Den gratis rejse

 

Alle mine rejser til Kina har været helt specielle. Dennes særpræg var, at Søren havde lovet mig turen, og jeg sendte tilmeldingspapirerne ind og fik bekræftelse og faktura tilbage. Som Thomas havde sagt to år før under gallafesten: “Søren er en hædersmand – du kan regne med hans ord”. Sådan blev det også. Fakturaen sluttede med et rundt nul.

 

Jeg skulle på en ni-dages tur med afrejse den 20. maj. Som i 2001 havde jeg valgt en gruppe uden guidede ture, og som i 2000 skulle vi løbe den 24. maj. Alt så godt ud. Dog spøgte en faktor i baggrunden.

 

SARS

 

I efteråret 2002 indgik der rapporter om en mystisk sygdom i den kinesiske by Guangdong. Sygdommen kunne let forveksles med influenza, og symptomerne var høj feber, hoste, problemer med vejrtrækningen eller stakåndethed. Ingen vidste, hvorfra sygdommen kom, eller hvordan den kunne kureres. Fra midten af november 2002 til slutningen af februar 2003 var der 792 tilfælde i Guangdong, hvoraf 31 døde.

 

Sygdommen fik navnet SARS, der er en forkortelse af Severe Acute Respiratory Syndrome, eller på dansk: Akut luftvejssyndrom. SARS spredte sig til store dele af Asien, men også i andre dele af verden blev der rapporteret om tilfælde. På verdensplan døde mindre end 1.000 mennesker, men der var virkelig frygt for en epidemi med denne sygdom, som ingen kendte omfanget af eller løsningen på.

 

GWM – skal/skal ikke

 

Efterhånden blev der sat spørgsmålstegn ved gennemførelsen af The Great Wall Marathon 2003, og flere spurgte mig, om jeg overhovedet turde tage med. Men min holdning var klar. Hvis flyselskab og arrangører sendte rejsende til Kina, måtte det være forsvarligt. Selv tænkte jeg også, at det var en meget lille promille, der var død af sygdommen, og at der var risiko ved alt. Jeg var derfor ikke særskilt mere bange for sygdommen end for så mange andre af livets naturlige farer.

 

Udsat

 

Den 25. april 2003 afgik et brev fra Albatros Travel. Man havde nøje fulgt udviklingen og de rapporterede smittetilfælde i Kina, og samtidig havde man løbende overvejet ud fra informationer fra Verdenssundhedsorganisationen, WHO. Man mente ikke, at der var tale om reel sundhedsrisiko ved at rejse til Beijing og det nordlige Kina, og statistisk kunne det konstateres, at blot en ud af 20.000 var ramt af sygdommen i Beijing. På verdensplan ansås dødeligheden for SARS ikke for at være højere end for “almindelig” influenza, idet SARS–dødeligheden var på en ud af 650.000,

 

Men på den anden side havde medierne på trods af realiteterne efterhånden fået skabt et generelt klima af frygt for at rejse til Kina. Selvom et team af højt kvalificerede læger var tilknyttet løbet, og selvom man var sikker på, at The Great Wall Marathon ville kunne gennemføres som planlagt og under fuldt forsvarlige omstændigheder, fandt man det bedst at udskyde The Great Wall Marathon 2003.

 

Ny dato – 1. november 2003

 

I stedet for det planlagte løb den 24. maj, blev det straks offentliggjort, at løbet ville blive afviklet den 1. november. Man garanterede, at alle løbsrejserne i forbindelse med arrangementet ville blive afviklet som planlagt og uden nogen former for prisstigninger, selvom udrejserne nu skulle finde sted i den absolutte højsæson.

 

Det var helt op til den enkelte, om man ville deltage på den nye dato, eller om man ville melde fra. Enhver kunne annullere sin rejse uden nogen form for omkostninger.

 

Radiointerview

 

Jeg blev på ingen måde overrasket over udviklingen, men dog alligevel lidt skuffet. Med Albatros Travel som mellemled blev jeg den 6. maj interviewet til DR´s program Morgenmagasinet. Her tilkendegav jeg min stillingtagen, omend jeg fuldt ud accepterede beslutningen

 

Helt aflyst

 

Den 27. juni afgik endnu et brev fra Albatros Travel. Man havde måttet konstatere, at langt de fleste tilmeldte til årets løb havde valgt at udskyde deres løb på Den Kinesiske Mur til 2004. På trods af at Kina i mellemtiden var erklæret “SARS–frit”, følte man sig tvunget til helt at aflyse årets løb og fokusere på næste års løb på det “rigtige tidspunkt” i maj.

 

Et kuriøst merchandise

 

Under The Great Wall Marathons gallafest i 2004 modtog jeg en ganske speciel gave fra Albatros-guiden Merete Skov Habermann. Op til det aflyste løb i 2003 var blevet fremstillet forskellige typer merchandise, der efterfølgende viste sig at være spildt. Merete forærede mig nu et “finisher” stofmærke, som ingen nogensinde ville være berettiget til at bære. Hun mente, at jeg måtte være den rigtige til at eje mærket. Jeg blev meget glad for den gestus og kunne aldrig drømme om at sy mærket på noget tøj. Men det sidder i min “scrapbog” for The Great Wall Marathon 2003, for en sådan findes på trods af, at løbet aldrig blev til noget.

 

 

Hvad blev der af SARS?

 

SARS-epidemien varede i 100 dage, og tilsyneladende er sygdommen nu udryddet, idet man fandt en behandlingsløsning. I dag har mange mennesker helt glemt sygdomme SARS, så den står øjensynligt som en parentes i historien.

 

Nogle videnskabsfolk mener, at sygdommen stammede fra desmerdyr. Andre hævder, det var andre dyrearter, der spredte sygdommen, og eks. flagermusen har været nævnt.

Køb bogen her.

En tilfældig nødvendighed

 

Man kan sige, at denne rejse og dette løb blev føjet til min liste ved en tilfældighed. Man kan også sige, at det var en nødvendighed for ikke at miste et gode. Uanset synsvinkel fik drengene og jeg en rigtig dejlig miniferie, og min 44 års fødselsdag blev fejret på en alternativ måde, der gav gode minder.

 

I juleferien 2002 var jeg inde på en løbehjemmeside, og her faldt jeg over et stykke om Malta Marathon, der skulle afvikles den 23. februar. Jeg blev interesseret, da det netop var på min fødselsdag, og jeg fik snart den idé at slå tre fluer med et smæk: En rejse sydpå, et maratonløb og desuden også at få brugt nogle bonuspoint, der ellers var i fare for at gå tabt.

 

I en årrække havde vi alle tre været medlem af Star Alliance (en sammenslutning mellem nogle flyselskaber), og vi havde efterhånden optjent en del bonuspoint. Problemet var blot det, at disse point skulle bruges, inden de var fem år gamle, hvis vi ikke ville miste dem. Da vores ældste points nærmede sig “sidste salgsdato”, var en rejse til Malta oplagt. Næste opgave var så at finde et hotel.

 

En gammel kending

 

Artiklen om Malta Marathon var skrevet af en mand ved navn Tommy, og han havde angivet sit telefonnummer, hvis nogen ønskede praktiske informationer. Det var derfor naturligt for mig at ringe til ham. Verden er lille, og det viste sig, at jeg kendte Tommy. Han havde været med i Kina både i 2000 og 2001, ikke som løber, men som inkarneret fotograf. Det var også som fotograf, han skulle til Malta sammen med en gruppe løbere. Tommy havde været til Malta Marathon før, så han var godt kendt med forholdene.

 

Tommy fortalte, at hans gruppe skulle bo på Mellieha Holiday Centre, der er den danske koloni på Malta. Dansk Folkeferie har i en årrække sendt tusindvis af turister til stedet.

 

Tommy tilbød, at vi kunne bo hos dem. De havde to bungalower på hver 70 kvadratmeter, hvilket gav rigelig plads til alle. Hvis vi tog soveposer med, ville vi sagtens kunne være der. Aftalen blev, at vi skulle give en middag til gruppen, så de også fik noget ud af vores besparelse, samt kompensation for den komfort, de mistede ved at få yderligere tre personer ind i deres lille koloni.

 

En stiktur til Frankfurt

 

Onsdag aften den 19. februar tog vi flyet til Frankfurt. Det havde været ganske umuligt at finde en tur med hurtig transit til Malta, og i Frankfurt havde vi bestilt hotel blot fem minutters buskørsel fra lufthavnen. Det blev kun til en overnatning, før vi næste morgen fløj videre til Malta og ankom ved middagstid.

 

Lidt om Malta

 

Malta er et lille ørige i Middelhavet og ligger godt 90 kilometer syd for Sicilien. Øriget består af tre beboede øer: Malta, Gozo og Comino, og de 400.000 indbyggere er klemt sammen på et areal, der er omtrent halvt så stort som Bornholm. Dermed er Malta et af verdens tættest befolkede lande. Det nationale sprog er maltesisk, men engelsk har også status som officielt sprog, og mange maltesere taler desuden italiensk. Malta har subtropisk klima og er omgivet af et koralhav.

 

 

Illegale indvandrere

 

Fra hovedstaden Valetta tog vi en taxa til feriecentret, hvor vi blev modtaget af Tommy samt hans kæreste og en løber, der hed Torben. Da vi skulle gennem vagten, fik jeg en fornemmelse af, at det vist ikke var helt korrekt, at vi skulle bo her. Ejerne af stedet levede jo af at udleje bungalower og ikke af at få overfyldt stedet med turister i medbragte soveposer. Jeg følte, at vi krøb langs med panelerne, og at vi var en slags illegale indvandrere.

 

 

Skipper Skræk−landsbyen

 

Om fredagen besøgte vi den lokale Skipper Skræk−landsby, “Popeye Village”. Her blev i 1980 indspillet en amerikansk Skipper Skræk film med Robin Williams og Shelley Duvall i hovedrollerne. Filmen kom til at hedde Popeye, og hele byen var bygget som op som kulisse og lå blot 15 minutters gang fra Mellieha Holiday Centre. Efter filmoptagelsen var det meningen, at byen skulle være revet ned, men i stedet blev den omdannet til turistattraktion. Her var nu sjove, farverige, pudsige og skæve bygninger, samt flere aktiviteter, underholdning, café, toiletter, sandstrand og bådture. Vi brugte nogle timer på at se det hele, men selvom det var sjovt at se, blev vi ikke begejstrede.

 

 

En regnskylle af dimensioner

 

Fredag aften skulle vi hente vores startnummer i byen Sliema, der også var stedet for løbets afslutning. Vi kunne hente startnummer fredag aften mellem klokken 18 og 19 eller lørdag eftermiddag. Vi valgte det første.

 

Da vi skulle af sted, begyndte det at regne, og senere gik det over til at piske ned og blæse. Vi stod længe og ventede på bussen i et utæt læskur. Vi var ni, der fulgtes, og de tre af os skulle ikke løbe. De opgav efter nogen tid at tage af sted på turen og gik i stedet tilbage til huset. Endelig kom bussen. Den var som landets andre busser både utæt, meget larmende og helt uden døre. Det var nogle sjove, ældgamle, gule busser fra 1950´erne. Man skulle tro, vi befandt os i et uland eller i det gamle Østeuropa, men vi var i faktisk i et vesteuropæisk land, der stod på nippet til at træde ind i EU. Men her sad vi nu på våde bussæder og havde svært ved at høre hinanden for støj.

 

Da vi kom til Sliema, piskede regnen så kraftigt ned, at vi ikke kunne gå over vejen uden at få fodbad. Det hele var ganske utroligt og surrealistisk.

 

Vi skulle til hotel Galaxy og hente startnumre, men det var ikke så let at finde. Vi spurgte om vej flere gange og blev mere og mere gennemblødte. Samtidig nærmede klokken sig 19, så vi kunne altså risikere at have taget hele denne tur og så komme for sent. Det ville have været ubærligt, så det endte med, at vi tog en taxa.

 

På Hotel Galaxy fik vi udleveret startnumre. Steffen ville have løbet maraton, men valgte her at melde fra, da han netop havde døjet med influenza. Som ved andre maratonløb var der også her udstillinger og købemuligheder, men Malta er et lille land, så det var dette sted også, omend det på ingen måde er negativt ment.

 

Det havde været en prøvelse at komme til Sliema, og det var heller ikke let at komme tilbage igen. Den sidste bus til Mellieha var gået, så vi valgte at køre med bus via Valleta. Men her viste det sig igen, at den sidste bus til Mellieha var væk. Vi måtte nu tage en bus til en by, der hedder St. Paul, hvor vi spiste, før vi tog en taxa tilbage til Mellieha og ankom ved midnatstid.

 

Sydeuropa i bidende kulde

 

Lørdag udforskede vi Mellieha by, men der var ikke meget at komme efter. De fleste forretninger var lukket, da vi kom, og kun nogle kiosker og turiststeder havde åbent, men der var ikke noget for os.

 

Sidst på eftermiddagen var vi nogle stykker, der spillede minigolf i Mellieha Holiday Centre. Efterhånden gik solen ned, og det blev bidende koldt. Jeg havde ikke brugt tid på at studere vejrudsigten hjemmefra. Jeg tænkte jo, at vi skulle til Sydeuropa, så her ville være varmt – troede jeg. Men der var meget koldt, og vi havde ikke tilstrækkeligt tøj med.

 

Normalt er Malta en solrig ø. Men vi kom lige til en undtagelse, da det netop den vinter blev den koldeste februar i 47 år. Til gengæld havde øen efter sigende aldrig været så grøn.

 

Fødselsdag i godt vejr

 

Søndag den 23. februar stod vi tidligt op for at nå dagens program. Under morgenmaden fik jeg både fødselsdagssang, kort og gave. Inden klokken var syv kørte vi i taxa til løbets startsted.

