En lille gruppe

 

Femte udgave af The Great Wall Marathon blev med et års forsinkelse afviklet i maj 2004. Som Søren havde lovet tre år tidligere, blev selve rejsen uden omkostninger for mig.

 

Afrejsetidspunktet var først på aftenen tirsdag den 18. maj, hvor jeg mødtes med den hidtil mindste gruppe, jeg har rejst med. Gruppe 8 var på blot ni gæster og en guide. Jeg var til dels selv ansvarlig for gruppens begrænsede størrelse, eftersom jeg for første gang var i Kina uden ledsagere. Men det var rigtigt hyggeligt med en lille gruppe. Vi kunne sidde samlet ved måltiderne, og stemningen blev på den måde mere intim.

 

Smil til fotografen

 

Vi skulle være startet med det traditionelle besøg i Sommerpaladset, men det blev heldigvis udsat, så jeg kunne slippe for at se dette ellers interessante sted, som jeg jo havde besøgt flere gange tidligere. I stedet kunne vi køre direkte til Jianguo Hotel, et udmærket hotel centralt i byen.

 

Peter Fredberg havde opfordret til et lille eftermiddagsløb, der samtidig skulle danne ramme om en artikel i BT, men kun tre af os havde taget imod opfordringen. Vi kørte i taxa til Den Forbudte By, hvor Peter tog nogle billeder af os i løb. Da billederne var i hus, løb vi lidt rundt i Den Forbudte By og derfra tilbage til hotellet.

 

Ny rute

 

De næste par dage gik ganske efter rutinen med den lange tur torsdag til løbsområdet, hvor vi var til informationsmøde, gang over muren og et stykke ud på ruten.

 

Efter debutåret var løbets rute blevet lagt om og var ikke blevet ændret de tre efterfølgende år. Men nu var det igen tid til ændringer. Ganske vist var det denne gang ikke arrangørernes ønske, men siden vi havde været her to år tidligere, havde naturens luner ændret på landskabet. Et område, vi tidligere havde kunnet løbe på, ville nu kræve båd eller kajak at forcere.

 

 

Tidligere havde vi fra Xiying Town kunnet løbe op mod Zhong Ying Village og derfra ud i en løkke i sydvestlig retning mod Beijing, gennem nogle mindre landsbyer og videre i nordlig retning mod Yin og Yang–pladsen. Men dette var nu ikke mere muligt, så en ny rute skulle opmåles.

 

Første gang ruten var blevet lagt om, havde man valgt en endog hårdere rute end den oprindelige. Denne strategi blev nu valgt endnu engang, så vi fremover endnu mere tydeligt kunne mærke, at dette var verdens hårdeste maratonløb.

 

Fra Xiying Town gik ruten mod nordvest, og et lille stykke før vi var nået halvvejs gennem løbet, skulle vi nu op ad en bjergvej et par kilometer. Ved toppen af denne strækning skulle vi passere Qingshanling Village, hvor der samtidig var kontrolpost af chippen. Herfra fortsatte vi rundt og ned ad bjergvejen på den anden side, til vi igen nåede foden af bjerget, hvor opstigningen var startet fire kilometer tidligere. Herfra gik det vestpå gennem Chedaoyu Village til den større og velkendte Duanzhuang Village. Nu var vi på ruten fra de foregående år på vej mod Yin og Yang–pladsen. Ruten er ikke siden lagt om og har været således i ti år.

 

Bidende kulde

 

Dette år lå den store dag på den 22. maj, og traditionen tro skulle vi tidligt op og ud på den lange bustur til løbet. Det var lidt koldt, da vi ankom, så jeg var glad for, at jeg havde en trøje med. Thomas fortalte, at da de nogle timer før var begyndt med klargøringen, havde temperaturen været på frysepunktet og blæsten isende.

 

Trioen blev til en duo

 

Som det var blevet tradition, blev der også dette år taget fællesbilleder af Peter, Søren og mig, der som de eneste var med for femte gang. Sørens statistik blev dog lidt amputeret, da han grundet en skade dette år måtte stille op på halvmaratondistancen, hvilket fik Peter til at udbryde: “Hvad fanden, Søren, skal du løbe tøserunden?” Den bemærkning skulle nogle år senere ramme ham som en boomerang.

 

Et løb efter bogen

 

Selve løbet udviklede sig nogenlunde som forventet. På den nye stigning midtvejs i løbet valgte jeg at gå og blot nyde oplevelserne. På vej op kom en pige hen og gav mig en buket markblomster, som jeg satte i løbebæltet og havde med helt til mål, hvor den dog var i så sørgelig forfatning, at jeg måtte skille mig af med den igen. Da jeg nåede toppen af det nye stykke, fik jeg igen gang i benene og løb stort set hele vejen ned.

 

 

Om løbet er der ikke noget særskilt at berette. Det gik planmæssigt med de forventede op– og nedture til jeg kom i mål i fin stil.

 

Fem gange, så er man noget særligt

 

Men det var til gengæld en fantastisk oplevelse at komme i mål. Hele min gruppe sad samlet og ventede på mig. Jeg havde regnet med, at de ville være taget hjem med busserne, efterhånden som de kom i mål. Men de havde valgt at vente i samlet flok på mig, og det var en meget rørende gestus.

 

Det er altid specielt at komme i mål ved The Great Wall Marathon. Men denne gang fornemmede jeg for alvor, at det var noget særligt at have gennemført hver eneste gang. Dave annoncerede for publikum, at jeg var en af blot to løbere, der havde gjort dette fem gange. Bifaldet brusede, og såvel kendte som ukendte mennesker kom over og lykønskede mig, ligesom jeg måtte stille op til fotografering sammen med flere. Jeg så naturligvis ikke løbsvinderen komme i mål. Men jeg har svært ved at forestille mig, han kan have fået lige så meget opmærksomhed. Jeg var nu slet ikke i tvivl om, at der året efter skulle blive en The Great Wall Marathon part VI.

 

 

Ingen hattrick

 

Spændende var det, om den lokale Zhi Jixiang ville vinde løbet for tredje gang i træk. Efter sejren i 2002 havde han proklameret, at han ville komme tilbage til løbet, så længe det eksisterede. Imidlertid kom han ikke tilbage og har ikke deltaget senere. Zhi Jixiang er dog til dato den eneste løber, der har vundet løbet to gange. Denne gang vandt østrigeren Josef Miesraher i tiden 3:38:35. Min tid blev 7:16:04.

 

Træthedsbrud

 

På 10. og 11. pladsen kom to hollandske brødre, hvor den ene næsten slæbte sin bror i mål. Det viste sig efterfølgende, at hans bror havde pådraget sig et træthedsbrud på skinnebenet. Men bortset fra dette var det en forholdsvis rolig dag for læger og sygeplejersker. To løbere dehydrerede og måtte have drop. Ellers var der blot en snes småskader som hudafskrabninger, forstuvninger og vabler.

 

Samlet gruppe tilbage til Beijing

 

Heldigvis var vores egen fantastiske chauffør stadig i Huangyaguan, og vores guide, Ida, havde hyret ham til at køre gruppen hjem til Beijing igen. Det var rigtig hyggeligt at være i egen gruppe på hjemturen. Det var ikke sket før.

 

Ved aftenstid mødtes gruppen igen på hotellets fortovscafe, hvor vi fik skøn fadøl og en herlig snak. Bagefter gik vi videre til en god restaurant, som Ida havde fundet. Her fik vi en speciel og dejlig kinesisk fondue. En skøn dag havde snart efter fundet sin slutning.

 

Alternativ underholdning

 

Søndagen gik med afslapning og bytur i selskab med andre fra gruppen. I en gågade fik vi en anderledes oplevelse, da en far med en cirka toårig søn gik amok i forhallen til et stormagasin. Han råbte og skreg og slog løs på en af stormagasinets kvindelige ansatte. Kvinden kastede til gengæld noget i hovedet på ham, og drengen hylede. Oplevelser kan man få på mange forskellige måder.

 

Gallafest med gave

 

Aftenens gallafest forløb traditionelt med efterfølgende after dinner party, og under præmieuddelingen blev Peter og jeg kaldt op og modtog hver en trøje med løbets logo.

 

 

Mange indkøb

 

I årene midt i årtusindets første årti havde jeg mange indkøbsordrer med, når jeg var i Kina. Familie og venner, men også fjernere bekendtskaber, bad mig gerne købe forskelligt med hjem. Jeg var naturligvis parat til at hjælpe, men efterhånden greb det mere om sig. Her var helt sikkert tilfælde, hvor jeg burde have været bedre til at sige fra. Sagen var den, at opgaven efterhånden blev mere og mere tidskrævende og dermed betød afsavn på de rejser, der foruden løbet også skulle være afslappende fornøjelser.

 

 

Jeg brugte meget tid på at tage rundt til markeder, finde varer og tinge om prisen, og så kunne der gå yderligere tid, før perlekæder var samlet, og den rigtige lås påsat. Jeg havde en længere dosmerseddel, hvor jeg stregede punkterne efterhånden, og det var en stor lettelse, når det hele var købt. Først da kunne jeg slappe af.

 

Denne mandag formiddag efter løbet gik netop på Silkemarked, hvor jeg var ude og handle. Jeg fulgtes med to medrejsende, der meget gerne gjorde brug af min erfaring, når de rigtige priser skulle findes.

 

Efter frokost var gruppen rundt forskellige steder i Beijing. Jeg havde været alle steder tidligere, men valgte alligevel at nyde turen i selskab med gruppen.

 

En regnvejrsdag

 

Tirsdag var der igen fuldt program for gruppen, og endnu engang var det hele gentagelser for mig. Derfor valgte jeg denne gang at blive på hotellet, så jeg kunne slappe af og pakke i ro og mag. Det var et meget heldigt valg.

 

Dagen var kold, og op ad formiddagen begyndte det at blæse. Senere blev det værre endnu, så da gruppen kom hjem fra Den Forbudte By, var de drivvåde og meget kolde.

 

Den sidste aften nød vi Peking and i fællesskab og efterfølgende øl på fortovsrestauranten, da vejret på det tidspunkt igen var ganske fint.

 

Overvægt

 

Hjemturen onsdag den 26. maj gik fint, bortset fra en enkelt udfordring. Jeg havde gjort mange indkøb, både til andre og til mig selv, og dertil var jeg i den periode specielt dårlig til at prioritere, hvad der var vigtigt at rejse ud med. Resultatet var, at jeg havde markant overvægt. Det kinesiske lufthavnspersonale var på det tidspunkt ikke strikse med overvægt, så det kostede mig ikke noget, men til gengæld var det tungt og besværligt at håndtere alle disse kilo for mig, specielt under den sidste togrejse hjem fra Københavns Lufthavn.

 

Køb bogen her.

 

På min allerførste dag, på min allerførste maratonrejse til Kina i 1999, stiftede jeg bekendtskab med Thomas Thomsen. Det skulle vise sig at være begyndelsen til et nært bekendtskab, der stadig varer ved.

 

Thomas har fra første færd været en af grundstammerne bag Adventure Marathons løb. Sammen Med Søren Rasmussen og Peter Fredberg har han været i organisationskomitéen siden The Great Wall Marathon 1999.

 

Thomas er født i Ulfborg i 1937 og er uddannet manufakturhandler og indendørsarkitekt. Som ung var Thomas mellemdistanceløber med terrænløb som speciale. Sideløbende med egen erhvervsvirksomhed inden for tekstilbranchen har Thomas igennem årtier beklædt forskellige tillidsposter inden for atletikken, indtil han i 1996 blev udnævnt til formand for Dansk Atletik Forbund.

 

I marts 2004 modtog jeg en indbydelse fra Dansk Atletik Forbund. Efter 24 år i DAF’s bestyrelse, heraf de seneste otte år som formand, valgte Thomas på det tidspunkt at trække sig tilbage. Han ville dog fortsætte som forbundets mand under maratonarrangementer med Adventure Marathon. I anledning af Thomas´ afgang blev jeg inviteret til reception torsdag den 1. april i Idrættens Hus i Brøndby.

 

Selvfølgelig skulle jeg deltage, og spørgsmålet var så, hvilken gave jeg skulle medbringe. Men idéen kom hurtigt og var derefter ligetil. Thomas skulle have et minde fra hver rejse, vi sammen havde været på. Jeg lavede en kurv med kinesiske afstresningskugler, kaffe fra Kenya og en pakke grønlandske rejer, hvor indholdet dog af sundhedsmæssige årsager var udskiftet med et pengebeløb, så Thomas selv kunne købe friske rejer. Fra Tibet var der to lysestager med aktuelle danske påskelys og sluttelig en flaske Rom fra Jamaica. Da det var påske, var der tillige en urtepotte med påskeliljer, og fra vores familievirksomhed, Wolle, tilføjede jeg en bog og nogle helsebringende produkter. Det hele var pakket ind i cellofan og bundet med gule og grønne bånd.

 

 

Det er mit indtryk, at Thomas blev glad for kurven. Han har siden talt om den flere gange. Dog havde Thomas en enkelt betænkelighed, da han gennemgik indholdet. Det var ikke på grund af rejerne. Men med det reelle sportsmanship Thomas står for ville han sikre sig, at urteprodukterne fra Wolle var dopingfrie. Det kunne jeg forsikre ham, at de var.

 

Køb bogen her.

 

Maraton til søs

 

At løbe maraton på åbent hav – kan det overhovedet lade sig gøre? Ja, det kan det faktisk! Jeg har gjort det sammen med en flok løbere, der lige som jeg havde hang til anderledes oplevelser. Og ikke nok med at jeg løb maraton på vandet. Jeg gjorde det også på min fødselsdag. Således løb jeg maraton på denne dato to år i træk, eftersom jeg året før havde tilbagelagt samme distance i Malta.

 

Et enkeltstående arrangement

 

I sommeren 2003 annoncerede Adventure Marathon, at man barslede med et nyt og anderledes løb. Denne gang skulle det ikke være et specielt hårdt løb, men derimod et løb, der på sin egen specielle måde ville skille sig ud fra mængden. I modsætning til de tidligere løb skulle dette ikke være en tilbageværende begivenhed, men et enkeltstående arrangement.

 

I Dansk Vestindien

 

Samtidig med at Norwegian Cruise Lines flagskib, S/S Norway, skulle sejle på strækningen mellem Miami i Florida og St. Thomas i Dansk Vestindien, skulle der løbes maratonløb ombord. Kunststofbanen på Olympics dæk var 444 meter lang og skulle dermed løbes 95 gange.

 

S/S Norway blev bygget i 1962 og var dengang verdens største krydstogtskib med sine 315 meter og plads til 2.000 passagerer og 1.000 besætningsmedlemmer.

 

Under krydstogtet skulle man i land på St. Thomas, som er en af de gamle danske kolonier. Man ville også aflægge besøg på St. Maarten, der er på størrelse med Amager og det mindste stykke land i verden, der deles af to nationer, eftersom Frankrig og Holland hver besidder et stykke.

 

Idéen, der blev til virkelighed

 

I december 2002 var Peter Fredberg i Southampton i Sydengland til verdenspremieren på luksus-krydstogtskibet Norwegian Dawn, som han skulle skrive en artikel om. På en rundtur på skibet kom Peter op til øverste dæk og så der en rundbane med kunststofbelægning. Han kunne se mulighederne og skrev efterfølgende artiklen “Hvad med maraton til søs?” Denne artikel blev tilsyneladende læst i Oslo, for Peter fik efterfølgende en opringning. Det viste sig nu, at repræsentanter fra rederiet gerne ville komme til København til en indledende snak om idéen. Søren Rasmussen blev orienteret og mødet blev afholdt på Albatros Travels kontor på Kultorvet. Albatros Travel havde på det tidspunkt aldrig været involveret i krydstogter, og dette blev starten på et helt nyt marked for rejseselskabet.

 

Prøvet før

 

Det ville dog ikke blive en verdenspremiere på maraton til søs. Nogle år forinden havde en gruppe maratonløbere været på rejse til Antarktis for at løbe den klassiske distance der, men på grund af vejrforholdene blev det umuligt at komme i land og udføre den præstation, de var rejst så langt efter. Nogle kreative mennesker fandt nu på at måle skibet op og arrangere et løb ombord. På det lille russiske isklasseskib foregik løbet op og ned ad trapper og ud og ind af salonen. Deltagerne måtte over nogle dage løbe på skift, ligesom de også måtte skiftes til at tælle omgange for hinanden. Det har uden tvivl været et meget besværligt, men sikkert også ret sjovt løb. Og vigtigst af alt lykkedes det for løberne at tilbagelægge distancen, mens de geografisk opholdt sig på Det Hvide Kontinent.

 

Ændrede planer

 

Jeg var straks med på idéen, og det samme var Karin. Vi havde begge et virkeligt stort ønske om at besøge en af de Dansk Vestindiske øer. Men sådan skulle det ikke komme til at gå.

 

S/S Norway blev desværre skadet og måtte på værft, og derfor blev arrangementet flyttet til et noget mere eksklusivt skib. Også ruten ville blive en anden. Karin og jeg ærgrede os over at gå glip af St. Thomas, men vi var dog stadig varme på idéen.

 

Norwegian Sun

 

Med det samme rederi, Norwegian Cruise Lines, lykkedes det nu at finde et fuldt værdigt alternativ til afvikling af The Great Cruise Marathon. Med S/S Norwegian Sun blev arrangementet stadig afviklet i Caribien, omend på en anden, men ligeledes spændende og interessant rute.

