Glasset var ved at flyde over
Foråret 2005 blev både fortravlet og stressende for mig. Der var store udfordringer og kamp for overlevelse i vores familievirksomhed, og samtidig var det sæson for årsafslutning med regnskab og selvangivelse for mine klienter i min revisionsvirksomhed.
På uddannelsesområdet havde jeg også hænderne fulde. Jeg var startet i 2003 på NLP Practitioner−uddannelsen, og året efter gik jeg videre med en NLP Master Practitioner−uddannelse. Nu var jeg nået frem til Formidleruddannelsen, og der var kursusmoduler at gennemføre, der skulle øves jævnligt i grupper, der var teori at læse og samtidig også forberedelser til den afsluttende evaluering til efteråret.
På samme tid passede jeg min løbetræning og holdt mig ikke tilbage fra at deltage i løb. Inden for blot to uger var det blevet til både 5 Tårns Marathon og London Marathon i april, og i maj løb jeg så det traditionelle The Great Wall Marathon. Der var nok at se til. Ikke mindst eftersom jeg på det tidspunkt stadig var enlig far til mine to drenge med alt, hvad det indebærer af indkøb, madlavning og meget mere.
Set i bagklogskabens lys var jeg slet ikke klar til at tage til Sydafrika, da vi nåede til slutningen af juni. Det var, som om et glas var fyldt op, og der kunne ikke påfyldes mere, uden at det løb over. Mentalt set var jeg slet ikke klar til endnu et maratonløb, og da vi rejste fra Danmark Sankt Hans dag, føltes det, som om jeg lod min sjæl blive hjemme.
Løb blandt storvildt
The Big Five Marathon var sjette destination fra Adventure Marathons hånd. The Karen Blixen Marathon havde ikke haft tilstrækkeligt mange deltagere til at gentage løbet. Hells Gate Marathon havde kun været på tegnebrættet. Der er ingen tvivl om, at specielt for Søren Rasmussen var et nyt maratonløb i Afrika et stort ønske. Det blev i kontinentets sydligste land.
I safariverdenen taler man om The Big Five, der henviser til fem store, kendte og imponerende dyr, nemlig løven, leoparden, næsehornet, elefanten og vandbøflen. Netop i Entabeni Game Reserve i Limpopoprovinsen nordvest for Kruger i Sydafrika har disse ædle dyr hjemme, og her skulle det nye maratonløb afvikles. Løbet skulle afholdes blandt det nævnte storvildt og andre af Afrikas vilde dyr. Intet hegn, ingen flod, intet som helst skulle adskille løberne fra savannens storvildt. Dog ville reservatets rangers stå for sikkerheden, så deltagerne ville kunne få en storslået oplevelse uden livet som indsats.
Naturområdet strækker sig hen over det imponerende Waterberg, et af klodens ældste bjergmassiver og samtidig et af de meget få steder i hele Sydafrika, der kombinerer storslåede landskaber med en massiv vildtforekomst, herunder de store savannedyr.
Fætter− og kusinefest
Ligesom to år tidligere i Tibet blev også denne rejse en familiebegivenhed. Drengene, Elisabeth, min søster og min niece drog alle med på denne fascinerende rejse. Men vi var absolut ikke de eneste gengangere. Mange af de faste deltagere dukkede op til dette løb. Det var som at mødes til en regelmæssig fætter− og kusinefest.
Rejsen startede fra Københavns Lufthavn fredag aften. Efter en mellemlanding i London gik turen videre mod Johannesburg sent på aftenen. Sydafrika ligger på samme længdegrad som Danmark, og vi var fremme klokken ni lørdag formiddag.
Allerede i lufthavnen blev vi advaret om, at ikke alle lokale var lige ærlige, og mens vi stod og ventede på, at gruppen skulle samles, var der da også en mand, der greb fat i Emils rygsæk. Emil reagerede hurtigt og vendte sig om, og skurken løb sin vej igen.
Bustur med lokal information
Foran os lå nu nogle timers buskørsel. Vores guide var godt vidende om landet. Han havde boet der i syv år og var uddannet biolog. Vi fik rigtigt meget at vide i løbet af busturen. Blandt andet hørte vi om forskellen på rige og fattige. De 10 % fattigste i landet tjente 1 % af landets samlede indkomst, mens de 10 % rigeste tjente 50 % af indkomsterne.
På den videre tur hørte vi blandt andet også om befolkningen i den nordlige provins af landet, der i en periode fra 1852 havde været uafhængig af Sydafrika. En del af befolkningen i provinsen nedstammer fra hollænderne og omtales som afrikaans. Og ikke overraskende var det de hvide, der var rige, og de sorte, der var fattige.
Senere kørte vi ind i området Warterberg, der er navngivet efter de talrige floder, bække og vådområder, der præger naturen i denne del af landet. Warter står for alt, hvad der har med vand at gøre, mens berg betyder bjerg. Her holdt de vilde dyr som slagtedyr, da vilde dyr er mere modstandsdygtige over for sygdomme end tamme dyr.
Uautoriseret elinstallation
Midt på eftermiddagen ankom vi til Pedi Bush Camp, hvor vi fik anvist telte. Det var rummelige telte med god plads og to store senge i hvert telt. Vi flyttede en seng fra Elisabets telt, så drengene og jeg kunne bo sammen.

