Da jeg i 2003 løb Copenhagen Marathon, var det alene, fordi The Great Wall Marathon blev aflyst på grund af SARS. Jeg havde efterfølgende ikke forventet at løbe i vores hovedstad igen, eftersom løbet traditionelt afvikles nogenlunde samtidig med min kinesiske favorit.

 

Men den 28. januar faldt jeg tilfældigvis over et tilbud på Nykredits hjemmeside. Som hovedsponsor for Copenhagen Marathon tilbød selskabet gratis startnummer til kunderne. Eftersom jeg var realkreditkunde i Nykredit, besluttede jeg at tage imod tilbuddet, men regnede ikke rigtigt med, at jeg reelt ville stille op.

 

Løbet i Kina lå lørdag den 15. maj, og den efterfølgende onsdag var jeg hjemme igen og besøgte dagen efter en kunde i København. Da jeg skulle hjem, kørte jeg nu forbi Østerbro og hentede det startnummer, jeg havde bedt om. Men jeg var stadig stærkt i tvivl om min deltagelse.

 

 

Lørdag den 22. maj skulle vi til bryllupsfest om aftenen, og da vi kørte hjemmefra, sagde jeg til Karin, at jeg gerne ville køre hjem, for jeg skulle løbe maraton dagen efter. Under bryllupsfesten nippede jeg til lidt vin, når der blev skålet, men ellers stod den på vand og kaffe under hele festen. Jeg kom vel i seng hen ad klokken fire den nat og fik så godt tre timers søvn, før jeg skulle op igen.

 

 

Jeg tog bilen til København, hvor jeg havde parkeringsmulighed hos en kunde på Vesterbrogade, og på min medbragte cykel kørte jeg nu til det nye startsted på Islands Brygge.

 

 

Ruten var lagt om i forhold til første gang, jeg løb i København. Men vi kom stadig godt rundt i dronningens by til såvel Østerbro, Nørrebro, omkring Christiansborg og Vesterbro, hele vejen langs vandet fra Kalvebod Brygge og ud over Langelinje. Det hele sluttede i samme område som starten, på Islands Brygge.

 

 

Det var næsten ikke til at forstå, at jeg blot otte døgn tidligere var kommet i mål efter et maratonløb i Kina. Jeg var faktisk frisk og havde et godt løb. Ikke mærkeligt begyndte det at knibe på de sidste fem kilometer, hvor ikke mindst mine fødder og tæer var ømme, så jeg måtte gå noget af tiden, og på et tidspunkt føltes det hårdere end i Kina, hvilket var helt urealistisk. Jeg blev dog klar over, at jeg med viljestyrke kunne komme ind på en tid under fem timer. De sidste to kilometer gav denne motivation mig ekstra kræfter, og jeg løb faktisk hurtigere, end jeg reelt kunne. Jeg kom i mål i tiden 4:59:06 og nåede dermed under de magiske fem timer. Min tid blev 101 minutter hurtigere end ugen før.

 

Køb bogen her.

Stadig Albatros

 

Efter 10−års jubilæumsløbet i 2009 var det nu igen “normale” tilstande, men The Great Wall Marathon er altid spektakulært og noget ganske særligt, og det blev dette års løb naturligvis også. Det havde været spændende, hvorvidt Albatros Travel fortsat skulle eje rettighederne til løbet, idet den første kontrakt lød på ti år. Men en genforhandling gav Albatros løbet i et tilsvarende antal år fremover.

 

Velforberedt og overbelastning

 

Til dette løb havde jeg forberedt mig mere end nogensinde før. Jeg havde trænet meget siden nytår blandt andet ved at tilmelde mig et projekt gennem BT med titlen: Løb dig sund 2010. Over en periode på ti uger skulle jeg uploade på internettet, hvor lang tid jeg havde løbet, og der gik sport i at løbe meget. Jeg var med i en gruppe, hvor også andre løb meget, hvilket animerede mig til at forsøge ikke blot at holde trit med de andre, men helst at overgå dem. Det lykkedes til fulde, og jeg fik flest timer i gruppen. Faktisk løb jeg over en uge et halvmaraton hver dag. Men det endte med at give bagslag, og jeg fik en overbelastningsskade i skinnebenet. Jeg måtte gå til fysioterapeut i en periode og nøjes med at træne på cykel, da jeg ikke var i stand til at løbe. Men jeg kom mig dog igen.

 

Som optakt til løbet havde jeg i april gennemført Helvede i Nord og Hedeland Bjergmaraton, begge halvmaratonløb og begge hårde ruter med bakker og skiftende terræn. Jeg havde hidtil altid været den ensomme løber, men gennem den sidste halvanden måneds tid før løbet, havde jeg været aktiv tirsdag og torsdag aften sammen med Løb for Livet.

 

Forlænget rejse

 

Dette år havde jeg tilmeldt mig rejsepakke 1 med hjemrejse den 17. maj, men jeg havde ikke lyst til at skulle påbegynde hjemturen allerede om formiddagen efter gallafesten. Samtidig var jeg også klar over, at jeg med denne gruppes program ville få svært ved at nå de ting i Beijing, jeg gerne ville. Jeg kontaktede derfor Albatros og fik hjemrejsen udskudt to dage. Det krævede et nyt visum, eftersom jeg jo var med på det samlede gruppevisum, men det hele faldt på plads, og jeg var glad.

 

For tredje år i træk skulle jeg bo på Qianmen Hotel, hvilket jeg ikke var utilfreds med.

 

Askeskyen truede

 

Men netop som alt så ud til at være i den skønneste orden, truede min rejse alligevel med at gå i vasken. En måned før min afrejse havde den islandske vulkan Eyjafjallajökull været i udbrud, og askeskyen fra udbruddet havde bredt sig og lammet al europæisk lufttrafik i en uges tid. I min egen lille, egoistiske verden havde jeg glædet mig over, at dette var sket en rum tid før min afrejse, men i ugen op til løbet kom vulkanen igen i udbrud, og nu lukkede også flere lufthavne. I 2003 var der problemer med SARS, i 2009 med svineinfluenza og nu altså en askesky. Det er aldrig til at vide hvad “Vor Herre” giver os, men denne gang var han mig nådig, og jeg kom endnu engang til Kina for at løbe maraton.

 

Jamie

 

Dette år havde gruppen ingen dansk guide, men blev i lufthavnen mødt af en sød kinesisk pige ved navn Chen Mei. Chen var familienavnet, der i den kinesiske kultur nævnes først. Men som sædvanen var, havde hun også taget sig et internationalt navn, der var let at huske og udtale for turisterne. For os hed hun Jamie, hvilket hun havde valgt på grund af referencen til det franske ord for kærlighed (j’aime betyder “jeg elsker”), mens Mei betyder rose på kinesisk. Jamie blev et godt bekendtskab, som skulle vise sig at blive mere end blot en guide for mig.

 

 

Imponerende – lige til pressen

 

På torsdagens bustur på inspektionsdagen faldt jeg i snak med John og Ole fra Østjylland. De havde været venner siden ungdomsårene og havde nu begge rundet de 40 år. John fortalte, hvordan han havde lagt sit liv fuldstændigt om. Han havde tidligere været langturschauffør og havde levet et stillesiddende liv med mange cigaretter, usund mad og sodavand. Vægten var nået op på 140 kilo, og hans kondition havde været helt på nulpunktet. Men i 2003 havde han lagt sit liv om. Først på cyklen, som han måtte trække op ad bakkerne, hvorefter han kunne køre ned. Men snart var det gået fremad, og hans motivation for at tabe sig og komme i form var blevet skærpet. Det var nu blevet til et vægttab på 54 kilo. Han havde kombineret cykling med løb og havde også gennemført de første maratonløb.

 

Oles liv havde ligeledes været usundt med mange cigaretter, men han havde taget hele turen sammen med John, og nu skulle de så løbe på muren. Efter løbet og gallafesten skulle vennerne til Xian, hvorefter turen gik til Bangkok. Her ville de hver købe en cykel og tage de 1.200 kilometer til Phuket, inden det ville blive tid til hjemrejse.

 

Jeg blev fascineret af drengenes fortælling, så jeg lavede et interview med dem og fotograferede dem på muren. Denne artikel sendte jeg til aviser i deres lokalområde, og Horsens Folkeblad bragte min artikel, mens Tørring Folkeblad bragte en omtale, og Vejle Amts Folkeblad besøgte atleterne, da de vendte hjem og skrev en helt ny artikel.

 

Men John og Ole kom ikke til at cykle gennem Thailand, og de kunne ikke komme ud og hente cyklerne, eftersom landet var i undtagelsestilstand på grund af demonstrationer og oprør blandt borgerne. Politiet skød på demonstranterne med gummikugler, vandkanoner og tåregas, men alt dette undgik John og Ole heldigvis, og de kom i stedet på en traditionel rygsæktur gennem landet.

 

 

Jixian Sports Training Base

 

Dette år skulle vi ikke bo i selve Jixian, og det passede mig fint. I stedet skulle vi indkvarteres blot to kilometer fra Yin og Yang–pladsen på Jixian Sports Training Base. Det så meget lækkert ud udefra med store faciliteter og tennisbane, men skindet bedragede. Der var intet på hotellet, absolut intet. Swimmingpoolen var ulækker, alt var nedslidt, og man kunne intet købe. Ikke engang en flaske vand. Og det rindende vand virkede heller ikke, da vi ankom. Det føltes, som om vi var røget uden for al civilisation.

 

Flere i gruppen var oprørte og ville forlade stedet, men selv var jeg lidt ligeglad. Jeg savnede ikke noget i selve Jixian, hvor jeg havde været flere gange før. Jeg savnede heller ikke turistoplevelser og kunne godt få en dag til at gå uden de store tilbud.

 

Jamie blev udsat for noget af en prøvelse med alle de utilfredse turister, men en medarbejder fra Albatros ankom til stedet og fandt løsning på nogle af problemerne. Samtidig fik gæsterne en kompensationstur, og alle endte med at blive tilfredse.

 

Fredag var gruppen så af sted på kompensationsturen. Men jeg havde været med på turen tidligere og valgte i stedet en ren egoistdag for mig selv.

 

Morgenmaden levede helt op til hotellets standard, hvis man overhovedet kan bruge det ord i denne forbindelse. Den bestod af kedeligt, koldt toastbrød med klam skinke. Jeg bruger normalt ikke sukker i kaffen, men her måtte jeg tage tre stykker for at kunne holde smagen ud. Til gengæld var den kolde juice og spejlægget i orden.