 

Norwegian Sun er bygget på Lloyd Skibsværft og udskibet fra Bremerhaven i 2001. Skibet er forsynet med alle tænkelige bekvemmeligheder, herunder motionscentre, forskellige sportsfaciliteter og ikke mindst den ganske udmærkede løbebane, der skulle være det centrale omdrejningspunkt for denne rejse. Løbebanen går uafbrudt hele vejen rundt om skibet i en længde på 480 meter. Banen er belagt med kunststof og befinder sig på dæk nummer seks, der er et af de mindre benyttede dæk, hvor løbere og joggere ikke ville blive forstyrret af svingende døre. Det havde tillige den fordel, at man kun i begrænset omfang ville blive eksponeret for solen.

 

 

Deltagelse en selvfølgelighed

 

Da Karin og jeg havde set det endelige program, og vi var kommet os over skuffelsen over ikke at skulle besøge De Dansk Vestindiske øer, var vi slet ikke i tvivl. Selvfølgelig skulle vi deltage. Vi tilmeldte os allerede i oktober 2003.

 

Læserrejse

 

Afrejsen gik fra Københavns Lufthavn lørdag morgen den 21. februar, og på denne rejse var vi 68 rejsende i en og samme gruppe, der bestod af både turister, pressefolk og arrangører. Det havde ikke været helt så let at sælge netop denne maratonrejse. Derfor var rejsen i samarbejde med ugebladet SE og Hør blevet udbudt til bladets læsere. Så en del af de rejsende havde slet ingen baggrund i maratonsporten og skulle blot på et dejligt cruise i Caribien. Men det skulle vise sig slet ikke at være nogen ulempe.

 

Smuttur til hovedstaden og derefter til Florida

 

Efter otte timers flyvning ankom vi til den amerikanske hovedstad Washington DC. Her havde vi travlt, da vi både skulle nå at tjekke bagagen ud og ind igen, for derefter at fortsætte med indenrigsfly inden for en time. Alt lykkedes dog, og efter yderligere 2½ times flyvning nåede vi frem til Miami, Florida.

 

Hotelproblemer

 

Vi ankom til Fairfield Inn & Suites lidt før klokken 21, men her opstod forskellige problemer for gruppen. Heldigvis slap vi selv! Nogle havde mistet kufferter, der var strandet i Washington, mens andre rejsende ikke kunne få deres værelse. Mens det første var et hændeligt uheld, som man ikke kan gardere sig mod, var det andet et udslag af både manglende professionalisme og dårlig service fra hotellets side. Efter en meget lang rejse måtte nogle derfor sidde i receptionen i flere timer, før de fik anvist deres værelser.

 

Formiddag i Miami

 

Det blev ikke til den lange søvn, for klokken syv var vi en gruppe, der løb morgenløb på stranden og ned til modeskaberens Gianni Versaces hus på Ocean Drive. Det var netop foran det hus, han var blevet skudt den 15. juli 1997.

 

 

Efter morgenmaden var vi til informationsmøde, der blev afholdt udendørs, hvorefter vi havde et par timer til at snuse til byen på egen hånd.

 

 

Betryggende sikkerhedskontrol

 

Ved middagstid gik turen til havnen, hvor det ene store krydstogtskib efter det andet lå ved kajen, og vores “Norwegian Sun” var ikke mindre imponerende end de andre. Det var første gang, vi skulle på sådan et stort cruise, og det var sjovt at opleve, at indtjekningen faktisk svarer til sikkerheden ved en flyrejse. Håndbagagen blev gennemlyst, og alle skulle gennem en metaldetektor. Under registreringen blev vi samtidig fotograferet og fik hver udleveret et kort, der dels skulle bruges til på– og afstigning, dels som nøgle til værelset og dels som betalingsmiddel. Til sikring af betalingen skulle vi via vores kreditkort deponere et beløb. Dette system viste sig at være både effektivt og smart. Blandt andet blev der som det første trukket et beløb til drikkepenge på kortet. Det var et standardbeløb, og så var det overstået!

 

 

Vi fik et ganske udmærket værelse på dæk fem. Heldigvis havde vi bestilt kahyt med vindue, så vi kunne se ud på de mange dråber, der omgav os på turen. De penge var givet rigtigt godt ud.

 

 

Restauranter for enhver smag

 

Efter dette var det tid til frokost, og skibet havde den ene flotte restaurant efter den anden, ni forskellige i alt. Der var mad for enhver smag, blandt andet fisk, det franske køkken og Sushi for at nævne nogle stykker. Derudover var der ikke færre end 11 barer og caféer at vælge mellem, og man kunne naturligvis også bestille room service. Maden på restauranterne var inkluderet i rejsen, mens drikkevarer og room service blev afregnet over kortet.

 

 

Vi spiste sammen med Anita og Flemming, som vi kendte fra mange tidligere rejser. De var blandt dem, der havde mistet deres kuffert i Washington, og desværre var den ikke kommet med ombord. Heldigvis havde Flemming sine løbesko på, men han måtte i nogle dage låne sig frem til løbetøj og anden beklædning, indtil kufferten dukkede op på en af turens destinationer.

 

Næ, næ, næ, næ, næ, det må vi ikke… 

 

Vi fik også selv et problem med kufferter, men det var vi nu selv ude om. Da vi kom ned på vores værelse, hvor bagagen skulle stå klar, manglede to kufferter. Vi blev i receptionen vist hen til et sted, hvor vores kufferter stod, hver forsynet med et rødt bånd. Det viste sig, at sikkerhedskontrollen havde fundet nogle gode dråber, vi havde købt toldfrit for at nyde i vores kahyt. Men det var ikke tilladt. Vi måtte afleveres flaskerne mod kvittering, så vi kunne få dem tilbage ved rejsens afslutning.

 

Evakueringsøvelse

 

Op ad eftermiddagen var der lovpligtig evakueringsøvelse. Alarmen gik, og vi skulle møde ved punkt H med redningsvest på. Her fik vi diverse instrukser omkring en eventuel evakuering til redningsbådene.

 

Alle deltog

 

Mandag var jo både løbsdag og min fødselsdag. Min fødselsdagsgave havde jeg fået hjemmefra, men Karin havde en ekstra overraskelse med, som jeg fik inden morgenmaden.

 

Efter morgenmaden var det tid til at hente startnummer og gøre klar til dagens løb, der skulle starte klokken ni. En del af de rejsende var jo ikke løbere, men det skulle vise sig, at alle entusiastisk gik op i dagens arrangement. Jeg tror faktisk, at alle tilmeldte sig en distance. Foruden maraton var der halvmaraton og 4,8 kilometer løb. Det var blot et spørgsmål om, hvor mange omgange der skulle gennemføres. Da hele dagen var til rådighed, var der stor interesse for at løbe eller gå en distance. En deltager var kort tid forinden blevet hofteopereret, men han gik de 4,8 kilometer med en stok i den ene hånd og gelænderet ved rælingen i den anden. Senere sagde han med et glimt i øjet, at hvis man havde givet ham en klud, kunne han passende have poleret gelænderet samtidig.

 

Chipmåling

 

Thomas Thomsen fra Dansk Atletikforbund havde opmålt banen, så distancerne fuldt ud levede op til alle krav. Vi maratonløbere skulle tilbagelægge 88 omgange minus en bid på 45 meter. Derfor skulle vi starte 45 meter efter målstregen, som vi så skulle passere 88 gange. Ultimate Sport Service var med og sikrede den nøjagtige tidtagning for løberne.

 

Chipmålingen skulle dog vise sig at give problemer, da dækkets metalunderlag skabte konflikt mellem sender og modtager. Resultatet blev, at målemåtten blev lagt på et bord og chippen sat om håndleddet på løberne, der så blot skulle huske at trække hånden over måtten, hver gang en omgang var gennemført. Et lille stykke længere fremme var der opstillet et TV, hvor man kunne se sine tilbagelagte og manglende omgange. Det var let og ligetil.

 

 

Klorvand

 

Bodil Thomsen stod for løbets væskestation, og kort efter at løbet var startet, blev hun opmærksom på, at de opsatte vandtanke indeholdt klorvand. Hun måtte derfor standse Thomas, der på det tidspunkt var i gang med sine 4,8 kilometer. Sagen blev løst ved at få tankene udskiftet med mineralvand på plastikflasker.

 

Fest og farver

 

Løbet startede på den ene langside. I for– og agterstævnen var bløde rundinger, men ellers foregik løbet ad de to langsider. I målområdet var der forplejning med vand og frugt. Det var også der, de fleste af tilskuerne stod og heppede, når vi løb forbi. Her var desuden også opsat musikanlæg, hvorfra festlige toner fra vores hjemland gjaldede ud af højtaleren. Under mange maratonløb er der lange strækninger, hvor løberne er alene og uden publikum. Her var ikke engang en halv kilometer mellem møderne med vores kære og knus og kærlige tilråb. Det var rigtig festligt og på ingen måde kedeligt og ensformigt.

 

På den anden langside var der en post med energidrik. Jeg har aldrig siden deltaget i et løb med så kort afstand mellem forplejningsstederne.

 

Også skibets øvrige rejsende kom videbegærligt til for at se, hvad dette mærkelige fænomen var for noget. Måbende stod de og så til gennem koøjer, vinduer og døråbninger, mens en flok skøre danskere bare løb rundt og rundt.

 

 

Løbebanen var selvsagt ganske flad, men der var dog et sted en lille stigning, som nu intet betød de første mange omgange. Der var ikke nævneværdig søgang og kun en lille smule blæst, som blot virkede forfriskende i det svedige ansigt. I starten var der en del løbere. Vi var 15 maratonløbere og syv halvmaratonløbere, mens 25 skulle løbe 4,8 kilometer. Men så blev først 4,8−kilometerløberne færdige og siden halvmaratonløberne, og vi var kun maratonløbere tilbage.

 

Efterhånden begyndte også maratonløberne at komme i mål. Efter sit helt specielle bryllup med Majbritt i Tibet benyttede Jørn nu bryllupsrejsen til at vinde The Great Cruise Marathon i tiden 3:20:26. Jeg var så heldig at følge ham på hans sidste halve runde, så jeg oplevede hans sejr og medaljeoverrækkelse. På det tidspunkt manglede jeg selv 30 omgange.

 

Prøvelser

 

Under løbet fik jeg ondt i højre fod og skiftede til nye løbesko. Det hjalp en tid, men jeg fik dog smerter igen og måtte skifte tilbage. Dette gentog sig et par gange.

 

I løbet af dagen blev der stegende hedt på den langside, hvor der var målområde, og hvor vi nu kunne skimte Cubas kyst i horisonten. Til gengæld var der skygge og svalt på den anden langside. Da jeg manglede cirka 15 runder, var jeg ved at være godt brugt og begyndte at skifte mellem gang og løb. Jeg gik på den halvdel, hvor der var skygge, og så løb jeg på den livlige langside, hvor eftermiddagssolen nu havde overtaget magten. På den måde fik jeg også publikums brus under løb i målområdet.

 

Kærligt følgeskab

 

Da jeg manglede 2,5 omgange, kom Karin mig i møde og løb halvanden omgang med mig. Hun stoppede så for at filme mig, da jeg kom i mål. Selv havde hun i fin stil løbet den korte distance i sandaler, da hun ikke havde løbesko med på turen. Faktisk havde Karin løbet 5,28 kilometer, men på første runde sad hendes chip på det forkerte håndled, og derfor var omgangen ikke blevet registreret. Derefter løb hun ti omgange, der blev registreret.

 

Efter min gennemførelse i tiden 5:24:16 gik vi i baren og fik en velfortjent forfriskning, og så var det tid til en times eftermiddagslur til mig.

 

Champagne

 

Først på aftenen var der champagne i receptionen for alle skibets gæster. Skibet var næsten en hel by i sig selv med ikke færre end 12 etager og utallige faciliteter. Foruden de mange restauranter og barer var der to swimmingpools med spabad, samt motionsrum, kirke, frisør, forretninger, teater, diskotek, kasino og diverse former for underholdning.

 

Gallafest

 

Klokken 21 blev der afholdt gallafest for maratongruppen i en af skibets restauranter. Her fik vi god mad, og der blev holdt taler, hvor nogle blev hyldet for ædel dåd af den ene eller anden slags. Sidst på aftenen underholdt Lars Bom os med sange fra Beatles’ repertoire.

 

 

Lidt før midnat rejste Karin og jeg os for at gå til ro, men da vi nåede næsten ned til kahytten opdagede jeg, at jeg havde glemt min rygsæk, så vi måtte tilbage til restauranten igen.

 

Fødselsdagssang fra Lars Bom

 

Da vi kom op efter rygsækken, havde jeg rent teknisk ikke fødselsdag, da klokken nu var to minutter over midnat, men en af gæsterne råbte tillykke, og det gik op for folk, at jeg jo havde løbet på min fødselsdag. Så vi fik forbud mod at forsvinde igen. Lars Boom sang for, mens hele selskabet stod op og sang “Happy Birthday”. Thomas rejste sig derefter og fortalte, at jeg ikke blot havde fødselsdag, men at jeg også havde løbet mit 25. maratonløb på min 45 års dag. Herefter gik vi glade og trætte i seng.

 

 

Jamaica

 

Tirsdag morgen lagde vi til på den frodige caribiske ø Jamaica i Montego Bay. På øens sydside ligger nogle af verdens smukkeste strande ved Negril, og tager man mod det enestående Dunn River Falls, vil man kunne opleve frodige skove med mulighed for rafting. Dette lå dog ikke i vores program. Vores første stop var hos en “bush doctor”, en lokal naturlæge, der lavede medicin, vin og frugt af hjemmedyrket avl. Alt var dyrket uden kemikalier.

 

 

Vi besøgte dernæst en lokal skole for børn i tre til seks års alderen og blev modtaget af nogle utroligt søde børn. Der var 28 børn i et ganske lille lokale og måske op mod 80 børn på hele skolen. De små børn lærte allerede i så ung en alder både stavelser og bogstavlyde. De var rigtigt dygtige.

 

 

Resten af dagen gik med tur i byen og strandtur for dem, der ønskede det. Det var dog ikke ved en smuk sandstrand, men på et område med nogle store sten.

 

Grand Cayman

 

Onsdag besøgte vi Grand Cayman, der er den største af de tre Cayman−øer. Øen er mest kendt for skuffeselskaber, skattely og tvivlsomme banker. Men det er også en rigtig luksusferieø med et højt prisniveau.

 

 

Lokalbefolkningen mener selv at have verdens bedste badestrand, den såkaldte Seven Nile Beach, og derudover er øen særligt kendt for to naturfænomener: Store havskildpadder og enorme mængder af pilerokker, der bogstaveligt talt svømmer mellem benene på de badende og lader sig berøre på den bløde fløjlsagtige overhud.

 

 

Norwegian Sun kunne ikke lægge til på øen, så vi blev sejlet ind i mindre både. Men flere andre krydstogtskibe lagde til den dag, så der var et virvar af turister og lokale mennesker.

 

Helvede

 

 

Vores første besøg var i et område, der gik under navnet Hell. Her var opstået nogle klippelignende koralrev, der med lidt fantasi kunne ligne noget fra helvede. Men det var en værre omgang turistpjat, hvor man faktisk havde ødelagt den naturlige turistattraktion. Blandt andet kunne stikke hovedet ind i et hul på en figur og blive fotograferet som fanden selv, og man kunne købe alverdens usmagelige ting med helvede og fanden på. I butikken spurgte ekspedienterne, hvad helvede vi ville her. Det var måske meget sjovt at se på, men vi syntes nu, det hele var plat.

 

 

Skildpaddefarm

 

Efter dette pjattede indslag blev vi kørt til et andet sted, vi heller ikke var rigtigt begejstrede for. På Cayman Turtle Farm skulle vi se på skildpadder, der blev holdt i små svømmebassiner midt i solen. Vi syntes ikke, det kunne være særligt rare forhold for dyrene, der hele tiden blev løftet op og fotograferet af og med turister. Der har helt sikkert været gode turistindtægter på stedet, men dyrevelfærden kunne vi ikke få øje på.

 

 

Det sidste besøg på øen var en tur i byen, men heller ikke her blev vi begejstrede. Igen var det tydeligvis turistindtægter, der var det afgørende.

 

Beskrivelsen af besøget på Grand Cayman kan læses, som var det en stor skuffelse, men det var nu ikke tilfældet. Dagen var ganske god, men vi følte blot, at øparadiset var ødelagt af kommercielle hensyn og derfor helt anderledes, end det ellers kunne have været.

 

 

Afslapning på Norwegian Sun

 

Vi tilbragte en hyggelig og afslappet eftermiddag og aften på skibet med god mad og drikke efter et besøg med blandede indtryk på Grand Cayman.

 

 

Costa Maya

 

Efter en torsdag formiddag i strid blæst ved skibets pool, lagde vi over middag til kaj i Costa Maya på sydsiden af Yucatan halvøen i Mexico. Halvøen er kendt for smukke strande med funklende hvidt koralsand, klart, azurblåt havvand og farvestrålende koralrev. Mayaruinerne i Tulum er smukt beliggende og giver et godt indtryk af mayaernes arkitektur.

 

 

Da det værste afstigningskaos havde lagt sig, gik vi fra borde og direkte ind i et turistområde, der ikke rigtigt sagde os noget. Vi valgte derfor at gå en lang tur ud langs en strand til en lokal landsby, hvor vi fik en øl, før vi gik tilbage igen. På havneområdet gik vi på internetcafé og købte nogle postkort, og derefter gik turen igen tilbage til Norwegian Sun.

 

Aftenen gik med forret på “Las Ramblas Tapas Bar & Restaurant” på 12. etage og efterfølgende hovedmåltid på “Seven Seas Restaurant” på 5. etage.

