstået. Vi kunne nok godt have brugt en afslappet dag uden de store aktiviteter, men sådan skulle det ikke være. Allerede tidligt på morgenen afgik bussen til en lang, men meget spændende dag.

 

 

Første stop var efter nogle timers kørsel, hvor vi kunne strække benene og købe lidt at drikke og nogle souvenirs. Eftersom vi holdt lige ved grænsen til Argentina, fik vi også lige lejlighed til at sætte vores fødder i dette land.

 

 

Torres Del Paine

 

Hele dagen igennem kom vi frem til det ene betagende landskab efter det andet i nationalparken “Torres Del Paine”, der er på UNESCO´s liste over bevaringsværdige steder. Overalt så vi smukke, snebeklædte bjerge og blå søer, samt mange dyr.

 

 

I en restaurant fik vi en god frokost, og her blev samtidig uddelt præmier til de tre første i hver kategori fra gårdagens løb. Jeg og to andre blev kaldt op til hyldest for vores gennemførelse af maraton på de syv kontinenter. Senere kom vi til et fantastisk vandfald og en gammel bjørnehule i nogle klipper. Det var altsammen meget interessant.

 

 

Afslappet afslutning

 

Efter et par særdeles hektiske dage var det tiltrængt med en fridag, hvor vi absolut ikke skulle noget. Mange af deltagerne var allerede rejst hjem, så der var ikke programsatte aktiviteter. Dermed var vi friske og afslappede, da vi lørdag stod op allerede klokken 3.30 for at begive os ud på halvanden døgns rejse hjem til Danmark. Denne afsluttende del af en højdramatisk tur gik stille og roligt, så vi kom hjem til det danske forår, mættet af oplevelser for en tid.

 

 

I pressens søgelys

 

At have løbet maraton på alle syv kontinenter er ganske specielt og ikke alle forundt. Thomas Thomsen og den presseansvarlige for Roskilde TRI foreslog begge, at dette skulle i pressen. Jeg skrev selv et oplæg om rejsen, der siden fik omtale i både Roskilde Dagblad og Roskilde Avis, og små to måneder efter løbene var jeg gæst i en direkte udsendelse i TV2 Lorry/Lounge.

 

 

Køb bogen her.

Under The Great Wall Marathon 2000 stiftede jeg bekendtskab med en kvinde, med hvem jeg senere fik mange årlige og kærkomne gensyn.

Efter debutåret med udelukkende danske atleter deltog der året efter løbere af otte forskellige nationaliteter. Arrangementet var stadig overvejende dansk, da knapt tre fjerdedele af deltagerne kom fra mit hjemland, men syv af de fuldførende løbere var fra USA. Blandt dem var Kathy Loper.

 

Godt en tredjedel inde i løbet kom jeg i kontakt med Kathy. Hun var en slank og veltrænet kvinde i sidste halvdel af halvtredserne. Vi fandt sammen i fælles tempo på asfaltvejen og faldt lidt i snak med hinanden. Jeg husker ikke, hvad vi talte om, men det var næppe en dybere samtale. Temperaturen var den dag meget høj, så vi har nok mest brugt ressourcerne på at komme frem. Det var året, hvor jeg fik vabler på fødderne, så jeg måtte efter noget tid fortsætte til fods og se Kathy forsvinde i horisonten.

Da jeg senere på dagen selv kom i mål, fik jeg fortalt, at Kathys afslutning på løbet havde været dramatisk. Hun var kommet i mål og var straks derefter kollapset. Hun måtte efterfølgende have drop og blev også indlagt på hospitalet, hvor hun lå i to døgn.

Nu kunne man måske tro, at Kathy var færdig med The Great Wall Marathon. Men det var dog ingenlunde tilfældet. Kathy havde på det tidspunkt haft sin virksomhed Kathy Loper Event i en halv snes år. Nu skulle selskabet i gang med at bringe amerikanske turister til “maraton på muren”, og 2001 blev året, hvor Kathy for første gang tog til “Riget i midten” med en gruppe gæster.

Kathy har været med i Kina hvert år siden 2000. Det er ikke blevet til andre maratonløb end det noget dramatiske i 2000, men hun har gennem årene både løbet halvmaraton og nogle år 10− kilometerløbet. I 2010 blev det slet ikke til løb, da Kathy sad i kørestol. Men en sådan detalje skulle ikke forhindre hende i at deltage i den årlige rejse med sine gæster.

Det er altid et glædeligt gensyn at møde Kathy. Hun har flere gange foræret mig T–shirts fra sit firma, som jeg med stor glæde har taget imod og efterfølgende flittigt brugt. Også i Australien har jeg haft den store fornøjelse at være i selskab med hende, ligesom jeg deltog i dobbeltløbet White Continent Marathon og Punta Arenas Marathon som rejsende med Kathy Loper Event.

 

Køb bogen her.

Solformørkelse

 

En total solformørkelse er et fænomen, der opstår i månens nymånefase. Altså når månen befinder sig mellem jorden og solen. I denne fase vil månen dække for lyset fra solen, hvilket vil resultere i, at månen kaster skygge et sted på jordens overflade. På jorden opleves månens skygge som en formørkelse af det normale dagslys.

 

Ved hjælp af astrologiske beregninger kan solformørkelser med sikker præcision bestemmes mange år ud i fremtiden. Man ved nøjagtigt, hvor og med sekunders nøjagtighed, hvornår en solformørkelse finder sted.

 

Tre års varsel

 

I december 2009 kunne Adventure Marathon præsentere det næste spektakulære løb, der først skulle foregå næste tre år senere.

 

Om morgenen lokal tid den 14. november 2012 ville der være total solformørkelse over feriebyen Port Douglas, nord for Cairns i staten Queensland. Albatros Travel havde sikret sig ret til, at deltagerne i The Solar Eclipse Marathon fik billet på første række til dette fantastiske sol– og måne– show, eftersom starten på maratonløbet skulle gå fra Four Mile Beach. Herfra ville der være frit udsyn over Koralhavet. Det ville være muligt at opleve både solopgangen og solformørkelsen, og straks efter solformørkelsen ville løbet starte. På den måde ville The Solar Eclipse Marathon blive den første idrætsbegivenhed i verden med en intergalaktisk startpistol.

 

At arrangørerne havde valgt at annoncere det nye løb med tre års varsel skyldtes formentligt, at det i prisniveau langt ville overstige, hvad deltagerne tidligere havde måttet betale for løbsrejser. Med det lange varsel ville løberne have mulighed for at lægge penge til side. Samtidig med annonceringen var det også muligt at tilmelde sig en nyhedsmail om den fremtidige udvikling for arrangementet.

 

Dilemma

 

Jeg var fyr og flamme fra dag et og ville rigtigt gerne deltage i dette løb, men samtidig var der noget, der trak i en anden retning. The Solar Eclipse Marathon skulle løbes to dage før Emils 18−års fødselsdag. Jeg har altid været sammen med Emil på hans fødselsdag og kunne slet ikke forestille mig ikke at være sammen med ham den dag, han ville blive juridisk myndig. Jeg overvejede naturligvis at tage ham med. Men på det tidspunkt gik han jo ikke længere i 1. klasse, men var i gang med sin egentlige uddannelse. Det var ikke sikkert, at det ville være lige så let at springe undervisningen over mere. Samtidig var der det økonomiske aspekt. Rejsen ville blive dyr for mig og at skulle betale for flere ville blive en enorm udskrivning.