Lejren var ikke forsynet med fast elektricitet, og derfor havde hvert telt blot et par elektriske pærer, der med strøm fra en generator oplyste teltene i en periode hver morgen og aften. Men der var ingen stikkontakter, så det var ikke muligt at oplade elektriske artikler. Lejrchefen tilbød derfor at tage vores mobiltelefoner med hjem om natten, så han kunne oplade dem. Men det var ikke så optimalt. Vi havde jo også andre ting som computer og videoudstyr, der skulle bruge strøm, og som vi gerne ville have til rådighed, når lejrchefen tog hjem om aftenen. Som søn og sønnesøn af elektrikere var jeg lidt snarrådig. Jeg medbringer altid skruetrækker og bidetang på mine rejser, og det har flere gange vist sig at være nyttigt. Her var udfordringen dog større, end jeg havde oplevet før.

Det var ikke så ligetil at gøre, som jeg tidligere havde gjort og åbne et stik og montere ledninger i installationen. Lampestedets fatning var skruet fast uden på en ledning. I fatningen sad to sylespidse stykker metal, der skar sig ind i ledningen og skabte kontakt og dermed lys. Det lykkedes mig med besvær og tålmodighed at vikle afisoleret ledning fra min egen forlængerledning rundt om de skærende stykker metal. Spændende var det så, om der efterfølgende ville komme strøm til min firestiksdåse, når der senere blev tændt for generatoren. Operationen lykkedes, og vi havde nu egen opladningsmulighed morgen og aften, selvom jeg var klar over, at min uautoriserede installation ikke var lige efter bogen. Som på et hotel kom der dagligt stuepige og tømte skraldespand og fejede gulvet, så for at undgå opmærksomhed blev min opfindelse skjult bag vores ophængte håndklæder.
Wildside
Allerede på førstedagen fik vi de første oplevelser af vilde dyr. Efter et informationsmøde i lejrens åbne spisetelt kørte vi på en kort jeeptur i reservatet. Her så vi blandt andet løver, antiloper, gnuer, zebra og næsehorn.
Så snart solen gik ned ved 18−tiden, blev vi mindet om, at det var vinter i denne del af verden. Det blev straks hundekoldt. Om dagen kunne temperaturen snige sig op mellem 15 og 20 grader, mens der om natten kun var få grader.

Denne aften skulle vi dog videre til mere civiliserede forhold. Vi blev kørt i jeeps til Wildside, en anden teltlejr, hvor andre grupper boede. Her spiste alle grupperne samlet i restauranten og blev efterfølgende underholdt med lokal dans og sang omkring bålet.