 

Cozumel

 

Fredag besøgte vi Cozumel, der er en herlig caribisk ø kun 16 kilometer fra fastlandet. Øen er opstået ved, at den klippefyldte havbund har hævet sig 15 meter over havoverfladen. Naturen er forunderlig. Det er Mexicos største ø med 47 kilometer i længden og 15 kilometer i bredden, og den har været beboet af mayaerne siden år 300. Det meste af øen ligger vildt og uopdyrket hen. Her er sumpe, krat, og lav kystregnskov med et helt enestående dyreliv med papegøjer, hejrer, kæmpefirben og næsebjørne. De fleste turister kommer dog fortrinsvis for at bade, snorkle og slappe af på de kilometerlange sandstrande på øen, der også er omkranset af koralrev med farvestrålende fisk.

 

 

Vi skulle have været i land tidligt om formiddagen, men sådan blev det dog ikke helt, eftersom der var for meget søgang til at lægge til kaj. Vi slappede derfor af på værelset, indtil det blev annonceret, at vi kunne gå fra borde.

 

Formiddag ved stranden

 

Der var mange tilbud om turistattraktioner på øen, men vi valgte dog en afslappet dag for os selv. Vi tog med taxa til et strandområde, hvor det var muligt at svømme med delfiner, men eftersom denne aktivitet kostede en formue, valgte vi i stedet at lægge os på stranden, hvor vi slappede af, indtil vi tog tilbage til skibet og spiste frokost.

 

 

Midt på eftermiddagen gik vi fra borde igen i den lille turistprægede by. Den dag lå der seks store krydstogtskibe i området, så der var nok af mennesker. Som de fleste andre steder, var det hele en anelse for turistpræget, men det var nu meget sjovt.

 

Et pudsigt intermezzo

 

Hen under aften sad vi på en bænk på molen ved skibets landgang. Her sad vi blot og nød udsigten og betragtede livet omkring os i en temperatur, der var dejligt sval efter en dag med bagende sol. Ud ad molen kom nu gående en rejsende med et glad smil på læben og en papæske med pizza, som han havde købt i et pizzeria i Cozumel. Vi kunne se, at han forventningsfuldt glædede sig til at indtage den italienske ret ombord i sin kahyt. Vi trak på smilebåndet af to årsager. Dels var vi på et skib med alt inkluderet og mange restauranter, herunder også en italiensk, og dels lå det meget klart, at fødevarer ikke måtte medtages hverken fra borde eller ombord. Vi afventede derfor med en vis forventning på, hvad der nu ville ske. Naturligvis kom den duftende papæske ikke gennem den skarpe sikkerhedskontrol, og den sultne turist havde nu valget mellem at smide pizzaen ud eller sætte sig på molen og indtage sin mad. Han valgte det sidste.

 

Ved 18.30 tiden gik vi atter ombord på skibet − for sidste gang på denne rejse. Vi gik først en tur op og fik lidt frugt, hvorefter vi gik på værelset og fik et bad, samt gjorde os klar til aftens måltid.

 

Karaoke

 

En hyggelig aften med god mad på “Four Seasons Restaurant” blev afsluttet i baren på 12. etage. Her blev vi underholdt med karaoke, indtil vi gik til ro hen under de små timer.

 

Great Cruise Home Run Mini Marathon

 

Vi havde nu snart nået afslutningen på rejsen i det caribiske hav, og hele lørdagen blev tilbragt til havs med kurs mod Miami. Efter at alle havde fordøjet morgenmåltidet mødtes hele gruppen til et Great Cruise Home Run Mini Marathon på 4,8 kilometer. Næsten alle deltog. Karin og jeg fulgtes hele vejen og gav os god tid og nød denne hyggelige løbetur.

 

Social afslutning

 

Efter et bad mødtes vi alle på terrassen på 11. etage. Her var der socialt samvær, mens vi fik både frokost og diplomer for vores indsats.

 

Eftermiddagen gik med at pakke kufferter og slappe af, inden vi mødtes tidligt med hele gruppen til det det sidste aftensmåltid i “Seven Seas Restaurant”. Det blev et par hyggelige timer, hvor alle deltog. Et par havde kobberbryllup, og vi sang en sang for dem. En rejsende havde skrevet en afskedssang om turen, og Peter Fredberg uddelte lodtrækningspræmier. Det var en rigtig dejlig aften efter en god dag og en fantastisk uge.

 

Forsinket afstigning

 

På den sjældne dato, søndag den 29. februar, stod vi tidligt op, da vi skulle være klar til at gå fra borde klokken 6.15. Inden da skulle vi pakke, spise og afhente de flasker, vi havde måttet aflevere ved ombordstigning, samt vores pas, der var deponeret i Stardust Lounge.

 

Da alle skibets rejsende stod i en lang kø for at blive registreret hos de amerikanske emigrationsmyndigheder, følte vi os lidt til grin. Emigrationsmyndighederne var 25 minutter forsinket, så der stod vi og ventede. Derefter gik der lang tid, mens hver enkelt fik kontrolleret og stemplet sit pas. Det var lidt stressende for os i maratongruppen, da vi ikke havde meget tid til vores flyver.

 

En arrogant betjent

 

Da det var ved at være vores tur, kunne vi se politibetjente sidde ved en række borde og foretage den nødvendige kontrol. De tog imod et pas, kiggede på den rejsende, tjekkede billedet og andre formaliteter, hvorefter passet blev stemplet og leveret tilbage. Her overhørte vi en ganske arrogant samtale mellem to betjente. Den ene sagde, at han ikke gad tale med turister, medmindre det var for at anholde dem. Tænk engang, det sagde han, mens en gruppe rejsende stod og hørte på det! Og ganske rigtigt, sådan foregik det. Han sagde ikke et ord til de rejsende, tog blot imod passet og afleverede det, når han var færdig med kontrollen.

 

Jeg kom hen til selvsamme arrogante betjent. Da han rakte mig passet, fik vi øjenkontakt, og med et smil om læben sagde han: “Here you are!” Jeg var ved at komme med en kvik bemærkning, men valgte at tie og slippe hurtigt ud af dette.

 

Da vi troede, alt var i orden, og vi kunne gå fra borde, stod vi igen i en “evighed” og ventede. Der var åbenbart nogle passagerer der ikke havde henvendt sig til myndighederne, så det forsinkede hele landgangen yderligere. Endelig kom vi i land, og nu var vi for alvor i tidsnød for at nå vores fly.

 

Overvægtsproblemer

 

Da vi nåede lufthavnen, opstod der nye problemer. Denne gang var det den samlede vægt af gruppens bagage, der skabte problemer. Vi flyttede internt lidt rundt på nogle tasker, så vi hver især kom under grænsen for det tilladte, men dette løste dog ikke problemet. Vi havde jo et omfattende tidtagningsudstyr med fra Ultimate, og det vejede en del. Det hjalp ikke at diskutere, og der kunne heller ikke betales for overvægten. Det endte med, at vi måtte efterlade en guide og to medarbejdere fra Ultimate. Jeg fik dog
tjekket guidens kuffert ind i mit navn, så den skulle jeg så efterfølgende finde ud af at aflevere.

 

En rigtigt dårlig beslutning

 

På hjemrejsen skulle vi skifte fly i Chicago, og her var der en ventetid på syv timer. Flere valgte derfor at tage ind til byen, men det gjorde vi desværre ikke. Af frygt for at tiden skulle løbe fra os, og vi skulle få problemer med at komme tilbage til lufthavnen, valgte vi at blive. Det var et dumt valg og et udslag af en overforsigtighed, vi skulle have overvundet.

 

Vi troede, vi var ankommet til en stor international lufthavn med masse af restauranter, forretninger og aktiviteter. Men det var ikke tilfældet. I hvert fald ikke der, hvor vi opholdt os. McDonald`s og nogle ganske få butikker var alt, hvad vi kunne underholde os med i en af verdens største lufthavne. Vi gik rundt og så på den smule, der var, læste lidt, spiste og sov. Syv timer er lang tid på den måde. Vi skulle været taget ind og se byen.

 

Hvad Søren – er I her?

 

Det var efterhånden blevet mandag eftermiddag den 1. marts, dansk tid, da vi planmæssigt landede i Københavns Lufthavn efter en lang hjemrejse. Jeg overvejede at ringe til Albatros Travel fra lufthavnen for at træffe aftale om levering af den ekstra kuffert, jeg havde med, men det skulle vise sig ikke at være nødvendigt. Da vi kom igennem tolden, stod de tre, vi havde måttet efterlade i Miami, med store smil og alt tidtagningsudstyret. På en eller anden forunderlig vis havde de kort tid efter afskeden med os fundet en god løsning. Via en anden rute uden lang ventetid var de kommet til København før os, og som i de rigtige eventyr endte alt lykkeligt.

 

Fjernsynsdækning igen

 

Som ved tidligere maratonarrangementer var DR også på pletten under denne specielle tur. Det blev efterfølgende til et seks minutters indslag i en sportsudsendelse.

 

Som planlagt fra starten blev The Great Cruise Marathon kun afviklet denne ene gang. Det var en spændende og interessant rejse, og løbet var sjovt og lidt skørt. Jeg er glad for, at jeg valgte at tage oplevelsen med, da den kun tilbød sig den ene gang. Jeg har, som fra mange andre rejser, også fra denne fået vidunderlige minder for resten af mit liv.

 

Køb bogen her.

 

Løbe maraton nytårsaftensdag! Har man hørt magen! Men det var lige, hvad jeg gjorde ved årsskiftet 2003/2004, og dermed nåede jeg det år op på ni maratonløb, hvilket er det højeste på et år og måske også omkring min grænse.

 

Socialmarathon blev første gang afviklet i 2001, men desværre måtte det aflyses i 2002 på grund af ringe tilslutning. Løbets ædle formål var at skaffe penge til RIGO, børneafdelingen på Rigshospitalet, og 100 kroner af tilmeldingsgebyret gik ubeskåret til dette formål.

 

 

Det var annonceret, at løbet ville blive afviklet uanset vejr og vind. Men vejret var ganske pænt den dag, og der var hverken sne eller hård frost.

 

Det lå også i navnet Socialmarathon, at løberne skulle følges ad i to grupper. Den ene gruppe var sat til at løbe på fire timer og den anden på fire og en halv time. Da der var en halv time mellem gruppernes start, var det tanken, at alle skulle gennemføre samtidig. Jeg tilmeldte mig den langsomme gruppe med starttid klokken 8.45.

 

Vi startede ved Frederiksberg Svømmehal og løb via Damhussøen til Rødovre. Derfra videre til Søndermarken ud over Sydhavnen over Vestamagers fredede område. Fra Ørestaden over motorvejsbroen og gennem grønne områder til Rødovre og tilbage til Frederiksberg. Eftersom det foregik før den seneste kommunalreform, kom vi igennem seks kommuner!

 

 

Det lykkes mig ikke hele vejen igennem at følge gruppen. Men det var jeg nu ikke ene om. Mod slutningen af løbet var vi tre, der løb sammen. Da det ikke var en opmærket rute, kneb det et par gange med at finde vej, men det lykkedes os dog. Mine medløbere var to meget rutinerede herrer. Den ene var Erhard Filtenborg, der er en af de danskere, der har løbet flest maratonløb gennem tiderne.

 

Undervejs i løbet blev vi forplejet med vand, saft, varme drikke og bananer, men i mål var det anderledes festligt. Her var både øl, champagne og kransekage. Da jeg skulle køre hjem, var jeg her noget beskeden. Der var jo mere at komme efter senere på dagen.

 

 

I forbindelse med maratonløb har jeg flere gange oplevet at være meget træt og appetitløs efterfølgende. Jeg var spændt på, hvordan det skulle gå denne dag. Det var jo nytårsaften, og jeg ville gerne kunne fejre årets sidste dag på behørig vis. Det gjorde jeg også. Der var heldigvis både appetit og energi til at komme festligt ind i 2004.

 

Køb bogen her.

Mit første bymaraton i Berlin i 1999 havde været en stor oplevelse, så et gensyn var på min ønskeliste. Efter Karins og min tur til Stockholm i juni besluttede vi igen at tage en weekend med sovepose, telt og maratonløb til mig. Det skulle så være i Berlin den 28. september, hvor den 30. udgave af det store løb skulle afvikles.

 

Jeg var klar over, at det til flere af de store maratonløb var svært at få startnummer, da alt ville blive udsolgt. Men naivt nok troede jeg ikke, at det var tilfældet i Berlin, så jeg fik mig en skuffelse, da jeg ville bestille startnummer. Alt var revet væk, og der var intet at gøre.

 

 

Ved et rent tilfælde fandt jeg på internettet en løber, der ville sælge sit startnummer til Berlin, fordi han var blevet skadet. Det var vist ikke efter reglerne at overdrage startnummer, men det var, hvad der skete. Pudsigt nok hed han Henrik ligesom jeg og var født i samme årstal. Det lykkes mig derfor, da vi kom til Berlin, at få omregistreret efternavnet, så alt kom til at stå, som det gerne skulle.

 

Efter endt arbejdsdag fredag den 26. september tog vi med færgen Gedser – Rostock til Tyskland, hvorfra det gik i et stræk de godt 200 kilometer mod Berlin. Vi havde reserveret plads til vores telt på DC–Campingplatz Berlin Am Krossinsee. Men da vi nåede dertil, var det blevet mørkt, og vi var magelige. Vi fik arrangeret, at vi den første nat skulle overnatte på et af stedets værelser, så vi kunne vente til den efterfølgende dag med at slå teltet op. Imidlertid tog mageligheden overmagten, så vi blev boende på værelset. Der var ganske udmærkede forhold. Bygningen indeholdt fire værelser med fælles bad og toilet, samt et fælles køkken, som vi dog ikke gjorde brug af.

 

 

Lørdag hentede vi startnummer og fik sammen oplevet byen. For Karin var alt nyt. Jeg havde jo været der før, men der var stadig mange gode oplevelser også til mig.

 

Søndag startede løbet klokken ni. Det var ganske umuligt at køre i bil til startstedet. Vi parkerede i stedet bilen et centralt sted og tog herfra offentlig transport til startstedet.

 

Vejret var fint, og ruten var den samme som fire år tidligere. Oplevelsen havde været stor første gang og var det også anden gang. Igen oplevede jeg fest og farver, samt glade mennesker overalt. En stor gruppe danskere løb rundt med Brandenburger Tor under hele løbet. De havde lavet en model af den historiske byport og sat den på en træplade på størrelse med en dør. Hele arrangementet var sat på hjul, og løberne skiftedes så til at skubbe bygningskonstruktionen.

 

 

Min tid blev ikke så hurtig som første gang, men det havde jeg nu heller ikke forventet. Min sluttid blev på 4:34:33, efter at jeg havde løbet rimeligt stabilt gennem hele dagen. Ikke helt overraskende kom tre kenyanere ind på de første pladser, og Paul Tergat vandt i verdensrekordtiden 2:04:55.

 

Efter at Karin og jeg havde fundet hinanden igen, var det tid til at finde tilbage til Danmark og næste dags arbejdsopgaver.

 

Køb bogen her.

Århus City Marathon blev arrangeret af atletikklubben Århus 1900. Desværre eksisterer løbet ikke mere, men jeg var så heldig at få lov at løbe i Jyllands hovedstad, mens tid var. Jeg deltog søndag den 14. september 2003 og var denne gang alene af sted.

 

Starten gik klokken ti, og startnummeret kunne afhentes fra klokken otte på Århus Katedralskole. Jeg måtte således tidligt op for at køre de knapt 280 kilometer, der skulle tilbagelægges.

 

Ikke langt fra Katedralskolen ligger Store Torv og Lille Torv, der var start– og målområde for løbet.

 

Det var en smuk efterårsdag, da løbet blev afviklet, og på trods af navnet Århus City Marathon kom vi også ud i periferien af byen og omkring grønne områder. Der var opstillet væskedepoter for cirka hver femte kilometer på ruten, og vi fik således otte gange tilbudt frisktappet vand og energidrik. I målområdet blev vi tillige beværtet med æbler og bananstykker.

 

Det var ikke en dag, hvor jeg følte mig i den bedste form. Det vil sige, i starten af løbet gik det fint, og jeg passerede den halve distance i tiden 2:06:16. Herefter begyndte det at ebbe ud med kræfterne.

 

På et tidspunkt efter 30 kilometer var jeg en del nede og gå. Det havde jeg det egentligt fint med, for jeg skulle hverken slå rekorder eller hjem til bestemt tid, så jeg valgte at tage den med ro. Men det skulle jeg imidlertid ikke have gjort. En medløber fortalte mig, at der til løbet var sat en tidsgrænse på fem timer, og så fik jeg pludselig meget travlt. En ting var, at jeg havde været tilfreds med en langsom tid. Men jeg ville på ingen måde risikere at have brugt en dag på at køre til den anden ende af landet for dernæst at måtte udgå fra et maratonløb på grund af tidsgrænsen.

 

 

Så jeg fik travlt og måtte løbe konstant de sidste seks til otte kilometer. Når man skal, så skal man. Og jeg skulle, så jeg gjorde det. Min tid blev 4:54:17. Endnu engang var det lykkedes mig at komme under tidsgrænsen til et løb, hvor jeg havde været lige på grænsen.

 

Jeg er overbevist om, at det er i disse situationer, hovedet tager over. “Hvad du ikke har i benene, må du have i hovedet”.