 

 

Da vi ankom, var det ligeså bidende koldt som aftenen før, men i løbet af den næste halve time blev vejret lidt mere venligt, og da løbet startede klokken otte, var vejret flot. Solen var trængt igennem, og det blev et løb i fantastisk dejligt solskinsvejr i et smukt og bakket terræn. De andre havde i dagene op til sagt, at det ville blive regnvejr. Men jeg havde stædigt holdt fast i, at det ikke ville regne på min fødselsdag, og faktisk fik vi helt op til 20 grader i løbet af dagen.

 

Mine første ni kilometer var jeg ikke så imponeret over, men derefter kom jeg ind i en god rytme. Jeg løb hele 18 kilometer i træk uden et eneste stop. Samtidig kunne jeg konstatere, at mine kilometertider var meget pæne. Da jeg nåede til 27 kilometer, var der dog udsolgt. Jeg havde fornemmet det lidt den sidste kilometer inden, men ved 27 kilometer stoppede jeg med at løbe og begyndte at gå. Resten af turen blev lidt af en blandet landhandel. Jeg lavede aftaler med mig selv, hvor jeg løb cirka tre kilometer, hvorefter jeg belønnede mig selv med at gå lidt, hvorefter jeg igen løb omkring tre kilometer.

 

 

Da jeg kom til opløbsstrækningen, stod Steffen, Emil og nogle af de andre og heppede på mig. Steffen og Tommy tog billeder, mens Tommys kæreste sang “Happy birthday”.

 

Min tid blev 4:32:40, hvilket var cirka, som jeg selv havde forventet, så jeg var ganske tilfreds. Emil havde løbet et to-kilometers “Fun Run” og var også godt tilfreds.

 

 

Resten af min fødselsdag blev holdt på Mellieha Holiday Centre. Først skulle jeg have en eftermiddagslur. Senere blev det til dartturnering, god mad med rødvin samt pakning af kuffert til hjemrejsen.

 

En sjældent arrogant løber

 

Mandag var afrejsedagen, og om formiddagen sad vi en gruppe danskere udendørs i det gode vejr og nød noget koldt at drikke. Blandt os var der også en veltrænet kvinde, som jeg ikke kendte, og som jeg heller ikke kom til at ønske at stifte nærmere bekendtskab med. Jeg ved ikke, om hun var professionel, men hendes opførsel var ikke professionel. Jeg var ikke i tvivl om, at hun var glad for sig selv, sine præstationer og sine egne evner. På et tidspunkt fortalte jeg om noget fra mit løb, og hvor langt jeg var nået på et givent tidspunkt. Kvinden så nedladende på mig og spurgte, om jeg var gået hele vejen. Det var dybt ubehageligt og nedladende.

 

I min tid som løber har jeg mødt mange atleter med gode evner og i god form. Det har været kendetegnende for alle, at de respekterede andres præstationer og ikke nedgjorde nogen. Denne kvinde er den eneste undtagelse fra dette sportsmanship.

 

 

Efter dette kedelige møde tog vi snart efter en taxa til lufthavnen og derfra via Frankfurt hjem til Danmark. Endnu et maratonløb var gennemført, drengene og jeg havde haft nogle dejlige dage sammen, og en fødselsdag blev fejret på en ganske speciel måde.

Køb bogen her.

Spørgsmål om gentagelse

 

The Polar Circle Marathon 2001 havde været en stor succes. Min oplevelse under selve løbet og på det efterfølgende krydstogt på Diskobugten havde også været stor og havde givet mig minder for livet. Nu var det så tid at tage stilling til en eventuel deltagelse ved løbets anden udgave. Mine familiemedlemmer havde fået den oplevelse, de ønskede, og det havde jeg sådan set også, men jeg brændte alligevel efter at deltage igen. Jeg havde været med i de tidligere løb arrangeret af Dansk Atletik Forbund, Albatros Travel og BT, og selvfølgelig skulle jeg med til Grønland igen. Men denne gang kun til selve løbet, uden tillægstur. Det blev første gang, jeg rejste med disse arrangører uden ledsagere.

 

Jeg valgte en billigere tur denne gang og skulle bo på Hotel Umimmak med bad og toilet på gangen. Samtidig valgte jeg at bo på delt dobbeltværelse med en fremmed.

 

Ruten skulle være den samme som i debutåret, men der var andre forandringer. Dels var det denne gang muligt at løbe et ultra halvmaratonløb på 26 kilometer, og dels ville løbet være åbent for alle nationer, ud fra et ønske om at gøre det internationalt. Løbet havde dog begrænset deltagerantal, da man regnede med en totalkapacitet på omkring 300 deltagere.

 

Ankomst til Grønland

 

Afrejsedagen var fredag den 6. september om formiddagen, og i flyet kom jeg til at sidde ved siden af Morten, som det senere viste sig, jeg også skulle dele værelse med. Vi ankom planmæssigt til Grønland klokken 11.00 lokal tid og modtog ved ankomsten hver en kuvert med startnummer og diverse information, samt en nøgle til hotelværelset. Herefter blev vi kørt til Hotel Umimmak et par kilometer fra lufthavnsbygningen. Forholdene var udmærkede, men det var ikke samme standard som på hotellet i lufthavnsbygningen året før. Her boede man i store dobbeltværelser uden privat bad og toilet, men der var gode bade– og toiletfaciliteter på gangene, og Morten og jeg gik fint i spænd sammen, så alt var tilfredsstillende.

 

 

Eftermiddagen gik med at gense området, der ikke havde forandret sig fra året før. Senere var der grillaften ved vandrehjemmet, og der var opsat tre store telte, så vi kunne sidde i læ for blæsten og for den regn, der også skulle vise sig at komme. Vi fik moskusokse, rensdyr og pølser med diverse salater, ris og brød, og det var ikke sent, da vi kom tilbage til vores hotel.

 

En stille og rolig dag

 

Lørdag var vi på inspektionstur på ruten. Det var genkendelsens glæde, men stadig imponerende og spændende at se moskusokser, sneræve og harer i horisonten.

 

Løbsruten på isen var lidt anderledes end sidste år. Ikke på grund af arrangørerne, men fordi moder natur havde tilladt sig at rykke lidt rundt på sig selv. Året før havde vi kunnet løbe eller gå direkte op på “isvejen”, men dette var ikke længere muligt. Vi måtte i år hjælpes op til “vejen”, og arrangørerne lovede at lægge en form for bro til løbet.

 

For mig var der ikke meget nyt at se, så jeg valgte at bruge resten af dagen på at slappe af og forberede mig til løbet dagen efter. Aftensmåltidet var det traditionelle pastaparty.

 

Endnu et løb i kulden

 

På løbsdagen vågnede jeg allerede klokken fire og kunne ikke falde i søvn igen. Jeg havde ikke løbet meget, siden min skade brød op igen under Swiss Alpine Marathon halvanden måned tidligere, men jeg følte mig alligevel klar. Dog havde jeg ikke tænkt mig at udfordre skæbnen. Jeg fik lagt en god stigbøjle af sportstape omkring den venstre fod, og Morten var med til at stramme den op for mig, så den blev så optimal som muligt.

 

Ved startstedet var der bidende koldt, men samtidig utroligt smukt. Det havde sneet i nattens løb, så alt var dækket af et tyndt lag sne. Det var meget idyllisk. Men var det smukt der, skulle det vise sig at blive et endnu smukkere syn, da jeg under løbet nåede til indlandsisen. Det var det mest fantastiske syn. Nattens sne havde lagt sig, så alt var hvidt. Det var simpelthen “juleaften”. Som en ekstra bonus var det også meget lettere at løbe i den bløde sne frem for på den spejlglatte is. Ganske vist lykkedes det mig alligevel at falde, men jeg landede blødt i sneen.

 

I godt selskab

 

For mig havde det altid været naturligt at løbe alene. Vel var jeg faldet i snak med andre løbere, men det var altid endt med, at vi skiltes og løb videre alene. Men her mødte jeg tidligt i løbet Mette. Vi løb i nogenlunde samme tempo og gav hinanden godt selskab, hvilket skulle vise sig at holde lige til målstregen.

 

Vi løb ikke hurtigt, og jeg var meget koncentreret om ikke at vride om på foden igen, mens Mette for sin del havde nogle problemer med tæer og knæ. Men det gav trods alt ikke nævneværdige problemer, og vi var gode støtter for hinanden.

 

 

Efter 34 kilometer fik jeg en krise. Jeg følte mig totalt tappet for energi og var ved at bede Mette løbe fra mig, men hun mærkede min panik, løb lidt foran op på en bakke og råbte til mig, at der var en forplejningsstation lidt fremme. Det gav lidt kræfter igen.

 

På forplejningsstationen drak jeg fire glas energidrik og fik en håndfuld vingummi. Det hjalp noget, men samtidig blev kroppen kold af pausen og af den meget kolde væske. Jeg spurgte Mette, om her var koldt, og det bekræftede hun, men senere fortalte hun mig, at hun ikke følte kulden og havde sagt det til mig af psykologiske årsager. Efter nogen tid var jeg klar igen og på niveau med Mette.

 

En bajer tabt igen

 

Året før havde jeg vundet en øl ved at slå Søren Rasmussen på målstregen. Den var dog ikke kommet til udbetaling, hvilket jeg aftenen forinden havde mindet Jan om. Han havde tilbudt mig fire øl, hvis jeg igen kunne slå Søren. I modsat fald skulle vi være kvit. Men da Mette og jeg kom til bakketoppen, hvorfra det gik 800 meter nedad mod mål, hørte jeg Jan råbe i højtaleren til mig, at jeg havde tabt. Det kom ikke bag på mig.

 

Sammen i mål

 

Mette og jeg fulgtes i mål skulder ved skulder, og efter os kom der vist kun fem løbere. Min tid blev 6:17:23, hvilket var godt tre kvarter langsommere end året før. Men det betød intet. Jeg var bare så glad for, at jeg igen havde kunnet løbe et maraton efter min skade.

 

Søren var jo årsag til, at jeg tabte den øl, jeg havde vundet året før, og han tog imod mig ved målstregen. Da jeg efterfølgende gik ind i et telt for at få en varm drik i min forfrosne krop, sad Morten derinde. Han var kommet ind på en flot syvendeplads, men han var dehydreret og havde derfor ligget i drop i teltet. Nu var han dog ved at være frisk igen, og han kunne fortælle mig, at Søren havde siddet og ventet i teltet i en halv time med det ene formål at tage imod mig, når jeg kom i mål. Det var stort, følte jeg. Det er dejligt at modtage en sådan gestus.

 

På løbsaftenen blev afholdt den traditionelle gallafest med nogle efterfølgende glade timer på et diskotek.

 

Dette var en kort rejse med løbet som eneste egentlige formål, og allerede dagen efter var det tid til afrejse efter en forlænget weekend i julemandens land.

Køb bogen her.

En kombinationsrejse

 

Da jeg i starten af 24 timers løbet i Viborg i 2001 løb sammen med Rolf Bücking, talte han varmt om Swiss Alpine Marathon, som han tidligere havde løbet. Det var det eneste løb i verden, han kunne finde på at rejse tilbage til, fortalte han. Også fra anden side havde jeg hørt om løbet, så det vakte efterhånden min interesse.

 

Jeg besluttede derfor at bestige alpen i 2002, og at kombinere løbet med drengenes og min sommerferie. Vi havde jo et dejligt telt og gode soveposer fra weekenden i Viborg, så med minder fra min barndom i tankerne besluttede jeg, at vi skulle tage på telttur. Jeg spurgte drengene, hvad de havde lyst til at se, og det blev til, at vi skulle besøge mange lande. Steffen spillede selv fodbold og var meget interesseret i den sport, så han ville gerne se nogle store og kendte fodboldstadions. Vi besluttede således, at dette skulle være kombinationen.

 

Fagre nye verden

 

Europaturnéen startede om morgenen den 15. juli 2002. Vi havde ingen nøjagtig plan for turen, men havde reserveret hotel i Davos i Schweiz den 26. juli. Så måtte vi se, hvor meget vi inden da kunne nå. Når vi havde bestilt hotel i Davos skyldtes det ønsket om at få en bekvem nat før og efter løbet. Men mere afgørende var det, at jeg havde konstateret, at der ikke var campingmulighed i byens umiddelbare nærhed.

 

 

Det forår havde jeg investeret i et fornemt og dyrt GPS−anlæg til bilen. Det skulle nu på sin første store tur og bestå sin eksamen. Dengang var det jo fagre, nye verden. Det var ikke en lille enhed, der lige kunne puttes i lommen, men et stort anlæg med fastmonteret skærm og en boks til DVD med landekort. Således havde jeg kort over forskellige lande, og vi skulle skifte DVD, efterhånden som vi kom frem. Med til anlægget fulgte også en skærm på bagsædet. Her kunne drengene følge med i ruten, men der kunne også tilkobles video og spil.

 

Ankomst til Amsterdam

 

Via Rødby Havn kom vi til Tyskland, som vi uden større problemer kørte igennem. GPS-anlægget snød os lidt, men vi fandt så ud af at indstille det, så det ledte os ad den mest hensigtsmæssige rute.

 

Sidst på eftermiddagen ankom vi til Amsterdam i det smukkeste sommervejr, man kan forestille sig, og vi fandt frem til Gaasper Camping. Vi slog teltet op og tilbragte resten af dagen på campingområdet med de gode faciliteter.

 

Amsterdam

 

 

Efter morgenmaden tirsdag tog vi den nærliggende Metro, hvorfra vi med et enkelt skift kunne nå ud til den store Amsterdam Arena, der er hjemmebane for mægtige Ajax Amsterdam.