 

Begrænset pladser

 

Som tiden gik kom der nyhedsbreve om løbet. Som ved så mange andre arrangementer ville der blive udbudt forskellige rejsepakker i forhold til, hvad man gerne ville opleve, og hvor lang tid man ville være væk. For mig lå det fast, at en eventuel deltagelse ville blive den kortest mulige tur. Arbejdet og privatlivet hjemme skulle passe, og økonomien ville også være en væsentlig faktor. Det lå klart, at kun et begrænset antal deltagere ville kunne tage turen til Port Douglas. Antallet af hotelværelser og flysæder satte begrænsninger. I netop den periode ville det ikke kun være maratonløbere, der ønskede at opsøge denne strand, men en bred vifte af mennesker der gerne ville opleve naturfænomenet. Albatros forventede dog, at man vil kunne få plads til 2.000 deltagere.

 

Som tiden gik, blev mit dilemma om Emils fødselsdag ikke mindre. Jeg talte med Emil om det, og han kunne ikke se noget problem, jeg kunne da bare rejse. Jeg havde jo mange gange været ude og rejse. Om jeg var hjemme på hans fødselsdag var ikke altafgørende for ham. Men det hjalp ikke, at det ikke betød det store for ham. For det betød stadig meget for mig.

 

Endnu en familietur

 

Da vi nærmede os afgørelsens time, sagde Emil, at han gerne ville med mig, men der var to forbehold. Med sin teenagemagelighed ville han under ingen omstændighed løbe. Han syntes heller ikke, at det var specielt interessant at være alene af sted med sin far. Så hvis Steffen ville med, ville han også.

 

Steffen var fyr og flamme og havde været det hele tiden. Som led i sin uddannelse havde Steffen to gange været i Perth. Sagen var nu blot den, at Steffen fra august 2012 og et halvt år frem skulle gå på skole i San Diego, Californien. Det blev til, at både Steffen og Emil fik mulighed for at tage skolefri for at deltage i rejsen til Australien. Steffen skulle rejse af sted fra USA, så familien ville blive samlet “down under”.

 

Halvandet døgns rejse

 

Emil og jeg kom til Københavns Lufthavn i rigtigt god tid, da jeg ville sikre, at vi fik gangplads på flyveturen. Da vi kom, fik vi oplyst, at vores fly til Heathrow klokken 18 var overbooket. Vi kunne derfor komme med et klokken 15.50. Det var jeg ikke specielt interesseret i, men jeg fik at vide, at alternativet kunne være, at vi ikke fik plads klokken 18, og dermed ville hele vores videre færd til Australien være i fare. Vi valgte så den stressede udgave med indtjekning i fuld fart, lidt hurtig handel og så til gaten.

 

Den tidlige afgang gav os ikke en hurtigere rejse, men blot en længere ventetid i London, men vi fandt en lounge og fordrev tiden der.

 

Vores næste fly afgik klokken 21.55. Det var den lange tur til Singapore, en rejse på knapt 13 timer. Om morgenen lokal tid landede vi i Singapore. Her skulle vi dog ikke være længe, men skulle snart efter videre med det samme fly, der blot var på mellemlanding. Også den næste tur var lang. Syv timer og tre kvarter gik der, før vi landede i Sydney. Hov, så var det døgn væk. Pludselig var klokken syv om morgenen i Sydney, men rejsen var slet ikke overstået endnu. Næste fly gik klokken 9.20. Her skulle vi blot flyve i tre timer, inden vi ankom til Cairns. Vi var nu ni timer foran Danmark og havde været på rejse i halvanden døgn. Klokken var 11.20.

 

I lufthavnen blev vi mødt af Rune fra Albatros. Vi fik vores kufferter og fandt vores bus. En god time senere var vi på Hotel Sheraton Mirage i Port Douglas. Her sad Lars, ligeledes fra Albatros, og tog imod os i receptionen. Vi blev tjekket ind og kom op på vores dejlige værelse, hvor vi fandt os til rette. Snart overmandede søvnen os begge, og vi faldt i søvn.

 

Vi vågnede ved, at Steffen trådte ind i værelset. Han havde prøvet at banke hårdt på døren, men vi havde slet ikke hørt noget, hvorfor han havde måttet gå til receptionen og få en nøgle selv.

 

Fårene blev skilt fra bukkene

 

Hver gang Adventure Marathon laver et nyt løb, møder man gengangere fra tidligere rejser. Nogle mennesker mødes fra tid til anden, mens den hårde kerne møder op, hver gang der sker noget nyt. I Australien blev fårene virkelig skilt fra bukkene. Der var flere, jeg kendte fra andre rejser, men foruden mig var det kun ægteparret Anita og Flemming, der havde deltaget i alle de syv tidligere arrangementer.

 

I anden udgave af The Great Wall Marathon i 2000 havde jeg fornøjelse af at være i gruppe med Anita og Flemming. Siden var de med hver eneste gang, der var debut på et nyt løb hos Adventure Marathon, ligesom de også med andre arrangører har været verden rundt til løb. Også uden for løbets verden har Karin og jeg nydt godt af Anita og Flemmings selskab, da vi en dejlig sommeraften i 2004 grillede i vores have for efterfølgende at køre til en festlig koncert med Lars Lilholt ved Gisselfeld Slot i Haslev.

 

Det er aldrig for sent at lægge sit liv om

 

Flemming er et dejligt bevis på, at det aldrig er for sent at lægge sit liv om, og at vi har de ressourcer, der skal til for at nå vores mål.

 

Flemming er udlært klejnsmed og var i ungdomsårene en talentfuld cykelrytter, der tillige dyrkede atletik. Sporten har imidlertid ikke fulgt Flemming hele livet igennem. I en femårig periode var han langt ude i tovene på grund af et vanvittigt drikkeri. I sanseløst beruset tilstand var han totalt ligeglad med alt og alle. Det drejede sig kun om alkohol. Om det så var Anitas parfumer, blev de indtaget for at spæde den konstante brandert op. Flemming var på vej mod den sikre død. Hans ben var så tynde og vaklende, at de dårligt kunne bære hans oppustede krop. Fast føde indtog han stort set ikke, og Anita måtte made ham for at sikre den mest basale føde. Ikke mærkeligt tog såvel nyrer som lever skade af den voldsomme behandling, Flemming bød sin krop.

 

Alle havde opgivet Flemming, men ikke Anita, der hele vejen igennem stod som en trofast og stærk klippe, der kæmpede for sin kære mand og deres ægteskab med et håb om, at tiderne skulle ændre sig.

 

 

En dag under De Olympiske Lege i Barcelona i 1992, hvor Flemming sad og så fjernsyn, tænkte han, at nu måtte det være nok. Med en jernvilje som siden har bragt ham igennem mange maratonløb, fik han kæmpet sig ud af sit misbrug. Alkoholiker er man for livet. Men Flemming er nu en tørlagt alkoholiker, der i mange år end ikke har rørt et stykke chokolade eller en dessert med alkohol.

 

Løb blev Flemmings nye stimulans. Det startede i det små, og det var en stor sejr første gang en hel kilometer kunne løbes uden stop. Et medlemskab af Kokkedal løbeklub gav et fællesskab af værdifuld betydning, og som 53–årig løb Flemming i 1995 sit første maratonløb i København, i en fornem tid på under tre timer. I årene herefter har løb bragt Anita og Flemming verden rundt til mange maratonløb og store oplevelser. Flemming er ikke blot løber. Han er en særdeles hurtig løber med et Danmarksmesterskab i sin aldersklasse blandt sine trofæer.