 

Turen hjem skulle dog vise sig at blive en prøvelse. Efter en lang dag med bilkørsel og et maratonløb var det småt med kræfterne, da det blev sidst på eftermiddagen. Midtvejs over Fyn blev jeg meget træt, og jeg tror faktisk, at jeg glippede med øjnene en enkelt gang. Det gjorde mig forskrækket og ekstra agtpågivende, så jeg rullede vinduer ned og sagtnede farten, mens jeg holdt udkig efter en rasteplads, men der kom ingen. Først på Sjælland fandt jeg en rasteplads lidt efter broen. Her prøvede jeg at falde i søvn i bilen, men det lykkedes ikke. Til gengæld gav hvilet mig nogle af de tabte ressourcer tilbage, og efter 15–20 minutters hvil var jeg klar til at køre det sidste stykke over Sjælland uden problemer. Jeg sov rigtigt godt den efterfølgende nat.

 

Køb bogen her.

 

Under verdens tag

 

Der var gået et år uden nye løb fra Adventure Marathon, men i 2003 skete der igen noget. Arrangementet blev dog allerede præsenteret i 2002 og lød allerede da ligeså spændende og interessant som forgængerne.

 

Efter mere end et halvt års forberedelser kunne et enestående maratonløb med unikke kulturoplevelser på “verdens tag” præsenteres. The Great Tibetan Marathon skulle løbes i den tynde luft i 3400–3800 meters højde i den fascinerende og farvestrålende tibetanske verden, højt oppe i den åndeløst betagende og respektindgydende Himalayabjergkæde.

 

Løbet skulle afvikles i det tidligere tibetanske kongedømme Ladakh, der nu var en politisk integreret del af det nordvestlige Indien. Fra Ladakh bredte den tibetanske buddhismes blide lære sig til andre egne af Tibet. Den tibetanske buddhisme er mere karakteristisk for det vestlige Tibet i Indien og Ladakh end for det østlige Tibet i Kina, hvor klostre og helligdomme blev ødelagt eller lukket, og tusinder af tibetanere dræbt, under den kinesiske kulturrevolution.

 

Infrastrukturelle problemer

 

At arrangere et løb, hvor flere hundrede mennesker skulle flyves fra København til det tibetanske plateau, skulle vise sig at være en større opgave end forventet. Flyselskaberne var meget tilbageholdende med at bekræfte de nødvendige sæder til en blot nogenlunde fornuftig pris. Også hoteller og transport skulle vise sig at frembyde store udfordringer. Eftersom der ikke var busser i området, var der på selve løbsdagen behov for langt over 100 jeeps.

 

Der skulle også tages højde for et væld af andre ting, såsom et kokketeam til at sikre madens kvalitet, og et lægeteam, der skulle medbringe alt fra iltflasker til genoplivningsudstyr. Dertil kom et tidtagnings– og radiokommunikationsteam, der skulle medbringe over 100 walkie-talkies, satellittelefoner og selve tidtagningsudstyret. Endvidere skulle der også sørges for transport af en bunke andre ting fra det indiske lavland, såsom for eksempel 15.000 flasker vand.

 

Det havde også været særdeles væsentligt at få etableret god kontakt til en del af klostrene og munkene i området, da de skulle involveres i arrangementet som direkte aktive i selve The Great Tibetan Marathon. Dette havde ikke været let, da religionen og klostrene på plateauet er fuldt ud levende og aktive, og på ingen måde noget, der holdes gang i til “ære for turisterne”. Der skulle afsluttes mange forhandlinger, før det hele faldt på plads. Men som altid lykkedes det for Albatros Travel at løfte alle opgaverne.

 

Begrænset deltagerantal

 

Albatros Travel udbød ni forskellige rejsepakker. Fra Danmark var kun plads til 280 rejsende, og man vidste, der ikke ville være plads til alle interesserede. En del af os havde tidligt betalt et depositum for at sikre os en plads.

 

Vi havde selv betalt depositum for seks rejsende. Foruden drengene og jeg, skulle min stedmor, Elisabeth, samt min søster og min niece med på rejsen.

 

Informationsmøde hjemmefra

 

At komme til informationsmøde før et maratonløb var ikke ukendt for mig. Ikke mindst de årlige møder på Yin og Yang–pladsen i Kina havde jeg været med til en del gange. Men til dette løb blev informationsmødet afholdt hjemmefra og næsten to måneder før løbets afvikling.

 

Torsdag den 16. juni blev vi inviteret til informationsmøde i konferencesalen i Det Berlingske Hus, og et tilsvarende møde blev afholdt ugen efter i Århus. På mødet fik vi fortalt om hvad, der ventede os i Ladakh. Vi fik gennemgået forsikringsspørgsmål og fik at vide, hvilke ting vi burde medbringe. Ikke mindst fik vi information om muligheden for højdesyge, og om hvordan vi kunne undgå det. Naturligvis var der også rig mulighed for at stille spørgsmål om rejsen og løbet.

 

Ligeledes i god tid modtog vi skriftlig information fra Rejseklinikken om højdesyge, diarré, og denguefeber, samt behandlinger og anbefalinger om forebyggende medicin. Belært af tidligere god erfaring besøgte drengene og jeg Rejseklinikken og fik de nødvendige vaccinationer.

 

Afrejse

 

Afrejsedagen var onsdag den 6. august. Det var blot en uge efter, vi var kommet hjem fra Swiss Alpine Marathon. Men vi var fuldt ud rejseklar, og mine ben havde det fint. Jeg havde ikke haft årsag til den store træning. Formen var godt etableret.

 

I en stor taxa blev vi hentet klokken 5.45 af vores tre medrejsende og blev kørt til Københavns Lufthavn. Her mødtes vi med gruppe 6, der bestod af 22 rejsende samt en guide. En del af de andre kendte vi fra tidligere rejsemål med maratonløb som formål.

 

Første stop var Østrigs hovedstad, Wien, hvor vi var i transit nogle timer. Herfra gik det videre med en syv timers flyvetur til Delhi. Vi fordrev rejsetiden med spisning, søvn og brætspil.

 

Da vi ankom til Delhi, skulle vi stille vores ure 3½ time tilbage. Således var det nu midnatstid, natten til torsdag. Vores papirer blev grundigt kontrolleret, så det tog lidt tid at komme igennem tolden, men til gengæld fik vi hurtigt vores bagage.

 

Delhi

 

Vores overnatninger i Indiens hovedstad tilbragte vi på Park Hotel, der var femstjernet, men efter indisk standard, hvilket betød, at det var tilfredsstillende, men ikke overdådigt.

 

Torsdagens program begyndte lidt efter middagstid, hvor vi mødtes med gruppen til en fælles frokost på hotellets restaurant. Det var en tag selv-buffet med forskellige lune retter, ris, grøntsager og diverse kød. Noget af det var temmelig stærkt, så det hjalp til at vække den naturlige tørst.

 

Efter maden var det tid til en eftermiddagsudflugt, og vi kørte med bussen gennem Delhis gader. Første stop var ved den imponerende Jama Moské, der er bygget af røde sandsten og hvid marmor. Her gik vi rundt i en halv times tid og studerede monumentet. Da vi ankom til stedet, rasede en kraftig monsunregn, men den holdte snart efter op igen.

 

Efterfølgende var vi på rundtur i Delhis små gader med cykelrickshaw. Her fik vi virkelig set noget af dagligdagen i denne storby. Her var tæt trafik af cykler og scootere, men næsten ingen biler. Alt virkede som det rene kaos for os, men det var næppe sådan. Byen sydede af liv med gadesælgere, salgsboder, tusindvis af mennesker, mange dufte og synsindtryk.

 

 

De sidste to minutter af turen begyndte vores chauffør at puste og stønne, som om han var pint og plaget. Tidligere havde der slet ikke været noget, men forklaringen fulgte straks efter. Han ville naturligvis gøre opmærksom på, hvilken stor indsats han havde ydet, så han kunne få forhøjet drikkepengene. Vores guide havde betalt for turen og givet os klar anvisning på, hvor meget vi skulle give i drikkepenge. Chaufføren lod ikke til at være helt tilfreds med dette, men det var nok spil for galleriet. I hvert fald lod vi ham forblive sur og fulgte guidens anvisning.

 

Efter denne oplevelse kørte vi forbi det sted, hvor den store politiker og åndelige leder, Mahatma Ghandi, i sin tid var blevet brændt. Her havde vi et kort stop, før vi kørte hjemad. På det sidste stykke vej gjorde vi kortvarigt holdt ved India Gate, der er et mindested for faldne soldater.

 

Aftenen blev tilbragt på hotellet. Her fik vi middag og samtidig information om fredagens program, hvorefter vi gik tidligt til ro.

 

Grundig sikkerhedskontrol

 

Den sidste nat i Delhi blev meget kort. Vi blev vækket allerede klokken to om natten og fik klædt os på og sat kufferterne uden for døren, før vi gik til morgenmad.

 

Klokken tre kørte bussen til indenrigslufthavnen, og her var vi igennem et særdeles grundigt sikkerhedscheck. Først viste det sig, at ingen måtte kom ind i indenrigshallen uden billet. Vores guide viste 23 billetter til vagten, og en fremmed rejsende kom ved en fejltagelse ind sammen med os. Da vi alle var kommet igennem, kom vagten over til mig og spurgte efter billet, og jeg måtte nu kalde på vores guide, der fik at vide, at vi var gået 24 igennem. Den fremmede blev udpeget og måtte dernæst ud og vise sin egen billet til vagten.

 

Vi måtte overhovedet ikke have batterier i vores håndbagage. Således var kameraer, videoer og mobiltelefoner pakket ned i kufferten, og det samme gjaldt batterierne til computeren. Vores kufferter blev gennemlyst og forseglet. Håndbagagen blev både gennemlyst og fysisk efterset. Vi fik en stemplet mærkat på håndbagagen, og da min niece glemte et mærkat, måtte hun tilbage til indtjekningsskranken.

 

En ganske speciel flyvetur

 

Vores fly afgik lidt over klokken fem, og vi nåede lige et måltid mad, før vi godt en time senere skulle lande i den lille hovedstad Leh i Ladakh på det tibetanske plateau i Himalayabjergene. Det blev en oplevelse af de store for dem, der havde vinduesplads. De flade, indiske sletter blev afløst af Himalayas dybe dale og hvide bjergtinder, der senere igen blev afløst af højtliggende ørkensletter. Vi svævede kun 1.000 meter over nogle af verdens højeste bjerge. Da vi skulle lægge an til landing i den snævre Indusdal, foregik det mellem bjergsletter, før vi landede i et nærmest måneagtigt landskab ved den store Indusflod.

 

Vi var nu 3.520 meter over havets overflade, og det kunne jeg godt mærke. Jeg skulle trække vejret hyppigere end normalt, og jeg følte mig svimmel. Vi var også i en helt anden temperatur end nede i Delhi. Her var det noget køligere og mere behageligt.

 

Vi ankom til Leh en lille uges tid før løbet på grund af de oplevelser, der ventede os, men ikke mindst også, fordi det var særdeles vigtigt, at vi blev akklimatiseret og vænnede os til den tynde luft, før vi skulle løbe et helt maratonløb.

 

Eftermiddag med ro på

 

Efter at have fået bagagen udleveret kørte vi i jeeps fem kilometer mod sydvest til Leh og til hotel Lha–Ri–Mo. Vi måtte her vente nogle timer, mens vores værelser blev gjort klar, og i ventetiden blev vi budt på kaffe og the.

 

Drengene og jeg var godt trætte efter den korte nat. Samtidig blev vi på det kraftigste instrueret i at holde os i ro for at undgå højdesyge i den tynde luft. Vi lagde os derfor straks til at sove, hvilket ikke var svært.

 

Vi stod op lidt hen ad eftermiddagen og fik frokost. Herefter så vi sammen en film på computeren. Det gav nogle udfordringer, da strømmen i Leh havde det med at gå og komme, og vi måtte derfor periodevis køre på batteri.

 

Tibetansk folklore

 

Sidst på eftermiddagen hørte vi musik i haven og gik ned for at få den oplevelse med. Det var tibetansk folklore. To mænd sad på græsset og spillede trommer, mens en tredje spillede fløjte, og dansere i folkedragter kom syngende ind. De optrædende bestod af grupper på fire kvinder og fire mænd, der skiftevis optrådte og sang. Det var meget morsomt og imponerende.

 

 

Efter denne opvisning var det tid til at bade. Ligesom med strømmen skulle man også bade, mens tid var, for på hotellet var der nemlig kun varmt vand mellem klokken 18 og 20.

 

 

Gruppen mødtes til fælles middag i restauranten, og aftenen gik med hygge og afslapning, til vi gik i seng før midnat.

 

Søvn– og helbredsproblemer

 

Nattesøvnen blev lidt afbrudt, da en masse hunde gøede i byen. Dette gentog sig hver nat, men denne første nat havde jeg ikke vænnet mig til det, så nattens søvn blev ikke optimal.

 

Fredag fik jeg desuden problemer, da jeg straks fra morgenstunden havde smerter i det ene øje. Heldigvis havde min søster nogle øjendråber med, som jeg fik flere gange i løbet af dagen. Dråberne hjalp mig, så problemet var løst inden aften.

 

 

Formiddagen havde vi for os selv. Drengene og jeg gik rundt i byen og så på butikker og oplevede gadelivet med de særpræg, der var i denne lille del af verden. Når bare vi tog den med ro, havde vi ingen problemer med den tynde luft. Temperaturen var ganske behagelig, nok et par og tyve grader, og luften var ren.

 

På tur i Leh

 

Efter frokost mødtes gruppen, og vi begav os i jeeps til det imponerende Leh Palads, der blev bygget i det 16. århundrede. Paladset var stadig ejet af den kongelige familie i Ladakh, men stod tomt og ubeboet hen. Det var nærmest et spøgelsesslot, men fra taget af paladset var der en fantastisk udsigt over det gamle Leh, med grønne, frodige lunde og hvide bjergtinder.

 

Fra paladset fortsatte vi gående gennem Lehs gader til et traditionelt tibetansk hjem, hvor vi blev vist rundt, blev budt på den lokale “øl” Chang og den noget specielle lokale drik, smørte.

 

 

Sidst på eftermiddagen besøgte vi Sankar klostret i Leh, der hører under den gule sekt og hans hellighed Dalai Lama. Med kun 20 munke er klostret et af de mindste i dalen. Vi skulle have oplevet klostrets aftenpuja (en slags rituel, daglig tilbedelse med offergaver som eksempelvis blomster, røgelse, lys eller frugt). Til de store templer er der knyttet mange præster og funktionærer, og der udføres hver dag et større ceremoniel til guddommens ære, men det blev ikke til noget, da der ikke var munke til at tage imod os på den dag.

 

Raftingtur

 

Søndag den 10. august blev vi vækket tidligt, da dagen bød på et langt og spændende program. Efter morgenmaden kørte vi i jeeps vestover til Indusfloden for at komme på en dramatisk raftingtur. Der blev en længere ventetid ved flodbredden. Gummibådene skulle først ankomme og pustes op, og herefter skulle vi iføres redningsveste og hjelme. Vi fik efterfølgende den nødvendige sikkerhedsinstruks til turen, og endelig kom vi af sted på en spændende og kold tur på Indusfloden.

 

Det var en overskyet dag uden sol, så der var ikke meget varme til os. Vi sejlede ned ad floden, hvor bølgerne til tider stod i meterhøje kaskader, så vi kunne ikke undgå at blive drivvåde. Mange frøs helt forbistret, men jeg hørte ikke til dem. Både Steffen og Emil havde fået vandtæt overtrækstøj af raftingguiderne og klarede sig også fint.

 

 

Raftingturen blev en stor oplevelse. Der var hele tiden skift i såvel tempo, som vandgang og landskab. Snart var der bjergørken, snart grønne oasebyer. Det ene øjeblik var der havblik, det næste red vi på høje bølger og blev drivvåde. Vi var virkelig i “moder naturs” vold.

 

En brækket arm

 

Godt halvvejs nede ad floden lagde vi til land for at forrette vores nødtørft og indtage de medbragte madpakker. Her skete det, der ikke måtte ske. En meget sød fynbo fra vores gruppe ved navn Ketty fik overbalance og brækkede den venstre arm i faldet, så hun måtte med læge Mogens Rishøj videre til hospitalet for få lagt armen i gips. Vi andre fortsatte turen med en gummibåd mindre.

 

 

Imponerende landskaber og bygninger

 

Efter tre timers sejlads mødte vi vores jeeps ved oasebyen Nimu. Her var den krystalklare Indusflod smeltet sammen med Zanskarflodens mudrede vande.

 

 

Vi fortsatte nu ad landevejen mod vest igennem dybe dale og dramatiske bjerge og slugter. Ved den lille by Basgo stoppede vi kort ved klipper i de mest fantastiske farver, som gul, okker, terrakotta og violet. Her var de buddhistiske klostre, forter og paladser alle bygget som fæstningsværker for at modstå invasioner fra de omkringliggende områder.

 

Videre på turen blev det til yderligere et par stop, hvor vi så, hvordan de levede i landsbyerne. Mange af de ældre kvinder bar stadig den traditionelle dragt, hvor hovedbeklædningen var besat af pragtfulde turkiser.

 

Efter frokost drejede vi væk fra hovedvejen ned mod den frodigt grønne sidedal, hvor klosteret Alchi ligger. Dette kloster er atypisk, eftersom det ligger i bunden af en dal. Det rummede nogle prægtige 1.000 år gamle freskoer og var historisk set det mest interessante kloster i Ladakh.

 

Vi var hjemme på hotellet først på aftenen. Her fik vi aftensmad og et gensyn med Ketty. Hun var ved godt mod. Bruddet var rent, og hun havde ikke opgivet at løbe maratonløb på denne rejse.

