Et møde i banken

 

De 42 kilometer i Kina havde ikke forværret skaden. Det havde jeg forventet og havde også kalkuleret det som en omkostning. Men ømheden var der ufortrødent, da jeg vendte hjem. Jeg var rigtigt ærgerlig og ked af, at der ikke var udsigt til en løsning på dette problem.

 

Men midt i juli var jeg til et møde i min bank, og jeg havde en jakke på med påtrykt logo for maratonløb. Dette satte en for mig uvurderlig samtale i gang mellem bankrådgiveren og mig. Han havde selv løbet i en periode, men var gået i stå. Hans stop var udløst af en fodskade, som dog var blevet hurtigt kureret på en idrætsklinik på Amager. Det måtte jeg høre mere om, og senere på dagen modtog jeg en mail med data om klinikken. Jeg ringede straks og fik en tid i midten af august.

 

Ferieplaner

 

Vores familie plejede ikke at holde ferie i sportens tegn. Mine maratonrejser synes at opfylde kvoten for den slags. Men i 2011 syntes Karin, at vi skulle tage en tur til Club La Santa, der er et ferie– og sportscenter på den spanske ø Lanzarote. Ingen af vores børn ville dog med, så det blev os to alene.

 

I sommerferierne plejer vi at slappe af, spise masser af god mad med dertilhørende vine, og vi plejer heller ikke at gå glip af is og slik i løbet af dagen. Men før denne ferie sagde Karin til mig, at vi nu skulle på sportsferie, så der skulle ikke skejes ud. Den måtte jeg lige synke en gang, men så besluttede jeg, at skulle det være, skulle det også være! Jeg gik i træningslejr ugen før afrejsen, holdt mig fra alkohol og søde sager, cyklede nogle ture og spiste sundt.

 

Club La Santa

 

Den 24. juli rejste vi på en dejlig rejse til Lanzarote. En hel uge stod vi tidligt op og brugte megen tid på sport. Blandt andet blev vi noget bidt af at køre mountainbike, og efterfølgende har vi lejet cykler sammen og været på en mountainbikeweekend i Sverige. Det er også blevet til, at vi selv har købt cykler, så her har vi en sport, vi kan dyrke sammen. Tennis og squash spillede vi hver dag, ligesom vi forsøgte os med flere af de andre gode tilbud på stedet.

 

Ugen igennem var jeg meget standhaftig med min kost. Der blev hverken til øl, sodavand, chips, is eller slik. Aftensmaden blev gerne skyllet ned med vand, selvom vi da også drak lidt vin et par enkelte aftener. Men på centerets vægt kunne jeg ikke se noget vægttab, hvilket ærgrede mig noget, men ikke slog mig ud.

 

Kilo efter kilo

 

Til gengæld fortsatte jeg min nye levevis, da vi kom hjem. Samtidig kørte jeg mange cykelture, og snart begyndte vægttabet at vise sig. Stille og roligt tabte jeg kilo efter kilo. Det motiverede mig til at fortsætte, og det samme gjorde vægttabet.

 

Blokade

 

Jeg brugte også cyklen, da jeg skulle til klinikken på Amager. Det var en lang tur for mig, men det gik fint, og vejret var perfekt. Jeg kom noget for tidligt, men cyklede så lidt rundt i området, så det passede med tidspunktet for min konsultation.

 

Lægen undersøgte mig og anbefalede mig efterfølgende at få en blokade, hvor et binyrebarkhormon sprøjtes ind i hælen. Jeg var lidt bekymret, eftersom jeg almindeligvis i højere grad er tilhænger af den naturlige behandling og ikke var glad for dette indgreb. Men jeg blev dog overbevist om, at dosis var lille og meget lokal, så risikoen for komplikationer var ganske minimal. Jeg accepterede behandlingen, fik sprøjten og cyklede hjem igen.

 

Jeg blev advaret om, at blokaden efterfølgende kunne give smerter, men at det var naturligt. Der kom dog ikke nævneværdige gener hos mig. Til gengæld fortog ømheden sig i hælen, og optimismen begyndte at blomstre.

 

Helbredt

 

En måned senere var jeg til kontrol, hvor jeg selv insisterede på endnu en blokade for en sikkerheds skyld. Ved den efterfølgende sidste kontrol følte jeg mig helt helbredt, og skanningen gav samme resultat.

 

Det kan ikke beskrives, hvor glad jeg blev. Snart efter begyndte jeg igen at løbe. Det var nu ti måneder siden, jeg sidst havde løbet uden ømhed i hælen.

 

Minus 23 kilo

 

Med min standhaftige levevis og mit aktive liv som både løber og cyklist, lykkedes det mig på godt 120 dage at tabe 23 kilo. Jeg havde nu opnået mit mål og skulle så “blot” holde vægten på dette niveau. Jeg har siden erfaret, at det ikke er så ligetil, og at man er nødt til konstant at være bevidst om vægt og levevis.

 

Køb bogen her.

Gensyn med Jamie

 

Som det efterhånden var ved at være tradition rejste jeg til Kina tirsdag aften før løbet og var således i Beijing om formiddagen onsdag den 18. maj. Da jeg trådte ud fra toldkontrollen, fik jeg straks øje på Jamie, der stod og fotograferede mig, og sammen tog vi en taxa til hotellet. Jeg forstod på Jamie, at der var givet besked om dette til min gruppe, men jeg blev snart i tvivl og fik dårlig samvittighed og var nervøs for, om gruppen skulle savne mig. Det viste sig, at min anelse holdt stik. Jeg havde misforstået Jamie, og gruppen havde ikke fået besked. Men det var dog ikke noget problem. Vores guide havde genkendt mig og havde set mig tage af sted med Jamie, så gruppen blev ikke forsinket af den grund.

 

Årets hotel var en gammel kending. Det var efterhånden nogle år siden, jeg sidst havde boet på Dong Fang Hotel, som var et ganske udmærket og centralt sted at bo.

 

Urtemedicin

 

Min kinesiske læge i Danmark havde ordineret mig noget kinesisk medicin, der kunne købes billigt i hendes hjemland, og jeg havde mailet listen til Jamie, der havde indkøbt varerne. Det smagte mildt sagt rædselsfuldt, men jeg ville gøre hvad som helst for at blive min hælskade kvit. Trofast indtog jeg den angivne dosis, både i Kina og efter min hjemkomst. Jeg fortsatte, til der ikke var mere tilbage.

 

Doggy bag

 

Til aftensmaden spiste jeg Pekingand sammen med Jamie på en restaurant, og der kom så meget mad, at jeg var ved at sprænges. Bagefter fik vi nogle “doggy bags”. Jeg havde ikke lyst til at tage dem med hjem, men der blev insisteret. Høfligt tog jeg imod posen, men kasserede efterfølgende maden på hotellet.

 

Min skytsengel

 

Jamie havde i perioden op til rejsen lovet at følge mig hele vejen gennem The Great Wall Marathon. Det havde været hendes mening at være min skytsengel, sikre mig mod min skade og få mig hel gennem løbet. Det viste sig dog, at Jamie ikke rettidigt havde sikret sig et startnummer. Men det betød dog intet, sagde hun. Hendes tid og medalje var uden betydning. Hun ville ledsage mig uden startnummer og uden chip.

 

 

Wildcard

 

På inspektionsdagen spurgte jeg nu Lars fra Albatros, om Jamie ikke kunne få et wildcard. Jeg ville så betale for hendes løbspakke. Jeg fik lovning på et wildcard til Jamie, men jeg fik ikke lov til at betale for det.

 

1999–2011 Mr. Great Wall

 

Indtil dette år var startnumrene påført løberens navn og nationalitet. Det kunne jeg gode lide, da det gav god anledning til kontakt løber og løber imellem. Efterfølgende er man gået bort fra at påføre navn og nationalitet, så der nu alene er påført løberens nummer.

 

Mit eget startnummer dette år var ganske specielt. Det var kort og godt 1999–2011, og nedenfor stod Mr. Great Wall. Jeg har fået et tilsvarende startnummer i årene efter, om end naturligvis med det aktuelle årstal, og som den eneste løber får jeg stadig påført navn og nationalitet.

 

Årets inspektionstur over muren var lidt hård. Jeg kunne godt mærke, at konditionen ikke var helt i top. Til gengæld kunne jeg glæde mig over, at hælen ikke decideret smertede, men dog var noget øm.

 

 

Gensyn med Yuyang

 

Efter flophotellet året før var vi nu tilbage på gammelkendte Yuyang Hotel i Jixian. Det var stadig ikke imponerende, men dog en opgradering i forhold til 2010. Jeg fik et dejligt dobbeltværelse, men internettet virkede ikke. Indimellem dukkede en skare mennesker op for at ordne det, og til sidst kom det til at virke.