 

Jeg havde det såmænd helt fint på hotellet, men for sjov skyld noterede jeg alligevel diverse fejl og mangler. Internettet virkede kun periodisk, det rindende vand kom og gik i løbet af dagen, afløbet på badeværelset var utæt, så der løb vand ud på gulvet, døren til brusekabinen var utæt, der manglede toiletbørste, tre hylder, der havde været på værelset, var væk, der var tebreve, men ingen elkedel, og der var hverken minibar, sikkerhedsboks eller “Do not disturb”−skilt. Alt i alt kan man roligt sige, at det ikke var luksus, men jeg savnede alligevel ikke noget og kunne sagtens være der en dags tid med det, jeg selv havde medbragt.

 

Spadseretur til Yin og Yang–pladsen

 

Midt på eftermiddagen gik jeg mig en tur. Vejret var overskyet og nærmest køligt, og det var det mest fantastiske løbevejr, man kan forestille sig. Jeg håbede naturligvis på en gentagelse dagen efter.

 

Jeg gik hen til Yin og Yang–pladsen, hvor forberedelserne til morgendagens løb var i fuld gang. Her fik jeg et indblik i, hvilke udfordringer og problemer der kan opstå, når man skal have alt til at klappe ved sådant et arrangement.

 

 

Jamie til Danmark

 

Da jeg var på vej tilbage til hotellet, mødte jeg Jamie, og hun fulgtes med mig hele vejen. Hun fortalte, at hun skulle til København fra slutningen af måneden og fem måneder frem. Som led i sin uddannelse som turistøkonom skulle hun arbejde som guide for kinesiske gæster på DFDS−båden mellem København og Oslo. Jeg gav hende mit kort og lovede at være hendes guide i Roskilde, hvis hun ville se Domkirken, Vikingeskibsmuseet og byen i det hele taget.

 

Aftens pastaparty blev holdt på gammelkendte Yuyang Hotel, men intet imponerede, og jeg havde gerne undværet den samlede bustur på fem kvarter. På den anden side skulle vi jo have noget mad, før det hårde løb dagen efter.

 

”Syvsovere” på løbsdagen

 

Som altid skulle vi tidligt op på løbsdagen, men vi fik dog en halv times længere søvn, da vi jo boede tæt på startstedet. Vi nåede frem til Yin og Yang–pladsen klokken seks, og denne morgen var ikke så kold som andre år, hvilket varslede om varme op ad dagen.

 

Lynkineserne

 

Dette år var en meget speciel dansk gruppe med på turen. De bar ens lysegrønne T–shirts påtrykt navnet “Lynkineserne”. Gruppen udsprang fra gruppe 12 fra The Great Wall Marathon 2000 og markerede deres ti års jubilæum på denne måde. Netop denne gruppe udmærkede sig ved at have mange af de hurtigste løbere. Både vinderen fra 2000, Martin Steinback, og andenpladsen, Steen Harbermann, var med på denne jubilæumstur. Martin havde ellers for åben TV–skærm erklæret, at han ikke ville deltage i dette løb igen. Også Ingvor, der fik mig til 100−kilometerløb på Bornholm, var med. Guiden fra 2000, Merete Skov, var ikke mere ansat i Albatros, men var ved denne specielle lejlighed trådt ind i sin gamle rolle. Hun var jo i mellemtiden blevet fru Harbermann. Men gruppen bestod ikke udelukkende af gengangere, eftersom også flere debutanter på muren var med.

 

Resultatmæssigt markerede “Lynkineserne” sig ikke som i 2000, men Steen kunne dog glæde sig over, at han denne gang kom i mål før Martin.

 

Godt løb

 

Min øgede træning bar frugt ved årets løb, og jeg havde set meget frem til at følge mine tider med mit nye pulsur. Løbet gik fint på alle måder, selvom der var vandmangel, da vi kom anden gang på muren, men jeg havde sikret mig i mit væskebælte, og jeg havde tre energigel med i mit bælte. Den første tog jeg kort før og de to andre på muren. Måske var det for meget på kort tid, for jeg følte mig utilpas på det sidste stykke af muren.

 

Jeg blev dog meget tilfreds med min sluttid på 6:40:10. Det var min næstbedste tid nogensinde og mere end 40 minutter hurtigere end året før. Det var dejligt at komme i mål og modtage min medalje af Lars Fyhr, men det føltes mærkeligt, at det for første gang ikke var Thomas, der dette år slet ikke var med på turen.

 

Kathy i kørestol

 

Kathy Loper var traditionen tro med på turen. Men for første gang uden at løbe selv, for hun var kommet til skade og sad i kørestol. Dette havde dog ikke forhindret hende i at tage af sted med sine gæster. Kathy gav mig en varm velkomst og en T–shirt.

 

Qianmen luksushotel

 

Morgenmaden søndag på Qianmen Hotel var ganske fantastisk, selvom den nok ikke var bedre end tidligere. Men efter et par dage på Jixian Sports Training Base var det befriende med god kaffe, frisk brød, pålæg og en kok, der lavede omelet på bestilling. Dagen gik i øvrigt med handel i byen og gallafest med efterfølgende natklubbesøg efter det traditionelle mønster.

 

Bedraget

 

Dagens oplevelse om mandagen bestod i, at jeg blev bedraget, og da det skete, blev jeg både sur og irriteret. Men set i bagklogskabens lys fik jeg en lærestreg og en sjov anekdote at fortælle, og det i sig selv er de mistede penge værd.

 

Ved aftenstid havde jeg hævet penge i en automat på Silkemarked, og efterfølgende tog jeg en taxa tilbage til hotellet. Her skete nogle ting, som jeg efterfølgende undrede mig over, at jeg ikke gennemskuede. Taxaen kørte ikke op til Qianmen Hotel, men holdt i stedet på fortovet overfor. Jeg gav nu chaufføren en 20−yuanseddel. Chaufføren rodede noget med den, holdt den op i lyset, rystede på hovedet og nægtede så at tage imod den. Jeg gav ham så en 100−yuanseddel, og det samme gentog sig nu både anden, tredje og fjerde gang. Til sidst var han dog tilfreds, og jeg kunne endelig komme videre.

 

Jeg gik så over i hutongerne og spiste et sted, hvor jeg sad med en slags bordgrill, der lignede en sort gryde med brændende kul og en topplade til at grille på. Jeg fik både kylling og oksekød med dertilhørende øl, og det var meget lækkert. Ved bordet ved siden af mig sad en halvfuld og kåd ungersvend, der hele tiden snakkede og skålede med mig. Da jeg skulle betale, fik jeg igen problemer med pengesedlerne, og det viste sig nu, at tre af 100−yuansedlerne var falske.

 

 

Jeg gik tilbage til hotellet og henvendte mig til businesscenteret. De bekræftede, at pengene var falske og ringede til Bank of Beijing. Efter samtalen med banken og en gennemgang af begivenhederne fra aftenen blev jeg klar over, at det var en tyvagtig taxachauffør, der kvikt havde forbyttet tre af mine ægte pengesedler med uægte. Når han startede med at afvise en 20−yuanseddel, havde det blot været for at få mig til at hive de store frem. Ved at holde ind til fortovet over for hotellet, havde han undgået en kinesisk portner, der ville have kunnet gennemskue det hele. Jeg fik heller ikke nogen kvittering, og han bad ikke om drikkepenge. Men man må erkende, at han havde været snu, selvom det samtidig irriterede mig, at jeg ikke havde kunnet gennemskue ham. De falske sedler sidder nu som et kuriosum og til skræk og advarsel i min scrapbog fra årets tur.

 

En dag i overskud

 

I forhold til min gruppe havde jeg fået to ekstra dage, men den anden dag var dog lidt i overskud. Jeg havde nået alt, hvad jeg skulle og brugte dagen til at gå ture, læse og se film på min computer. Det føltes, som om jeg var den sidste fra løbet, der stadig var tilbage i Kina. Jeg kunne ligeså godt være taget hjem en dag tidligere, selvom det nu også var rart med en afslappende dag uden stress og jag.

 

 

Køb bogen her.

Hjemmebane

 

Under Rudersdal Marathon havde Jan Marott Behrens fra Løb for Livet fortalt om sit eget og tre andres projekt med 12 maratonløb på 12 måneder. Han havde så hørt, at der var løbere, der gennemførte 100 maratonløb på et år, men deres egen målsætning som motionsløbere var stadig et stort mål. De valgte nu, at et af de 12 løb skulle foregå på hjemmebane, og de ville arrangere et Løb for Livets Marathon, der skulle blive Roskildes første, sidste og eneste af slagsen. Sandt nok blev det byens første maratonløb, men om det bliver det sidste og eneste, er ingen herre over.

 

Ildsjælen Jan

 

Løb for Livet er stiftet af Jan, der gennem alle årene har været formand for klubben. Jan er en ildsjæl, der gør en stor indsats for motionsløb i Roskilde. Han har i den anledning modtaget flere priser.

 

 

Byens motionsløb

 

Den anden søndag i januar 1997 afholdt Løb for Livet sit første motionsløb i Folkeparken i Roskilde. Det har man så gjort hver måned lige siden, og der er således løbet mere end 200 løb. Det foregår altid den anden søndag i måneden klokken ti. I august ligger løbet dog den tredje søndag for at give plads til et andet arrangement ugen før.

 

 

Det koster ti kroner at deltage i motionsløbet. Så kan alle være med, og storfamilien kan være fælles om noget uden de helt store omkostninger. Der løbes en strækning på godt 1,6 kilometer i parken, og det er op til den enkelte, om man vil løbe mellem en og fem runder, altså op til godt otte kilometer. Efter løbet er der vand, saftevand og mange lodtrækningspræmier. Med det lave startgebyr er der selvsagt ikke økonomi i løbet. Lodtrækningspræmierne er sponsorgaver, og Jan får det hele til at løbe rundt for små midler.

 

Festlige arrangementer

 

Nogle gange om året sker der noget specielt. I starten af året er der eksempelvis “Fastelavnsløbet”, hvor udklædte løbere får et slag på tønden. Til april hedder det “Aprilsnarløbet”, hvor der drives gæk med løberne, og selvfølgelig er der “Nissehueløb” i december. Festligt ser det ud, når flere hundrede løbere stiller op med hver deres røde hue.

 

 

Ved motionsløbets start deltog kun ganske få, men med årene er det vokset. Det er således ikke ualmindeligt, at flere hundrede roskildensere deltager. Her kan man finde løbere fordelt på tre generationer, der er sammen om noget socialt til alles glæde og fornøjelse.

 

Træning

 

Tirsdag og torsdag aften træner klubben. Man mødes i Jans carport og løber så ad fastlagte ruter. Alle er velkomne, og der er ingen medlemspligt. Klubben har intet kontingent, så igen er der ingen økonomi. Også efter træningen er der vand og saft til alle, og indimellem byder Jan på et stykke chokolade, han har fået sponseret.