 

Morgentur i Thikseklostret

 

Mandag skulle vi allerede på tur klokken fem, og vi stod klar for at blive afhentet i jeeps, men de kom ikke. Vi blev så budt ind i restauranten og fik te, indtil vores jeeps kom tre kvarter senere.

 

 

Så kørte vi til den udstrakte højslette omkring Indusfloden, hvor blandt andre klostrene Thikse og Hemis ligger, og vi besøgte det store Thiksekloster knapt 20 kilometer øst for Leh. Her oplevede vi morgenbønnen – den såkaldte “puja”. Der hører cirka 100 gulhatte-munke til klostret, og idet solen står op, blæses der i vældige horn fra klosterets tag. Munkene satte sig derefter til rette i klosterets lille sal, hvor der blev serveret smørte sammen med tsampa–byg eller hirsemel under en ceremoniel matra eller jupa efter de hellige skrifter. Vi var med i køkkenet og se smørteen blive lavet, og vi blev også budt på en smagsprøve. Efter pujaen var vi oppe på taget af det øverste tempel og se den fantastiske udsigt over Indusdalens pile– og poppeltræer.

 

Over verdens højeste vejpas

 

Tilbage på hotellet fik vi morgenmad, før vi begav os af sted på en to dages tur. Vi kørte mod nord til den afsidesliggende Nubradal, der ligger på den gamle Silkevej, handelsruten, der forbandt det centrale Tibet med Turkistan. Ruten gik over verdens højeste vejpas, Khardong La-passet, der ligger 5.606 meter over havets overflade. Vi kom derop via utallige hårnålesving og så de mest fantastiske landskaber, man kan forestille sig.

 

  

 

Det var virkelig en speciel oplevelse at være lige der. Selve vejområdet og bebyggelserne omkring var ikke noget kønt syn, men udsigten var helt ubeskrivelig. Bortset fra polerne var vi på det sted i verden, hvor der er flest gletsjere. På bjergene hang i hundredvis af bedeflag. Vi var ikke i tvivl om, hvor vi var.

 

 

Min søster fik et slemt tilfælde af højdesyge på turen, og mens vi andre spiste frokost, kom hun til behandling på et militærhospital. Efter frokosten fik vi en tur med mange smukke sanseindtryk på de snævre bjergveje, men min søster måtte vi desværre efterlade. Hun var ikke i stand til at fortsætte på det tidspunkt.

 

 

Teltlejr ved Tigrid

 

Programmet varede det det meste af dagen, så vi ankom sidst på eftermiddagen til vores teltlejr ved Tigrid. Vi blev straks budt på the og kaffe, før vi blev indkvarteret i teltene, der var ret komfortable og udstyret med rigtige senge. Steffen og jeg fik et tomandstelt, mens Emil skulle sove hos Elisabeth. Imidlertid ville Emil så gerne sove hos os, at det endte med, at han delte seng med Steffen, mens Elisabeth fik sit telt for sig selv. Lejrens toilet og badeforhold var private, men den almindelige håndvask med badeværelsesspejl var opstillet udendørs.

 

 

Naturligvis var der ikke bare varmt vand ad libitum, og der blev fyret op med brænde, da vi skulle i bad. Det var lige, hvad vi trængte til efter en varm og støvet dag. Således nyvaskede og forfriskede mødtes vi med de fleste fra gruppen til lidt hygge med rødvin. Min søster var kommet til lejren noget senere end os andre, da hendes hospitalsbehandling var trukket ud. Hun og en anden med samme problem måtte ligge resten af dagen.

 

 

En “Helge”

 

 

Med på rejsen var Anne Grete og Holger Jacobsen fra Aabenraa. De er et dejligt ægtepar, som jeg kendte fra flere tidligere maratonrejser. Disse glade og kreative mennesker fik den idé at lave en fødselsdagsgave til vores guide Helge, der fyldte 55 år. Vi skulle ikke lave en Buddha, da det ville være blasfemi, så i stedet for lavede vi en “Helge”. “Helge” var i bund og grund en figur lavet af grene tilført diverse. Hovedet var lavet af en gammel oliedunk, der blev fundet i skoven, og adskillige ting blev bundet fast på “Helge”. Nogle ting var fundet i skoven og andre doneret af deltagerne. Der var alt muligt lige fra et benzindæksel til rødvin. Under aftensmaden overrakte Holger så “Helge” til Helge. Holger er en vittig mand, der virkelig forstår at holde en tale og få smilene frem. Dette gjaldt også for Helge, der blev både glad og rørt over den noget særprægede gave.

 

 

Varme kilder

 

Morgenvækningen tirsdag gik vores øre forbi. En mand var gået rundt på pladsen med en lille klokke, der skulle vække os, men den havde vi slet ikke hørt. Vi vågnede dog kort efter helt af os selv.

 

 

Denne dag var de to højdesyge blevet friske igen og fik ikke siden problemer. Hele gruppen kunne derfor efter morgenmaden tage på tur til et område med nogle meget varme kilder. Vandet, der strømmede ned over klipperne, var brandvarmt. Jeg vil tro, det var mindst 70 grader varmt.

 

 

Over middag nåede vi frem til et flodleje nær Nubras hovedby, Diskyid, og derfra fortsatte vi langs Shayokfloden til Hunder. På vejen passerede vi et område med Sahara−lignende bølgende sandklitter.

 

Eftermiddag i skole og klostre

 

Først på eftermiddagen besøgte vi en lokal skole med 125 elever. Der var helt andre forhold end dem, vi er vant til i vores del af verden. Børnene havde hverken borde eller stole i undervisningslokalet. De sad på gulvet eller i skolegården under primitive forhold og blev undervist. Selvom det med vores øjne var primitivt, så det ud til, at børnene var sunde og glade og fik en optimal undervisning under disse forhold.

 

 

Midt på eftermiddagen gjorde vi stop ved en by, hvor vi havde en halv time til at få lidt at drikke og handle. Senere besøgte vi først et munkekloster, hvorefter vi standsede ved en byggeplads, hvor et nyt kloster var ved at blive opført.

 

 

Folklore på plænen

 

Først lidt hen på aftenen kom vi tilbage til lejren og fik mad. Senere var der optrin med folklore på plænen, og vi gik snart efter trætte i seng.

 

 

En bombe, der ikke var der

 

Onsdag var det tid til at forlade teltlejren efter morgenmåltidet. Vi drog af sted, men efter en times kørsel oplevede vi, at vejen var totalt spærret, og at et “hav” af biler holdt i kø i sommervarmen. Vi kunne ikke få afklaret, hvad der var sket, men der gik rygter om, at der var en kasse med en bombe længere fremme på vejen. Vi ventede nu en times tid, og så kunne vi pludselig køre. Vi fandt ikke ud af, hvad der var sket, men blev forsikret, at der ikke var tale om en bombe.

 

 

En højdesyg chauffør

 

Efter “bombetruslen” gik turen smertefrit fremad. Dog oplevede drengene og jeg, at chaufføren i vores jeep blev højdesyg, da vi nærmede os toppen. Jeg troede, at det kun kunne ske for turister, men det kunne altså ramme alle. Chaufføren, Monsut, måtte ud og have lidt luft, og under den videre tur fik han noget at drikke og bandt et stykke klæde rundt om panden. Jeg sad og talte med ham, selvom vores kommunikationsmuligheder var begrænsede. Monsut fik det bedre, og vi kom sikre og hele tilbage til Leh.

 

 

Bytur i Leh

 

Midt på eftermiddagen var vi tilbage ved vores hotel. Vi fik anvist samme værelse som nogle dage forinden, hvorefter der blev serveret kaffe og toast.

 

Eftermiddagen brugte drengene og jeg på en bytur i Leh. Her stødte vi på løbere fra andre grupper, og vi kendte en del af dem fra andre rejser.

I byen var der mange steder, hvor de lokale sad og broderede på T–shirts, og mange turister bestilte T–shirts med eget navn og teksten for det forestående løb. Selv fik jeg bestilt en T–shirt med logoer for de indtil da fire løb med Adventure Marathon.

 

Først på aftenen var vi tilbage på hotellet, hvor vi fik gjort os klar til spisning. Under middagen fik vi udleveret kuverter med startnumre og T–shirts, og vi fik de sidste praktiske oplysninger om løbet.

 

En lang vandretur

 

Der er ikke noget, der hedder at sove længe og ligge ved swimmingpoolen, når man er på maratonrejse. Der er aktiviteter hele tiden, så der er ingen undskyldning for ikke at være i form til selve løbet. Således var det også ved denne lejlighed

 

Torsdag stod vi tidligt op, og klokken syv begav vi os ud på en seks timer lang vandretur i området. På denne vandretur mødte vi alle de andre, der havde noget med løbet at gøre, både løbere, læger, officials og andre.

 

Bryllupsinvitation

 

Jørn Pedersen var naturligvis, som så mange gange tidligere, med på denne rejse, og det samme var Majbritt, hans kæreste indtil da. De havde mødt hinanden tre år tidligere ved en byfest i Kalundborg. Majbritt fik således ikke fornøjelsen af at komme med til The Karen Blixen Marathon, men havde siden trofast været med på de efterfølgende maratonrejser. Det skulle vise sig, at det var et kærestepar, der snart skulle blive meget mere. Som flere af de øvrige rejsende modtog drengene og jeg nu en invitation til bryllupsreception hos Majbritt og Jørn, der skulle giftes dagen efter.

 

Efter frokosten gik vi op til byen og købte bryllupsgaver. Sammen med andre gamle løbebekendte bestilte vi nogle sjove og romantiske T–shirts med deres navne broderet, samt dato, sted og det tibetanske ord for kærlighed. Vi købte også en flaske Chang til brudeparret, samt et silketørklæde til hver af dem fra hver af os.

 

 

Det er skik og brug i den tibetanske kultur at ære mennesker med silketørklæder. Det oplevede vi også to dage efter i forbindelse med løbets start. Samtidig har disse hvide tørklæder til formål at besværge onde ånder og dæmoner.

 

Tilbage på hotellet fik vi om eftermiddagen besøg af en lokal nonne, der fortalte om forholdene og livet som nonne i Ledakh−området.

 

Morgenløb

 

Fredagen startede med morgenløb, og vi gik til Polo Pladsen i Leh, hvor alle løbsdeltagere stod klar før klokken syv, hvor starten gik.

 

 

Først fik vi nogle praktiske informationer af Thomas Thomsen og lægeholdet, og da løbet startede, fulgtes jeg i begyndelsen med Emil. Emil var jo både frisk og ung, så han løb hurtigt fra sin far, der måtte spare på kræfterne. Vi kunne tydeligt mærke, at luften var tyndere, end vi er vant til, og da det cirka halvvejs i løbet begyndte det at gå op ad bakke, kunne vi tydeligt mærke det. Farten blev sat ned, og flere af os måtte gå. Efter nogen tid kom jeg op til Emil, der nu også periodevis måtte gå. Jeg tog ham i hånden og vi fulgtes det sidste stykke vej. Emil og jeg løb nu det meste af tiden, og efter en halv times tid var vi færdige med vores morgentræning. På det tidspunkt havde Steffen været i mål i et stykke tid.

 

 

Bryllupsreception

 

 

Vi ankom til bryllupsreceptionen ved brudeparrets hotel klokken 12. Der kom en del andre mennesker, og de fleste kendte vi fra tidligere rejser. Brudeparret selv ankom klokken 12.30 i en flot pyntet bil. De var iklædt det helt store skrud i buddhistisk bryllupsdragt med hver sin imponerende hovedbeklædning. De svedte begge, som var de i en sauna. Inden da var de blevet viet af fire munke i et lokalt køkken i et privat hjem. Efter buddhistisk tradition havde gommen måttet vente en halv time på sin brud. Den oprindelige tanke havde været en vielse midt under løbet, men det blev altså til et traditionelt tibetansk bryllup.

 

 

Da brudeparret kom, fik de hver et silketørklæde om halsen af hver af os. Efter fotografering fik vi anvist madrasser at sidde på i hotellets gård. Her var der optræden med den lokale folkloretrup, som vi tidligere havde set. Senere var der fællesdans og et dejligt tag selv−bord. Efterhånden begyndte gæsterne at forlade selskabet, men vi blev et stykke tid og nåede at se vores gave blive pakket ud. Det så ud til, at den skabte glæde.

 

 

Pastaparty

 

Eftermiddagen havde vi for os selv. Vi brugte noget tid i byen og hyggede os ellers med flere af de andre fra vores gruppe. Senere var vi til pastaparty i en restaurant nær vores hotel, men snart efter gik vi hjem i seng, da der jo var maratonløb dagen efter.

 

Mørkelagt

 

Lørdag den 16. august var den store løbsdag. Det var ikke uvant for os at stå tidligt op til maraton, så morgenvækning klokken 3.30 var ikke noget problem. Men der var andre problemer, eftersom strømmen var gået på hele hotellet, og i første omgang måtte vi klare os med skæret fra min mobiltelefon. Heldigvis lå alt tøj og løbeudstyr helt klar i logisk rækkefølge, og startnummeret var sat på trøjerne, så det var ikke så svært at finde rundt. Heldigvis kom en ansat fra hotellet hurtigt med to stearinlys til os, og det gjorde tingene lidt lettere.

 

Vi fik morgenmad og sang fælles fødselsdagssang for en kvinde, der netop denne dag fyldte 37 år, og så var vi klar til afgang klokken 4.30. Under turen på godt 45 kilometer oplevede vi for første gang regnvejr, men det var blot forfriskende og var overstået, før vi steg ud af bilen.

 

Bøn og velsignelse

 

Klokken 5.45 stod vi i 3.800 meters højde ved det 350 år gamle Hemis−kloster. Dette kloster er områdets største og rigeste med over 500 orangeklædte buddhistiske munke. Klostergården er berømt for den store gudefestival, hvor maskerede munke udfører rituelle danse ledsaget af den monotone høje lyd fra de traditionelle lange Himalaya–trompeter. Her var der nu morgenbøn, og alle løberne blev velsignet af klosterets ældste. Vi fik silketørklæder og helligt vand, og der blev holdt taler.

 

 

Da det rituelle var overstået, blev løbere til halvmaraton, 10−kilometerløb og 5−kilometerløb kørt ud til deres respektive startsteder. Steffen skulle løbe halvmaraton, mens Emil fulgtes med en kvinde, der ligesom ham, skulle ud på de fem kilometer.

 

 

The Great Tibetan Marathon

 

Et maratonløb i Himalaya kan naturligvis ikke startes med en startpistol. I stedet blev vi sendt af sted klokken syv under stor religiøs festivitas ved bedeflaget og til tonerne af de lange Himalay− horn, som kunne høres vidt omkring i hele Indusdalen.

 

 

Startlinjen var placeret lige foran den centrale port til klosterets imponerende hovedbygning, og herfra gik kursen nu mod en port, hvorigennem klostergården skulle forlades. Der var 12 trin ned til selve porten, der havde et særligt højt dørtrin – som et tegn på bygningens betydning.

 

 

Gennem porten fortsatte ruten ned ad først 29 og dernæst 15 trin, før vi fik fast grund under fødderne. Herfra kom en kort strækning ned til en lille parkeringsplads, før vi nåede asfaltvejen og kunne finde den rigtige rytme.

 

Der var afstandsskilte for hver kilometer, og i dette tilfælde talte vi nedad. Så kunne skiltene også passe til de øvrige distancer, efterhånden som vi nåede frem til deres løbsområder. Der var vand og toiletfaciliteter ved hver femte kilometer. Vi var på alle måder i trygge hænder.

 

De første fem kilometer gik nemt ned ad bakke, men vi var blevet anbefalet at tage den med ro, så det gjorde vi.

 

I starten fulgtes jeg, som så mange gange tidligere, med Peter Fredberg, og det var rart og hyggeligt med selskab. Senere på løbet fulgtes jeg i perioder med andre, men jeg løb mest alene.

 

Indusdalen

 

De første kilometer gik ruten nedad mod bunden af den store Indusdal, hvor vi fulgte den brusende irgrønne Indusflod. Herfra løb vi gennem små landsbyer og passerede buddhistiske klostre i ensom majestæt på stejle bjergsider.

 

Fra vejen kunne vi se en mani–væg, der strakte sig fra klosteret og hele vejen ned til Indus, hvilket gjorde den til en af de længste mani–vægge i Ladakh. En mani–væg er et gærde af sten med buddhistiske inskriptioner.

 

Afveksling

 

Underlaget varierede mellem asfalt, sten og grus og sumpede marker. Nogle steder løb vi virkelig “off piste”, og særligt en vejstrækning var i temmelig dårlig stand. Den havde oprindeligt været asfalteret, men på dele af vejen var belægningen simpelthen skyllet bort af smeltevand fra bjergene.

 

Efterhånden som vi kom nedad, skiftede området karakter fra bjergenes golde stenørken med barsk og øde natur til mere levende områder, hvor høje, slanke popler, langs med vejen, kunne give lidt tiltrængt skygge.

 

Under løbet kom vi forbi flere klostre og gennem flere landsbyer. Nogle byer var befolket af tibetanere, andre af muslimer. Som andre steder jeg har løbet, blev vi flot modtaget af lokalbefolkningen, der i stort antal var ude og følge dagens begivenhed og vise deres hyldest.

 

Vi kom forbi en stor bedemølle og snart efter en større moské, og efter 30 kilometer kom vi til Chusod Yokilometera. Det er et stort buddhistisk kloster, hvor efterkommere af Ladakhs gamle kongefamilie residerer. På dette tidspunkt begyndte jeg at få problemer med at få vejret. Jeg ved ikke, om det var den tynde luft eller overophedning, der drillede.