Wildside var noget mere luksuriøs end Pedi Bush Camp. Her var restaurant og bar, samt toilet, bad og elektricitet i teltene. Når gæsterne skulle i seng om aftenen, var sengene varmet op med varmetæpper. Det må have været det lokale business class. Til gengæld havde de ikke samme bevægelsesfrihed, som vi havde i vores indhegnede område. Wildside var ikke hegnet ind, så gæsterne måtte ikke gå ud om aftenen uden at have en vagt med.
Bidende koldt
Da vi senere på aftenen skulle tilbage til Pedi Bush Camp, mærkede vi for alvor den afrikanske vinter. Jeg havde slet ikke forestillet mig dette, så drengene og jeg havde ikke taget tilstrækkeligt varmt tøj med til aftenens tur. Et kvarters tur i åben jeep uden varmt tøj var lidt af en prøvelse. Vi fik hver et stort regnslag over os til at tage det værste af den kolde vind, men koldt var det dog. Tilbage i vores lejr fik vi noget mere tøj på og hyggede os nogen tid omkring bålet.

Da vi skulle i seng, gik vi alle til køkkenet for at få udleveret en varmedunk af plastik, fyldt op med kogende varmt vand, som vi skulle have med i seng. Om natten var vi samtidig pakket godt ind med tøj på og tæpper over os. Det var stadig svært at holde varmen, men det gik dog.
Da der ikke var elektricitet, havde vi medbragt lommelygter. Derudover var hvert telt udstyret med en petroleumslampe. Vi levede under primitive forhold, og det var et helt bevidst valg for os at rejse således og få netop denne oplevelse.
En afslappet dag
Søndag morgen blev vi kørt til morgenmad i Wildside. Klog af skade var vi bedre påklædt, og da solen samtidig var stået op, havde vi ikke problemer med at holde varmen. Resten af formiddagen og et stykke af eftermiddagen havde vi tid til afslapning i Pedi Bush Camp.

Op ad eftermiddagen var vi på safaritur i jeeps, og kort før solnedgang gjorde vi samlet stop. Her blev vi nu beværtet med øl, vin eller vand efter eget valg, og under disse festlige forhold kunne vi betragte den mest fantastiske og smukke solnedgang. Det hele gik meget stærkt. Da solen var væk, faldt temperaturen øjeblikkeligt, og det blev koldt igen.

Også denne aften tilbragte gruppen rundt om bålet i vores lejr. Holger, der altid er god for en lille konkurrence, lavede en, hvor vi skulle gætte, hvor mange maratonløb gruppen havde løbet tilsammen.
Inspektionstur
Om mandagen kom hele gruppen til at lugte af det samme, og det var ikke Chanel no. 5. Der var intet vand i lejren, så vi måtte klare os uden, og alle andre måtte tage os, som vi var.
Dagen startede med samlet morgenmad for alle grupperne i Wildside, hvorefter der var inspektionstur på morgendagens rute.
De første 20 kilometer af løbet så ud til at være rimelige humane, men så sluttede festen også. Der fulgte en ekstremt stejl bjergstigning på klipper, og denne stigning fortsatte flere kilometer. På det tidspunkt tænkte jeg: “Den går aldrig” − og det på trods af min rutine på Den Kinesiske Mur og andre lige så store udfordringer rundt omkring i verden. Tidsgrænsen på syv timer burde ikke have været skræmmende, men det var den for mig. Jeg havde helt klart mistet troen på mig selv, og de overbevisninger, der gennem seks år havde båret mig gennem store udfordringer, var nu væk. Mine gode sætninger: “Hvad du ikke har i benene, må du have i hovedet” og “If you can dream it, you can do it”, var lige her ikke styrkende. Jeg havde intet at støtte mig til, og min drøm var langt væk.
Halvmaratonløberne skulle løbe en lidt længere udgave end den traditionelle, da de skulle løbe de sidste 23 kilometer af maratonruten. Således ville de få fornøjelsen af den drabelige stigning i starten af deres løb.

