De sidste år i dette årti blev det ikke til så mange maratonløb for mig. Den årlige tur til The Great Wall Marathon var obligatorisk, men ellers lå der andre prioriteter i livet, selvom jeg dog til stadighed løbetrænede.

 

Specielt i 2007 skete der store omvæltninger i mit liv, der fik mig til at fokusere mindre på maratonløb end i de foregående år. Omvæltningerne bevirkede, at mit fokus måtte være andre steder end tidligere. Når jeg bagefter ser tilbage, var dette et rigtigt valg.

 

Jeg havde været kæreste med Karin siden 2003, og i grove træk kan man sige, at der var et maratonløb mellem vores boliger. Eftersom vi begge var alene med vores børn, havde vores kærlighed igennem fire år været på deltid med skiftevis besøg hos hinanden i weekenderne. Men i sommeren 2007 flyttede vi sammen i mit hus. Fra i en årrække at have været enlig far, var jeg nu familiefar i en sammenbragt familie.

 

Arbejdsmæssigt havde jeg siden 1990 arbejdet i familievirksomheden Wolle`s Naturesystem, en virksomhed, der siden starten af 1920´erne havde udviklet urtemedicin fremstillet efter blandt andet kinesiske principper. Jeg var selskabets direktør, og det lå i kortene, at det var en stilling, jeg skulle beholde til pensionsalderen.

 

At arbejde med alternativ medicin har gennem århundreder været forbundet med heksejagt. I tidligere tider blev man brændt på bålet. Så voldsomt har det ikke været i min tid, men klapjagten har jeg alligevel oplevet på egen krop. Desværre ligger det i nogle menneskers natur at drive plat på andre for egen vindings skyld. Sådan er det også inden for naturmedicin, hvor end ikke andre menneskers helbred er for helligt i jagten på uærligt tjente penge. Heldigvis har vi myndigheder og lovgivning til at slå ned på plattenslagere. Problemet er blot, at man for en sikkerheds skyld slår ned på også de ærlige virksomheder, der skaber produkter til gavn og glæde for mennesker med forskellige lidelser. Dette mærkede vi tydeligt.

 

I årevis havde jeg kæmpet en kamp for at råbe politikerne op og få ændret lovgivningen, så branchens “skovfoged” ville gå i skoven og fjerne de syge træer og pleje de sunde, frem for at rydde alt væk. Jeg måtte konstatere, at jeg gang på gang stødte hovedet mod en mur.

 

Samme formiddag som jeg fløj til Grønland i 2005, havde virksomheden modtaget et påbud fra fødevarestyrelsen. Selvsagt kunne jeg ikke gøre noget ved det på det tidspunkt. Men jeg kunne gruble over det på det, der skulle have været en rar rejse og under mit maratonløb. Efterfølgende fulgte en lang kamp med store advokatomkostninger til følge. Men alt sammen til ingen verdens nytte.

 

Den håbløse situation påvirkede mig såvel fysisk som psykisk. Jeg blev reelt dårlig og mistede totalt troen på en fremtid for vores gamle virksomhed. Derfor meddelte jeg min familie, at jeg ville forlade virksomheden på sigt. Efter en længere udfasningsperiode fratrådte jeg den 28. september 2007.

 

Jeg stod ikke helt uden indtægt, men det var et frivilligt styrtdyk, jeg sprang ud til. Siden 1987 havde jeg haft et lille regnskabsfirma, men som bijob var det begrænset, hvor store indtægter der her kunne hentes. I nogle år havde jeg uddannet mig inden for NLP, og senest var det blevet til uddannelser som samtaleterapeut, træner og coach. Det var mit håb, at jeg kunne skabe mig et levebrød ved at arbejde med de menneskelige værdier. Karin havde også taget en del uddannelser i samme retning. Vi arbejdede nu målrettet på, at dette i første omgang skulle være et levebrød for mig. Om det var den økonomiske krise, der på det tidspunkt satte ind, eller om det var andre forhold, kan være svært at afgøre. Men fakta er, at der ikke kom tilstrækkeligt gang i forretningen.

 

Jeg måtte herefter fokusere på min regnskabsvirksomhed og fik stille og roligt skabt en vækst med god klienttilgang, så mit levebrød efterhånden kom op på et tilfredsstillende niveau.

 

For lige at afrunde det gamle Wolle´s Naturesystem kan jeg fortælle, at vi i 2009 afhændede virksomheden til nye kræfter, der desværre gik konkurs efter halvandet år. En æra på 88 år var forbi.

 

Køb bogen her.

En stor overraskelse

 

Min ottende rejse til Kina startede med afrejse tirsdag den 15. maj. Gruppen bestod af blot ni rejsende, så vi fik hurtigt lært hinanden at kende.

 

Som så ofte før fløj jeg ud med Peter Fredberg, og helt udsædvanligt rejste han dette år uden sin kone. Men det var nu ikke det eneste bemærkelsesværdige ved mit møde med Peter. Først spurgte han med et glimt i øjet, om jeg ikke ville stoppe, så han kunne have rekorden alene. Men i næste åndedræt fortalte han, at han dette år ville stille op på halvmaratondistancen. Det kom meget bag på mig, og jeg havde faktisk ikke troet, det ville ske. Nogle år forinden havde jeg syntes, det var ærgerligt, da Søren måtte stoppe. Nu stod jeg måske overfor at blive den sidste mohikaner.

 

Far East

 

I Beijing blev vi indkvarteret på Hotel Beijing Far East. Efter i syv år at have boet på hoteller af udmærket standard, lod dette noget tilbage at ønske. Der var ikke den store tillid til gæsterne, og vi blev ved ankomsten bedt om at deponere et beløb til sikring mod skader og tyveri. Det havde jeg aldrig prøvet før.

 

 

Cykeltaxamafia

 

Med nogle medrejsende var jeg i Den Forbudte By om eftermiddagen, og da vi skulle tilbage til hotellet, blev vi passet op af nogle cykeltaxaer, der ville køre os til hotellet, men vi takkede nej. Vi steg ind i en taxa, men han blev så passet op af cykeltaxaerne, så det endte med, at han følte sig truet og ikke ville køre for os. Til sidst måtte vi gå til fods tilbage til vores hotel.

 

 

Pludselig en notabilitet

 

Under torsdagens informationsmøde på Yin og Yang–pladsen annoncerede Dave Cundy, at jeg som den eneste stillede op til den fulde maraton for ottende gang. Det var altså officielt, at Peter gik ned på halvmaraton.

 

Jeg kunne straks konstatere, at der var himmelvid forskel på at være en af to og være den eneste “evighedsløber”. En journalist og en fotograf fra Associated Press interviewede mig, og flere andre kom hen til mig for at snakke. Det endte med, at jeg ikke nåede med gruppens bus og måtte køre med nogle andre, da vi skulle på inspektionsturen over muren. Også dette år havde løbet rekorddeltagelse, hvilket betød, at vi flere gange måtte stå i kø for at komme over muren.

 

Tøserunden

 

Første gang jeg mødte Peter efter hans officielle deltagelse i halvmaraton, sagde jeg til ham: “Hvad fanden, Peter, skal du løbe tøserunden?” Men det var på ingen måde for at hovere eller for at hævde mig. Jeg gav ham blot samme sætning retur, som han tre år forinden havde sagt til Søren.

 

En varm dag

 

Som året før boede vi på Yuyang Hotel i Jixian. Det var stadig ikke specielt imponerende, men det var dog til at leve med. Problemet var blot som sidst, at man på hotellerne i Jixian ikke havde forståelse for, hvilken kost maratonløbere skulle starte dagen på.

 

 

Løbet blev et af de hårdeste nogensinde for mig. Da vi ankom klokken seks om morgenen, var det meget koldt, og jeg måtte iføre mig lange bukser og trøje. Senere ændredes temperatuen, og vi endte omkring de 33 grader.

 

 

Væskemangel

 

Da jeg nåede knapt halvvejs igennem løbet og skulle op ad midtvejsbjerget, var der ikke noget vand ved væskestationen. Der var noget energidrik, men det kunne jeg ikke løbe videre med. Der var heller ikke noget vand på strækningen over bjerget. Til gengæld fik jeg en lille blomst af en lille kinesisk pige, og den satte jeg fast på mit startnummer. Da jeg kom ned fra bjerget, var der stadig ikke vand at få, så jeg fik nu noget energidrik i en vandflaske og måtte fortsætte med det.

 

 

Efter 29 kilometer og på vej ned ad en støvet og knoldet jordvej, vrikkede jeg om på venstre fod. Her blev jeg bange for, at det var forbi. Jeg gik en tid på min ømme fod, men heldigvis fortog smerten sig helt.

 

Widex Marathon Team

 

Dette år var en ganske speciel gruppe med til løbet. Det danske høreapparatfirma Widex stillede op med et hold på 42 døve eller hørehæmmede løbere fra 11 forskellige lande. Arrangementet var kommet i stand i forbindelse med lanceringen af et nyt eksklusivt høreapparat (”Inteo”). Udfordringen var startet i november 2006, hvor deltagerne påbegyndte et seks måneders træningsprogram under ledelse af den danske atlet og tidligere europamester i
ironman, Morten Fenger. De fleste af deltagerne i Widex Marathon Team løb deres første maratonløb nogensinde.  De gennemførte alle verdens hårdeste maratonløb, ikke mindst takket være den support og coaching de under løbet fik af blandt andre Morten Fenger. Efter løbet donerede Widex et beløb på 7.500 euro til Deaflympics 2009. Beløbet blev fastsat efter løbernes individuelle og kollektive præstationer under The Great Wall Marathon.

 

Under mit løb stødte jeg flere gange på løbere fra Widex Marathon Team og deres coaches. Sidstnævnte fungerede nærmest som hyrdehunde, der løb frem og tilbage for at sikre, at alle var med og tilføre støttende ressourcer til løbere i knibe. Man må sige, at det lykkedes til fulde.

 

En kvik, men sand bemærkning

 

Min anden tur over muren blev en sand prøvelse. Jeg var fuldstændig flad fra første trin, kæmpede mig op ad trapperne og måtte puste ud indimellem. På et tidspunkt kom en veltrænet supporter for Widexgruppen op til mig. Med min dannebrogstrøje kunne han ikke være i tvivl om min nationalitet. Han spurgte: “Er du klar over, hvor meget lettere dette ville være for dig, hvis du lige smed de sidste 15 kilo?” Og han havde ganske ret. På det tidspunkt vejede jeg 108 kilo. Jeg svarede: “Jeg ved det godt, og jeg skal også have gjort noget ved det”. “Så må du se at komme i gang”, lød hans afsluttende bemærkning, inden han let som en gazelle smuttede fra mig.

 

 

På det tidspunkt havde alle løbere navn og nationalitet påtrykt startnummeret, og jeg hæftede mig ved hans navn. Det var netop Morten Fenger. Der gik flere år, før jeg fik gjort noget ved min vægt, men mange gange genkaldte jeg mig Morten Fengers ord og hans navn, som jeg aldrig glemte.

 

En flot velkomst med rosenkrans

 

Det tog mig tre kvarter at passere den første kilometer på muren. På det tidspunkt var jeg sikker på, at jeg ikke ville kunne gennemføre tidsmæssigt. Hvad jeg ikke lige på det tidspunkt havde overskuet var, at jeg var nær toppen af muren, og at det nu ville gå nedad.

 

 

Efter seks timer og 58 minutter var jeg ovre muren, og nu havde jeg fået optimismen tilbage. Fra nu af var det “bare” ned ad bjerget fire kilometer i alt. Den første kilometer løb jeg en del og gik kun lidt. Det var på dette stykke, jeg skulle sikre mig, at det kunne lade sig gøre. Da jeg blev overbevist om, at jeg endnu engang ville klare det inden for tidsrammen, faldt der ro over mig, og jeg kunne i ro og mag skiftevis løbe og gå det sidste stykke.

 

 

Da jeg nærmede mig mål, havde jeg en fornemmelse af, at jeg ville stortude, når jeg kom ind. Men det skete nu ikke. På opløbsstrækningen hørte jeg Dave Cundy meddele, at jeg som den eneste havde gennemført alle otte løb, og publikum gav mig et flot bifald. Jeg oplevede ikke, da vinderen kom i mål. Men min velkomst har sikkert været på samme niveau.

 

 

Som altid overrakte Thomas mig medaljen. Han havde også en stor rosenkrans til mig på grund af min særlige status. Det var dybt rørende, og kransen har jeg stadig. Det lykkedes mig at pakke den ind i en stor pose og få plads til den i min hårde kuffert, så den hænger i dag på mit kontor.

 

Hjertetransplanteret maratonløber

 

Hvert maraton har sine historier, store som små, glade som sørgmodige. Dette år deltog verdens eneste hjertetransplanterede maratonløber på muren. Den 45–årige englænder, John Fisher, havde syv år forinden gennemgået en hjertetransplantation. Hans eget hjerte havde været alt for stort, men han fik en ny chance i livet, da en ung mand med donorkort mistede livet ved en trafikulykke. John Fisher havde inden dette løb gennemført ti maratonløb med en anden mands hjerte.

 

At man kan løbe på trods af fysiske forhindringer, var danske Søren Kruse Lilleøre ligeledes et eksempel på. Diagnosen diabetes hindrede ikke Søren i at opnå en flot niende plads. Jeg havde fornøjelsen af at være i gruppe med ham, ligesom vi også havde været i Grønland 2005.