 

På den strækning, hvor 10−kilometerløbet startede, løb vi parallelt med floden, og vejen førte os ind i en overvejende tibetansk landsby bestående af store stenhuse opført i traditionel stil. Her så vi stupaer, bedeflag og mange små mani–vægge. Man kunne ikke være i tvivl om, at vi løb på “verdens tag”.

 

På vej ad det sidste stykke mod målet, måtte vi tre gange krydse Indusfloden, og en herligt kølig brise langs floden gjorde det hele lidt lettere.

 

De sidste fem kilometer gik absolut langsomt for mig. Jeg løb her gennem et eng– og marskområde med spredte træer og med græssende geder, får og køer.

 

Kendisser

 

Som ved tidligere løb var der også her et par kendisser med, og begge var gengangere fra Kina 1999. Henrik Ørum, der var blevet landskendt i TV–udsendelsen Robinson, løb her sit andet maratonløb, mens Bettina Aller var en mere rutineret maratonløber. Netop Bettina kom jeg til at følges med på det sidste stykke, hvor vi løb i samme rytme og havde overskud til at snakke lidt. Efterhånden kunne vi høre lyden af traditionel Ladakhi-musik, og vi var nu klar over, at vi nærmede os målet ved Spituk klostret en halv snes kilometer uden for Leh.

 

 

Kort før mål kom Bettinas datter sin mor i møde. Pigen havde som Bettina et syvtal på brystet, og hånd i hånd løb de mod mål, mens jeg bevidst sagtnede farten lidt, så de kunne få deres målfoto uden mig som forstyrrende element.

 

Gennemført

 

Jeg kom i mål i tiden 5:49:16, og foruden klapsalver blev jeg budt velkommen af munkenes trommer og monotone bønner. Jeg kunne konstatere, at løbet ikke havde været hårdere end The Great Wall Marathon, selvom nogen havde påstået det. Men hårdt havde det været. Vi var løbet fra 3.800 til 3.400 meters højde, hvilket kunne mærkes. Jeg var både træt og glad, og det blev til en lille udramatisk tur i lægeteltet, hvor jeg på en briks fik vand og ventilation.

 

Steffen havde også haft sine problemer, men var kommet flot i mål i tiden 2:37:35. Også han havde været til behandling i lægeteltet. Emil klarede også flot sine fem kilometer i 0:34:36.

 

 

Løbet var domineret af danskere, men tre indere kom først i mål, og vindertiden lød på 2:59:43. Der var sikkert en, der var glad for ikke at have mistet 18 sekunder.

 

En ganske speciel gestus

 

Efter at jeg var kommet helt til mig selv og havde fået en madpakke, fortalte Elisabeth mig, at der stod nogle unge mennesker i målområdet med et dannebrogsflag og et banner, der hyldede mig. Elisabeth havde talt med dem, og de ville også gerne selv møde mig.

 

Jeg gik over til de to unge mennesker, der viste sig at være et kærestepar i midten af tyverne. De havde været i området i en måneds tid og havde nu pludselig mødt en masse danskere. Blandt andet havde de talt med Peter Fredberg, der havde fortalt dem om The Great Tibetan Marathon. Kvinden havde selv løbet fire maratonløb og var interesseret i sporten, og de var blevet enige om at følge løbet som tilskuere. De havde også skrevet hjem til familien på mail og fortalt, at de skulle overvære The Great Tibetan Marathon. Skæbnen ville, at kvinden, Trine Juncher Jensen, var niece til Jens Juncher Jensen fra Lejre, og på det tidspunkt var “Juncher” formand for Roskilde Svømmeklub, og jeg var kasserer. Juncher havde skrevet tilbage og bedt Trine og Christian om at overbringe mig en hilsen. Trine og Christian havde derfor lavet et banner med en lykønskningshilsen fra Juncher og hans familie, og samtidig havde de fået syet et stort flag, som de stod og viftede med hele dagen, når der kom løbere i mål. Da sammenhængen gik op for mig, blev jeg meget rørt og kunne mærke tårer i øjenkrogen. Jeg fik overrakt det flotte banner, som jeg stadig gemmer som et minde i min mappe fra løbet.

 

 

Christoffer fra Albatros Travel havde fået øje på Trine og Christian og havde fået opsnuset sammenhængen i forbindelse med løbet. Han spurgte mig, om jeg kunne tænke mig at få dem med til gallafesten, for så ville organisationskomitéen byde dem velkommen som gæster. Selvfølgelig ønskede jeg dem med til festen, så det blev aftalt, at de skulle køre med fra vores hotel om aftenen.

 

Gennemførte med brækket arm

 

Ketty med den brækkede arm kom i mål i fin stil, og for anden gang blev jeg så rørt, at jeg kunne mærke tårerne presse på. Jeg syntes virkelig, det var dejligt, at hun kun seks dage efter uheldet var i stand til at løbe et maratonløb med armen i gips. Men jeg havde nu på intet tidspunkt været i tvivl om, at hun ville gøre det. Jeg fornemmede, at hun havde viljen og vidste, at hun ville gennemføre. Der var faktisk endnu kvinde, der gennemførte med en arm i gips – nogle jernhårde ladies.

 

First Minister of Ladakh, Kashmir og Jammu

 

I målområdet kom Thomas over til mig og fortalte, at First Minister of Ladakh, Kashmir og Jammu skulle komme og holde en tale og overrække medaljer til nogle af løbets deltagere. Thomas havde besluttet, at drengene og jeg skulle være blandt disse løbere. Derfor bad Thomas os om at være standby, når ministeren ankom.

 

Men det var nu lige før, at denne seance kom til at foregå uden Steffens deltagelse. Han lå og hvilede sig og havde det ikke alt for godt. Vores sygeplejerske, Nini, havde fået øje på Steffen og havde vurderet, at hans helbredsmæssige tilstand ikke virkede tilfredsstillende. Hun beordrede derfor Steffen til undersøgelse i lægeteltet. Men heldigvis viste det sig, at han havde det rimeligt godt. Det var dog meget betryggende, at Nini var så opmærksom og ansvarlig.

 

En parodi

 

Ministerbesøget udviklede sig til en ren parodi. Først måtte vi vente på ham i en evighed, hvilket for mig at se var ganske respektløst. Dernæst viste det sig, at han var en helt uforberedt på arrangementet. I sin tale bød han os danskere velkommen som indbyggere fra England, Tyskland og Holland. Der havde slet ikke været løbere fra nogen af disse lande, og han havde heller ikke styr på, hvilke distancer vi havde løbet.

 

 

Vores korte møde med ministeren var på samme måde helt overfladisk fra hans side. Han havde på ingen måde interesse for os eller vores løb. Hans dagsorden handlede blot om at få lidt goodwill hos sin vælgerskare. Ventetiden og det ligegyldige optrin kunne vi godt have undværet. Efterfølgende er det naturligvis en sjov anekdote, men den dag ville vi hellere have været tidligere tilbage på vores hotel.

 

Status

 

Løbet havde været frygtet af flere årsager, ikke mindst på grund af den tynde luft. Måske gjorde netop alle forholdsreglerne, at det blev afviklet uden de store komplikationer. Lægerne kunne konstatere, at fire løbere dehydrerede og måtte have drop, syv blev behandlet for hudafskrabninger efter fald, fire kastede op og en diabetiker gik sukkerkold. Alle blev dog friske igen.

 

En for området meget sjælden regn natten forinden havde givet løberne nærmest perfekte betingelser. Luften var ren og klar, og temperaturen holdt sig under 22 grader i skyggen.

 

Champagne, vin og øl

 

Midt på eftermiddagen samledes vi på plænen ved hotellet, hvor vi fik champagne, vin og øl og hyggede os dejligt. Det hele var velfortjent oven på dagens store bedrift. Desværre havde Steffen det dårligt og deltog ikke i noget. Han måtte hvile sig på værelset hele eftermiddagen.

 

Emil og jeg gik efterfølgende en tur sammen i byen, men da vi kom tilbage, begyndte jeg også selv at få det dårligt og følte mig overophedet. Jeg måtte tvinge mig selv til at pakke kuffert og gøre mig klar til aftenens gallafest. Men både Steffen og jeg havde godt af senere at komme ud i den friske luft.

 

Fakkelallé

 

Klokken 19.30 mødtes gruppen i haven, hvor også Trine og Christian stødte til. Vi blev nu kørt ud til aftenens gallafest.

 

Det startede flot og prangende, da vi kom til en udendørs plads, hvor vi gik ind i området ad en allé med blussende fakler. Det var faktisk et helt fakkelhav og utroligt flot. Vi fik dernæst anvist plads på madrasser med front mod en åben plads på græsplænen.

 

Festlig folklore – så længe det varede

 

Uden nogen indledning begyndte så den folkloretrup, som vi tidligere havde oplevet to gange, at optræde. Mellem numrene blev der af talskvinden fortalt om dansene. Det var flot, men problemet var, at det føltes, som om det aldrig ville høre op. Vi ventede på, at noget andet skulle ske, men de havde tilsyneladende til hensigt at være dagens hovedpersoner.

 

Vi sad og ventede på en velkomsttale fra vores arrangører, hvor der blandt andet skulle siges værsgo. Dette skete ikke, for de fik simpelthen ikke muligheden. En Albatrosmedarbejder med en mikrofon forsøgte at starte det officielle program, men hans tiltag blev ignoreret af de lokale, der havde med teknikken og arrangementet at gøre.

 

Anarki

 

Efterhånden som folk blev utålmodige, gik man selv op og hentede øl og vand. Maden var ved at blive sat frem på borde, og der var ingen tvivl om, at dette skulle have været lige så storstilet og flot som den fine fakkelallé, vi tidligere var gået igennem. Men sådan blev det desværre ikke. Tværtimod.

 

Stille og roligt var der sivet mennesker ind fra lokalområdet, der intet havde at gøre ved gallafesten for The Great Tibetan Marathon. De lokale blev i overtal og snart startede en grim kamp om den vitale føde. Folk plyndrede simpelthen fadene, før de var færdiganrettede. Det var virkelig afskyeligt og uciviliseret.

 

Korrupt minister

 

Det viste sig nu, at First Minister of Ladakh, Kashmir og Jammu og hans følge uden indbydelse og helt uanmeldt var ankommet til festen. Tilsyneladende var det også dem, der havde inviteret lokalbefolkningen. Man kan jo gøre meget for at få stemmer.

 

Da folkloretruppen endelig holdt en pause i musikken, holdt talskvinden en tale. Men den var ikke for løberne, den var for ministeren. Vi blev fuldstændigt ignoreret, og vores gallafest blev kuppet. Larmende diskoteksmusik rungede snart ud af højtalerne, og lokalbefolkningen kastede sig ud i dans, mens vi andre måbende så til. Vores arrangører forsøgte forgæves at gribe ind og få sat gang i det officielle program med taler og hyldest til løberne. Men intet nyttede. Slaget var tabt. Til sidst luskede vi hjem og fik en øl i restauranten på hotellet før sengetid.

 

Farvel til Leh

 

Man skulle måske tro, at vi efter et hårdt maratonløb og et forsøg på en gallafest kunne få lov til at sove lidt længe om søndagen. Men det skete ikke. Vi blev vækket klokken fire. Heldigvis var der lys denne morgen, så vi kunne på fornuftig vis få pakket det sidste, spise morgenmad og forlade stedet inden for en time.

 

Vi fløj fra Leh klokken 7.30 og var i Delhi en time senere. Sædvanen tro var Elisabeth lige ved ikke at komme med, da hun medbragte sin nødvendige stok, der blev betragtet som et potentielt terrorvåben.

 

 

Fra Delhi kørte vi mod Jaipur, og det blev en lang tur med stop til frokost og andre nødvendigheder. Heldigvis lykkes det for os at få en del søvn i løbet af busturen.

 

Jaipur

 

Midt på eftermiddagen ankom vi til Jaipur, der også er kendt som “Den lyserøde by”, og vi startede med en sightseeing i byen. Hvert sted vi kom frem, blev vi nærmest overfaldet af emsige gadesælgere, der falbød alverdens ting. Vi besøgte bl.a. paladset i det centrale Jaipur med dets enestående samling af kongelige dragter, tæpper og våben.

 

 

Til aften blev vi indkvarteret på det dejlige hotel Rajputana Palace Sheraton, der klart overtrumfede de andre steder, vi havde overnattet på denne tur. Aftenmåltidet blev nydt på dette sted, før vi gik til ro før midnat.

 

Vindenes Plads

 

Mandag fik vi lov til at sove lidt længere, og efter morgenmaden skulle vi videre på vores tur.

 

Det første stop var ved Vindenes Palads, der med en spektakulær pyramideformet facade og udhængende vinduer med blyindfattede ruder, kupler og spir er et smukt arkitektonisk vidunder.

 

Uden for paladset var jeg ved at komme galt af sted, idet jeg vrikkede om på højre fod, da jeg skulle ned på vejen fra et meget højt fortov. Straks så jeg en forstuvning for mig som året forinden − og endnu en periode uden løb. Men jeg slap med skrækken. En af de irriterende gadesælgere hjalp mig og fik da også efterfølgende en handel ud af det. Jeg kunne mærke ømhed i foden det næste døgn, men så var det heldigvis overstået.

 

På elefantryg

 

Vi kørte videre til Amberfortet, der ligger på en høj bakke med en bred ring af forrevne vagttårne og befæstninger, hvorfra der var en enestående udsigt over Moata Søen. Turen op til fortet foregik på elefantryg. Der var plads til fire personer på hver elefant, og det var en både sjov og speciel oplevelse. Men “elefantchaufføren” var ikke anderledes end andre indere, så han bad om drikkepenge, allerede før vi var standset. Selvfølgelig var han ikke tilfreds med, hvad vi gav ham, men han fik tariffen ifølge vores guide.

 

Der var meget at se på fortet, så vi var der en rum tid, og vi var så heldige at få fremvist et rum, som turister ellers ikke kom ind i. Det var et mørkt rum, fyldt med små spejle på væggene. Når man så tændte levende lys var det et utroligt fantastisk syn.

 

 

Tæppehandel

 

Inden frokost besøgte vi en tæppefabrik, hvor vi så det fantastiske arbejde, der ligger i at fremstille et ægte tæppe. Der går utroligt mange måneders arbejde på sådan et tæppe, så det er egentlig en fantastisk billig pris, det kan købes til. Efter at have set produktionen blev vi budt på rom og cola, mens vi blev præsenteret for de færdige varer. Emil fik foræret et ganske lille tæppe, mens vi andre så på tæpper fra få tusinde kroner og helt op til hundredetusinde kroner. De dyreste tæpper var lavet af silke på silke.

 

 

Jeg havde ikke tænkt mig at købe et tæppe, men det endte det nu alligevel med, og eftersom vi var flere, der købte, forhandlede vi os til en “familierabat”.

 

 

En anstrengende bustur

 

Frokosten indtog vi på hotellet, som det var lidt svært at nå frem til, da der var trafikkaos på grund af en demonstration i byen. Efterfølgende samlede vi bagagen sammen og var nu klar til at forlade Jaipur.

 

Vores næste stop, før vi forlod byen, var det fantastiske Jantar Mantar−observatorium, hvor man fra gammel tid har kunnet aflæse planeternes position og bevægelse.

 

 

Vi begav os efterfølgende ud på en lang og lidt anstrengende tur mod Agra. Turen gik ad knoldede veje med megen trafik og gennem små landsbyer. Tusindvis af cyklister kørte på de mørke veje, og ingen af dem havde cykellygte på. Jeg sad og fantaserede om den formue, jeg ville kunne tjene ved at sælge cykellygter der. Men det ville nu nok ende med en skuffelse, da der næppe ville blive solgt ret mange.

 

Da vi nærmede os Agra smadrede en rude i bussen, og straks var det så som så med bussens aircondition. Det var godt, at det skete så sent på dagens tur. Jeg fandt ikke ud af årsagen til, at ruden gik i stykker.

 

Papvin

 

Vi ankom til Hotel Mugal Sheraton klokken 22, og det var et hotel på højde med, hvad vi havde oplevet i Jaipur. Efter at have fået anvist værelser gik vi til middag i restauranten.

 

Senere var vi nogle, der mødtes på et værelse for at tømme det sidste af en papvin, medbragt fra Københavns Lufthavn. Her sad vi til sengetid omkring midnat.

 

Taj Mahal

 

Under den sidste nat i Indien fik vi også lov at sove lidt længere, og efter morgenmaden var det tid til en formiddagstur. Bussen var heldigvis blevet midlertidigt repareret med en blikplade, hvor der tidligere havde været et vindue.

 

Vores første stop blev områdets så absolutte hovedattraktion Taj Mahal. Den meget korte historie om Taj Mahal er en smuk og vemodig kærlighedshistorie om stormongul Shah Jahan, der i midten af 1600−tallet mistede sin elskede yndlingshustru, da hun fødte deres fjortende barn. Shah Jahan besluttede dernæst, at hans elskede skulle begraves i et mausoleum af tidløs skønhed, og dette blev til Taj Mahal, der absolut var et besøg værd.

 

 

Efter Taj Mahal besøgte vi Det Røde Fort, der ligger med udsigt til Taj Mahal. Det Røde Fort i Delhi, som vi tidligere havde besøgt, er en kopi af fortet i Agra, så der var naturligvis mange ligheder.