 

 

Ajax Amsterdam blev grundlagt i 1900 og er den mest vindende klub i Holland gennem tiderne. Ikke mindst i starten af 1970´erne havde klubben sin storhedstid og vandt da den europæiske mesterholdsturnering tre år i træk.

 

På stadion handlede vi lidt i souvenirshoppen og fik herefter lejlighed til at se førsteholdet starte formiddagstræningen. Det blev dog kortvarigt, da vi skulle på rundvisning og se hele arenaen.

 

 

Vi så vel stort set det hele. Kontrolrum, presseloge, presserum og selve grønsværen. Men det var nu ikke helt korrekt at kalde det for en grønsvær netop den dag. Der var nemlig lagt et midlertidigt betonlag over græsset, og en masse håndværkere gik og arbejdede, ligesom der var gang i en større rengøring. Der havde været en stor fest om lørdagen med dans og musik for 35.000 gæster. Til sådanne arrangementer dækkes græsset, og taget bliver rullet hen over arenaen. Vi fik at vide, at dette skulle gøres i små bidder over en halv time, da det kræver så meget strøm, at hele nabolaget ellers ville blive kvalt for strøm. Rundvisningen tog små to timer og var meget interessant.

 

Bagefter besøgte vi klubbens museum i samme bygning. Også det var meget interessant. Der var billeder, film, trøjer og meget mere fra hele klubbens historie, men det mest imponerende var en lukket panserglasmontre med betydningsfulde pokaler. Her var blandt andet fire kæmpe pokaler for sejren i Europa Cup for mesterhold, samt to for verdensmesterskabet for mesterhold.

 

 

Resten af dagen tilbragte vi i byen, hvor vi blandt andet var på rundfart i byens imponerede kanaler.

 

 

Smuttur gennem Benelux

 

Onsdagen tilbragte vi primært på vejene, men med diverse ophold for at spise og se os lidt omkring. Før vi fik set os om, var vi igennem først Belgien og herefter Luxemburg og ankommet til Frankrig. Her fik vi lidt problemer med at finde en campingplads, men det lykkedes i byen Santenay. Her var gode forhold og en dejlig restaurant. Endnu en dag med gode og rare oplevelser var tilendebragt.

 

En omvej til Andorra

 

 

Torsdag den 18. juli blev langt længere, end vi på forhånd havde forestillet os. Vi havde pakket telt og bagage og spist morgenmad, så vi var klar til at køre fra Santenay klokken 8.15, så vi regnede med at være i Barcelona sidst på eftermiddagen. Undervejs besluttede vi dog at besøge et nyt land og tage til det lille fyrstedømme Andorra, der ligger i Pyrenæerne mellem Spanien og Frankrig. Så vidt vi kunne se på kortet, ville et besøg i Andorra ikke blive den helt store omvej. Men vi tog grundigt fejl.

 

Vi kørte nu mod Andorra ad snørklede bjergveje med mange sving og dårlig oversigt. Bedre blev det ikke af, at vi flere gange lå i lang tid bag traktorer og biler med campingvogn. Men det var en smuk tur og en dejlig oplevelse. Endelig kom vi dog til Andorra og kørte ind i den hyggelige grænseby, Pas de la Casa, hvor vi gjorde holdt for at tage billeder og købe postkort.

 

Vejen videre mod byen Andorra var, om ikke helt så slem, så dog også meget langsom, og det gik helt galt, da vi kom tættere på byen. Trafikken gik nu helt i stå, og vi snørklede os langsomt frem. Politiet stod og dirigerede trafikken, så den skiftevis fik lov at køre fra hver sin retning, og det tog en “evighed”: Klokken var blevet mange, og vi valgte derfor at undlade at stoppe i byen Andorra. Herfra viste der sig også at være hele 200 kilometer til Barcelona, hvor vi havde regnet med højst en fjerdedel.

 

Overnatningsproblemer

 

Næste problem var, at der ikke stod nogen campingplads i Barcelona i vores campingbog, og vi havde ingen destination at køre efter. Klokken var over 21.30, før vi nåede til Barcelona, og eftersom vi ikke forventede at finde åbne campingpladser efter 22, fik vi travlt.

 

Det lykkedes os ikke straks at finde en campingplads, så vi kørte ind til det inderste centrum for at finde et hotel, men det var heller ikke nemt. De fleste hoteller havde udsolgt, så det tog nogen tid, før vi endelig fandt et hotel, der kunne have os for natten. Vi endte med at overnatte på Hotel Reding, hvilket var dyrt, men vi havde intet alternativ.

 

Camp Nou

 

Fredag morgen kørte vi ud til FC Barcelonas hjemmebane, Camp Nou. Sammen med Real Madrid er FC Barcelona den altdominerende klub i Spanien. Klubben blev stiftet i 1899, og det første spanske mesterskab kom i hus i 1928/29. Det er næsten en sensation, når det en sjælden gang ikke er en af de to storklubber, der vinder det nationale mesterskab. Også på internationalt plan er begge klubber blandt de førende.

 

 

Parken i København og Amsterdam Arena har tilsammen mindre tilskuerkapacitet end Camp Nou, hvilket siger noget om, hvor mægtigt et stadion der her er tale om. Og mægtigt det var det. På den anden side af gaden lå et andet stadion, der så ud til at være større end Brøndbys, og vi fik at vide, at det var stadion for FC Barcelonas andethold. Dette siger vel også noget om, hvilken gigant vi besøgte. Der var flere idrætsanlæg rundt om Camp Nou, og på alle stod der FC Barcelona. FC Barcelona er mest kendt for sit fodboldhold, men klubben har et utalt af andre sportsgrene. Også i håndbold og basketball tilhører FC Barcelona verdenseliten.

 

 

Der var lang kø for at komme på rundvisning, hvilket ikke havde været nødvendigt i Amsterdam, men det var spændende og fascinerende at se det mægtige stadion med plads til 100.000 tilskuere. Som i Amsterdam var vi rundt og se diverse faciliteter. Her fik vi også lov at se et omklædningsrum, omend ikke det mest “hellige”. Vi fik lov at se det omklædningsrum, der var forbeholdt gæstehold.

 

Også FC Barcelonas museum var mange gange større, end det vi havde set i Amsterdam. Her var også afdelinger for andre sportsgrene, men alene fodboldklubbens afdelinger var enorme. Det kan simpelthen ikke beskrives, hvor mange pokaler klubben havde udstillet.

 

Skuffende spisemuligheder

 

Som i Frankrig blev det en udfordring at finde en campingplads, men det lykkedes dog til sidst. Vi fik slået teltet op og tog derefter tilbage til bymidten, hvor vi gik på sightseeing, handlede og fik noget at spise. Det sidste var dog lidt af en skuffelse. Vi kunne bare ikke finde en hyggelig restaurant med et godt spisekort. Det endte med at blive spaghetti og pizza, men måske var vi bare i det forkerte område af byen.

 

Vi var efterhånden godt trætte efter flere dage fyldt med aktiviteter, så vi fandt tilbage til campingpladsen og fik os en rigtig lang nattesøvn.

 

 

Endnu en skuffelse i byen

 

Vores campingplads havde alle tænkelige faciliteter, og vi valgte at bruge lørdagen til at slappe af og gøre brug af pladsens muligheder. Men om aftenen ville vi igen ind til byen, og denne gang ville vi på en rigtig god restaurant. Vi spurgte i campingpladsens reception, om de kunne foreslå et andet kvarter i byen med restauranter og butikker og blev foreslået en bydel, der lød til at leve op til vores forventninger. Men igen blev vi slemt skuffede og gik rundt i gader, hvor der ikke var meget at se på. Vi endte med at få os lidt koldt til ganen i en bar, før vi igen tog helt ind til centrum, hvor vi havde været dagen før.

 

Vi spiste aftensmad på en kinesisk restaurant. Ganske vist smager kinesisk mad altså bedst i Kina, men vi blev ikke tiltrukket af noget andet. Efter nogle timer med shopping tog vi tilbage til vores campingplads, hvor vi blev hele den efterfølgende dag.

 

Afsked med storbyen

 

Søndag morgen forlod vi Barcelona. Absolut en oplevelse rigere. Vi havde haft nogle dejlige og afslappende dage på campingpladsen, og Camp Nou og museet havde været ganske imponerende. Til gengæld levede byen ikke rigtigt op til mine forventninger. Jeg savnede et rigtigt strøg med gågade, og jeg savnede de gode restauranter med hygge og dejlig mad. I mine øjne manglede byen atmosfære. Jeg ville gerne have fundet noget, der havde sjæl som Nyhavn eller et latinerkvarter. Måske var det der, men vi fandt det ikke.

 

Marseille

 

Vores tur gik nu videre mod Marseille, hvortil vi ankom først på eftermiddagen. Vi kørte direkte ind mod centrum og havnen og fandt et turistkontor. Her fik vi et kort over byen og en fortegnelse over campingpladser, men der var ingen campingpladser i selve Marseille. Noget af det nærmeste lå i byen La Ciotat, der ligger cirka 30 kilometer uden for byen.

 

 

Mit første indtryk af Marseille var umiddelbart mere positivt end min oplevelse af Barcelona. Fra bilen at se virkede byen mere hyggelig og stemningsfyldt.

 

 

Vi begav os nu ud til La Ciotat og fandt campingpladsen Les Oliviers. Selvom campingpladsen var på et lavere niveau end de tre, vi tidligere havde været på, levede Les Oliviers dog fuldt ud op til vores forventninger til en campingplads.

 

 

Mandag den 22. juli om formiddagen kørte vi ind til Marseille. Vi startede med at gå til turistkontoret for at få lidt information om forretningsgader og spisesteder. Derefter gik vi rundt i gaderne og så på butikker, inden vi begav os ned til havnen for at få noget mad. Her fandt vi den hygge, vi havde savnet de foregående dage. Der var mange spisesteder med udsigt over vandet og skibene, og vi fandt et godt sted. Eftermiddagen brugte vi på at se byen, mens aftenen blev tilbragt på campingpladsen.

 

På feltfod

 

Næste morgen var det på tide at komme videre, så vi stod tidligt op, pakkede sammen og kørte. Morgenmaden købte vi på en tankstation og indtog den stående ved bilen. Vi havde nu set, hvordan andre på campingpladserne kom med deres mobilhomes, store campingvogne og villatelte. Mange campister indretter næsten deres plads som små sommerhuse med møbler, køleskab og TV med parabolantenne. Men vi kravlede ind i vores tremandstelt med en lommelygte. Morgenmaden gjorde vi klar på bilens køler og spiste den stående, og vores tøj lå i tasker i bagagerummet. Det kunne være en udfordring, når vi skulle finde tingene, men vi havde det dejligt og hyggeligt. Vi savnede ikke alle de bekvemmeligheder, vi kendte hjemmefra.

 

Et nyt stort land og en ny storby

 

Formiddagen og halvdelen af eftermiddagen tilbragte vi på vejene og kom efterhånden til Italien. Midt på eftermiddagen var vi i centrum af Milano, hvor vi fandt et parkeringshus nær den store plads, hvor byens imponerende domkirke ligger. Desværre var domkirken under renovering, så den kom slet ikke til sin ret i denne tid. Størstedelen af den var pakket ind i stilladser, og det kom til at skæmme de fotos, jeg tog.

 

 

Fra Milano kørte vi ud til vores campingplads, 11 kilometer fra centrum. Campingpladsen levede som de øvrige op til vores ønsker, så vi kunne kun være tilfredse, og bortset fra at vi kørte ud og spiste middag om aftenen, hyggede vi os på campingpladsen resten af dagen.

 

Stadio San Siro/Stadio Giuseppe Meazze

 

Onsdag besøgte vi det sidste fodboldstadion på denne rejse. Af en eller anden årsag har dette stadion to navne. Det hedder både Stadio San Siro og Stadio Giuseppe Meazze. Det lå faktisk i nabolaget af campingpladsen, så vi skulle ikke køre langt.

 

Milano kan bryste sig med at have to af verdens bedste fodboldklubber: AC Milan og F.C. Internazionale Milano, i daglig tale kaldet Inter. Begge klubber har hjemmebane på Stadio San Siro, og det bar det hele også præg af. Det så ud, som om klubberne levede i fred og fordragelighed under samme tag. Om der under overfladen er køligere luft mellem rivalerne, kan man kun gisne om.

 

 

Ligesom de tidligere steder var vi på rundvisning og museum. Det var flot at se det gigantiske stadion med plads til 85.000 tilskuere, og det var sjovt at have været der. Men rundvisningen og museet var en utroligt “tynd kop the” i forhold til, hvad vi havde oplevet i Amsterdam og Barcelona. Rundvisningen var uinspirerende, og det var ganske begrænset, hvad vi fik at se.

 

Museet var da interessant nok, men det blegnede noget i forhold til dem, vi havde set hos Ajax Amsterdam og i særdeleshed hos FC Barcelona. Det var svært at se, at dette var et museum for hele to storklubber med en samlet høst, på dette tidspunkt, på hele syv Europa Cup pokaler for mesterhold og fem pokaler som verdens bedste klubhold.

 

Resten af dagen gik med bytur i Milano. Det foregik meget på drengenes præmisser. Jeg havde et løb i Davos i vente, og i mellemtiden var det drengenes ønsker, der stod øverst, selvom jeg nu nød deres valg lige så meget, som de selv gjorde.

 

En dag med leg

 

Torsdagen tilbragte vi på campingpladsen og i lokalområdet. Vi besøgte blandt andet et vandland med rutsjebaner og andre sjove faciliteter. Senere spillede vi fodbold og hyggede os.