 

 

Henrykt Jamie

 

Om morgenen på løbsdagen lørdag den 21. maj gav Lars mig en kuvert med Jamies startnummer og chip. Jeg var nu spændt på at give det til hende.

 

 

Da Jamie kom til Yin og Yang–pladsen, gav jeg hende kuverten. Hun blev glad og meget overrasket, og herefter forsvandt hun og var væk i en halv time, hvor hun var rundt på pladsen og vise startnummeret til alle sine veninder.

 

Skæbnedag

 

Da jeg stod i startområdet, føltes det næsten, som stod jeg over for en mulig dødsdom. Var det mon i år, jeg skulle falde og udgå fra det løb, der betød så meget for mig? Hæleskaden var det helt afgørende. Sekundært var, at jeg ikke havde løbetrænet tilstrækkeligt. Dagen ville blive en stor prøvelse.

 

 

På trods af realiterne og ikke alt for store ambitioner startede Jamie og jeg i startgruppe 1. Det ville være fint at have ti minutter ekstra til de to deadlines, der var på løbet. Igen var det hælen, jeg havde i tankerne.

 

Min hæl gjorde ondt fra første skridt, og det fortsatte igennem samtlige 42,195 km. Men det var ikke uudholdeligt. Op ad bjerget og over muren gik det rimeligt planmæssigt.

 

Dødt batteri

 

På vej rundt om fortet ved Yin og Yang–pladsen viste mit GPS−ur, at batteriet var ved at være fladt. Det kunne næsten ikke passe, da det havde ladet op i flere dage. Jeg gik lidt i panik, men glædede mig over, at jeg på Yin og Yang–pladsen kunne få fat på mit armbåndsur.

 

På vejen over muren var Jamie og jeg kommet fra hinanden i forbindelse med, at hun havde fotograferet. Vi fandt dog sammen igen og veg ikke fra hinanden resten af løbet.

 

Is og chokolade

 

Hælen gjorde jo ondt, men ellers gik alt fint. Man skulle ikke tro, at jeg stort set ikke havde løbetrænet i et halvt år. Resten af tiden var jeg ved godt mod og vidste, at tiden holdt.
På vej op ad midtvejsbjerget ærgrede Jamie sig over, at hun ikke havde penge med, så vi kunne få en is. Men jeg havde penge, så vi fik både is og chokolade, og jeg havde også fire energibarer og to styk energidrik med. Så vi blev godt forsynet turen igennem.

 

Godt løb

 

Vi kom til Yin og Yang–pladsen cirka klokken 12.45 og havde således næsten tre timer til resten af løbet. Muren anden gang gik usædvanligt “let”, og jeg kunne mindes mange andre år, hvor dette stykke havde været hårdere.

 

 

I tiden 7:27:52 løb Jamie og jeg i mål hånd i hånd og knapt en time, før porten lukkede. Det var en meget stor sejr at komme igennem under de forhold, jeg havde haft op til løbet. Jeg kunne efterfølgende konstatere, at jeg faktisk var kommet i mål på en dårligere tid end denne i tre tidligere år.

 

For Jamie blev dette det tredje maratonløb på otte måneder. Hun var nu tændt af sporten og løb efterfølgende Xiamen Marathon.

 

Benamputeret

 

Årets solstrålehistorie på muren var den 35–årige amerikanske kvinde Sarah Reinertsen, der rejste rundt i hele verden som ambassadør for handicapidrætten. Sarah er født med et defekt venstre ben og fik benet amputeret over knæet som syvårig. Upåagtet dette havde Sarah løbet 17 maratonløb og gennemført Hawaii Ironman, ligesom hun som ganske ung havde deltaget i 100−meter løb ved Paralympics i Barcelona i 1992. Nu var det muren, der skulle besejres med protese. Få dage før løbet havde Sarah holdt et seminar for handicappede kinesere.

 

 

Hjemmebanesejr

 

Årets hurtigste løber blev den lokale 24–årige Hu Jianyon, der vandt i tiden 3:18:36. Tiden var den hurtigste siden løbets første år, hvor ruten havde været væsentligt lettere.

 

Tilbage på Dong Fang Hotel fik jeg et ganske specielt værelse, jeg ikke tidligere havde set magen til på stedet. Det var et meget charmerende værelse i gammeldags stil.

 

 

Dårlig skrædderservice

 

Om aftenen var vi på Silkemarked for at få tilpasset et jakkesæt, jeg havde bestilt på ankomstdagen. Jeg havde også indleveret en jakke til reparation. Men ingen af delene var tilfredsstillende. Bukserne var alt for stramme, men det kunne dog reguleres, og min jakke var ikke færdig, men skulle nok blive det. Vi endte med at lave aftale om påsyning af 2011 på min trøje samt en mindre reparation på samme. Det hele skulle så være færdigt mandag.

 

Skolebesøg

 

Om søndagen var jeg på tur med Jamie, og på hendes skole spiste vi frokost sammen med to af hendes veninder på en meget lækker restaurant, der serverede japansk og koreansk mad. Bagefter fik jeg en rundvisning på skolen, og senere fik vi massage. Det var en hård omgang massage, men samtidig en meget god behandling.

 

Aftenens gallafest skulle afholdes på Beijing Hotel, hvor vi havde en aftale med en journalist. Med Jamie som tolk blev jeg interviewet i Maos hvilerum. Det var fine forhold.

 

Risbrændevin

 

Under aftenens festligheder kom min tidligere guide, Jakob, over og gav mig en gave, som han syntes, jeg havde fortjent efter at have løbet The Great Wall Marathon 12 gange. Det var en flaske risbrændevin. Jeg huskede tydeligt den aften i 2005, hvor jeg var blevet rigtig dårlig af denne lokale drik, og inderst inde mindedes jeg den væmmelige fornemmelse og tænkte: “Åh nej”. Men det ville jeg naturligvis ikke sige til Jakob, der af et rigtig godt hjerte kom med en gave til mig. Om jeg havde lyst til risbrændevin eller ej, var på det tidspunkt ligegyldigt. Til gengæld var det meget væsentligt, at Jakob beærede mig med en gave.

 

 

Efter nogen tid spurgte Daniel fra min gruppe, hvad det var for en flaske, jeg havde stående på bordet. Jeg fortalte ham om risbrændevinen og spurgte, om han ville have den. Det ville han gerne.

 

Det efterfølgende after dinner party foregik på et sted, vi ikke havde været før. Gruppen sad samlet udendørs, og på et tidspunkt mente Daniel, at det var tid til at drikke risbrændevin. Nogle små glas blev fremskaffet, og flasken gik rundt to gange. Nu var det jo mørkt, så jeg kunne begge gange lade, som om jeg drak, mens jeg i virkeligheden hældte den afskyelige drik ud på græsset under bordet.

 

 

Kære Jakob. Hvis du læser denne bog, vil jeg sige undskyld for den måde, jeg behandlede din gave på. Men du skal vide, at tanken bag gaven betød meget for mig.

 

Facebook

 

Jeg blev dette år for alvor bevidst om den teknologiske udvikling, siden jeg første gang var med til rejsemålet. I de første år sendte nogle løbere fysiske billeder til hinanden eller lånte negativer. Siden blev der udvekslet billeder via e–mail, og et år lavede en deltager en hjemmeside, hvor alle kunne lægge deres billeder op til fælles afbenyttelse. Men denne aften blev det foreslået at oprette en Facebookgruppe til uploading af billeder. Jeg måtte desværre meddele, at jeg ikke var på Facebook, men en af de tilstedeværende sagde: “Det må du sgu så se at komme”. Sådan blev det så efterfølgende.

 

Stalking

 

I løbet af aftenen følte jeg mig noget forulempet. Om jeg var tilfældigt udvalgt, eller om det var min status som Mr. Great Wall, der gjorde udslaget, ved jeg ikke. Men en plørefuld, kvindelig australsk løber stalkede mig kort og godt. Først ville hun danse, hvilket jeg sagde ja til. Her hang hun hen over mig. Siden fulgte hun efter mig hele tiden, mens hun snøvlede ganske uforståelige ord. Hendes langt fra helt ædru, men dog langt mere bevidste, bror gjorde sit bedste for at befri mig fra sin anmassende søster.

 

Hot Pot

 

Mandag aften spiste Jamie og jeg mad på en restaurant, der hed Hot Pot. Hot Pot er den kinesiske version af fondue, der grundlæggende går ud på at koge sine egne råvarer i en gryde. Her købes særskilt, hvad man ønsker af kød, grøntsager, æg, rejer og andet. Sovs købes også særskilt efter egen smag. Det var god mad og hyggeligt. Jeg ville gerne have fotograferet stedet, men det var forbudt. Det lykkedes mig dog at tage et enkelt billede, før jeg blev bevidst om denne regel.