 

 

Fra et værelse med fin balkon i sirligt udskåret marmor var der udsigt til Taj Mahal over Yamunafloden. Samme udsigt havde Shah Jahan i sine sidste år, hvor han var blevet sat i husarrest af sin magtsyge søn, Aurangzeb, der havde dræbt sin bror og taget magten fra sin far.

 

Endnu en lang køretur

 

Efter frokosten på hotellet blev vores første stop ved en marmorfabrik, hvor man naturligvis kunne købe deres produkter, men også mange andre ting.

 

Vi kom nu atter ud på en lang køretur. Denne gang mod Delhi. Hen under aften var vi i Delhis dyre kvarter, hvor vi så bygninger og veje, der virkelig bar præg af mange penge. Selvom Indien virkede fattig, fik vi oplyst, at der var et næsten astronomisk stort antal dollarmillionærer i landet. Men med over en milliard indbyggere udgør de rige jo blot en forsvindende lille andel.

 

Klokken 21 ankom vi til Radisson hotel, hvor vi blot skulle spise aftensmad. Her var et dejligt tag selv−bord med alt, hvad man næsten kunne ønske sig. Det var virkelig lækkert.

 

På vej til lufthavnen holdt vi for rødt, og jeg fik syn for sagn med hensyn til kontrasten. Der blev banket på bussen, og jeg kiggede ud ad vinduet og ned på vejen. Her så jeg en lille pige på omkring seks år, der stod med sin cirka toårige nøgne søster på den ene arm og sin frie hånd rakt op mod mig for at bede om penge. Klokken var 23 om aftenen, og her stod de to små børn midt på en befærdet vej og tiggede penge. Det virkede ikke rart, og det slår hårdt, når man jo ikke har en chance for at gøre noget ved, at det er netop sådan mange steder i verden.

 

Et løb for en gang i livet

 

Det var blevet onsdag den 20. august, og vores fly afgik fra Delhi klokken to om natten lokal tid. Efter transit i Wien ankom vi planmæssigt i København ved morgenstunden. To dejlige og aktive uger var nu tilendebragt, hvor jeg igen havde deltaget i et helt specielt løb og sammen med drengene havde fået en fantastisk oplevelse for livet.

The Great Tibetan Marathon blev en engangsforeteelse for mig. Løbet blev ikke gentaget det efterfølgende år, hvor det ellers var annonceret, men vendte siden tilbage. Det blev afviklet for sidste gang i 2009, men ved den lejlighed deltog ingen danskere og i det hele taget få europæere.

 

TV-dækning

 

Som ved så mange andre af Adventure Marathons arrangementer var DR på pletten. Helle Lyster og Peter Wath fulgte det fantastiske løb, og det blev til udsendelsen “Marathon på verdens tag”, der i serien “Ud i naturen” blev bragt flere gange på DR´s kanaler i december.

 

Køb bogen her.

Tid til revanche

 

Jeg var for længst kommet over min skadede fod fra Swiss Alpine Marathon 2002. Til gengæld var jeg ikke kommet mig over ikke at have gennemført de planlagte 78 kilometer og være nået over alpen. Ved præmieoverrækkelsen i 2002 havde jeg sagt til drengene: “Vi kommer igen til næste år”. Sådan blev det.

 

Fra vest til øst

 

Turen i 2002 havde givet nogle dejlige oplevelser til os alle tre, og en form for gentagelse lå lige for, selvom vi nu ville se noget nyt. I 2002 var vi rejst rundt i Vesteuropa og havde besøgt tre store fodboldstadioner, men dette år besluttede vi os for at besøge Østeuropa. Dog uden fodboldstadioner, eftersom der ikke var de samme oplagte muligheder.

 

Polen – en anden verden

 

Mandag den 21. juli kørte vi så af sted på årets campingferie. Med morgenfærgen fra Gedser kom vi til Rostock, herfra gennem Tyskland, forbi Berlin og Cottbus og til Polen. Så snart vi passerede grænsen, var det slut med GPS-anlægget. Østeuropa var ikke optegnet på digitalkort, så vi måtte herfra ty til gammeldags vejkort.

 

Vi blev hurtigt mindet op, at vi var kommet til en helt anden verden, end vi var vant til.  Ved vejene stod tiggerbørn med bønfaldende øjne for at få os til at standse, og ligeledes stod der en del prostituerede og ventede på kørende kunder.

 

Det var oprindeligt vores mening at køre til Warszawa, men vi fandt ud af, at vi ikke ville kunne nå Schweiz rettidigt, hvis vi skulle bruge hele dage på storbybesøg. Vi kørte derfor mod Wroclaw og videre mod den tjekkiske grænse, hvor vi kørte forbi en campingplads ved byen Lewin. Eftersom vi ikke vidste, hvornår muligheden opstod igen, valgte vi at overnatte der. Det var en lille hyggelig campingplads, men uden de store faciliteter. Efter at have slået teltet op fik vi noget kedelig mad på pladsens cafeteria og gik herefter til ro.

 

 

På gennemrejse

 

Tirsdag morgen vågnede jeg ved regnens trommen på vores teltdug. Æv, men okay, sådan var det. Vi var jo på campingferie med alt, hvad det indebærer. Vi fik pakket sammen og kørte derefter de få kilometer til grænsen, hvorefter vi var i Tjekkiet.

 

Denne dag blev tilbragt i bilen, og vi passerede storbyen Brno og kørte videre til Slovakiet, hvor vi passerede hovedstaden Bratislava og fortsatte til Ungarn. Her havde vi planlagt at have den næste overnatning. Vi kørte nogle timer mod Budapest, og godt ti kilometer før byen fandt vi en campingplads og slog os ned.

 

Sightseeing med forhindringer i Budapest

 

Det skulle vise sig at være en dejlig campingplads med virkeligt gode faciliteter. Vi fik slået teltet op og tog bussen ind til selve byen. Steffen var vores guide i Budapest, og vi fik set de gader og butikker, han havde besøgt med sin klasse under en rejse det foregående efterår. Vi kiggede også forbi deres hotel og fik et godt måltid på deres “stamrestaurant”. Efter maden ville vi tage bussen hjem, men det gik grueligt galt. Vi fik ikke stået af i tide og måtte gå flere runder og spørge om vej, før vi til sidst tog en taxa hjem til campingpladsen.

 

En uvejrsdag

 

Onsdag stod vi tidligt op, spiste morgenmad og pakkede sammen, så vi kunne komme videre på turen. Vi var heldige med tidspunktet, da det begyndte at regne kort tid efter, vi var kørt. Vi var nu på vej ud af Ungarn mod Kroatien, og da vi nåede dertil, begyndte det at regne temmeligt voldsomt. Ved middagstid passerede vi Zagreb og fortsatte ind i Slovenien mod hovedstaden Ljubljana, hvor vi oplevede nogle voldsomme regnbyger.

 

Både Kroatien og Slovenien blev blot til gennemkørselssteder, før vi midt på eftermiddagen kørte ind i Italien. Også her blev vi mødt af periodisk regnvejr, der gjorde det ganske ubehageligt at køre.

 

Trafikuheld

 

En meget ubehagelig oplevelse fik vi dog omkring Venedig, hvor vi kom frem til et betalingssted på motorvejen. Her var vel omkring seks til otte båse, hvor man kunne betale, og vi holdt ved en af de inderste båse fra venstre. Vi skulle betale med kontanter og stoppede derfor helt op. Efter betaling gik bommen op, og vi kørte lige frem, da vi befandt os i en bås, der førte direkte frem til den tresporede motorvej. Men efter blot få meter blev vi fra ramt fra højre af en lastbil med anhænger, der kom fra en af båsene til højre fra os. Eftersom han skulle ind på den tresporede motorvej, måtte han flette ind og havde ikke orienteret sig tilstrækkeligt i den øvrige trafik. Tilsyneladende havde han dog hverken set eller hørt, at han havde påkørt os, for han kørte blot videre.

 

Vi kørte op på siden af ham og gjorde tegn, men hans eneste reaktion var en hånlig gestus. Han gjorde ikke tegn til at ville stoppe, og jeg kørte ind foran ham og forsøgte at få ham ind til siden ved at blinke med blinklyset og række hånden ud ad vinduet og pege ind mod højre. Men chaufføren i lastvognen virkede ikke interesseret i at standse. Tværtimod satte han farten ned, så der blev afstand mellem os. Det var min opfattelse, at han ønskede, vi skulle komme væk fra hinanden, så sagen kunne blive afsluttet således. Men jeg satte også farten ned og holdt mig lige foran ham, hvorefter jeg ringede til det italienske politi, hvilket gav nogle udfordringer, eftersom der kun blev talt italiensk.

 

Efter et kvarters tid lykkedes det mig endelig at få lastbilen til at køre ind ved en tankstation. Her fik jeg syn for skaderne på min bil. Sidespejlet var smadret, fordør og kofanger var ridset, lyset var ødelagt, og forskærmen var bulet. Chaufføren kunne kun italiensk, så jeg måtte forklare mig med fagter og tegnsprog. Med mange italienske ord og gestikulationer beskrev han et helt andet forløb.

 

Heldigvis måtte mit telefonopkald have givet mening, for efter lidt tid kom politiet, der dog desværre også kun kunne tale italiensk. En mandlig betjent stod for papirarbejdet, mens en kvindelig kollega besigtigede skaden og talte med chaufføren og mig. Som nævnt kunne betjentene kun italiensk, men kvinden kunne dog et par engelske og et par tyske ord. Med hendes sparsomme fremmedsprog og med fagter og tegninger lykkedes det mig at føre en rimelig “samtale” med hende. Hun fik min forklaring, og selvfølgelig fik hun også modpartens forklaring. Man behøvede ikke at være sprogkyndig for at forstå, at han mente, han var den store uskyldighed.

 

Jeg var dog ikke i tvivl om, at den kvindelige betjent havde fat i den lange ende til min fordel. Hun kunne konstatere, at jeg havde holdt helt stille for at betale kontant, mens lastbilen med en “brobizz” var kørt hurtigt igennem og trukket ind i anden vognbane uden at orientere sig tilstrækkeligt.

 

Hele seancen tog vel en times tid, hvorefter vi kunne køre videre. Senere fik jeg en forsikringskamp, der dog endte ud til min fordel.

 

Nye forhindringer

 

Ved aftenstid nåede vi frem til Verona, men her fik vi nye problemer, da det på grund af vejarbejde var svært at finde rundt. Da det endelig langt om længe lykkedes os at finde en campingplads, var alt udsolgt, og vi måtte køre videre. Vi fandt først en anden campingplads, da klokken var over 21, så vi slog teltet op i mørke, fik hver en god pizza i campingpladsens restaurant, og så lagde vi os til at sove i et telt, der var varmt som en bageovn.

 

Ændring af planen

 

Torsdag morgen vågnede vi op til torden og en regnskylle af dimensioner. Vi blev i teltet til det ophørte og kunne så spise morgenmad i det fri. Luften var renset og frisk, så vi havde det rigtigt behageligt.

 

Men da vi skulle til at pakke sammen, begyndte regnen igen at styrte ned, og denne gang slog den alle rekorder. Vi iførte os regnfrakker og pakkede ned, så godt vi kunne. Teltet var gennemblødt og fyldt med græs og jord, så dette og flere andre ting måtte pakkes ned i plastikposer.

 

Det havde været planen at køre videre til Como. Men vejret fik os til at beslutte at springe en teltdag over og forsøge at køre direkte til Davos. Jeg ringede til hotellet og spurgte, om vi kunne få vores værelse en dag før, og dette var ikke noget problem.

 

Tilbage til civiliserede forhold

 

Turen mod Schweiz gik fint, selvom det periodevis regnede meget. Efterhånden kom vi op i alperne væk fra motorvejen, og det hele gik nu lidt langsommere.

 

Det gav nogle udfordringer at køre i alperne uden højre sidespejl, og det endte med, at vi hos en købmand købte et håndspejl og noget gaffatape. Den nyindkøbte investering blev fastgjort på de sørgelige rester af det, der få dage før havde været et sidespejl.

 

 

Sidst på eftermiddagen kom vi til grænsen, og det begyndte igen at regne voldsomt, hvilket forsinkede os noget. Men vi kom dog endelig til Davos i god behold og til Hotel Beau Sejour, hvor vi blev hilst velkommen tilbage af receptionisten, der kunne huske os fra året før. Hun havde sikret os det samme gode værelse.

 

 

Vi slæbte alt op på værelset, der snart kom til at ligne noget, der var løgn. Teltet blev skyllet under bruseren og hængt op på badeværelset. Underteltet og vores håndklæder blev hængt op over skabslåger. Regnfrakker blev skyllet og hængt op over badeforhængsstangen. Diverse andet vådt tøj blev hængt op andre steder. Liggeunderlag og soveposer blev lagt ud til tørre på gulvet. Det var virkelig en rodebutik, men vi var glade for at være i tørvejr med senge, bad og toiletforhold.

 

En afslappet dag med godt vejr

 

Vi havde jo fået en halv dag ekstra i Davos, hvilket gav os en kærkommen mulighed for at slappe af og blot nyde livet.

 

Teltet hængte vi nu ud over altanen, og det var flot solskinsvejr, så det tørrede fint i løbet af dagen. Sidst på dagen kunne vi ryste det fri for græs og snavs. Efterhånden fik vi også styr på de andre ting, så vores værelse igen så ud, som det var tænkt.

 

I løbet af dagen gik vi hen til kongrescentret og hentede mit startnummer, samt tilmeldte Emil til mini-maraton. Ellers gik dagen bare med at slentre rundt, spise og spille computerspil.

 

 

Klokken 17 gik vi ned til startstedet, hvor Emil skulle løbe mini-maraton for børn. Han klarede det fint og løb 2,1 kilometer på ti minutter.

 

Aftensmaden blev det traditionelle pastaparty i byens isstadion, og kort efter måltidet gik vi hjem for at slappe af og lade op til næste dags store løb.

 

 

En morgenforskrækkelse

 

Lørdag morgen den 26. juli stod vi tidligt op, da løbet skulle starte klokken otte. Vi indtog morgenmaden på hotellet, hvorefter jeg klædte mig på til løbet. Men på vej ned til startstedet fik jeg en meget ubehagelig oplevelse. Pludselig gav det et smæld i min venstre hase, og jeg begyndte at halte. Tankerne gik selvfølgelig tilbage til 2002, hvor jeg forstuvede foden, og jeg tænkte, om jeg overhovedet ville komme til start dette år. Men heldigvis fortog smerten sig, og mens jeg var i startområdet forsvandt den helt. Jeg mærkede intet til den sidenhen.

 

 

En lettelse at passere 30 kilometer

 

Det var med store glæde for mig, at løbet blev skudt i gang. Jeg havde en indædt tro på, at denne gang skulle det nok lykkes for mig.

 

 

De første par kilometer gik gennem Davos by. Herefter fortsatte ruten videre i bakket terræn, såvel op som ned, men i den første periode mest ned. Da jeg nåede til skovstrækningen ved omkring 18 kilometer, hvor det var gået galt i 2002, havde jeg mange tanker, og ved førstehjælpsposten, hvor jeg fik den første behandling i 2002, gøs det i mig. Men da jeg passerede de 30 kilometer i Filisur, hvor jeg måtte stoppe året før, var det en stor lettelse. Jeg vinkede ned til førstehjælpsteltet, mens jeg løb videre. Fra nu af ville alt være Swiss Alpine Marathon rekord for mig.

 

 

Optimisme trods prøvelser

 

Nu begyndte det at gå op ad bakke for mig, eller det vil sige, det troede jeg. Senere skulle det vise sig at blive meget værre. Omkring de 32 kilometer fik jeg min første krise. Jeg måtte ned og gå, og jeg havde svært ved at se yderligere 46 kilometer foran mig.

 

 

Omkring 40 kilometer kom jeg til Bergün, hvor maratonløberne skulle stoppe, mens vi 78 kilometerløbere skulle fortsætte næsten lige så langt endnu. Her mødte jeg en flok danskere, der stod og heppede med dannebrogsflag i hånden. Det varmede utrolig meget, og jeg sagde til dem, at det var dejligt at møde dem. Jeg havde nu brugt omkring 4½ time, og havde altså ca. 7½ time til de sidste 38 kilometer. Dette burde jo være rigeligt – altså i teorien. Men jeg skulle blive klogere.

 

 

Bjergbestigning

 

De næste mange timer havde intet med løb at gøre. Det var ren bjergbestigning og var næsten en overlevelseskamp. Nu foregik det op ad snævre stier af jord og løse sten, og det føltes næsten, som om det gik lodret op, selvom det nok næppe var helt så slemt. Bedre blev det ikke af, at det var en meget solrig dag og derfor frygteligt hedt. Ved et af væskedepoterne drak jeg ni papkrus med væske. Jeg fik både vand, energidrik, cola, iste, bouillon og varm te. Derudover blev jeg plejet med druesukker, bananer og energibarer af forskellig slags.

 

 

De næste fem kilometer tog utroligt lang tid. Det føltes som en evighed og virkede, som om det ingen ende ville tage. Ved omkring 53 kilometer havde jeg nået toppen af alpen. Jeg troede, at det nu gik nedad. Det gjorde det også for det meste, men det blev ALDRIG “badeferie”.

 

 

Tidspres

 

Der var skilteafmærkning ved hver femte kilometer, og da jeg havde passeret 50-kilometerskiltet gik der usandsynligt lang tid før det næste kilometermærke. Jeg var efterhånden overbevist om, at jeg måtte have overset et skilt, eller at det var forsvundet. Da jeg endelig i det fjerne kunne spejde et skilt, blev jeg glad og lettet, for jeg var sikker på, at jeg nærmede mig de 60 kilometer. Det var efterfølgende som at få en spand koldt vand over hovedet, da det viste sig, at skiltet markerede 55 kilometer.