 

 

Forhindringsløb til Schweiz

 

Man kan sige, at vores “europaturné” sluttede fredag morgen. Nu var på tide, at vi begav os til rejsens egentlige mål: Davos i Schweiz. Vi pakkede teltet for sidste gang på denne rejse og begav os af sted.

 

Den første del af turen blev en prøvelse, for på motorvejen sneglede trafikken sig af sted med 40 kilometer i timen. Men der var mere i vente, og vi havde store problemer med at komme fra Milano med kurs mod Schweiz. Om det var vores egen fejl, eller om kortet i det nye navigationsanlæg var unøjagtigt, er svært at vurdere. På en eller anden måde kørte vi i ring om Milano, så vi vendte tilbage til samme udgangspunkt hele fire gange. Det kostede os to timer at komme på rette spor. På det tidspunkt havde vi kørt i 2½ time og havde kun nærmet os Davos med 22 kilometer. Det var dybt frustrerende.

 

 

Men da vi først fandt vejen, var der ingen problemer, og vi kørte nu den slagne vej op imod Schweiz. Da vi kørte væk fra motorvejen og ud ad de små veje, kunne vi se de smukke alper nærme sig i det fjerne. Efterhånden nåede vi frem, og det blev nu ren bjergkørsel. Men vi kørte stille og roligt uden problemer til Davos, hvor vi ankom midt på eftermiddagen.

 

En dejlig by i kølige omgivelser

 

Davos er en utroligt smuk alpeby, der med sine 11.000 indbyggere var lidt større, end jeg umiddelbart havde forestillet mig. Byen ligger i det østlige Schweiz i kantonen Graubünden. Davos ligger 1.560 meter over havets overflade og er dermed den højest beliggende købstad i Europa. Det er en meget langstrakt og smal by, der i realiteten består af to sammenvoksede småbyer.  Davos er bedst kendt som vintersportssted, men kendes også som værtsby for de årlige møder i World Economic Forum hver vinter.

 

 

Vi fandt uden problemer vores hotel midt i byen. Det var absolut en positiv oplevelse, og jeg var utroligt glad for, at jeg valgte hotel på denne sidste del af rejsen. Jeg var også meget glad for, at det lige blev Hotel Beau Sejour, som jeg ved lidt af en tilfældighed havde valgt. Det var et lille hyggeligt og rent hotel med et rart og servicemindet personale. Værelset var helt perfekt. Intet kunne være bedre.

 

Da vi havde fået indrettet os på hotellet, var det tid til at komme i lange bukser og jakker. Vi var jo pludselig kommet væk fra varmen og måtte for første gang iføre os andet end sommertøj. Temperaturen var omkring det halve af det, vi havde forladt samme morgen i Italien. Vi oplevede også regn, mens vi var der, og nogle steder i byen lå der små snedriver, så drengene og jeg kunne kaste med snebolde i juli måned. Det var lidt surrealistisk.

 

Kun få minutters gang fra hotellet lå det store kongrescenter, hvor jeg skulle hente startnummer til løbet, og det gjorde vi straks. Som altid sådanne steder kunne man købe alverdens udstyr til løb, og jeg kom da heller ikke derfra uden at have haft kreditkortet fremme. Herefter spiste vi og gik derefter til hotellet, hvor jeg lagde løbetøjet klar til næste dags store oplevelse.

 

Først på aftenen gik vi til byens isstadion, der lå ved siden af både startsted og slutsted for løbet og desuden tæt ved vores hotel. Her fik vi lidt pasta, men vi blev der ikke længe. Efter en lille tur rundt i byen gik vi tilbage til hotellet, så jeg kunne være veludhvilet til næste dags store udfordring.

 

En utroligt smuk morgen

 

Lørdag den 27. juli var dagen for et meget specielt, men også meget vanskeligt løb. Der var nok nogle sommerfugle i maven. Jeg havde haft svært ved at falde i søvn aftenen før og var også vågnet tidligt. Efter morgenmaden gik vi ned til startområdet.

 

 

Løbet startede klokken 8.00, og den første del gik igennem Davos gader. Det var i det hele taget et utroligt smukt landskab, vi løb i. Der var bjerge, små hyggelige schweizerhuse, køer med bjælder, vandløb, skove, svævebaner og meget andet smukt.  Nogle steder var der kraftige stigninger, der “trak tænder ud”. Andre steder gik det stejlt nedad. Der løb jeg til, for jeg fandt ud af, at jeg skulle bruge flere kræfter på at bremse mig selv end på at løbe.

 

I starten af løbet syntes jeg, at det var lidt hårdt, og at der var langt til de 78 kilometer. Men efterhånden kom jeg ind i en rytme, hvor jeg nød turen.

 

Katastrofen

 

På et skovområde efter cirka 18 kilometer skete katastrofen. På det tidspunkt løb jeg side om side med to andre løbere, og foran os gik nogle mennesker, der var på skovtur. Da vi kom op til dem, løb jeg lidt ud i rabatten for at passere, og nu vred jeg om på venstre fod på samme måde som tre måneder forinden. Det virkede dog anderledes end hin nat efter Store Bededag, så jeg bed smerten i mig og fortsatte i nedsat tempo. Jeg håbede, at det var forbigående, og at jeg kunne løbe smerten væk. Det kunne jeg ikke.

 

Jeg halvt løb, halvt gik og så nu frem til at komme til en væskestation med samariterteam. Men der skulle passeres seks kilometer, før det skete. Jeg havde håbet, at de havde isspray og sportstape, men de havde ingen af delene, så jeg fik i stedet kølende creme på den kraftigt hævede ankel og en bandage omkring.

 

Jeg fortsatte nu, men blev snart enig med mig selv om, at jeg ikke ville kunne gennemføre 78 kilometer. Jeg satsede i stedet på at klare mellemdistancen, altså 42,195 kilometer. Men snart skulle det vise sig, at jeg slet ikke var i stand til at løbe. Jeg besluttede så at forsøge at nå frem til næste station, der samtidig var målområde for den korteste distance og lå efter 30,5 kilometer.

 

De sidste kilometer var slet ikke morsomme, og det gjorde faktisk meget ondt i min fod. Men jeg nåede frem og meddelte så, at jeg udgik. Jeg fik nu den besked, at de ville anerkende mig for at have gennemført den “korte” distance. En trøstepræmie tak – men dog lidt bittert. Jeg var aldrig udgået før, selvom en gang vel skulle være den første.

 

Jeg blev nu bragt til et samaritertelt, hvor foden blev kølet, og jeg fik lagt ny bandage. De overvejede at sende mig på hospitalet, men nøjes med at køre mig til løbslægen i målområdet. Han mente ikke, at noget var brækket og sagde, at jeg eventuelt kunne få foden røntgenundersøgt i Danmark. Det ville nok være for omstændeligt med papirer og forsikring at gøre det i Schweiz. Lægen rystede opgivende på hovedet, da han hørte, at jeg var fortsat 12 kilometer med den fod. Jeg blev også frarådet at køre bil hjem dagen efter, men tænkte mit. Vi havde ikke reserveret hotel længere, og jeg havde opgaver, der kaldte derhjemme.

 

Jeg var sikker på, at det var forårets skade, der var brudt op igen. Jeg skulle have haft sportstape på foden som i Kina. Men jeg havde været af den overbevisning, at jeg var blevet skaden kvit. Af skade bliver man klog.

 

Beslutning om revanche

 

Efter lægebesøget mødtes jeg med drengene i målområdet. Jeg fik lidt at spise, og vi kiggede på de løbere, der kom i mål. Efter en god times tid humpede vi tilbage til hotellet. Her lå jeg fuldstændig doven i sengen i mere en time, og herefter blev det til et varmt badekar i næsten lige så lang tid.

 

Efter at have pakket lidt sammen til hjemturen kørte vi lidt længere ned i byen og spiste. Bagefter fortsatte vi til målområdet og så de sidste løbere komme i mål, mens jeg tænkte på, at jeg skulle have været en af dem. Vi så på et opslag, at jeg officielt havde gennemført den korte distance, hvor jeg var blevet nummer 548 og tredjesidst af mændene på denne distance. Men dette var ganske uden interesse for mig.

 

 

Så fortsatte vil til isstadionet for at se præmieoverrækkelse. Her så vi også fotos fra løbet på storskærme, og jeg bed mærke i, hvor fantastisk flot det var på løbets top, hvor løberne kommer igennem sneen på toppen af bjerget. Jeg skal ærligt indrømme, at det gjorde lidt ondt at se, velvidende, at jeg kunne have oplevet det selv, men havde måttet opgive. Den aften sagde jeg til drengene: “Vi kommer igen til næste år”.

 

Den sidste nat på rejsen sov jeg uroligt og lå vågen i flere perioder. Det var ikke, fordi jeg havde smerter i foden, men sådan var det altså bare. Det irriterede mig dog, da jeg jo vidste, at jeg skulle køre 1.300 kilometer dagen efter.

 

Et dyrt besøg i Østrig

 

Om søndagen stod vi tidligt op, pakkede bilen og spiste morgenmad. Inden klokken var 8, forlod vi Davos

 

Jeg var spændt på, hvad min fod ville sige til at skulle betjene koblingen, eftersom jeg jo var blevet frarådet hjemkørsel. Men jeg må sige, at det gik helt uden problemer af nogen slags. Jeg var også spændt på, om jeg ville have energi til at køre så langt, eller om jeg vil døse hen. Heller ikke det blev noget problem.

 

Fra Schweiz kørte vi på lynvisit gennem Liechtenstein og en lille smuttur gennem Østrig. Tæt ved den tyske grænse stod politiet og stoppede trafikken. Jeg troede, at der var sket et uheld, men jeg blev snart klogere. Det var en fartkontrol, og det endte med at blive et dyrt besøg i Østrig. Jeg havde nemlig kørt alt for stærkt, og det kostede mig 167 euro. Derudover viste det sig, at man i Østrig skulle betale vejafgift. Jeg var godt klar over, at det var tilfældet i Schweiz, men ikke i Østrig. Det var selvfølgelig min fejl, eftersom det jo var min egen pligt at sætte mig ind i landets regler. Denne fejl kostede mig en strafafgift på yderligere 120 euro. Jeg kom altså i alt af med 287 euro, hvilket var mere end 2.000 kr. Det var en ærgerlig lærestreg.

 

 

Bortset fra optankning af bilen og fortæring kørte vi stort set gennem hele Tyskland i et stræk. Vi var forholdsvis heldige med trafikken og kunne sejle fra Puttgarten klokken 21.15 den aften. Resten af turen gik ligeledes smertefrit, så vi var hjemme i Roskilde inden midnat.

 

En dejlig rejse var nu tilendebragt, hvor vi havde tilbagelagt knapt 5.000 kilometer, besøgt 11 forskellige, fremmede lande og set fire storbyer. Vi havde været på rundvisning på tre af Europas største og mest berømte fodboldstadioner, og jeg havde fået en smag på, hvordan det var at løbe i de schweiziske alper. De kedelige oplevelser kom til sidst. Forstuvning og de to bøder havde jeg gerne været foruden..

Køb bogen her.

Forfærdelig optakt

 

Blot 19 dage efter Paris Marathon, var den gal igen. Store Bededag havde jeg været til en 40 års fødselsdag, og hjemturen om natten foregik til fods. Om det var fortovets beskaffenhed eller de indtagne drikkevarer, der havde skylden, kan jeg ikke svare på, men faktum er, at jeg vred om på foden og forstuvede den kraftigt. Da jeg kom hjem, gik jeg direkte i seng i stedet for at behandle foden med is og kompression. Resultatet var, at jeg dagen efter havde det rigtigt slemt og måtte en tur på skadestuen.

 

Efterfølgende kunne jeg ikke træne og var naturligvis betænkelig med hensyn til mit løb i Kina, der lå mindre end en måned efter det fatale fald. Men afbud var ikke et alternativ. Søren havde jo lovet mig den næste rejse, hvis jeg tog denne med. Det var dog ikke kun rejsen, jeg tænkte på, for jeg ville også løbe. Faktisk havde jeg det sådan, at jeg var parat til at hoppe hele turen på et ben, hvis det skulle blive nødvendigt!

 

Denne situation er igen et godt eksempel på min retfærdighedssans og stædighed. Søren havde jo lovet mig en gratis femte rejse, hvis jeg deltog i 2002, og selvom hans tilbud ikke var betinget af, at jeg gennemførte løbet, var det helt utænkeligt for mig at tage imod en gratis rejse, jeg ikke havde gjort mig fortjent til. Ganske som jeg i det allerførste The Great Wall Marathon måtte løbe for at gøre mig fortjent til en T-shirt, var jeg nu fast besluttet på at løbe og gøre mig fortjent til en ”bonusrejse”.

 

11. september spøgte

 

Efter det første løb med udelukkende danske deltagere havde vi i 2001 været i undertal. Det måtte vi forvente også at være i fremtiden, for løbet var under udvikling og havde kraftigt vokseværk. Imidlertid forventede arrangørerne en væsentligt begrænset efterspørgsel fra det amerikanske marked på grund af de ulykkelige begivenheder den 11. september 2001. Derfor skrinlagdes arrangørernes overvejelser om en begrænsning af deltagerantallet.

 

Genkendelsens glæde

 

Med på denne rejse havde jeg en kæreste, jeg havde mødt sensommeren året før. Vores forhold holdt i godt et år, så denne rejse blev vores eneste rejse sammen. Da jeg nu igen rejste med en, der ikke tidligere havde besøgt Beijing, skulle vi naturligvis på de guidede ture og se alle seværdighederne, så vi tilmeldte os gruppe 7, der foruden os bestod af 11 rejsende og en guide.