 

 

Rigtigt dårlig skrædderservice

 

Senere på aftenen var vi på Silkemarked for at hente mit tøj hos skrædderen. Jeg havde været der tidligere på dagen, men var gået forgæves, og det gjorde vi også denne aften. Nogle ting var ikke færdige, og de færdige varer var sjusket lavet og behæftet med fejl. Jeg blev meget vred og gav tydeligt udtryk for dette, hvilket gjorde damen i forretningen meget pinligt berørt. Efter at have forsøgt at finde på forskellige løsninger, endte det med, at Jamie skulle hente tøjet næste morgen.

 

 

Tirsdag var afrejsedag, og den blev temmelig stressende. Jamie kom ikke til hotellet som forventet, og da jeg ringede til hende, fik jeg ikke forbindelse. Men lidt efter ringede hun tilbage. Der var nogle problemer på Silkemarked, eftersom min løbejakke og trøje ikke var kommet endnu. Men tøjet skulle snart komme, hvorefter hun ville hente mig i taxa. Men Jamie blev yderligere forsinket, og tøjet var slet ikke i orden. Siden har jeg ikke brugt skrædderne på Silkemarked.

 

Fantastisk værtinde

 

Jamie fulgte mig til lufthavnen i taxa, og her gik vi på café og fik te og frugt. Hun betalte regningen, ligesom hun faktisk havde betalt alt ugen igennem. Jeg fandt det slet ikke rimeligt, men kunne intet stille op. Jamie havde været en fantastisk værtinde på hele turen.

 

Askesky

 

Hjem kom jeg uden problemer, men jeg oplevede lige et flashback fra 2010 dagen før hjemrejsen. Den islandske vulkan, Grimsvönt, havde nemlig sendt en askesky 20 kilometer op i luften, og atter truedes flytrafikken. Mens udrejsesituationen i 2010 havde været kritisk, tog jeg den nye situation med et skuldertræk. En uge fra eller til, tænkte jeg. Det, der her betød noget, var, at jeg havde gennemført mit løb. Allerede på det tidspunkt så jeg forventningsfuldt frem mod et år med et løb, hvor jeg ikke var plaget af skader.

 

Køb bogen her.

Øm hæl

 

De første par uger efter turen til Amsterdam skulle jeg ikke ud at løbe. Jeg var træt, flad, groggy og havde brug for en periodes restitution. Efter et par uger mærkede jeg en lille ømhed i min højre hæl. I starten kun når jeg stod op om morgenen og gik rundt inden døre. Det var ikke en egentlig smerte, men en ømhed, som jeg gerne ville af med, og som jeg frygtede ville udvikle sig. Jeg forsøgte at løbe nogle gange. I starten gav det ikke udslag i min ømme hæl, men efter nogle ture kunne jeg mærke, at det nok ikke ville være godt at løbe.

 

Chockwave

 

Jeg begyndte nu at gå til fysioterapeut, der efter et par behandlinger gik over til chockwave, der er en radial chokbølgebehandling. I behandlingen benyttes et apparat, som udsender en serie af højenergiske chokbølger mod de området, der skal behandles. En chokbølge er en rent mekanisk bølge og ikke en elektrisk behandlingsform.

 

Behandlingen fører til en betændelseslignende reaktion i det behandlede væv. Kroppen
reagerer ved at øge blodcirkulationen og stofskiftet i området, hvilket stimulerer og
accelererer kroppens egne reparationsprocesser. Chokbølgerne nedbryder således det skadede
væv, som erstattes af nyt friskt væv.

 

Fitnesscenter

 

Efterhånden var vi kommet til 2011, og jeg havde ikke dyrket sport i nogle måneder. Jeg begyndte at blive bekymret for det kommende løb i Kina. Ville jeg mon være fri for skader og ville min fysik kunne klare løbet uden træning? Jeg begyndte at gå i fitness, hvor jeg spinnede og styrketrænede.

 

Sideløbende med fysioterapi gik jeg til kranio−sakralterapi. Jeg kunne ikke sidde med hænderne i skødet og måtte gøre, hvad der kunne gøres for at blive klar til min forårsklassiker.

 

Idrætslæge

 

Mine i øvrigt ganske udmærkede terapeuters behandlinger havde i dette tilfælde ingen virkning, hvorfor jeg søgte alternative muligheder. Jeg fandt en privat idrætsklinik, hvor ejeren var læge for Lyngby Boldklub. Han konstaterede, at jeg havde en senevedhæftningsskade. Jeg fik forklaret, at det ikke var en hælespore, men at det var noget i den familie. Der var absolut håb forude, og jeg blev forsikret, at jeg nok skulle komme ud og løbe igen.

 

Også idrætslægen gav mig chockwave, men med et andet og kraftigere udstyr, og jeg kunne godt mærke forskel, da denne behandling var forbundet med lidt smerte. Samtidig anbefalede lægen mig at få nye specieldesignede indlæg til løbeskoene, hvilket jeg så fik fremstillet. En tid syntes jeg, det gik bedre, men så røg det tilbage til den tidligere tilstand. Efter syv behandlinger blev lægen og jeg enige om, at det ikke var den korrekte behandling for mig.

 

Akupunktur

 

Sideløbende med chockwave havde jeg også konsulteret en kinesisk læge, der behandlede mig med akupunktur og gav mig forslag til en ændret kost. Selvom hælskaden ikke umiddelbart blev helet, gik jeg hos hende i det meste af et år, da jeg fandt, at hendes behandlinger var gunstige for mit generelle velvære.

 

Ingen plan B

 

Desværre gik skaden ikke bare sådan lige over. Jeg havde ingen plan B, men var blot besat af at gennemføre The Great Wall Marathon for enhver pris.

 

Den 21. april løb jeg for første gang dette år, og det var hårdt, selvom det kun var en tur på fem kilometer. Inden for den næste halvanden uges tid kom jeg op på 24 kilometer. Det var fortsat hårdt og tog lang tid. Men det hjalp på min selvtillid, at jeg kunne løbe så langt.

 

Jeg var ude på en længere tur 13 dage før løbet, men efter 13 kilometer begyndte det at gøre ondt i hælen igen. Nu ville jeg ikke udfordre skæbnen mere. Jeg gik hjem og valgte ikke at løbe en meter mere før den store dag. Håbet var der, men jeg var dybt bekymret.

 

Køb bogen her.

Gensyn med Kina bekendte

 

Både i 2009 og 2010 var jeg i gruppe med Michael i Kina, og i 2010 var vi tillige sammen med John. Det var løberen med det store vægttab, jeg tidligere havde skrevet en artikel om. De to skulle løbe Amsterdam Marathon den 17. oktober og spurgte mig, om jeg ville med.

 

Drengetur

 

Jeg fik stor lyst til at løbe i Hollands hovedstad og spurgte Steffen, om han kunne tænke sig at løbe med. Han ville gerne til Amsterdam, men havde helt andre idéer. Sammen med to venner ville han benytte fredag aften og lørdag aften til en bytur med øl, og hvad dertil hører. Emil havde ikke rigtigt lyst, men jeg insisterede. Det var op til efterårsferien, så han ville ikke miste en skoledag om mandagen.

 

Tvivlsom deltagelse

 

Da jeg knapt tre måneder før løbet havde tilmeldt mig, var jeg helt klar og glædede mig til denne oplevelse. Efterfølgende fik jeg svimmelhedsperioden i september, der havde sat mig ud af spillet i en tid. Jeg var faktisk meget i tvivl, om hvorvidt jeg overhovedet kunne deltage i Amsterdam. Men alt var købt og betalt, ligesom jeg glædede mig til turen med mine sønner og de andre. Jeg var slet ikke sikker på, at jeg ville stille op til starten, og besluttede mig faktisk først endeligt nogle få dage før løbet. På det tidspunkt havde jeg kun trænet ganske lidt siden min ufrivillige pause.

 

Fyldt bil

 

Michael og John kunne først køre sidst på eftermiddagen, mens vi andre gerne ville af sted i dagtimerne og være i Amsterdam ved aftenstid. Det blev så til, at vi måtte køre fem personer i min bil. Men det gik nu fint nok. Vi skiftedes til at sidde på de forskellige pladser, så jeg ikke skulle køre hele tiden, ligesom også den midterste plads på bagsædet blev delt imellem os.

 

Vi kørte fra Roskilde ved middagstid fredag den 15. oktober. På raske fjed gik det så gennem Tyskland, hvor vi indtog et måltid på et motorvejscafeteria, før turen gik videre til Holland. Først på aftenen ankom vi til Amsterdam og fandt Hotel De Filosoof, hvor vi havde bestilt værelser. Steffen og vennerne skulle i byen samme aften, mens Emil og jeg gik forholdsvis tidligt i seng. Vi fik dog ikke så meget søvn, før vi blev vækket af Michael og John, da de ankom.