 

Slagsang

 

Jeg stiftede første gang bekendtskab med Løb for Livet ved 5 Tårns Marathon i 2002. Jan og flere af de andre løbere kendte jeg fra bybilledet hjemme. Det var festligt at se og høre disse glade mennesker løbe halvmaraton. De løb i ens hvide trøjer med klublogo, og Jan løb med et flag i vejret, mens de sang deres slagsang på melodien “Side By Side”, der lyder sådan her:

 

Vi er klubben, der løber for livet

Vi hjælper hinanden hele tiden

Vi står sammen i flok

Vi løber sgu´ godt

Side – by – side

 

Intimt løb uden omkostninger

 

Selvfølgelig skulle jeg løbe maraton i min hjemby og tilmeldte mig straks. Løbet skulle være intimt og derfor ikke med mange løbere. Deltagerantallet var sat til 100, så man skulle være hurtig for at få et startnummer. Som det er typisk for Jan, skulle der ikke være økonomi i løbet, og det skulle være gratis at deltage. Men der var dog omkostninger forbundet med arrangementet, så Jan fik Sydbank til at sponsorere 100 kroner pr. deltager. For at undgå, at folk tilmeldte sig og efterfølgende blev væk, skulle der betales 100 kroner ved tilmeldingen. Beløbet ville så blive tilbagebetalt i Sydbanks telt i startområdet. Naturligvis havde Jan også sikret sponsorater i form af frugt og saft.

 

 

Ruten ved Folkeparken

 

Løb for Livets Marathon blev afviklet søndag den 7. marts 2010. Løbets motto var: Folkeparkens motionsløb – bare lidt længere. Starten gik fra Louisevej ved Folkeparken, samme sted som starten for det månedlige motionsløb.

 

 

Ruten var lagt gennem Folkeparken, ud på Kong Valdemarsvej, op ad Frederiksborgvej og hen ad Dronning Margrethes Vej, hvorefter man igen skulle komme til Louisevej. Denne rute skulle gennemføres ti gange. På dagen var der dog en del sne og frost, så det blev skønnet farligt at løbe ruten i Folkeparken. Da man ikke ønskede, at denne festlige lejlighed skulle give skader, blev løbet i sidste øjeblik lagt om. Ruten i Folkeparken blev afkortet, og til gengæld skulle der løbes 13 omgange.

 

 

Frederiksborgvejbakken

 

Løbet var et socialmaraton med fartgrupper til sluttider på 4:00, 4:30 og 5:00, og jeg valgte at tilmelde mig den sidste gruppe. Det gik rigtigt godt for mig i lang tid. Naturligvis gik det fint ned ad Kong Valdemarsvej, mens der skulle bruges lidt kræfter op ad Frederiksborgvej. Sidstnævnte stykke gik også fint i starten, men efterhånden blev det lidt mere anstrengende, og de sidste par omgange op ad bakken måtte jeg desværre gå. Jeg havde håbet på at kunne løbe hele vejen. Gruppen blev splittet lidt til sidst, og min egen officielle tid blev fem timer, men jeg var vist lidt længere tid om det.

 

 

Ikke alle 100 tilmeldte løbere stillede op. Omkring 70 gennemførte, mens otte udgik. Som altid, når Løb for Livet og Jan Marott Behrens arrangerer noget, blev også dette løb velgennemført. Jan løb ved denne lejlighed selv et af sine 12 maratonløb, så det var undtagelsesvis ikke ham, der stod i Folkeparkens målområde. Her sørgede andre for, at løberne under løbet fik udsøgt forplejning med blandt andet vand, saft og chokoladekage. Pølsevognen “Hos Inge” holdt dagen igennem i målområdet, så tilskuere og løbere i mål kunne få stillet sulten. Det blev Roskildes første maratonløb, men jeg håber ikke, at det bliver det sidste.

 

 

Køb bogen her.

Juleaften 2009 bød på en julegave fra Karin, som jeg ikke havde forventet. Jeg modtog et Garmin Forerunner 305 pulsur med GPS−modtager. Jeg havde tidligere under løb hørt løbere udstyret med noget, der bippede ustandseligt og havde fundet det lidt irriterende. Nu stod jeg selv med et pulsur og tænkte: “Hvad skal jeg dog med det”. Men det skulle komme an på en prøve, og det viste sig at blive en fantastisk landvinding.

 

De bippende lyde fra pulsuret viste sig at være noget, jeg blot kunne fravælge, og mit nye ur kunne indstilles til at vise en masse data. Jeg udvalgte naturligvis dem, der virkede bedst for mig. Det var tilbagelagt distance, tid siden start, aktuelt tempo, gennemsnitstempo, aktuel puls, forbrændte kalorier og aktuelt klokkeslæt. Uret udmærkede sig desuden ved at kunne indstilles til både løb, cykling og anden sport. Inden for hver sport kunne forskellige data indstilles efter ønske og behov. Uret kan formentligt en del mere, end jeg har opdaget, men siden det blev taget i brug, har jeg haft stort udbytte af de funktioner, jeg bruger.

 

Jeg havde igennem ti år løbet med mig selv og generelt været tilfreds med mine præstationer, hvordan de så ellers var. Det havde ikke været ualmindeligt for mig at løbe et stykke for herefter at “forkæle” mig selv med at gå lidt, inden det igen blev tid til løb. På et 10−kilometerløb var det ikke ualmindeligt, at jeg gik i to perioder. Men det “tillod” Garmin ikke. Jeg kom nu til at konkurrere med mine egne tidligere resultater, og der gik sport i at gøre det bedre end sidst. Gåturene holdt op, eller blev i det mindste formindskede. Jeg begyndte at anse mig selv som svag og en tøsedreng, hvis jeg allerede ville gå efter blot fem kilometer, og det viste sig snart, at det faktisk ikke var hårdere at løbe konstant end at holde gåpauser indimellem. Det er ikke en sandhed, der nødvendigvis gælder altid og på lange distancer, men ved mine almindelige træningsløb skulle det vise sig at være tilfældet. Der gik ikke lang tid, før jeg kunne se væsentlige forbedringer af mine præstationer.

 

 

Jeg oprettede en profil på Garmins hjemmeside, og her har jeg så siden uploadet alle mine træninger og mine løb. Det giver mig en masse muligheder. Blandt andet kan jeg se detaljer om løbet og et kort over den rute, jeg har løbet.

 

Eneste minus ved uret var, at batteriet viste sig at være svagt. Efter halvandet år kunne det blot holde spændingen i seks timer, hvilket ikke var tilfredsstillende. Men jeg fik byttet uret på garantien, og da det samme skete et års tid senere, byttede jeg det igen. Dette sidste ur ser ud til at virke tilfredsstillende.

 

Køb bogen her.

Danmark igen

 

For første gang i tre et halvt år skulle jeg igen løbe maraton i Danmark. Samtidig var det mere end tre år siden, jeg havde løbet distancen i Europa. Lørdag den 14. november 2009 deltog jeg i Rudersdal Marathon.

 

 

Permanent rute

 

Rudersdal Marathon er et smukt maratonløb, der afvikles en til to gange årligt med start fra Birkerød Idrætscenter. Der løbes på Rudersdal Ruten, som er noget så unikt som en permanent maratonrute på 42,195 km, opmålt og afstemt af Dansk Atletik Forbund. Løbets skilte er opsat af Skov− og Naturstyrelsen. Ruten er ikke afspærret, og der er ikke hjælpere til at vise vej. Man følger skiltene og sin gruppe, ligesom man naturligvis skal være agtpågivende over for færdselsloven.

 

 

Man skal selv medbringe vand under turen. Kun ved starten og to steder undervejs er det muligt at få fyldt sine vandflasker op.

 

Socialmaraton

 

Rudersdal Marathon er et socialmaraton. Løbene bliver afviklet i grupper, hvor alle i gruppen, bliver noteret for den samme tid. Der var grupper med forventet sluttid på henholdsvis 4:00, 4:30 og 5:00. Jeg havde tilmeldt mig den langsomste gruppe.

 

Glemte informationer

 

Jeg deltog på en smuk efterårsdag og i smukke omgivelser med en varieret natur. Selvom det var et socialmaraton, blev gruppen dog efterhånden noget splittet. Man havde ved løbets indledende informationsmøde glemt at præsentere fartholderne, så det var svært at se, hvem man skulle følge, og man havde også glemt at orientere om ruteafmærkningen, hvilket kom til at give mig nogle problemer.

 

 

12 maratonløb på 12 måneder

 

På et tidspunkt løb jeg sammen med nogle folk fra min hjemby som jeg genkendte. Det var løbere fra klubben Løb for Livet. Klubbens formand, Jan, var også med, og vi fik en god snak. Jan fortalte, at de var nogle stykker, der havde sat sig for at løbe 12 maratonløb på 12 måneder, og at dette løb var det første i rækken. Efter nogen tid kom vi fra hinanden igen.

 

 

For vild

 

På et tidspunkt løb jeg helt alene, for på en eller anden måde var det lykkedes mig at fare vild. Nu så jeg ikke længere skilte med Rudersdal Ruten, men derimod med Hjertestien. Så jeg var noget på den. Jeg forsøgte at spørge om vej, men fik ikke noget ud af det. Heldigvis kunne jeg huske, at start– og målområdet var på Bistrupvej. Jeg kunne derfor spørge om vej dertil og fik forklaret en tur op ad Birkerød Kongevej. Men jeg havde ikke været alene om at fare vild, eftersom jeg nu mødte en lige så forvirret løber. Sammen tog vi den op ad Kongevejen. Det var ikke så smukt og idyllisk, som det vi gik glip af, men i situationen havde vi ikke noget valg. Det lykkedes os også at finde målet. Min løbemakker havde GPS−ur på og kunne fortælle, at vi havde løbet 44,9 kilometer. Vi havde ikke helt fulgt den rigtige rute, men vi kunne med god samvittighed tage imod vores medaljer.

 

 

Køb bogen her.

Langt om længe – endelig noget nyt igen

 

Efter i årene 1999 til 2005 at have præsenteret nye, specielle løb som perler på en snor gik der fire år, før Adventure Marathon atter kunne barsle med noget nyt: Petra Marathon i Jordan.

 

Oldtidsby

 

Petra var hovedstad i Nabatæerriget fra det 4. århundrede før Kristi fødsel og 500 år frem. Efter en kort periode under romersk herredømme blev byen forladt og lå glemt i den jordanske ørken i over 100 år. Petra har i mange år været på UNESCO´s liste over verdenskulturarv og blev i 2008 valgt til et af verdens syv nye vidundere. Det nye maratonløb skulle foregå her mellem ældgamle templer og gravkamre hugget direkte ind i Jordans rødlige sandstensklipper.