 

 

Great Barrier Reef

 

Søndag morgen mødtes vi med en større gruppe ved havnen i Port Douglas. Vi gik der ombord på et skib for at tage til verdens største koralrev, Great Barrier Reef, der er en fantastisk marinepark og på UNESCO´s verdensarvliste. The Great Barrier Reef strækker sig over mere end 2.600 kilometer og består af over 2.900 individuelle rev og 900 øer, der samlet fylder omkring 244.300 kvadratkilometer. Det giver sig selv, at vi blot oplevede en lille flig af dette mægtige område. Vi snorklede og sejlede med ubåd, hvor vi kunne udforske det fantastiske liv under havets overflade med flotte koraller og tusindvis af særprægede og smukke fisk. Vi fik frokost på havet og midt på eftermiddagen gik turen hjemad til hotellet.

 

 

Mossmann Gorge

 

Mandag morgen kørte vi i samlet flok til regnskovsområdet ved slugten Mossmann Gorge, hvor vi fik lidt forplejning og modtog noget information. Herefter havde vi en times tid til at se lidt på Mossmannfloden, der bugter sig gennem en frodiggrøn jungle.

 

 

Daintree

 

Vi kørte herefter tilbage til Port Douglas, hvor vi besøgte Daintreeregnskovens dyrepark, der også er på UNESCO´s verdensarvliste. Port Douglas er det eneste sted i verden, der er så heldig at være omgivet af hele to nationalparker på verdensarvlisten. Efter frokost udforskede vi parkens tre områder, bestående af regnskov, vådområde og græsland. Mange dyr fik vi set, blandt andet koalaer, kænguruer og krokodiller.

 

 

En dag på egen hånd

 

Tirsdag havde vi på egen hånd til at lade op til løbet. Ved aftenstid mødtes vi i lobbyen og blev samlet kørt til havnen i Port Douglas, hvor vi var til informationsmøde og pastaparty.

 

 

Sitrende spænding og champagne

 

Vi var nu nået frem til den store dag, onsdag den 14. november. Klokken 5.15 afgik bussen til startstedet ved stranden. Her kunne vi aflevere personlig væske og energigel. Vi fik morgenmad og var så klar til dagens oplevelse. På stranden var der fuldt af mennesker, så langt øjet rakte. Der var en sitrende spænding blandt forsamlingen. Nogle havde medbragt champagne. Det var dog ikke maratonløbere. Alle havde fået udleveret specielle solbriller med papstel. At se direkte mod solen uden disse ville kunne være dybt skadeligt for synet.

 

 

Da dag blev til nat, og nat blev til dag på to minutter

 

Solen stod flot på himlen. Desværre var der mange skyer, så det var usikkert, hvor flot en solformørkelse vi ville få at se. Snart kunne vi se den begyndende solformørkelse, der startede klokken 5.51. Når skyerne dækkede for solen, sukkede hele stranden, mens der blev jublet, når den kom frem igen. Klokken 6.38.04 var solformørkelsen total. Det var et ganske betagende fænomen at opleve dag og nat så tæt på hinanden. Det var virkelig en oplevelse for livet. Klokken 6.40.09 var den totale solformørkelse forbi, og det blev atter lyst – helt fantastisk.

 

 

Rejsende i solformørkelse

 

Ligesom vi var rejsende verden rundt for at løbe maraton, mødte vi flere, der tog ud for at se solformørkelser. Vi kunne forstå, at hvad vi oplevede den morgen ikke havde været den mest fantastiske af slagsen, om end den heller ikke havde været i laveste kategori. Men vi havde ikke oplevet noget tilsvarende før, så for os var det ganske specielt.

 

 

Intergalaktisk startpistol

 

Blot fem minutter efter solformørkelsen startede The Solar Eclipse Marathon. Det var jo morgen, så temperaturen var human. Det blev den ikke ved med at være.

Mit GPS−ur virkede ikke. Det havde ikke fundet satellitterne, efter vi var ankommet til Australien. Jeg måtte slukke det og tænde det igen, og så kom det til at virke, men jeg manglede den første halve kilometer.

 

 

Fin start trods nylig skade

 

Det gik fint ved starten. Tidligere på efteråret havde jeg løbemæssigt været sat ud af spillet en tid. Under en træningsaften i Roskilde TRI havde jeg fået en fiberskade. Den mærkede jeg ikke noget til, men min form var ikke helt i top. Efterhånden kom varmen, så jeg var godt klar over, at det kunne blive en hård dag.

 

Bump Track

 

Fra Four Mile Beach løb vi ud af Port Douglas og passerede sukkerrørsmarker og bjerge, inden ruten efter omkring 15 kilometer førte os direkte ind i regnskoven, hvor den hårde stigning kaldet Bump Track skulle forceres. Her var vi i skygge, men det betød dog ikke, at det nu var ren badeferie. Vi skulle løbe op ad en stejl og kuperet bjergsti, der bare fortsatte op ad og blev ved. På et tidspunkt mødte jeg løbere på vej ned. Så var jeg godt klar over, hvad der skulle ske. Først efter fire kilometer var vi på det sted, hvor vi fik udleveret et gummiarmbånd og kunne vende om igen. Nu gik det så de samme fire kilometer nedad, hvor jeg i starten mødte løbere på vej op. Dette blev ikke meget lettere, da der skulle stemmes imod og holdes godt øje med terrænets beskaffenhed for ikke at falde. Der var dejlig svalt i skyggen, men jeg glædede mig til at komme til fladt terræn.

 

 

Ekstremt varmt

 

Da vi kom ned, var solen virkelig taget til. Jeg kom faktisk til at savne bjergstien. Vi oplevede slet ikke skygge efterfølgende. Det var hårdt, og jeg følte mig tappet for kræfter. Jeg kunne ikke løbe særligt langt ad gangen og måtte ofte ned at gå. Efterhånden blev det faktisk kun til rask gang. Underlaget var varieret, og udsigten mod bjergene var imponerende.

 

Maverumlen

 

Jeg havde sørget for at få godt med energidrik og energigel ud på ruten. Faktisk fik jeg for meget, så jeg fik brækfornemmelse og rumlen i maven. Det endte med, at jeg smed de to sidste flasker ud og puttede gelerne i min mavetaske.

 

 

En mulighed for Antarktis

 

De sidste seks kilometer fulgtes jeg med en ældre amerikansk mand ved navn Greg. Han rejste med Kathy Loper Events. Greg havde løbet langt over 300 maratonløb. Jeg spurgte, om han havde løbet i alle USA´s stater. Det havde han ikke endnu, men han havde løbet på alle syv kontinenter. Dertil kunne jeg konstatere, at jeg nok aldrig ville komme til at opleve netop den milepæl. Min opfattelse var, at Antarktis var helt uden for rækkevidde på grund af prisen og mange års ventetid på at komme med. Greg oplyste nu, at Kathy snart havde et løb på Antarktis, der var til at betale, og hvor det var muligt at tilmelde sig.

 

Four Mile Beach

 

De sidste tre kilometer løb vi på vejen langs den smukke Four Mile Beach. Løb er ganske vist næppe dækkende for det, der foregik. Varmen var ekstrem, så det var faktisk i gang, at Greg og jeg forcerede dette stykke.

 

 

I mål med Steffen

 

Steffen og Emil stod 100 meter før mål og tog imod mig. Emil filmede, og Steffen løb med mig i mål. Dette til trods for at han selv var fuldstændigt smadret efter sit eget løb, som han havde gennemført i 5.47.36. Min tid blev 6:36:39. Til sammenligning blev vindertiden 3:06:22. Det var en lokal løber. Halvmaratondistancen blev ligeledes vundet af en australier i tiden 1:40:05. I alt gennemførte 350 løbere halv– og helmaraton for kvinder og mænd, på en dag med høj luftfugtighed og omkring 30 graders varme i skyggen, som var endog meget svær at finde det meste af dagen.