 

Vi fløj den 19. maj om aftenen fra Københavns Lufthavn og landede således i Beijing mandag formiddag. Dagen blev lidt af en gentagelse af det program, jeg havde været oplevet, og vi ankom midt på eftermiddagen til Beijing International Hotel, der på alle måder kunne måle sig med hotellerne fra de første to år. Så det var helt klart en klasse op i forhold til Olympic Hotel det tredje år.

 

De efterfølgende dage var vi rundt til de traditionelle − jeg fristes næsten til at sige sædvanlige − steder. Men der var dog også ændringer i programmet og dermed nye oplevelser for mig. Blandt andet besøgte vi en nabokomité og hørte om deres opgaver i samfundet. Nabokomitéerne varetager opgaver i forhold til lokalt selvstyre og sociale problemer og kontrollerer for eksempel, at etbarnspolitikken overholdes. Vi var også til teceremoni i et særligt tehus, hvor vi hørte om tilberedning og drikning af den grønne te. En teceremoni er en rent æstetisk handling, hvis korrekte udførelse ses som en del af kvindernes almendannelse. Både nabokomitéen og teceremonien var meget interessante.

 

Ny rolle som fotomodel

 

Torsdag den 23. maj stod vi tidligt op for at tage til den traditionelle inspektionsdag på Yin og Yang–pladsen. Som i de først år skulle vi frem og tilbage samme dag, så det blev nogle lange busture.

 

 

I et hjørne af Yin og Yang–pladsen stod en bod fra virksomheden www.marathon–photos.com, der fotograferer og sælger billeder over internettet. De havde opsat en stor væg med billeder fra det foregående år som reklame. I det ene hjørne havde de en kæmpestor plakat, hvor der foroven stod The Great Wall Marathon og forneden www.marathon–photos.com. Midt imellem var der et stort billede af muren og et mindre foto af mig, da jeg kom i mål året før. I det andet hjørne havde de en tilsvarende plakat, men her var der kun et stort billede af mig. Det rigtigt sjove var, at man i baggrunden helt tilbage i billedet kunne se en lille dreng. Det var Emil, der så sin far komme i mål. Jeg spurgte manden, om jeg kunne erhverve plakaterne efter løbet om lørdagen, men det måtte jeg ikke. De skulle bruges igen til en tilsvarende udstilling i New Zealand. Men jeg noterede mig, hvem der havde trykt plakaterne, og da jeg kom hjem, lykkedes det mig at få fat i dem begge. De har siden hængt i glas og ramme på mit kontor. Jeg er så glad på det foto, hvor jeg kommer i mål. Jeg har armene i vejret og stråler af glæde. På alle måder viser det min kærlighed til The Great Wall Marathon.

 

Inspektionsdagen var som de tidligere år. Dog skulle vi denne gang aflevere billetter for at få vores frokost. Det var ikke sket før, men fra da af blev det mere udbredt med billetter til dette arrangement.

 

Dyster spådom – du kan ikke!

 

I løbet af dagene i Beijing havde jeg købt massage til min dårlige fod, og aftenen før løbet valgte jeg for sidste gang at få massage hos hotellets massør. Jeg fik både masseret min dårlige fod og det øvrige bentøj. Jeg var stadig øm i foden, men det var dog aftagende. Til gengæld var den stadig lidt hævet. Jeg forsøgte at kommunikere med massøren for at høre hans tanker om foden, men som så ofte før var det ganske umuligt at få en forståelig dialog. Det lykkedes mig imidlertid med fagter at få ham med op i receptionen, hvor de kunne tolke mellem os. Massørens dom var ubønhørlig. Han mente slet ikke, jeg ville kunne løbe et maraton den efterfølgende dag.

 

Et løb mod alle odds

 

Løbet blev afviklet lørdag den 25. maj, altså stort set samtidig på måneden som de tre første. Bussen afgik klokken 3.00 om morgenen, og igen fik vi morgenmaden serveret i bokse i bussen.

 

Hårene på mit venstre ben var aftenen før fjernet af hensyn til den sportstape, jeg skulle løbe med. En sygeplejerske fra vores gruppe havde påtaget sig at tape min venstre fod ind i min medbragte sportstape, og det gjorde hun både godt og professionelt. Da bussen holdt ved den første tissepause, og vi steg ud, kunne jeg straks mærke, at anklen og foden var tapet ind. Umiddelbart kunne jeg slet ikke forestille mig, at jeg ville kunne løbe med dette ben. Men efter lidt gang viste det sig, at tapen blev mere elastisk.

 

 

Som året før blev løbet skudt i gang klokken 7.30. Lige i starten følte jeg lidt smerte i venstre fod, men det var kun kortvarigt, og efterfølgende mærkede jeg ikke mere til det problem. Min fuldstændige mangel på træning i foråret bevirkede, at jeg på ingen måde var hurtig, og jeg valgte også helt bevidst en meget langsom strategi, der gik ud på, at jeg skulle være mindst syv timer om at gennemføre.

 

Krise over en halv banan

 

Dette år var det igen meget varmt, og op ad dagen blev jeg fuldstændig udmattet, hvilket sikkert skyldes en kombination af flere faktorer. I min udmattelse faldt jeg to gange og fik knubs og skrammer. Begge gange blev jeg hjulpet op af medløbere. På et tidspunkt som dette kan man meget let væltes omkuld, hvilket snart blev særdeles tydeligt. Ved en vandpost blev der udleveret bananer, og jeg fik også en udleveret. Men efter 100 meter knækkede bananen, og den ene halvdel faldt ned på den beskidte stenvej. Under normale omstændigheder ville jeg næppe have ladet mig ryste over tabet af en halv banan, og hvis jeg ikke havde fået den, ville jeg formentlig slet ikke have savnet den. Men da jeg nu tabte denne halve banan, var jeg tæt på at sætte mig ned og græde af bar afmagt.

 

 

Jeg nåede snart frem til et lægetelt, hvor jeg hældte køligt vand ned over hoved og krop. Det havde jeg ikke turdet gøre de forrige to år efter min oplevelse med vabler i 2000, men nu kunne jeg mærke, at det kolde vand både afkølede mig og gav mig nye kræfter. Jeg skulle blot sikre mig, at vandet ikke løb ned i skoene.

 

 

Et helvede over muren

 

Det lykkedes mig at komme tilbage til Yin og Yang–pladsen lidt efter klokken 13.00, hvilket var meget tilfredsstillende. Jeg havde nu knapt 2½ time til at nå de sidste otte kilometer, hvilket burde kunne lade sig gøre, men jeg måtte dog hurtigt konstatere, at jeg var oppe imod meget stærke kræfter.

 

På det første stykke af muren skulle jeg forcere gedestien. Det var ekstremt hårdt, og jeg måtte flere gange sætte mig ned og hvile. Dette var meget stressende, da jeg var klar over, at for mange hvil ville koste tid, der i sidste ende kunne betyde, at jeg ikke kom igennem inden for den fastsatte tidsgrænse. Og bedre blev det ikke, da jeg begyndte at krampe i begge ben. Jeg var i dyb krise og var nu sikker på, at jeg måtte udgå. En ældre amerikansk løber var ved at blive hjulpet ned ad gedestien af en official, og jeg var sikker på at blive den næste.

 

Jeg blev overvældet at panik og frustration. Gennemførelse var for mig forskellen på den totale sejr og den totale fiasko. Årets vigtigste præstation var på spil, og jeg var ved at dumpe for første gang i min tid med dette løb. Jeg tænkte også på Sørens tilbud om en gratis rejse i 2003. Den ville jeg slet ikke kunne tage imod, hvis jeg ikke gennemførte. Jeg råbte og skreg ukvemsord ud i det blå over murens kant, mens jeg rev mig i håret. En forbipasserende kvinde sagde til mig, at det ikke var en skam at udgå, men det var ganske enkelt ikke en mulighed for mig. Jeg forsøgte mig derfor med forskellige alternative gangarter, så jeg kom fremad, omend i langsomt tempo. Først tog jeg nogle skridt baglæns, så nogle sidelæns til højre og atter andre sidelæns til venstre.

 

På en stejlt nedadgående grussti på muren faldt jeg pludselig forlæns med ansigtet mod den dybe afgrund. Min vanddunk røg langt væk, og jeg fik skrammer flere steder på kroppen. Jeg blev helt udmattet liggende, til to kinesiske hjælpere hjalp mig op.

 

Det var et rent under, at det lykkedes mig at komme over muren. Klokken var nu et minut i halv tre, så det havde taget halvanden time at klare de 3,5 kilometer.

 

Miraklernes tid er ikke forbi

 

Da jeg var kommet over muren, kunne jeg begynde at se positivt på resten. Nu var der blot fem kilometer ned ad det bjerg, vi var begyndt på, og heldigvis var jeg nu i stand til at løbe indimellem. Jeg kunne hurtigt se, at jeg slet ikke ville få problemer med at komme i mål til tiden. Da der manglede et par kilometer til mål, kom jeg op på siden af en ældre dansk kvinde, der var gående. Jeg faldt i snak med hende, og det endte med, at vi i ro og mag fulgtes gående det sidste stykke. Først ved indgangen til Yin og Yang–pladsen satte vi i løb. Man har vel sin ære i behold!

 

En brusende dejlig fornemmelse var det at passere målstregen som gennemført, og jeg fik en stor krammer af Thomas, da han hængte medaljen om min hals. Min sluttid blev 7:46:18, hvilket betød, at jeg blev nummer 181 af 186 gennemførende mandlige maratonløbere. Tidsgrænsen var otte timer, så jeg var jo noget tæt på. Men tiden og placeringen betød så lidt. Det altafgørende var, at jeg gennemførte.

 

 

Overraskende nok følte jeg mig nogenlunde frisk. Jeg var faktisk i stand til at gå op ad trapperne på stedets tilskuerpladser. Endnu mere overraskende var det, at jeg havde løbet min forstuvning helt væk. Der var overhovedet intet at mærke til den, og smerterne kom ikke efterfølgende tilbage.

 

Lidt statistik

 

Det var forventet, at der ville være færre deltagere end året før, og sådan blev det også. Men nedgangen var ikke stor. På hel- og halvmaratondistancen gennemførte 414 løbere fra 23 nationer, mens 10 løbere blev taget ud, da de lå til at ville overskride otte timers grænsen. Varmen krævede også sine ofre, idet syv løbere dehydrerede og måtte have drop. De kom dog hurtigt til hægterne igen.

 

Hos herrerne vandt Zi Jixiang igen i tiden 3:41:30, der var ni minutter hurtigere end året før. Indtil videre er han den eneste, der har vundet dette spektakulære løb to gange. Han har ikke deltaget i løbet efterfølgende.

 

Hos kvinderne blev sejren dansk, da Lisbeth Sejersbøl løb i tiden 4:12:42.

 

En karruselrestaurant

 

Aftensmåltidet på løbsdagen skulle indtages på hotellets restaurant på 28. etage med skøn udsigt udover byen. Vi fandt et sted, hvor vi syntes, udsigten var helt speciel og fik serveret en dejlig tag selv−buffet. Maden stod på et bord midt i lokalet, og på et tidspunkt blev jeg meget forvirret, da vores plads tilsyneladende havde flyttet sig. Det viste sig, at restaurantens spiseafdeling drejede langsomt rundt, så man fik set Beijing fra alle 360 grader. Kun buffeten i midten var stationær. Jeg havde ikke meget appetit, hvilket ikke er usædvanligt efter et løb, så jeg fik ikke meget mad for pengene. Til gengæld fik jeg en oplevelse med den storslåede udsigt, der var alle pengene værd.

 

 

Gallafest i fuldt ornat

 

Ved søndagens gallafest lod jeg mig inspirere af Ingvors ord fra året før: ”Hvis ikke de skal luftes sådan en dag, hvornår skal de så?” Jeg havde taget mine tidligere medaljer med, men kunne ikke bære fire medaljer om halsen, uden at de klumpede helt sammen. Jeg valgte derfor at sy de tre første på jakkens venstre brystlomme og lignede nu en højt dekoreret oberst. Den nye medalje bar jeg om halsen.

 

Gallafesten blev som årene før med tag selv−buffet, taler, underholdning og præmieuddeling. Denne gang blev der holdt after dinner party et andet sted i byen, og sådan har det været lige siden. Dette år deltog vi ikke i dette, men tog en taxa hjem til hotellet klokken 22. Jeg er dog aldrig siden sprunget over dette after dinner party.

 

Det var med stor glæde og lettelse, at denne rejse blev afsluttet. At gennemføre The Great Wall Marathon var årets største mål. Det var lige ved at glippe, men gjorde det ikke.

Køb bogen her.

Et tilfældigt rejsemål

 
Jeg har ingen erindring om, hvorfor jeg valgte at deltage i Paris Marathon i 2002. Jeg tænker, at det var i en weekend, hvor jeg ikke havde børnene hjemme, og jeg trængte til at komme lidt hjemmefra helt for mig selv. Maratonløb var nu blevet en del af min livsstil, og jeg var altid interesseret i at prøve kræfter med nye løb og nye udfordringer.

 

 

Iskiasskade

 
Men der skulle store forhindringer til, før jeg kom af sted på den tur, og det var da også tæt på at blive helt aflyst. En lille måneds tid før afrejsen fik jeg pludselig smerter i mit højre baglår. Jeg har aldrig fundet ud af, hvordan det opstod, men det viste sig at være iskiassmerter. Da jeg ikke så nogen umiddelbar løsning hos min læge, valgte jeg at gå den alternative vej, hvilket falder mig ret naturligt. Jeg fandt en kvindelig kinesisk akupunktør i København, som jeg jævnligt konsulterede i ugerne op til løbet, men naturligvis fik jeg slet ikke trænet i den periode.