 

På trods af årets ekstreme varme måtte lægeholdet kun behandle småskader. Årets vinder blev spanieren Salvador Calvo i tiden 3:23:10. Ser man bort fra debutårets lettere rute, var dette løbets rekord. Min tid blev historisk ringest med 7:45:32.

 

 

Problematisk hjemtur

 

Hjemturen til Beijing blev en sand parodi, fordi vores chauffør ikke kunne finde vej. Han måtte flere gange vende bussen for at køre i anden retning, blot for derefter at konstatere, at det heller ikke var den rigtige vej. Det var ikke lige det, vi havde brug for på dette tidspunkt. Det tog ham mere end fire timer at finde frem til Hotel Beijing Far East.

 

Taxa−vægring

 

Efter speed gallafesten i 2006 blev det dette år endnu engang til et værdigt arrangement, hvilket det i øvrigt har været lige siden. Som altid begyndte vi med mousserende vin, kinesisk underholdning samt en stor og flot buffet. Dave var konferencier og stod for præmieoverrækkelsen, og jeg blev også præsenteret under seancen.

 

Sædvanen tro var jeg med til after dinner party, og her fik vi et problem, da vi skulle hjem. Taxachaufførerne kendte ikke vores hotel, eller også ville de ikke køre dertil. Vi havde medbragt et fint kort fra hotellet, men det var først den tredje chauffør, der ville køre os hjem. Også dagen efter fik jeg afslag fra to chauffører, før jeg kunne komme hjem fra en indkøbstur.

 

Dejlig afskedsmiddag

 

Den sidste aften, mandag den 21. maj, gik hele vores gruppe ud og spiste en fælles afskedsmiddag. Vi fik en god spadseretur til en australsk restaurant, vi var blevet anbefalet. Her fik jeg den dejligste røde bøf, man kan tænke sig, med tilhørende salat. Sidst på aftenen gik vi hjem igen.

 

Kendis på verdensplan

 

På hotellet fik jeg adgang til internettet, og for sjovs skyld prøvede jeg at google mig selv i forbindelse med The Great Wall Marathon. Det var morsomt og overvældende. Hele 736 medier rundt i verden havde skrevet om mig, men der var ikke meget afveksling i det skrevne. Et par journalister havde skrevet artikler, og disse tekster gik igen mange steder.

 

Snøret af Hotel Beijing Far East

 

Da jeg vågnede den sidste morgen, storregnede det udenfor. Jeg kunne blot glæde mig over, at jeg ikke havde ærinder, der krævede, at jeg skulle ud i det vejr.

 

Men jeg fik problemer, da jeg skulle tjekke ud. Lørdag aften efter løbet havde jeg drukket et par velfortjente glas rødvin, og jeg var kommet til at vælte et glas, så lagnet på den ledige seng i dobbeltværelset blev vådt og plettet. Jeg havde tørret det værste op og forventede, at stuepigen ville skifte lagen dagen efter. Men det gjorde hun ikke, og jeg var egentlig også ligeglad. Nu ville de på hotellet have 90 yuan ud af mit depositum som erstatning for lagnet. For mig var det uacceptabelt, eftersom de bare kunne vaske det, og ikke engang et helt nyt lagen ville koste så meget i Kina. Men hotelpersonalet påstod, at det var en olieplet, som ikke kunne vaskes af. Jeg diskuterede længe med fem forskellige kinesere, men de gav sig ikke. Jeg endte med at betale og måtte betragte det som endnu en kuriøs oplevelse i østen. Mine tanker om Hotel Beijing Far East var ikke de varmeste lige da.

 

 

Rosenkransen i fare

 

Da vi tirsdag aften ankom til København, blev jeg stoppet i tolden, og jeg var lidt beklemt. Dels havde jeg vist købt for mere, end jeg egentlig måtte indføre, og dels havde jeg købt kopivarer, som, jeg ikke var helt sikker på, var lovlige at indføre. Mest af alt var jeg nervøs for den store rosenkrans i min store kuffert. Jeg var ikke sikker på, at jeg måtte indføre planter. Jeg svarede beredvilligt tolderen på hans spørgsmål og fortalte, at de fleste af mine indkøb lå i min grønne stofkuffert. Han så den igennem og stillede nogle spørgsmål om priser m.v. Blandt andet kommenterede han nogle falske Calvin Klein underbukser, men han gjorde ikke noget ved det. Han gennemså også min håndbagage, men heldigvis ikke den store kuffert, jeg var mest bange for.

 

 

Køb bogen her.

Igen bonuspoint på spil

 

Under The Great Cruise Marathon i 2004 mødte vi Maria og Robert fra Tórshavn. De fortalte mig om Tórshavn Marathon, og det vakte allerede dengang min interesse.

 

I marts 2006 gik det op for mig, at jeg havde en del SAS bonuspoint, der var ved at udløbe. Jeg fandt ud af, at jeg kunne dele dem med Karin, og at vi kunne vælge et frit rejsemål i Nordeuropa. Vi valgte Færøerne, som vi fandt spændende, og hvor vi ikke før havde været. Vi mente også, at vi her ville få mest valuta for vores point.

 

Lidt om Færøerne

 

Færøerne ligger nordvest for Skotland og midt imellem Island og Norge i hjertet af Golfstrømmen i Nordatlanten. Landets samlede areal er på 1.399 kvadratkilometer fordelt på 18 øer. Ingen steder i øriget er der mere end fem kilometer til havet. Det højeste fjeld er 882 meter, mens landets gennemsnitshøjde er omkring 300 meter over havets overflade.

 

Færøerne har tempereret øklima, og vejret er meget omskifteligt. Det ene øjeblik skinner solen fra en næsten skyfri himmel, det andet skifter det til dis og regnbyger. Men luften er altid ren og frisk uanset årstiden.

 

Landet er ikke medlem af EU, men er en del af det danske rigsfællesskab og har delvist selvstyre. Færøerne har egen mønt med kurs som den danske krone, der også er gangbar i øriget. Befolkningstallet er på mindre end 50.000, hvoraf knapt 20.000 bor i hovedstadskommunen Tórshavn. Langt den største del af befolkningen lever af fiskeri.

 

Et dilemma

 

Jeg bestilte en forlænget weekend med SAS, og samtidig mailede jeg til Robert for at få fif om overnatningsmuligheder og turistmål.

 

Til min store overraskelse skrev Robert tilbage, at vi var deroppe netop i weekenden for Tórshavn Marathon, og jeg kom nu i et dilemma. For første gang skulle jeg rejse med Karin uden et indlagt maratonløb, hvilket hun glædede sig til. Jeg havde netop også selv lagt vægt på, at dette skulle være en tur for os – og uden løbesko. Nu fik jeg bare meget svært ved at se mig selv gå rundt i Tórshavns gader og kigge på løbere med numre på ryggen uden selv at være en af dem. Karin vil til evig tid mistænke, at jeg vidste dette i forvejen, og at jeg havde haft en skjult dagsorden. Men kærlig som hun er, sagde hun, at jeg selvfølgelig bare skulle melde mig til løbet.

 

Overnatningsproblemer

 

Da vi skulle bestille overnatning, fik vi problemer. Der var ikke meget at vælge mellem midt i juli måned, og måske var maratonløbet en del af årsagen. Vi havde fat i hoteller, vandrehjem, privat indkvartering og turistbureau, men mulighederne var ikke optimale, og vi bookede om flere gange, før vi fandt en løsning med det lokale turistbureau.

 

Føj for en stank

 

Vi ankom til Tórshavn om aftenen torsdag den 13. juli, hvor vi tog til turistbureauet for at hente nøglen til den lejlighed, vi havde bestilt. Vi fik oplyst, at der havde været problemer med kloakken, men at problemet vist var løst. Da vi kom op til vores lejlighed midt i byen og åbnede døren, lukkede vi den straks igen. Stanken var uudholdelig. Vi måtte tilbage til turistbureauet og meddele, at vi ikke kunne bo der. Med møje og besvær lykkedes det dem at skaffe os en privat indkvartering, der dog ikke lå helt så centralt. Det var ikke vild luksus, men på det tidspunkt skulle vi bare have et sted at bo.

 

 

Vi endte i et lille børneværelse i en kælder og med to elendige senge. Vi havde en fin opholdsstue med fjernsyn og et tilhørende ikke alt for hygiejnisk køkken. Alle vores aftensmåltider valgte vi dog alligevel at spise hjemme og tilberedte selv den mad, vi havde købt i et supermarked.

 

Sightseeing i hovedstaden

 

Fredag gik vi på sightseeing i Tórshavn. Vi ville leje en bil om lørdagen, med der var ikke en eneste ledig. Havde vi vidst det, ville vi have bestilt bilen i god tid hjemmefra.

 

 

Sidst på dagen hentede vi mit startnummer og var til pastaparty i byens idrætsanlæg. Her mødte vi Robert, der viste sig at være arrangør for maratonløbet. Vi fortalte ham om tilfældigheden mellem rejsen og løbet. Han grinede. Ligesom Karin troede han heller ikke på, at jeg var uvidende om dette sammentræf.

 

 

Udflugt med forhindringer

 

Lørdag var vi på sejltur ved fuglefjeldet, men det var lige før, at vi ikke kom af sted, da turistbureauet havde lavet en fejl. Vi havde købt billetter til bussen og sejladsen, men da vi kom til stationen, kom der ingen bus. Vi ventede en rum tid, og på et tidspunkt kom en mand i bil med et ærinde på stationen. Vi spurgte ham til bussen, men han kunne oplyse, at den ikke gik om lørdagen. Her stod vi så med købte billetter og fletningerne i postkassen. Ved et sammentræf af tilfældigheder og til stort held for os, var manden ansat ved skibsselskabet og skulle med på sejlturen. Han gav os nu et lift i sin bil.

 

 

Fuglefjeldet

 

På denne tur fik vi lejlighed til at se Færøerne fra første parket. Vi sejlede forbi Slættanes, en forladt bygd på øen Vágar, ved de lodrette og enestående fuglefjelde nord for Vestmanna.

 

 

Vi kom helt tæt på fjeldet, og lagde man hovedet tilbage og kiggede op, åbenbaredes hele fuglefjeldets storhed. Det var en meget speciel og storslået oplevelse at se fjeldet tårne sig op i en halv kilometers højde.

 

Turen var fin, men på tilbagevejen var der en del bølgegang, der var knapt så behagelig.

 

Maratonløb i regnvejr

 

 

Søndag den 16. juli var løbsdag med start klokken 12. Vi gik til startstedet i et voldsomt regnvejr, der desværre varede det meste af dagen. Der var en noget begrænset fest og stemning ved starten af det lille øriges nationale maratonløb dette år. Det var vejrguderne, der satte dagsordenen.

 

Tórshavn Marathon afvikles traditionelt i midten af juli måned, hvor vejret er køligt og velegnet til maratonløb. Lige præcis dette år kunne jeg dog godt have ønsket mig bedre vejr.

 

 

De første 5,8 kilometer var en rundtur gennem byens gader. Det var en fælles tur for kategorierne maraton, halvmaraton, Fun Run og 5,8 kilometer. Et mindre Fun Run på tre kilometer bestod af halvanden kilometer i byen og tilbage ad samme rute. Efter rundturen skulle de to lange kategorier fortsætte ud ad Strandvejen og samme vej tilbage igen.

 

 

Halvmaratondistancen var hård, for ruten var kuperet, men til gengæld trafikfri, Der var to lange og seje bakker lige inden vendepunktet, og disse bakker måtte derfor også tages på hjemvejen. Vi maratonløbere måtte også passere bakkerne, men fortsatte derefter på en fuldstændig flad strækning langs Kaldbaksfjorden ud til bygden Kaldbak, hvor vi vendte og tog samme vej tilbage til byen. Ruten var i sin helhed en sand naturoplevelse mellem storslåede og mægtige klipper. Regn og dis på dagen gjorde dog sit til, at den smukke oplevelse blev lidt begrænset.

 

 

Vejret og det bakkede terræn gjorde ikke løbet til en “badeferie”. Jeg kom i mål inden for tidsgrænsen på seks timer, men som den absolut sidste – mere end en time efter den næstsidste.

 

 

Bytur på trætte ben

 

Jeg havde ikke ro i benene den nat og måtte vende og dreje mig i sengen. Trods mine ømme ben gik vi dog byen tynd hele mandagen og fik fuld valuta af vores besøg i denne charmerende og bakkede by.

 

 

Da vi tirsdag formiddag gik til bussen, var det igen regnvejr, hvilket gav en dejlig frisk afslutning på en hyggelig og dejlig rejse til en af Europas nordvestligste afkroge.

 

Køb bogen her.

Tiltrængt restitution

 

Mere end syv måneder skulle der gå fra mit tredje løb i Grønland til mit syvende i Kina. Det var en tiltrængt pause, omend jeg gennem hele perioden havde holdt mig i gang med træning i den lettere kategori, der naturligvis blev optrappet op til det næste løb.

 

 

Dette år rejste jeg hjemmefra tirsdag den 16. maj, og rejsen gik helt traditionelt. Jeg havde tilmeldt mig en gruppe uden planlagte ture, hvilket gav mig frihed, og på ankomstdagen tog jeg til Perlemarked for at tale med nogle skræddere. Jeg bestilte et blazersæt til brug for arrangementer i fugleskydningsselskabet, samt brystlommeemblemer og slips med selskabets logo.

 

Rejsens første nat i Kina tilbragte vi på Qianmen Hotel. Jeg havde to gange tidligere været på dette hotel og spise, mens jeg i årene efter skulle bo på dette udmærkede sted flere gange.