 

 

Bryllupsrejse uden brud

 

Allerede i februar havde jeg tilmeldt mig dette løb, men på det tidspunkt vidste jeg ikke, at det skulle blive en bryllupsrejse uden brud. Til gengæld havde jeg to andre kvinder med: Elisabeth og hendes veninde Dorthe. Det var netop Dorthe, der fra sit sommerhus på Læsø havde puffet Elisabeth ombord på et indenrigsfly hin augustdag 2009. Også Emil var med på turen, og for første gang var han med uden sin bror. Steffen havde lige fået styret sin rejselyst for en tid, da han havde studeret i Miami, USA, og i Perth, Australien. Nu var han tilbage i Danmark, men var optaget af at aftjene sin værnepligt ved Beredskabsstyrelsen.

 

Oldtidskort i mosaik

 

Afrejsedagen fra København var onsdag den 23. september, og efter transit i Istanbul, Tyrkiet, ankom vi til The Regency Palace Hotel i Amman klokken tre om natten lokal tid.

 

 

Torsdag blev det til en kort rundtur i hovedstaden før næste stop på vejen, den kristne by Madaba, kendt for en berømt mosaik fra 500–tallet, der udgør et udførligt oldtidskort over hele “Det Hellige Land”. Kortet målte oprindeligt fem gange 25 meter. På de tilbageværende dele ses blandt andet Jerusalem med Gravkirken, og ovenfor, nær mosaikkens kant, ses Jordanfloden og Det Døde Hav.

 

 

Efter yderligere tre timers kørsel via den smukke og historiske Kings Road ankom vi til Wadi Mousa først på aftenen. Wadi Mousa er den nærmeste by til oldtidsbyen, hvorfra løbet skulle starte. Vi blev her indkvarteret på det ganske udmærkede Petra Marriott Hotel.

 

 

Inspektionstur i Petra

 

Fredag morgen mødtes alle løbere på Hotel Mövenpick, hvor der var informationsmøde med efterfølgende inspektionstur i Petra. Thomas gav her udtryk for lidt bekymring for mig. Han fortalte, at ruten var ekstremt hård, og at vi skulle gennemføre inden for syv timer og nå frem til 30−kilometermærket inden for fem timer. Hans bekymring var begrundet i mit løb i Sydafrika, hvor jeg havde måttet udgå. Jeg forsikrede Thomas, at jeg denne gang var mentalt klar, og at jeg slet ikke forventede en gentagelse fra 2005.

 

 

Respekt for et af verdens vidunder

 

På løbsdagen lørdag den 26. september stod vi op allerede klokken 3.30. Oprindeligt skulle alle være mødtes ved startområdet. Men på grund af en sprække i klippevæggen inde i Siq´en (kløften til Petra) og generel bekymring for bevarelsen og beskyttelsen af det arkæologiske område, havde Petra National Trust, UNESCO og Jordans Turistministerium indtrængende bedt arrangørerne om, at vi ikke løb gennem Siq´en og i stedet flyttede starten ind i selve Petra. Da alle var mødt og havde fået afleveret bagage, gik vi til fods samlet gennem Siq´en til det nye startsted. Ændringen betød naturligvis, at ruten var forlænget 1.200 meter et andet sted. Vi skulle være startet klokken seks. Men da det stadig var mørkt, kom vi først i gang sytten minutter over.

 

 

Storslåede omgivelser

 

Kort inde i løbet kom vi til en af Petras mest berømte bygninger, Al–Kazhneh eller “Skattekammeret”. Det var et meget imponerende sted med en detaljerig 40 meter høj facade. Det er kendt fra filmen “Indiana Jones og det Sidste Korstog”. Da vi havde passeret forbi dette, nåede vi til en hel by af gravkamre og huler, udhugget i lyserøde sandstensklipper.

 

 

Efter at være løbet igennem den gamle romerske handelsgade med en række af cirkelrunde søjler, drejede ruten ud af Petra og op ad landevejen bag ruinerne. Det var virkeligt specielt at løbe i disse historiske omgivelser.

 

 

På hovedvejen løb vi mellem klipper i alle nuancer af rødt og gult og i yderst særprægede former. På dele af ruten løb vi langs udtørrede flodlejer i ujævnt terræn.

 

 

Underlaget var meget sandet i starten, men det gav nu ikke problemer. Jeg holdt en gennemsnitshastighed på otte kilometer i timen, og den holdt helt frem til 28 kilometer.

 

Stabilt løb

 

Efter omkring 12 kilometer kom vi ud på et fladt asfaltstykke, hvor der nogle steder var skygge mellem klipperne. Her løb jeg faktisk ret stærkt og overhalede nogle stykker på vejen. Senere blev det så en del op og ned ad bakke. Her mødte jeg nogle af dem, der var foran mig, idet de havde været ved et vendepunkt og nu var på vej tilbage.

 

Efter 22 kilometer kom også jeg til vendepunktet hvor jeg fik et gummiarmbånd om håndleddet som bevis på, at jeg havde været der. Nu var jeg så også på vej tilbage og skulle herefter løbe meget op ad bakker. Her måtte jeg gå en del, men holdt dog stadig min hastighed rimeligt konstant et stykke tid. Men da jeg nåede frem til den flade asfaltvej, var der ikke længere kræfter til at løbe stærkt. Det blev nu til skiftevis småløb og gang. Jeg nåede frem til 30−kilometermærket efter lidt over fire timer og var dermed i rigtigt god tid.

 

 

Den store udfordring

 

Efter 31 kilometer kom den store udfordring. Vi skulle nu stejlt op ad bakke de næste tre kilometer, og på et tidspunkt var det rigtig hårdt, uden at jeg dog var i dyb krise. Jeg kom op ad det værste stykke, men det fortsatte stadig op ad bakke, og nu gik ruten ad grusveje.

 

Sikkerhed frem for alt

 

Endelig ved 37 kilometer var toppen nået, og nu gik det nedad. Med det var ad ujævne og stenede stier, og jeg turde ikke løbe, da jeg ikke havde lyst til at blive skadet i bestræbelsen på at nå i mål inden seks timer.

 

 

Efter 40 kilometer var vi igen på asfalt, men mange steder gik det meget stejlt nedad, så her kunne jeg heller ikke løbe ret meget.

 

 

Jeg løb i mål i tiden 6:14:51, og Elisabeth ventede på mig i målet. Emil var kommet flot i mål efter sit eget 23−kilometers løb i tiden 3:21:26. Han var taget tilbage til hotellet med Dorthe.

 

En urolig nat

 

Appetit havde jeg ikke meget af den aften. Jeg kunne ikke spise meget og gik tidligt i seng. Det blev en mærkelig nat. Snart frøs jeg, så svedte jeg. Det var dynen af og på hele tiden. Jeg talte i vildelse og vågnede med et sæt ved den mindste bevægelse eller lyd fra Emil. Emil syntes, det var lidt sjovt. Selv var jeg helt bevist om, hvad der skete, men kunne ikke ændre på det.

 

Gallafest i det fri

 

Søndagen havde vi for os selv, så vi tog en taxa til byen, hvor vi gik rundt i basaren et par timer. Eftermiddagen tilbragte vi ved hotellets pool, hvor vi slappede af, badede og nød solen.

Aftenens gallafest foregik udendørs i Lille Petra. Til lyden af pompøs musik i højtalerne gik vi ad en rød løber i sandet ind til et område med et gravkammer. Der var sat fakler langs den røde løber, så vi kunne finde vej, og det var et ganske betagende syn. Efter en velkomstdrink satte vi os til bords ved runde borde. Der blev budt velkommen, og vi gik så til buffeten. I løbet af aftenen blev vi underholdt af en lokal mandlig dansegruppe, hvortil deltagerne kastede sig ud i rundkredsdans.

 

 

Ikke hårdere end på muren

 

Under middagen blev vinderne kåret. Flere havde sagt, at dette løb ville blive hårdere end The Great Wall Marathon. Dette kan jeg klart afvise. Min tid var her en time og et kvarter hurtigere, end jeg tidligere på året havde præsteret i Kina. Vindertiden i Petra blev 3:15:03, hvilket var knapt 26 minutter hurtigere end samme år på muren.

 

Det døde hav

 

Mandagen bød på en lang bustur. Vi forlod vores hotel om morgenen og var ved middagstid fremme ved byen Karak, hvor vi så en flere tusinde år gammel borg, der er blandt regionens største borge.

 

Midt på eftermiddagen nåede vi til Wadi Rum og Hotel Mövenpick.  Vi blev nu kørt ned til vandet i nogle små sjove Club Cars og badede i Det Døde Hav, verdens lavest beliggende sø og laveste punkt i det hele taget med sine 400 meter under havets overflade. Det var en spøjs oplevelse. Vi lå på ryggen og kunne næsten ikke få fødderne ned til bunden. Det virkede, som om vi flød rundt i olie. Vandet havde omkring 30 % saltindhold, så der var hverken levende dyr eller planter. Vi var blevet frarådet at have smykker på, hvorfor jeg for første gang tog min vielsesring af. Ligeledes blev vi kraftigt advaret mod at få vandet i øjne og i mund.

 

 

Efter et aftensmåltid med god vin og nogle afslappede timer på hotellet skulle vi ved midnatstid videre mod Amman og lufthavnen.

 

Midt om natten fløj vi igen via Istanbul til København, hvor vi var fremme tirsdag formiddag. En spændende rejse var tilendebragt og et godt løb gennemført.

 

Forbud mod gentagelse

 

Det skulle vise sig, at Petra Marathon ikke var kommet for at blive. Løbet blev ikke afviklet året efter, men kom tilbage igen i 2011. Herefter var det ikke mere tilladt at løbe i Petra by. UNESCO og de lokale myndigheder fandt det ikke forsvarligt at afvikle maratonløb i en oldtidsby med så stor historisk betydning.  Dette er naturligvis fuldt forståeligt, men uden disse fantastiske omgivelser giver løbet ingen mening.

 

Køb bogen her.

Midtvejs mellem to rejser til fantastiske maratonløb i Asien indtraf der en lykkelig begivenhed på hjemmefronten. Karin og jeg er begge født i 1959, hun i november og jeg i februar. Vi har altså begge fødselsdag på årets mørke tid. Det samme har alle vores sammenbragte børn. Vi havde mange gange talt om at holde en fælles sommerfest, men det var bare helt ulogisk i forhold til familiens fødselsdage. Men i 2009 valgte vi at holde en fælles 50−års fødselsdag, der så skulle holdes et sted midtvejs mellem vores respektive mærkedage, altså om sommeren.