 

Indtryk af Amsterdam

 

Vi så ikke meget til de Steffen og de andre to unge mænd på turen. Byturen fredag havde varet det meste af natten, så lørdagen brugte de på søvn. Vi andre tog ud og hentede startnummer i en messehal og brugte ellers dagen på at få et indtryk af byen med de mange kanaler.

 

Red Light District

 

Til aften mødtes vi alle til et fælles måltid på en restaurant, og bagefter gik vi en tur, der førte os til Red Light District. Red Light District er slet og ret et luderkvarter, men helt anderledes end noget jeg nogensinde havde set. Op og ned ad gaderne sås det ene forretningsvindue efter det andet med en prostitueret, der poserede for de forbipasserende. Hver forretning var ganske smal, og i vinduet stod “varen” og gjorde sig til for potentielle kunder. I baggrunden kunne man se en seng, og flere steder kunne også ses køkkenrulle, glidecreme, massageolie og sexlegetøj af forskellig slags. Der var døre direkte i forretningsvinduerne, så kunderne kunne komme ind og ud. Nogle steder var rullegardinet trukket for. Så kunne man regne ud, at der var kunder i butikken.

 

Gaderne havde forskellig karakter. I et område poserede flotte thailandske kvinder, der vist ikke var helt så kvindelige. En lidt rigeligt udfyldt trusse vidnede om, at dette var en shemale eller ladyboy. Et par steder så vi turister tage billeder af “varerne”, men det var bestemt ikke populært. De ellers så smilende og indbydende kvinder blev vrede og truede ad de fremturende fotografer.

 

Coffee Shops

 

Nogle steder i byen fornemmede vi en ganske speciel duft komme ud fra etablissementerne. Det viste sig at være de ganske specielle Coffee Shops, hvor det er tilladt at indtage forskellige former for narkotikum. Vi skulle nu hverken besøge letpåklædte damer eller på Coffee Shop. De unge mænd gik atter ud i nattelivet, mens vi andre gik tilbage til hotellet for at være friske til søndagens løb.

 

Mistede chip

 

Da vi søndag morgen skulle af sted til startområdet gik det op for mig, at jeg ikke havde min tilmeldte chip i skoene. Jeg havde taget nye sko i brug siden mit seneste maratonløb og havde dernæst tankeløst smidt de gamle sko ud uden at tage chippen af. Jeg fik nu rigtigt travlt med at løbe ned til startområdet for at finde messehallen, hvor jeg kunne leje en chip til dagens løb. Jeg ankom derfor rigeligt sent, hæsblæsende og stresset til starten.

 

Olympisk stadion

 

Amsterdam Marathon blev første gang afholdt den 3. maj 1975 og er blandt verdens mest populære maratonløb. Allerede den 5. august 1928 blev der løbet maratonløb i byen. Dengang var det en olympisk disciplin, da byen dette år havde værtskabet til verdens største sportsbegivenhed.

 

 

Ideel rute

 

Som i det øvrige Holland var også ruten til dette løb relativt fladt. Det var altså per definition ikke et hårdt løb, og vejret var fint. Det var jo efterår og ikke specielt koldt, om end vi et sted på ruten blev mødt af en kold blæst, jeg godt kunne have undværet. Men regn slap vi for, så på mange måde var det en ideel dag til arrangementet.

 

 

Starten og målområdet lå på Det Olympiske Stadion fra den store begivenhed 82 år tidligere. Som jeg tidligere havde oplevet i Stockholm, var det helt specielt at stå ved starten et sted, hvor olympiske deltagere mange år tidligere havde stået med samme mission.

 

Fuldstændig smadret

 

Om løbet kan jeg kort sige, at det var hårdt – meget hårdt. Vejret og terrænet var jo ganske ideelt, men det var min egentilstand ikke. Jeg skulle virkelig have gjort mig selv den tjeneste at springe dette løb over. Det var alt for tidligt efter den advarsel, jeg havde fået med svimmelhed. Men sagen er nok den, at det først var efterfølgende, da kroppen sagde stop, at jeg rigtigt forstod advarslen.

 

Specielt de sidste kilometer var ganske tunge, faktisk forfærdelige at komme igennem. Tiden blev 5:30:29, hvilket var meget langsomt for et løb af denne kaliber.

 

 

Hjemtur ad omveje

 

I målområdet havde jeg næsten ikke kræfter til at bukke mig ned og tage den lejede chip af skoen, da den skulle afleveres.

 

Løbet skulle afsluttes med endnu en fodtur, idet jeg skulle til fods tilbage til hotellet. Sikkert på grund af min trætte krop gik jeg forkert og måtte ud på en større omvej, før jeg kom tilbage. Det var ikke lige det, jeg havde brug for på det tidspunkt.

 

 

Sæsonafslutning

 

Michael og John sad i baren, da jeg kom tilbage til hotellet, mens de fire unge mænd tidligere på dagen havde taget min bil hjem. Aftensmaden indtog vi på en belgisk restaurant, men min appetit var noget begrænset.

 

Mandag morgen var det tid til at tage hjem, og jeg havde det ganske fint med, at Michael valgte selv at køre sin bil hele vejen. Jeg sad på bagsædet og glædede mig over ikke at skulle foretage mig noget som helst. Det var nu slut på sæsonen, hvilket nok burde have været indtruffet en måned tidligere.

 

Jamies vemodige afsked

 

Dagen efter hjemkomsten besøgte jeg for sidste gang Jamie på Crown of Scandinavia. Det var hendes sidste dag på båden og samtidig hendes fødselsdag. Da jeg kom til landgangsbroen, stod Jamie og græd. “It´s not a good day”, hulkede hun. Hun var blevet fejret aftenen før og havde fået afskedsgaver. Nu var en god tid forbi, og afskedens time var inde. Det gjorde ondt, da hun nu følte sig som en del af Crown.

 

Jamie havde ikke rigtigt appetit under frokosten og sagde ikke meget. Da vi senere skulle tage afsked på parkeringspladsen, væltede tårerne frem for fuld styrke. Jeg tog hende ind til mig og hviskede: “Jamie, my Chinese daughter”. Den sætning har siden fulgt os.

 

Køb bogen her.

En dejlig invitation

 

Jamie ville meget gerne byde Karin og mig velkommen til Crown of Scandinavia, mens hun arbejdede på båden, og jeg fandt ud af, at båden gik fra København lørdag den 21. september og således ville ligge i Oslo havn den 22. september, hvor der blev afholdt Oslo Maraton. For mig blev det nu oplagt at slå to fluer med et smæk. Jeg ville kunne besøge Jamie ombord på båden og løbe Oslo Maraton i samme weekend. Turen passede ikke for Karin, så det måtte blive en rejse for mig alene, hvilket der ikke var noget usædvanligt i.

 

 

Som fod i hose

 

Det hele så fint ud, og det var så afgjort en kabale, der kunne gå op. Båden ville lægge til kaj søndag morgen klokken 9.45, og løbet startede klokken 10.30. Fra havnepladsen til startområdet var der blot en kort gåtur. Eftersom båden sejlede igen klokken 16.30, skulle det være muligt for mig at nå rettidigt i mål inden afgang.

 

 

Startnummeret kunne afhentes søndag morgen, men også i dagene forinden, og for at undgå stress og kø i den forbindelse, aftalte vi, at Jamie skulle hente mit startnummer i sekretariatet på Rådhusplassen om fredagen, når båden lå i Oslo.

 

 

Jamie selv ville ikke løbe. Hun havde ved tilmeldingen aldrig før løbet et maratonløb, så to på en uge var nok lige i overkanten. Derudover mente hun, det ville knibe med tiden, da hun skulle stå omklædt og klar til at tage imod gæster straks ved afgang, mens jeg i ro og mag kunne klare mit under sejladsen.

 

Svimmelhed satte en kæp i hjulet

 

Men jeg kom ikke til at løbe Oslo Maraton i 2010. Svimmelhed havde få dage forinden sat mig ud af spillet. Jeg var parat til at skrive til Jamie og melde afbud til turen, men valget var svært. Jeg ville gerne opleve sejladsen sammen med hende, og jeg vidste, at hun glædede sig. Jeg tænkte så, at det måske var lige meget, om jeg lå og var svimmel i min egen seng eller ombord på et skib, og det endte med, at jeg valgte at tage af sted.

 

Jamie som stand−in

 

Lørdag eftermiddag kørte Karin mig til færgelejet i København, og Jamie tog imod mig ved ankomsten. Hun viste mig, at hun under sin skjorte havde båret sin medalje fra Odense både nat og dag i nu seks døgn. Da jeg fortalte, at jeg ikke kunne løbe, sagde Jamie straks, at hun ville gøre det for mig, og at jeg skulle have medaljen. Det med medaljen fik vi en diskussion om, der igen viste forskellen på dansk og kinesisk opfattelse. Jeg ville under ingen omstændigheder bryde mig om at modtage en medalje, jeg ikke havde gjort mig fortjent til. Den ville aldrig få en plads på min væg, men for Jamie var det den naturligste ting i verden, at hun løb, og at jeg skulle have medaljen.