De sidste 20 kilometer af turen var op og ned ad veje med småsten og grus, og her kunne jeg blot se risiko for at falde og få skader. Det hele virkede temmeligt håbløst her dagen før løbet.
I målområdet fik vi frokost, hvorefter der var udlevering af startnummer. Jeg fik startnummer 1, selvom jeg ikke syntes, der var meget etter over mig på det tidspunkt. Drengene skulle løbe halvmaraton og var begge ved godt mod.
Aftensmaden blev indtaget i vores egen lejr. Den stod naturligvis på pasta og spaghetti, som det er traditionen dagen før et løb. Også denne aften blev afsluttet med gruppen rundt om bålet.
The Big Five Marathon
Den første udgave af The Big Five Marathon blev skudt i gang tirsdag den 28. juni 2005, klokken ti. De første ni kilometer gik rigtigt godt for mig. Jeg følte, at jeg havde gode ben og lagde den strategi at løbe lidt til her, så jeg efterfølgende havde lidt tid at give af. Det kunne måske give mig ro, når jeg kom lidt længere frem i løbet. Men efter ni kilometer gik alvoren op for mig. Vi kom nu til at løbe meget i løst sand, hvilket dels var hårdt, og dels tog tid. Jeg lå og kæmpede blandt de bagerste med kun opsamlingsvognen bag os. Efter nogen tid var det ikke støttende for mig at beregne afstanden sammenholdt med tidsgrænsen. Jeg regnede med, at det ville være svært at nå i mål til tiden.

Den frygtede krise
Da jeg nåede ud over 19 kilometer, mødte jeg det frygtede helvede. Den lange stejle bjergvej, jeg aftenen før havde gruet for, lå nu foran mig. Jeg kæmpede mig i gang som den nu bagerste i feltet. Det var hårdt, og jeg var ikke engang nået halvvejs i maratonløbet.

En kilometer oppe ad vejen måtte jeg sætte mig med krampe. Rangeren på opsamlingsvognen spurgte, om jeg ville udgå. Men det ville jeg ikke. Jeg fortsatte, selvom jeg kunne se, at det nok var håbløst, og at jeg næppe kunne gennemføre inden for tidsgrænsen. Efter få hundrede meter, måtte jeg lægge mig på vejen. Jeg havde krampe i højre knæ og i begge lægge. En udgået løber fra opsamlingsbilen kom forbi og masserede mig, men det var mig umuligt at komme op igen. Der var ingen vej tilbage. Jeg måtte udgå! Jeg blev trukket op og fik støtte, så jeg nærmest væltede ind over kanten af jeepen.
Fysiske problemer
Alt taget i betragtning lå jeg udmærket i bilen en tid, men det var en stakket frist. Jeg begyndte at fryse og fik et tæppe over mig, men lidt efter blev jeg rigtig skidt og måtte kaste op ud over kanten på bilen. Der kom kun lidt væske, men jeg brølede og følte, at jeg var ved at blive kvalt. Gudskelov nåede vi snart frem til sygeplejerske Karin Rishøj. Hun fik mig klædt varmt på og gav mig elektrolytvæske, hvorefter jeg begyndte at komme til mig selv igen.
Nu gik bilturen op til målområdet, hvor jeg fik lidt at spise. Det var vemodigt at være udgået for første gang. Ikke mindst når det var på en af disse rejser.
Værdifuld lærdom
Mange år efter løbet kan jeg stadig finde det ærgerligt, at det ikke gik. Men samtidig har episoden været en værdifuld lære, som jeg ikke ville undvære. Jeg er nu overbevist om, hvor vigtigt det er, at den rette tro og de rette overbevisninger er til stede, når man kaster sig ud i noget. Det gælder ikke kun, når man skal løbe langt, men i alle livets forhold. Også når man eksempelvis sætter sig for at skrive en bog om at løbe maraton i hele verden! Jeg er nu også mere bevidst om, at man ikke skal hælde mere vand i glasset, end der er plads til. Det er sket efterfølgende, men så har jeg været klar over, hvorfor ting ikke er gået, som jeg kunne have ønsket.
Modtog drengene i mål
Intet er jo så skidt, at det ikke er godt for noget. Gennem årene havde drengene løbet en del løb, men jeg havde aldrig haft mulighed for at modtage dem i mål. Det fik jeg så lejlighed til denne dag, og det var dejligt.
I tiden 2:45:37 kom Steffen i mål. Han havde krampe og en stor vable, så han måtte have lægehjælp. Men efter lidt kærlig behandling og massage af fysioterapeuten var han hurtigt frisk igen.
Med sine ti år var Emil klart den yngste deltager i løbet. Men han var langtfra den langsomste. Jeg løb de sidste 100 meter af hans løb med ham i hånden, og jeg var både glad og rørt. Emils tid blev 3:46:47, og mange flokkedes om ham i målområdet. Han stod dog blot genert og beskeden og sagde ingenting. Men appetit havde han fået samlet, eftersom han hurtigt fortærede syv sandwicher og fik en del at drikke.
Dyreoplevelser
Jeg havde medbragt både video og fotoapparat under mit løb, men havde ikke haft meget overskud til at bruge det. Jeg havde nu heller ikke set nogen dyr, men det havde begge drenge til gengæld. Steffen fik både set gnuer, en stor flok antiloper og seks zebraer. Emil havde set seks gnuer, der jagtede en hel flok antiloper og nogle kuduer. Emil syntes, at det var lidt uhyggeligt, når han stod alene med disse dyr, og han syntes også, det var lidt kedeligt at løbe 23 kilometer alene. Men det var nu også en lille purk at sende alene ud for at løbe på savannen.
Dramaet, vi ikke oplevede
At løbe i et område med vilde dyr havde været udramatisk for os. Men i det skjulte havde der været panik inden løbets start. Ved aftenens måltid rundt om bålet kunne vores lejrchef berette, at natten forinden havde rangerne fået indkredset en flok løver og holdt dem i skak, så de ikke ville være til fare for løberne. Om morgenen havde løverne igen nærmet sig løbsområdet, og man havde så til fods måttet drive dem væk, så løbet kunne gennemføres forsvarligt.
Også under selve løbet havde de 23 bevæbnede rangers været i aktion. Cirka 25 kilometer ude på maratonruten var to næsehorn i fuld fart løbet i retning af nogle løbere. En kvindelig ranger øjnede faren og kørte lynhurtigt imellem og tvang næsehornene til at ændre kurs.
Elefanter
Dagen efter løbet var vi alle friske og udhvilede. Nu skulle der ikke mere tænkes på løb, men på oplevelser. Op ad formiddagen blev vi afhentet og kørt til lodgen Earth Song, hvorfra vi fik en helikoptertur over hele området. Det var en stor oplevelse at se det hele fra oven og komme ganske tæt på klipperne.