 

Ved torsdagens inspektionstur på Yin og Yang–pladsen hæftede jeg mig ved, at flere af de faste såvel løbere som medlemmer af lægeteamet manglede. Det var lidt mærkeligt.

 

Ved torsdagens inspektionstur på Yin og Yang–pladsen hæftede jeg mig ved, at flere af de faste såvel løbere som medlemmer af lægeteamet manglede. Det var lidt mærkeligt.

 

Uden strøm og varmt vand

 

Dette år fik vi et andet hotel i Jixian, og efter det lidt skuffende Yuyang Hotel året før, blev det nu til Jian She Hotel. Det skulle imidlertid vise sig at være af tilsvarende standard. Der var hverken strøm eller varmt vand på værelset, og det blev en større udfordring at få disse detaljer på plads.

 

Kuffertkøb – sand underholdning

 

Dagen før løbet havde jeg for mig selv, så jeg slappede af og gik en tur i byen. Karins datter, Rika, havde bedt mig købe en pink kuffert med hjem til sig. Det blev en udfordring ad flere omgange.

 

 

På et hjørne fandt jeg en forretning med taskesalg, så jeg gik ind for at finde den ønskede kuffert og fandt den også. Mens jeg gik rundt i forretningen, stod vel omkring 20 kinesiske mænd næsten med næserne trykket ind mod ruden for at se, hvad denne særprægede turist mon skulle købe. Da jeg kom ud med kufferten i hånden, gik der en livlig snak. Jeg forstod naturligvis ikke, hvad de sagde, men jeg er sikker på, at de talte om mig.

 

Behageligt vejr

 

The Great Wall Marathon blev dette år afviklet lørdag den 20. maj i det bedste vejr, jeg endnu havde oplevet til dette løb. Jeg tror ikke, temperaturen på noget tidspunkt oversteg de 20 grader, og det var lettere overskyet.

 

Hele mit løb gik som planlagt. Jeg var på toppen af bjerget efter tre kvarter og over muren en time senere. Den store landevej og midtvejsstigningen gik fint. Jeg løb det meste af tiden, men var også nede og gå nogle gange. På de ujævne jord– og stenveje passede jeg meget på mig selv. Jeg skulle ikke nyde noget af at snuble og komme til skade. Jeg satsede på at komme til muren igen kl. 12.30, og det kom til at holde stik. Nu var det så tid til turen gennem “helvede”, men det blev ikke helvede dette år. Som altid var det hårdt at komme over muren anden gang, men jeg kom på ingen måde i problemer og var stort set i gang hele tiden.

 

 

Jeg var i mål i tiden 6:56:26, hvilket var min bedste tid i flere år. Det var dejligt at komme løbende i mål hos Thomas efter de seneste svære ture i Sydafrika og Grønland.

 

 

Arrangementet var i kraftig vækst, og for første gang rundede løbet 1.000 løbere fra ikke mindre end 36 nationer. Også medaljerne havde vokseværk. For fjerde år i træk var de blevet større.

 

Forsvundet kuffert

 

Da vi først på aftenen ankom til Dong Fang Hotel, manglede jeg en kuffert. Og det var den ny pink kuffert, jeg dagen før havde købt til Rika. Guiden ringede til buschaufføren. Det viste sig, at den lå i bussens lastrum, hvor han havde overset den. Det var mig en sand gåde, at han havde kunnet overse lige netop en pink kuffert. Jeg kunne få kufferten næste formiddag klokken ni, og det accepterede jeg, da jeg mente, at den kun indeholdt vasketøj og andet, jeg ikke skulle bruge. Senere viste det sig, at netop den kuffert indeholdt min taske med pung, pas og andre værdigenstande, og det var ikke spor rart. Da jeg samtidig skulle tidligt på Silkemarked næste morgen, var jeg nødt til at få fat i mine penge. Jeg kontaktede igen guiden, der forsikrede, at kufferten ville være på hotellet kl. 7.30 om morgenen.

 

Ved morgenbordet søndag morgen så jeg bussen ankomme til hotellets indgang, og jeg for straks ned og hentede kufferten. Tilbage ved bordet kunne jeg ånde lettet op, da jeg konstaterede, at alt var der.

 

Sukkerkold

 

Dagen gik primært med handel på markederne. Jeg afhentede de bestilte tekstiler hos skrædderen og købte de stadigvæk alt for mange bestilte varer for andre. På Perlemarked gik jeg sukkerkold, eller noget der ligner. Jeg gik rundt ganske forvirret og kunne ikke finde udgangen. Jeg var heller ikke klar over, hvilken etage jeg var på. Da jeg fandt ud, fik jeg noget at drikke i den friske luft, og straks efter var jeg klar igen.

 

Speed gallafest

 

Årets gallafest blev desværre lidt af en parodi. Den blev holdt på det store Beijing Hotel, hvor salen dagen efter skulle bruges til et andet arrangement. Det betød, at vores arrangement skulle hurtigt afsluttes, så salen kunne blive ryddet, rengjort og klargjort til næste dags arrangement. Jeg fandt det ganske mærkværdigt, at man ikke kunne hyre personale til at klare alt det praktiske om natten, så vi kunne få en værdig fest.

 

Vi blev budt velkommen af Dave Cundy, hvorefter der var et kort kinesisk show. Maden blev hurtigt overstået, og under middagen blev vinderne præsenteret, mens andre blev hyldet for deres bedrift. Men det hele bar præg af noget, der hurtigt skulle overstås, i modsætning til tidligere år hvor det var foregået på en mere værdig måde. Allerede efter tre kvarter blev der lukket for udskænkning af øl, og klokken 19.30 blev festen lukket.

 

Aftenens afterparty i en stor bar var heller ikke som tidligere. Der var meget høj diskomusik, så jeg følte mig en generation for gammel, og det blev blot til et par timer med hyggelig snak med gode bekendtskaber gennem alle årene i Kina, før jeg tog en taxa til hotellet lidt over klokken 23.

 

Misforståelse om en lummer aftale

 

Den sidste hele dag i Beijing gik med afslapning og handel. Dagen kuriøse indslag fik jeg, da jeg skulle hjem fra Silkemarked. Igen var det en situation, hvor to menneskers kropssprog ikke blev fortolket rigtigt. Ved taxaen stod en prostitueret og bød sig til. Jeg takkede nej med et smil, men måske netop smilet gav hende et andet svar og et håb. Mens jeg satte mig ind på forsædet, var hun på vej ind på bagsædet, og jeg måtte hurtigt stoppe hende.

 

Sidste akt for den besværlige kuffert

 

Tirsdag den 23. maj var hjemrejsedag efter en alt i alt vellykket rejse. Også denne dag fik et lille kuriøst indslag. Da jeg ved bagagebåndet i Københavns lufthavn modtog den pink kuffert, havde den mistet begge hjul, og jeg fik et erstatningsbeløb for kufferten, der ikke stod til at redde. Den ville åbenbart ikke hjem til Rika.

 

Køb bogen her.

”Official”

 

Jeg skulle slet ikke have deltaget i dette løb. Ganske vist havde jeg hidtil været med på samtlige ture arrangeret af Adventure Marathon. Men der kom efterhånden så mange nye tiltag, og de fleste blev gentaget år efter år. Det var uden for diskussion, at jeg hvert år skulle til Kina, men at deltage i op til fire Adventure Marathon−løb hvert år var helt urealistisk. Under en mailkorrespondance med Søren Rasmussen i maj havde jeg fortalt, at arrangørerne for første gang måtte klare sig uden mig. Men dette tog Søren ikke for gode varer. Han udnævnte mig kort og godt til “official”, så jeg for anden gang på halvandet år blev inviteret på en rejse.

 

Comeback

 

Efter at havde deltaget på de to første ture til The Polar Circle Marathon havde jeg også tilmeldt mig i 2003. Men denne var imidlertid blevet aflyst. Da løbet heller ikke blev arrangeret i 2004, troede jeg, at det nu var en saga blot. Men sådan skulle det ikke være.

 

Denne rejse startede torsdag den 6. oktober. Det var en måneds tid senere end de tidligere år, og det kom jeg til at mærke på egen krop, eftersom temperaturen denne gang var køligere end de tidligere gange.

 

Flyversjus

 

På udrejsen fik jeg en ganske særpræget oplevelse. Da vi nærmede os Kangerlussuaq, hørte jeg tumult lidt længere fremme i flyveren. Der blev råbt, og noget af flyets personale stod i midt noget, der lignede en konflikt. Dette var også tilfældet. På flysædet sad en fuld mand, der under hele turen havde været noget urolig. Personalet havde haft ham under observation, og han havde ikke fået alkohol på turen. Han havde altså selv medbragt branderten. Da vi skulle lande, ville han ikke sætte sig og spænde sikkerhedsselen, og da personalet prøvede at få ham til at sidde, spyttede han en af dem i ansigtet. De måtte være fire mand om at holde ham og binde ham til sædet. I lufthavnen blev vi derfor bedt om at blive siddende, da en enkelt passager skulle af før alle andre. Det var vores “ven”, der blev afhentet af politiet. Da han af to betjente blev ført op ad gangen, begyndte de øvrige rejsende at klappe.

 

En kold fornøjelse

 

Efter i 2001 at have boet på hotellet i lufthavnsbygningen og året efter på Hotel Umimmak, skulle jeg denne gang på vandrehjemmet Old Camp. Så havde jeg været alle steder.

 

Old Camp er Grønlands største og bedste vandrehjem og ligger mindre end to kilometer fra Kangerlussuaq lufthavn. Indkvarteringen i Old Camp foregår i de traditionelle, rødmalede langhuse, der blev bygget af amerikanerne under 2. verdenskrig.

 

 

Jeg skulle bo i en lille hytte bag vandrehjemmet sammen med en mand, der hed Gustav. Her var to værelser, en hems og en stue. Der var kun lys i stuen, men elektriciteten var ikke tilsluttet, og dermed heller ikke elradiatorerne. Der var hundekoldt, og jeg gik derfor til receptionen, hvor det blev lovet, at strømmen ville blive tilsluttet. Men efter informationsmødet ved middagstid var hytten stadig kold. Jeg måtte pakke mig ind i to dyner og gik senere op i vandrehjemmets fjernsynsstue for at få varmen.

 

Under aftensmaden i roklubbens restaurant fik vi informationer om løbet, og da jeg senere kom tilbage til hytten, var den opvarmet, så jeg kunne krybe i seng i godt humør.

 

Længere tur på indlandsisen

 

Dagen før løbet var vi på den traditionelle inspektionstur. Jeg kunne nu tydeligt se, at løbet var placeret fire uger senere end tidligere. Der var sne på ruten, mens der ved de tidligere løb kun havde været sne på selve indlandsisen.

Også ruten på indlandsisen var anderledes end før. Den var blevet dobbelt så lang og gik rundt i nogle sløjfer, hvor den tidligere var gået ligeud og samme vej tilbage. På informationsaftenen havde jeg købt nogle overtrækspigsko. Det var vist en god investering.

 

Rent helvede

 

Lørdag den 8. oktober gik startskuddet til tredje udgave af The Polar Circle Marathon, der samtidig havde status som verden første uofficielle verdensmesterskab i Adventure Marathon. Det var rigtigt godt og grundigt koldt, så det var godt, at vi var rigeligt påklædt.

 

De første to kilometer var et rent helvede. Der var stærk frost og strid modvind, og det gik primært op ad bakke. Det kunne mærkes i lungerne. Efter denne indledende hurdle kom vi til indlandsisen, og her var det meget bedre. Her var læ og ingen blæst, så det var faktisk en fornøjelse at løbe der. På et tidspunkt løb jeg forkert omkring en afmærkning, så jeg var på vej ud over isen i utide, men jeg blev gjort opmærksom på det og måtte en tur tilbage, så jeg ikke snød.

 

En anderledes strategi

 

Jeg var i følgeskab med tre kvinder, der alle oprindeligt havde tilmeldt sig halvmaraton. Men da de ville løbe på selve indlandsisen, havde de ændret tilmeldingen til maraton og havde planlagt at udgå på halvvejen. På den måde ville de med sig selv vide, at de havde løbet halvmaraton på indlandsisen, selvom det ikke ville være godkendt officielt.

En af disse kvinder hed Camilla, og hun og jeg lå sidst, da vi forlod indlandsisen. Jeg sagde til hende, at det så ud til, at vi havde samme tempo og foreslog hende at tage den fulde distance. Jeg ville så følge hende i mål. Det skulle senere vise sig at være en stor fordel for os begge.

 

Tychobrahesdag

 

Kort tid efter at vi havde forladt indlandsisen, efter cirka fem kilometer, skulle en bil forbi os. Jeg trak ud i rabatten og vrikkede derved om på den venstre fod. Det gjorde ondt, men jeg kunne fortsætte. Efter 13 kilometer faldt jeg så lang, jeg var, over en sten. Jeg slog hul på alle tre par bukser og slog mit venstre knæ hårdt. Men igen kom jeg i gang. Da vi havde løbet 20 kilometer, vrikkede jeg så igen om på venstre fod. Denne gang var det ikke godt, kunne jeg mærke. Men jeg kom dog i gang igen. Så vrikkede jeg en tredje gang om på samme fod, da der manglede 13 kilometer, og så var jeg færdig som løber og begyndte at gå. Jeg var fast besluttet på at gennemføre dette løb. Jeg var 102 dage tidligere udgået af løbet i Sydafrika. Dette måtte under ingen omstændigheder ske igen.