 

Målområdet lå i den palmeomringede Rex Smeal Park i Port Douglas med udsigt over koralhavet. Parken ligger på en halvø, der smukt stikker ud i vandet. Her blev jeg stort præsenteret over højtalerne som Mr. Great Wall Marathon af Lars Fyhr. Jeg fik noget mad, og både Steffen og jeg fik massage. Bagefter tog vi bussen tilbage til hotellet.

 

De syv kontinenter inden for rækkevidde

 

Torsdag på vej til morgenmåltidet mødte vi Kathy Loper. Jeg spurgte, om hun havde planer om at arrangere maratonrejse til Antarktis. Det havde hun faktisk allerede i februar 2013. Jeg syntes, at det var lige tidligt nok, ikke mindst da der samme år var rejse til både Kina og Myanmar.

 

Men efter morgenmaden læste jeg på nettet om Kathys rejse og blev mere og mere begejstret. Det gik op for mig, at der på rejsen ikke blot var maratonløb på Antarktis, men også et i Sydamerika. Det ville naturligvis blive hårdt. Med det pirrede mig, at jeg faktisk kunne være relativt tæt på at have løbet maraton på alle syv kontinenter.

 

Gallafest

 

Om aftenen var der gallafest, og det var let for os, da den blev holdt på vores hotel. Vi fik fin mad, og der var lidt lokal underholdning og nogle taler fra Albatros. Der var ikke præmieoverrækkelse og fremhævelse af nogen som i Kina, men det var et rigtig flot arrangement.

 

Hjemrejse på 18−års fødselsdag

 

Fredag var hjemrejsedag og samtidig Emils 18−års fødselsdag. Det var ikke den mest festlige fødselsdag, men det var vi jo forberedt på, og vi havde forinden haft nogle fantastiske dage.

 

Jeg havde dagen før fået oplyst, at vi skulle med bussen klokken 9.30. Men da alle andre, vi havde været sammen med, kørte klokken otte, blev vi usikre. Det viste sig, at vi også skulle være kørt ved den tid, men det kunne vi slet ikke nå, da vi endnu ikke havde pakket. Vi fik så at vide, at det ikke var noget problem, men jeg følte mig lidt presset.

 

Klokken 11 ankom vi til Cairns. Nu var der igen problemer, eftersom køen ved indtjekningen var meget lang. Vi måtte panisk have fat i noget personale, der hjalp os hurtigere igennem. Vi skulle også sige farvel til Steffen. Han skulle tilbringe dagen for sig selv i Cairns, eftersom hans fly til USA først ville afgå den efterfølgende nat.

 

Også i Sydney lufthavn havde vi travlt, da der kun var kort tid til vores næste fly. Igen skulle vi mellemlande i Singapore, og her var vi ligeledes i kort tid. Jeg nåede lige at stille uret tilbage til engelsk tid inden midnat. Derved holdt vi liv i Emils 18−års fødselsdag, der ellers var lige ved at forsvinde.

 

Den sidste mellemlanding var i Heathrow, London. Her havde vi lidt bedre tid og fik noget morgenmad. Det var efterhånden ved at være svært ved at holde rede på tidspunktet, men det var altså morgen i Europa. Inden middag var vi hjemme i Danmark, og endnu en fantastisk rejse var afsluttet, og et specielt maratonløb var gennemført.

 

Løbet der aldrig kan gentages

 

Hvornår der næste gang kan ses en solformørkelse fra stranden i Port Douglas, kan kloge mennesker sikkert beregne. Helt sikkert vil der gå rigtigt mange år. Det bliver ikke i min tid og sikkert heller ikke i mine oldebørns tid. The Solar Eclipse Maraton var således et engangsløb, selvom navnet naturligvis vil kunne genbruges et andet sted i verden.

 

Køb bogen her.

Triatlon på kort distance

 

KMD Challenge Copenhagen har i nogle år været den helt store triatlonbegivenhed i Danmark. I 2013 fik kongedistancen det “blå stempel” med navneændringen KMD Ironman Copenhagen. I 2012 deltog jeg i den korte distance 4:18:4, der står for 400 meters svømning, 18 kilometers cykling og 4 kilometers løb.

 

Gevinst

 

Årsagen til min deltagelse var en gevinst. I april havde jeg deltaget jeg i Roskilde TRI´s IRT og havde der vundet et startnummer til årets KMD 4:18:4.

 

 

IRT

 

IRT er kort og godt tri stavet bagfra, og det giver mening. De tre discipliner bliver nemlig afviklet i modsat rækkefølge. Her gælder det ikke om at vinde, men om at være med. Det er klubbens sæsonafslutning, hvor hele familien kan deltage. Først når alle løbere er kommet i mål, begynder deltagerne at cykle. Det samme gælder efterfølgende for svømningen. Der er således ikke nogen skiftezone, hvor det gælder om at være hurtig. Det hele bliver afsluttet med kaffe og hjemmebagt kage. Her uddeles også præmier, ikke for præstationer, men ved simpel lodtrækning blandt deltagerne. Præmierne er sponsorerede, og jeg vandt årets sidste lodtrækningspræmie, der altså var et startnummer til KMD 4:18:4 den 10. august.

 

Løbet foregik ved Amager Strandpark, og Karin og vores plejesøn, Nick, tog med. Vi kom i god tid for at få en parkeringsplads og finde os tilrette på pladsen i ro
og mag.

 

 

Blandt en klump af svømmere

 

De første atleter skulle i vandet klokken 18.00. Jeg holdt mig til for at være blandt de første, så jeg ikke skulle stå og fryse, og vi kunne komme hjem igen, inden det blev alt for sent. Med tre minutters interval blev 50 atleter ad gangen nu sendt af sted. Jeg kom med den anden eller tredje gruppe og var nok lidt for ivrig, idet jeg kom til at ligge midt i gruppen. Med min styrke skulle jeg nok have sikret mig at ligge blandt de bagerste. Der skete det, at jeg næsten blev kørt over. Flere gange blev jeg ramt af andre atleters arme og ben. Blandt andet fik jeg et slag i ansigtet.

 

 

Totalt flad

 

Min svømning gik rimeligt i begyndelsen, og jeg skiftede mellem crawl og brystsvømning. Vi skulle ud og runde to punkter, inden vi skulle tilbage til land. Da jeg nåede andet punkt, slap alle mine kræfter op fra det ene sekund til det andet. Jeg følte mig som en bold, der punkterede. Jeg havde ikke kræfter til svømme på nogen måde. Et forsøg på at lægge mig på ryggen gav ligeledes problemer.

 

Som anvist fra arrangørerne påkaldte jeg en nærliggende sikkerhedskajak. En kvindelig atlet tilbød også at bjerge mig i land, men det afviste jeg. I stedet hægtede jeg mig fast til kajakken et par minutter, hvorefter jeg var klar til at svømme videre.

 

Måske blot 50 meter fra land fik jeg igen problemer. Igen kaldte jeg på en sikkerhedskajak, men roeren havde så travlt med at nyde det gode vejr, at hans fokus slet ikke var på atleterne i vandet. Da det endelig gik op for ham, at der var en opgave, var jeg så tæt på land, at jeg rystede på hovedet af ham og klarede de sidste meter ved egen kraft.

 

Blodigt spyt

 

Da jeg kom i land, hostede jeg ustandseligt og spyttede blod. Det føltes, som om der var sandpapir i halsen, og det var temmeligt ubehageligt. Mens jeg hostede og spyttede, gik jeg op til min cykel, hvor jeg fik våddragten af og kom op på cyklen. Skiftet tog temmelig lang tid.