 

 

På trods af min svimmelhed havde jeg en god tur med Jamie. Hun havde en del arbejde, hvilket passede mig fint. Jeg kunne i ro og mag slappe af i min kahyt. Noget ud på aftenen spiste Jamie og jeg et godt aftensmåltid på en af bådens restauranter og havde en hyggelig stund sammen.

 

Startområdet som tilskuer

 

Søndag morgen ved ankomsten til Oslo var Jamie omklædt og klar til at løbe sit livs andet maratonløb, blot en uge efter det første. Sammen gik vi nu op til startpladsen på Festningsplassen. Det var lidt koldt, men Jamie var glad og smilende og helt klar til endnu et løb. Årets arrangement var et jubilæumsløb, eftersom det var 30. gang, der blev løbet maraton i Norges hovedstad.

 

 

Klokken 10.33 gik starten for gruppe 2 og dermed også for Jamie. Jeg vinkede farvel og gik lidt rundt på pladsen og så mig omkring. Svimmelheden var der, men jeg syntes ikke, at jeg skulle tilbringe hele dagen ombord.

 

Nu som officiel løber

 

På et tidspunkt fik jeg øje på en kassevogn med danske nummerplader og fra Ultimate Sport Service. Jeg gik over og kiggede ind i bilen og ganske rigtigt. Der sad Claus og styrede tidtagningen, ligesom han trofast år efter år sidder på Yin og Yang–pladsen og klarer teknikken. Claus blev noget overrasket over, at jeg stod der og ikke var ude at løbe. Jeg forklarede ham sammenhængen og spurgte, om han kunne ændre mit navn på startnummeret til Jamies. Det var ikke noget problem. Han fik navn, fødselsdato og nationalitet og vupti, den intetanende Jamie var pludselig officielt ude at løbe sit eget maratonløb.

 

 

Jeg fandt snart tilbage til båden, hvor jeg slappede af med læsning og fik frokost i personalekantinen, hvortil Jamie havde givet mig adgang.

 

En overraskende god tid

 

Lidt op ad eftermiddagen gik jeg tilbage til Festningsplassen for at være der, når Jamie kom i mål. Jeg var der i god tid og tænkte, at jeg nok ville blive nødt til at vente et stykke tid. Jeg var en anelse betænkelig ved, hvorvidt Jamie ville kunne nå tilbage og være klar til arbejdstidsstart. Tilsyneladende var dette løb mere kuperet end i Odense, hvor hun havde været træt til sidst. Jeg tænkte også, at et løb så kort tid efter nok ville være en drøj omgang.

 

 

Men meget, meget overrasket og glad blev jeg, da Jamie, før jeg havde forventet det, kom løbende i mål. Hendes tid lød på 4.33.28, altså 18 minutter hurtigere end ugen før. Jeg var målløs, og Jamie var meget glad, ikke mindst da hun hørte, at hun havde løbet i eget navn. Hun sagde, at hvis hun havde vidst det, ville hun nok være udgået, men det kunne hun ikke tillade sig i mit navn.

 

Natklubbesøg

 

Ved arbejdstidsstart stod en nyvasket, uniformeret Jamie klar til at tage imod sine gæster. Nu havde hun to medaljer skjult under skjorten. Igen fik vi denne aften et godt måltid på en restaurant, hvorefter vi fik et par glas i natklubben, hvor et ungarsk orkester underholdt med populærmusik fra flere årtier.

 

 

Assistance til ørelægen

 

Mandag morgen tog jeg en taxa til ørelægen i Hvidovre, hvor jeg havde konsultationstid. Og Jamie insisterede, som var hun min mor, på at tage med. Bagefter tog vi afsked for denne gang på Valby Station, hvorfra vi hver især tog toget i hver sin retning.

 

Køb bogen her.

Igen maratonløb to søndage i træk

 

Jeg havde planlagt at løbe maratonløb to søndage i træk, for jeg mente jo ikke, det var noget problem. Jeg havde gjort det i maj, og jeg havde også tidligere løbet ultraløb. Man kan, hvad man vil, og hvad man ikke har i benene, må man have i hovedet! Der kan være mange gode forklaringer på at kaste sig ud i alverdens ting. Men krop og sind påvirker hinanden, og man kan ikke snyde. Jeg gjorde en lære ved The Big Five Marathon i 2005 − og igen i september 2010.

 

Indhentning af det forsømte

 

I årene 2006 til 2009 havde jeg holdt lav profil med hensyn til maratonløb. I en toårig periode løb jeg blot tre løb i Kina uden at løbe andre imellem disse. Men i 2010 skulle den have fuld skrue igen. Det blev til to hårde halvmaratonløb, seks maratonløb og en triatlon. Og det var så også min agt at løbe yderligere et maratonløb. Det blev imidlertid ikke til noget, og jeg burde nok også have sprunget årets sidste løb over.

 

Det var ikke så mærkeligt, da jeg kom træt hjem fra maratonløbet i Odense. Det var ikke usædvanligt i sig selv, og dagen efter havde jeg det egentligt udmærket. Men den efterfølgende dag, tirsdag den 21. september, blev skelsættende.

 

Svimmelhed

 

Den dag havde jeg en hel dags arbejdsopgave hos en klient i København, og når jeg i løbet af dagen rejste mig fra kontorstolen, følte jeg mig en anelse svimmel. Det var ikke voldsomt, og jeg registrerede det blot med undren. Men da jeg kørte hjem til aften, blev jeg pludselig meget svimmel i bilen. Det føltes, som om hele verden drejede rundt. Jeg måtte køre ind til siden og slappe lidt af, før jeg forsigtigt kørte videre. Det skete igen, men jeg kom dog hjem i god behold.

 

Derhjemme gik jeg straks i seng, og her blev svimmelheden blot værre. Selvom jeg lå ned, snurrede alt rundt. Det mindede mig om, da jeg i min barndom hang fast på legepladsens karrusel, mens de store børn snurrede den hurtigere og hurtigere rundt.

 

Virus på balancenerven

 

Næste dag var ikke bedre. Jeg vidste slet ikke, hvad dette var og frygtede og bekymrede mig for min fremtid både arbejdsmæssigt og løbemæssigt. Jeg havde en enkelt arbejdsopgave, der bare skulle udføres den dag. Det var et brev på en enkelt A4−side, der skulle skrives. Men det var mig næsten umuligt at udføre denne lille opgave. Jeg måtte skrive brevet i små bidder hen over hele dagen, og jeg kunne næsten ikke se på skærmen, hvad jeg havde skrevet. Da Karin kom hjem, måtte hun læse korrektur, før jeg turde printe brevet og sende det.

 

Jeg fik en aftale hos min læge, samt en henvisning til ørelæge. Min læge mente, jeg havde en virus på balancenerven, hvilket er en ret sjælden sygdom. Den skyldes en virusinfektion i selve balancenerven, som har ansvar for at sende balancesignaler fra det indre øre til hjernen. Balancenerven lammes kort og godt på grund af infektionen. Jeg fik at vide, at svimmelheden kunne vare i mange uger, så jeg var meget urolig ved situationen.

 

Besøg hos ørelæge

 

Lokalt kunne jeg ikke få tid hos en ørelæge i en overskuelig fremtid, men det lykkedes mig at få en tid i Hvidovre den efterfølgende mandag. Nogle dage efter konsultationen hos ørelægen, begyndte svimmelheden at aftage, og da jeg mødte op til kontrolkonsultation, var svimmelheden stort set væk, og jeg kunne selv køre dertil i bil. Ørelægen afviste nu, at det kunne have været virus på balancenerven. I givet fald ville svimmelheden være fortsat i en længere periode. Det bedste bud var, at min krop havde sagt stop på grund af stress.

 

Hvis du ikke vil høre, må du føle

 

Men det hele gav mening for mig. Jeg havde besluttet at løbe maratonløb to søndage i træk. Min krop havde sikkert sendt mig signaler om at lade være, men dem havde jeg overhørt. Et gammelt dansk mundheld lyder: “Hvis du ikke vil høre, må du føle”. Jeg kom til at føle i efteråret 2010.

 

Køb bogen her.

Gammel kending

 

Ligesom maratonløbet i København tidligere på året var dette en gentagelse af et løb, jeg havde løbet nogle år tidligere. En anden lighed var, at der også her var tale om at skulle præstere maratonløb to weekender i træk. Men resultaterne var dog vidt forskellige.