 

Sammenhold

 

Jeg sagde til Camilla, at hun bare skulle løbe, men det ville hun ikke. Hun mente ikke, at det ville ændre det store på hendes sluttid. Hun mente også, at vores fællesskab var en styrke for os begge, og hun ville ikke forlade mig, når jeg havde hjulpet med at få hende så langt.

 

Vi fortsatte sammen i rask trav, og jeg tog tid ved hver kilometermærke. I starten var vi ti minutter om en kilometer, mens vi til sidst var oppe på 13 minutter. Der var dog aldrig panik og stress, for vi kunne se, at vi ville kunne nå det. Den eneste bekymring var min fod. Jeg vrikkede om tre gange, mens jeg gik, men heldigvis gik det ikke helt galt. Indimellem måtte Camilla sætte sig på en sten og massere sin fod. Så gik jeg bare videre, og hun indhentede mig så ved at lunte op til mig.

 

 

Sygeplejersken Karin Rishøj var flere gange forbi os i bil, men jeg turde ikke fortælle om min fod af frygt for at blive udtaget. Fem kilometer før mål fik vi varm hyldebærsaft, og det var dagens skønneste “måltid”.

 

Flot velkomst

 

I mål stod en flot velkomstkomité og ventede os. Som de sidste i løbet gik vi over målstregen hånd i hånd i tiden 6:39:32. Der var afsat syv timer, så vi var i god tid. Det var anden gang, jeg gennemførte et helt maraton i selskab med en anden løber, og pudsigt nok var det begge gange under løb i Grønland. Thomas omfavnede mig og sagde med fugtige våde øjne, at han var stolt af mig. Det øjeblik var det hele værd. Også Søren var der med en varm krammer, der sagde alt.

 

Jeg gik til badekabinen, hvor Mogens Rishøj tilså mig og konstaterede, at jeg havde en “tennisbold” på siden af foden, så jeg blev sendt i bad, hvorefter Mogens kom og forbandt min fod.

 

Småskadet

 

Bagefter kunne jeg dårligt gå ned ad trappen, og måtte hjælpes ud i en bil. Jeg frøs så ubeskriveligt, at det var den rene ynk. Sammen med Camilla blev jeg kørt til vandrehjemmet, og igen måtte jeg hjælpes ned i hytten, mens jeg bare frøs.

 

Jeg lagde mig på sengen og så film og intet andet i halvanden time, hvorefter Camilla og en guide kom forbi og så til mig. Det føltes godt med den omsorg, og efter noget tid begyndte jeg at føle mig bedre tilpas.

 

Camilla til bords

 

Da vi nåede aften, kunne jeg støtte på foden og var jeg klar til gallafesten i roklubbens restaurant. Jeg spurgte Camilla, om hun ville have mig til bords. Efter syv timers kamp syntes jeg, at vi skulle have det lidt rart sammen om aftenen.

 

Jeg var ikke glubende sulten, men havde dog overraskende god appetit efter løbet. Vi fik fiskeforret og rensdyr, efterfulgt af kage og kaffe.

 

Senere på aftenen var vi ude og se nordlys. Det var interessant, men jeg var helt udkørt efter en hård dag, så jeg sprang over den efterfølgende fest og tog den første bus tilbage til vandrehjemmet.

 

En dasedag og grønlandsk kaffe

 

Dagen efter løbet var i den grad en af de få dage, hvor jeg bare dasede rundt for mig selv. Jeg brugte tid på computeren, lappede ødelagt sportstøj og pakkede kuffert.

 

Om aftenen var jeg til grønlandsk kaffe med tilhørende æbleskiver rundt om bålet i tipien på vandrehjemmet. Grønlandsk kaffe består af kaffe, whisky, Kahlua og flamberet Grand Marnier. Det var som at drikke irsk kaffe.  Som alt andet i Grønland var det dyrt, men jeg betalte med glæde for oplevelsen mere end for smagen.

 

Tid til pause og restitution

 

Mandag den 10. oktober blev brugt på hjemrejsen. En kold, forlænget weekend og et fysisk anstrengende maratonløb var lagt bag mig. Det var nu tid til restitution efter et hårdt år, så jeg kunne være klar til maratonåret 2006.

 

The Polar Circle Marathon 2005 gav mig meget. Det var værdifuldt og styrkende for mig at komme tilbage efter at være udgået i Sydafrika. Samtidig var det også af stor værdi, at jeg gennemførte på trods af alle de uheld, jeg var udsat for under løbet. Og Sørens gestus ved at invitere mig med og senere byde mig velkommen ved målstregen var ubeskrivelig. Indtil dette løb havde jeg været med på alle Adventure Marathon rejser. Men jeg vidste, at jeg ikke mere skulle løbe dette specielle løb. Tre gange var godt. Men mere skulle det ikke være.

 

Køb bogen her.

I min NLP−uddannelse var jeg i efteråret 2005 kommet til afslutningen på formidlerlinjen, der er for mennesker, der ønsker at tilegne sig kompetencer til formidling af stof til større eller mindre grupper. Blot få år forinden ville det have været helt surrealistisk for mig at stå over for sådan en uddannelse. På det tidspunkt kunne jeg ikke sige to ord i en mindre forsamling uden at blive helt forvirret og miste tråden. Men i løbet af den mellemliggende NLP Master Practitioner havde jeg sammen med to medkursister lavet modellingprojektet “At formidle med god egentilstand”. Dette projekt havde bragt os alle et tigerspring frem som formidlere.

 

Nu stod jeg igen over for en evaluering. Søndag den 11. september 2005 skulle jeg fremlægge mit projekt i undervisning og præsentation. Det lå naturligvis lige til højrebenet for mig at kalde projektet: “En verden i maratonløb”, med undertitlen “Seks års rejse– og løbsoplevelser i fire verdensdele”.

 

 

Jeg havde en halv time til at fremlægge projektet og var klar over, at tiden var knap, og at jeg godt kunne have brugt mere end dobbelt så lang tid. For medkursister, undervisere og andre fremmødte havde jeg valgt at berette om begrebet maratonløb, hvad det går ud på, historien bag maraton og distancen, og ikke mindst skulle jeg berette om mine oplevelser under rejser kombineret med løb.

 

Men det handlede ikke kun om at fortælle. Stoffet skulle også gøres levende og interessant, og dette kunne blandt andet gøres ved at påvirke alle sanser hos tilhørerne.

 

Jeg havde brugt meget tid på denne forberedelse. På et tidspunkt under foredraget og ved afslutningen spillede jeg en velkendt løbesang, og jeg havde også klippet en lille video sammen med uddrag fra mine oplevelser. Ved foredragets start bød jeg alle på et glas energidrik og et stykke energibar, så tilhørerne med smagsløgene kunne blive sat et lille stykke ind i løberens tilstand. Jeg lærte dem nu to små kinesiske ord; nihau for goddag og gambei for skålen, hvor glasset skal tømmes.

 

Tidligere på året havde jeg på Perlemarked i Beijing købt nogle små kinesiske skåle. Deltagerne fik hver en skål, de måtte tage med hjem, og i denne skål havde jeg lagt lidt tigerbalsam mod ømme muskler. Tigerbalsam har en meget kraftig og markant duft, så her fik jeg givet noget til lugtesansen. Jeg kunne naturligvis også have brugt svedige T–shirts eller strømper. Men det havde nok ikke vakt jubel!

 

Alle, der havde lyst til at prøve kræfter med sporten og mærke de fysiske påvirkninger ved løb, fik muligheden, idet jeg havde medbragt en træningsmaskine til løb, og denne stod fremme til fri afbenyttelse under foredraget.

 

 

Synssansen var der meget til, og i en tøjforretning havde jeg lånt to udstillingsmodeller, som jeg havde iklædt løbetøj. Den ene var sommerklædt med korte bukser, startnummer på brystet, solbriller og kasket, mens den anden var i vintertøj med hue og refleksvest. Den største udfordring var, at modellerne var hovedløse, men jeg havde formet og malet papmaché til to hoveder, der dernæst blev sat på modellerne. Det var en opgave, der havde taget længere tid, end jeg havde forestillet mig! Derudover havde jeg også opsat billeder og plakater fra mine løb. Mine scrapbøger, løbebøger, drikkedunke, medaljer og mit løbetøj lå fremme til gennemsyn. Der var brochurer om løbsrejser fra Albatros Travel til frit at tage med hjem, og naturligvis var jeg selv iklædt løbesko, T–shirt og lange træningsbukser.

 

Foredraget gik fint, om end der, som ventet, slet ikke var tid nok. Men det var jo kun mig, der følte, at tilhørerne gik glip af noget.

 

Under foredraget fremsatte jeg endvidere en for mig forpligtende erklæring. Jeg kundgjorde nu i et offentligt forum, at jeg ville løbe The Great Wall Marathon mindst ti gange i alt. På det tidspunkt havde jeg løbet de seks gange. Nu lå der foran mig både et langsigtet mål og tre mere kortsigtede, men også meget kærkomne, delmål.

 

 

Jeg bestod evalueringen i undervisning og præsentation, ligesom jeg efterfølgende bestod de øvrige evalueringer. Dermed blev jeg dette efterår NLP Master Formidler.

 

Køb bogen her.

Glasset var ved at flyde over

 

Foråret 2005 blev både fortravlet og stressende for mig. Der var store udfordringer og kamp for overlevelse i vores familievirksomhed, og samtidig var det sæson for årsafslutning med regnskab og selvangivelse for mine klienter i min revisionsvirksomhed.

 

På uddannelsesområdet havde jeg også hænderne fulde. Jeg var startet i 2003 på NLP Practitioner−uddannelsen, og året efter gik jeg videre med en NLP Master Practitioner−uddannelse. Nu var jeg nået frem til Formidleruddannelsen, og der var kursusmoduler at gennemføre, der skulle øves jævnligt i grupper, der var teori at læse og samtidig også forberedelser til den afsluttende evaluering til efteråret.

 

På samme tid passede jeg min løbetræning og holdt mig ikke tilbage fra at deltage i løb. Inden for blot to uger var det blevet til både 5 Tårns Marathon og London Marathon i april, og i maj løb jeg så det traditionelle The Great Wall Marathon. Der var nok at se til. Ikke mindst eftersom jeg på det tidspunkt stadig var enlig far til mine to drenge med alt, hvad det indebærer af indkøb, madlavning og meget mere.

 

Set i bagklogskabens lys var jeg slet ikke klar til at tage til Sydafrika, da vi nåede til slutningen af juni. Det var, som om et glas var fyldt op, og der kunne ikke påfyldes mere, uden at det løb over. Mentalt set var jeg slet ikke klar til endnu et maratonløb, og da vi rejste fra Danmark Sankt Hans dag, føltes det, som om jeg lod min sjæl blive hjemme.

 

Løb blandt storvildt

 

The Big Five Marathon var sjette destination fra Adventure Marathons hånd. The Karen Blixen Marathon havde ikke haft tilstrækkeligt mange deltagere til at gentage løbet. Hells Gate Marathon havde kun været på tegnebrættet. Der er ingen tvivl om, at specielt for Søren Rasmussen var et nyt maratonløb i Afrika et stort ønske. Det blev i kontinentets sydligste land.

 

I safariverdenen taler man om The Big Five, der henviser til fem store, kendte og imponerende dyr, nemlig løven, leoparden, næsehornet, elefanten og vandbøflen. Netop i Entabeni Game Reserve i Limpopoprovinsen nordvest for Kruger i Sydafrika har disse ædle dyr hjemme, og her skulle det nye maratonløb afvikles. Løbet skulle afholdes blandt det nævnte storvildt og andre af Afrikas vilde dyr. Intet hegn, ingen flod, intet som helst skulle adskille løberne fra savannens storvildt. Dog ville reservatets rangers stå for sikkerheden, så deltagerne ville kunne få en storslået oplevelse uden livet som indsats.

 

Naturområdet strækker sig hen over det imponerende Waterberg, et af klodens ældste bjergmassiver og samtidig et af de meget få steder i hele Sydafrika, der kombinerer storslåede landskaber med en massiv vildtforekomst, herunder de store savannedyr.

 

Fætter− og kusinefest

 

Ligesom to år tidligere i Tibet blev også denne rejse en familiebegivenhed. Drengene, Elisabeth, min søster og min niece drog alle med på denne fascinerende rejse. Men vi var absolut ikke de eneste gengangere. Mange af de faste deltagere dukkede op til dette løb. Det var som at mødes til en regelmæssig fætter− og kusinefest.

 

Rejsen startede fra Københavns Lufthavn fredag aften. Efter en mellemlanding i London gik turen videre mod Johannesburg sent på aftenen. Sydafrika ligger på samme længdegrad som Danmark, og vi var fremme klokken ni lørdag formiddag.

 

Allerede i lufthavnen blev vi advaret om, at ikke alle lokale var lige ærlige, og mens vi stod og ventede på, at gruppen skulle samles, var der da også en mand, der greb fat i Emils rygsæk. Emil reagerede hurtigt og vendte sig om, og skurken løb sin vej igen.

 

Bustur med lokal information

 

Foran os lå nu nogle timers buskørsel. Vores guide var godt vidende om landet. Han havde boet der i syv år og var uddannet biolog. Vi fik rigtigt meget at vide i løbet af busturen. Blandt andet hørte vi om forskellen på rige og fattige. De 10 % fattigste i landet tjente 1 % af landets samlede indkomst, mens de 10 % rigeste tjente 50 % af indkomsterne.

 

På den videre tur hørte vi blandt andet også om befolkningen i den nordlige provins af landet, der i en periode fra 1852 havde været uafhængig af Sydafrika. En del af befolkningen i provinsen nedstammer fra hollænderne og omtales som afrikaans. Og ikke overraskende var det de hvide, der var rige, og de sorte, der var fattige.