 

God cykling – elendigt løb

 

Cykeldelen af det hele gik rigtigt godt. Jeg kørte stadig og hostede, ligesom jeg til stadighed spyttede blodrødt slim ud. Men til gengæld lykkedes løbet slet ikke. Jeg havde absolut ingen kræfter. Jeg skiftevis løb nogle få hundrede meter og gik så et langt stykke. De fire kilometer tog i alt 29:30, hvilket var uhørt langsomt.

 

Min samlede tid blev 1:34:15. På trods af irritationen i halsen fejlede min appetit intet, så vi fik et godt måltid med vin på en af Amagers restauranter, inden vi kørte hjem til Roskilde.

 

 

Ingen alvorlig skade

 

De næste dage havde jeg fortsat en følelse af at have sandpapir i halsen, så for en sikkerheds skyld gik jeg til tjek hos lægen. Der var intet foruroligende, og snart efter var jeg tilbage på normalt niveau.

 

 

Køb bogen her.

Stærke overbevisninger

 

Det var med nogle helt andre indre overbevisninger end året før, jeg dette år tilmeldte mig The Great Wall Marathon. Efter et år med hælskade og frygt for reelt at udgå var jeg nu skadesfri, veltrænet og mange kilo lettere.

 

Med Karin igen

 

Efter at Karin havde været med i Kina tre år tidligere, havde jeg ikke ventet, at det ville ske igen i mange år. Derfor var det glædeligt, da Karin meddelte, at hun gerne ville med igen. Denne gang ville hun ikke nøjes med fem kilometer, men havde et reelt ønske om at gennemføre et maratonløb.

 

Som i 2009 skulle vi ikke nøjes med den korte tur, der stort set kun gav plads til løbet. Vi havde derfor i samarbejde med Albatros Travel planlagt en tillægstur, hvor vores specielle ønsker blev opfyldt.

 

Åh nej, Far East igen

 

Da vi fik vores rejsepapirer kunne vi se, at vi i Beijing skulle bo på Far East Hotel. Med vores oplevelser i 2007 in mente tænkte jeg: “Åh nej”. Jeg ringede til Albatros, men det var svært lige at lave om på, og der var jo også håb om bedre tider.

 

Visumproblemer

 

Med den sædvanlige afrejse tirsdag aften ankom vi til Beijing ved middagstid den 16. maj. Her fik et af gruppens medlemmer et problem, der sinkede alle. De kinesiske myndigheder ville ikke acceptere hans visum. Resultatet blev, at han måtte flyve til Hong Kong og få lavet et nyt visum, før han kunne komme tilbage og ind i hovedstaden. Jeg forstod ikke logikken, men måtte blot acceptere, at sådan var det.

 

Far East – far out

 

Midt på eftermiddagen var vi på Far East Hotel. Det var ikke godt – slet ikke godt. I 2007 havde det været skidt, men nu var det meget værre. I mellemtiden var det blevet til youth hostel, altså i bund og grund et vandrehjem. Restauranten var nedlagt, og der var ingen service på stedet. Vores måltider skulle vi indtage på en nærliggende restaurant. Først fik vi et værelse, der stank af tobaksrøg. Det ville vi ikke have, så vi fik et andet. Her var ikke tobaksrøg, men det var på alle måder et sted af meget lav standard.

 

 

Vi var ikke alene om at være utilfredse med forholdene på Far East. Alle var i oprør, og ingen havde nogen som helst lyst til at bo der. Dette års guide hed Henrik, og han fik meget travlt med at undersøge, om der kunne gøres noget. Selvsagt kunne der ikke gøres noget den første dag, men det var ønsket at få et andet sted til nætterne efter turen til Jixian og løbet.

 

Karin på halvmaraton

 

På torsdagens inspektionsdag nedgraderede Karin sit løb til halvmaraton. Sammen med vores respektive voksne sønner havde hun og jeg måneden før løbet Helvede i Nord i Tisvilde. Denne strabads havde ændret ved Karins tro på det realistiske i et helt maratonløb i Kina.

 

 

En dag til opladning

 

Hvor vi plejede at gå ned i standard, når vi kom til hotellet i Jixian, var det nu helt anderledes. For første gang boede vi på Star Patton Hotel, hvilket var ren luksus i forhold til Far East.

 

Fredagen blev primært brugt til opladning. Vi løb sammen tre kilometer, og ellers gik dagen med afslapning og forberedelser til det store løb. Til aften blev vi kørt til det gammelkendte Yuyang Hotel, hvor vi med de øvrige grupper deltog i aftenens pastaparty.

 

Far East – Farvel

 

Aftenens helt store og glædelige nyhed var, at vi ikke skulle tilbage til Far East Hotel igen. Man havde fundet et langt bedre sted til os.

 

Jeg tror ikke, at Albatros Travel forud havde været vidende om, hvilket rædselsfuldt sted vi blev sendt til. En lokal agent har sikkert scoret kassen ved at købe billigt og sælge dyrt. En sådan agent er forhåbentlig ikke agent mere.

 

God opladning

 

Min søvn den nat blev nok den bedste nogensinde op til The Great Wall Marathon, mens Karin sov elendigt. Guiderne havde sørget for bananer, rosiner, brød og marmelade, så vi fik lagt en god bund inden dagens store løb.

 

På Yin og Yang–pladsen findes et betryggende opbevaringsdepot til løbernes bagage, men vi behøvede ikke at stå i kø til det, da gruppen lavede en lejr på tilskuerafsatsen. Ikke alle skulle løbe, så bagagen var til stedse under bevogtning.

 

Flyvende

 

Jeg havde rigtig gode ben. For første gang gik jeg slet ikke op ad bjerget og nåede frem til muren efter præcis en halv time. Det var virkelig en rekord. Over muren gik det også fint, så jeg var ved Yin og Yang–pladsen efter en time og et kvarter.

 

 

Også på den flade vej gik det fint. Jeg følte mig flyvende og var kun kortvarigt nede at gå, når jeg skulle have forplejning. Jeg havde sikret mig godt med gel, energidrik og saltkapsler på de steder, hvor det var muligt at lægge personlige ting ud.

 

Uprovokeret fald

 

Ved 16 kilometer faldt jeg så lang, jeg var. Det var på flad asfaltvej og kom ganske uprovokeret. Jeg fik hudafskrabninger på begge knæ og lidt sår i på begge håndflader. Det blødte en del, men jeg var okay. I det samme kom lægen Mogens forbi i bil og spurgte, om jeg var i orden. Det forsikrede jeg ham, at jeg var. Han skulle på en akut opgave og måtte straks køre videre, og det var helt fint for mig. Jeg kom hurtigt i gang igen og fik rystet oplevelsen af mig.

 

Det viste sig efterfølgende, at en turist med GoPro−kamera tilfældigvis havde filmet øjeblikket, hvor jeg faldt. Siden sendte ham mig filen med det lille filmklip.

 

En lille krise

 

Først da jeg nåede midtvejs i løbet ved bjerget, begyndte det at knibe med kræfterne. På det tidspunkt havde jeg været i gang omkring to en halv time. Jeg gik det meste af strækningen op ad bjerget, men var fortsat ved godt mod, og da jeg nåede toppen, løb jeg stort set hele vejen ned igen. Det efterfølgende stykke løb jeg mest, men var også nede at gå engang imellem for at få forplejning og samle kræfter. Jeg havde lidt kramper efter turen ned ad bjerget, men med lidt strækøvelser og løb fik jeg det væk.

 

Pertentlige samaritter

 

Ved 30 kilometer mente en kinesisk samarit, at jeg skulle behandles for mine sår på knæene. Jeg sagde til hende, at alt var i orden, og at doktor Mogens havde tilset mig. Hun var dog ikke helt overbevist og begyndte at ringe til nogen. Men jeg var overbevisende nok og fortsatte straks efter. Ganske få minutter senere var der en, der sagde: “Hej Henrik”. Det var Karin. Jeg fik et kys, og vi gik lidt sammen, inden jeg igen kom i løb.