 

Jamies debut

 

Jeg valgte dette løb, fordi Jamie havde spurgt, om jeg ville løbe med hende. Men jeg havde i forvejen overvejet at deltage i løbet, så måske var jeg kommet alligevel.

 

Denne 11. udgave af H.C. Andersens Marathon blev afholdt søndag den 19. september 2010. Lørdag eftermiddag hentede jeg Jamie ved kajpladsen på Dampfærgevej i København. Hun overnattede hos os, så vi næste morgen kunne køre til Fyn efter morgenmaden. Startnumrene skulle afhentes senest klokken ni, men vi var så heldige, at min nabo også skulle løbe og havde taget en weekendtur derovre med familien. Naboen havde hentet såvel sit eget som vores startnummer, så vi skulle lige finde familien, før vi var klar til vores løb.

 

Internationalt løb

 

Løbet, hvis største aktør var Fjordager Idrætsforening, var nået op på mere end 4.000 løbere fra hele verden. Dermed overgås løbet i deltagerantal på nordisk niveau kun af Stockholm, København og Helsinki.

 

 

Med en flad rute er det også et hurtigt løb, hvor mange sætter personlig rekord. Flere steder på ruten var der musik og speak. Musikken var arrangeret i samarbejde med Kultursekretariatet i Odense Kommune. To steder på ruten var det muligt at følge løbstiden på digitale ure. Start og afslutning kunne på Odense Atletik Stadion følges på storskærm, og Radio 3 Fyn var på pletten med direkte transmission.

 

Ny rute siden sidst

 

Ruten var ændret, siden jeg sidst deltog i Danmarks eventyrlige maraton.  For tredje år gik starten fra Odense Idrætshal, mens målet var på Odense Atletikstadion. De to lokaliteter ligger lige ved siden af hinanden, så det gav ingen praktiske problemer med hensyn til parkering og andet.

 

Klokken ti lød startskuddet. Som det efterhånden var udbredt, var der også her fartholdere tilknyttet løbet. Dette foregik i samarbejde med den københavnske klub Sparta. Tidsintervallerne lå i hele kvarter fra tre til fem timer. Jamie og jeg valgte at løbe vores eget løb og fulgtes ad fra starten.

 

2 x halvmaraton

 

Løbet bestod af en halvmaratondistance, der skulle gennemløbes to gange. Ruten førte os rundt i store dele af Fyns hovedstad, og vi kom også ud ad Næsbyhovedvej, hvor vi rundede den gamle slotsbanke med det tidligere Næsbyhoved Slot, der har spillet en vigtig rolle. ikke blot i Odenses, men i hele Danmarks historie.

 

 

Vi løb langs Odense Kanal og rundt om Odense Havn, og naturligvis kom vi også forbi H.C. Andersens Hus. Dernæst fulgte byens “latinerkvarter” og den tidligere Brandts Klædefabrik, der nu rummede museer, biograf, caféer og restauranter. Et godt stykke ude ad ruten krydsede vi åen, før vi blandt andet nåede forbi Fyns største arbejdsplads, Odense Universitetshospital. Efter en tur over Heden nærmede vi os målstregen, som vi dog ikke kunne fryde os over i første omgang, da den på det tidspunkt blot markerede, at vi var halvt færdige.

 

Ung og utålmodig

 

Fra løbets start skyndede Jamie på mig. Som ung debutant ville hun hurtigt fremad, mens jeg som erfaren maratonløber kendte mine begrænsninger. Flere gange forsvandt Jamie fra mig i horisonten, og flere gange troede jeg, at jeg først skulle se hende, når jeg kom i mål. Men sådan gik det ikke. Efter en periode som sololøber, nåede jeg atter op til Jamie.

 

På café i ly for regnen – nej!

 

På et tidspunkt begyndte det at regne. Jamie stoppede op og spurgte, hvor vi kunne søge ly. Hun mente, det måtte være passende at gå på café og drikke kaffe, indtil regnen holdt op. Jeg lo og svarede, at vi løb maraton, og at det fortsatte, uanset hvad vejrguderne måtte byde os. Sidenhen har Jamie selv fundet episoden morsom.

 

 

Sammen i mål

 

Mod slutningen af løbet var Jamie den mest mærkede af os. Jeg fik så en kærkommen lejlighed til at gå lidt, når Jamie ikke kunne løbe mere, og vi løb i mål hånd i hånd i tiden 4:51:29. Som ni år før var der også dette år gratis øl i målområdet. Denne gang var et andet bryggeri sponsor, idet Bryggeriet Vestfyen stod for servering af årets liflige humlebryg.

 

Efter løbet besøgte vi et kinesisk ægtepar, der boede i Odense, og som Jamie kendte. Vi blev beværtet med kinesiske retter, indtil vi hen under aften trætte kørte hjem til Roskilde.

 

Køb bogen her.

Ironman

 

I 2001 fik jeg den idé, at jeg ville gennemføre en Ironman, inden jeg fyldte 50 år. En Ironman består af 3,8 kilometer svømning, 180 kilometer cykling og et maratonløb. Den første Ironman blev afviklet på Hawaii den 18. februar 1978, efter at en gruppe Navy Seal soldater havde diskuteret, hvem af dem der var i bedst form. For at afgøre sagen én gang for alle foreslog deres kommandør, John Collins, at man samlede tre eksisterende langdistancekonkurrencer på Hawaii til én konkurrence. Og vinderen? Ja, han skulle kaldes Ironman.

 

Med mit nye mål i tankerne købte jeg en brugt racercykel og begyndte at gå til svømmeundervisning. Jeg havde det svært med svømningen, og efter nogle år valgte jeg blot at holde mig til maratonløb.

 

Distancer for alle

 

Triatlonsporten rummer heldigvis mere end den ultimative Ironman, og der findes distancer på mange længder, hvilket giver atleter på forskellige niveauer mulighed for at deltage. Da jeg havde løbet Helvede i Nord i foråret 2010 og skulle hjem, sad der en folder bag vinduesviskeren på min bil. Jeg tog den med ind i bilen for efterfølgende at smide den ud derhjemme, men folderen led dog ikke netop denne kranke skæbne. Jeg kom til at kigge i den og noget vakte min interesse. Langgarverne Hillerød løbe– og triatlonklub indbød til triatlonstævne.

 

Stævnet bød på to distancer under betegnelserne guld og sølv. Jeg ved, at der siden ligeledes er kommet en bronzerute til. De to ruter var ens, og forskellen var blot, at deltagerne i guld tog ruten to gange. Jeg havde på ingen måde overblik over mine evner inden for svømning og cykling. Jeg vidste, at jeg ville være nødt til at svømme brystsvømning, men jeg anede ikke, hvor lang tid det ville tage. Tidskravet på guld var otte timer. Det skønnede jeg måtte være muligt, så jeg tilmeldte mig den lange distance.

 

En hund i et spil kegler

 

Søndag den 22. august startede stævnet klokken otte i Hillerød Svømmehal. Jeg ankom i god tid og fik mig skrevet ind. Jeg var ikke i følgeskab med nogen og vidste absolut intet om forløbet. Jeg måtte spørge om banaliteter og følte mig som en “hund i et spil kegler”.

 

 

Først skulle jeg finde de stativer, hvor cyklerne skulle hænges op i sadlen. Det fungerede samtidig som skiftezone mellem disciplinerne, så sportstøj og øvrigt udstyr skulle lægges ved siden af cyklen. I omklædningsrummet mødte jeg garvede atleter i gang med at iføre sig våddragter og badehætter. Selv havde jeg bare nogle gamle badebukser med. Jeg faldt i snak med en rutineret ironman, der snakkede meget og havde styr på det hele. Selv vidste jeg ikke engang, hvilken dør jeg skulle ud af. Han talte om, hvor irriterende det var med de brystsvømmere, der sinkede andre. Jeg valgte at tie stille.

 

Svømning

 

Vores startnummer var skrevet med vandfast tusch på håndryggen, og chippen skulle sidde på et velcrobånd om anklen. I svømmehallen stod vi i rækkefølge efter nummer og gik i vandet ad en trappe med intervaller på 20 sekunder. Den første atlet gik i vandet klokken otte.

 

 

Vi svømmede på spiralbane, hvilket vil sige, at vi skulle svømme banens 50 meter. Bassinet var opdelt i seks baner med banetov, så der var fri passage mellem banerne. Fem banetorv gav seks baner, hvor den første og den sidste havde halv bredde. Efter de første 50 meter svømmede vi under banetorvet til bane to, hvor vi svømmede begge veje. Dette fortsatte, til vi ved slutningen af bane seks havde svømmet 500 meter. Som guldsvømmere skulle vi så op af vandet for at gå over til start og tage en tur mere.