 

Senere kørte vi ind i området Warterberg, der er navngivet efter de talrige floder, bække og vådområder, der præger naturen i denne del af landet. Warter står for alt, hvad der har med vand at gøre, mens berg betyder bjerg. Her holdt de vilde dyr som slagtedyr, da vilde dyr er mere modstandsdygtige over for sygdomme end tamme dyr.

 

Uautoriseret elinstallation

 

Midt på eftermiddagen ankom vi til Pedi Bush Camp, hvor vi fik anvist telte. Det var rummelige telte med god plads og to store senge i hvert telt. Vi flyttede en seng fra Elisabets telt, så drengene og jeg kunne bo sammen.

 

 

Lejren var ikke forsynet med fast elektricitet, og derfor havde hvert telt blot et par elektriske pærer, der med strøm fra en generator oplyste teltene i en periode hver morgen og aften. Men der var ingen stikkontakter, så det var ikke muligt at oplade elektriske artikler. Lejrchefen tilbød derfor at tage vores mobiltelefoner med hjem om natten, så han kunne oplade dem. Men det var ikke så optimalt. Vi havde jo også andre ting som computer og videoudstyr, der skulle bruge strøm, og som vi gerne ville have til rådighed, når lejrchefen tog hjem om aftenen. Som søn og sønnesøn af elektrikere var jeg lidt snarrådig. Jeg medbringer altid skruetrækker og bidetang på mine rejser, og det har flere gange vist sig at være nyttigt. Her var udfordringen dog større, end jeg havde oplevet før.

 

 

Det var ikke så ligetil at gøre, som jeg tidligere havde gjort og åbne et stik og montere ledninger i installationen. Lampestedets fatning var skruet fast uden på en ledning. I fatningen sad to sylespidse stykker metal, der skar sig ind i ledningen og skabte kontakt og dermed lys. Det lykkedes mig med besvær og tålmodighed at vikle afisoleret ledning fra min egen forlængerledning rundt om de skærende stykker metal. Spændende var det så, om der efterfølgende ville komme strøm til min firestiksdåse, når der senere blev tændt for generatoren. Operationen lykkedes, og vi havde nu egen opladningsmulighed morgen og aften, selvom jeg var klar over, at min uautoriserede installation ikke var lige efter bogen. Som på et hotel kom der dagligt stuepige og tømte skraldespand og fejede gulvet, så for at undgå opmærksomhed blev min opfindelse skjult bag vores ophængte håndklæder.

 

Wildside

 

Allerede på førstedagen fik vi de første oplevelser af vilde dyr. Efter et informationsmøde i lejrens åbne spisetelt kørte vi på en kort jeeptur i reservatet. Her så vi blandt andet løver, antiloper, gnuer, zebra og næsehorn.

 

Så snart solen gik ned ved 18−tiden, blev vi mindet om, at det var vinter i denne del af verden. Det blev straks hundekoldt. Om dagen kunne temperaturen snige sig op mellem 15 og 20 grader, mens der om natten kun var få grader.

 

 

Denne aften skulle vi dog videre til mere civiliserede forhold. Vi blev kørt i jeeps til Wildside, en anden teltlejr, hvor andre grupper boede. Her spiste alle grupperne samlet i restauranten og blev efterfølgende underholdt med lokal dans og sang omkring bålet.

 

 

Wildside var noget mere luksuriøs end Pedi Bush Camp. Her var restaurant og bar, samt toilet, bad og elektricitet i teltene. Når gæsterne skulle i seng om aftenen, var sengene varmet op med varmetæpper. Det må have været det lokale business class. Til gengæld havde de ikke samme bevægelsesfrihed, som vi havde i vores indhegnede område. Wildside var ikke hegnet ind, så gæsterne måtte ikke gå ud om aftenen uden at have en vagt med.

 

Bidende koldt

 

Da vi senere på aftenen skulle tilbage til Pedi Bush Camp, mærkede vi for alvor den afrikanske vinter. Jeg havde slet ikke forestillet mig dette, så drengene og jeg havde ikke taget tilstrækkeligt varmt tøj med til aftenens tur. Et kvarters tur i åben jeep uden varmt tøj var lidt af en prøvelse. Vi fik hver et stort regnslag over os til at tage det værste af den kolde vind, men koldt var det dog. Tilbage i vores lejr fik vi noget mere tøj på og hyggede os nogen tid omkring bålet.

 

 

Da vi skulle i seng, gik vi alle til køkkenet for at få udleveret en varmedunk af plastik, fyldt op med kogende varmt vand, som vi skulle have med i seng. Om natten var vi samtidig pakket godt ind med tøj på og tæpper over os. Det var stadig svært at holde varmen, men det gik dog.

 

Da der ikke var elektricitet, havde vi medbragt lommelygter. Derudover var hvert telt udstyret med en petroleumslampe. Vi levede under primitive forhold, og det var et helt bevidst valg for os at rejse således og få netop denne oplevelse.

 

En afslappet dag

 

Søndag morgen blev vi kørt til morgenmad i Wildside. Klog af skade var vi bedre påklædt, og da solen samtidig var stået op, havde vi ikke problemer med at holde varmen. Resten af formiddagen og et stykke af eftermiddagen havde vi tid til afslapning i Pedi Bush Camp.

 

 

Op ad eftermiddagen var vi på safaritur i jeeps, og kort før solnedgang gjorde vi samlet stop. Her blev vi nu beværtet med øl, vin eller vand efter eget valg, og under disse festlige forhold kunne vi betragte den mest fantastiske og smukke solnedgang. Det hele gik meget stærkt. Da solen var væk, faldt temperaturen øjeblikkeligt, og det blev koldt igen.

 

 

Også denne aften tilbragte gruppen rundt om bålet i vores lejr. Holger, der altid er god for en lille konkurrence, lavede en, hvor vi skulle gætte, hvor mange maratonløb gruppen havde løbet tilsammen.

 

Inspektionstur

 

Om mandagen kom hele gruppen til at lugte af det samme, og det var ikke Chanel no. 5. Der var intet vand i lejren, så vi måtte klare os uden, og alle andre måtte tage os, som vi var.

 

Dagen startede med samlet morgenmad for alle grupperne i Wildside, hvorefter der var inspektionstur på morgendagens rute.

 

De første 20 kilometer af løbet så ud til at være rimelige humane, men så sluttede festen også. Der fulgte en ekstremt stejl bjergstigning på klipper, og denne stigning fortsatte flere kilometer. På det tidspunkt tænkte jeg: “Den går aldrig” − og det på trods af min rutine på Den Kinesiske Mur og andre lige så store udfordringer rundt omkring i verden. Tidsgrænsen på syv timer burde ikke have været skræmmende, men det var den for mig. Jeg havde helt klart mistet troen på mig selv, og de overbevisninger, der gennem seks år havde båret mig gennem store udfordringer, var nu væk. Mine gode sætninger: “Hvad du ikke har i benene, må du have i hovedet” og “If you can dream it, you can do it”, var lige her ikke styrkende. Jeg havde intet at støtte mig til, og min drøm var langt væk.

 

Halvmaratonløberne skulle løbe en lidt længere udgave end den traditionelle, da de skulle løbe de sidste 23 kilometer af maratonruten. Således ville de få fornøjelsen af den drabelige stigning i starten af deres løb.

 

 

De sidste 20 kilometer af turen var op og ned ad veje med småsten og grus, og her kunne jeg blot se risiko for at falde og få skader. Det hele virkede temmeligt håbløst her dagen før løbet.

 

I målområdet fik vi frokost, hvorefter der var udlevering af startnummer. Jeg fik startnummer 1, selvom jeg ikke syntes, der var meget etter over mig på det tidspunkt. Drengene skulle løbe halvmaraton og var begge ved godt mod.

 

Aftensmaden blev indtaget i vores egen lejr. Den stod naturligvis på pasta og spaghetti, som det er traditionen dagen før et løb. Også denne aften blev afsluttet med gruppen rundt om bålet.

 

The Big Five Marathon

 

Den første udgave af The Big Five Marathon blev skudt i gang tirsdag den 28. juni 2005, klokken ti. De første ni kilometer gik rigtigt godt for mig. Jeg følte, at jeg havde gode ben og lagde den strategi at løbe lidt til her, så jeg efterfølgende havde lidt tid at give af. Det kunne måske give mig ro, når jeg kom lidt længere frem i løbet. Men efter ni kilometer gik alvoren op for mig. Vi kom nu til at løbe meget i løst sand, hvilket dels var hårdt, og dels tog tid. Jeg lå og kæmpede blandt de bagerste med kun opsamlingsvognen bag os. Efter nogen tid var det ikke støttende for mig at beregne afstanden sammenholdt med tidsgrænsen. Jeg regnede med, at det ville være svært at nå i mål til tiden.

 

 

Den frygtede krise

 

Da jeg nåede ud over 19 kilometer, mødte jeg det frygtede helvede. Den lange stejle bjergvej, jeg aftenen før havde gruet for, lå nu foran mig. Jeg kæmpede mig i gang som den nu bagerste i feltet. Det var hårdt, og jeg var ikke engang nået halvvejs i maratonløbet.

 

 

En kilometer oppe ad vejen måtte jeg sætte mig med krampe. Rangeren på opsamlingsvognen spurgte, om jeg ville udgå. Men det ville jeg ikke. Jeg fortsatte, selvom jeg kunne se, at det nok var håbløst, og at jeg næppe kunne gennemføre inden for tidsgrænsen. Efter få hundrede meter, måtte jeg lægge mig på vejen. Jeg havde krampe i højre knæ og i begge lægge. En udgået løber fra opsamlingsbilen kom forbi og masserede mig, men det var mig umuligt at komme op igen. Der var ingen vej tilbage. Jeg måtte udgå! Jeg blev trukket op og fik støtte, så jeg nærmest væltede ind over kanten af jeepen.

 

Fysiske problemer

 

Alt taget i betragtning lå jeg udmærket i bilen en tid, men det var en stakket frist. Jeg begyndte at fryse og fik et tæppe over mig, men lidt efter blev jeg rigtig skidt og måtte kaste op ud over kanten på bilen. Der kom kun lidt væske, men jeg brølede og følte, at jeg var ved at blive kvalt. Gudskelov nåede vi snart frem til sygeplejerske Karin Rishøj. Hun fik mig klædt varmt på og gav mig elektrolytvæske, hvorefter jeg begyndte at komme til mig selv igen.

 

Nu gik bilturen op til målområdet, hvor jeg fik lidt at spise. Det var vemodigt at være udgået for første gang. Ikke mindst når det var på en af disse rejser.

 

Værdifuld lærdom

 

Mange år efter løbet kan jeg stadig finde det ærgerligt, at det ikke gik. Men samtidig har episoden været en værdifuld lære, som jeg ikke ville undvære. Jeg er nu overbevist om, hvor vigtigt det er, at den rette tro og de rette overbevisninger er til stede, når man kaster sig ud i noget. Det gælder ikke kun, når man skal løbe langt, men i alle livets forhold. Også når man eksempelvis sætter sig for at skrive en bog om at løbe maraton i hele verden! Jeg er nu også mere bevidst om, at man ikke skal hælde mere vand i glasset, end der er plads til. Det er sket efterfølgende, men så har jeg været klar over, hvorfor ting ikke er gået, som jeg kunne have ønsket.

 

Modtog drengene i mål

 

Intet er jo så skidt, at det ikke er godt for noget. Gennem årene havde drengene løbet en del løb, men jeg havde aldrig haft mulighed for at modtage dem i mål. Det fik jeg så lejlighed til denne dag, og det var dejligt.

 

I tiden 2:45:37 kom Steffen i mål. Han havde krampe og en stor vable, så han måtte have lægehjælp. Men efter lidt kærlig behandling og massage af fysioterapeuten var han hurtigt frisk igen.

 

Med sine ti år var Emil klart den yngste deltager i løbet. Men han var langtfra den langsomste. Jeg løb de sidste 100 meter af hans løb med ham i hånden, og jeg var både glad og rørt. Emils tid blev 3:46:47, og mange flokkedes om ham i målområdet. Han stod dog blot genert og beskeden og sagde ingenting. Men appetit havde han fået samlet, eftersom han hurtigt fortærede syv sandwicher og fik en del at drikke.

 

Dyreoplevelser

 

Jeg havde medbragt både video og fotoapparat under mit løb, men havde ikke haft meget overskud til at bruge det. Jeg havde nu heller ikke set nogen dyr, men det havde begge drenge til gengæld. Steffen fik både set gnuer, en stor flok antiloper og seks zebraer. Emil havde set seks gnuer, der jagtede en hel flok antiloper og nogle kuduer. Emil syntes, at det var lidt uhyggeligt, når han stod alene med disse dyr, og han syntes også, det var lidt kedeligt at løbe 23 kilometer alene. Men det var nu også en lille purk at sende alene ud for at løbe på savannen.

 

Dramaet, vi ikke oplevede

 

At løbe i et område med vilde dyr havde været udramatisk for os. Men i det skjulte havde der været panik inden løbets start. Ved aftenens måltid rundt om bålet kunne vores lejrchef berette, at natten forinden havde rangerne fået indkredset en flok løver og holdt dem i skak, så de ikke ville være til fare for løberne. Om morgenen havde løverne igen nærmet sig løbsområdet, og man havde så til fods måttet drive dem væk, så løbet kunne gennemføres forsvarligt.