 

Få dage efter vores hjemkomst fra Kina begyndte vi at planlægge årets fest, og det viste sig, at vi begge havde puslet med samme tanke – at lægge et bryllup oven i de to fødselsdage. Men brylluppet skulle være helt hemmeligt, og vi ville udelukkende invitere til fødselsdag.

 

Først skulle vi dog finde en dato, og en særlig ting var af allerhøjeste betydning. Nemlig at Elisabeth skulle kunne deltage. Hun havde år forinden kundgjort, at hun ikke ville acceptere det, hvis vi nogensinde giftede os uden hendes tilstedeværelse. Eftersom hun stadig var udlandsdansker, var det en opgave at finde et tidspunkt, hvor hun var i Danmark. Vi inddrog hende i fødselsdagsplanerne, men der var ikke en eneste weekend i sommermånederne, der passede både for hende og for os. Vi måtte således acceptere et afbud fra hende, men denne accept var kun på skrømt. I starten af august skulle Elisabeth med gode venner i sommerhus på Læsø, og vi inddrog under tavshedspligt disse venner i vores hemmelige plan, mens vi sammen bagte en “rævekage”.

 

Det var vores store ønske at blive viet i haven, men det var ikke så let. Folkekirken ville ikke påtage sig en vielse uden for Guds hus, og vores borgmester havde et andet arrangement denne dag. Heldigvis lykkedes det for både borgmesteren og os at flytte lidt på tidsplanerne, så det hele gik op i en højere enhed.

 

 

Lørdag den 8. august 2009 var den smukkeste sommerdag, man kan forestille sig. Dagene forinden havde vi rejst to store telte i haven og gjort alt klar til grillfest. Om morgenen sad Elisabeth intetanende og spiste morgenmad med sine venner på Læsø, da hendes dag pludselig tog en helt anden drejning end forventet. Til sin store undren og forvirring blev hun pludselig kørt til lufthavnen og sat ombord på et indenrigsfly til Roskilde, hvor hun blev afhentet af chauffør. Som den sidste af gæsterne ankom hun til vores havefest kort efter klokken 14.30.

 

Lidt før klokken 15 fik vi samlet alle gæsterne i det åbne telt og åbnede champagne som velkomstdrink, og præcis klokken 15 ankom borgmester Poul Lindor Nielsen og gjorde Karin og mig til hustru og ægtemand på vores egen terrasse. Nogle blev overraskede, andre havde lugtet lunten, men alle knapt 60 feststemte mennesker havde en dejlig eftermiddag og aften, der specielt for Karin og mig blev helt uforglemmelig.

 

Køb bogen her.

Kærligt følgeskab med problemer

 

The Great Wall Marathon 2009 var noget ganske specielt. Det var tiåret for løbets start, hvor det tiende løb skulle afvikles, og for mig var det ligeledes mit tiende løb på stedet. Karin havde aldrig været med til dette ganske specielle løb, så det var en stor glæde for mig, at hun besluttede at rejse med mig til jubilæumsløbet.

 

 

Allerede den 24. november 2008 tilmeldte vi os rejsepakke 3, der lå i perioden 10. – 22. maj. Foruden den traditionelle tur til Beijing skulle gruppen efterfølgende til Shanghai. Men i marts blev vi ringet op fra Albatros Travel med besked om, at vores gruppe desværre måtte aflyses, da vi var de eneste tilmeldte. Det var rigtigt ærgerligt for os og var ved at betyde, at jeg måtte rejse alene, da den korte tur på syv dage, hvor det meste tid ville gå med rejse, inspektionstur og løb, ikke var så interessant for Karin. Men heldigvis lykkedes det at få lavet en aftale med Albatros Travel, hvor vi tilmeldte os gruppe 2 fra 11. – 18. maj, men så forlængede vores rejse frem til den 23. maj med den oprindeligt planlagte tur til Shanghai, som vi så skulle besøge alene og uden dansk guide.

 

Artikel i Jyllands−Posten

 

Som optakt til jubilæumsløbet blev jeg kontaktet af en journalist fra Jyllands–Posten, der ønskede at bringe et stykke om mig og mine løb rundt omkring i verden. Jeg blev interviewet telefonisk og fik lejlighed til at gennemlæse et udkast, før den endelige artikel blev bragt under titlen “På Muren ved et tilfælde”.

 

Svineinfluenza

 

Kort før dette års løb udbrød en svineinfluenza med udspring i Mexico. Sygdommen bredte sig til store dele af verden og forårsagede flere hundrede dødsfald. Grundet sygdommen var der ekstra sikkerhedsforanstaltninger, da vi den 12. maj ankom til Beijing lufthavn. Vi kom dog forholdsvis hurtigt igennem.

 

Kære gensyn

 

Der var flere kære gensyn dette år. Jakob skulle igen være vores guide, og vi skulle igen bo på Qianmen Hotel. Det kunne næsten ikke blive bedre.

 

 

Da Karin var med i Kina for første gang, havde vi valgt en guidet tur, som jeg ellers var sprunget over i nogle år, og vi besøgte således Himmelens Tempel på vej fra lufthavnen til hotellet.

 

Et meget specielt løbenummer

 

Da vi om aftenen modtog vores løbspose, fik jeg en stor overraskelse. Jeg havde fået løbstal nr. 10. Og derudover var mit løbstal ikke trykt i sort, men i guld, og det var belagt med grønne blade. Det var en meget fin gestus.

 

 

Turisttur

 

Onsdagens program gik rundt til de store turistmål i hovedstaden. Som pædagog i en indskolingsklasse havde Karin specielt set frem til et besøg i en børnehave. men dette arrangement blev desværre aflyst, da myndighederne frygtede smitte i forbindelse med svineinfluenzaepidemien.

 

 

Også jeg fik en ny helt oplevelse denne dag, da vi besøgte en silkefabrik. Det var interessant at se hele produktionen, men blev også dyrt, da vi endte med at tage derfra med silkedyner og hovedpuder med tilhørende betræk.

 

 

Dårligt varsel

 

Da vi kom tilbage til hotellet, lå der en besked om, at vi ville være uden strøm og vand om natten mellem klokken 1.00 og 5.00. Det var temmelig uheldigt og føltes lidt som et dårligt varsel, eftersom det var i netop dette tidsrum, vi skulle stå op for at tage på inspektionstur i løbsområdet. Imidlertid blev vi efterfølgende beroliget med, at det formentlig slet ikke ville ske, og det gjorde det heldigvis heller ikke.

 

Ned på jorden igen

 

Inspektionsturen var ganske traditionel. Vi fik udleveret morgenmad og besluttede at spise den i bussen. På den måde kom vi hurtigt til hotellet i Jixian og skulle derved ikke vente i lang kø for indtjekning.

 

Endnu engang skulle Yuyang Hotel huse os et par dage. Efter et par år med jævn status havde hotellet i 2008 taget et flot opsving, men dette år var standarden imidlertid faldet lige så drastisk igen. I modsætning til året før var der nu hverken computer, køleskab eller safe deposit box på værelset. Man kan gisne om, at de måske havde solgt det hele efter De Olympiske Lege.

 

Psykologisk test

 

Vores lokalguide hed Jennifer, og hun var buddhist og meget spirituelt optaget. Hun foreslog mig at mødes i receptionen, hvor hun ville lave en psykologisk test på mig. Eftersom jeg dels var nysgerrig, dels aldrig har følt mig afvisende over for den alternative verden sagde jeg ja tak til hendes forslag. Jennifer havde testen i sin mobiltelefon, og hun stillede mig over for forskellige valg på en fiktiv eventyrrejse. Alt efter mine svar kunne hun fortælle noget karakteristisk om mig. Det var meget interessant.

 

En parodi

 

På hotellet var man meget forsigtig på grund af svineinfluenzaen. Hver gang vi skulle spise, sad to læger uden for spisesalen og tjekkede vores temperatur, men de tjekkede ikke vores pas og krydsede os ikke af på en hotelliste. Det virkede lidt som spil for galleriet.

 

105 kilo på Muren

 

På inspektionsdagen blev jeg opsøgt af Peter Fredberg, der ville lave et interview med mig og tage et billede til BT Resultatet blev en artikel, der med henvisning til min vægt kom til at hedde “105 kilo på Muren”. Da Karin så overskriften, sagde hun tørt: “Vi må da håbe, at den holder”.

 

 

Back to normal

 

På fridagen inden løbet var vi sammen med resten af gruppen på en tur, der i store træk lignede turen fra året før. Om aftenen fik vi serveret den traditionelle pasta, men også her kunne jeg konstatere et stort kvalitetsfald i forhold til hotellets opsving i 2008.

 

 

Traditionel morgen

 

Lørdag den 16. maj var dagen for det tiende The Great Wall Marathon. Morgenen med opvarmning og taler forløb efter den nu efterhånden “gamle” − og i hvert fald for mig “gammelkendte” − tradition. Maratonløbet blev skudt i gang klokken 7.30, mens Karin blev kørt op til muren for at starte klokken 8.20. Hun havde nemlig tilmeldt sig løbet på fem kilometer.

 

 

Karin på den korte tur

 

Karin havde tilmeldt sig denne korte tur, dels for at være med, dels for at fordrive ventetiden. Hun medbragte et kamera og gav sig rigtigt god tid på ruten, hvor hun kun løb det sidste stykke i mål. Efterfølgende fortrød hun dog, at hun ikke havde taget 10−kilometerturen, da hun alligevel måtte vente på, at jeg kom i mål.

 

Humant vejr

 

Vejret var hele dagen absolut humant. Det var lettere overskyet, så der var ikke alt for meget sol, ligesom der heller ikke var nogen vind. Men der opstod “flaskehals” på muren, da alt for mange løbere var blevet sendt af sted samtidig. Jeg vil tro, at jeg i alt blev forsinket cirka et kvarter på grund af denne ventetid. Heldigvis var der forståelse blandt de øvrige løbere for at give maratonløberne fortrinsret, og vi fik flere gange lov til at komme foran de andre. Ellers gik turen uden nævneværdige problemer.

 

Gåsehud

 

Da klokken var tæt på 13 var jeg nået til Yin og Yang–pladsen og skulle over muren for anden gang. Mit mål om at gennemføre dette løbet for tiende gang var nu inde for rækkevidde. Jeg fik gåsehud og følte mig meget rørt, og Dave præsenterede mig flot over højtalerne, da jeg kom ind på pladsen. Karin stod klar med nogle energibarer til mig, så jeg kunne samle kræfter til det sidste stykke.