 

Jeg kan godt forstå, at superatleterne ikke syntes, at min og andres tilstedeværelse var befordrende for deres præstation. Men man kan jo også anlægge det synspunkt, at de så skulle holde sig til elitestævner, hvor jeg med garanti ikke ville møde op. Jeg svømmede brystsvømning, men forsøgte mig også nogle gange kortvarigt med crawl. Mens jeg lå der og plaskede, tonsede den ene svømmer efter den anden forbi mig. Min samlede tid på de 1.000 meter var 36:42 minutter.

 

Skiftezonen

 

Efter endt svømning skulle svømmehallen forlades i modsat retning af startsiden med direkte udgang til skiftezonen, hvor min cykel befandt sig. Her var det bare af med badebukserne og på med cykeltøj, cykelsko og pulsur. Vi skulle ud af skiftezonen, før der måtte cykles, og stedet var markeret. Herefter var det op på cyklen og derudaf.

 

 

Rundstrækning

 

Ruten gik først mod Skævinge. hvorfra vi fortsatte ud mod Amtsvejen. Her kørte vi til højre tilbage mod Hillerød, for efterfølgende igen at gøre et højreslag tilbage i retning af Skævinge. Efter 20 kilometer kom en tiltrængt væskestation, hvor jeg fyldte flasken, igen kom op på “hesten” og kørte den direkte vej mod Hillerød. En kilometer før stævnepladsen kom jeg til vendepunktet ved rundkørslen Peder Oxes Allé – Trollesminde Allé. Herfra var det ud på samme rute en gang til.

 

Væskemangel

 

Jeg havde troet, at der var væske ved vendepunktet og havde derfor i mellemtiden med god samvittighed tømt min flaske. Men der var ingen væskestation her, og det ærgrede mig, selvom ansvaret naturligvis var mit eget. Jeg kunne have sat mig ind i tingene eller have taget en ekstra drikkedunk med. Det må vist henregnes under det, man kalder dyrekøbt erfaring. Jeg måtte vente yderligere 20 kilometer på at få vand.

 

Punkteringsfri

 

Heldigvis slap jeg for punkteringer, for mange andre var ikke så heldige. Jeg talte med en kvinde, der havde skiftet slange to gange, og adskillige gange så jeg cykelslanger ligge på vejen, efterladt af atleter, der ikke havde udvist den pli at tage dem med til nærmeste skraldespand.

 

Tidsforbrug

 

Efter anden runde og i alt 76 kilometers cykling var jeg tilbage i skiftezonen. Da jeg ikke havde tridragt, skulle jeg nu igen skifte tøj. Startnummeret havde siddet på ryggen under cyklingen, og det skulle her til sidste disciplin sidde på brystet. Men før jeg påbegyndte løbet, måtte jeg lige have noget væske, og jeg spurgte en official, hvor det fandtes. Det vidste han ikke noget om, så jeg måtte lede rundt på pladsen, før det lykkedes. Det betød, at jeg kom til at bruge en del tid her, hvor andre blot skiftede sko og straks fortsatte videre. I øvrigt viste det sig, at der lige uden for pladsen var væskestation, så jeg kunne have sparet tid på at lede.

 

Svært skifte

 

Det var meget mærkeligt at begynde at løbe efter at have kørt den lange tur på cykel. Det føltes, som om mine ben slet ikke fungerede rigtigt.

 

Løberuten var en ud/hjem−rute med en mindre del på asfalt og resten på skovveje og stier med skygge og kølighed. En større asfaltvej skulle passeres to gange på turen. Havde jeg savnet væske på cykelturen, var der til gengæld rigeligt her med hele tre væskestationer. Da turen på ti kilometer var gennemført, og jeg var tilbage ved start, skulle jeg såmænd ud på den igen. Det blev således tilsammen næsten til en halvmaraton.

 

 

Første triatlon i hus

 

Efter samlet at have gennemført 97 kilometer kom jeg i mål i tiden 6:43:11, hvilket var mere end en time og et kvarter fra tidsgrænsen. Jeg kom ind som den sidste, men det tog intet fra min glæde over at have gennemført mit livs første triatlon.

 

 

Køb bogen her.

Studiejob hos DFDS

 

Min aftale med Jamie dagen før årets løb på muren blev til mere end snak. Jamie ankom i slutningen af maj til Danmark og påbegyndte sit studiejob hos DFDS på skibet Crown of Scandinavia. Dampskibsselskabet havde betalt for hendes rejse, og derudover fik hun kost og logi, samt et mindre lommepengebeløb. Det var ikke en ansættelse i den forstand med egentlig løn.

 

Crown of Scandinavia sejler fra København sidst på eftermiddagen, og sejladsen varer til næste morgen. Ombord findes forskellige restauranter, biografer, barer, kasino, natklub og andre aktiviteter, så båden er altså ikke blot et transportmiddel, men benyttes til nydelse og afslapning. Båden ligger i Oslo den efterfølgende dag, før den igen sejler til København. Gæster kan således vælge at tage en smuttur med syv timer i Oslo.

 

DFDS har en tilsvarende båd ved navn Queen of Scandinavia. Denne båd tager samme tur som Crown, men hele tiden i modsat retning, og de to store både passerer hinanden hver nat midtvejs mellem de to hovedstæder.

 

Søskendeflok

 

Det var Jamies opgave at tage sig af de mange kinesiske gæster, der havde valgt at sejle Cruise. Jamie er født i 1984 og var således 25 år, da hun ankom til Skandinavien. Hun stammer fra en kinesisk kernefamilie, og på trods af etbarnspolitikken har Jamie både en yngre søster og en yngre bror. I landområder findes der forskellige undtagelsesregler fra den gældende ordning, og hvis det førstefødte barn er en pige, kan der gives tilladelse til at få et barn mere. Jamies forældre havde fået tilladelse til at få tre børn, hvoraf de to ældste var piger.

 

Uddannelse

 

I 2003 påbegyndte Jamie et deltidsjob som rejseleder, og hun gennemførte sin uddannelse på Beijing International Studies University med turistøkonomi som hovedfag. Under masteruddannelsen bragte vejen hende til DFDS som Management Trainee, og efter tiden hos DFDS blev det til to års ansættelse hos det italienske Costa Cruise. Ved hjemkomsten til Kina i august 2012 fik Jamie arbejde som adjunkt på Xiamen University. Jamies er stadig i uddannelse med henblik på at tage en Ph.d. i Cruise−økonomi. Hun håber at kunne få et statsstipendium, så hun kan tage studier i Europa.

 

Europæisk rundtur

 

Under Jamies knapt fem måneder lange ophold havde hun flere ferieperioder, hvilket gav hende lejlighed til at se nærmere på Danmark og Norge, samt besøge forskellige europæiske lande. I slutningen af juli ringede hun til mig, og vi aftalte, at hun skulle besøge os tirsdag den 27. juli.

 

Guide i Roskilde

 

Jeg modtog Jamie på Roskilde Station ved 13−tiden. Jeg havde forventet, at hun tog hjem samme dag, men det viste sig heldigvis, at hun var forberedt på at blive nogle dage. Det blev vi meget glade for.

 

 

Jeg startede med at fortælle om stationsbygningen og om Danmarks første jernbanestrækning mellem København og Roskilde, der blev indviet i 1847. Herefter var vi rundt i byen og se seværdigheder som museer, domkirken, kirkeruinen, gamle forretninger og meget andet.

 

Jamie er en dygtig fotograf og tog mange billeder. Hun var meget videbegærlig og interesseret i at høre om mange ting såsom vores religion og vores afdøde kongelige i domkirken. Hun spurgte også om ting, der for os danskere er helt almindelige. Det var sjovt. I virkeligheden oplever hun nok det selvsamme, når hun selv viser turister rundt i sit hjemland. Ved indgangen til Restaurant Rådhuskælderen brændte to fakler, og Jamie spurgte undrende, hvad der dog kunne være årsag til dette. Jeg forklarede hende, at det var udsmykning og fortalte også om det danske udtryk “hygge”. Ikke mindst stearinlys, havelamper, pejse og grill vakte hendes interesse. Hun var slet ikke vant til levende lys. På de kinesiske restauranter er der ofte lysstofrør i lofterne, så man kan se, hvad man laver. De næste par dage lærte hun til fulde betydningen af begreberne “hygge” og “hyggeligt”, og jeg er sikker på, at Jamie stadig kan udtale begge ord.

 

Fotomodeller

 

På turistkontoret fik vi udleveret nøglen til Sankt Laurentii Kirkeruin, og en tur under Stændertorvet var en stor oplevelse for Jamie. En fotograf var i gang med at tage billeder for kommunen og ville gerne have lidt liv på de ellers så døde billeder, så vi blev fotomodeller og kom sidenhen på forsiden af museets folder for den gamle kirkeruin.

 

 

På den videre tur spiste vi softice og var rundt til alle byens mange kilder. Også personlige mærkesteder for mig, såsom mit barndomshjem, min ungdomsbolig og familiegravstedet blev besøgt.