 

Ved godt mod

 

Efter omkring 4:14 var jeg ved Yin og Yang–pladsen igen. Jeg var godt klar over, at det var en kanontid. Dog ville muren over nu blive det helt store spørgsmål. Selvfølgelig blev muren hård. Men jeg måtte stort set ikke sætte mig ned. Der var vist en enkelt gang eller to, hvor jeg kortvarigt måtte sidde, men ellers var jeg i gang. Jeg fik krampe et par gange, men det gamle trick med at gå sidelæns og baglæns virkede stadig. På nogle af de værste steder kravlede jeg på alle fire.

 

 

Personlig rekord

 

Da jeg var helt over muren, var der omkring 48 minutter til min personlige rekord fra 1999. Jeg blev rigtig, rigtig glad og var klar over, at den gamle rekord nu ville falde. De første tre kilometer ned ad bjerget løb jeg konstant. Jeg trængte efterhånden til et pust, men ville ikke stoppe op, mens det rullede så fint. Endelig, da vejen fladede lidt ud, gav jeg mig selv en gåpause, hvor jeg fik lidt væske, inden jeg igen kom i gang. Ved broen efter 41 kilometer gik jeg lidt igen, men kom straks efter i løb. Jeg tillod mig en mindre gåpause ved parkeringspladsen, så jeg kunne være frisk på opløbsstrækningen, og herefter løb jeg glad de sidste par hundrede meter i mål på Yin og Yang–pladsen, hvor Karin tog imod mig. Hun havde gennemført sin halvmaraton på 4:13:52. Om morgenen havde hun måttet vente op mod 45 minutter på murens højeste punkt. For mange løbere var sendt af sted samtidig, og der var opstået en flaskehals.

 

13 – hvem sagde ulykkestal

 

I mit 13. The Great Wall Marathon tog jeg 13 minutter af min 13 år gamle personlige rekord. Hvem siger, at 13 er et ulykkestal?

 

 

Det var nærmest surrealistisk for mig at være i mål og se andre løbere fortsætte på muren anden gang. Tænk at være der, mens porten stadig var åben. Det var også mærkeligt, at jeg ikke var den sidste dansker, som de andre ventede på. Der var faktisk en del, der kom bagefter mig.

 

Ekstrem varme og høj luftfugtighed

 

Min gode tid var ikke et udslag af, at løbet var lettere dette år. Dagen bød på ekstremt høj luftfugtighed og 32 graders varme. I alt 119 løbere måtte udgå på grund af dehydrering, men alvorlige uheld blev dog undgået. Årets vinder var spanieren Luis Alonso med tiden 3:39:28, hvilket var knapt 21 minutter langsommere end vindertiden året før. På alle måder måtte jeg konstatere, at min gode tid skyldtes hård og ihærdig træning.

 

Tilbage til Qianmen

 

Dagen havde været god og sluttede også godt. Da vi kom tilbage til Beijing, viste det sig, at vi skulle bo på Qianmen Hotel, som vi kendte så godt. Det var virkeligt lækkert at komme på et ordentligt hotel.

 

Søndagen gik med afslapning og en tur i byen, hvor vi fik handlet en del. Ved aftenstid kom vores guide med togbilletter til næste dags videre færd. Her stivnede jeg helt. På billetterne stod afgangstidspunktet som klokken 8.09. Jeg nedlagde straks veto og sagde, at det var helt galt, da vi havde bedt om et eftermiddagstog og slet ikke ville være klar til afgang så tidligt efter en nattefest. Heldigvis blev det hele ordnet, så vi i stedet skulle med toget kl. 15.31.

 

Til bords med officials

 

Dette år blev gallafesten igen afholdt på Beijing Hotel. Vores gruppe skulle sidde ved samme bord, selvom to af deltagerne måtte sidde ved nabobordet. Eftersom det bord var for Albatros−folk og læger, var det naturligt, at Karin og jeg sad der, da vi jo ikke ville føle os fremmede.

 

 

Aftenen forløb efter det kendte og gode koncept. Jeg havde ikke jubilæum, men alligevel blev jeg kaldt op på scenen, da Fran fortalte om mine præstationer gennem de tretten år.

 

Også after party efter gallafesten var en gammel kending, hvor Blue Bar blev indtaget. Timerne gik i hyggeligt selskab, så vi var først hjemme på hotellet klokken halv fem. Det var godt, vi ikke skulle med toget klokken 8.09.

 

Nattog til Tai Yuan

 

Mandag morgen var min stemme næsten væk. Det var startet søndag eftermiddag, men nattefesten havde nok ikke gjort det bedre. Efter morgenmaden og lidt tid på værelset gik vi ned og sagde farvel til vores gruppe, der skulle hjem til Danmark.

 

Over middag blev vi afhentet og kørt til togstationen. Vi havde nu halvanden time, til toget gik klokken 15.31. Inspireret af en tilsvarende situation fra 2009 brugte vi noget af tiden på at rafle.

 

 

 

Det blev faktisk en rigtigt god togtur. Vi fik gode pladser med fin benplads og klap–ud borde. Vi nåede at se halvanden film på computeren, inden vi løb tør for strøm. Det blev så til en gang rafling, og vi var fremme ved Tai Yuan klokken 19.22.

 

Hyggeligt gæstehus i Pingyan

 

Vi blev hentet af en chauffør, der skulle køre os til Pingyan. Vi troede, at det var lige rundt om hjørnet, men han kørte i mere end to timer, før vi var fremme ved De Ju Yuan Hotel, og klokken blev hen ad 21.30. Det var et rigtigt hyggeligt lille gæstehus. Vi fik anvist vores værelse, hvor vi lagde bagagen og gik til et tiltrængt aftensmåltid.

 

 

 

I bank og i fængsel

 

Efter morgenmaden tirsdag mødtes vi med vores lokalguide, Lisa, der havde dagens program klar. Det første stop på dagens tur var den første bank i Kina, der netop blev oprettet i Pinqyan. Det var ret interessant at høre om. Bagefter besøgte vi byens gamle fængsel, hvilket heller ikke var kedeligt. Vi hørte en masse om de “gode”, gamle dage, hvor en mand måtte tage sin straf som en mand. Kvinderne gik nu heller ikke ram forbi. Det var ren tortur, vi hørte om.

 

 

Vi gik derefter tilbage til hotellet, hvor vi spiste frokost og tjekkede ud. Herefter hørte vi lidt om bymuren og fik så tid for os selv.

 

Massage med ubehagelige følger

 

Jeg besluttede at få massage på mine ømme lemmer, men det skulle jeg nok ikke have gjort. Jeg fik en hård omgang på benene, men også fodmassage ligesom Karin. Men da vi gik derfra, begyndte jeg at fryse, og kort tid efter var jeg fuldstændig tappet for kræfter og energi. Vi gik på café og satte os. Jeg frøs vanvittigt og hentede en trøje uden gavnlig virkning.

 

 

Klokken 18 var vi tilbage på hotellet, hvor der var aftensmad. Jeg fik intet, men hang blot og sov, mens Karin spiste. Hen ad 20−tiden blev vi kørt til den lokale togstation, hvor vi kom ombord i nattoget til Xion. Jeg havde i mellemtiden indtaget et par energibarer og havde det lidt bedre.