 

Overraskende let

 

Det var overraskende “let” at passere muren anden gang. Ordet er måske ikke den helt rette betegnelse, men jeg var aldrig i krise og følte mig glad hele vejen. Da jeg igen var ovre muren, og klokken var blevet 14.15, var mit indre voldsomt påvirket, og jeg følte mig dybt bevæget.

 

 

Jeg havde god tid ned ad bjerget, hvor jeg løb godt til i flere perioder, men også indimellem tog den mere med ro og gik lidt. Da jeg kom ned ad bjerget og nærmede mig målstregen, følte jeg, at det ville blive et bevægende øjeblik. Dette holdt stik − af flere årsager.

 

 

Rørende modtagelse

 

Ude på vejen ved indgangen til pladsen stod en skare hvidklædte officials og heppede på mig. Det var blandt andet hele det danske lægeteam og repræsentanter for Dansk Atletikforbund.

 

 

Da jeg entrede Yin og Yang–pladsen, blev jeg flot præsenteret af Fran i højtaleranlægget. Thomas stod klar ikke blot med min medalje, men også med en blomsterkrans til mig. Den hænger i dag side om side med den rosenkrans, jeg havde modtaget to år tidligere. Jeg må indrømme, at jeg direkte hulkede, og jeg blev fotograferet i et væk af en mængde fotografer og private. Dette fortsatte, så længe jeg var på pladsen. Mange ville have billeder af mig, og mange gerne med sig selv ved siden af mig. Jeg måtte sågar skrive autografer. Mens jeg stod i omfavnelse med Thomas, råbte hele pladsen hurra for mig på opfordring af Fran.

 

 

Bedst af alt var, at Karin stod og tog imod mig. Der skulle gå en årrække, før hun kom med til Kina, og så var hun med i lige netop dette bevægende øjeblik.

 

Uofficiel verdensmester i adventure marathon

 

Min tid blev 7:20:47. Det var ikke imponerende, men dog den bedste i tre år. Vinderen fra 2008 fik ikke mulighed for at forsvare sin status. Han var fra Mexico og havde fået indrejseforbud af frygt for svineinfluenza. Årets vindertid var den langsomste siden 2002. Med tiden 3:40:54 vandt Justin Walker fra USA. Han blev samtidig kåret til uofficiel verdensmester i adventure marathon, da løbet dette år havde fået den status.

 

Splittergal taxachauffør

 

Om aftenen efter løbet fik vi en ganske særpræget oplevelse. Vi tog til Silkemarked for at indlevere min fleecetrøje til skrædderen, så han kunne nå at sy nyt årstal på ryggen. Da vi skulle tilbage til hotellet, kørte vi med en bindegal taxachauffør. Vi forstod ikke, hvad han sagde, men var ikke i tvivl om, at det var dybt sjofelt. Han grinede og råbte op om både Bill Clinton, Monica Lewinsky og Hitler. Vi var helt sikre på, at han havde drukket eller røget noget, han ikke havde helt godt af.

 

Tabt væddemål

 

Jeg havde for sjovs skyld indgået et væddemål med en kvinde i vores gruppe, der hed Lene. Lene havde påstået, at hun kunne slå Karin på 5−kilometerdistancen. Det vidste jeg godt, hun kunne, eftersom Karin slet ikke havde tænkt sig at løbe, men i stedet ville gå stille og roligt og nyde turen. Så helt efter bogen tabte jeg væddemålet på 20 yuan, samt et glas Fernet Branca og en chokoladeskildpadde. I timen inden vi skulle til gallafesten, kom det højtidelige øjeblik, hvor jeg skulle afregne min gæld, og ikke blot Lene nød godt af sejrens sødme. Også hendes mand, Finn Erik, og Karin fik noget til halsen og den søde tand.

 

VIP−bord

 

Gallafesten oversteg på alle områder, hvad jeg havde forestillet mig. Jeg havde forventet, at mit jubilæum ville blive markeret, men det kom helt bag på mig, at jeg var udtænkt til at være aftenens hovedperson. Efter en velkomstdrink kom vi ind i den store sal, og vores gruppe skulle sidde ved bord 4, hvilket viste sig at være et VIP−bord helt oppe ved scenen. Ved bord 1, 2 og 3 sad organisationsfolk fra DAF, Albatros, presse, læger og øvrige officials. Vi havde det privilegium at kunne se alting bedst, ligesom VIP−bordene fik lov til at gå først til den store tag selv−buffet og hente mad. Derved undgik vi den store kø.

 

Stående applaus

 

Da Dave gik på scenen og bød velkommen, præsenterede han straks mig. Jeg måtte op at stå. Da jeg satte mig ned, blev jeg bedt om at rejse mig igen. Jeg tænke så: “Det var nok det”. Men det var det ikke.

 

Mad og underholdning

 

De sædvanlige dansende drager løb rundt i salen og hoppede omkring oppe på scenen, før der blev budt til bords. Vi fik rigtigt lækker mad med såvel et koldt bord med salater som dejlige varme retter.

 

 

Efter maden optrådte en mand med et show, hvor han skiftede masker flere gange i løbet af sin optræden. Jeg havde set denne type optræden også ved tidligere lejligheder, men det var et godt show.

 

Jubilæumsmarkeringer

 

Efter underholdningen var det tid til personmarkeringer.

 

 

Som den første blev jeg kaldt op på scenen. Det var med skælvende ben, jeg gik op ad den ene trappe, mens jeg så Rune Nordtoft fra Albatros Travel gå op fra den anden side. Han havde noget i hånden, som måtte være til mig. Det var en træplade med dette års medalje påsat. Over medaljen var The Great Wall Marathon logoet indskåret og nedunder var indskåret følgende tekst:

 

MR. HENRIK BRANDT

10 YEARS ANNIVERSARY

OF PARTICIPATION

IN

The Great Wall Marathon

 

Dave gjorde diskret tegn til mig, om jeg ville gå på talerstolen og sige nogle ord. Jeg tøvede et øjeblik, men tænkte så: “Hvorfor ikke”, hvorefter jeg gik til mikrofonen og sagde nogenlunde således:

 

 

 

“I want to thank you all for this applause, and also, I want to thank all of you, who gave me a warm welcome on the Yin and Yang square when I got to the finishing line yesterday. I am not a real runner. I ran my very first marathon in 1999 at the Great Wall by coincidence. I thought that this would be the one and only time. But since then, I have run a lot of marathons around the world. However, it is here that I have my heart, and I have come back every year. I will also come back next year. Thank you.”

 

Bagefter var der ligeledes jubilæumsplader til fire fra organisationen, der havde været med i samtlige ti år. Det var Peter Fredberg, Thomas Thomsen, lægen Karin Stausholm og den kinesiske agent Guo Feng. Vi blev så alle fem kaldt op på scenen til fælles fotografering.

 

 

Bagefter blev andre mennesker markeret for deres specielle præstationer, mens selve præmieoverrækkelsen var sket i målområdet. Formentlig fordi ikke alle deltager i gallafesten.

 

Gave fra Thomas

 

På et tidspunkt kom Thomas Thomsen over til vores bord for at skåle og snakke. Han havde noget at dele med hele gruppen. Først fortalte han om to ens præmier, som Dansk Atletik Forbund for år tilbage havde haft stående på hans kontor. Det var begge tredjepræmier for en idrætsgren under atletik. Et år havde både en dansk kvinde og en dansk mand vundet bronze i samme disciplin. Præmierne var harefigurer af metal, der delvis var rustent. Thomas fortalte, at han i 1998 skulle til Kina i forbindelse med planlægningen af den første The Great Wall Marathon, og eftersom det var kutyme at medbringe noget til værterne, havde han taget de to harer med. Den kinesiske vært blev glad og sagde i sin takketale, at det var typisk, at Thomas altid vidste, hvad der rørte sig, og naturligvis havde taget harer med i det år, der var harens år. Men Thomas vidste det faktisk ikke, så det var helt tilfældigt. Op af lommen trak Thomas nu en lille sød hare i messing til mig. Han fortalte, at haren har mange egenskaber. Den er omsorgsfuld, indsigtsfuld, uransagelig, venlig og doven. “Og Henrik er doven”, sagde Thomas, “for man kan jo sige, at han giver sig god tid til en maraton.” Til slut sagde han, at når jeg kom tilbage i 2010, ville det igen være harens år, eftersom der er 12 år imellem. Det var en dejlig gave at modtage.

 

 

Blue Bar

 

Aftenen blev sluttet med after dinner party i Blue Bar, hvortil vi blev kørt med bus. Det blev til nogle hyggelige timer, inden vi trætte og glade tog hjem og i seng efter en begivenhedsrig aften.

 

En dag for os selv

 

Mandag var gruppens hjemrejsedag, men ikke vores. Efter at have vinket farvel til de andre, havde vi derfor en dag for os selv til afslapning og handel. Aftensmaden indtog vi i de nærliggende hutonger, hvor jeg året før havde spist et fyrsteligt måltid med min gruppe. Denne gang savnede vi dog Jakob og hans lokalkendskab, og vi fik ikke den samme gode mad. Vi betalte 130 yuan for to øl og nogle kedelige grillpinde fulde af fedt. Min glæde ved at skulle præsentere noget specielt for Karin var noget begrænset.

 

 

Morgentur i parken

 

Vi stod tidligt op tirsdag morgen. Karin skulle ud i en af byens parker og opleve det liv, jeg havde set ved mit første besøg i Kina med mennesker, der laver tai-chi og danser. I parken blev vi passet op af en ældre mand, der ville lege med mig. Han havde nogle store ringe, der formentligt var af tovværk og beklædt med stof i forskellige farvestrålende kulører. Nu skulle jeg stå til måls, mens han kastede ringene over mit hoved. Jeg sprang lidt ind imellem, så han kunne ramme plet, og snart havde jeg alle ringene omkring hovedet. Karin tog billeder og video af seancen, og til sidst fik vi en anden til at tage et fælles foto af manden, Karin og mig.

 

 

Til sidst gav han mig et stykke papir med kinesisk skrift, og jeg formodede, at det var hans adresse. Efterfølgende kunne vores guide, Jennifer, bekræfte, at det i hvert fald var en adresse i Beijing. Da jeg kom hjem, tog jeg et print af alle billederne fra denne oplevelse, og jeg sendte dem i en kuvert med en påklistret kopi af det stykke papir, han havde givet mig den hyggelige morgen i en af Beijings parker.