 

Også under selve løbet havde de 23 bevæbnede rangers været i aktion. Cirka 25 kilometer ude på maratonruten var to næsehorn i fuld fart løbet i retning af nogle løbere. En kvindelig ranger øjnede faren og kørte lynhurtigt imellem og tvang næsehornene til at ændre kurs.

 

Elefanter

 

Dagen efter løbet var vi alle friske og udhvilede. Nu skulle der ikke mere tænkes på løb, men på oplevelser. Op ad formiddagen blev vi afhentet og kørt til lodgen Earth Song, hvorfra vi fik en helikoptertur over hele området. Det var en stor oplevelse at se det hele fra oven og komme ganske tæt på klipperne.

 

 

Om eftermiddagen gik turen til Wildside, hvor vi fik kaffe og derfra fortsatte på safaritur, hvor vi så en masse af alle dyrene i området. Under et stop fik vi “Sundowner” i form af lidt drikke og snaks.

 

Efterhånden blev det mørkt, men det var ingen hindring for en safari, og på et tidspunkt hørte vi i radioen, at der var elefanter i området. Vi kørte op til stedet og kunne efter nogen tid høre, at elefanterne knuste træer og buske, men vi kunne ikke se dem. Lidt efter kunne vi dog i lyset fra jeepens projektør se en elefant i buskadset, og snart efter kom de alle frem og gik et stykke fra os. Vi fulgte efter i jeeps og var 15–20 meter fra dem. Alle syv elefanter var der, og vi så de to store omfavne hinanden med snablerne og hørte, hvordan stødtænderne stødte mod hinanden. Vi så også den ganske lille elefantunge, der ikke engang var et år gammel. I starten havde vi lidt “sommerfugle” i maven over at være så tæt på så store og potentielt farlige dyr, men snart blev vi trygge ved situationen.

 

Gallafest

 

 

Som traditionen byder, var der gallafest i anledning af løbet. Festen blev holdt i et telt ved Lakeside, men da teltet var åbent, blev det en ret kold affære, og det tog lidt af glæden. Vi blev godt beværtet med en stor tag selv−buffet med kolde og lune retter af forskellig slags. Senere var der præmieuddeling til de hurtigste i de forskellige kategorier samt uddeling af BT−ure efter Peter Fredbergs valg.

 

 

Det var en kold aften, så det varede ikke længe, før vi fandt tilbage til vores lejr og varmede os med en kop kaffe ved bålet inden sengetid.

 

Det lokale liv

 

Torsdag morgen startede med safari, og vi fik et flygtigt glimt af en flodhest i vandet. Men den dykkede straks efter ned igen. Ellers så vi ikke rigtig noget nyt på denne jeeptur, og det var en smule skuffende.

 

 

Turen efterfulgtes af nogle afslappende timer i vores camp, hvorefter vi tog på besøg i landsbyen Pedi Bush. Her fik vi først en historisk rundvisning med fortælling om hytternes udvikling gennem de sidste 300 år. Vi så hytter fra forskellige tider, og døråbningerne vidnede om, at befolkningen gennem årene var vokset enormt. Vi fik også at høre, hvordan de havde levet af den omkringliggende natur og, hvordan de havde måttet forsvare sig mod løver. Den ægteskabelige kultur var stadig sådan, at manden kunne få tre koner for 15 køer stykket. Han havde sin egen hytte og konerne hver deres. Manden sov så alene i sin hytte til klokken 24, hvorefter han valgte en hustru for natten.

 

Aftensmåltidet nød vi med deltagere fra andre grupper, samt arrangører og pressefolk. Vi fik dejligt grillstegt lam med salat og tilbehør. Under middagen var der lokal musikalsk underholdning, som til en start var godt, men som efterhånden blev lidt langtrukkent.

 

Den bedste safarioplevelse

 

 

På den sidste hele dag i lejren havde vi tiden for os selv indtil efter frokost, hvor vi tog på den bedste safaritur, vi havde oplevet i løbet af ugen. Allerede kort efter vi var kommet ind i området, mødte vi fire flodheste, der stod og græssede ved en vandbred. Vi holdt stille ganske tæt på dem og kunne fotografere dem uden problemer. Det var ganske fascinerende at være så tæt på disse dyr og at se dem vandre næsten dovent forbi os. De kolossale dyr så ganske fredelige ud, og det var svært at forestille sig, at netop flodhesten er det dyr, der, næst efter malariamyggen, dræber flest mennesker i Afrika.

 

Ikke længe efter mødte vi to næsehorn midt på vejen. Vi holdt stille og så dem gå forbi blot få meter fra bilen. Senere passerede fem giraffer også ganske tæt på bilen. Som prikken over i´et, var vi ved at tro at vi også skulle se elefanter denne dag, men sådan gik det ikke. En af de andre biler havde mødt to elefanter og kaldte os til over radioen. Men da vi kom frem, var de væk.

 

 

Afsked

 

Lørdag den 2. juli var det afrejsedag for alle. Her blev gruppen splittet, da en del skulle videre på en tillægsrejse til det store vandfald Victoria Falls, der ligger på grænsen mellem Zambia og Zimbabwe. Også vores familie blev delt, og drengene og jeg skulle hjem til Danmark, hvortil vi ankom et døgn senere efter en lang bustur og transit i London.

 

Eftertænksomhed og blandede følelser

 

Denne rejse og dette løb rumsterer stadig i mine tanker her mange år efter, og jeg tænker tilbage med blandede følelser. Det var naturligvis en oplevelse at komme til Entabeni Game Reserve og opleve de vilde dyr fra bagsædet af en jeep. Men i min erindring var dyrelivet og oplevelsen i Lake Nakuru National Park i forbindelse med Karen Blixen Marathon i Kenya langt større. Sure soldateroplevelser har det med at blive bedre og bedre med årene. Men sådan har jeg det ikke med nætterne i Pedi Bush, gallafesten i åbent telt og aftenturene i åben jeep. Det var bidende koldt, og jeg tænker ikke tilbage på det med stor glæde.

 

Da jeg i 2003 forstuvede foden i Schweiz, besluttede jeg straks, at jeg ville komme tilbage. Denne tanke fik jeg ikke i Sydafrika.

 

Samtidig med de lidt negative tanker omkring de fysiske forhold, kan det også stadig ærgre mig, at jeg ikke gennemførte løbet. Ikke mindst fordi jeg har de andre Adventure Marathon−løb i hus. Jeg har jævnligt tænkt på at vende tilbage til Sydafrika og gennemføre The Big Five Marathon, for det er givetvis hverken dyrelivet eller de kolde nætter, der har givet mig det ambivalente forhold til stedet. Min sunde fornuft siger mig, at det hele skyldes, at jeg ikke var på det rigtige sted på det rigtige tidspunkt hin midsommer i 2005.

 

The Big Five Marathon er kommet for at blive. Det har været afviklet hvert år siden den første gang, hvilket beviser, at løbet og rejsen har den fulde kvalitet til maratonløbere og turister fra hele verden. Men der er mange løb i verden, jeg gerne vil udforske, så det hele drejer sig også om at prioritere. Jeg vil dog ikke afvise, at jeg en dag vender tilbage til The Big Five Marathon.

 

Køb bogen her.

Ny termin

 

Alle udgaver af The Great Wall Marathon er blevet afviklet i maj. De to første år var det fjerde onsdag i måneden, og herefter igennem tre år på den fjerde lørdag i måneden. Fra 2005 og fremefter er The Great Wall Marathon blevet løbet på tredje lørdag i maj. Sådan er det besluttet, at det skal være fremover. Den sjette udgave af løbet blev således afviklet lørdag den 21. maj.

 

Rejsernes struktur begynder efterhånden at være ensformig og forudsigelig, når man, som jeg, har været med hver eneste gang. Men med ordene ensformig og forudsigelig mener jeg ikke kedelig, slet ikke. Jeg nyder alle mine rejser til Kina og glæder mig hvert år til at komme tilbage.

 

Gruppe 5 bestående af 21 gæster og en guide mødtes i Københavns Lufthavn tirsdag aften den 17. maj. Der var en gammel kending fra 2000 i gruppen. Det var Hans, der i 2000 for vild på inspektionsdagen sammen med Steffen og Lars Bom. Denne gang var Hans i selskab med en løber ved navn Ole. De havde lært hinanden at kende, da Hans´ datter og Oles søn blev kærester, så det var altså en svigerfartur.

 

En storby i udvikling

 

Dette år skulle vi bo på Dong Fang Hotel, et ganske udmærket sted, som jeg siden har været på flere gange. Efter indtjekning mødtes flere fra gruppen for sammen at tage til Silkemarked i taxa. Da chaufføren ville sættes os af ved en stor bygning, protesterede jeg. Dette var jo ikke Silkemarkedet, der plejede at ligge udendørs og brede sig op og ned ad nogle gader. Chaufføren holdt fast i sit, mens jeg viste ham et stykke papir med Silkemarkeds navn skrevet på kinesisk. Til sidst måtte vi dog stige ud og besigtige stedet.

 

Det viste sig, at chaufføren havde ret, og Silkemarked var flyttet indendørs i en nyopført bygning. Jeg genkendte Jianguo Hotel, hvor jeg havde boet året før, et lille stykke derfra. Efter lidt tid kunne jeg også huske, at der i 2004 havde været en byggeplads lige ved siden af markedsgaderne. Nu var de små charmerende boder i de snørklede gyder altså rykket indendørs og omdannet til strømlinede forretninger i snorlige gange på etager, der var adskilt med rullende trapper og elevatorer. Endnu et stykke af det gamle Kina var blevet til moderne storby.

 

Og ikke kun Silkemarked bar vidnesbyrd om, at hovedstaden var i rivende udvikling. I 2001 var Beijing blevet udpeget til at stå som vært for De Olympiske Lege i 2008, og de efterfølgende år kunne man følge den markante udvikling. Mange af de gamle hutonger og fattige kvarterer blev revet ned, ligesom små lokale handelsgader måtte lade livet for at gøre Beijing til en moderne storby på lige fod med andre af verdens metropoler.

 

Guide for en formiddag

 

Torsdag stod vi meget tidligt op for at køre til det traditionelle informationsmøde på Yin og Yang–pladsen. I bussen blev jeg udnævnt til assisterende guide, idet Louise bad mig fortælle om, hvad der skulle ske på dagen, samt noget om løbsdagen, forplejning, badeforhold og bagageopbevaring.

 

Også en landsby i udvikling

 

Da vi kom til parkeringspladsen, kunne jeg se, at der var bygget en del om. Yin og Yang-pladsen var blevet indhegnet, og man skulle igennem en passage for at komme derind. Men ellers var alt ved det gamle. Postkort−, T–shirt− og filmsælgerne var som altid klar til en handel.

 

Efter den klassiske gåtur over muren og lidt frokost var det tid til inspektion af den øvrige del af ruten. Jeg var træt og valgte denne del fra, så jeg satte mig ind i en bus for at sove. Det var jeg ikke ene om, da der snart efter kom endnu en løber, der trængte til en lur. Det var guldroeren Eskild Ebbesen, der er en alsidig sportsmand, idet han senere samme år dansede sig til en anden plads i TV2`s “Vild med dans”. Jeg lå elendigt i bussen, men var så træt, at jeg knapt opdagede det.

 

Middelstandard

 

Efter et par times søvn kom gruppen tilbage, og det var nu tid til at køre til Jixian og tjekke ind på Yuyang Hotel. Her fik vi nogle rigtigt grimme værelser. Jeg startede med at tage et bad, og da jeg hev bundproppen ud, løb alt vandet ud på gulvet. Det var simpelthen for morsomt, så jeg skreg af grin. Men der kom nu hurtigt en blikkenslager og ordnede det, da jeg gjorde opmærksom på problemet.

 

Aftensmåltidet blev indtaget i hotellets restaurant. Det var slet ikke så lækkert, som det vi havde fået dagen før i Beijing, men vi fik da stillet sulten. Nogle af os i gruppen gik ud og besigtigede byen, men det var ikke sent, før vi fandt tilbage og i seng.

 

Fredag vågnede jeg allerede klokken 4.30, og det passede fint med døgnrytmen, eftersom jeg også skulle tidligt op dagen efter til løbet. Jeg havde nu et par timer, hvor jeg kunne side og skrive, ordne andre praktiske ting og få et bad inden morgenmaden.

 

Hotellets morgenmad var absolut ikke interessant. Kedeligt toastbrød, kedeligt spejlæg, lidt frugt og noget tør sandkage. Hertil varm lemonade og noget, der skulle forestille sig at være kaffe. Personalet talte kun kinesisk. Men sådan er det at komme ud i verden og ikke mindst væk fra storbyerne. Man hverken kan eller skal sammenligne Yuyang Hotel i Jixian med Dong Fang Hotel i Beijing.

 

Befriende handelsliv

 

Efter morgenmaden gik jeg en tur alene i byen. Efter kinesiske forhold er Jixian en mindre og ret “søvnig” provinsby med 7−800.000 indbyggere. Det svarer nogenlunde til indbyggertallet i København, hvilket unægtelig sætter tingene i perspektiv mellem Danmark og Kina.

 

 

Jeg brugte nogle timer på at gå rundt og se på bylivet, og jeg fik handlet noget af det, jeg ellers ville have købt på markederne i Beijing. Her var det markant anderledes, og jeg kunne ligesom i Danmark gå frit rundt uden at blive overfaldet af påtrængende sælgere. Der skulle heller ikke kæmpes om priserne, da de her lå på det realistiske niveau fra starten.