 

 

Terrakottasoldaterne

 

Torsdag morgen mødtes vi med vores guide, der tog os med til gravene med Terrakottasoldaterne. Terrakottasoldaterne er en samling af figurer lavet af en form for ler. Figurerne består af krigere og heste i naturlig størrelse. De er fra 210 før Kristi fødsel og er en del af gravanlægget for Kinas første kejser, Qin Shi Huang. Man begyndte at bygge anlæggene i 221 før Kristi fødsel, samtidig med at Qin Shi Huang blev konge som 13–årig. Alle anlæggene var placeret i rum, der lå cirka syv meter under jorden med loft og flere meter jord over, så de ikke kunne ses fra jordoverfladen.

 

 

Anlæggene ligger cirka en kilometer øst for Qin Shi Huangs mausoleum, 36 kilometer nordøst for Xian i Shaanxiprovinsen.

 

Figurerne blev opdaget ved en tilfældighed i 1974, og der er siden fundet og bliver stadig fundet flere gravanlæg i området, hvilket gør dette til et af de største gravanlæg i verdenen. Selve mausoleet er ikke udgravet, og mange af de andre anlæg er kun delvist udgravet på grund af deres store størrelse, og fordi tingene i anlæggene er skrøbelige efter de mange år i jorden.

 

Vi var på stedet i godt tre timer, hvor der også var tid til frokost. Det var imponerende og interessant, men vi fik også nok af det hele til sidst. Vores guide ville meget gerne animere os til at købe souvenirs, men det havde vi slet ikke lyst til. Mon ikke han havde en procentaftale med de handlende? Vi syntes, figurerne var imponerende i Kina, man de passede ikke rigtigt hjemme i stuen.

 

Skolebesøg

 

Op ad eftermiddagen var vi tilbage i Xian, hvor vi først besøgte en tehandel. Bagefter kom vi til dagens virkelige højdepunkt; et skolebesøg. To lærere viste os rundt og fortalte os om skolen.
Bagefter besøgte vi en klasse med 39 elever i 16−års alderen. Det var en sprogskole, så de talte rigtigt godt engelsk. De var meget søde og åbne, og de spurgte ivrigt til os og Danmark, ikke mindst ville de gerne høre om H.C. Andersen. De bad os så synge en sang, og det blev både til “Den lille fyr med den store næse” og “Lille Peter Edderkop”. Bagefter var det deres tur til at synge og optræde for os. Siden da har jeg ikke kunnet høre “The Lazy song” med Bruno Mars uden med et smil på læben at se de kække, kinesiske unge fra den dag for mig. Da vi gik, gav vi læreren 100 yuan, så klassen en dag kunne få et eller andet at fornøje sig med.

 

 

Sidst på eftermiddagen tjekkede vi ind på Grand New World Hotel i Xian. Aftensmaden fik vi i hotellets teatersal, hvorefter vi så en times forestilling med traditionel kinesisk danse– og musik underholdning.

 

 

Nattog igen

 

Fredag havde vi noget tid for os selv, og vi valgte at bruge den på markeder, i butikker og i det hele taget til at indsnuse det lokale liv. Om aftenen blev vi kørt til stationen, hvorfra vi fik en glimrende tur tilbage til Beijing med nattoget.

 

 

Den sidste dag blev vi om morgenen hentet ved stationen af en guide, der kørte os til Qianmen Hotel, hvor vi fik morgenmad. Om formiddagen besøgte vi en cloisonné−fabrik, inden det ved middagstid var tid til at køre til lufthavnen og afslutte denne dejlige ferie.

 

 

Ubeskrivelige følelser

 

Mine følelser efter denne tur var ubeskrivelige. Efter de store problemer jeg havde haft året før med min hælskade, var det helt fantastisk at komme tilbage for fuld styrke og slå den personlige rekord, jeg aldrig havde troet, det ville være muligt at komme i nærheden af.

 

Køb bogen her.

I efteråret 2011 modtog Karin og jeg en invitation. Thomas Thomsen fyldte 75 år den 2. januar, og det skulle fejres ved en reception med brunch i Hvidovre den efterfølgende lørdag. Min første tanke var, hvad vi skulle give Thomas. Den gave, vi gav ham, ved hans afskedsreception fra DAF havde bragt lykke, så mine tanker kredsede om noget andet kreativt.

 

 

Idéen kom hurtigt til mig. Samme morgen havde jeg smidt nogle nedslidte løbesko ud. Jeg dykkede ned i skraldespanden og fandt dem frem igen. Skoene blev derefter vasket og hængt til tørre. Jeg fandt så en flamingokasse og beklædte den med papir med logoet for The Great Wall Marathon. Skoene blev placeret i kassen, og i hver sko blev der plantet en lille plante. På den ene sko satte jeg et skilt med mærket The Great Wall Marathon Finisher og i den anden mærket Amsterdam Marathon Finisher. Mellem de to sko lagde jeg en flaske champagne, mens indpakkede chokoladestykker blev strøet over det hele. Det hele blev pakket ind i gennemsigtigt cellofan med klistermærker med The Great Wall Marathons logo. Sluttelig bandt jeg sløjfer i røde og gule farver som det kinesiske flag. Kortet havde jeg selv lavet. På forsiden var der et billede af Thomas og mig fra 2009, hvor han forærede mig en lille hare under gallafesten i forbindelse med The Great Wall Marathons ti års jubilæum.

 

 

Gaven blev modtaget med stor glæde, og det blev nogle hyggelige timer, hvor mange kendte ansigter mødte op. Albatros Travel lavede en lille gimmick, hvor Thomas fik forskellige sjove gaver.

 

 

Køb bogen her.

Informationsmøde

 

I oktober 2011 mødte jeg på Morten Fengers anbefaling op til et informationsmøde i Roskilde TRI. Klubben har eksisteret siden slutningen af 1980´erne og var en lille klub, der dog, ligesom sporten i almindelighed, var i vækst. Omkring 35 medlemmer talte klubben på daværende tidspunkt.

 

Svømmehalsknaphed

 

Klubben havde ikke noget fast tilholdssted, og mødet blev holdt i aktivitetslokalet i Fløng Svømmehal. Faktisk var det noget naturstridigt med aktivitet i Høje–Taastrup Kommune. Men sagen var, at Roskilde ikke kunne rumme en af byens egne idrætsklubber. Det store problem var svømmehalskapacitet. Som en forholdsvis stor provinsby kunne byen ikke i tilstrækkelig grad tilbyde tider til kommunens svømmeklubber og i dette tilfælde en triatlonklub. Tidligere havde flere kommuneskoler og en højskole haft svømmehal, men efterhånden var disse faciliteter forsvundet, og det samtidig med, at der blev stadig større efterspørgsel efter svømmehaller. Politikerne var i gang med forhandlinger om en ny svømmehal, men her pegede pilen mere mod et badeland til leg og fornøjelser, fremfor nogle reelle svømmebaner til undervisnings– og træningsbrug.

 

På udebane

 

For at svømme havde Roskilde TRI derfor søgt udenbys ved at indgå aftale med en af nabobyernes svømmeklubber. TRI−klubbens medlemmer måtte så melde sig særskilt ind i svømmeklubben for at få svømmemuligheder. Om sommeren var forholdene helt anderledes. Lige for klubbens fødder ligger Roskilde Fjord med al det vand, hjertet begærer, så længe vejret tillader det.

 

Den frie natur

 

I modsætning til svømning var der rig mulighed for løb og cykling for klubbens medlemmer. Her var der ubegrænsede muligheder på offentlig vej og i skovene. I vinterhalvåret var der tilbud om spinning i et af byens fitnesscentre.

 

Introduktion til sporten

 

På informationsmødet gav klubbens formand og Morten Fenger en introduktion til sporten, og hvad klubben kunne tilbyde. Forholdsvis mange var dukket op, hvilket var glædeligt for klubben, der ikke var vant til større interesse for sine aktiviteter. Efter mødet fik vi alle mulighed for at deltage i aftenens svømning.