 

 

Frem til omkring 64 kilometer skulle jeg nu passere et bjergpas. Jeg måtte gå det meste af stykket, men der var dog også kortere strækninger, hvor jeg kunne småløbe. Efterhånden følte jeg mig småstresset af tidspresset og regnede som en gal hele tiden for at kalkulere, om jeg kunne nå ind til tiden klokken 20. Jeg løb, hvor jeg kunne, og hvor jeg havde kræfter.

 

 

Dispensation – nej tak

 

På et tidspunkt mødte jeg en dansk løber og kom i snak. Han tog det helt roligt og forsikrede mig, at arrangørerne ikke gik så meget op i 12 timers tidsgrænsen, og at vi også ville blive godkendt, hvis vi kom ind senere. Men dette var absolut ikke nogen trøst for mig. Som tre år tidligere på Bornholm skulle jeg ikke have noget af at gennemføre på dispensation og nåde og fromme. Hans ord gjorde mig blot mere indædt og stædig, så jeg satte i løb og lod ham bag mig.

 

 

De sidste store prøvelser

 

Efter bjergpasset kom der nu en strækning på tre kilometer ned ad bjerget. Her løb man på farlige rullesten, hvor det gjaldt om at passe på hele tiden. Så det gik heller ikke alt for stærkt. På et tidspunkt skulle vi over et vandløb, og jeg fik dyppet hele venstre fod i vandet, hvilket sendte mine tanker tilbage til Kina i 2000, hvor jeg fik vabler. Men her var dog ikke så gloende varmt, og der skete ikke noget. Da jeg nåede til 64 kilometer, var de værste prøvelser overstået, men eftersom der ikke var mange kræfter tilbage, blev det aldrig til en fornøjelsestur.

 

 

De næste 11 kilometer gik ad små markveje og fortrinsvis ned ad bakke. Jeg følte mig til stadighed stresset af tidspresset på 12 timer, men jeg begyndte at tro på, det ville lykkes, hvis jeg blot holdt mig i gang.

 

Ro på

 

Lykkelig blev jeg derfor, da jeg passerede 75−kilometerskiltet, og der snart efter var asfaltvej. Men glæden skulle vise sig at blive meget kort. Efter få hundrede meter skulle vi nu dreje ind på en skovvej igen, og her fortsatte det både op og ned ad bakker. Eftersom det ikke var helt så lyst længere, skulle der også bruges ressourcer på at orientere sig.

 

 

Da jeg kom væk fra skovvejen, var der vel lidt over en kilometer tilbage, men det var flad asfaltvej det hele. Jeg kunne nu høre højtalerne i målområdet og mødte tilskuere på vejen, der bød mig velkommen med tilråb. Jeg var meget rørt og berørt af situation. Jeg var klar over, at jeg ville kunne gennemføre rettidigt, og de dejlige tilråb gav mig gåsehud. Jeg tror, jeg havde tårer i øjnene hele den sidste kilometer. Jeg løb konstant og sagde højt: “Jeg gjorde det sgu, jeg gjorde det sgu”.

 

En fantastisk følelse

 

Omkring 100 meter før indgangen til stadion stod en dansker med et dannebrogsflag og heppede på mig. “Du er længe ventet”, sagde han og gav mig sit flag. Jeg løb nu de sidste 250 meter ind på stadion med dannebrog i højre hånd, mens jeg med venstre hånd klappede “high five” med alle de børn, der stod i indercirklen og rakte hænderne frem til mig. Det var meget rørende.

 

 

Jeg kom i mål i tiden 11 timer og 49 minutter, altså kun 11 minutter før deadline. Her blev jeg modtaget af Steffen og Emil, der tog foto og video af mig.

 

En oplevelse for livet

 

Det var ganske ubeskriveligt at gennemføre dette løb, som var kikset for mig året før, og som havde givet mig prøvelser af dimensioner. Selvom turen havde været ekstremt hård, var det også en stor oplevelse. Det er næsten umuligt at beskrive de oplevelser, jeg havde og de udsigter, jeg så. Her var både imponerende bjergstrækninger, svævebaner, vandløb, køer med bjælder og meget mere. Det er naturligvis svært at sige, hvilken af mine løbeoplevelser der har været den mest ekstreme og hårde. Men denne hører absolut til en af de allermest barske af dem alle – måske den værste.

 

Medaljen, der manglede

 

Jeg fik en flot “finisher” T–shirt, men ingen medalje. 78 kilometer løberne fik T–shirt, mens alle andre distancer fik medaljer. Dette skuffede mig meget, men det lykkes mig efterfølgende at få en maratonmedalje, der for mig er blevet symbolet på dette fantastiske løb.

 

Totalt opbrugt

 

Turen tilbage til hotellet gik meget langsomt. Det var næsten umenneskeligt, at jeg skulle bruge mine ben mere den dag. Men det skulle jo til. Planen var senere at gå til fods til isstadionet og overvære præmieoverrækkelsen. Det skulle vise sig, at jeg slet ikke havde ressourcer til det.

 

Et bad, der slet ikke burde skrives om

 

På værelset lagde jeg mig på sengen med en øl og havde slet ikke energi til andet end at ligge. Men jeg var jo nødt til at få et bad og få cremet mine hudløse lår og armhuler, som gjorde afsindigt ondt.  Emil gjorde badet klar og hjalp mig ned i det, da jeg dårligt kunne bevæge lemmerne. Det blev dog kun et nødtørftigt bad, eftersom jeg ikke havde kræfter til det store. Men jeg kom da igennem det, jeg skulle. Da jeg rejste mig og trak proppen op, fik jeg det meget dårligt og kastede op i badevandet. Steffen kom ud og hjalp mig, mens Emil stod og græd. Men jeg fik skyllet mig af, hvorefter drengene hjalp mig i seng, og jeg faldt straks i søvn.

 

En urolig nat

 

Natten blev meget urolig. Jeg drømte meget, vågnede flere gange og talte meget i søvne. Faktisk talte jeg så meget i søvne, at jeg selv kunne registrere det, og der var mange bandeord iblandt.

 

Once in a lifetime

 

Ved ottetiden søndag morgen stod jeg op, og snart efter vågnede også drengene. Vi fik pakket sammen og spiste morgenmad på hotellet. Lidt over klokken ti kørte vi, og jeg sagde til receptionisten, at vi ikke ville komme tilbage til næste år, da dette var “once in a lifetime”.

 

En omvej for en lukket restaurant

 

Steffen ville gerne spise på en særlig indisk restaurant i Luxembourg, hvor vi havde været i 2001, og vi kørte derfor mod Luxembourg og ankom omkring klokken 17.30. På det tidspunkt øsregnede det, og da vi kørte forbi hotellet, hvor vi havde overnattet i 2001, besluttede jeg at overnatte der igen frem for at skulle finde en campingplads, slå telt op i regnvejr og pakke det våde telt sammen igen mandag morgen.

 

Vi fik et dobbeltværelse, hvor vi alle tre skulle ligge i en dobbeltseng. Der var ikke voldsomt meget plads, men det var nu helt i orden.

 

Efter at være blevet indkvarteret og have badet, gik vi op for at spise på den indiske restaurant. Men skæbnen var, at der var lukket om søndagen. Vi fandt dog en anden ganske udmærket restaurant, hvor vi fik et godt måltid, inden vi fandt tilbage til hotellet og til vores delte dobbeltseng.

 

En rolig nat

 

Havde den sidste nat i Davos været urolig, fik jeg nu min skønhedssøvn i Luxembourg, hvor jeg sov som en sten hele natten.

 

Sidste strækning

 

Mandag morgen gjorde vi klar til sidste strækning på årets tur. Hjemvejen gik fint, selvom Steffen et par gange måtte rette på det midlertidige spejl, jeg havde klistret fast i højre side.

 

Midt på eftermiddagen var vi igennem Tyskland og nåede til færgelejet i Puttgarden. Vi kunne først komme med færgen klokken 17.15, men fik fint tiden til at gå. Sejlturen tog tre kvarter, og vi fik handlet lidt og var i Rødby, før vi fik set os om. Her tankede vi bilen op, for ellers var vi ikke kommet helt hjem.

 

Den sidste del af turen i Danmark gik smertefrit, og vi var hjemme før klokken 20. Vi havde haft en dejlig tur, men var også glade for at være hjemme. Vi havde tilbagelagt 3.940 kilometer på en uge. Og vi tre havde i fællesskab fået endnu en fantastisk oplevelse for livet.

 

Køb bogen her.

Kærlighedsrejse

 

Karin og jeg blev kærester i 2003. Det er vi ikke mere, for i dag er vi lykkelige ægtefolk. Selvom Karin ikke er så rejseglad som jeg, er det da blevet til nogle rejser sammen, og jeg har også fået lokket hende med på ture i forbindelse med maratonløb. Vores første rejse sammen blev til Stockholm.

 

Jeg havde fra flere sider hørt rigtig godt om Stockholm Marathon, så løbet havde stået på ønskelisten i noget tid. Det var endnu et incitament, at jeg heller ikke tidligere havde været i den svenske hovedstad.

 

En smuk, smuk aften

 

Fredag eftermiddag den 13. juni kørte vi fra Roskilde og begav os ud på de knapt 700 kilometer mod Sveriges hovedstad. Det var en fin tur, hvor vi skiftedes til at køre og gav os tid til et par pauser undervejs.

 

Før aftenstid nåede vi frem og kørte straks til Idrottshögskolan bag ved Stockholm Stadion, hvor startnummer og løbspose kunne afhentes frem til klokken 20. Bagefter kørte vi til Ängby Camping ti kilometer vest fra Stockholms centrum, hvor vi hjemmefra havde reserveret teltplads. I disse år brugt vi flittigt det forholdsvis nyindkøbte telt og soveposerne.

 

Vejret var rigtigt flot, og midsommer var det jo. Vi slog teltet op og satte gang i en medbragt engangsgrill. Jeg har stadig dejlige minder fra netop den aften om at være nyforelsket og sidde under åben himmel i smukt vejr og spise grillmad med et godt glas vin til.

 

En Gammel Dansk at starte på inden løbet

 

Lørdag oprandt selve løbsdagen, og lidt usædvanligt skulle vi ikke løbe om formiddagen, da løbet først blev skudt i gang klokken 14. Vi skulle således ikke op til nogen speciel tid, men vågnede dog alligevel friske og veludhvilede i morgenstunden.

 

 

Vi hentede morgenbrød og nød også morgenmaden under åben himmel. Eftersom jeg aldrig har været den “helligste” løber, blev det også til en Gammel Dansk til morgenkaffen. Det er dog vist den eneste gang, jeg har startet en løbsdag med en morgenbitter.

 

 

Sidst på formiddagen gik vi til den nærliggende station og tog med Stockholms Lokaltrafik til den indre by og startstedet. Det er aldrig svært at finde startstedet ved storbyløb. Man skal blot følge strømmen.

 

 

Klokken 14 startede løbet, og jeg kyssede Karin farvel. Hun ville bruge de næste timer på at se nærmere på Stockholm. Det ville jeg også, men vi fik set byen fra to forskellige synsvinkler.

 

Stockholm Marathon

 

Stockholm Marathon startede et år før sin københavnske søster og blev afviklet første gang i 1979 med 2.175 tilmeldte løbere. Efterhånden var løbet dog vokset til omkring 15.000 løbere, og det var således Nordens største maratonløb.

 

 

Løbet betegnes også som et af verdens flotteste maratonløb, og den noget kuperede rute var en halvmaratonrute, der skulle gennemløbes to gange. Starten gik ved det Olympiske Stadion fra 1912 gennem Djurgårdens grønne områder, ad havnefronten tilbage mod det centrale Stockholm, forbi kongeslottet og Gamla Stan til en frygtet stigning på 34 meter for at komme op på Vestbroen over havnen. På toppen af broen var der en fantastisk udsigt over Stockholm, og herfra gik det igen stejlt ned til vandet og videre ad en lang stigning tilbage mod startområdet. Ruten var spærret fuldstændigt af for øvrig trafik og gik ad brede gader med fin plads til både løbere og tilskuere.

 

 

En fantastisk følelse

 

Ganske som jeg havde fået sat i udsigt, var det et smukt løb, og det gjorde bestemt ikke oplevelsen ringere, at det var dejligt vejr, og at der var mange tilskuere.

 

 

Belært af erfaringen fire uger tidligere i København lagde jeg ikke for hurtigt ud, og min samlede tid blev på 4:29:50. Den anden runde løb jeg på 2:10:38. Ganske usædvanligt var jeg denne gang hurtigere på anden del af løbet.

 

 

Mostafa Errebbah, der havde vundet i København, var også med her. Man må sige, at han var stabil, eftersom han denne gang løb 27 sekunder hurtigere end måneden før. Han kunne dog ikke hamle op med kenyaneren Josphat Chemjor, der vandt løbet i tiden 2:18:14.

 

 

For mig var det ganske specielt at løbe i mål på det historiske stadion. Året forinden havde jeg set store stadioner i Europa, hvor ikke mindst Camp Nou i Barcelona havde imponeret. Stockholms Olympiske Stadion var af en helt anden kaliber. Det var småt, gammelt og umoderne, men til gengæld havde det en glød og en charme, der er helt ubeskrivelig. Da jeg løb over målstregen, måtte jeg tænke på, at her havde før mig løbet en Olympisk vinder i 1912. Dengang vandt sydafrikaneren Ken McArthur i tiden 2:36:54, men der var sket meget siden dengang, og med den tid ville Ken McArthur blot have opnået en 30. plads ved dette maratonløb 91 år senere.

 

En dejlig oplevelse rigere

 

Karin tog imod mig i målet, og den aften gik vi på restaurant og spiste et godt måltid, før det blev tid til endnu en god nats søvn i teltet. Søndag kørte Karin os hjem efter morgenmaden, mens jeg sad ved siden af og sov en del af turen. Vores første fælles rejse var tilendebragt med stor succes.

 

 

Køb bogen her.

Alternativ til aflysning

 

I mine første år som løber fik jeg ofte spørgsmålet: “Så har du vel også løbet Copenhagen Marathon?” Svaret var nej, med den tilføjelse, at jeg nok heller aldrig ville komme til det. Copenhagen Marathon og The Great Wall Marathon ligger tidsmæssigt tæt på hinanden i sidste halvdel af maj. Derfor ville det ikke være realistisk for mig at løbe begge løb. SARS-epidemien, der blev skyld i aflysningen af det kinesiske løb, gav mig imidlertid mulighed for at løbe i mit eget lands hovedstad.

 

Copenhagen Marathon så dagens lys for første gang i 1980 og har gennem alle årene været arrangeret af Sparta Atletik og dagbladet Politiken. Løbet er gennem årene vokset støt, og i 2003 deltog omkring 5.500 løbere.

 

Fartholdere

 

Dette år blev løbet afviklet søndag den 18. maj, og nogle dage forinden havde jeg hentet startnummer, T–shirt og maratonpose i Østerbro Skøjtehal, hvor der også var sportsudstilling.

 

På løbsdagen tog jeg toget til København og gik til fods til startstedet i Vester Voldgade, hvor løbet blev skudt i gang klokken 9.30. Som noget nyt var der dette år fartholdere, der sikrede et stabilt tempo gennem hele løbet. Med mine tidligere erfaringer om at gå ned i tid, besluttede jeg at følge fartholderne med de orange balloner for at opnå en tid på 4 timer. Jeg begik dog den brøler ikke at være kommet helt op til gruppen ved løbets start, og det var derfor op ad bakke fra første meter.

 

 

Med min ambition om at nå op til de orange balloner måtte jeg sætte tempoet op fra begyndelsen, og samtidig var det noget stressende at skulle overhale mange løbere for at nå frem. Det skulle da også vise sig at være en dårlig taktik.

 

Først omkring midtvejs i løbet lykkedes det mig at komme op til 4-timers gruppen, men på det tidspunkt var der fuldstændig udsolgt, og jeg kunne slet ikke følge med de løbere, jeg så indædt havde kæmpet for at indhente. Det føltes, som om luften i min indre ballon langsomt sivede ud, mens de orange balloner til gengæld stille og roligt fortonede sig i horisonten.

 

Ruten

 

Løbsruten gik fra Vester Voldgade ud over Vesterbro og derfra mod Sydhavnen op mod Valby og tilbage til startområdet langs Kalvebod Brygge. Herfra løb vi ad Nørrebro og Østerbro ned mod Amaliehaven og Nyhavn for sluttelig langs Christians Brygge at komme tilbage til Vester Voldgade og løbets mål.

Godt vejr

 

Vejret var med os på dagen. For min skyld måtte det gerne have været lidt køligere, men det kunne have været langt værre. Der var fin forplejning løbet igennem med 11 væskestationer med vand og energidrik.

 

Varmen og min forcering i starten for at nå de orange balloner begrænsede min præstation i sidste halvdel af løbet. Jeg måtte lide den tort også at blive passeret af de hvide balloner, der markerede de løbere, der skulle komme i mål i tiden 4:15. Dette motiverede mig dog til at sætte de ekstra reserver ind til sidst, da jeg ikke ville overhales af de pink balloner for 4:30.

 

Min tid blev 4:25:48. Selvom det var et godt stykke fra min ambition, var jeg meget tilfreds med at have gennemført det største maratonløb i mit hjemland.

 

Vinderen af løbet blev italienske Mostafa Errebbah i tiden 2:19:57

 

Køb bogen her.