Om eftermiddagen gik turen til Wildside, hvor vi fik kaffe og derfra fortsatte på safaritur, hvor vi så en masse af alle dyrene i området. Under et stop fik vi “Sundowner” i form af lidt drikke og snaks.
Efterhånden blev det mørkt, men det var ingen hindring for en safari, og på et tidspunkt hørte vi i radioen, at der var elefanter i området. Vi kørte op til stedet og kunne efter nogen tid høre, at elefanterne knuste træer og buske, men vi kunne ikke se dem. Lidt efter kunne vi dog i lyset fra jeepens projektør se en elefant i buskadset, og snart efter kom de alle frem og gik et stykke fra os. Vi fulgte efter i jeeps og var 15–20 meter fra dem. Alle syv elefanter var der, og vi så de to store omfavne hinanden med snablerne og hørte, hvordan stødtænderne stødte mod hinanden. Vi så også den ganske lille elefantunge, der ikke engang var et år gammel. I starten havde vi lidt “sommerfugle” i maven over at være så tæt på så store og potentielt farlige dyr, men snart blev vi trygge ved situationen.
Gallafest

Som traditionen byder, var der gallafest i anledning af løbet. Festen blev holdt i et telt ved Lakeside, men da teltet var åbent, blev det en ret kold affære, og det tog lidt af glæden. Vi blev godt beværtet med en stor tag selv−buffet med kolde og lune retter af forskellig slags. Senere var der præmieuddeling til de hurtigste i de forskellige kategorier samt uddeling af BT−ure efter Peter Fredbergs valg.

Det var en kold aften, så det varede ikke længe, før vi fandt tilbage til vores lejr og varmede os med en kop kaffe ved bålet inden sengetid.
Det lokale liv
Torsdag morgen startede med safari, og vi fik et flygtigt glimt af en flodhest i vandet. Men den dykkede straks efter ned igen. Ellers så vi ikke rigtig noget nyt på denne jeeptur, og det var en smule skuffende.