 

Kompetent svømmeundervisning

 

Jeg blev positivt overrasket over den svømmeundervisning, jeg modtog på denne introduktionsaften. Jeg havde tidligere forsøgt at lære at svømme, men uden held. Her oplevede jeg særdeles kompetente undervisere med god teknikundervisning, så jeg kunne se et håb om, at jeg alligevel kunne lære at crawle. Det blev derfor til, at jeg meldte mig ind i klubben.

 

Fællestræning

 

I mange år havde jeg været den ensomme ulv, der kun trænede for mig selv. Og i en periode havde jeg med stor glæde løbet med Løb for livet. Nu var jeg medlem af en klub og deltog i fællestræning de fleste af ugens dage. Svømning foregik to gange, fællesløb en gang og cykling en gang ugentligt. Derudover søsatte medlemmerne mange træningsarrangementer, der blev slået op på Facebook. Jeg havde tidligere ikke rigtigt gået op i Facebook, men her foregik det meste af kommunikationen gennem dette sociale medie. Jeg måtte erkende, at det fungerede godt.

 

Nyt udstyr

 

Udover fællestræningen trænede jeg også for mig selv. Jeg fulgte Mortens program, hvilket gav næsten daglige udfordringer, men også en hviledag cirka en dag om ugen. Jeg indkøbte en turbotræner, der gav mig mulighed for at cykle på min egen cykel indendørs. Jeg monterede min cykel på turbotræneren og brugte så mit skur som træningslokale. Her kunne jeg passe min træning uanset vind og vejr. Samtidig kunne jeg både se fjernsyn og høre radio. At cykle på turbotræner er meget hårdt og giver virkeligt sved på panden. Jeg fulgte Mortens anvisning og uploadede resultatet på nettet. Det var noget, der forpligtede.

 

Cykling på landevejen blev det også til. Endog også fra tid til anden om vinteren. Det handlede så om at finde ud af, hvilket udstyr der var optimalt. Jeg fandt snart ud af, at ikke mindst overtræk til cykelskoene var uundværlige. Og snart måtte jeg også erkende, at min gamle racercykel ikke var tilfredsstillende til landevejsløb, selvom den var helt perfekt til turbotræneren. En ny cykel måtte så indkøbes.

 

Sponsor

 

Det var blot meningen, at jeg skulle være menigt medlem af klubben for at lære at svømme, men efterhånden greb det mere om sig. Først tegnede min virksomhed et sponsorat, så mit logo nu pryder klubbens dragter og hjemmeside, og mere skulle følge efter.

 

Bestyrelsesmedlem

 

Efter få måneders medlemskab var der generalforsamling. Dette var dog ganske “ufarligt”, da der ikke var udsigt til udskiftning i bestyrelsen, men sådan gik det ikke, eftersom Morten i sidste øjeblik havde valgt at trække sig fra sin post. Ingen kandidat meldte sig, og jeg blev direkte spurgt. Tøvende sagde jeg ja, med en overbevisning om, at der ikke lå det store i posten som menigt bestyrelsesmedlem.

 

Som forventet var der ikke de store opgaver som bestyrelsesmedlem i Roskilde TRI, men der skete meget i mit første år i klubben. Medlemstallet blev næsten fordoblet, og flere og flere aktiviteter blev sat i værk. Blandt medlemmerne fandtes der ildsjæle med gode idéer, så den lidt slumrende klub blev efterhånden temmeligt aktiv.

 

Formand

 

Ved generalforsamlingen i 2013 trak formanden sig tilbage, og en ny skulle nu vælges, ligesom opdaterede vedtægter gav en udvidelsesmulighed med to ekstra bestyrelsesmedlemmer. I modsætning til året før var det ikke noget problem at finde tre nye bestyrelsesmedlemmer, men formandsnålen pegede nu pludselig på mig, hvilket virkede noget surrealistisk. Jeg havde kun været medlem i godt et år, sportsligt var jeg blandt klubbens svageste, og min indsigt i sporten var temmelig begrænset. Til gengæld havde jeg andre ressourcer og kunne godt se, at jeg kunne være et emne, med den rette opbakning fra den øvrige bestyrelse. Tirsdag den 12. marts blev jeg valgt til formand for Roskilde TRI, en klub i rivende udvikling med aktiviteter og udfordringer.

 

Jeg drømmer stadig, men …

 

Min svømning har langt fra nået det ønskede niveau. Dette skyldes ikke Roskilde TRI´s trænere eller min egen mangel på aktivitet. Jeg har trofast fulgt træningen såvel indendørs som udendørs med våddragt, og i en periode betalte jeg mig til privatundervisning kun for mig selv. Men jeg har til stadighed problemer med vejrtrækningen. Jeg er overbevist om, at dette ikke kun handler om teknik, men at det ligger dybere på det mentale plan. Det har jeg arbejdet med, men har endnu ikke fundet løsningen.

 

Jeg har deltaget i nogle få triatlonstævner på korte distancer, og jeg svømmer fortsat primært brystsvømning, hvilket jeg godt kunne ønske anderledes. Min ironman ligger meget langt væk og kan ende med at blive et mål, jeg aldrig opnår. Så må det være sådan. Drømmen er der stadig, men dybe blokeringer spærrer vejen.

 

 

Køb bogen her.

En ny klient

 

Kort efter min hjemkomst fra Kina fik jeg en ny klient i min virksomhed. I slutningen af august bad hun mig komme til et regnskabsmøde, hvor også hendes kæreste skulle deltage. Mødet skulle holdes i hendes kærestes hus, der lå mindre end halvanden kilometer fra mit hjem.

 

Et sammentræf

 

På kærestens postkasse hæftede jeg mig straks ved navnet Morten Fenger. Dette navn var mejslet ind i min erindring fra muren anden gang under The Great Wall Marathon 2007. Det var den sportstrænede coach for de hørehandikappede løbere, der havde opfordret mig til at tabe 15 kilo.

 

Det kunne jo være et sammentræf og blot dreje sig om to mennesker med samme navn. Men det var dog pudsigt, at jeg nu skulle stå over for det navn netop nu, hvor jeg netop langt om længe var i gang med et vægttab.

 

Denne Morten Fenger så ganske rigtigt atletisk ud, og han var iført sportstøj. Da han vendte ryggen til mig for at hente kaffe, så jeg logo og navn for Widex på hans trøje. Nu måtte jeg høre, om det var “den” Morten Fenger – og det var det. Verden er forunderlig. Vi havde gennem alle årene boet tæt på hinanden, og nu, hvor hans budskab blev taget til efterretning, bragte skæbnen os sammen igen.

 

 

Professionel triatlet

 

Morten havde i sine unge dage været top–triatlet og professionel med et europamesterskab i triatlon på sit CV. Nu var han 47 år, men stadig meget aktiv i sporten. Han drev et sportskonsulentfirma og var generalsekretær for Dansk Triathlon Forbund.

 

Træningssamarbejde

 

Under en efterfølgende samtale fortalte jeg Morten om mit forgæves forsøg på at træne mig op til en ironman. Morten fik overbevist mig om, at et medlemskab i Roskilde TRI kunne være gavnligt for mig. Vi indgik også en aftale om, at han skulle tilrettelægge min træning, hvilket han gjorde det næste års tid. I den periode lagde Morten mit træningsprogram for en uge ad gangen. Programmet blev lagt op på min Garmin−side, og jeg skulle så løbende uploade min træning fra mit pulsur. Dette var meget forpligtende og motiverende for, at jeg ikke sprang over, hvor gærdet var lavest.

 

Køb bogen her.