 

Afgang med nattog

 

Efter en dejlig dag i Beijing blev vi om aftenen fulgt til banegården af Jennifer. Hun ordnede forskellige papirer for os, ønskede os god tur og sagde så på gensyn. Vi var i god tid, så vi fordrev tiden med at rafle med en kuffert som underlag, hvilket skabte interesse blandt den undrende lokalbefolkning omkring os.

 

Ved 19.30−tiden kom vi ned til toget og fik en ganske udmærket kupé, som vi skulle dele med et ældre kinesisk ægtepar. Heldigvis fik vi de nederste køjer. Der var ikke meget plads i kupéen, men vi fik organiseret vores bagage, så vi sagtens kunne være der. Igen tog vi et spil yatzy, men lagde os snart til at sove.

 

 

Overvægt i tog

 

Den 20. maj klokken 7.30 ankom vi til Shanghai. Her ventede lokalguiden Allan på perronen, men før vi forlod banegården, skulle vores bagage vejes, og vi havde overvægt. Har man hørt så galt? På et tog! Allan betalte de 26 yuan, og vi begav os til en ventende bil, der kørte os til hotel Shanghai Broadway Mansions, hvor vi fik et fint værelse. Dog var der problemer med elektriciteten.

 

 

Havnesejlads

 

Snart begyndte dagens program, og vi mødtes med Allan i receptionen. Først kørte vi til havnen for at komme på havnesejlads på Huangpufloden. Havnen i Shanghai er ikke blot Kinas største, men også en af de største i hele verden. Det kunne have været en meget fin rundtur, men det regnede og var ret tåget, så fornøjelsen var så som så.

 

Pågående og fornærmet sælger

 

Vi kørte så til et sted, der solgte jade og andre sten og kunstgenstande. En engelsktalende og meget talende sælger viste os rundt. Det var flot, omend slet ikke noget for os, og vi kunne godt have undværet den oplevelse. Sælgeren var meget emsig, men vi skulle ikke have noget, og da vi kom til udgangen, vendte han os ryggen uden at sige farvel. Han var tydeligvis fornærmet. Besøget stod ikke i vores program, så vi formodede, at det var blevet indlagt af vores guide, der nok ville have fået provision af et eventuelt salg.

 

Smasken og bøvsen

 

Gennem årene har jeg ikke været forvænt med at spise i selskab med lokalguiderne, der traditionelt har sat sig et andet sted. Men nu fik vi en ganske udmærket frokost på en restaurant i selskab med Allan. Det var rigtig hyggeligt og gav os god mulighed for at tale med ham.

 

Vi kendte godt til kinesisk kultur og tradition og var derfor ikke på nogen måde snerpede. Tværtimod var det en oplevelse at høre Allan smaske og bøvse under måltidet, hvilket er den naturligste ting i Kina, men noget grænseoverskridende i vores kultur.

 

Shanghai World Financial Center

 

Næste besøg var verdens højeste bygning, Shanghai World Financial Center. Med en hastighed på 11 meter i sekundet kørte vi op til 94. etage og tog derfra med rullende trappe videre til 97. etage. Men skuffelsen var stor. Det regnede, og skyerne var som klistret til vinduerne. Resultatet var, at vi kun kunne se hvide vinduer, men vi kunne da sige, at vi havde været der! Hvis vi havde betalt for at komme et stykke længere op, kunne vi være kommet ud og gå rundt på et glasgulv med direkte udsyn hele vejen ned. Men vi tog ned til Allan igen og kørte så i stedet til et lokalt marked i den gamle bydel. Her gik vi rundt et par timer og så os omkring. Det var meget anderledes end i Beijing, hvor folk råbte efter os for at gøre en handel. Her kunne vi gå i fred og ro, som var det i Københavns gader.

 

 

Elektricitetsproblemer

 

Op ad eftermiddagen havde vi noget tid til at slappe af på hotellet. Elektriciteten var stadig ikke lavet, og jeg måtte ringe og rykke tre gange. Hver gang sagde de, at der straks ville komme en og ordne det. Til sidst kom så endelig en elektriker og løste problemet, så vi kunne få tørret de våde sandaler.

 

Akrobatik og fadøl

 

Ved aftenstid mødtes vi med Allan. Vi blev nu kørt til byens verdensberømte akrobatikshow, der varede i halvanden time. Noget var godt, men generelt var det ikke den store oplevelse. Dog blev jeg meget imponeret af fem motorcyklister, der kørte rundt indvendigt i kugleformet beholder af metalnet. Her tænkte jeg, at min barndoms dødsdrom var det rene barnemad i forhold til dette. Det var forbudt at fotografere, men jeg dristede mig til at videofilme i smug, og resultatet blev godt.

 

 

Efter arrangementet ventede Allan og chaufføren på os. Vi kørte nu til et restaurantkvarter og blev sat af. Her valgte vi at gå på en tysk restaurant og spise wienerschnitzler med tilhørende fadøl. Sidst på aftenen var vi tilbage på hotellet efter en hel dag i regnvejr i Shanghai. Desværre kunne vi konstatere, at faktisk alt, hvad vi havde oplevet dagen igennem, havde været en smule skuffende i forhold til vores forventninger, men alligevel var vi glade og syntes overordnet set, at vi havde haft en god dag.

 

Maglev

 

Torsdag den 21. maj tog vi ud for at køre med Maglev Train. Maglev er verdens hurtigste tog og kører i Shanghai mellem stationen og lufthavnen. Maksimumhastigheden er 430 kilometer i timen, og vi tog en tur frem og tilbage. Desværre kom toget “kun” op på 301 kilometer i timen. Vi kunne godt fornemme, at det gik stærkt, men det føltes nu ikke så voldsomt, hvilket demonstrerede togets sikkerhed og komfort. Vi sad i bløde sæder i en luksuskupé og så ud på landskabet, der hurtigt forsvandt.

 

 

Yuyuan Garden

 

Formiddagen brugte vi på egen hånd i byen. Vi var på markedsplads og besøgte dernæst Yuyuan Garden, der er et fredfyldt sted i hjertet af den ellers så fortravlede storby. Yuyuan Garden stammer helt tilbage fra Mingdynastiet og er et sted, hvor befolkningen kan søge fred og trøst. Eftermiddagen brugte vi på afslapning på vores hotelværelse.

 

 

Flot måltid

 

Det sidste aftensmåltid i Kinas største og verdens næststørste by indtog vi i det franske kvarter. Her nød vi en lækker middag, men også til en pris vi ikke tidligere havde oplevet på turen. Både kødet og vinen retfærdiggjorde dog den endelige regning. Efter middagen tog vi en taxa hjem. Chaufføren kørte en stor omvej og snød os for nogle penge, men det var en del af oplevelsen.

 

Stinkende hotelværelse

 

På den sidste formiddag i Shanghai gik vi tur og oplevede lokallivet i kvarteret omkring hotellet. Ved middagstid blev vi kørt til lufthavnen, hvor Allan sørgede for, at vi kom godt af sted med indenrigsfly til Beijing.

 

Først på aftenen ankom vi til Beijing, hvor Jennifer tog imod os og fulgte os til Qianmen Hotel. Desværre fik vi et værelse, der lugtede af kloak. Vi bad om et andet værelse, og man lovede at se på det. Efter en tur i byen kom vi tilbage til et stadigt lugtende værelse. Det blev til en kamp med receptionen, hvor jeg til sidst måtte tale med store bogstaver, før vi fik et andet værelse.

 

Kinesisk bryllup

 

På hotellet fik vi en lille ekstra oplevelse. Vi havde godt set, at restauranten var gjort klar til bryllupsfest med æresport af lyserøde balloner. Men vi havde ikke ventet, at vi selv skulle komme til at stå midt i en fest. Vi var kørt i elevator ned til receptionen, og netop som vi steg ud af elevatoren, gjorde brudeparret det samme fra elevatoren ved siden af. Vi stod så side om side med de nygifte, der blev overdænget med farvestrålende konfetti af de feststemte gæster, der stod klar til at modtage det unge par.

 

 

Hektisk formiddag

 

Afrejsen om formiddagen lørdag den 23. maj blev hektisk, idet der var opstået en misforståelse mellem Jennifer og hendes bureau, så hun ikke dukkede op som aftalt. Vi skulle hente nogle fornødenheder i det nærliggende supermarked, men kom i tidsnød på grund af en stor kø. Helt usædvanligt og ligeledes uanstændigt blev Karin nødt til at snyde og springe over kassekøen, hvilket gav berettiget vrede blandt de øvrige handlende. Vi forsøgte at få en lift med nogle andre til lufthavnen, men der var ikke plads nok i minibussen. Endelig kom Jennifer, der hyrede en taxa og fulgte os til lufthavnen.

 

Udfordringer i lufthavnen

 

Næste udfordring var overvægt i lufthavnen, hvilket aldrig tidligere havde været et problem. Jeg troede, at mit kreditkort gav ret til ekstra vægt, men det var ikke tilfældet. Vi fik lidt rabat, men måtte betale nogle penge. Også ved gennemlysningen af håndbagagen var der problemer, men til sidst lykkedes alt.

 

The Great Wall Marathon er altid en oplevelse, men 2009 blev ganske speciel. Turen til Shanghai var minderig og Karins selskab dejligt. Ikke mindst løbets afslutning og den efterfølgende gallafest vil jeg aldrig glemme. Det var en helt fantastisk oplevelse at blive fejret på den måde.

 

Køb bogen her.

Fran og Dave har siden 2002 været en fast del af The Great Wall Marathon. De første to år stod Thomas Thomsen fra Dansk Atletik Forbund som ansvarlig for præsentation og afvikling af det tekniske møde to dage før løbets afvikling. På det tidspunkt var løbet rent dansk, og Thomas kunne derfor på kyndig og professionel måde klare opgaven på vores modersmål. Men i 2001 fik løbet internationalt tilsnit, og det år blev informationsmødet ledet af newzealandske Rod Dixon, der selv var tidligere eliteløber. Rod beviste i øvrigt to dage senere, at han ikke havde mistet sine løbeevner, da han vandt den første udgave af The Great Wall Half Marathon.

 

 

Hvert år siden da har Dave som vicepræsident i Association of International Marathons and Distance Races – slet og ret AIMS − været fast mand til at tage mod løberne på Yin og Yang–pladsen, samt fortælle om de særlige glæder, udfordringer, regler, farer og andre ting, man særligt skal tage sig i agt for i forbindelse med dette særlige løb. Fran har assisteret, blandt andet ved, på fornem vis rent fysisk, at vise, hvorledes løberne flere gange passerer over pladsen, samt, ikke mindst til stor jubel for de fremmødte, at demonstrere afslutningen på The Great Wall Marathon.