 

Mindre end uge før afrejsen havde jeg under en påskefrokost så store smerter, at jeg overvejede at benytte mig af min rejseforsikring og blive hjemme. Men da påsken var ovre, traf jeg dog den beslutning, at jeg ville rejse. Jeg tænkte så, at jeg i det mindste ville kunne slappe af og overvære løbet som tilskuer.

 

Faktisk havde jeg, inden skaden opstod, fremsendt en lægeerklæring, der bekræftede, at min deltagelse var forsvarlig. Dette var et krav fra de franske myndigheder.

 

Ankomst til byernes by

 
Denne rejse foretog jeg med Marathon Travel Club, der i modsætning til Albatros Travel kun arrangerer rejser i forbindelse med maratonløb.

 

Vi skulle mødes i Københavns Lufthavn fredag den 5. april klokken 7.30 med flyafgang halvanden time senere. Efter ankomsten til Charles de Gaulle tog gruppen til Hotel Etoile Maillot, hvor vi fik anvist vores værelser. Jeg skulle dele værelse med en ung officerselev, og han og jeg tog straks ud til Expoen, hvor vi skulle hente vores startnummer sammen med et par stykker mere, som vi var faldet i snak med. Vi tog med metro til Porte de Versailles og fandt der messeområdet Parc des Expositions, hvor vi fandt Expoen. Her fik vi udleveret posen med startnummer med mere. Derefter brugte vi nogle timer på at gå rundt og se på de mange stande. Min værelsesfælle havde ikke løbesko med, men havde planlagt at købe dem her. Jeg var ganske målløs, da jeg aldrig havde løbet maraton uden i forvejen at løbe skoen langsomt til. Men det betød ikke noget for ham, fortalte han, og han fandt da også et par sko og klarede sig efterfølgende fortrinligt.

 

Sidst på eftermiddagen var vi til informationsmøde på Hotel Acacias, og senere spiste jeg ude med mine nye bekendtskaber, hvorefter vi gik en tur i den store bys gader.

 

Sightseeingdag

 
Lørdag formiddag var der arrangeret en fælles kort løbetur mellem hotellet og startområdet, så vi kunne blive bekendt med dette. Der var ikke særlig langt dertil, så det ville være en smal sag dagen efter.

 

 

Eftermiddagen blev brugt på sightseeing i Paris, og denne tur sluttede ved Porte de Versailles, hvor der skulle holdes pastaparty. Vi kom vidt omkring den eftermiddag. Også forbi noget af den løbsrute, vi dagen efter skulle passere, men det var ikke muligt at køre hele løbsruten igennem.

 

Mine iskiassmerter var ikke helt væk, men jeg havde det meget bedre end ugen før, og under sightseeingturen besluttede jeg mig for, at jeg ville forsøge at løbe dagen efter.

 

Marathon de Paris

 
Søndag den 7. april stod vi tidligt op og spiste morgenmad, hvorefter vi mødtes i receptionen klokken 7.45 for samlet at gå til start. Det var bidende koldt, men vores guider havde været forudseende og havde medbragt en rulle sorte plastiksække. Vi kunne så klippe hul til hoved og arme, så sækken kunne værne os mod vinden, indtil vi skulle løbe.

 

 

Ved startområdet myldrede det med mennesker, og det vækkede minder om det storbyløb, jeg 2½ år tidligere havde løbet i Berlin. Her var mere end 30.000 mennesker. Ved startområdet stod en franskmand i shorts og T–shirt tæt på mig. Det var tydeligt at se, at den stakkels mand frøs. Tænderne klaprede, og han bankede sig på lårene og armene for at holde sig varm. Af en eller anden årsag havde jeg fået udleveret to sorte sække, som jeg begge havde taget over mig. Jeg tog nu den ene af og gav den til den forfrosne medløber. Vi forstod ikke hinanden, men hans taknemmelige øjne sagde alt.

 

Løbet blev skudt i gang klokken ni, og her var masser af fest og farver. Ligesom i Berlin var der underholdning undervejs, og kreative løbere satte også deres præg på løbet. Blandt andet var der en mand i tjenerbeklædning med butterfly. Han løb med en bakke med en vandflaske, men jeg ved ikke, om det lykkedes ham at bære bakken under hele løbet.

 

Som altid var der nok af væskestationer, og på et tidspunkt kom jeg til et sted, der ikke var en helt officiel væskestation. Her blev serveret noget mørkt væske, og jeg spurgte med et smil, om det kunne være rødvin. Der blev svaret ja, og alligevel troede jeg, at det kun var for sjov. Det var det ikke. Men på den anden side, hvis man ikke skulle drikke rødvin under et maratonløb i Frankrig, ved jeg ikke, hvor man skulle gøre det.

 

Vi løb hele byen igennem på ruten og passerede alle de kendte steder som Eiffeltårnet og Triumfbuen. Et sted løb vi gennem nogle autotunneller, hvor trafikken havde været spærret i nogle timer. Men her dunstede alligevel af benzin. Vi løb faktisk igennem den tunnel, hvor prinsesse Diana og Dodi Al Fayed på tragisk vis var blevet dræbt i en bilulykke knapt fem år tidligere. Det satte gang i tankerne.

 

Havde vi haft kort vej til startområdet, var der endnu kortere vej fra mål til hotellet. Vi afsluttede løbet lige op til gaden, hvor hotellet lå. Jeg mærkede ikke meget til min iskiasnerve, men den har nu nok begrænset mig noget, eftersom jeg først kom i mål efter 5:45:01. Men jeg var alligevel glad og fuldt tilfreds med, at jeg havde klaret løbet mod alle odds.

 

 

Nogle hævder, at skader skal løbes væk. Det er nok ikke helt sandt. Men jeg havde det faktisk bedre efter løbet og mærkede ikke efterfølgende noget til iskiasnerven.

 

Sejrsmiddag

 
Sidst på eftermiddagen mødtes vi danske løbere i hotellets bar. Her kunne vi skåle med hinanden og udveksle sjove historier fra dagen. Senere gik vi i samlet flok ud i byen og fik en lækker middag. Efter middagen var jeg træt og gik tilbage til hotellet for at sove, hvilket ærgrede mig lidt dagen efter, for flere af de andre havde efterfølgende hygget sig i latinerkvarteret. Jeg skulle have bidt trætheden i mig og være taget med.

 

Afrejsedagen

 
Mandag formiddag og eftermiddag havde vi for os selv, og jeg gik lidt rundt i byen og hyggede mig med nogle af de andre. Sidst på eftermiddagen mødtes vi i hotellets reception til afrejse, og klokken 21.20 var vi tilbage i Københavns Lufthavn.

 

Jeg var meget glad for at have været med på den tur. Min skade var væk, og jeg følte, at batterierne var ladet op, så jeg var klar til at tage fat på hverdagens opgaver.

Køb bogen her.

Kan man forestille sig at komme på værtshus 30 gange i løbet af et maratonløb? Det har jeg prøvet! Endda flere gange.

 

 

Jørn Pedersen er omtalt under The Karen Blixen Marathon, hvor han debuterede på maratondistancen. Men det blev absolut ikke hans sidste løb. I de efterfølgende år stillede Jørn op til utroligt mange maratonløb og blev allerede medlem af Klub 100 Marathon i februar 2008. Og det var ikke kun som løber, at Jørn var meget aktiv, også på foreningsplan var han en stor ildsjæl.

 

Den 3. februar 2002 blev det første 5 Tårns Marathon afviklet. Løbets initiativtager var netop Jørn med Kalundborg Idræts Forening, Atletik og Motion som arrangører. Samme klub stod bag arrangementet året efter, og herefter overgik løbet til 5 Tårns Motion, men stadig med Jørn som primus motor.

 

 

Løbet har fået sit navn efter Vor Frue Kirke i Kalundborg, der har fem imponerende tårne. Kirken er byens vartegn og blev det samme for dette løb, der med årene blev en fast tradition.

 

Jeg deltog i løbet de første fem gange, da det blev afviklet på en rundstrækning fra bymidten, ned langs havnen, ud forbi et stadion og tilbage til bymidten igen. Strækningen var 4,195 kilometer og skulle således gennemføres ti gange. Der var også halvmaraton, hvor strækningen så blev løbet fem gange.

 

Der blev gjort noget ud af arrangementet, og jeg husker, at borgmester Tommy Dinesen skød løbet i gang det første år. Et andet år var et festligt garderoptog med fuld musik med til at skabe stemning, og fra et af landets øverste sæder stillede kulturminister Brian Mikkelsen op som løber et år.

 

 

Både startsted og målområde lå i byens gågade, Kordilgade, og under turen skulle vi løbe gennem tre værtshuse, hvor vi skulle gennem såvel hovedindgang som bagdør. Det var en noget anderledes måde at løbe maratonløb på. Dengang var der jo ikke rygelovgivning, og vi kom gennem røgfyldte lokaler, hvor der også lugtede kraftigt af øl. Et sted blev der spillet billard, og et andet sted transmitteret fra Eurosport. Der sad mange kække mennesker og nød en søndagsøl, og der kom mange friske bemærkninger og tilråb til vi løbere. De tre værtshuse hed Cafe Bogart, Kings Pub og Kontoret, men efter nogle år sprang det ene værtshus fra som sponsor. Vi måtte så nøjes med tyve besøg på listige steder.

 

 

De fem løb, jeg var med, til lå i perioden 3. februar til 3. april. Det var således i den kolde tid, men jeg mindes ikke, at vi nogensinde havde snevejr. Til gengæld har vi været udsat for meget regn og rusk, og flere gange var det bidende koldt. Jeg husker, at jeg et år kom helt gennemblødt i mål, og blæsten var ofte strid, når vi løb ud langs vandet. Det kunne så komme os lidt til gode, når vi på den ene del af ruten fik medvind.

 

Særligt imponeret blev jeg det første år, hvor en svensk løber gennemførte med to stokke. Han klarede det fint. Men min egen præstation blev gennem årene forringet. I de år tog jeg en del på i vægt, og min form blev forringet. Det ene år kom jeg ind på en sidsteplads og modtog i den anledning en flaske vin. Samme dag vandt jeg ligeledes en flaske vin i en lodtrækningspræmie. Så jeg havde da noget godt med hjem efter en hård dag.

 

 

Sidst gang jeg løb 5 Tårns Marathon var i 2006. Løbet havde derefter en pause, idet midtbyen skulle undergå en forandring, men 5 Tårns Marathon er sidenhen blevet genoptaget. Dog uden værtshusbesøg og uden min deltagelse.

Køb bogen her.

H.C. Andersen Marathon bliver naturligvis afviklet i Odense, og løbet er opkaldt efter byens verdensberømte forfatter. Det blev første gang afviklet i 2000, hvilket betyder, at jeg var med i løbet i dets andet år − og igen i 2010. I 2003 var jeg tilmeldt, men blev hjemme, da jeg ikke var rask. I 2001 var løbet desuden vært ved de danske mesterskaber, som arrangeres af Dansk Atletik Forbund.

 

Vel var H.C. Andersens Marathon et ungt løb, men Fyn havde stolte traditioner på denne klassiske distance. Det allerførste fynske maratonløb blev afviklet i 1903 på ruten frem og tilbage mellem Odense og Faaborg med kun fem deltagere. Det var blot syv år efter verdenspremieren på det moderne maratonløb ved De Olympiske Lege i Athen 1896.

Vi skulle tidligt hjemmefra den søndag for at være klar ved startlinjen klokken ti. Steffen havde tilmeldt sig minimaraton for børn og unge. Distancen var en tiendedel af et maraton, altså 4,2 kilometer.

Løbet foregik primært i Odense by, men vi var også lidt ude i periferien af byen. Jeg valgte at lægge hårdt ud og blev da også straffet for det i den sidste ende, hvor kræfterne var små. Jeg løb på tiden 4:24:44. I mål var der udskænkning af Giraføl fra det fynske bryggeri Albani, der var sponsor for løbet.

 

Steffen lagde også hårdt ud, men kunne holde det gode tempo løbet igennem. Med tiden 0:16:08 viste det sig efterfølgende, at han havde vundet drengeklassen i gruppen 10–13 år. Senere fik han tilsendt en præmie og var således officiel Danmarksmester.

Det sjove er, at Steffen aldrig for alvor har løbetrænet. I teenageårene spillede han meget fodbold og havde naturligvis en god kondition derfra, og ved de årlige løbedage i skolen blev han som regel årgangens hurtigste på sin skole.

Køb bogen her.

Med en skade i låret lykkedes det at gennemføre årets udgave af The
Great Wall Marathon i skarp trav. Faktisk blev tiden min 8. bedste
gennem de 16 år. Forunderligt at powerwalk kan matche løb.
For en dag blev titlen som Mr. Great Wall til Mr. Great Walk

 

Tredje tiltag fra den dynamiske trio

 

Efter at have sendt os tre gange til varmen i Kina og en gang til Afrikas savanne syntes arrangørerne bag Adventure Marathon åbenbart, at det var tid til at svale os lidt ned. Allerede kort tid efter hjemkomsten fra The Karen Blixen Marathon i 2000, modtog jeg et brev fra Albatros med nyheden om deres næste tiltag. Brevet indledtes med et “Velkommen hjem fra Kenya!”, og så fortsatte det ellers med information om løbet på Grønland. Der havde været foromtale i BT, og interessen for løbet var meget stor.

 

Løbet skulle afvikles ved Kangerlussuaq nord for den grønlandske polarcirkel. Vi fik beskrevet en enestående rute, hvor vi ville komme til de enorme gletsjertunger, der markerer grænsen for den grønlandske indlandsis. Den vanskelige rute gik helt op på den 150.000 år gamle indlandsis, men ville også bringe os over morænesletter og tundra, forbi smeltevandssøer og vandfald og gennem den fascinerende arktiske ørken, hvor moskusokser og rensdyr græsser på de sparsomme vækster.