 

Uro i maven

 

Efter aftenens traditionelle pastaparty fik jeg lidt uro i maven, så jeg var på toilettet flere gange. Dette var næppe på grund af pastaen, men jeg frygtede, at jeg var ved at få rigtig dårlig mave. Frygten blev forstærket i løbet af natten, hvor jeg sov uroligt og flere gange måtte op på toiletbesøg.

 

På løbsdagen, den 21. maj, trak jeg i løbetøjet og gik så til morgenmad. Sidstnævnte var som morgenen før kedeligt og på ingen måde optimal kost for atleter, der få timer senere skulle stille op til verdens hårdeste maratonløb.

 

Klokken fem kørte vi fra hotellet og ankom til Yin og Yang–pladsen lidt over klokken seks. Der var stadig uro i maven, så jeg måtte frekventere toilettet, og samtidig kom al morgenens vandindtagelse op den anden vej. Jeg kastede ganske enkelt det hele op. Jeg talte med en af lægerne om min situation og spurgte, om jeg kunne få en pille. Det blev frarådet, men de bad mig sige til under løbet, hvis det udviklede sig.

 

 

Efter diverse taler gik starten klokken 7.30. Jeg tog det stille og rolig de første fem kilometer op ad bjerget og gjorde det samme over muren. Efter godt 1½ time var jeg igen på Yin og Yang–pladsen, og der lå nu 26 kilometer foran mig ud i landskabet. Denne første halvdel af turen gik fint. Faktisk blev jeg to gange glædeligt overrasket ved kilometermærkerne, da jeg havde løbet længere end forventet. Det var næsten som juleaften!

 

Ømhed i bentøjet

 

Godt halvvejs i løbet fik jeg ondt i venstre balle og lår. Det var ikke værre, end at jeg kunne fortsætte, men jeg måtte gå en del. Vejret var det år overskyet, så vi blev ikke gennembagt som de andre år, hvilket var ganske rart, men jeg fortrød, at jeg løb med solbriller.

 

Kort tid før jeg kom til Yin og Yang–pladsen, begyndte det at regne. Det var ikke meget, og det var ganske behageligt, men jeg frygtede, at det skulle regne så meget, at der blev problemer på stenene på muren, samt at gedestien ville være smattet. Dette skete dog heldigvis ikke.

 

Jeg havde sat mig for at være ved Yin og Yang–pladsen igen klokken 13, og jeg var der ti minutter før.

 

Psykologisk førstehjælp

 

Et kort stykke oppe ad muren mødte jeg en kvinde i tresserne fra Hawaii, der hed Suk. Hun græd og var parat til at opgive og gå tilbage. Det var hendes 33. maratonløb, og hun var aldrig udgået før, men hun havde det skidt og var træt i benene. Jeg tog hende i hånden og gav hende en masse opmuntrende bemærkninger, mens jeg hjalp hende over muren. Hun var flere gange ved at give op, men vi kom dog over sammen.

 

 

Da vi kom over muren og skulle ned ad bjerget, var Suk frisk igen. Hun var en lille spirrevip, der sagtens kunne løbe på dette tidspunkt. Det kneb mere for mig og min balle og mit lår. Jeg gik en del og småløb indimellem. Jeg sagde derfor til Suk, at hun bare skulle løbe sit eget løb. Men det ville hun ikke. Hun ville ikke forlade mig, når jeg var årsagen til, at hun var nået så langt. Suk blev ved med at småløbe, og jeg følte mig presset, når hun kaldte på mig. Efter 40 kilometer lod jeg mig dog ikke presse mere af Suk. Hun kom længere og længere væk, og snart kunne jeg ikke se hende. Jeg troede, at Suk ville stå der, når jeg kom i mål. Men hun var væk, og jeg så hende aldrig igen.

 

I mål fik jeg en helt ubeskrivelig modtagelse med stor hyldest fra mange. Ikke mindst Thomas, der foruden medaljen overrakte mig en lille rose.

 

Frieri på målstregen

 

Blandt 761 løbere, fordelt på fire distancer, var også et amerikansk kærestepar, der løb sammen fra start til slut. Nogle meter før målstregen kastede ungersvenden sig på knæ for “jomfruen”, trak en diamantring op af lommen og friede. Syv TV–stationer forevigede frieriet, da hun gav ham sit ja. Man må sige, at det var et anderledes frieri, men dog ikke helt unikt. Det er nemlig sket flere gange, både i Kina og ved andre løb.

 

 

Veksling med store problemer

 

Da jeg kom tilbage til Beijing, valgte jeg at købe noget massage til mine ømme ben og lår, før jeg igen tjekkede ind på Dong Fang Hotel. Det var dog svært at kommunikere med massøren, så jeg fik hele turen. Ansigt, arme, bryst, ben – ja over alt. Det var behageligt, men det tog 1½ time, langt længere tid end forventet.

Det kostede 100 yuan, hvilket var stort set alt, hvad jeg havde. Da jeg også lige skulle have noget hurtig mad på McDonald`s, var jeg lidt på den. Jeg spurgte massøren, om der var et sted i nærheden, hvor jeg kunne hæve penge på kort eller veksle dollars. Han var flink og gik med mig, men det var nu en “bjørnetjeneste”. Først gik vi på McDonald`s og spurgte, om jeg kunne købe med kort eller dollars. Det kunne jeg ikke. Herefter gik og gik vi til et par hoteller, men uden held. Vi fandt derefter frem til to bankautomater, som heller ikke virkede. Jeg var nu virkelig øm og træt af at gå og havde bare brug for en seng, så det hele endte med, at jeg gik tilbage på Dong Fang Hotel. Her tjekkede jeg ind og fik også lov at veksle, hvorefter jeg kunne gå på McDonald`s med mere end to timers forsinkelse.

 

Ædelt håndværk

 

Søndag gik jeg en tur i de små gader ved hotellet og mødte et sted en kvinde, der sad på en taburet ved siden af sin lille vogn med diverse skomagerværktøj. Jeg havde et par sko med, som jeg havde tænkt at smide ud, da de kørte på absolut sidste vers. Faktisk havde jeg allerede købt et andet par på Perlemarked, men jeg besluttede dog nu at give mine gamle sko en sidste chance og gik hjem og hentede dem.

 

 

Det var et fantastisk håndværk, hun udførte. Desværre måtte jeg ikke filme og fotografere hende. Det hele varede en time, hvor jeg betaget sad og så hende arbejde. Først limede hun sålerne, og jeg tænkte: Det holder aldrig. Det samme gjorde hun åbenbart, for hun skar så en rille under sålen og begyndte at sy den fast til skoen. Det var ligesom en hæklenål. Hun stak nålen ind udefra og fangede snoren inde i skoen. Tråden blev lagt i den rille, hun havde skåret. Det var hårdt arbejde, og flere gange ømmede hun sig over sine fingre. Der var også nogle sprækker på siden af sålen, men dem kunne hun også ordne. Hun filede noget gummi til helt fint pulver, og dette pulver puttede hun sammen med lim ind i hullerne. Da limen så var tør, skar hun det til og pudsede det glat. Skoene blev ikke som nye. Men for 33 kroner kunne de bruges et stykke tid endnu, og under alle omstændigheder var oplevelsen alle pengene værd.

 

TV-interview

 

Aftens traditionelle gallafest blev afholdt på Sheraton Hotel, og under champagnevelkomsten blev jeg interviewet til en amerikansk TV-station. Jeg har dog aldrig selv set resultatet.

 

Gallafesten blev helt traditionel, som den skulle være. Det samme blev det efterfølgende after dinner party et andet sted i byen. Det var blevet ud på de små timer, før jeg kom tilbage til hotellet og i seng.

 

Gambei – sikken en brandert

 

Den sidste hele dag på rejsen brugte jeg til handel, og på Silkemarked købte jeg en del, så jeg endnu et år kunne se frem til en hjemrejse med fyldte kufferter og tasker, samt en del overvægt.

 

Senere på dagen gik jeg en god tur i lokalområdet, hvor jeg virkelig betragtede livet i gaderne, Jeg var den eneste udlænding, og folk havde travlt i deres små forretninger med isenkram, frugt, fisk og levende høns. Det var dagens turistoplevelse for mig, mens jeg var vist også dagens oplevelse for dem.

 

Om aftenen ringede vores guide, Louise, til mig. Hun spurgte, om jeg sammen med resten af gruppen ville deltage i en afskedsmiddag på en nærliggende restaurant. Her fik vi nogle hyggelige timer med god mad. Flere fra gruppen holdt tale, og en af dem gav mig en gave i form af en kinesisk drik i et glas.

 

Hen ad aftenen syntes Louise så, at vi skulle have noget kinesisk risbrændevin. Vi fik hver et lille glas, hvorefter der blev sagt “gambei”, hvilket betød, at glasset skulle tømmes i en slurk. Det blev det så, hvorefter glasset straks blev fyldt op igen. Dagen efter fik jeg at vide, at brændevinen indeholdt 56 % alkohol, hvilket nok kunne forklare den virkning, dråberne havde på mig.

 

 

For første gang i mange år blev jeg godt og grundigt fuld, og jeg måtte flere gange uden for restauranten og finde et sted at kaste op. Det var ikke behageligt, og jeg havde efterhånden fået mere end rigeligt. Så efter mit sidste offer gik jeg ind på restauranten og sagde: “Jeg vil gerne hjem, men jeg kan ikke finde vej til hotellet”. Det kunne en mand, der hed Bjarne, selvom han dog til gengæld sagde: “Så må du støtte mig, for jeg kan ikke gå oprejst”. Sammen slingrede vi så arm i arm tilbage til Dong Fang Hotel. Vi må have været et kønt syn for dem, der fik den oplevelse.

 

Tidsnød for et slips

 

Tirsdag den 24. maj var hjemrejsedag, og Steffen sendte mig en SMS, hvor han bad mig købe et slips til en af sine venner. Men det var ved at forsinke hele bussens tur til lufthavnen.

 

Jeg mente, at Perlemarked lå i tæt gåafstand fra hotellet, men det var ikke helt tilfældet. Jeg var begyndt at gå, men fandt efterhånden ud af at der var længere end forventet. Til sidst måtte jeg småløbe og fik vabler, eftersom jeg bare havde fødder i sandalerne. Det tog mig mere end 20 minutter at komme derover. Jeg var badet i sved, og der var nu kun 22 minutter, til vi skulle mødes på hotellet. Jeg købte slipset og tog en taxa tilbage til hotellet, hvor jeg lige nåede at hente min håndbagage og få lidt vand i hovedet, før vi skulle mødes til afgang mod lufthavnen.

 

I lufthavnen fik jeg lidt problemer med min håndbagage. Al bagage blev gennemset og −lyst flere gange. Det viste sig heldigvis, at det blot var mine medaljer, der var “mystiske”. Ellers gik hjemrejsen fint, og endnu en rejse til verdens bedste maratonløb var afsluttet.

 

Køb bogen her.

 

 

 

Ikke så ligetil

 

Efter mit første storbymaraton i Berlin 1999 havde jeg fået blod på tanden til at prøve et andet af de store og berømte løb. Elisabeth boede på det tidspunkt i hjertet af London, blot et stenkast fra Hyde Park, og i juleferien 1999 løb jeg mange ture i parken og fik lyst til at løbe mit næste maraton i denne store by. Det skulle dog vise sig at være vanskeligere end som så.

 

Mit ønske var at bo hos Elisabeth og tage et billigt fly til England. Jeg manglede så kun startnummeret, men netop denne mangel blev den helt store udfordring.

 

Det var inden for rækkevidde at løbe London Marathon, hvis jeg købte en færdig og dyr pakke med fly og hotel gennem et rejseselskab. Muligheden var der også, hvis jeg gennem mit løb kunne skaffe penge til godgørende formål. Men ingen af disse dele lå inden for mine muligheder og ønsker.

 

Begrænset deltagerantal

 

London Marathon blev første gang afviklet i 1981 og har siden udviklet sig til et af verdens største og mest berømte af sin slags. Interessen for løbet er enorm. Hvis byen kunne rumme det, ville flere end 100.000 løbere stille op, men det er der slet ikke kapacitet til. Knap 40.000 startnumre udstedes, og mange går forgæves. Der er meget begrænset løssalg af startnumre og foretages årligt en lodtrækning mellem tilmeldte løbere. Det kræver stort held at komme igennem.

 

Lodtrækning

 

Jeg besluttede i 2000 at forsøge at købe et startnummer og undersøgte mulighederne. Det viste sig, at der var to lodtrækningssystemer. Et for bosiddende i Storbritannien og et for bosiddende uden for landet, men jeg benyttede mig af muligheden for at skrive mig op på begge lister, da jeg kunne benytte Elisabeths bopæl som c/o adresse. Særligt fordi vi på det tidspunkt havde samme efternavn. Ved det britiske system skulle man vedlægge en check, og man kunne med et kryds i en rubrik vælge at donere beløbet til godgørenhed, hvis man ikke blev udtrukket. I så fald vil man deltage i endnu en lodtrækningspulje. Jeg valgte at benytte mig af den mulighed og var dermed potentielt med i tre lodtrækninger. Men det gik som forventet. Jeg fik ikke startnummer i 2000. Til gengæld modtog jeg en polotrøje med løbets logo for det beløb, jeg havde doneret.

 

Dette gentog sig i de efterfølgende år, 2001, 2002 og 2003. Jeg begyndte efterhånden at håbe, eftersom jeg havde hørt, at man var sikker på startnummer, hvis man fem år i træk ikke var kommet igennem lodtrækningens nåleøje. Men så lang tid kom der dog ikke til at gå.