Turen efterfulgtes af nogle afslappende timer i vores camp, hvorefter vi tog på besøg i landsbyen Pedi Bush. Her fik vi først en historisk rundvisning med fortælling om hytternes udvikling gennem de sidste 300 år. Vi så hytter fra forskellige tider, og døråbningerne vidnede om, at befolkningen gennem årene var vokset enormt. Vi fik også at høre, hvordan de havde levet af den omkringliggende natur og, hvordan de havde måttet forsvare sig mod løver. Den ægteskabelige kultur var stadig sådan, at manden kunne få tre koner for 15 køer stykket. Han havde sin egen hytte og konerne hver deres. Manden sov så alene i sin hytte til klokken 24, hvorefter han valgte en hustru for natten.
Aftensmåltidet nød vi med deltagere fra andre grupper, samt arrangører og pressefolk. Vi fik dejligt grillstegt lam med salat og tilbehør. Under middagen var der lokal musikalsk underholdning, som til en start var godt, men som efterhånden blev lidt langtrukkent.
Den bedste safarioplevelse

På den sidste hele dag i lejren havde vi tiden for os selv indtil efter frokost, hvor vi tog på den bedste safaritur, vi havde oplevet i løbet af ugen. Allerede kort efter vi var kommet ind i området, mødte vi fire flodheste, der stod og græssede ved en vandbred. Vi holdt stille ganske tæt på dem og kunne fotografere dem uden problemer. Det var ganske fascinerende at være så tæt på disse dyr og at se dem vandre næsten dovent forbi os. De kolossale dyr så ganske fredelige ud, og det var svært at forestille sig, at netop flodhesten er det dyr, der, næst efter malariamyggen, dræber flest mennesker i Afrika.
Ikke længe efter mødte vi to næsehorn midt på vejen. Vi holdt stille og så dem gå forbi blot få meter fra bilen. Senere passerede fem giraffer også ganske tæt på bilen. Som prikken over i´et, var vi ved at tro at vi også skulle se elefanter denne dag, men sådan gik det ikke. En af de andre biler havde mødt to elefanter og kaldte os til over radioen. Men da vi kom frem, var de væk.

Afsked
Lørdag den 2. juli var det afrejsedag for alle. Her blev gruppen splittet, da en del skulle videre på en tillægsrejse til det store vandfald Victoria Falls, der ligger på grænsen mellem Zambia og Zimbabwe. Også vores familie blev delt, og drengene og jeg skulle hjem til Danmark, hvortil vi ankom et døgn senere efter en lang bustur og transit i London.
Eftertænksomhed og blandede følelser
Denne rejse og dette løb rumsterer stadig i mine tanker her mange år efter, og jeg tænker tilbage med blandede følelser. Det var naturligvis en oplevelse at komme til Entabeni Game Reserve og opleve de vilde dyr fra bagsædet af en jeep. Men i min erindring var dyrelivet og oplevelsen i Lake Nakuru National Park i forbindelse med Karen Blixen Marathon i Kenya langt større. Sure soldateroplevelser har det med at blive bedre og bedre med årene. Men sådan har jeg det ikke med nætterne i Pedi Bush, gallafesten i åbent telt og aftenturene i åben jeep. Det var bidende koldt, og jeg tænker ikke tilbage på det med stor glæde.
Da jeg i 2003 forstuvede foden i Schweiz, besluttede jeg straks, at jeg ville komme tilbage. Denne tanke fik jeg ikke i Sydafrika.
Samtidig med de lidt negative tanker omkring de fysiske forhold, kan det også stadig ærgre mig, at jeg ikke gennemførte løbet. Ikke mindst fordi jeg har de andre Adventure Marathon−løb i hus. Jeg har jævnligt tænkt på at vende tilbage til Sydafrika og gennemføre The Big Five Marathon, for det er givetvis hverken dyrelivet eller de kolde nætter, der har givet mig det ambivalente forhold til stedet. Min sunde fornuft siger mig, at det hele skyldes, at jeg ikke var på det rigtige sted på det rigtige tidspunkt hin midsommer i 2005.
The Big Five Marathon er kommet for at blive. Det har været afviklet hvert år siden den første gang, hvilket beviser, at løbet og rejsen har den fulde kvalitet til maratonløbere og turister fra hele verden. Men der er mange løb i verden, jeg gerne vil udforske, så det hele drejer sig også om at prioritere. Jeg vil dog ikke afvise, at jeg en dag vender tilbage til The Big Five Marathon.
Køb bogen her.