 

Jeg var ikke et øjeblik i tvivl om, at jeg skulle deltage i dette løb, og lige så sikkert var det, at drengene skulle med. Flere familiemedlemmer ville også gerne med på denne fantastiske rejse, så det endte med, at vi samlet blev syv personer.

 

Første dag i Grønland

 

Afrejsedagen var tirsdag den 5. september, hvor vi mødtes i Københavns Lufthavn klokken otte, og vi var allerede i Grønland klokken 11.15. Dette skyldes nu ikke et meget hurtigt fly, men den naturlige tidsforskel mellem Danmark og Grønland.

 

Vores hotel lå i selve lufthavnsbygningen, så det kunne ikke være lettere. Allerede en halv time efter ankomsten var der informationsmøde om stedet og ikke mindst om løbet. Herefter var vi på sightseeing med bus, hvor vi kørte rundt i lokalområdet og blandt andet på denne tur så en moskusokse og et par rensdyr. Der var ikke planlagt yderligere fælles aktiviteter den dag, og efter aftensmaden gik vi forholdsvis tidligt til ro. Men efterfølgende ærgrede jeg mig over, at jeg ikke havde bidt trætheden i mig og var gået til koncert i byen. Dodo and the Dodos havde optrådt, og mange var begejstrede over den oplevelse.

 

Kangerlussuaq

 

Kangerlussuaq er det grønlandske navn for den 180 kilometer lange Søndre Strømfjord og betyder ganske enkelt Storfjorden. Grundet de meget stabile vejrforhold valgte det amerikanske militær stedet som militær flyvebase under Anden Verdenskrig, og i mange år havde lufthavnen stor betydning, da den var den vigtigste indfaldsvej til Grønland. I 1992 trak det amerikanske militær sig væk fra området, og de civile myndigheder overtog driften. Alle byens indbyggere var knyttet til lufthavnens drift, og hele området havde stadig baselignende karakter, men man skulle kun bevæge sig få hundrede meter væk fra byen for at fornemme den enorme grønlandske natur.

 

Bjergbestigning

 

En stor del af torsdagen brugte drengene og jeg på bjergbestigning. Lige ved hotellet lå et bjerg, og det besluttede vi at kravle op på toppen af. Det var naturligvis ikke rigtig bjergbestigning, men der var dog nogle meget stejle stigninger, der virkelig “trak tænder ud”, og flere gange syrede vores ben godt til. Bjerget var faktisk meget større, end det umiddelbart så ud til, og hver gang vi troede, at nu var vi endelig oppe, var vi kun nået til endnu en afsats, der blev efterfulgt af nye stigninger. Faktisk var det helt umuligt at se op til bjergets top nedefra, og det lykkedes os da heller ikke at komme helt op. Men på et tidspunkt var vi nået så langt op, at vi havde en fantastisk udsigt over hele området. Vi kunne både se bygninger, lufthavn, bjerge og søer, og i det fjerne kunne vi se indlandsisen. Det var et betagende syn og dejligt at være der helt alene med drengene. Vi besluttede dog ikke at fortsætte længere op, da vi ikke kunne overskue bjergets højde. Nedturen skulle gøres med lige så stor forsigtighed som opturen på grund af mange løse sten og bjergets stejlhed. Senere fik vi at vide, at vi havde klatret på verdens næstældste fjeld, der var flere milliarder år gammelt.

 

 

Majestætisk besøg

 

Da vi kom tilbage til hotellet, viste det sig, at der var kommet prominent besøg, mens vi var væk. Ingen ringere end vores dronning boede nu på vores hotelgang. Dronningens besøg skyldes en uventet tilfældighed. Regenten skulle deltage i festlighederne i anledning af Grønlands Kommandoens 50 års jubilæum, men rejsen havde fået et ufrivilligt afbræk på grund af dårligt vejr og tåge. Med få minutters mellemrum var tre fly fra København ankommet til Kangerlussuaq, og i dronningens følge var statsminister Poul Nyrup Rasmussen, forsvarschefen general Christian Hvidt og Stuart Bernstein, der netop var tiltrådt som USA’s ambassadør i Danmark. Dronningen benyttede eftermiddagen til at se på moskusokser under en udflugt i området. Jeg nåede ikke at se de kendte, før de var videre på deres færd næste morgen.

 

 

Udflugter

 

Fredag var vi på udflugt og drog af sted i jeeps straks efter morgenmaden for at se dyr og en storslået natur. Aftenen før havde vi smagt moskusokser, grillet rensdyr og sæl til et udendørs party på vandrehjemmet. Nu så vi moskusokser i levende live. Indlandsisen var smuk og betagende. Det er næsten ikke til, at tro noget kan være så mægtigt. Vi gjorde holdt et smukt sted med perfekt udsigt til isen, og herfra så vi en kæmpestor isblok rive sig løs fra klippen og styrte ned med et kæmpe brag.

 

 

Også lørdagen var forbeholdt oplevelser. Om formiddagen var vi ude på løbsruten og helt oppe på det stykke af indlandsisen, hvor vi skulle løbe den efterfølgende dag. Der var bidende koldt på stedet, men det var så smukt og betagende, at det ikke er til at beskrive. Over alt var der is og sne, og i horisonten så vi det mest fantastiske landskab, man kan forestille sig.

 

Testbane for VW

 

Et stykke længere ude på indlandsisen, end hvor vi var, havde VW to år forinden anlagt en testbane med en diameter på 50 kilometer for at kunne teste morgendagens biler under ekstreme klimaforhold. Anlægget var etableret nogle år tidligere efter aftale med hjemmestyret, og for de 600 indbyggere i Kangerlussuaq gav dette polare testanlæg god vækst. Mandskabet på testanlægget havde naturligvis brug for både hotelsenge, forplejning, nødhjælp, vagter og avanceret infrastruktur, så forskningsresultater kunne udveksles mellem VW–hovedkvarteret i Wolfsburg i Tyskland og testbanen, hvor der var opført en hytteby. Foruden VW var anlægget forbeholdt test af Audi, Seat, Skoda, Rolls–Royce og Lamborghini.

 

Men området var topsikret, så ingen uvedkommende kom for tæt på, og der gik historier om vandrende turister, der havde fået konfiskeret foto– og videoudstyr for at sikre mod industrispionage. Nu havde VW−koncernen allernådigst givet tilladelse til at løbe maraton i nærheden.

 

Ridetur i naturen

 

Efter frokosten var min stedmor Elisabeth, drengene og jeg på ridetur i området omkring lufthavnsanlægget. Elisabeth har redet livet igennem og må siges at være overordentlig habil, men det samme kan ikke siges om os andre. Vi red på islandske heste af sted på en to timers tur i adstadigt tempo med en guide. Naturen var smuk og betagende, men alligevel var vi lidt skuffede. Vi havde nemlig hørt, at vi kunne komme til at se moskusokser og rensdyr, samt en masse rovfugle, og vi så ingen af delene. Men naturen kan ikke programmeres og retter sig ikke efter turistbureauers planer, og på trods af de manglende dyr blev det en dejlig og hyggelig tur.

 

 

En pludselig indskydelse

 

Efter det obligatoriske pastaparty aftenen før løbet, sad vi i hotellets cafeteria og drak kaffe og the. Her fik Steffen nu pludselig den indskydelse, at han ville løbe maraton dagen efter. Han havde jo tidligere løbet halvmaraton i både Kenya og Kina. Men her var der kun den fulde distance, så det var enten eller. Steffen mente, at han med en tidsgrænse på syv timer ville kunne løbe halvdelen og gå resten af vejen. Jeg ville ikke gøre mig til ekspert i, om det var forsvarligt, at en 13–årig dreng løb et helt maraton, så vi talte med Thomas fra atletikforbundet og lægen, Mogens, der også sad i cafeteriaet. Thomas havde ingen betænkeligheder ved at lade Steffen stille op. Men han bad Steffen tage den med ro og måske gå de første 17 kilometer, indtil han havde været på indlandsisen og var tilbage forbi startområdet. Han kunne så løbe de sidste 25 kilometer mod mål. Det var godt, at Steffen havde løbesko med, og at jeg havde ekstra overtrækstøj.

 

The coolest marathon on earth

 

Søndag den 9. september oprandt dagen for det første The Polar Circle Marathon, og vi skulle tidligt op, da bussen til startområdet afgik klokken 7.15.

 

 

Det havde regnet op til dagen, men skulle holde tørt på løbsdagen. Til gengæld var der en del blæst og det var temmelig koldt. Både Steffen og jeg var derfor klædt godt på. Vi havde nogle store poser og elastikker i lommen, så vi kunne aflevere tøj ved posterne, efterhånden som vi blev varme og kom væk fra indlandsisen. Imidlertid kom vi aldrig til at aflevere tøj. Jeg turde ikke, og godt for det. På et tidspunkt havde jeg det varmt, men jeg nøjedes med at binde løbejakken rundt om livet. Det kom mig senere til gode, da det blev koldt, og jeg fik brug for alt, hvad jeg havde.

 

Ruten

 

Maratonruten strakte sig over 35 kilometer fra Kangerlussuaq til indlandsisen, hvoraf omkring syv kilometer skulle gennemløbes i begge retninger. Starten gik et stykke før indlandsisen, og målet var på landingsbanen i Kangerlussuaq.

 

De første 25 kilometer foregik i et dramatisk og stærkt kuperet morænelandskab, formet af gletsjere og smeltevandstunneller. Landskabet var ufatteligt smukt, og vi skulle løbe mange kilometer langs enorme isrande, vandfald og gletsjere. Langs ruten var der chance for at se rensdyr, måske også moskusokser og enkelte polarræve. Den yderste del af ruten var en isvej, der blev vedligeholdt af en pistemaskine og førte os op på selve iskappen, hvor vendepunktet for verdens første maraton på indlandsisen lå.

 

 

Sidste del af ruten skulle gå gennem en relativ arktisk ørken, Sandflugtsdalen, forbi Sugar Loaf og langs elven tilbage til Kangerlussuaq. Terrænet ville hele vejen igennem være kuperet, men mest udpræget i løbets start. Stort set hele ruten var på velholdt og stenet grusvej, der var nogenlunde jævn med et godt stabilt underlag uden alt for mange store sten.

 

Løbet

 

Steffen var ikke flink til at overholde den taktik, Thomas havde givet ham. Han var hurtigt et godt stykke foran mig, og jeg så ham ikke, før han var på vej ned fra indlandsisen, og jeg var på vej op.

 

 

Det var en utrolig oplevelse og meget flot at løbe på indlandsisen. På vej op fik jeg solen i øjnene, så det var svært at se, og på vej ned skulle jeg passe på ikke at glide i den glatte is. Selve løbet på isen var kun på knapt to kilometer, men det var en utrolig stor oplevelse, som jeg aldrig vil glemme. Koldt var der på isen, men knapt så blæsende, så kulden var ikke bidende.

 

 

Resten af løbet var også meget specielt og utroligt smuk. Men det var hårdt. Vi skulle op og ned ad mange bakker, og selvom det var en stor oplevelse, var det også krævende. Jeg måtte ned og gå i flere perioder.

 

Efter cirka 16 kilometer kom jeg op til Steffen. Han var nu rimeligt flad og øm flere steder, så han mente, han ville udgå, når han havde rundet de 21,0975 kilometer, for så havde han lavet en halvmaraton, selvom det ikke ville blive godkendt officielt. Jeg sagde til Steffen, at han endelig måtte udgå, hvis han ikke følte, at han havde fysik til at fuldføre. Jeg fulgtes nu med ham nogle kilometer, men måtte så forlade ham for at passe mit eget løb. Det var med nogen dårlig samvittighed, jeg gjorde det, men jeg var overbevist om, at han ville stoppe midtvejs, og jeg vidste, at dygtige officials i jeep ville tage sig af ham, hvis han valgte at udgå.

 

 

Jeg fortsatte således mit eget løb på en lang jordvej, der bugtede og snoede sig. Den eneste undtagelse havde været stykket på indlandsisen, som var overstået tidligt.

 

Jeg startede løbet med alt mit tøj på og sluttede det på samme måde. Indimellem var det dog for varmt, så der blev taget tøj af og på, og da jeg frøs allermest, kom jeg til en væskestation, hvor vi fik varm bouillon. Det var det bedste, jeg fik at drikke den dag.

 

 

Efter 37 kilometer blev jeg passeret af en jeep med Steffen bagi. Han smilede og vinkede til mig, og jeg blev glad og lettet over, at han var udgået og ved godt mod.

 

Ved 40 kilometer kom den sidste stigning, der til gengæld var ekstrem og lang over næsten en kilometer. Her valgte jeg at gå i rask trav og var faktisk overrasket over, hvor mange kræfter jeg havde tilbage.

 

De sidste halvanden kilometer gik nedad og fortsatte på fladt område lige ud for vores hotel. Her havde jeg pludselig fornyede kræfter og kunne spurte i mål. Da jeg nærmede mig mål, så jeg foran mig en vraltende, skadet og udmattet løber, der brugte sine allersidste kræfter på at kæmpe sig i mål. Jeg kunne ikke se, hvem det var, men hørte så i højtaleranlægget, at det var Søren Rasmussen. Da jeg kom op på siden af ham, tog jeg hans hånd for at følges det sidste stykke med ham, men Søren sagde, at jeg skulle fortsætte, og i det samme hørte jeg Jan Christensens stemme i højtaleren råbe: “Nej Henrik, æd ham. Du får en bajer, hvis du slår ham”. Jeg blev grebet af stemningen. Euforien sejrede over mine sociale følelser, så jeg lod Søren være Søren og spurtede i mål. Min tid blev 5:30:41.