 

Fra glæde til frustration til lettelse

 

I starten af 2004 ringede Elisabeth og fortalte, at jeg havde modtaget et brev på hendes adresse, og jeg bad hende om at åbne det med det samme. Brevet lykønskede mig med at have fået startnummer til London Marathon den 18. april 2004. Naturligvis blev jeg glad, men glæden afløstes snart af frustration. Netop den weekend skulle jeg deltage i undervisning i forbindelse med min NLP−uddannelse. Alternativet ville være, at min uddannelse blev forsinket et år. Der var vel i virkeligheden ikke noget stort dilemma, eftersom jeg ikke var i tvivl om uddannelsens betydning. Men ærgrelsen over ikke at kunne komme til London var stor. Da jeg efterfølgende selv modtog brevet og kunne nærlæse det, blev jeg lettet. Det var muligt at indsende en kupon og bede om overførsel af startnummeret til det efterfølgende år. Her kunne jeg godt deltage, så kuponen blev udfyldt og sendt til England.

 

Fællesspisning og gæstfri overnatning

 

Fredag den 15. april 2005 ved aftenstid tog Karin og jeg med det daværende Maersk Air fra Københavns Lufthavn til Gatwick, hvor Elisabeth tog imod os. Hun var i mellemtiden flyttet til St. Michaels i grevskabet Surrey lidt syd for London. Vi beværtet med god mad og lidt til halsen i hendes nye og smukke omgivelser, før det blev tid til at gå til ro.

 

En dag i det indre London

 

Lørdag tog Karin og jeg ind til London for at hente mit startnummer og gå på bytur. Elisabeth kørte os til stationen hvorfra vi let tog toget til London og videre til Excel Exhibition Center ved Royal Victoria Dock, der er den største af tre moler i området Royal Docks i det østlige London. Her fik jeg udleveret startnummer, og vi gav os god tid til at se den store udstilling med alt, hvad hjertet kunne begære inden for løbesporten. Resten af dagen gik med sightseeing og shopping i det indre London, og ved aftenstid stødte Elisabeth til. Sammen gik vi ud og spiste, inden vi tog hjem til en tiltrængt søvn i St. Michaels.

 

Byen emmede af løb

 

Søndag den 17. april var det tid til jubilæumsløbet, den 25. udgave af London Marathon. Også denne dag kørte Elisabeth os til stationen efter morgenmaden, og vi tog nu til det store løb. Den dag skulle vi ikke løse billet til undergrundsbanen, der var gratis i anledning af løbet. Dette var nok ikke alene en gestus til løberne, men sikkert også en praktisk foranstaltning. Ikke overraskende myldrede det med mennesker i sportstøj overalt. Tog og undergrundsbane var stoppet til randen, og veje var lukket for at gøre plads til løbet.

 

Startområdet lå ved Blackheath Station. Ikke alle skulle starte samme sted og til samme tid, men snart ville vi komme ind på samme rute. Med startnummer 22244 var jeg i blå startgruppe med start fra Shooters Hill Road. Her var vi igen opdelt i startgrupper i forhold til forventet sluttid. Selvsagt var jeg ikke i hurtigste gruppe, så jeg fandt ned i gruppe 8, hvor jeg var tilmeldt.

 

Fantasifulde løbere

 

Det var en behagelig forårsformiddag med glade mennesker overalt. I startområdet var der rig mulighed for at få noget at drikke og klare eventuelle toiletbesøg, så løberne var helt klar til løbet. Det var sjovt og interessant at se de mange festlige og fantasifulde løbere, der var mødt op. Som jeg tidligere havde oplevet i Berlin, var kreativiteten fantastisk. Ikke mindst de løbere, der samlede penge ind til gode formål, markerede sig med særpræget påklædning.

 

 

Løbet

 

Klokken 9.25 gik starten for min gruppe. At starte blandt de bagerste i en meget stor gruppe gør, at man ikke komme op i løb lige med det samme, men det gjorde nu ikke noget. Det var helt fint at spare på kræfterne. Der blev brug for dem senere.

 

Efter omkring fem kilometer var vi på den egentlige rute, hvor alle løbere blev flettet ind fra de tre startsteder. Nu gik det gennem den store by med glade og jublende mennesker overalt. Der var liv og stemning dagen igennem. Ruten startede øst for Greenwich på sydsiden af Themsen og fulgte i princippet floden først på sydsiden og derefter på nordsiden. Floden krydsede vi på den berømte Tower Bridge knapt halvvejs i løbet. Målet var på The Mall med ryggen til Buckingham Palace.

 

Forplejning var der rigeligt af. Mod slutningen af løbet fik jeg et alternativt og fristende tilbud, da en tilskuer rakte en dåseøl frem til mig. Vand havde jeg efterhånden fået nok af, men jeg valgte dog alligevel klogelig at vente med promillerne til senere.

 

 

Hallo – hvor er du?

 

Glad og i god behold kom jeg i mål i tiden 5:22:37, tre timer og et kvarter efter løbets vinder. Næste opgave var nu at finde Karin. Det var problematisk at få telefonkontakt, eftersom telefonnettet var overbelastet, og så var det lige med at få forklaret, hvor vi hver især opholdt os i forhold til hinanden. Men det lykkedes, og Elisabeth, der op ad dagen også var taget ind til byen, stødte senere til.

 

På vej mod togstationen begyndte jeg at fryse voldsomt. Jeg var sikkert blevet tappet for energi, men så var det jo godt, at vi var i London med de mange pubber. Vi satte os ind et sted og fik noget, der var lidt stærkere end energidrik. Her kom jeg til kræfter, og vi kunne nu drage hjemad. Men det kom til at give os uforudsete problemer.

 

Hjemtur med forhindringer

 

På London Victoria Station skulle vi med toget mod East Grindstead. Der var mange mennesker, og tingene var lidt kaotiske, men vi fandt ind i det rigtige tog, som var klart og tydeligt markeret med skilte på perronen.

 

Der gik dog ikke lang tid, før Elisabeth blev utryg ved den vej, toget kørte. Noget virkede helt forkert. Det endte med, at vi stod af på en station ved en lille “søvnig” by. Her stod vi så, følte vi, uden for lands lov og ret og vidste hverken fra eller til. På perronen fandt vi dog et telefonnummer til et togselskab, som vi ringede til, men de havde intet med vores tog at gøre, og det var jo ikke den medarbejders problem, at vi var strandet et mystisk sted, hvilket vi også fik at vide.

 

Der stod en engelsk kvinde på stationen, som var i samme situation som os. Hun havde kørt med toget fra Victoria Station til sit hjem i 20 år og var helt sikker på, at hverken hun eller vi havde gjort noget forkert, men at fejlen skyldtes jernbaneselskabet.

 

Efter nogen tid gik vi ned mod noget, der kunne ligne lidt by. Der var næsten ingen forretninger, og det hele virkede temmelig dødt. Men der var et fitnesscenter, som vi gik ind i. Det viste sig at være et meget stort center, og det undrede os, at denne lille og nærmest døde by kunne have et så stort motionscenter. Med hjælp fra medarbejderen i centret fik vi nu fat i en taxa, som vi delte med den ligeledes strandede kvinde. Vi kørte først forbi hendes hjem og satte hende af, før vi endelig kunne vende hjem til St. Michaels. Det blev en dyr taxatur, som dog gjorde os en smule rigere på anekdoter.

 

Fem års kamp overstået

 

Det var dejligt langt om længe at komme hjem og få et ordentligt bad og noget godt at spise efter en lang, men også god og oplevelsesrig dag. Næste formiddag tog vi flyveren hjem, så vi var i København ved frokosttid. Fem års kamp for at deltage i et af verdens største og mest populære maratonløb var vel overstået.

 

Køb bogen her.

 

 

 

To ildsjæle

 

På rejsen til Grønland i 2001 stiftede jeg for første gang bekendtskab med Anne Grete og Holger Jacobsen fra Aabenraa. To år senere i Tibet var vi i gruppe sammen og kom derved tættere ind på hinanden. Anne Grete og Holger er herlige mennesker, som jeg siden har haft fornøjelsen at møde både i Sydafrika, Jordan og Australien.

 

 

Anne Grete og Holger brænder for Aabenraa Bjergmarathon i deres hjemby, hvilket man hurtigt bliver mindet om, når man møder dem ude i verden iført trøje og jakke med løbets karakteristiske logo.

 

We´ll Meet Again

 

Under et hyggeligt måltid på rejsen til The Great Tibetan Marathon i 2003 havde vi grundlagt idéen om at samle hele gruppen til maraton i Sønderjylland den efterfølgende sommer. Nu havde mange af os jo løbet sammen på eksotiske steder over hele verden, så hvad var mere naturligt end at mødes til et dansk maratonløb. Idéen blev til virkelighed. Med kun et par enkelte undtagelser tilmeldte alle maratonløbere fra The Great Tibetan Marathon 2003 sig til Aabenraa Bjergmarathon 2004. Selv to norske ægtepar, der havde taget rejsen til Tibet, arrangerede en bondegårdsferie i broderlandet for at gense danske løbevenner og tage et maratonløb mere.

 

Et spændende løb

 

Aabenraa Bjergmarathon er blevet afviklet siden årtusindskiftet, og ruten er karakteriseret af få, men lange stigninger. Stigningerne, hvoraf den skrappeste ligger på Hjarupvej, er placeret i fire sløjfer, som alle har udgangspunkt på Storetorv, hvor såvel start– som målområdet ligger.

 

 

Maratonløberne skal løbe alle fire sløjfer startende med østruten, herefter følger vest–, syd– og til sidst nordruten. Undervejs i løbet møder man fem store bakker på 50–75 højdemeter. Det er således måske ikke ligefrem et rigtigt bjergløb, men det føles sådan. Ruten tiltrækker løbere, fordi den er krævende, men af samme årsag skræmmes også nogen væk.

 

Det er tradition at afvikle løbet på lørdagen op til Sankt Hans, og det glædede en løbende præst, at løbet ikke som de fleste andre afholdes på en søndag og dermed kommer i konflikt med kirketiden.

 

 

Med årene er løbet blevet meget populært og tiltrækker et stort antal løbere fra nær og fjern. Det flotte arrangement samler byen, hvilket fremgår af den store sponsorgruppe, der primært er fra lokalområdet.

 

Som noget nyt fik løbet sin egen vin i det år, vi deltog. Den lokale kunstner og løber, Dagmar Poulsen, havde stået for etiketten til årets Bjergmarathonvin. Også byens børneinstitutioner havde bakket op om løbet. Børnene havde meget kreativt skabt nogle dukker, der skulle fungere som vejvisere til årets løb. Dukkerne var et supplement, da der på tilfredsstillende vis også var levende hjælpere under løbet.

 

Tidligt op

 

Løbet blev afholdt den 19. juni. Karin skulle ikke løbe, men valgte at tage turen med til det sønderjyske. Eftersom løbet startede klokken ti, skulle vi køre tidligt fra Sjælland for at nå de godt 250 kilometer til løbet. Det var dog ikke meget anderledes end ved så mange andre løb ude i verden.

 

På vejen hentede vi løbekammeraten Susanne Bruun i Sorø. Hendes forældre, der også trofast havde rejst verden rundt for at løbe maraton, var den dag forhindret i at deltage sammen med gamle kendinge.

 

Gorm

 

Vores maratonløb blev skudt i gang klokken ti, mens løbets kortere distancer startede i timerne derefter. Som det havde været tilfældet siden løbets start, var det den kendte TV−mand Hans Georg Møller alias Gorm, der speakede i start– og målområdet.

 

Sommer og sol, op og ned ad bakker

 

Det var sommer, og det kunne mærkes. De bakkede terræner ude på ruten trak tænder ud, men det var oplivende, hver gang en sløjfe var gennemført, og vi igen kom over Storetorv til klapsalver og Gorms friske bemærkninger. Forplejningen under hele løbet var meget fin, og på alle måder var det et veltilrettelagt løb. Jeg forstår godt, at Anne Grete og Holger med stolthed viser løbets logo frem i hele verden.

 

Vores norske venner havde inden løbet trukket på smilebåndet over, at vi skulle løbe Bjergmarathon. Men efter løbet måtte selv de medgive at være mærket af turene op og ned ad bakkerne. De erklærede oprigtigt, at de nu forstod betegnelsen Bjergmarathon.

 

Præmier

 

Helt efter traditionen var jeg ikke hurtig, og min tid blev 5:23:26, mens løbets vindertid lød på 2:43:51. Susanne Bruun markerede sig ved at løbe ind på en tredjeplads blandt kvinderne. Foruden præmier til de hurtigste løbere blev der uddelt lodtrækningspræmier. Jeg havde medbragt præmier fra vores daværende virksomhed, Wolle, samt bøger om urteprodukter, der blev lagt frem så, alle frit kunne tage et eksemplar med hjem.

 

Fællesspisning og gæstfri overnatning

 

Om aftenen mødtes vi med mange af løbets deltagere og officials til fællesspisning i Føtex’s cafeteria. Det blev en rigtig hyggelig aften, der blev afsluttet med lidt koldt at drikke på et af byens listige steder.

 

Efter en lang dag og en glad aften kørte vi til Agerskov 22 kilometer fra Aabenraa. Her var vi inviteret til at overnatte hos Gerda og Jakob, der morgenen efter beværtede os med et flot morgenbord, inden vi igen drog hjem til Sjælland efter en dejlig oplevelse i Jylland.

 

 

Køb bogen her.