 

På løbsdagen står Fran og Dave som konferencierer såvel om morgenen inden løbets start, som ved selve starten og dagen igennem på Yin og Yang–pladsen. Ikke mindst når løberne glade og trætte kommer i mål, bliver de budt velkommen og ønsket tillykke af Fran og Dave over højtaleranlægget. Til gallafesten dagen efter løbet er det desuden fast kutyme, at Dave står som konferencier, mens Fran hædrer de løbere, der på en eller anden måde har gjort sig særligt fortjent til at blive nævnt.

 

Fran og Dave er fra Australien, og for begge har sport været en stor del af livet. Fran spillede boldspil som ung og blev siden en habil 400−meter løber. Et af de mest mindeværdige øjeblikke i livet var, da hun blev udvalgt til fakkelstafetten ved De Olympiske Lege i Sydney 2000. Før Fran fik sit drømmejob som rejsende i sport, havde hun en karriere i IT−branchen.

 

 

Dave har selv en aktiv maratonkarriere med flotte resultater bag sig. Han er den længst fungerende løbsdirektør i verden og lever og ånder for sit arbejde. Ikke mindst langdistanceløbene ligger hans hjerte nær. Blandt mange store opgaver gennem livet har Dave været løbsdirektør for maratonløbet ved Sydneys Olympiske Lege i 2000. Udover løb har Dave også i mange år arbejdet i atletikkens verden.

 

Fran og Dave driver Cundy Sports Marketing og Run Fun Travel, og sammen har de gennem en årrække rejst verden tynd for at arrangere maratonløb og spektakulære løb. Et fast årligt holdepunkt er The Great Wall Marathon.

 

Køb bogen her.

Ikke optimale forberedelser

 

Træningstilstanden var ikke optimal op til dette års løb. Min type arbejde er altid presset på denne tid af året, men det var ikke alt. Emil var blevet konfirmeret i april, og det krævede en hel del forberedelser. Samtidig var drengene og jeg blot en uge før afrejsen til Kina kommet hjem fra en anden lille rejse. Vi havde været på en forlænget weekend i England for at se fodbold i Liverpool. Endelig havde jeg en måned før løbetrænet i en periode med ondt i den ene fod, der stadig var lidt var hævet.

 

Ny lufthavn

 

Men vi kom af sted og ankom til Beijing om formiddagen onsdag den 14. maj, hvor vi landede i en helt ny og kæmpestor lufthavn bygget i anledning af De Olympiske Lege. Landingsbanen lå ikke helt inde ved lufthavnsbygningen, så vi måtte køre i metro for at komme ind til bagagebåndet og ankomsthallen.

 

 

Hotelforhold

 

Dette år skulle vi bo på Qianmen Hotel, hvor jeg en gang tidligere havde overnattet en nat på ankomstdagen, og for tredje år i træk skulle vi efter torsdagens inspektionstur på muren bo på Yuyang Hotel i Jixian. Hotellet havde tidligere været skuffende, men dette år blev det en glædelig overraskelse. Der var blandt andet kommet computer og internet på værelset. Måske havde man opgraderet forholdene i anledning af de nært forestående Olympiske Lege.

 

 

Dagsudflugt

 

 

Fredag den 16. maj var jeg på tur med gruppen. Dette år var vores guide Jakob Blaabjerg Pedersen, der bor i Kina og er en meget kompetent rejseleder. Ydermere er han et rigtig behageligt menneske. Heldigvis har jeg i efterfølgende år nydt godt af Jakobs selskab mange gange.

 

 

Dagens tur gik først til det lokale marked i Jixian. Her fik vi et indtryk af, hvordan den private foretagsomhed var på vej tilbage i det kinesiske samfund efter i årevis at have været fortrængt. Det frie marked var i kraftig vækst.

 

 

Næste stop blev Duleshi templet, der oprindeligt blev bygget under Tang–dynastiet i perioden 618 – 907 efter vor tidsregning. Templet er især kendt for sin gamle træpavillon, samt et større antal sjældne freskomalerier.

 

 

Sluttelig kørte vi længere mod øst for at se Åndernes Allé, der består af store stenfigurer af dyr og mennesker, og vi besøgte ligeledes de kejserlige Qing−grave. Det er et imponerende og kæmpestort gravområde, hvor fem af Kinas kejsere, 14 kejserinder og 136 førstekonkubiner ligger begravet.

 

 

Aftenens pastaparty blev det lækreste, jeg nogensinde havde oplevet. Efter to år med tommelfingeren ned ad for dette hotels køkken, var der virkelig sket noget.

 

 

Bedre morgenmad

 

 

Løbsdagen den 17. maj startede med morgenmad, og igen måtte jeg med stor tilfredshed konstatere et løft. Her var blandt andet bananer og marmelade på bordet. Jakob havde vist gjort sin indflydelse gældende, og han bød i bussen på flere bananer og kiks.

 

 

Jordskredstragedie

 

 

De ceremonielle taler varede lidt længere dette år end tidligere, og årsagen var temmelig tragisk. Dagen før min afrejse fra Danmark, blev den nordlige provins Sichuan ramt af et voldsomt jordskælv, der kostede mere end 50.000 mennesker livet. Åbningsceremonien bar præg af denne tragedie. Alle blev opfordret til at donere penge til ofrene, og der blev holdt et minuts stilhed for de døde.

 

 

Overkommeligt løb

 

Løbet blev slet ikke så hårdt som året før. Vi havde vejret med os. Solen brændte ikke hårdt, og temperaturen var ikke ekstrem. Man havde frygtet regnvejr, der kunne gøre muren og gedestien farlig, men der kom kun nogle moderate dråber ude på ruten.

 

 

Jeg var helt efter planen oppe ad bjerget og over muren første gang på en time og 40 minutter. Herfra gik turen rimeligt fornuftigt. Det var ikke noget stort problem, at jeg ikke havde trænet nævneværdigt i et år.

 

 

Heldigvis fungerede hele arrangementet i år. Der var, hvad der skulle være af vand, energidrik og bananer. Også turen over muren anden gang gik rigtigt godt.

 

 

Rørende modtagelse

 

På det afsluttende stykke kom en fra min gruppe mig i møde og sagde, at hele gruppen ventede på mig. Lidt længere fremme stak en af dem mig et dannebrogsflag i hånden, som jeg skulle løbe i mål med.

 

 

Hele gruppen stod og hyldede mig, da jeg kom ind på Yin og Yang–pladsen. Det samme gjorde de øvrige på tilskuerpladserne. I mål fik jeg verdens længste “bjørnekrammer” af Thomas, inden det var tid til at trykke hånd med mange mennesker, jeg kendte og nogle, jeg ikke kendte. Så var det tid til at gå over til gruppen og takke dem rørt for deres fine gestus. Efter mad, øl og et interview til cnn.com var det tid til, sammen med gruppen, at finde til Beijing.

 

Finisher trøje

 

På inspektionsdagen havde jeg købt en fleecetrøje med løbets logo. Jeg besluttede at gøre den til min ganske personlige GWM finisher−trøje med årstal for alle år. Således skulle trøjen årligt opdateres, og søndag tog jeg til Silkemarked for at tale med skrædderne. De første par stykker kunne ikke, eller også forstod de mig ikke. Men den tredje kunne løse opgaven. Nu var det blot et spørgsmål om at forhandle pris og aftale, hvornår den skulle være færdig. Det hele lykkedes.

 

 

Da jeg skulle tilbage til hotellet, havde jeg en kamp med en taxachauffør om prisen. Han ville køre uden taxameter og snyde mig, men jeg var en anelse for rutineret, så den gik ikke. Vi fandt en løsning.

 

Flot gallafest

 

Også dette år blev den store gallafest afholdt på det store Beijing Hotel. Det var tredje år i træk. Aftenen foregik traditionelt, og Søren Rasmussen holdt en tale om løbets historie, og hvordan det var blevet til. Jeg syntes, at det var rart at få fortalt om løbets danske oprindelse, hvilket var ukendt for mange.

 

 

Dave, Thomas og Henrik Jørgensen stod for præmieoverrækkelserne. Sidstnævnte har siden 2004 været official, og som vinder af London Marathon i 1988 ved han til fulde, hvad 42,195 kilometer i benene betyder.

 

Årets vinder blev mexicaneren Romualdo Sanchez Garita i tiden 3:18:47. Igen var det løbsrekord siden den omfattende ændring af ruten i 2000.

 

Efter vinderkåringerne rejste Daves kone, Fran, sig for at hylde forskellige for deres præsentationer. Her blev jeg også nævnt. Som jeg husker det, lød ordene nogenlunde således:

 

”Vi er omkring 6.000.000.000 i denne verden. I er blandt de ganske få, der har gennemført verdens hårdeste maratonløb. Iblandt jer er der en person, der har gennemført samtlige ni. Henrik Brandt fra Danmark. Henrik vil du være venlig at rejse dig.”

 

Jeg rejste mig og modtog bifald fra hele salen.

 

Respekt for ofrene

 

Mandag indtog jeg et måltid på en McDonald`s, og her kom jeg ganske uoverlagt til at dumme mig. Da jeg havde spist, ville jeg bestille en burger til. Jeg undrede mig så over, at der slet ingen kunder var ved disken, og at alt personalet stod ret op og helt tavse. Uden nærmere eftertanke begyndte jeg at bestille. Men de gjorde mig med ord og fagter begribeligt, at der var stilhed for de mange jordskælvsofre. I respekt for katastrofen stod jeg også straks helt stille. Det virkede som en evighed, men jeg fik senere oplyst, at der fra klokken 14.28 til 14.30 var to minutters stilhed i hele Kina. Samtidig med at vi stod der, hørte jeg gentagne gange sirener. Al trafik udenfor stod stille, mens mange biler tudede i hornet, og sirenerne lød i gaderne. Overalt blev der flaget på halv, og der var erklæret tre dages landesorg i Kina.

 

Aftentur til hutongerne

 

Den sidste aften var vi en del, der sammen med Jakob gik til de nærliggende hutonger, hvor vi drak øl og spiste grillstegt lammekød på spyd, Det var rigtig hyggeligt, og maden smagte pragtfuldt.

 

Den Olympiske By

 

Den sidste lille oplevelse på årets tur fik vi tirsdag på vej til lufthavnen. Vi kørte ud i nærheden af Den Olympiske By. Her kunne vi på afstand se det nye olympiske stadion, der blev kaldt “Fuglereden”. Ligeledes kunne vi se en officiel olympisk bygning af form som en fakkel, samt et helt nyt tårn. Desværre var der forbud mod at komme tættere på. Det var forståeligt nok, da der kun var få måneder til legenes officielle åbning.

 

 

Køb bogen her.