 

Videbegærlighed

 

Jamies videbegærlighed var stor hele turen igennem, og vi fik megen god snak. Hun var interesseret i at høre om vores skolegang og boligforhold, og for hende var det mærkeligt, at nogle huse havde både kælder og første sal. Også emner som Facebook, ytringsfrihed og sex uden for ægteskabet, homoægteskaber og menneskerettigheder var vi omkring. Alt sammen nok lidt tys, tys i hendes hjemland.

 

Fredfyldt by

 

Minibyen ved Byparken og Folkeparkens amfiteater vakte stor interesse, og Jamie var meget betaget over den stilhed, vi oplevede flere steder. Gaderne på Sct. Jørgensbjerg, Byparken, Folkeparken og Tuttesti var fredfyldte, hvilket hun slet ikke kendte fra sit liv i Beijing.

 

Hjemme stod Karin klar med grillen tændt og maden på havebordet. Jamie var meget glad og imødekommende over for alle de ny bekendtskaber. Det gjaldt såvel os mennesker som vores to hunde.

 

Byparkskoncert

 

Efter maden kørte vi til Byparken, hvor Jamie fik endnu en usædvanlig oplevelse. Sys Bjerre optrådte til stor fornøjelse for Jamie, der tog mange billeder samt video af de optrædende.

 

Hjemme igen var Jamie med ude og lufte hund, hvorefter det var tid til “hygge”. Under markisen tændte vi for terrassevarmere, diverse fyrfadslys og olielamper, ligesom vi også smed nogle brændeknuder i Mexicoovnen. Vi lære Jamie at rafle, og gudhjælpemig om hun ikke vandt over os.

 

Smuttur til Odense

 

Onsdag fik vi morgenmad i haven. Igen undrede Jamie sig over flere ting. Blandt andet havde hun aldrig før set en peberkværn og en saltmølle, ligesom karse var ganske nyt for hende. Herefter kørte jeg Jamie til stationen, da hun ønskede at besøge H.C. Andersens hus i Odense.

 

Da jeg midt på eftermiddagen hentede hende på stationen igen, havde hun medbragt nogle brochurer om H.C. Andersen Marathon i Odense den 19. september. Hun havde aldrig løbet mere end tre kilometer, men kundgjorde nu frisk, at hun ville løbe maratonløb med mig i Odense. Vi aftalte så, at jeg skulle tilmelde os begge, og at hun skulle til at træne i Københavns og Oslos gader, samt i fitnesscentret ombord på Crown of Scandinavia.

 

Mere Roskilde

 

Om eftermiddagen var på Vikingeskibsmuseet og Museumsøen, og ved billetkontoret viste Jamie sit kinesiske guidekort. Billetdamen sagde, at det kun gjaldt, når hun havde en gruppe med, men Jamie var frisk. Hun pegede på mig og sagde: “He´s my group”. Billetdamen så forvirret ud, men gav så Jamie gratis adgang.

 

Efterfølgende besøgte vi Roskilde Universitetscenter, som Jamie gerne ville se, og vi var også på dyrskuepladsen, hvor der var ved at blive gjort klar til kræmmermarked. Jeg fortalte om det årlige dyrskue, om festivalen og om det kommende Rockmuseum.

 

Sagafjord

 

Aftenen tilbragte vi ombord på byens skønne restaurationsskib “Sagafjord”. Dette var endnu en stor oplevelse for Jamie. Vejret var smukt, og udsigten på Roskilde Fjord var fantastisk. Maden smagte ligeledes godt, så alt var rigtig fint. Vi besøgte kaptajnen, hvor Jamie gjorde sig fortjent til et “Fjordskipper Certifikat”, og også maskinrummet fik vi set. Gang på gang viste Jamie sine evner som fotograf.

 

 

Ved solnedgang skulle solen, traditionen tro, skydes ned med en kanon, og Jamie blev udvalgt til kanonfører, hvilket var en virkelig stor oplevelse for hende. I det øjeblik solen var ved at gå ned, fik hun besked på at slå på kanonen med en gummihammer. Da kanonen var skudt af med et brag, kom der fra de omkringstående mange sjove bemærkninger som “sikke en kineser”, “lynkineser” og “dagens knald”.

 

 

Avisartikel

 

Ombord på skibet faldt jeg i snak med en bekendt og fortalte om Jamies besøg, og hvorfra jeg kendte hende. Han foreslog, at jeg skulle få det i avisen. Jeg var lidt forbeholden over for hans forslag, men efter nogle dage skrev jeg alligevel artiklen “Løbende venskab på tværs”, der siden hen kom i Roskilde Avis.

 

 

Genvisit

 

Torsdag morgen skulle Jamie tilbage til Crown of Scandinavia, og jeg selv på kundebesøg i København. Derfor kørte vi sammen til København, hvor jeg satte hende af ved båden. På turen inviterede hun os til rundvisning på båden, og ugen efter fik vi en flot rundvisning på Crown of Scandinavia med god frokost i personalekantinen.

 

Køb bogen her.

Jeg gennemførte et rigtig dejligt maratonløb i skønt vejr den 20. juni 2010 på Sjælland. Løbet startede i Slagelse, gik gennem tre skove og forbi tre strande, før det sluttede ved målet i lille hyggelige Skælskør.

 

Løbet blev afviklet første gang i 2007 og arrangeres i fællesskab af Korsør Atletik og Motion, Slagelse Motionsklub og Skælskør Løbeklub.

 

Jeg deltog sammen med en af mine naboer, der denne dag løb sit første maratonløb, og det var jo midsommer, en af de dejligste tider på året med lys hele dagen.

 

Vi startede på Nytorv i Slagelse bymidte og fortsatte på asfalt ud af byen til Slots Bjergby, hvor der er en fantastisk udsigt over Storebæltskysten fra en højde på 82 meter over havets overflade. I det fjerne kunne vi ane Storebæltsbroen. Fra dette punkt gik ruten ned ad bugtet landevej med marker på begge sider og fortsatte, til vi nåede helt ud til Storebælt, hvor vi løb langs vandet og et stykke på asfalt. Ruten drejede dernæst igen ind mod land, stadig med marker på begge sider. Vi løb gennem landsbyerne Frølunde og Svenstrup og drejede ned ad en mindre vej og senere ud på en sti mod Korsør.

 

 

Herefter begyndte ruten at blive lidt kuperet med mindre bakker, og vi kom efterhånden til Korsør, hvor vi var knapt halvvejs og drejede ind i Korsør Bypark. På turen hen over en bakke passerede vi de 21,1 kilometer, der havde været startstedet for halvmaratonløberne, et stykke tid før vi nåede dertil.

 

Fra dette sted fortsatte vi ad Korsør Bypark på grussti og passerede Halskovbroen over indsejlingen til Korsør. Nu gik turen gennem byen til Ceres Stranden. Her løb vi langs vandet på grussti og ad Troldesti til Korsør Lystskov. Hele tiden havde vi panoramaudsigt over Storebælt.

 

 

Vi løb halvanden kilometer gennem skoven med bøgetræer, gravhøje og gamle egetræer, og efterhånden kom vi ned forbi vandet, op på asfaltvej og passerede Klarskovgaard Kursuscenter. Herefter løb vi ad skovvej og grusstier gennem Klarskov, før vi igen kom ud på landevej. Ruten bugtede sig gennem marker og alléer med små bakker og fantastisk udsigt i ny og næ til Storebælt og Skælskør i det fjerne. Ved Espe Gods fik vi serveret jordbær fra de lokale marker.

 

 

Nu gik ruten ind i skov ved Egerup Skov og ad grusvej de næste par kilometer, hvorefter den igen drejede ud til vandet, og det næste stykke løb vi mellem græsningsarealer og eng på den ene side og Kobæk Strand på den anden side. Et enkelt stykke var stien sandet til, men det var jo også blot en udfordring, og vi løb næsten i strandkanten på dette stykke. Vi kom dernæst til Kobæk og løb herfra et lille stykke på asfalt og så igen ind på en grussti. Snart efter nåede vi så langt, at vi kunne kigge ud over den smukke Skælskør fjord, og vi løb nu ad grusstien ind over den sidste svære prøve, Møllebakken, med cirka 20 meters stigning. Herefter gik det ned og ligeud til Skælskør Havn og målområdet.

 

 

Min nabo blev på et tidspunkt under sidste del af løbet så træt, at han ikke kunne følge mig, og ved en af væskestationerne bad jeg dem give ham en opmuntrende hilsen fra mig. Da naboen kom frem og fik denne hilsen, opfattede han det som en provokation og fik fornyede kræfter og energi. Han kom igen i gang med løbet og passerede mig, der nu var nede og gå, for efterfølgende at tage imod mig ved målstregen.

 

 

Køb bogen her.