 

 

Ved målstregen stod Emil med et stort og fælt lugtende gevir. Det ville han gerne have med hjem, og det blev pakket grundigt ind i plastikposer og forseglet med gaffetape. Den dag i dag hænger geviret i gavlen over vores carport.

 

 

Gallafest

 

Løbet var blevet domineret af tre af Danmarks hurtigste maratonløbere, men dem havde jeg af naturlige årsager ikke set noget til. Trioen kom ind i rækkefølgen Torben Møller Nielsen, Claus Bjarnø og Peter Ellehauge. Vindertiden blev 3:16:38. Da vi kom tilbage til vores værelse, kunne vi gennem vinduet se de tre hurtige københavnere, der var ude og løbe af. Jeg tænkte: “Det er løgn”. Jeg havde lige løbet et maraton og vidste, at jeg nu skulle have en restitutionsperiode. Disse tre eliteløbere var altså klar få timer efter, at de var kommet i mål.

 

Dagene i Kangerlussuaq blev afsluttet med en gallamiddag i “Polar Bear”. Vi fik en dejlig tag selv−buffet, men jeg var ikke rigtig sulten og spiste kun lidt.

 

Der var præmier til de tre hurtigste blandt såvel kvinder som mænd. Derudover var der hæder til andre, der havde gjort sig fortjent til det. Steffen havde pådraget sig en mindre lyskenskade og modtog et BT−ur for at have klaret sig frem til den halve distance. Vi blev ikke længe ved festen, da vi skulle tidligt op den efterfølgende dag.

 

Om bord på M/S Sarpik Ittuk

 

Tidlig mandag morgen gik vi ombord på M/S Sarpik Ittuk i havnen i Kangerlussuaq. M/S Sarpik Ittuk er et dejligt skib, hvor vi fik en god kahyt og levede under bekvemme forhold. Allerede samme formiddag passerede vi polarcirklen, og der var en ganske ubeskriveligt udsigt. Vi kom forbi det ene fantastiske isbjerg efter det andet.

 

 

Ilulissat

 

Tirsdag kom vi til Isfjorden, og havde vi ikke set isbjerge dagen før, kom vi sandelig til at se dem den dag. Det ene mægtige isbjerg efter det andet kom sejlende lige ud for vores næser. Vi sejlede helt tæt på dem, og i horisonten var der til stadighed flere imponerende syn. Vi nærmede os nu Ilulissat, som ikke uden grund har fået tilnavnet “Isbjergenes by”. Mest kendt er byen – med rette – for sin mageløse isfjord, en god halv times gåtur syd for byen.

 

 

Godt 32 kilometer længere inde i land findes den enorme Sermeq Kujalleq gletsjer, der med en bredde på fem kilometer og en tykkelse på 1100 meter er verdens største isbræ uden for Antarktis. Ilulissats isbræ producerer mere end ti procent af alle isbjerge i Grønland, svarende til tyve millioner tons is i døgnet.

 

 

Den mest chokerende melding

 

Netop som vi lagde til land i Ilulissat, var det tid til frokost om bord på skibet, og mens vi stod i madkøen, kom chokket. Passagerernes mobiltelefoner begyndte at gløde, og det tikkede ind med SMS’er. Stemningen blev mat, og alle var som forstenede. De første meldinger var lidt uklare. Det første, jeg hørte, var, at det halve New York stod i flammer, men efterhånden fik vi klarhed over det skete. En ubeskrivelig og ufattelig tragedie var netop sket i USA, hvor terrorister havde kapret fire passagerfly og blandt andet havde jævnet World Trade Center i New York med jorden. Pentagon var også angrebet. Skibets fjernsyn blev tændt, og alle blev dybt berørt over situationen. Jeg havde ikke mere appetit. Det er nok overflødigt at nævne datoen den 11. september 2001. Den dag er mejslet ind i erindringen på størstedelen af jordens befolkning.

 

 

Knud Rasmussens fødehjem

 

Efter frokosten var overstået, og chokket havde lagt sig, gik vi fra borde. Vi besøgte Knud Rasmussens fødehjem og var på vandretur i byen. Vi besøgte Kællinge Kløften, et naturskønt område med klipper, og i byen nød vi at kigge på de søde og charmerende grønlandske huse, som vi kendte dem fra billeder. Overalt var der slædehunde, så vi var ikke i tvivl om, at vi var i Grønland.

 

 

Eqip Sermia

 

Onsdag formiddag nærmede vi os Eqip Sermia, der er en af Grønlands flotteste gletsjertunger. De mægtige gletsjersprækker, dybblå smeltevandsfloder – et landskab så betagende, stort og smukt, at ord ikke slår til. Det var fantastisk at stå der i den barske og kolde luft og betragte det utroligt smukke landskab. Vi havde håbet at se gletsjeren kælve, men det skete ikke, mens vi så på. Derimod så vi på en isflage en sæl og et par ubestemmelige fugle.

 

 

Midt på formiddagen lagde skibet til ud for Eqip Sermia, hvorefter vi i hold på ti personer og iført redningsveste blev sejlet i land med to Zodiac gummibåde. På land begav vi os ud på en tre timers lang vandretur i en natur, der skulle vise sig, at være langt mere barsk, end nogen af os havde forestillet sig.

 

Naturens kræfter

 

Vi vandrede nu i helt uspoleret natur med klipper, vandløb og sumpede områder og priste os lykkelige for at have taget gummistøvler på. Efter noget tid begyndte en barsk vind, som kun skulle vise sig at blive værre og værre. Vi stred os frem i en blæst så kraftig, at det ikke kan beskrives. Jeg kunne bogstaveligt talt mærke, at mine kinder blafrede, mens mine øjne løb i vand. Og det blev ikke lettere af, at jeg havde fotografiapparat og videokamera om halsen, så jeg med mellemrum kunne forevige oplevelsen. Samtidig skulle jeg holde Emil i hånden og hjælpe ham, når stendiger og sumpområder skulle forceres. På et tidspunkt, hvor jeg ikke lige havde Emil i hånden, blev han taget af vinden. Han lettede en halv meter fra jorden og fløj tre meter frem, hvor han landede i noget blødt mos. Trods den bløde landing blev han forskrækket og græd lidt.

 

 

For enden af vores vandretur kom vi først til et tilsandet område, hvor vi skulle passe på ikke at få sand i øjnene. Herefter skulle vi klatre op ad et stejlt stendige. Netop på dette sted var blæsten på sit allerhøjeste. Men blæst er faktisk et mildt ord. Jeg mindedes den danske decemberstorm i 1999 og tænkte “herregud”. Senere fik vi på skibet at vide, at vi havde vandret i orkanstyrke med en blæst på over 100 kilometer i timen. Ved toppen af stendiget satte Emil sig ned og græd – nu havde han fået nok, men heldigvis skulle vi heller ikke videre. Vi fandt læ bag nogle sten og åbnede madpakkerne fra skibet. Flere af os havde også medbragt en øl og en lille snaps. Det var virkelig tiltrængt på det tidspunkt.

 

Jeg pakkede nu mit fotoudstyr ned i rygsækken, så jeg havde begge hænder fri til nedturen, og på det første voldsomme stykke bar jeg Emil foran mig. Han begravede sit ansigt mod min brystkasse, og jeg måtte med møje og besvær bjerge ham ned ad stendiget og tilbage til det mosede område. Herfra kunne han selv gå resten af vejen i den voldsomme blæst.

 

Da vi endelig kom tilbage til det sted, hvorfra vi skulle sejle ud til skibet, var det helt umuligt at sejle med gummibåde. Skibet havde ikke kunnet ligge for anker og havde måttet sejle rundt på åbent hav og først vende tilbage, da vejrforholdene tillod det.

 

Vi fik senere oplyst, at vejrforholdene på Eqip Sermia var meget omskiftelige, og at ændringer netop kunne ske så pludseligt, som vi oplevede det. Vi kunne lige så godt have fået en tur i blikstille vejr, og det havde helt sikkert være mere behageligt. Men nu fik vi en oplevelse for livet, som jeg efterfølgende ikke ville have undværet.

 

Sisimiut

 

Efter nogle primitive dage skulle vi torsdag stifte bekendtskab med det moderne Grønland. Vi skulle besøge Sisimiut.

 

Sisimiut er Grønlands nordligste by med isfri havn i vinterperioden, og den sydligste by, der tillader hundeslædekørsel. Byen er også den næststørste efter Nuuk. Da vi var der, var indbyggerantallet 5.369, heraf 5.123 i Sisimiut by, 131 i bygden Itilleq og 115 i bygden Sarfannguaq.

 

Vi fik oplevet Sisimiut i regnvejr, så det var på med gummistøvler og regnslag, hvorefter vi gik rundt i byen et par timer og så på de seværdigheder, som byen bød på og fik handlet lidt.

 

Vi var tilbage på skibet ved middagstid, og efter lidt afslapning og frokost gik turen så videre til næste oplevelse.

 

Itilleq

 

Efter vores besøg i “storbyen” var det tid til at besøge en lille bygd. Det blev samtidig vores sidste besøg i Grønland inden hjemturen. Vi besøgte Itilleq, hvor vi fik indtryk af en typisk grønlandsk bygd. Itilleq betyder lavning. Det er en flot beliggende bygd 49 kilometer syd for Sisimiut. Da Itilleq ligger på en ø uden naturlig forekomst af ferskvand, havde man fået konstrueret et osmoseanlæg, der omdannede saltvand til ferskvand. Tidligere havde man måtte hente ferskvand på fastlandet i en pram eller en jolle.

 

Vi blev igen sejlet ind til Itilleq i Zodiac gummibådene. Det var en våd og kold tur, så mange valgte at blive på skibet, men drengene og jeg tog med. Når vi nu var her, ville vi have det hele med, uanset hvilke strabadser det måtte give.

 

I Itilleq blev vi modtaget af en lokal kvinde, iført grønlandsk dragt af perler, sælskindsbukser og kamikker. Vi blev budt på smagsprøver af rensdyr, sæl, hval og fisk, og selvom ikke alt smagte lige godt, skulle det prøves. Herefter var vi rundt og kigge på byen. Her kunne vi virkelig mærke, at vi var i Grønland. Der boede kun 130 mennesker i bygden, og mange af dem talte udelukkende grønlandsk. Vi blev budt også indenfor i et typiske grønlandsk hjem til kaffemik og kage.

 

På byens mudrede fodboldbane blev der nu arrangeret en fodboldkamp mellem de lokale drenge og de unge fra vores selskab. Selvfølgelig skulle begge mine drenge deltage. Danmark vandt, og Steffen scorede sine tre første “landskampsmål”.

 

 

Men efterhånden var vi alle blevet godt kolde, og bedre blev det ikke på turen i gummibådene ud til skibet. Flere af os var godt og grundigt våde, før vi nåede derud.

 

Afsked med M/S Sarpik Ittuk

 

Fredag morgen skulle vi tidligt op og belave os på at forlade det gode skib. Vi havde aftenen forinden fået en lækker afskedsmenu med hellefisk, moskusokse og islagkage. Chefpurseren havde holdt en afskedstale, og hele personalet var kommet ind til klapsalver.

 

Efter morgenmaden blev vi sejlet i land i en mindre båd, da M/S Sarpik Ittuk ikke kunne lægge til i havnen. Vi blev sejlet ind i tre hold, hvor drengene og jeg var med det sidste.

 

Buskollaps

 

På havnepladsen blev vi hentet af en bus, der skulle køre os til lufthavnen. Vi havde vel kørt en kilometer, da bussen kollapsede og ikke ville køre mere, Forskellige forsøg af chaufføren og en mekaniker gav intet resultat. Vi stod så der øde og forladt med en sammenbrudt bus og ingen forbindelse på mobiltelefonerne på grund af klipperne. Chaufføren måtte derfor gå tilbage til havnen og finde en fastnettelefon, så en anden bus kunne afhente os.

 

 

Lufthavnsproblemer

 

I lufthavnen kom vi nu til at stå som de sidste i indtjekningskøen, og her skulle det vise sig, at vi atter havde prøvelser i vente. Kort tid før det blev vores tur til at tjekke ind, var der igen noget udstyr, der kollapsede. Denne gang var det printeren til boardingkort, der ikke virkede, så her stod vi så i en times tid og ventede. Mens vi stod der, blev det klart, at der ikke var plads til alle i flyveren. Der var vist nedlagt nogle sæder for at skabe plads til en liggende patient, der skulle til Rigshospitalet, og jeg tror faktisk også, at flyet var overbooket. Det gav en urolig stemning hos os og andre, og bedre blev det ikke, da en lufthavnsfunktionær uden situationsfornemmelse og med en ubehagelig attitude var med til at skabe en dårlig stemning. Det var et rigtig uheldigt valgt tidspunkt at skabe uro blandt passagerer, der skulle ombord på et fly for første gang efter tragedien i USA få dage forinden.

 

Hjemrejse på første klasse

 

Men når enden er god, er alting godt. Da det endeligt var muligt at printe boardingkort, var der ikke plads til os, så vi blev opgraderet til businessclass, og her blev vi forkælet med ekstra benplads, gaver, champagne og fornem servering. Klogt spurgte Emil stewarden, hvorfor vi skulle have dug på bordet. Det var han ikke forvænt med under flyvning.

 

TV-dækning

 

Som under de tidligere løb, arrangeret af Adventure Marathon, var DR også repræsenteret denne gang. Resultatet blev vist i Søndagssporten tre uger efter løbet med et indslag på godt 5½ minut.

Køb bogen her.